For nogle måneder siden læste jeg med på en blog, skrevet af en blogger, der demografisk set burde være right down my alley. Jeg synes, hun havde mange gode emner oppe at vende, og hun var både velformulerende og havde sine meningers mod. Alligevel endte jeg med at liste stille ud af bagdøren, fordi hun i stort set alle sine indlæg skrev ting som: “Og husk, at når du peger, er der 3 fingre, der peger på dig selv” “Det, du siger om mig, siger mere om dig end om mig” “Tag ansvar for dit eget lort” og “Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude efter gode råd”. Efter et par uger blev det simpelthen for stor en irritationsfaktor for mig, fordi det på mig virkede unødvendigt defensivt-aggressivt, (hvilket – selvfølgelig – siger mest om mig..) men inden jeg luskede af, nåede jeg at se, at en anden læser forsigtigt spurgte, hvorfor det var nødvendigt at være så bombastisk, når der var tale om indlæg om virkelig uskyldige emner. Bloggeren svarede, at hun havde blogget i mange år, og belært at dårlig erfaring med læsere og deres kommentarer, kunne hun ligeså godt skrive det, som det var.
Jeg kendte ikke bloggeren i forvejen, og kendte dermed heller ikke til hendes historie. Hun virker som et godt menneske, og blogger hverken om rabiate eller kontroversielle emner – men jeg har efterfølgende tænkt meget over, at hun ved hele tiden at lade fortiden være udgangspunktet for dialogen, lod den blive hængende og forpeste nuet, i stedet for at lade den forsvinde i bakspejlet.
Og lige præcis tanken om dét reaktionsmønster, fylder rigtig, rigtig meget for mig i disse dage. Som jeg helt kort skrev for et par indlæg tilbage, er jeg igang med at forsøge at udskyde Antons skolestart et år. Hvis man ikke inden for de sidste to år har haft et barn, der er startet i skole, kan jeg helt kort fortælle, at det er skolelederen alene – altså, den skoleleder, der aldrig har mødt barnet – der skal give dispensation, hvis barnet skal have lov at starte i skole senere, end det år, det fylder 6. Børnehavepersonale, talepædagoger osv. må ikke mene noget om sagen, og jeg har en fornemmelse af, at bliver sanktioneret med tæsk, hvis de gør alligevel, for ALLE har meget travlt med at starte deres sætninger med: “Du er med på, at vi INTET har at skulle have sagt ift. at skubbe skolestart?” Og ja. Jeg er med. For I har sagt det 2292904 gange nu.
Det er bare virkelig rædselsfuldt ikke at have nogen at sparre kvalificeret med om noget så vigtigt, og på tirsdag skal jeg til samtale med bemeldte skoleleder, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Sagen er, at jeg ikke er 100% sikker på, hvad der er den rigtige løsning, fordi vi sidder og forsøger at gætte, hvor Anton er om 8 måneder. Hans indlæringskurve ift. sprog er nærmest lodret, men når man er 5 år, og først nu er ved at have sprog nok til at benævne verden, er der mange ting, man stadig ikke helt forstår. Ift. hans sprog og hans modenhedsniveau er der derfor ingen tvivl om, at et år mere i børnehaven ville gøre underværker, men hans intellekt og de gode, sociale relationer taler for skolestart til august. Og måske når han sprogligt at blive klar, og blive så moden, at han forstår, at man ikke bare må gå sin vej, hvis det bliver for uinteressant at være til stede i en situation, man ikke forstår, fordi der er grænser for, hvor meget, man kan tage ind, når det bliver helt komprimeret og intenst – men fordi jeg er den eneste, der trækker i modsat retning, kan jeg mærke, at jeg trækker til; jeg bliver så umådelig provokeret af, at jeg som mor ikke kan få lov at passe på mit barn, og at jeg ikke kan få lov at træffe den beslutning i ro og mag og samråd med dem, der ser ham i børnehaven og kender dén side af ham. Jeg er lige nu så presset, at jeg har taget fat i en advokat, fordi jeg simpelthen ikke kan acceptere, at jeg INTET har at skulle have sagt.
