M2020, uge 37
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
I weekenden brugt resterne af grøntsagerne, jeg preppede i sidste uge i en stor balje kødsauce til lasagne. Grøntsagerne var ikke længere helt pæne, men i kødsauce er alle katte grå, som vi siger, og ydermere havde de præ-rensede-og-hakkede grøntsager den store fordel, at Frida kunne hjælpe til med et minimum af internal screaming for mit vedkommende. (Hvad? Vis mig den mor, der hævder, at hun hygger sig fra A til Å med børn i køkkenet, og jeg skal vise dig en løgner).
Vi lavede lasagne af halvdelen af kødsaucen og frøs resten ned, hvilket fik mig til at tænke over, at det også er et sted, hvor jeg er blevet god til at tænke lavpraktisk. For en af de få ulemper ved at være ret god til at mindske madspild ved at fryse rester, mens de stadig kan bruges, er, at man altid er lige på kanten af at løbe tør for fryserplads. Men ligesom jeg har lært at løs-fryse kødboller så de fylder mindre, end de gør, hvis man hælder dem i to liter tomatsauce, så er der jo sådan set heller ingen grund til at fylde hele fryseren med færdiglavet lasagne; det er kødsaucen, der tager tid at lave. At samle den tager to sekunder.
2.
Sat 6 puslespil til salg og solgt dem. Det gav penge til at købe 4 nye.
3.
Skilt min parasol ad og med min søde fars hjælp fået den hængt op under loftet i mit skur. Vestenvinden mener det alvorligt på disse kanter, og jeg vil gerne, at vi kan have glæde af den så længe, som muligt.
4.
Foræret min ekstra brødkniv væk i erkendelse af, at ingen har brug for to. Jeg fik 2’eren i julegave for et par år tilbage af min daværende arbejdsplads, og den kunne ikke byttes. Derfor har den været en del af holdet siden, men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg mindst én gang hver eneste dag har tænkt, at ‘det er sgu også lidt åndssvagt at have to’. Den røg op i Fejlkøbsgruppen på fb, og er nu klar til sit nye liv som Første Brødkniv hos et ungt menneske, der snart skal flytte hjemmefra.
Om nuet, FOMO og selvskabte benspænd
For et par uger siden sad jeg på en bænk i solen og nød en kop kaffe. Nogenlunde samtidig med, at jeg for mig selv konstaterede, hvor meget jeg holder af den her årstid, hvor der stadig er lidt varme i solen, men hvor det ikke føles som at stå midt i et bål, og hvor alle insekterne også er ved at finde på andet at give sig til, hørte jeg en mor sige til sin datter: “Nu skal du nyde det sidste af sommeren, for om lidt er det slut!”
Det var ét af de øjeblikke, hvor det går op for én, at der er noget, man aktivt modarbejder i sin opdragelse, uden at man på noget tidspunkt har været opmærksom på det.
Jeg hader det mindset. H.a.d.e.r. Det der med, at du ORN’lig skal nyde nuet og være til stede i det og mærke det og SUGE saft og kraft ud af det og sørge for at få det HELE med. Nydenydenyde.
For hvis man har et sind som mit, så kommer det til at ødelægge glæden ved så utrolig mange ting, fordi man – ironisk nok – flytter fokus fra nuet til den umiddelbart forestående nedtur og de tømmermænd, der følger. Uden jeg helt ved, hvorfor det hos mig er blevet så slemt, så er det et sort hul, jeg konstant skal gøre en aktiv indsats for at holde mig selv oppe af. For der er ikke noget, der kan suge glæden ud af julen, som tanken om, at ‘det kunne være den sidste, vi får’. Eller som kan forvandle en fødselsdag til en nedtælling, for hvornår tipper vi fra at være igang, til at være ved at afslutte?
Jeg forsøger at tale begivenheder lige præcis så meget op, at de skiller sig ud fra hverdagen, så alt ikke bare bliver en lind strøm af beige, lunken havregrød – men ikke så meget, at det kommer til at virke som en festlig, fyrværkerioplyst klippekant, hvor turen ned på den anden side er brat, mørk og fuld af skarpe sten.
Og hver gang mine børn mærker bummeren røre på sig, er jeg der til at minde om, at der kommer mange flere fødselsdage, sommerferier og juleaftener, og at det lige om lidt er halloween, efterårsferie og overnatning hos mormor og morfar. Ikke for at forvandle livet til én lang tivolitur, men fordi jeg håber, at de kommer til at tage med sig, at det er sjovere at være her, hvis man kan løfte blikket og få øje på de mange kommende glæder, i stedet for at sænke hovedet i mismod og leve med udsigten til skygger, støv og asfalt.
Jeg kommer aldrig til at belære mine børn om, at forventningens glæde er den største og at de skal sætte pris på noget, mens de har det. Ikke fordi jeg ikke gerne vil lære dem om taknemmelighed, men ligner de mig (og det ved vi jo godt, at de gør, staklerne) kan det komme til at skabe meget tristesse og tungsind, hvis ikke de lærer at løsne grebet lidt, for klemmer man for hårdt om livet, ender man med at klemme livet ud af det.
_______________________________________
Podcastlisten (som bærer præg af, at jeg er blevet primærtolk på en opgave, der giver mig 3 timer i bilen om dagen) er opdateret med følgende:*
Believed
Endnu en podcast i MeeToo-rækken om den amerikanske læge for det olympiske gymnastikteam, der i årevis begik det ene overgreb efter det andet på de helt unge gymnaster – mens deres forældre sad i rummet.
Ligesom Chasing Cosby er historien fortalt med udgangspunkt i forbryderen, og den kaster vigtigt lys over, hvordan kammerateri og eftergivenhed i systemet i årevis har været med til at facilitere, at de her uhyrligheder kunne finde sted.
I en danskers blodspor
Den her podcast er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt. For jeg kan godt huske, at jeg for år tilbage læste noget i nyhederne om en dansker, der var blevet arresteret i Afrika, fordi man havde fundet kvindelige kønsdele i hans dybfryser. Men sagen var så bizar, at jeg til sidst opgav at forstå, hvad den handlede om.
