Close, but heldigvis no cigar.
Meget højt placeret på Listen Over Ting, Man Ikke Gider, når man om aftenen er ved at putte børn, er naboer, der hamrer på hoveddøren og råber: “I SKAL UD!! I SKAL UD!! DET BRÆNDER!!” På den måde lod tirsdag aften lidt tilbage at ønske.
Heldigvis er jeg genetisk designet til, at min puls øjeblikkeligt falder 20 slag i minuttet, når der er optræk til panik (reaktionen kommer bagefter, så det er ikke fordi jeg slipper), så jeg tog et barn på hver arm og fikserede dem i bilen. Da jeg flere gange har leget legen “Hvad ville jeg tage med ud af mit hus, hvis det brændte” vidste jeg med det samme, at det vigtigste at få med (udover børnene, selvfølgelig) var min æske med usb-nøgler, hvorpå jeg har alle mine billeder. Den gik jeg tilbage og hentede, sammen med computer, pung og telefon, hvorefter jeg på Antons kridhvide ansigt og flammerne, der slikkede op ad køkkenvinduet hos naboen, vurderede, at tiden var inde til at køre. Fandt en genbo, der så nogenlunde fattet ud og gav besked om, at min dør stod åben, så brandfolkene kunne bare gå ind, og kørte derefter en skrigende Frida og en noget beklemt Anton over til mormor og morfar, der så lidt forbløffede ud, da hele min lille familie pludselig stod i nattøj og bare tæer i entréen. Jeg fik hurtigt dem sat ind i situationen, kyssede begge unger, og kørte tilbage med en mærkelig kombination af hvilepuls og bange anelser. Jeg tror aldrig, at ild i nabolaget er fedt, men det giver lige et ekstra hak opad på trælshedsbarometeret, når man bor i rækkehus, og det er naboen-naboen, der er gået fra frituregryden.
Tilbage i ghettoen bad jeg tilskuerne, der var igang med at filme hele herligheden på deres telefoner, om lige at træde et skridt til siden, så jeg kunne komme igennem (et sted på You tube ligger der nu en meget spids udgave af mig), og fandt en brandmand for lige at høre, hvor galt det stod til. På det her tidspunkt var alt ét stort kaos af brandbiler, røg, udrykningskøretøjer og røgalarmer, der var gået i selvsving. Og stadig var jeg mest af alt bare træt på samme måde, som når man smider sin pung væk, og bliver 20 år ældre ved tanken om alle de kort, man skal have spærret og genbestilt.
Jeg fik lov at gå ind i mit hjem, hvor jeg nåede at hilse på 4 forskellige brandmænd, der løb med stiger op og ned af trapperne, og priste mig i mit stille sind lykkelig over, at vi har mine forældre så tæt på, så ungerne ikke skulle stå midt i al dét. På det her tidspunkt havde jeg mentalt forberedt mig på, at vi gik nogle lange uger i møde, så jeg pakkede de ting, som jeg vurderede ville være mest irriterende at få røg- og sodskader på, som fx. Voksipose og flyverdragter. Samtidig glædede jeg mig over, at jeg i mange år materielt har levet, som den ene af de to hovedpersoner i filmen Heat, som på et tidspunkt siger: Don’t keep anything in your life, you’re not willing to walk out on in 30 seconds flat, if you spot the heat coming around the corner. Jeg ejer vitterligt ingenting, udover mine billeder, som jeg ikke ville kunne erstatte, hvor træls arbejdet med at få det gjort end måtte være. Da jeg havde pakket 3 tasker, kastede jeg et sidste blik rundt i min stue, trak vejret dybt, og kørte min vej.
Resten af natten brugte jeg på at vende og dreje mig, fordi uroen og uoverskueligheden af hele scenariet endelig indhentede mig.
Onsdag var jeg noget spændt på, hvad jeg ville komme over til. Føromtalte genbo havde om natten ringet og lagt en besked om, at branden var under kontrol, og at det ikke havde bredt sig til vores hus. De mente ikke, at røglugten var slem, men det var svært at sige, fordi det hele på det tidspunkt stank som bare pokker.
