Juletræet med sin pynt.

Denne jul er på mange måder noget særligt for mig. Dels fordi det er Fridas første jul, dels fordi Anton nu er stor nok til at have noget at skulle have sagt ift. hvordan vi gebærder os igennem den, og endelig fordi, det var julen her, der var mit fixpunkt, når jeg blev helt bims af hormoner og graviditetsangst, og slet ikke kunne forholde mig til noget. I de situationer trak jeg vejret dybt og tænkte: “Jul. Når vi når frem til jul, er vi ved at have genvundet fodfæstet”.

Og det er vi faktisk. Frida blev et halvt år i torsdags, og helt klassisk er det både som om, hun lige er kommet og altid har været her. Hun er nem og mild, og har let til smil, og jeg er stadig så nyforelsket, at jeg går helt i falset, når hun vågner efter en lur.

Anton har bestilt juletræ i år, og jeg har haft præcis ét juletræ i hele mit liv, og det var da jeg var 19. Hvilket er foruroligende tæt på at være 20 år siden. Da han første gang kiggede på mig, og sagde: “Mor, vi skal da have juletræ, ikke?” forsøgte jeg mig med: “Skal vi ikke hellere hjælpe mormor med at pynte hendes?” (i føromtalte falset) – men kunne sgu alligevel godt mærke, at så nederen gad jeg ikke at være, når det kom til stykket. Og det er i situationer som den, jeg virkelig bliver ramt af ‘gad vide om andre supposed-to-be voksne mennesker med børn heller ikke aner, hvad de laver?’ for jeg har det, som om jeg er 13 år og bare forsøger at løse problemerne i takt med at de opstår, uden at nogen kommer alt for alvorligt til skade. Som f.eks. at finde ud af at bokse et juletræ igennem den der metalsatan, der putter det i det net. (Ja, juletræer er åbenbart røget i selvbetjeningskategorien her i udkantsdanmark.) Eller regne ud, hvor meget bil, man skal afmontere, for at træet kan være i resten af karrosseriet, uden samtidig at være nødt til at efterlade nogen af børnene på p-pladsen. I skrivende stund har jeg udsigt til et træ, der står noooogenlunde lige, men det er kun fordi jeg har brugt 7 skruer og 3 spisepinde som kiler, og bunden af træet derfor ligner et aggressivt terminatorpindsvin; det viser sig, at juletræsfødder *ikke* er one-size-fits-all.

Nå, men da jeg i starten af december havde fået ommøblere stuen (det tager virkelig forbløffende lang tid), så der var plads til træet og fået bæstet sat på fod, skulle det pyntes. Var på forhånd træt ved tanken om den kæmpekasse, jeg for 20 siden bare rystede træet ned i, hvor kæder og kugler derfor lå i én pærevælling, så græd nærmest af begejstring, da jeg trådte ind i skunken under trappen, og pludselig kom i tanke om, at jeg ryddede op i hele huset, da jeg var 3 måneder henne; også i skunken, fordi det var, hvor jeg havde mange af de gamle babyting til at stå, og jeg selv på en tynd, ikke-gravid dag må sno mig for at komme ind. (Jeg måtte ringe efter viceværten, da jeg var 7 måneder henne, og der røg en sikring, som jeg ikke kunne komme til at skifte, fordi min mave var for stor til at komme derind. På begge leder. True, ydmygende story). Kæmpekassen var derfor reduceret til 2 æsker med glaskugler, noget virkelig grimt hippieshit i rustikt flet (hvordan det slap igennem den maniske preggo-udrensning står hen i det uvisse), og lidt engle. Det viser sig, at man godt kan gå op at købe juletræspynt, og at man kan blive så begejstret over en lyskæde, at det grænser til det pinlige. (Men seriøst: Hold KÆFT, hvor er det smart! One ring to rule them all i toppen, og så bare 1000 led-lys, der skal drapperes ned over træet. Ingen harpiks på fingrene, ingen efterjustering, fordi dét, man synes var en jævn fordeling, viser sig at blænde på den ene side og være the dark side of the moon på den anden. Smart! Smart, smart, smart!!)

Så vi har et træ. Med pynt. (Og lys!) Vi har husket at tænde adventskransen hver søndag (note til selv: Skal have læst op på, hvorfor det er, vi holder advent. Den noget svævende forklaring om 2. søndag efter trinitatis og De 3 Vise Mænd fik Anton til at se temmelig skeptisk ud), vi har bagt småkager (= jeg skar en Blomsterbergpølse i 15 ujævne skiver, som jeg derefter skambagte, fordi Anton og jeg blev sure på hinanden), jeg fik nissedøren sat op (og lært, at Anton er ligeså lidt overtroiske som mig “Se, skat, hvad nissen har haft med til dig!” *lyve-mund* “Neeeej, mor! TAK fordi du har købt den til mig!” *bitch-please-mimik*), vi har kigget på julelys og skøjtebaner, hørt Søren Banjomus 321897128 gange, åbnet chokoladekalendre (pluralis) om morgenen (#crimerider) og i aften skal den sidste gave pakkes ind. I morgen er det juleaften og al ironi og sarkasme til side, glæder jeg mig simpelthen sådan til at fejre den med mine to små yndlingsmennesker.

Må julefreden sænke sig over jer alle.

Rigtig glædelig jul.