Bloggen

Jeg følger Peter Falktoft på facebook. Egentlig er jeg på alle måder uden for målgruppen; jeg er både for gammel og for høj, og tøjstilen har jeg for længst opgivet at forstå, men jeg synes, at han og Esben Bjerre var fuldstændig forrygende sammen i radioprogrammet Monte Carlo, og derfor hænger jeg på.

Det er efterhånden et par år siden, at MC lukkede ned, og uden at fornærme nogen, kan man vist godt sige, at tv-programmet af samme navn aldrig fik fat på helt samme måde. Tiden er gået, og Peters opslag på fb har stille og roligt ændret karakter; da han lavede MC, var der ret meget, der var ret sjovt, mens det det sidste års tid mest er blevet til selfies og træningsupdates.

For nogle uger siden lagde han et billede op af sit træningsprogram, hvilket af en eller anden grund blev for meget for mange af hans følgere. I hvert fald gik kommentarsporet amok i “Du VED godt, at man kan træne, uden at fortælle hele verden om det?” Som reaktion på dét, lagde han i efterfølgende en lang post op, hvori han langede ud efter dem, der hatede på andres træningsupdates. Og kommentarsporet hértil, synes jeg faktisk var ret interessant. For der fik han sgu tæsk. Og ikke af den sædvanlige slags, hvor folk, der ikke kan stave, bare sviner til, fordi de kan, men fra velformulerende, godt argumenterende mennesker, der – set med mine øjne – faktisk gjorde sig umage for at forklare, hvorfor han fik de reaktioner, han fik, og hvorfor de synes, at det seneste opslag måske var lidt over stregen.

Helt forudsigeligt gik der “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet” og “intet bageri uden kunder” i den; den evindelig form for hønen og ægget, der også har floreret i blogland, så længe, jeg kan huske.

Men debatten fik mig alligevel til at tænke. For hvis vi et øjeblik prøver at parkere den med, at folk selvfølgelig må poste præcis dét, de gerne vil på deres egen væg/konto/profil, så handler det måske om, at vi begynder at opholde os så meget i cyberspace, at nogle af de samme mekanismer, som hersker IRL, også begynder at træde i kraft derude. I det virkelige liv spejler vi os i hinanden og adfærdskorrigerer, hvis nogen opfører sig som røvhuller eller bryder det sociale kodex; tænk bare på de gange, du har fået sagt noget virkeligt uheldigt, eller er kommet af sted i det helt forkerte tøj. Det eneste, der får dine ord eller dit outfit til at skille sig ud fra mængden er, at der er en mængde at skille sig ud fra, og at mængden eller de folk, der udgør den, reagerer. Måske uden at sige noget, men du er ikke i tvivl om, at du har ramt ved siden af.

I cyber har vi ikke rigtigt mulighed for at sende signaler med kropssprog eller tonefald. De eneste redskaber, vi kan gøre brug af dér, er enten at klikke “unfollow” eller at skrive direkte til folk, at vi ikke bryder os om det, de laver. Indtil nu har jeg altid argumenteret for, at man jo bare kan gå sin vej, uden at gøre et stort nummer ud af det, for jeg har selv et par gange fået kommentarer fra læsere, der helt eksplicit skriver, at de nu vil holde op med at læse med, fordi “du var meget sjovere før” hvilket – i hvert fald på mig – gør ondt.

Men måske ville nogen af dem, der går, faktisk gerne være blevet hængende? Måske synes de bare, at de efterhånden får noget helt andet, end dét, de signede up for? Jeg tror fx. at det er det, der er blevet et problem for Peter Falktoft; at humoren er forsvundet, hvilket gør den solide selvpromovering en lille smule svær at se på, fordi det, når humoren er væk, bliver selvhøjtideligt i stedet for inspirerende.

Dermed ikke være sagt, at det er læseren, der skal diktere indholdet, for så dør passionen hos den, der skriver, og man vil alligevel aldrig kunne gøre alle tilfredse – men måske er det ok at blive gjort opmærksom på det, hvis dét man siger, ikke længere bliver modtaget, som man tror, det gør?