Den her podcast er historien om 2 danske journalister, der interviewer ham, inden hele sagen eksploderer, og som efterfølgende blev brugt som oversættere for det afrikanske politi.
Sagen er vanvittig, manden er vanvittig, men podcasten er ualmindelig god.
Bandeland
Hvordan den her er undsluppet mig, fatter jeg simpelthen ikke, for SHIT, den er god!!
Det er historien om, hvordan Loyal To Familia opstod, eksisterede og smuldrede igen, og den er primært fortalt af en tidligere betjent, der har efteruddannet sig til journalist. Han er et ualmindelig sympatisk bekendtskab, og fortæller systematisk og let forståeligt om en verden, de færreste af os rigtigt forstår.
Missing crypto queen
Hånden op, hvis du også har hørt en del om Bitcoins, men heller ikke *helt* har forstået, hvad de går ud på? Denne podcast er til dig. For ud over at forklare begrebet, så vi alle sammen kan forstå det, fortæller den også en meget ‘Catch me if you can’-agtig historie, om en kvindelig conartist, der snyder mennesker over hele verden for millioner af kroner med løftet om bitcoins afløser – som bare ikke findes i virkeligheden. Hun er måske/måske ikke kransekagefigur for den østeuropæiske mafia, og podcasten er en virkelig god reminder om, hvor forsigtig man skal være ift. bare blindt at kaste sig ud i noget, man reelt ikke forstår.
M2020, uge 36
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt søndagen inden vanvidsugen i køkkenet. Jeg hev alt ud af køleskabet, omsatte, hvad jeg kunne, smed ud, hvad jeg kunne se ville overskride sidste salgsdato, og reorganiserede, så det, der kunne holde sig længst, stod ind bagved.
Det er en af de opgaver, der kræver en indsats, men som gør en reel forskel, fordi jeg efterhånden har lært, at selvom jeg, når jeg står og skuer ud over ugen, tænker, at SÅ lang tid tager det jo ikke at snitte et iceberg, så får jeg det bare ikke gjort, fordi jeg – til min egen store overraskelse – har det om aftenen, som om jeg har fået tæsk med en stol, når jeg har tolket hundrede timer, kørt 200 km. i bil, smurt mad, vasket tøj, haft børn plus det løse.
Derfor er det en meget lavpraktisk måde at forebygge madspild på, og så har det den yderligere fordel, at madpakker og madlavning bliver nemmere i hverdagene, der følger.
De 4 stykker ingefær og 2 lime blev til ingefærte, som jeg kogte og satte på køl, alt i grøntsagsskuffen blev snittet, skrællet og hakket, frugten blev vasket og det hele blev hældt i plastikskåle med låg og sat på køl. Alt blev spist, madpakkerne tog 5 minutter at lave, og jeg har haft lyst til at helgenkåre mig selv hele ugen.
2.
Fået de brødposer, jeg har bestilt, af min mor.
Hun fik 4 slidte viskestykker, og min forklaring om, at de “bare lige skulle syes sammen” (gør det selv, Linda!), og i torsdags fik jeg det fine resultat retur.
Tanken er ikke, at de skal bruges til opbevaring, for så bliver bagværket tørt, men jeg bager ofte, når vi skal noget. Tager vi f.eks. i skoven eller på stranden, bager jeg ofte en plade pølsehorn, inden vi skal afsted, og ligeledes tager jeg ofte en håndfuld friskbagte boller med, hvis vi besøger mine forældre en lørdag formiddag.
Andre gange har jeg bagt et eller andet, der ikke kan nå at køle helt af, inden vi skal afsted og være væk i flere timer, og i begge situationer er plastikposer en jammerlig løsning, fordi kondensen fra det knap-kolde brød får dem til at mugne virkelig hurtigt.
Men poser i stof er perfekte både at medbringe bagværk i, og også at smide bollerne ned i, så de kan køle helt af, uden at tørre ud.
3.
Købt to hurricane-stager and I ain’t even sorry.
Sidste år til halloween købte jeg kunstige lys med fjernbetjening, som jeg brugte i mine græskar. Det er smart ud over enhver tænkelig grænse, at jeg dels kan tænde dem inde fra stuen, men også, at jeg kan tænde dem, når vi er oppe/hjemme. Lys med timere er fint indenfor, men hen over efterår og vinter er der bare meget lidt idé i at have et lys til at stå og fyre batteri af udenfor, når alle gardiner er rullet for, eller vi er i madklub.
Til gengæld er det noget så utrolig hyggeligt, at vi om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, kan have keramikgræskarene udenfor tændt – og slukke dem, når vi kører.
Men det er jo lidt åndssvag at have stearinlys stående, som jeg kun bruger én måned om året. Og hvor gerne, jeg end vil, så *synes* jeg ikke, at kunstige lys er ligeså fine som ægte stearinlys, så de flade stager, jeg plejer at bruge til bloklys, har ikke været en mulighed.
Derfor har jeg siden sidste efterår haft på den mentale liste, at jeg skulle købe stager til lysene, når jeg fandt de rigtige, som dels skulle være høje nok, og ikke måtte være gennemsigtige. Det lyder nemt nok. Det er det ikke.
Pointen er sådan set ikke, at jeg har købt dem. Pointen er, at jeg først har købt dem NU. For hvis det her havde været for 4 år siden, ville jeg på nuværende tidspunkt have 4 fejlslagne sæt stager stående i skabet, fordi jeg ville have tænkt det som en opgave, der skulle vinges af. Og det – har jeg opdaget – er en ret hyppig kilde til fejlkøb, fordi jeg så får købt noget, jeg egentlig ikke er helt tilfreds med, og derfor køber noget andet, når jeg så finder noget, jeg tror passer bedre.
Her har jeg været på udkig i næsten et år, og da jeg så de her, vidste jeg med det samme, at det var dem, det skulle være, uanset pris. De viste sig at stå i brølende 80 kr. stykket, og er præcis lige så perfekte, som jeg vidste de ville være.