Hele sagen giver mig mavepine hver eneste dag, for det her er nemlig også her, min egen fortid svæver klagende hen ad gangene og rasler med lænkerne. Jeg hader folkeskolen, og al dens magt og al den væsen. Den slog mig næsten i stykker som menneske, og det er min tid i folkeskolen, der gør, at jeg aldrig nogensinde kommer til at føle mig 100% hjemme i Esbjerg igen. Jeg kan ikke få min fortid og min nutid hægtet sammen, fordi jeg ikke kan nøjes med at hente de gode fragmenter af fortiden frem, og hvis jeg skal hente hele svineriet, vælter jeg. Når jeg en sjælden gang er sammen med nogle af dem, jeg kendte dengang, er det både trist og surrealistisk at tale om vores tidlige barndom, for der er simpelthen så meget af den, jeg ikke kan huske, fordi det har været nødvendigt at gå over den med det store viskelæder for at bestå.
Det er dét, jeg står overfor at skulle sende Anton ind i. I den by, hvor jeg selv gik i skole. Jeg har valgt en anden skole til ham, end den jeg selv gik på; alt andet ville for mig være utænkeligt, men det er stadig forbundet med utrolig meget ubehag og angst, at jeg skal sende det bedste, jeg har, ud på det, der for mig var en rædselsfuld slagmark, helt ubeskyttet og alene.
Og den fortid, jeg har arbejdet så hårdt på ikke at lade ødelægge nuet, står nu alligevel udenfor min dør og banker stille, men insisterende på, for jeg kan ikke forholde mig til den nuværende situation om skolestart og skolegang, uden at bringe min egen erfaring med området i spil. Og den er dårlig.
Jeg prøver at huske, at selvom jeg ser så meget af mig selv i ham, så er han alligevel af en helt anden støbning, end jeg var. Han er robust, og han har en selvsikkerhed, der er få forundt. Han er glad og vellidt og kvik. Men han har løbet 3 års udvikling ind på under den halve tid, og hvis man skubber børn længe nok, falder de.
Så lige nu prøver jeg at huske at trække vejret, og holde tungen lige i munden; at genne spøgelserne tilbage i skabet og gøre det, der er bedst for Anton – uden helt at være sikker på, hvad det er. Jeg prøver at holde fast i, at livet er nu, og at nye mennesker giver nye begyndelser, og jeg gør mig virkelig umage for at skille tingene ad, for når det om føje år er Antons tur til at kigge i bakspejlet, skal det være hans egen fortid, han ser fortone sig, og ikke min.
Hey det der med skolestart er svært for alle, også os med harmoniske og sødsuppe-honningindsmurte minder fra egen skoletid.
Jeg er også ved at dø ved tanken om at sende Svesken over i den kødhakker, jeg opfatter skolelivet som.
Jeg har i øvrigt ingen rigtig pointe med den her kommentare andet end at heppe ivrigt på, at du som mor nok ved bedst og at du selvfølgelig skal tage den her beslutning i samråd, med kompetente mennesker, der kender Anton.
Jeg har udviklet en spørgeteknik til pædagogerne, der handler om, hvorvidt de ser det sammen som mig ang. dit og dat. Det plejer at kunne få lidt mere svar ud af dem.
Held og lykke og krams fra Forstaden
Hvad siger din mavefornemmelse?
For man kan jo tænke sig selv ned og det har man tendens til at gøre, når man har været nødt til at undgå at mærke noget som helst, for at overleve…
Kender dig jo ikke i virkeligheden, men har samme fortid og dårlige erfaringer fra folkeskolen og en kæmpe bevidsthed om, at man ikke skal smitte med egne traumer.
Måske kan man endda komme til at overbeskytte på den baggrund…
Min mavefornemmelse, ud fra det, du skriver, er, at du skal lade ham vente.
Hellere lade ham være moden og klog end utilpasset og rastløs. Jeg tænker at han kan få det sværere og få nogle knubs – bare fordi han er umoden.
Hans intellekt skal du nok få stimuleret på en anden måde i det år.
Men det er min mavefornemmelse. Og jeg ved, at du er sej, modig, klog og velreflekteret og nok skal tage den beslutning, der er rigtigst for Jer.
Men lad være med at lade der gå kamp i den. Det er min erfaring, at man er ret god til at slås og hoppe op på den store klinge, fordi man er vant til at skulle overleve. Her kan det hjælpe at træde et skridt tilbage og øve sig i at mærke lidt mere.
(Hader mig selv for sidste sætning. Desværre har jeg oplevet at det hjælper, så bær over med mig)
Jeg har inge børn, jeg er 37 år, jeg er single og jeg overlevede med nød og næppe folkeskolen.
Jeg vil være den absolut sidste du skal lytte til råd fra, men jeg vil sige så meget, at bare det faktum at du som Mor bekymre dig om dit barn, gør dig til noget nær Afrodites tvilling!