Og nogen holder hånden over os (jeg har Lene mistænkt), for der var INTET hos os. En svag lugt af lejrbål og godt med snavs og væltede ting, fra brandmændenes ture op og ned af trapperne var alt, hvad der var at se og lugte. Fik den der: “Ej, men hvor slemt kan det så lige have været?”, så gik de 3 meter hen til nabovinduet og kiggede ind. Og jeg siger det bare lige igen: Nogen holder hånden over os. De kommer ikke hjem på den her side af jul.
Der er ingen, der helt kan forklare, hvordan der kan være sket SÅ lidt hos os, når det var SÅ slemt SÅ tæt på – og det betyder egentlig heller ikke noget. Jeg er bare inderligt taknemmelig over, at vi ikke er husvilde de næste mange måneder og skal holde jul i en container.
Resten af dagen gik med at være til læge med ungerne, som havde tid til hhv. 5 måneders- og 5 års tjek, inklusive vacciner til dem begge. Som straf for dén behandling nægtede Frida kategorisk at sove resten af dagen, mens Anton mest var optaget af, at “hun STAK mig!! Det må hun ikke!!” (Vi er i Retfærdighedsfasen for tiden). Kl. 19.30 var der endelig ro til at begynde at rydde op og gøre rent. Kl. 21. vågnede Anton med sælhundehoste og høj feber og brugte de næste timer på at fable om noget med bier i træer. Kl. 3 ville Frida gerne have mad. Det var jeg færdig med kl. 3.45. 3.50 vågnede Anton og havde ondt (“hun STAK mig! Det må hun ikke!!”), kl. 4.55 havde vi snakket færdig om det, og kl. 5.05 erklærede Frida torsdagen for åben.
Den der afslappede barselsbobbel, mange taler om, hvor man er nødt til at bage boller fra bunden hele tiden, og lave sin egen kollektion af smykker, komplet med hjemmeside og det hele, for at få tiden til at gå – den synes jeg altså ikke, jeg mærker meget til for tiden.
13. november 2015 @ 06:44
Sikke en nasty oplevelse!
Du er eddermame cool, gad godt ha' dig som wingman i en dårlig situation. Hvor er ungerne heldige, at de landede hos dig, og hvor er du heldig, at de landede hos dig.
Syntes i øvrigt Anton har fat i den lange ende, det MÅ man jo faktisk ikke.
Er det ikke snart til til et lille billed af dem?
Kh HemmeLine
13. november 2015 @ 06:51
En eller anden dag, ud i fremtiden, så kommer du til at kigge tilbage på denne barsel og tænkte: Hvordan f*ck overlevede jeg det? Og så kan du klappe dig selv på skulderen og være stolt af, at have været den sejeste mor jeg nogensinde har hørt om! Kh. Birgitte
13. november 2015 @ 07:14
Jeg ved heller ikke hvor folk finder den slags barsler henne. Jeg havde dage – har stadig efter vuggestuestart – hvor jeg var decideret stolt af mig selv, hvis jeg havde tømt eller fyldt opvaskeren… Det er de små ting, der tæller, ikke?
Og så til det med brand – jeg læste det meste med kuldegysninger. For fire år siden, må det være, blev vi vækket af Darth Vader-lignende brandmænd og snørklede røgsøjler inde fra naboen, da de sparkede hans dør ind. Hans bagbo (vi boede i sådan nogle 1-etagers 1-værelses lejligheder) havde sat ild til sin lejlighed (eller…. Det fik vi aldrig RIGTIGT at vide, men politiet antydede det kraftigt og hun var forsvundet et par uger efter branden…). Hvordan vi alle slap uskadte fra det er også et vidunder, når man så mængden af nedsmeltet lejlighed på den anden side af bygningen…
Jeg var SÅ bange bagefter. Turde ikke sove i flere måneder, vågnede af alle lyde. Var vred over at hun satte os andre sådan i fare. Og jeg tror aldrig jeg kan spise jenka igen, for brandvæsenet har sådan noget halløj der suger lugten af røg – men det betød også at vores lejlighed lugtede af jenka i fjorten dage.