Ret skal være ret: Det forudsætter, at du som læser har selvindsigt nok til at vurdere, om du er målgruppen for den blog eller konto, du følger. Da Mads & Monopolet kørte på P3, blev jeg virkelig irriteret over alle dem, der på FB skulle kommentere P3’s musikstil. Jeg synes også, at den er røv og nøgler, men det var os over 30, der var på besøg på kanalen, og det forudsætter en form for indexreguleret kærlighed, hvor man tager det, man godt kan lide, og abstraherer fra det, man ikke kan. Det andet svarer til at gå på natklub og brokke sig over, at musikken er for høj, og belysningen for dårlig.

Egentlig synes jeg, at ovenstående allerede fungerer fint på IG, hvor der er kontant afregning ved kasse ét, men på den positive måde: Hvis folk kan lide det, de ser, stikker de et like. Hvis ikke, lader de bare være. Og det er da en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvor godt modtagerne føler sig underholdt. Fx. postede jeg dagligt et billede af min kæmpe mave sammen med en rasende tekst, da jeg gik længere og længere over tid med Frida. Og det var faktisk ret interessant at se, hvordan antallet af likes faldt fra dag til dag. (Her holder jeg dog muligheden åben for, at det var i sympati; jeg er altid selv i tvivl om, hvad jeg skal gøre, når folk poster sygebilleder. Et like virker ligesom lidt for begejstret). Jeg valgte at gøre det alligevel, fordi det var nemmere end at svare på 1339483943 “har du født??”-sms’er, men det gav et fint fingerpeg om, at mine følgere synes, at det var sjovt første gang, og derefter blev det sgu lidt irriterende at se på.

Det kommer aldrig til blive rart. Jeg kan stadig huske stort set alle de kommentarer, jeg har fået, fra folk, der har kritiseret mig og min blog, og de svier lige meget hver gang, uanset hvor meget jeg prøver at foregive noget andet. Specielt hvis jeg faktisk godt selv kan se, at der kan være noget om det, de skriver. Og selvfølgelig kan man vælge at holde fast i “min bil – mine regler”, og så luge benhårdt ud i, hvem man har med på passagersædet – men det hedder “de sociale medier”: De giver ikke mening, hvis vi er der alene.

I morgen fylder jeg 39 år. Min fødselsdag ligger så tæt på nytårsaften, med alle dennes endeløse muligheder for selfshaming og de deraf følgende forsætter, at jeg sjældent udnytter muligheden for at gå mig selv og min adfærd efter i sømmene og overveje, om noget bør spændes efter, men i år kan jeg alligevel mærke, at der er en ting, jeg ville ønske, jeg kunne blive bedre til. (Her bruger jeg lige 30 sekunder på at overveje, om det kommer til at lyde som om, jeg mener, at jeg er så tæt på at være fuldkommen, at der kun er et enkelt punkt tilbage på listen, der skal vinges af, før vi rammer perfektion, men jeg beslutter, at I forstår, hvad jeg mener.)

Jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg talte pænere til mig selv.

Den anden morgen i badet, kom jeg til – højt – at bede mig selv om at holde kæft. Nu, hvor jeg sidder og tænker over det, ér det faktisk med årene blevet (lidt) bedre – der er områder, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg har sluttet fred med at være det, jeg er, og derfor ikke behøver at adfærdskorrigere med skæld ud hele tiden, men der er godt nok også områder, hvor jeg stadig næsten skammer mig, når jeg bliver opmærksom på, hvad jeg siger til mig selv, når ingen lytter. Hvis nogen ude i verden talte til mig eller mine på den måde, ville jeg vende rundt på hælen og aldrig se mig tilbage, men det er jo en lille smule svært at låse en del af sin personlighed inde i skabet,primært fordi der er ikke plads til mere.

Jeg synes næsten, jeg mangler et register. Det er som om, der kun findes psyko-prygl eller forsøg på at forklare, som altid har en kedelig, defensiv undertone. Vi taler om sætninger som: “Altså, jeg gør det så godt, som jeg kan!” og “Så må du (jeg? Bliver pludselig i tvivl om, hvordan jeg tiltaler mig selv) jo bare gøre det bedre i morgen”.