Jeg har gået i 3 forskellige folkeskoler, jeg startede 14 dage efter at jeg blev 5 år, fordi hjemmegående mødre ikke kunne få deres børn i Børnehave og min Mor syntes jeg var så socialt et barn (og sikkert også et barn som fyldte meget og der var andre børn i familien end jeg) så jeg blev sendt i skole, hvor jeg kunne blive stimuleret.
De 2 første år i Børnehaveklassen var fantastisk, men så kom jeg i rigtig skole og det føltes som om jeg blev ramt med et boldbat i hoved hver dag.
Jeg er uddannet Journalist fra Westminster University, har skrevet en bog og er selvstændig i dag, fattig selvstændig men stadig – så jeg ser ikke mig selv som ubegavet eller bagefter – men ét eller andet er der gået galt i folkeskolen.
For hver evig eneste dag af hver evig eneste uge i hver evig eneste måned i de 10 år jeg gik i Folkeskolen (efter Børnhaveklassen) blev jeg mobbet så godt og grundigt af alle lige fra lærerne, til vikarerne, på legepladsen, af de andre børn – af alle. Det var som om der stod et mærke på min ryg, hvor der stod: Spark hende, spyt på hende, dril hende med hendes højde, med hendes kaffe-kage navn, skub hende, råb af hende, hold hende udenfor….you name it, jeg har prøvet det.
3 skoleskift senere, kravlede jeg som 17 årig med selvmordstanker ud af 10 klasse og ombord på et fly til Texas, hvor jeg skulle på High School som udvekslingsstudent.
Var jeg ikke kommet til Texas, havde jeg dels ikke fået mig en uddannelse, overhoved nogensinde. Mit forhold til skoler var så flosset at jeg svor at jeg aldrig ville gå i skole én halv time igen resten af mit elendige liv. Var jeg ikke kommet til Texas, havde jeg slet ikke været her den dag i dag, til at læse dit blogindlæg.
Jeg syntes du er så bad-ass at du har taget fat i en advokat på vegne af dit 5 årige barn – tænk engang at du er parat til at starte et bål, for dit barns skyld. Du er min heltemor!
Jeg tror aldrig jeg får børn, fordi jeg ikke kan forhold mig til at sende dem i folkeskole i Danmark, men hvis jeg nogensinde skulle komme i situationen, så ville jeg gøre som dig; Kæmpe til sidste bloddråbe – og det blev ikke min sidste bloddråbe!
Go! Go! Go! Go!
Deirdre-Ann Roberts
Det er da mærkeligt, at pædagogerne slet ikke må sige noget. Er det en kommunebestemt ting? Her (lidt uden for Århus) ved jeg, at det netop er pædagogerne, der skal finde de store argumenter frem for at få en skoleudsættelse. Jeg håber, du finder den rigtige løsning for Anton, og at du får lov til at træffe den rigtige beslutning. Vi kommer snart i den modsatte situation, hvor vi skal finde ud af om vores datter, der er fra starten af januar, skal af sted med sin årgang eller et år før. Jeg hepper på, at der er nogen, der opfinder en krystalkugle til forældre, så vi lige kan spole lidt frem og smugkigge på konsekvenserne af de valg, vi tager på ungernes vegne.
Tænkte helt det samme, da jeg havde læst det. I Furesø kommune er det også pædagoger fra børnehaven og skolen, der i samråd og efter at have hørt forældrenes argumenter, tager beslutningen. Og pædagogerne i børnehaven rykker jævnligt børn op og ned i aldersgrupperne, hvis de vurderer, at de passer bedre sammen med en anden aldersgruppe end deres egen. Det lyder da helt skørt, at dem, der ser ham hver dag, ikke har noget at skulle have sagt! Håber også I finder den rigtige løsning for Anton! Vildt at det har været nødvendigt med advokat – men forstår dig i bund og grund godt…
Hej 🙂 jeg vil bare sige, at vi udskød skolestart for vores søn – bedste beslutning nogensinde! Han blev modnet på det år, og sprang faktisk et klassetrin efterfølgende midt i 0. Klasse. Stanford har lige udgivet en undersøgelse baserer på danske børn, som viser, at sådanne børn får et kæmpe forspring. I dag er min søn 11 og klarer sig fænomenalt fagligt og socialt. Kernen er, at selvværd har en kæmpe indflydelse på, hvordan børnene klarer sig. Det peger undersøgelsen på, og det er min erfaring. Børnehaven bakkede op, så vores beslutning føltes ikke svær. Vi skiftede dog børnehave, som også husede en sfo, og derfor fik vores søn en rigtig god start. Held og lykke!
