Årets sidste heksehyl.

Normalt sidder jeg med en følelse af højtidelighed i kroppen, når jeg skriver årets sidste indlæg. Der ér noget særligt over at lukke én bog i, og have den næste liggende parat på bordet ved siden af; fuld af blanke, stive sider og endnu uden æselører og kaffepletter.

Men selvom i år skal skrives for Frida, som viste sig at være den brik, vi ikke var klar over, vi manglede, er det ikke højtidelighed, jeg mærker i dag. Det er snarere stærk og inderlig taknemmelighed.

De store følelser har så rigeligt været i spil i år, og jeg synes nærmest kun jeg har befundet mig i yderpolerne af registret – og måske er det derfor, jeg nu sidder med den samme fornemmelse i kroppen, som man har efter en ordentlig, tiltrængt tudetur: Larmen og de store armbevægelser er væk og erstattet med en mat, varm ro.

Det meste af foråret gik med at være bange for at miste Frida, fordi graviditeten aldrig blev af den nemme, ukomplicerede slags, med sommeren kom hun endelig og var det fineste, lille væsen, der lærte mig, at kærligheden uden problemer vokser tifold og breder sig ind over områder, man slet ikke vidste, den påvirkede, efteråret gik med at lære at være mor til to, krydret med lidt ekstra udfordringer som brækkede lemmer og nabobrande, og endelig er den sidste snas af året gået med hele skole/ikke-skole-problematikken for Anton. Og fordi det hele vedrører mine børn, er samtlige tanker og overvejelser knyttet op på følelser, hvilket koster kræfter på en helt anden måde, end når tingene bare foregår i hovedet.

For sjov (#haha) har jeg prøvet at læse mine gamle nytårsindlæg igennem, og når jeg læser dem, bliver det tydeligt for mig, at jeg er blevet ældre. Med alderen er jeg på samme tid blevet både langt mere skrøbelig og langt mere robust. Det hænger selvfølgelig sammen, for i takt med, at man bliver ældre, opdager man hvor mange af de gode ting i livet, der skyldes held og tilfældigheder; simpelthen fordi man har folk omkring sig, der pludselig mister det, man indtil nu har taget for givet, eller ikke får adgang til noget af det, man selv har været heldig at få. Samtidig vil den akkumulerede mængde af uheld og erfaringer, man ikke har noget ønske om at gøre sig, vokse over tid, hvilket betyder, at man efterhånden finder ud af, at man ikke er så let at vælte mere. Trods alt.

Jeg håber, at 2016 har mere med af alt det gode, som 2015 har lagt for fødderne af os. Måske handler det om, at Frida er en nemmere baby, end Anton var, eller måske er det bare fordi omvæltningen ved barn nummer 2 ikke er nær så stor som ved nummer 1, men jeg nyder virkelig at være på barsel og have tid til mine børn. Med Anton gik en stor del af barslen med at være i granatchok og på at flytte fra Aarhus til Esbjerg, og samtidig blev det et langt stykke hen ad vejen ham, der bestemte, hvordan dagene så ud, fordi vi kun var os to. Det gav en uforudsigelighed, som det tog lang tid for mig at lære at navigere i. Med Frida føles det bare som om, at alt det gode i livet er blevet ganget med 100, fordi der nu ér en rytme, som hun naturligt er faldet ind i; der ér et familieliv etableret, og det giver langt mere overskud til at nyde alle de store øjeblikke hos dem begge, fordi der er den føromtalte ro til at dvæle ved dem. F.eks. har Frida lige lært at vinke, og vinker 158 gange i løbet af et måltid, og jeg bliver præcis lige begejstret hver gang. Jeg er et nemt publikum på den måde. Samtidig bliver Anton bare ved med at hive ting op af hatten, som jeg går helt på røven over. Som da vi forleden fik besøg af en veninde og hendes søn – og Anton hilste ved, helt afslappet, at give hånd. Jeg havde nær tabt min kaffekop. Ikke mindst fordi jeg er typen, som nærmest tvangskrammer folk, når jeg hilser på dem, så hvor han har samlet det op henne, aner jeg ikke. Eller da han igår sad med en rugbrødsmad, og først spiste de øverste to cm. “Se mor. Nu er det en square” og derefter spiste videre, indtil han holdt en perfekt, retvinklet trekant op og proklamerede “Og se! Nu er det en triangle!”

De blæser mig væk.

Jeg håber, at 2016 vil byde på nye bekendtskaber, et nyt sted at bo, på mere vin og på graviditetskilo, der på magisk vis forsvinder af sig selv. (Har det som om, jeg bor i en lånekrop. Føler mig så meget som mig selv igen, at jeg bliver oprigtigt forbavset, når jeg får øje på mit spejlbillede. Hvad fanden er dét for en røv??) Jeg håber, at både jeg selv og alle jeg elsker og holder af, forbliver sunde og raske, bevarer evnen til at skille det vigtige fra det ligegyldige, og at der vil være tid. Tid til kaffe, til eftertænksomhed og til at grine. Højt og længe.

Godt nytår.