Først vil jeg gerne sige tak for mange fine tilbagemeldinger på det første indlæg, både her og i mailboksen. Det er lige til at blive rørt over, hvor gerne I vil hjælpe. Derfor synes jeg også, at I skal have opfølgningen med, inden vi slipper emnet igen.

Jeg var til samtale med skolelederen igår, og jeg var næsten nået til et punkt, hvor jeg glædede mig til at få det overstået. Føj, hvor har jeg haft det elendigt over det. Men jeg havde valgt at forberede mig til det, som jeg forbereder mig, når jeg skal forhandle lokalaftale som tillidsrepræsentant, eller som jeg har forberedt mig de gange, jeg har skulle til jobsamtale. Over de sidste uger har jeg derfor haft en blok (og ja, jeg skrev “blog” her og nåede 4 linjer ned, før det begyndte at klø i min underbevidsthed) til at ligge på bordet, og heri har jeg skrevet argumenter ned, når jeg er kommet i tanke om dem. Derefter har jeg sorteret i dem, slebet dem skarpe, og prøvet at sætte mig på den anden side af bordet ift. hvilke argumenter, der ville bide på mig, hvis jeg var skoleleder. Jeg havde fundet eksempler til at understøtte det hele, og virkelig anstrengt mig for at holde det kort og præcist. Det var nødvendigt med en maskinel tilgang til det, for hvis ikke jeg havde gjort det på den måde, ved jeg, at ville være kommet til at græde derinde, og det ville jeg ikke risikere. Ikke fordi han ikke måtte se mig være ked af det, men fordi det i så fald ville komme til at virke som om, det handler mest om følelser, og mine grunde til at skubbe skolestart et år, er – i min optik selvfølgelig – saglige og faktuelle. Det ønskede jeg ikke at mudre. Mit eneste emotionelle knæfald var, at jeg havde taget et billede med af Anton. Her er det tilladt at synes, at jeg er det mest absurde menneske, man har stiftet bekendtskab med, men jeg havde sådan brug for, at han vidste, hvem vi snakkede om, og at han kunne se, at der er tale om en fin, hel og glad dreng. Det kan nemlig godt komme til at lyde som om, han er en sart, amputeret mimose, når vi hele tiden sidder og fokuserer på de ting, han kæmper med, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

Min mavefornemmelse, da jeg gik derfra, var god-ish. Når jeg ikke går all in på optimismen, er det fordi jeg de sidste mange måneder har mødt mange, som også har troet, at de var homefree, og så alligevel fik et startnummer tilsendt med posten. Men han lyttede, og skrev ned, og indvilligede i at sende den daglige leder med til at møde i børnehaven, der er sat til slutningen af januar, så det er da i hvert fald ikke blankt nej.

Den endelige afgørelse får jeg først, når jeg har skrevet Anton op til skolestart, og vinget af i boksen “Be’ om udsættelse” – hvilket man kan gøre fra februar. Der er lang tid til, og det bliver et underligt limbo at gå i, og ikke mindst at snakke fremtid med Anton i, for han deltager jo stadig i skolegruppen i børnehaven. Jeg ville gerne kunne forberede ham, hvis hans venner smutter til april, og han stadig er der – men jo kun, hvis det er dét, der kommer til at ske. Men sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved.

Til sidst vil jeg gerne lave en generel opfølgning på kommentarfeltet fra sidst. Det har hjulpet meget med de gode historier, og det har også været rigtig fint at få input med fra mennesker, der arbejder med det her til dagligt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude i et generelt kom-vi-trasher-folkeskolen ærinde. Jeg ved godt, at mine erfaringer med den heldigvis ikke er flertallets. Og jeg har også brug for at understrege, at der ikke er skyggen af tvivl om, at Anton ER et af de børn, der klart kandiderer til udsættelse. At jeg så oveni har tasken fuld af gamle knogler, gør ikke tingene nemmere, men han er indiskutabelt udfordret på flere af de områder, som er helt normalt for præmature børn at være udfordret på. Det skriver jeg bare ikke rigtigt om her på bloggen, for det er Antons historie, og den skal han selv have lov at vælge, hvor meget af, han vil dele, og derfor er det selvfølgelig svært for jer at vide.