Fart over feltet
Det hele går lidt stærkt i de her dage, og jeg er derfor mere fraværende herinde, end jeg plejer at være. Alting starter op igen, og fordi der er et covid-efterslæb fra det fordømte forår, er der endnu flere ting i kalenderen dette efterår, end der plejer at være. Alt er, som det plejer, og så alligevel ikke, og det er nok egentlig overskriften for stort set alle områder i vores liv lige nu.
Anton er startet i 3. klasse, og det kan man godt mærke på lektiefronten, Frida er tilbage i børnehaven, hvor de stadig er ude stort set hele tiden, hvilket hun ikke alle dage er lige tilfreds med, og jeg selv har tolkeskiltet på igen, og det er fedt.
I selve mine tolkninger har det ikke den store, praktiske betydning, hvor jeg er ansat. En tolkning er en tolkning, uanset om det er en undersøgelse på hospitalet, eller en forelæsning om kviksølvs betydning for den medicinske historie i 1800-tallet. Og min nye arbejdsgiver er alt det, jeg håbede, han ville være; ordentlig, samvittighedfuld og imødekommende. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Men det er stadig 6. gang på 2 år, jeg skal omstille mig til nye opgaver, nye brugere, nye virtuelle forberedelsesfora, nye arbejdsskemaer, nye arbejdstelefoner, nye måder at registrere arbejdstid på, nye kolleger osv. osv. osv. Og kombineret med forældrerådsmøder, gymnastikopstart og en hverdag, der pludselig kører igen, betyder det, at jeg er træt i hovedet.
Men faktisk har jeg i år tænkt over, hvor fedt det er at kunne mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at tage højde for opstartsstress og den følelse af overvældethed, der følger med. For det er tydeligt for mig at se, at det, at energien og ressourcerne skal kanaliseres målrettet nogle bestemte steder hen, også betyder, at jeg bliver mere skarp på, hvor der er huller i spanden. Når det hele har stabiliseret sig, og man kan rykke ting og aftaler frem og tilbage, så mængden af hverdagspres er nogenlunde konstant, så tror jeg ikke altid, jeg opdager, hvis der ligger et program i baggrunden og påvirker ydeevnen, men når kapaciteten er begrænset, så bliver det pludselig vigtigt.
Det har helt lavpraktisk betydet, at jeg har blokeret en professionel relation på facebook, fordi han ganske enkelt ikke er vigtigt nok for mig til, at jeg vil bruge tid på at diskutere civiliseret med ham.
Det har også betydet, at jeg har sluppet nogle relationer, som jeg ellers har kæmpet for at holde liv i. Og det er gode mennesker, som jeg holder usigeligt af – men på et tidspunkt kommer det til at fylde mere, at de aldrig tager initiativ til at ses, og aldrig kan, når jeg spørger, end at jeg altid går glad derfra, når vi en sjælden gang er sammen. Jeg har for længst sluttet fred med, at det ikke handler om mig; at det ikke er fordi, de ikke vil mig eller os. De har bare fuld plade i venne-bingo, og hvor ærgerligt, jeg end synes det er, så er det ingens skyld, og der er ingen grund til at bruge tid, tårer eller kræfter på at forsøge at gro noget, der ikke er levedygtigt.
På underholdningsfronten kan jeg også altid se, når mit hoved er fyldt, for hvor jeg normalt elsker podcasts og serier med gode, indviklede plots, så vender jeg mig langt mere mod samtalepodcasts og hverdagsfortællinger, når der ikke er mental båndbredde til at følge med i en historie. Det bærer de anbefalinger, jeg lister nedenfor, præg af.
Den kommende uge bliver vanvittig, og Frida og jeg har brugt eftermiddagen på at lave mad til flere dage, snitte og hakke frugt og grønt og bage lækre ting til frugtposerne. Antons bidrag til processen har været mindst ligeså vigtigt: Vi har fået opført 4 lego-akter af et ninja-inspireret drama, komplet med rumhunde, supersoniske våben og cirkelspark.
Vi er klar til en ny uge, og som vi sagde i slutfirserne: If it’s wrong to love coffee I don’t wanna be right. (Altså, bare med Bros, ikke?)
Listerne er opdateret med:
Podcasts:
(Hvis man aldrig rigtig er kommet igang med podcasts, og er for flov til at spørge, hvordan det nu lige er, man får adgang til dem, er der en how-to-guide lige her)
Nice white parents
Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet her på bloggen, og det bliver 5 stjerner herfra. Den handler om skolesystemet i USA, og hvorfor man ikke kan komme raceadskillelsen til livs – hvilket jo ikke umiddelbart lyder som noget, det giver så meget mening at gå op i, når man bor i Danmark. Men den er super relevant, fordi den giver nogle virkelig gode indspark til racedebatten i det hele taget, og fordi der er mange af problemstillingerne, der er direkte overførbare til kønsdebatten herhjemme. Det lyder tørt og kedeligt – det er det overhovedet ikke. Giv den et skud. Den er indsatsen værd.
Williams død
Kort lille podcast i 3 afsnit om William fra Christiania, der hængte sig i sin mors soveværelset.
Jeg har taget tilløb til den her over længere tid, for jeg er normalt ikke til den form for sorg-porno, som jeg troede, at det her var. Men det viste sig, at det faktisk ligeså meget var en historie om, hvor stor betydning, det har at sige ordentligt farvel, og hvad det betyder at miste et menneske til selvmord, når livet kun lige er begyndt.
Moderen, der tappede sin søn for blod
Jeg ved faktisk ikke, om jeg synes, at den her burde klassificeres som podcast, for det er egentlig bare en 30 minutter lang reportage om sagen fra Skjern, hvor en mor, der arbejdede som sygeplejerske, tappede sin søn for blod.