Læs artiklen her:
http://qz.com/546832/stanford-researchers-show-were-sending-many-children-to-school-way-too-early/
Jeg vil klart sige: Vent!!
Som mor til piger og tilskuer til tøsefnidder og tant og fjas på daglig basis, kan jeg se og høre, at langt de fleste drenge i 0.klasse er sat bagud. De blir overhalet af pigernes sproglige evner! Og jeg hører (derfor??) kun om historier om drenge der slår, skubber og kaster ting efter pigerne. Lad ham vente og lad ham blive overlegen! På den fede måde
Jeg har kun hørt om børn, der er kommet for tidligt afsted. Aldrig om nogen, som kom for sent i gang……. Og han skal alligevel arbejde til han er mindst 70, så han når nok alt det han skal nå alligevel
Kære Linda. Min datter går i tredje klasse nu og jeg oplever i den grad at de ældste af børnene i klassen – to har ventet et år, men her tænker jeg også på dem der er født i januar – har et kæmpe forspring på den gode måde! Det er så hårdt at skulle "stå på tæer" for at følge med de andre og sådan bliver det efter min erfaring let, hvis man er en godt begavet men ikke så moden dreng.
Og mht de gode relationer fra børnehaven: der sker rigtig meget med børn når de starter i skole. De danner nye relationer og venskaber med andre og finder måske en ny bedste ven eller flere. Det betyder ikke nødvendigvis at de vælger de gode børnehavevenner fra, men der bliver altså rystet grundigt i posen med det sociale. Jeg mener dermed egentlig bare, at jeg ikke synes at du skal lade det tælle som et tungtvejende argument. For uanset om det er Anton eller en af hans gode venner der først finder nye og flere relationer, så vil det ske – og det uanset om han venter eller ej.
Kh Vibeke
Kære Linda,
Jeg er for træt til at skrive et langt svar til dig – æv – så du må nøjes med mit korte besyv; udskyd Antons skolestart hvis du får lov af Hr Skoleleder!
De bedste tanker til dig fra mig
Kære Linda
Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men desværre ikke.
Jeg ved dog at en privatskole kan være en løsning, da de ofte selv foreslår at skyde skolestart et år, hvis der er det mindste der taler for det.
Derudover er Ann E Knudsen (mener jeg hun hedder) rigtig god til det med argumenterne. Har skrevet en super bog om børns udvikling, der er et afsnit om skolestart, som muligvis kan hjælpe med argumenterne.
Derudover skal spørge dig om noget andet. Vil du sende mig en mail på trinering@gmail.com?
Mange hilsner,
Trine
Linda, du skriver jo næsten selv svaret. Det er DINE dårlige erfaringer, som blokerer for dit klarsyn. Folkeskolen anno 2015 er et markant anderledes sted, end den var, da vi var børn. Der er enormt fokus på børnenes trivsel, og den pædagogiske viden hos lærerne er vel ganget op med en faktor 5.
Stol på, at den skoleleder, som du skal mødes med, er en kompetent fagperson, som vil det bedste for dig og dit barn. Hvis han vurderer, at skolestart nu er det rigtige, så prøv det af. Man kan altid nuppe en tur mere i 0. klasse-karusellen. Det kan såmænd være lige så godt som et ekstra år i børnehaven.
Og gør så dig selv en tjeneste og sig tak for denne gang til advokaten. Du kommer til at bruge en masse penge på intet andet end at optrappe et konfliktniveau, som slet ikke behøvede at være der.
Enig! Det var også mine tanker. Lad være med at dømme Folkeskolen på baggrund af egen skolegang for mange år siden eller mediernes/almenhedens selvforstærkende negative fokus.
Stol på, at den leder, der er ansat til at vurdere, er kompetent til både at lytte til gode argumenter fra alle involverede parter og til at træffe en beslutning.
Og jeg er altså ikke ansat i folkeskolen. 🙂
Min sundhedsplejerske sagde i tidernes morgen at:"Jeg har set masser af børn komme alt for tidligt i skole, men jeg har ALDRIG set nogle, der er kommet for sent i skole!"