Flere spørger, hvorfor jeg ikke bare kan have tillid til, at de mennesker der træffer beslutningen og arbejder med børnene til dagligt, er kompetente mennesker, der gør det bedste de kan. Det korte svar er, at jeg over det sidste halve år (hvor jeg er begyndt at kigge på det her problem) har fået et virkelig trist indblik i, at beslutningen ikke nødvendigvis træffes på baggrund af, hvad der får et barn til at trives, men på baggrund af økonomi. Og selvom jeg er indædt tilhænger af, at vi allesammen husker, at ingen – INGEN – står op om morgenen med det erklærede mål at være det størst mulige røvhul på jobbet dén dag, så er empirien her desværre, at “det bedste” somme tider ikke er godt nok. Det kan der være mange grunde til, og én af dem er givetvis, at ressourcerne idag er så knappe, at man kan bruge dem til at lukke jakker med, og det er jo virkelig svært for den enkelte medarbejder at gøre noget ved. Min søster er pædagog, 40 % af mine venner (i løse tal) er folkeskolelærere, og jeg har STOR respekt for disse erhvervsgrupper, og synes personligt, at der skulle være langt flere medaljer i deres fag. Men det ER en tung maskine og et rigidt system, der tager LANG tid at tilpasse de børn, der falder lidt udenfor kasserne. Når det overhovedet er muligt.

Jeg har gjort, hvad jeg kan, og herfra er der kun tilbage at vente.

For nogle måneder siden læste jeg med på en blog, skrevet af en blogger, der demografisk set burde være right down my alley. Jeg synes, hun havde mange gode emner oppe at vende, og hun var både velformulerende og havde sine meningers mod. Alligevel endte jeg med at liste stille ud af bagdøren, fordi hun i stort set alle sine indlæg skrev ting som: “Og husk, at når du peger, er der 3 fingre, der peger på dig selv” “Det, du siger om mig, siger mere om dig end om mig” “Tag ansvar for dit eget lort” og “Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude efter gode råd”. Efter et par uger blev det simpelthen for stor en irritationsfaktor for mig, fordi det på mig virkede unødvendigt defensivt-aggressivt, (hvilket – selvfølgelig – siger mest om mig..) men inden jeg luskede af, nåede jeg at se, at en anden læser forsigtigt spurgte, hvorfor det var nødvendigt at være så bombastisk, når der var tale om indlæg om virkelig uskyldige emner. Bloggeren svarede, at hun havde blogget i mange år, og belært at dårlig erfaring med læsere og deres kommentarer, kunne hun ligeså godt skrive det, som det var.

Jeg kendte ikke bloggeren i forvejen, og kendte dermed heller ikke til hendes historie. Hun virker som et godt menneske, og blogger hverken om rabiate eller kontroversielle emner – men jeg har efterfølgende tænkt meget over, at hun ved hele tiden at lade fortiden være udgangspunktet for dialogen, lod den blive hængende og forpeste nuet, i stedet for at lade den forsvinde i bakspejlet.

Og lige præcis tanken om dét reaktionsmønster, fylder rigtig, rigtig meget for mig i disse dage. Som jeg helt kort skrev for et par indlæg tilbage, er jeg igang med at forsøge at udskyde Antons skolestart et år. Hvis man ikke inden for de sidste to år har haft et barn, der er startet i skole, kan jeg helt kort fortælle, at det er skolelederen alene – altså, den skoleleder, der aldrig har mødt barnet – der skal give dispensation, hvis barnet skal have lov at starte i skole senere, end det år, det fylder 6. Børnehavepersonale, talepædagoger osv. må ikke mene noget om sagen, og jeg har en fornemmelse af, at bliver sanktioneret med tæsk, hvis de gør alligevel, for ALLE har meget travlt med at starte deres sætninger med: “Du er med på, at vi INTET har at skulle have sagt ift. at skubbe skolestart?” Og ja. Jeg er med. For I har sagt det 2292904 gange nu.