Jeg er SÅ konfliktfyldt ift. at tale om Münchausen By Proxy og pædofili som psykiske lidelser, for gør vi det, er vi jo også nødt til at forholde os åbent til, at det er lidelser, der i princippet burde omfattes, når vi taler om at afstigmatisere psykisk sygdom. Det ved jeg hverken, hvad jeg skal mene om, eller hvor jeg skal placere, men det gør det bare endnu mere vigtigt at komme lidt mere bagom historierne, end vi gør, når vi læser en overskrift i avisen.
Alenemor &
En fin lille podcast, lavet af to kvinder i midten af 30’erne, som begge er skilt og har små børn.
De taler om livet, lykken, hverdagen, udfordringerne og alt det, der rører sig, når man er aleneforælder. Jeg ville ønske, at en podcast som denne havde eksisteret, da jeg overvejede at få børn selv, eller da Anton var lille, for der er mange af emnerne, som jeg tror, der ville have været en hjælp for mig at være forberedt på, eller have følt mig spejlet i. Hånden på hjertet er der i dag nogle af samtalerne, hvor mit liv er for anderledes ift. deres til, at jeg føler genkendelse ved dem, men der er stadig masser af gode timers lytning, og de steder, hvor vores liv og betingelser er alt for forskelige, eller hvor jeg ikke længere er, fordi mine børn er større (og der er to af dem), synes jeg stadig, at den giver anledning til gode refleksioner ift. de valg, jeg selv har truffet.
Bøger:
Camilla Louise Johnson – Svært barn har mange navne
De fleste på min alder kan formentlig huske Faderhuset, Ruth Evensen og hele konflikten omkring Ungdomshuset. Bogen her er en personlig beretning om, hvordan man ender i kløerne på det, der ret beset var en kult, og hvordan man gennem svigt og misbrug bliver det perfekte offer for hjernevask.
Den er hjerteskærende og velskrevet og man får lyst til at skrige af et system, der svigter et ban så konsekvent over så mange år.
—————————-
Sidst men ikke mindst kommer en lille mest-for-sjov anbefaling af Youtuberen Bailey Sarian, som hver mandag kører ‘Murder, mystery and makeup’. Det er præcis, hvad man tror det er: Hun fortæller en true crime historie, imens hun lægger sin make up, hvilket lyder fuldstændig bims. Det er perfekt. Det er S!Å! tilfredsstillende at se hende pensle obskøne mængder af concealer og øjenskygge i ansigtet, hun er simpelthen så pæn, og så er hun bare en virkelig god fortæller. Hvis du ikke kan samle dig om en serie, men stadig har brug for bare at koble af, så er der en kæmpe anbefaling af de her videoer herfra.
M2020, uge 35
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt bogbind af stof til Anton, og jeg er nødt til at sige, at jeg ikke umiddelbart er overbevist.
På papiret er ideen god. Bogbind, der kan bruges igen og igen, lyder alt andet lige bedre, end papir, man vikler om bogen og smider ud, når året er omme.
Men bogbindene får mig til at tænke på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, som jeg læste for år tilbage, hvor hovedpersonen sætter sig for at spare, og som den indledende manøvre bruger en formue på at købe notesbøger og smukke kuglepenne til regnskaberne og tæskedyre æsker til kvitteringerne, og på den måde opretholder sin problematiske adfærd, men på en måde hun kan leve med, fordi det føles som om, hendes overforbrug sker i god sags tjeneste.
Jeg synes egentlig, at det er et generelt problem i alt det her minimalisme og forsøg på at begrænse CO2-udledning. For det er så nemt at falde i fælden, hvor man stadig overforbruger, men ikke opdager det, fordi en mulepose i økologisk, bæredygtig hør på alle måder virker som en forsvarlig ide, og man derfor glemmer at forholde sig til, om man virkelig mangler den.
Jeg havde selv overvejelserne i sidste uge, i forbindelse med de strikkede rondeller, jeg nævnte. For de er uomtvisteligt en god ide, men hvor mange gange skal de bruges for at materialerne til dem og de glas, jeg har købt til opbevaring af dem, opvejer det impact, som produktionen af almindelige vatrondeller har på miljøet? Hvor krydser akserne?
For bogbind i stof kan i teorien bruges i flere år – men kan de også det, når de udsættes for børn? Børn, der måske kommer til at tegne en lille bitte smule på dem, hiver i dem, fordi det laver en sjov lyd, når elastikken snapper osv. osv. Er stof bedre for miljøet, hvis levetiden er den samme som for papir? Jeg er i tvivl.
Derfor har jeg købt to i stof, og de kommer til at fungere som eksperiment. Resten af bøgerne binder vi ind i det Starwars papir, vi har i overskud fra sidste år, og så må jeg evaluere på det til sommer.
2.
Gjort min grill pænt rent og sat den væk, så den er klar til næste år. Det forlænger levetiden på ting markant at passe godt på dem, så jeg har været opmærksom på at få den sat ind i sikkerhed, inden regn og rusk tog over.
3.
Købt plastikbøtter. Og igen brugt ret lang tid på at tænke over, om det er et ønske om forbrug forklædt som miljøbevidsthed. For jeg har masser af plastikbøtter, men ingen der er små, hvilket er en daglig kilde til irritation. Børnene har efterhånden madkasser på størrelse med parcelhuse, fordi alt indhold er pakket i mindre beholdere, og *stadig* er der ikke plads til både bøtter, madder og frugt i samme madkasse.
De nye er små, perfekte til bær, nødder og dressing, og de kostede ikke alverden. De har været med hver dag, siden de flyttede ind, og jeg konkluderer derfor, at det faktisk somme tider kan give mening at øge sit forbrug, selvom man er kronisk optaget af at skære ind til benet.
M2020, uge 34
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Nærmest fået nye klipklappere efter at have opdaget, at man kan børste dem med en opvaskebørste.
Jeg har 6 par af de billige kopi-Birckenstock fra Bilka, som alle er lavet af ruskind. De er superbehagelige at have på, fordi skindet bliver blødt og tilpasser sig foden, og de skarver ikke, når man får varme sommerfødder. Men ruskind er noget af det mest upraktiske ever, og jeg havde egentlig indstillet samtlige par til Småt Brændbart, når sommeren er ovre.