Så vi udskød vores datters skolegang et år, selvom børnehaven mente at hun var klar- og det gav så en rigtig god ballast, da hun efter 9. klasse rejste et år alene til USA for at gå på high school. Det havde hun modenheden til som 16½ årig, men den havde hun ikke haft året før. Så pres dem til at vente 🙂
Jeg startede i skole som seksårig (er fra februar) og jeg har aldrig følt, at jeg skulle stå på tæer eller at jeg har hængt i bremsen. Men jeg er også fra en tid, hvor man kom til "skolemodenhedstest" – noget med at forstå en besked og tegne en tegning hvor røgen fra skorstenen og flaget helst skulle følge vindretningen (!!!). Men, sådan helt generelt, så er drenge lidt senere på den – og det lyder fornuftigt at lade ham vente et års tid.
Hvor er det trist læsning, Linda, og hvor gør det mig arrig, at folkeskolen igen/stadig kører efter stive regler i stedet for at se på det enkelte barn som det unikke væsen, det er. Det er et menneskes liv og trivsel vi taler om.
Jeg har ikke gået i folkeskole og er utroligt glad for det. Ingen jeg kender har været glad for at gå i folkeskole dengang for ca. 30 år siden, og næsten alle jeg kender nu om dage, der prøver, ender med at tage ungerne ud igen , fordi for mange ting kører efter en (tilsyneladende tilfældig) tidstrend (eller økonomi), som ikke bygger på børnepsykologisk viden. Jeg kan ikke lægge fremtiden for det kæreste jeg ejer i tilfældets hænder, og derfor er jeg altid gået efter det bedste, jeg har kunnet finde (efter ekstremt grundig research) – både børnehave, skole og klub, for det betyder bare helt utroligt meget for resten af vores lille barns liv.
Vent – for guds skyld. Der er ingen tvivl om, at du kender dit barn og ved, hvad han har brug for – og hvis lederen siger nej, så find en privatskole med fokus på det enkelte barn, som det rent faktisk er. Eller gør det sidste uanset hvad.
Jeg ved, at dine logostik-muligheder er begrænsede, fordi du er alene med dem, men håber, tingene alligevel kan lade sig gøre for dig. Jeg tænkte på at skrive næsten nøjagtigt det samme indlæg, den gang Anton var ked af sin børnehave.
Jeg tager så utroligt meget hatten af for dig – du er en utrolig mor, det skinner så tydeligt igennem – og jeg kender dig ikke engang.
Nu blev det vist en lidt rodet smøre – og jeg håber ikke, jeg støder for mange. Selvfølgelig findes der gode folkeskoler og fantastiske folkeskolelærere – og omvendt selvfølgelig også. Dette er blot min helt subjektive oplevelse af tingene…
Jeg håber alt det bedste for jer, og hvordan tingene ender
Anne
Jeg har 2 piger. De har været skoleklar siden de var 4… hvad ved jeg?!
Men qua min uddannelse (lærer) vil jeg mene, du som forælder kender dit barn bedst og du skal beslutte, hvorvidt dit barn er skoleklar eller ej.
Som udgangspunkt: Langt de fleste unger klarer sig fint… men hvis hans sociale omgangskreds i børnehaven først starter næste år, så lad dét være din primære begrundelse, den vejer nemlig tungt!
Og så dyk lige ned i Folkeskoleloven §34,stk. 2
"Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke, jf. § 54, godkende, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling. Godkendelsen kan betinges af, at barnet optages i en børnehave."
Ja… der ER undervisningspligt i DK fra barnets 6. år… men så længe det ikke direkte er vanrøgt eller du bliver en stopklods for dit barn, så er der nok ingen grund til bekymring.
Til gengæld (jf.§34,stk.3) kan samne kommunalbestyrelse beslutte rullende start, hvis det viser sig, han alligevel bliver klar! 😉
Good luck
Jeg ved godt, at du prøver at hjælpe Linda, men jeg tror altså ikke, at det gavner hverken hende eller Anton, at hun bliver opildnet til en håbløs kamp mod "systemet".
Din henvisning til folkeskoleloven kan ikke bruges i denne sag. Kommunalbestyrelsen for Esbjerg Kommune har tidligere besluttet, at kompetencen i henhold til § 34, stk. 2 delegeres til skolelederne. Der står således følgende i kommunens styrelsesvedtægt for skolevæsenet: "Udsættelse af undervisningspligten i henhold til
Folkeskolelovens § 34, stk. 2 besluttes af skolelederen."
Det er efter min bedste overbevisning synd, at så går til folkeskolen som et onde, man skal kæmpe imod. Der er mere eller mindre ressourcestærke skoler rundt omkring i landet, men hvorfor denne mistillid til, at ledere og lærere hver dag møder på arbejde med intentionen om at gøre det bedst muligt for børnene?