Det er bare virkelig rædselsfuldt ikke at have nogen at sparre kvalificeret med om noget så vigtigt, og på tirsdag skal jeg til samtale med bemeldte skoleleder, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Sagen er, at jeg ikke er 100% sikker på, hvad der er den rigtige løsning, fordi vi sidder og forsøger at gætte, hvor Anton er om 8 måneder. Hans indlæringskurve ift. sprog er nærmest lodret, men når man er 5 år, og først nu er ved at have sprog nok til at benævne verden, er der mange ting, man stadig ikke helt forstår. Ift. hans sprog og hans modenhedsniveau er der derfor ingen tvivl om, at et år mere i børnehaven ville gøre underværker, men hans intellekt og de gode, sociale relationer taler for skolestart til august. Og måske når han sprogligt at blive klar, og blive så moden, at han forstår, at man ikke bare må gå sin vej, hvis det bliver for uinteressant at være til stede i en situation, man ikke forstår, fordi der er grænser for, hvor meget, man kan tage ind, når det bliver helt komprimeret og intenst – men fordi jeg er den eneste, der trækker i modsat retning, kan jeg mærke, at jeg trækker til; jeg bliver så umådelig provokeret af, at jeg som mor ikke kan få lov at passe på mit barn, og at jeg ikke kan få lov at træffe den beslutning i ro og mag og samråd med dem, der ser ham i børnehaven og kender dén side af ham. Jeg er lige nu så presset, at jeg har taget fat i en advokat, fordi jeg simpelthen ikke kan acceptere, at jeg INTET har at skulle have sagt.

Hele sagen giver mig mavepine hver eneste dag, for det her er nemlig også her, min egen fortid svæver klagende hen ad gangene og rasler med lænkerne. Jeg hader folkeskolen, og al dens magt og al den væsen. Den slog mig næsten i stykker som menneske, og det er min tid i folkeskolen, der gør, at jeg aldrig nogensinde kommer til at føle mig 100% hjemme i Esbjerg igen. Jeg kan ikke få min fortid og min nutid hægtet sammen, fordi jeg ikke kan nøjes med at hente de gode fragmenter af fortiden frem, og hvis jeg skal hente hele svineriet, vælter jeg. Når jeg en sjælden gang er sammen med nogle af dem, jeg kendte dengang, er det både trist og surrealistisk at tale om vores tidlige barndom, for der er simpelthen så meget af den, jeg ikke kan huske, fordi det har været nødvendigt at gå over den med det store viskelæder for at bestå.

Det er dét, jeg står overfor at skulle sende Anton ind i. I den by, hvor jeg selv gik i skole. Jeg har valgt en anden skole til ham, end den jeg selv gik på; alt andet ville for mig være utænkeligt, men det er stadig forbundet med utrolig meget ubehag og angst, at jeg skal sende det bedste, jeg har, ud på det, der for mig var en rædselsfuld slagmark, helt ubeskyttet og alene.

Og den fortid, jeg har arbejdet så hårdt på ikke at lade ødelægge nuet, står nu alligevel udenfor min dør og banker stille, men insisterende på, for jeg kan ikke forholde mig til den nuværende situation om skolestart og skolegang, uden at bringe min egen erfaring med området i spil. Og den er dårlig.

Jeg prøver at huske, at selvom jeg ser så meget af mig selv i ham, så er han alligevel af en helt anden støbning, end jeg var. Han er robust, og han har en selvsikkerhed, der er få forundt. Han er glad og vellidt og kvik. Men han har løbet 3 års udvikling ind på under den halve tid, og hvis man skubber børn længe nok, falder de.

Så lige nu prøver jeg at huske at trække vejret, og holde tungen lige i munden; at genne spøgelserne tilbage i skabet og gøre det, der er bedst for Anton – uden helt at være sikker på, hvad det er. Jeg prøver at holde fast i, at livet er nu, og at nye mennesker giver nye begyndelser, og jeg gør mig virkelig umage for at skille tingene ad, for når det om føje år er Antons tur til at kigge i bakspejlet, skal det være hans egen fortid, han ser fortone sig, og ikke min.