Men sidste weekend, hvor jeg stod og var på vej ud ad døren til en sommerfest, opdagede jeg, at jeg havde fået en træls plet lige midt på den ene klip. I desperation prøvede jeg at børste det af med den bløde opvaskebørste, jeg bruger til at børste sand af ungernes sko med, når de kommer hjem med hele stranden – og den blev simpelthen så fin. Nu har alle 6 par fået en tur, og dermed gjort sig fortjente til et år mere i aktiv tjeneste.
2.
Nærlæst min betalingsoversigt ift. fripladstilskud og opdaget noget, jeg syntes, så mærkeligt ud.
Jeg ringede til pladsanvisningen, og fik først et standardsvar. Men fordi jeg er blevet så gammel, at det ikke rokker det mindste ved min selvfølelse at stå ved, at der er noget, jeg ikke forstår, spurgte jeg ind og ind og ind – og det viste sig, at det var dem, der havde lavet en fejl, og jeg skal have penge tilbage. Det sker i 1 ud af 1000 tilfælde, men moralen er, at det somme tider er godt at huske, at man gerne må bede om en forklaring, selvom man er voksen og føler, at man *burde* forstå.
3.
Ryddet op i mit skur, hvilket efterhånden ikke tager ret lang tid, og de mange plastikkasser, jeg over årene har købt til opbevaring, er flyttet på loftet.
Jeg har længe valgt bare at sætte dem ud i skuret, fordi der altid går 24 sekunder, fra jeg har tømt en kasse og udfaset den, til jeg skal bruge den til noget nyt. Men over de sidste år er der blevet mindre og mindre arvetøj at flytte rundt på, der er væsentligt færre mapper med papir pga. både oprydning og digitalisering, og jeg har ikke længere en masser kasser med diverse indhold til ‘måske en dag’. Derfor har jeg efterhånden ret mange tomme kasser, og de tog en del plads op i skuret.
Fordi jeg ikke vil risikere at skille mig af med dem, og så pludselig stå og have brug for dem til ét eller andet, vælger jeg i første omgang at beholde dem. De kan sagtens tåle at stå på loftet (som er stort set tomt), og hvis jeg om et år ikke har haft brug for at hente dem ned igen, ryger de videre ud i verden. Ting skal bruges for at have værdi, men man må også godt somme tider sove på det, så man ikke risikerer at skulle købe den samme ting 3 gange.
Sensommervibes, brevkassen og podcasts
I nat vågnede jeg til lyden af regn, og selvom jeg føler det en smule hånligt, at det er om natten, det regner, hvor jeg ikke har glæde af det, så er jeg alligevel holdspiller nok til at glæde mig på vegne af jer, der begræder sommerens langsomme sortie.
Jeg bliver normalt utrolig stresset ved udsigt til hedebølge, for jeg kan. ikke. holde varmen ud. Jeg er udpræget efterårsmenneske og de sidste par år har jeg nærmest frygtet sommeren med dens krematorieagtige temperaturer. Men i år har vi fundet en sø, og jeg har fået mit liv tilbage. For hvor vi på stranden er afhængige af tidevandet, står den her sø bare tålmodigt og venter på, at det passer os at blive kølet ned. Det bedste er næsten, at den ligger tæt på, hvor vi bor, så de sidste par uger har jeg hentet børn, lige været forbi derhjemme og skifte til badetøj og så ellers bare bedrevet en submarin tilværelse, omgivet af fisk, soundbokse og gymnasieelever.
Siden sidst har jeg været til det endelige møde med konfliktmæglerne og naboen, og der er simpelthen sket det magiske, at vi har fået genetableret det gode naboskab. Ikke bare forstilt, men ægte. Jeg er lettet langt ud over enhver tænkelig grænse, og jeg kan trække vejret igen. Det har været den første konflikt, jeg har haft som ægte voksen, hvor løsningen har været taget ud af mine hænder, og selvom det har været svært, og jeg har været psykopat-stresset over det, så er det også – her på den anden side – fedt at have trykprøvet mine værdier og set, at de holder.
På fritidsssiden begynder vi så småt at forholde os til, hvad børnene skal gå til. Anton får en pause fra taekwondo; en kombination af flere faktorer, men først og fremmest bare fordi han trænger. Til gengæld skal han i næste uge ned og se, om der måske er en spejder gemt i maven på ham. Min oplevelse er, at spejderne er det tætteste vi kommer på en fritidsudgave af Rudolf Steiner skolen, og jeg tror, at han vil trives i det. Frida ser ud til at have forhandlet sig til endnu et år til gymnastik. Jeg havde ellers nedlagt veto, fordi hun hele sidste år ikke lod til at synes, at det var ret fantastisk, men svømning, som er det eneste alternativ, vi kan blive enige om, koster 1300 kr. for 30 min. pr. sæson, og selvom vi havde pengene, bliver det ikke på det her tidspunkt på kurven, at vi laver dén tilmelding. Men veninderne går til gymnastik, og det vejer åbentbart tungere, end at aktiviteterne er lidt so-and-so, så det får et skud.
På metasiden har jeg modtaget endnu et brevkassedilemma, og derfor knytter jeg lige et par ord til det.
Jeg synes, det er nogle ret sjove indlæg at skrive, og derfor bliver det noget, jeg fortsætter med at gøre, hvis jeg på nogen måde kan konvertere dilemmaet til et indlæg, der er relevant for flere. Men fordi de på kommentarsiden bliver ret envejs, sørger jeg for, at der er tid imellem dem. Normalt er der liv og glade dage i kommentarfeltet, men når afsenderen er anonym, som det har været tilfældet indtil nu, kan de jo af gode grunde ikke gå ind og svare på de mange fine inputs – og fordi dilemmaet ikke er mit, virker det også kunstigt, hvis jeg gør. Derfor har jeg besluttet, at der skal være uger nok imellem til, at man som læser har lyst til at bruge tid på at formulere et svar, som man sender ud i vinden, uden nødvendigvis at få noget tilbage.
