Jeg ved ikke, om man må skrive nekrologer over mennesker, man ikke har kendt, men ikke desto mindre er det noget i den retning, jeg har tænkt mig at gøre.
Tænk, at David Bowie er død.
Jeg har aldrig været die hard fan af hans musik, og jeg ville tabe de fleste David Bowie quiz’er stort. Jeg er med andre ord én af dem, som de virkelig inkarnerede fans væmmes over på de sociale medier lige nu, fordi jeg ved at begræde hans bortgang på en eller anden måde lader til at tage noget, der ikke er mit.
Men han var en af de offentlige personer, jeg har haft allermest respekt for, og jeg har altid – til mange af mine veninders inderlige rædsel – været forelsket i ham. Jeg synes virkelig, at han var smuk på en nærmest overjordisk måde, og hvis jeg skal forsøge at beskrive ham i ét ord, er det, der falder mig først ind ‘æterisk’. På mig har det altid virket som om, han på alle måder svævede et niveau eller to over denne verden, og det mener jeg på den allermest positive måde overhovedet. Det var, som om, han altid bare var præcis, det han var, fuldstændig uden at ænse, hvordan andre opfattede ham. Hans integritet var urørlig, og hvor mange andre kunstnere vrider sig nærmest ud af facon for at provokere, formåede han at få millioner og atter millioner af mennesker på tværs af generationer og nationaliteter til at forholde sig til ham, uden på noget tidspunkt at have bedt dem om det.
Han har været en del af mit verdensbillede så langt tilbage, jeg kan huske, og selvom jeg ikke forstår al hans musik, betyder det ikke, at jeg ikke kan genkende genialitet, når jeg ser det. Det er et kæmpetab, at der er lukket for den kanal nu, og at den krøllede hjerne ikke får lov at forsyne verden med flere af sine betragtninger.
Hans underspillede humor, hans gentlemanagtige opførsel, og dét, at han har været alle sine aldre og gjort dem sine, er forbilledligt. At give slip på dét, man var, og turde vende sig mod det, der kommer; at favne og forme det, uden at undskylde og uden at forklare, aftvinger min dybeste respekt. Han var aldrig pinlig. Han blev aldrig ynkelig. Han stod stærkt, klart og vildt – og fuldstændig selv.
Mr. Bowie: You were always more than human to me.
Hvor vildt!! Jeg har aldrig – så vidt vides – hørt om andre end mig selv, som har været helt forliebt i David, for det har jeg været. Startende med hans rolle i Labyrinth, hvor han var en grum troldmand. Men SÅÅÅ smuk. Virkelig. En lille smule vampyragtig. Jeg havde i den grad mit aller første crush på den mand (han blev et kort øjeblik truet af Patrick Swayze, men kun for en lille stund (nobody puts baby in a corner…)). Jeg har aldrig turdet fortælle mine veninder, at David var min foretrukne. Suk. Føler mig faktisk en lille smule utro overfor min mand lige nu. Suk igen. Rest in peace. Tak fordi jeg nu har en ånds- eller lidelsesfælle!
Du beskriver lige præcis, hvordan jeg har det med Bowie. Tak!
Meget smukt skrevet.
Jeg er meget enig.
De sendte engang et portræt af ham på tv, hvor han viste sig som en gentleman, ydmyg og meget, meget begavet.
Stærk og MEGET tiltrækkende person.
Jeg er heller ikke fan – men blev altså også både overrasket og lidt ked, da jeg hørte om hans død i går morges.
Hilsner fra Nina
Jeg har det som dig: ikke hard core-fan, men stor beundrer. Synes din beskrivelse af Bowie er så fin, og var overrasket over, hvor trist hans død egentlig gjorde mig…
Hvis ikke jeg elskede din blog før (det gjorde jeg), så gør jeg det nu (endnu mere). Så meget på kornet. Jeg er heller ikke hardcore fan eller har været med hele vejen i Bowies karriere. Hvilket heller ikke ville være muligt, da jeg selv kun daterer nogenlunde tilbage til The Thin White Duke æraen. Men, Bowie betyder ENORMT meget for mig i dag og har gjort det i de sidste par år. Han er sgu den vildeste kunstner og helt ekstremt inspirerende. Jeg har set den turnerende udstilling om hans karriere to gange, og han er (var, men hans arbejde er der jo stadig) så sindssygt inspirerende. Og evigt forandrende. Og altså, sexiness og appeal går i platform shoes. SÅ vildt fed overskriden af alle traditionelle normer for køn og udtryk af køn. Nå, men jeg GRÆD i mandags. Over Bowie og over min spritnye skilsmisse – og jeg VED bare, at hans musik kommer til at hjælpe mig videre. Turn and face the strange.