Kære Linda. Vi var der sidste år, og har nu vores dreng skoleudsat. han er pt. i 0 klasse og er den eneste, der har snuppet et ekstra år i børnehaven. Vi havde en helt anden proces, end den du beskriver: Det var også skolelederen der have afgørelsesretten, men i KBH skrev vi og børnehaven en indstilling, som hans beslutning blev taget på baggrund af. Vi var heller ikke til samtale. Vi beskrev bl.a. hans forløb med talepædagog og hans modenhed, ligesom børnehaven gjorde det sammen. Det var en rigtig fin måde, at gøre det på – altså blot for at sige, at der er vist er forskellig praksis i det forkskellige kommuner. Vores erfaringer er nu, at vi er vildt glade for beslutningen om at udskyde. Han var i følge børnehaven en 'på kanten' – det kunne give mening, men var ikke akut nødvendigt. Men han profiterer helt klart af det – og så må jeg sige, at børnene bare trives og er glade – generelt, selvom de helt små bestemt står på tæer. Så måske Antons skole også bar er rar – de findes stadig derude – heldigvis. Held og lykke med det til dig og Anton.
Hej Linda. Kæresten min følger trofast din blog, til min store fornøjelse, idet hun af og til læser højt, når hun vel at mærke lige har grinet af;-). Af ovenstående blev der ikke grinet, tværtimod, og nu til den egentlige grund til, at jeg skriver. Jeg arbejder som Pædagog og har skolestarts problematikken inde på livet hver eneste år. Jeg har endnu ikke oplevet en skoleudsat dreng kede sig i daginstitutionen, snarere tværtimod. Det er ofte drenge, vi skoleudsætter, og de VOKSER så meget på det ekstra år. Hvis du ikke allerede har taget beslutningen og har brug for lidt andre pædagogøjne og -ører, er du velkommen til at kontakte mig pr. mail: telsebet@hotmail.com
Venlig hilsen Elsebet
Kære Linda. Mange har allerede skrevet en hel masse, så jeg vil bare pippe lidt her fra mit hjørne af verden, hvor jeg til daglig er indskolingslærer og derudover arbejder med inklusion. Jeg har mødt rigtig mange skolestartere, både nogen der var toptunet klar til at være skoledreng/pige, mange hvor både forældre og børn var usikre og tvivlende og en del, der helt sikkert ville have haft godt af et år mere i børnehaven. Men man skoleudsætter bare ikke ret meget mere sammenlignet med tidligere, og det betyder at vi i skolen HAR børn der er mindre umodne, har mindre udviklet sprog eller en knap så veludviklet motorisk som gennemsnittet – og her kommer min pointe: Folkeskolen rummer også disse børn – der er plads til dem, deres udfordringer kan i høj grad imødekommes, og det pædagogiske personale børnene møder ved hvad de har med at gøre. Så med en grundig overlevering fra skole til børnehave – og med den opbakning du allerede så tydeligt giver Anton, så tænker jeg altså at HVIS udfaldet bliver at han skal i skole til august, så skal det nok gå altsammen alligevel!
Der kan ske rigtig meget i et barns udvikling på et halvt år, og den gode udviklng fortsætter jo i skolen. Forhåbentlig da 🙂
Det er skrækkeligt når man skal træffe store beslutninger på sit barns vegne – havde man for fanden da bare en krystalkugle at kigge i!
Jeg håber, det allerbedste for Anton – udfra alt det du har skrevet om ham, får jeg et ret klart indtryk af en dreng, der nok skal klare sig, uanset hvornår han begynder i skole.
Aj, en dum fejl, jeg fik lavet: Overleveringen går selvf FRA børnehaven TIL skolen 🙂 Sorry.
For helvede nu forsvandt den alen lange kommentar!!!
Jeg blev så tung om hjertet, da jeg læste om din skoletid. Men det kommer ikke til at ske for Anton. For det vil du simpelthen aldrig tillade. Du vil støtte ham, kæmpe for han og flytte til Nuuk, hvis det var det, der skulle til. Not going to happen!!!!
Og mine overvejelser om skolestart er ligemeget. Er sikker på at det nok skal gå.
Du skriver, at du ikke er 100 procent sikker. Men det er jeg, på din beslutning. Du ved, at jeg slås mod folkeskolen dagligt… hvis jeg på nogen måde kan hjælpe med sparring (eller rygklapperi, peptalks, hvad som helst), siger du til. Han SKAL have lov at vente. Ikke på grund af din fortid, men fordi det er det bedste for ham.