Og blot for god ordens skyld er indlæggene ikke tænkt som erstatning for mine normale indlæg, så man behøver ikke være bange for, at bloggen forvandler sig til Linda & Monopolet.
En sidste praktisk ting, hvis man har noget, man gerne vil sende ind: Det er vigtigt, at man er *helt* klar i spyttet ift. hvis der er noget, jeg ikke må skrive på bloggen. Og egentlig synes jeg, at man skal formulere sig på en måde, så det hele kan lægges på – for hvis jeg sidder med en masse baggrundsviden, som læserne derude ikke får, så vil deres svar bygge på halve antagelser, og det gavner jo ikke rigtigt nogen.
Nu vil jeg drikke den sidste sjat kolde kaffe, og køre på arbejde. Det er SKØNT at være igang igen! Rigtig god dag derude.
—————————————————————
Podcastlisten er opdateret med følgende:
Missing Richard Simmons
De fleste af mine jævnaldrene kan nok huske Richard Simmons; ham, den lille, meget overgearede aerobicfyr med det store, krøllede hår, der var i alle talkshows og på tv-shop, og som man ikke kunne andet end at holde af.
Men har du nogensinde overvejet, hvor han blev af? Nej? Det er der mange andre, der har, for han gik fra at være alle steder til pludselig at være væk. Væk-væk. Podcasten her er lavet af en af hans gode bekendte, som gerne vil finde ud af, hvorfor han efter i årevis at have haft det med opmærksomhed som salamandere har det med sol og varme sten, pludseligt og selvvalgt gik ind i sit hus, lukkede døren, og aldrig lod sig se siden.
Det er ikke verdens dybeste podcast, men den stiller nogle gode spørgsmål ift. hvor meget man som offentlig person skylder de mennesker, man hjælper, og, helt essentielt, hvem vi er sat i verden for at gøre tilfredse.
Hunting Warhead
Jeg tror måske, at det her er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. Helt kort handler den om en norsk tech-journalist, der kommer på sporet af et af de største pædofile netværk på the dark web, godt hjulpet på vej af en supernørd, der lidt vrangvilligt kommer ind fra højre.
Historien er fuldstændig vanvittig, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en podcast, hvor jeg så mange gange undervejs har udbrudt: “Nej!!?!” Emnerne er ellers nogle, jeg normalt holder mig på afstand af. Misbrug af børn er så tungt, så tung, og hackere og The Dark Web kan tilsyneladende aldrig formidles, uden at det bliver så teknisk, at man falder i søvn. Før nu. Før. Fucking. Nu.
Jeg åd alle 6 afsnit på en dag og en nat, og jeg er helt ved siden af mig selv på bagkant. For selvom der er ting i podcasten, som er svære og grusomme, så efterlader den alligevel én med håb, synes jeg. Håb om, at det kan godt være, at der popper nye skrækkelige fora op, hver gang, man lukker ét ned – men at der trods alt er en grænse for, hvor mange cybergenier, der også er pædofile. Og der er mennesker derude, der har gjort det til deres livsmission at jage dem.
Der er konkrete sager, der er etiske diskussioner om, hvor langt politiet må gå i jagten på de her udyr, der er vidnesbyrd om de massive, menneskelige konsekvenser det har at lade sig fire ned i den her sorte sump af ondskab i den gode sags tjeneste, og så er der den fine og hjerteskærende detalje, at fagfolk på området ikke kalder det ‘børneporno’ fordi det er at se mishandlingen fra gerningsmandens perspektiv, men derimod ‘Child abuse’ – for det er, præcis hvad det er.
The Clearing
Dette er autentiske historie om den 40-årige April, der i 2009 ringede til politiet og sagde, at hun havde en mistanke om, at hendes far var seriemorder.
Hun havde ret, viste det sig, og opkaldet endte med at blive startskuddet til en efterforskning, der fik hendes far anholdt og dømt.
Podcasten her er hendes historie; hvad der fik hende til at fatte mistanke, besøg til nogle af de mange steder, hun boede med sin familie som barn, og også et besøg hos familien til et af hendes fars ofre.
Man skal holde tungen lige i munden, for der er en del navne og steder at holde styr på, men den er velproduceret, godt fortalt, og en anderledes vinkel på hele true crime genren, fordi den åbenbarer, at der også er ofre på gerningsmændenes side af stregen.
I spørger, jeg (vi) svarer: Bofællesskab eller egen bolig?
(Update: Sanne har sendt mig følgende tilbagemelding, som jeg har lovet at formidle videre til jer:
“Det var rigtigt interessant at læse de forskellige tilbagemeldinger. Og dit indlæg især var meget nuanceret og fuld af indspark som jeg ikke havde tænkt på. Her tænker jeg på at hvis man som menneske bliver påvirket at andres humør, så skal man måske være ekstra opmærksom, hvis man vælger at bo med mange mennesker.
Som man skriver får man svar og min vægt på huslige pligter, kom til at fylde mere end den reelt fylder hos mig. Det er samværet med andre, deleøkonomien ved at have fælles spisningen m.m., passe på ressourcerne og leve i naturen tæt på skov og med mange dyr omkring. Derudover kommer traditioner som fejres sammen. Det er det som tiltaler mig.
Men jeg tager alle de gode tilbagemeldinger til mig. Og erkender også at min familiesituation ikke holder til at rykke rødderne op pt.
Men drømmen er der stadig og har været der igennem flere år. Mange tusinde tak.”)
I sidste uge fik jeg en mail fra Sanne, som er i tvivl om, om hun skal flytte i bofællesskab med sin søn eller ej. Det her er én af dem, hvor jeg virkelig gerne vil have jer på banen, for der må sidde læsere derude, der har valgt til eller fra på samme dilemma, og som derfor har gjort sig nogle overvejelser omkring det.