Godt, der ikke skete jer noget! Og dumme vacciner. Jeg har en 1-årig om to uger. Magter ikke rigtigt det vaccineshow i denne omgang.
13. november 2015 @ 07:21
Shit! En oplevelse! Som om din tur med løbsk klapvogn og dertil hørende brækket ben og tå ikke var nok – men godt I slap med lidt bållugt…
Jeg er som dig en af dem der bliver helt kølig i situationen og så får reaktionen bagefter, ret praktisk når det nu skal være – men hold nu op så træls det må være for naboen nu at stå husvilde, godt alle nåede ud.
13. november 2015 @ 07:24
Fy for den. Nærmest inden jeg havde læst mere end et par linjer, tænkte jeg, det passer bare ikke???? Så uheldig og ramt kan man bare ikke være! Godt at høre, det ikke endte med det værst tænkelige. Må sige, dine børn og dig får sig nogle ordentlige nogen på opleveren.
13. november 2015 @ 08:07
Synes eddermame du er skide sej. Både son mir, som cool mamma når det brænder, og så ikke mindst din beskrivelse af barsel. Jeg bøjer mig i støvet!!! Godt der ikke skete jer noget ifm branden
13. november 2015 @ 08:18
Puha – modbydelig oplevelse. I er heldige alle sammen.
Hvordan kan det være A skulle vaccineres ved 5 år? Det er da ikke en del af børnevaccinationsprogrammet, er det?
13. november 2015 @ 08:52
Hold da op du fik betale for den vellykkede baby-putning! Godt at høre at alle kom uskadet fra det. Jeg synes altså at du er sej, Linda!
13. november 2015 @ 09:07
Puha – der må godt nok være lagt i kakkelovnen til en STOR omgang positiv karma og medvind i samtlige projekter med alt det, de sidste par måneder har budt på. Hvor er jeg glad for at der ikke skete mere.
/Kristina.
13. november 2015 @ 09:29
Skal vi ikke sige, at du har opbrugt din kvote af scary shit for de næste par år?! Mange tanker til Frida, Anton og dig.
13. november 2015 @ 09:57
Der må da være en eller anden form for action-tillæg, man kan få oven i barselsdagpengene?!
Godt, der ikke skete noget med hverken jer eller hus, puha altså…
13. november 2015 @ 15:32
Du har fandme et spændende liv….lidt for spændende måske!
SEJESTE MOR EVER-prisen går til dig!
13. november 2015 @ 23:40
Fy for den lede, hvor I får det maksimale ud af dem barsel! Jeg var selv i en brand for mange år siden og kan stadig blive helt elendig når jeg tænker for meget over, hvor tæt det var på at gå galt.
Mht. Anton, så var det måske en idé at lave aftale om at besøge nærmeste brandstation i dagslys, hvis han får en reaktion på den vilde nat. Jeg ved at den rette brandmand ville elske at vise frem og fortælle ham (og dig) om bil og udstyr. Sådan en mand er jeg selv gift med. Alt godt jeres vej – stilleleg resten af den barsel!
Kh Fru Z
14. november 2015 @ 05:37
For hulan da hvor jeg synes, I er 'Living lige rigelig on the edge' derovre i Esbjerg. Sådan en 'nærved-ulykke' kan sidde i kroppen i tusind år efter, fordi man næsten lammes af tanken om 'hvad nu hvis'… Derfor skal du huske ALTID at fortælle historien helt færdig, når du taler om branden – slutningen er det vigtigste – nemlig at der ikke skete noget og at intet/ingen kom til skade. Det ender godt 🙂
Tonsvis af god karma i jeres retning NU!
16. november 2015 @ 17:27
Hold da op en skrækkelig oplevelse!
Jeg håber at 2016 må blive et fantastisk år for jer, med alt det shit I har oplevet i år! Universet skylder jer det fandeme!