Sanne skriver:
Jeg har et ønske om at flytte i bofællesskab. Primært fordi jeg ønsker mere samvær med andre, færre huslige pligter og økologi. Jeg er alene med 9 årig dreng (donorbarn), og vi har boet i vores nuværende bolig, siden han blev født. Han har mange kammerater her og mormor er også lige nærheden – men boligen er ved at være for lille, så derfor tænker jeg mere og mere over det.
Mit dilemma er om det er prisen værd; at flytte min søn væk fra kammerater, skole m.m. for at jeg som mor kan dele de huslige pligter med andre og få uforpligtende samvær. Dog tænker jeg kun på bofællesskaber, hvor der er masser af børn. Således at min søn også vil trives. Jeg synes også det vil være godt for ham med flere rollemodeller.
Det er Svanholm, jeg overvejer at flytte til. Det er meget specielt fordi man lægger størstedelen af sin løn hos dem. Og man skal arbejde fuldtid. Det har jeg ikke gjort i 9 år. Og jeg synes 30 timer er nok. Det er en ulempe. Men for fanden jeg skal da kunne arbejde fuldtid ligesom andre? Bofællesskaberne er også fulde af andre forpligtigelser i form af arbejdsdage, møder m.m.
Og der er 1000 gode ting ved det, synes jeg.
Det skal siges at jeg har været sygemeldt og pt uden job. Har en dement far, som nu er på plejehjem, og ved at flytte kommer vi væk fra begge mine forældre.
Mit dilemma er også rettet mod mine forældre. Kan jeg efterlade dem ? For jeg kan ikke hjælpe flere gange om ugen hvis jeg flytter. Men jeg har også en søster, som så kunne flytte tættere på og støtte. Jeg er sindssyg glad for mine forældre og har altid været det. Så det er helt naturligt at jeg hjælper. Jeg havde heller ikke klaret det uden dem da min søn var lille.
Jeg har ikke nydt livet ret meget det sidste år. Ansvaret hviler tungt på mine skuldre, synes jeg, og det har været svært at være mor. Jeg ønsker ikke det skal fortsætte sådan, for det går ud over min søn.
Så det er også et dilemma om at leve i nuet men tænke over fremtiden og træffe nogle valg. Og min søn er jo fremtiden. Og hvis jeg selv går ned med flaget kan jeg ikke hjælpe nogen. Jeg er sensitiv omkring sygdom og mennesker og tager meget til mig, så jeg trives godt blandt glade mennesker som udvikler sig.
Hvad gør jeg?
Det kan jeg virkelig godt forstå, at du synes er svært. For det er, som du skriver, på mange måder både en afvejning af værdier, af nutid og fremtid og et forsøg på at finde balancen mellem, hvad du selv trives i, og hvad du tror er vigtigt for din søn.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at skære lidt af larmen fra. 1) Hvad din søster gør eller ikke gør, kan du ikke påvirke, så ud af ligningen med hende. 2) Uagtet at det vil være svært for din mor, hvis du flytter, så vil forældre vel dybest set helst, at deres børn er glade, så jeg tror ikke, at din løsning skal tage udgangspunkt i hende/dem. 3) Og vi kan ikke rigtigt bestemme, hvem vores børn knytter bånd til, så antallet af rollemodeller og andre børn i nærheden, ville jeg heller ikke bruge krudt på i lige præcis dét her dilemma.
Herefter ville jeg prøve at tygge lidt på, om det, jeg higer efter *lige* nu, også er vigtigt for mig om 3 år. Altså, om dit behov for at have nogen at dele de huslige pligter med, her og nu, også er et behov, du tror, du har om 3 år. De færreste af os træffer gode valg, når vi er pressede, og jeg tror, det er menneskeligt at undlade at granske detaljerne i en mulig løsning, når vi har ryggen mod muren.
Mine tanker kan jo af gode grunde kun være gæt, for jeg kender dig ikke personligt, men jeg ville også bruge noget tid på at tænke igennem, at hvis man er et menneske, som bliver påvirket af andre menneskers stemninger og energier, så sætter man sig selv i en ret sårbar situation, hvis man flytter tæt på mange mennesker. For jeg tror, at selvom en idé bunder i idealer og gode intentioner, så kommer de fleste af os med både bagage og dagsordener, som man jo på en måde lægger på fællesskabet at løfte, når man flytter ind i et bofællesskab. Jeg kender ingen, der har boet på Svanholm, og håber, at der måske kunne være nogle af de andre læsere, der kan byde mere kvalificeret ind, men min tanke er, at der måske er to slags mennesker, der flytter ind i fællesskaber af den her type: Idealisterne og dem, der har brug for nogen at læne sig op ad. Og hører man til den sidstnævnte gruppe, skal man nok tænke igennem, hvordan det vil påvirke én at møde andre, der også har brug for lidt hjælp til at holde balancen. Specielt hvis man bliver påvirket af andre menneskers humør og sindsstemninger.
For mig ville det fylde meget at flytte mine børn fra deres fællesskaber i den alder, de har nu. Særligt når man er alene med dem. Jeg tror, at deres netværk med jævnaldrende måske er ekstra vigtigt, fordi de “kun” har det halve netværk på familiesiden, både ift. forældre, men også ift. de bedsteforældre, tanter og onkler, der ofte er på fædrenes side. Så har din søn et stærkt socialt netværk, hvor I bor nu, ville det veje tungt for mig ift. at blive i området.
Som jeg læser Svanholms hjemmeside, tænker jeg også, at man giver sine børn en noget anderledes hverdag, fordi man lægger så stor en del af sin indkomst hos dem. Intet ondt i det; jeg kan sagtens se, at et bofællesskab kan bidrage med utrolig mange gode ting, og selvfølgelige koster det penge at drive et velfungerende sted. Men min anke her er nok lidt, at jeg ikke i det, du skriver, læser, at du er træt af det almindelige liv og de værdier, der knytter sig til det – og jeg tror, at man af økonomiske grunde vil være nødt til at søge mod de aktiviteter osv. som “tilbydes” inhouse, hvis man flytter på Svanholm – hvilket jeg også sagtens kan se værdien i. Men hvis man godt kan lide at gå i Tivoli eller Djurs Sommerland med sine jævnaldrende kammerater, så bliver man også, helt lavpraktisk, sat af i dét fællesskab, hvis man ikke kan deltage i den slags mere. Det er der ingen børn, der er døde af – men trivsel er mange ting, og jeg tror, at store ændringer som den her, kommer til at fungere bedst, hvis man virkelig er sulten efter dem, fordi man så er indstillet på komme over eventuelle forhindringer, og hele tiden har øjnene på det overordnede mål. Lige nu læser jeg, at din primære drivkraft er, at du gerne vil ud af det liv, du sidder i. Ikke, at du gerne vil hen til det, du beskriver. Forstår du, hvad jeg mener?
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at åbne mine mentale klapper og tænke ud af boksen. Overveje, om det var muligt at lave et “prøve-kollektiv” med nogle andre enlige mødre/fædre, som var mindre, som måske var tidsbegrænset til et par år, og som lå i området. Helt lavpraktisk ville jeg lægge en føler ud i den lokale fb-gruppe og spørge, om der var andre, der kunne have lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om et eksperiment. På den måde ville du stadig få det fællesskab, du efterlyser, du ville bevare din økonomiske integritet, du ville selv kunne være med til at præge værdierne, du ville få nogen at dele arbejde og pligter med, og vigtigst af alt: Du ville kunne teste, om både du og din søn overhovedet kan holde ud at være så tæt på andre mennesker.
Jeg ved godt, at det yder omstændigt, men jeg tror ikke, at det er mere omstændigt end at lade sig sluse ind i et eksisterede kæmpefællesskab, og skulle have sin økonomi filtret ind i det.
Jeg ved ikke, om ovenstående overhovedet giver mening for dig, og jeg håber rigtig meget, at der sidder nogle læsere derude, med andre vinkler, tanker og erfaringer, som har lyst til at byde ind i kommentarfeltet.
Ordet er frit.
Rigtig god mandag derude.
M2020, uge 33
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet om på Fridas værelse. Det er lidt snyd at sætte den på her, for det var faktisk i sommerferien, jeg gjorde det, men fordi M2020 har været sat på pause, kommer den på nu.
Frida har det mindste værelse af de 3 i huset, ganske enkelt fordi hun ikke bruger det ret meget. Vi kommer til at lave en rokade på et tidspunkt, så Anton får det største, hun får det mellemste, og jeg laver soveværelse i det mindste, og fordi jeg ved, at det er på tegnebrættet, havde jeg egenligt besluttet, at der ikke skulle ske mere på det nuværende værelse.
Men så spurgte min veninde, om vi ville arve et sminkebord, der doubler som skrivebord, og hvis der er *noget* Frida har ønsket sig, så er det et sminkebord. Så jeg gik igang med opmåling og skitser, for det *er* sgu et miniaturerum, hun har. Jeg var 2 mm. fra at købe en reol, fordi jeg tænkte, at løsningen ville være opbevaring i højden, men kom i tanke om den regel, jeg brugte, da vi flyttede ind herude, nemlig at det er forbudt at købe møbler/ting, før jeg har en konkret plads, hvor det skal stå.
Og det var godt, jeg fulgte hestene tilbage i stalden, for gæt hvem der ikke skulle bruge en reol alligevel? Den lille reol, hun har, købte jeg i sin tid hos Trævarefabrikken, og pludselig slog det mig, at jeg nok egentlig kunne pille et fag af den. Hvilket viste sig at være rigtigt. Af grunde jeg ikke helt kan redegøre for, viste det sig, at den ændring overflødiggjorde mere hyldeplads (fordi det blivende fag kunne udnyttes bedre, måske?), og til alles store overraskelse har hun fået markant mere plads på værelset.
(Godt hjulpet på vej af en oprydning, der ville have givet Marie Kondo glædestårer i øjnene. Fordi:)
2.
Indført ‘rotationsprincippet’ på legetøj, dukker og bamser. For jøsses, det barn har mange tøjdyr! Og barbieting. Og dukker. Og glimmer og slim og figurer og lommelygter og. så. videre. Hun er det mindste barn i omgangskredsen, så aflagt legetøj har det med at flyde i hendes retning, og hun elsker det HELE.
Men hun bliver også en smule blind for det, når det er alle vegne, og hvor jeg med Anton godt kunne smide legetøj ud, da han var 5, fordi han aldrig opdagede det, så har lagerchefer med kitler & klæbehjerner ingenting på Frida. Hun kan huske A-L-T, hvad hun ejer.
Kompromisset blev, at hun måtte vælge 10 bamser og 4 dukker, som nu er bosiddende på værelset, mens resten er på tålt ophold i store kasser i vores kæmpeskab, som har flere frie hylder, fordi jeg efterhånden har skilt mig af med så mange ting.
Det har været et kinderæg af fordele, for hun kan være på værelset igen, ingen dyrebare bamser er smidt ud (Gud forbyde!!), og om et par måneder åbner transfervinduet, og alt det gamle legetøj er – forhåbentlig – nyt og sjovt igen.
3.
Været så heldig at få tilsendt en stak hjemmestrikkede rondeller af en fantastisk læser. (Igen: Tidsmæssigt lidt snyd. Det her var også i sommerferien).
Vatrondeller har været min dårlige samvittighed i lang tid, for vi ved jo godt, at vi ikke skal bruge engangsprodukter. Men jeg kommer ikke selv til at strikke nogle, jeg ejer ikke en symaskine, så at klippe tøj op og kante det er heller ikke en mulighed, og længere end det er jeg bare aldrig rigtig kommet.
Men nu landede de i skødet på mig, så jeg besluttede, at nu var det nu.
Og fordi jeg ved, at der sidder virkelig mange kvinder som mig derude, der, ligesom mig, også somme tider dropper gode løsninger pga. praktiske benspænd, der måske ikke ser ud af meget, men som alligevel bliver det, der tager livet af de gode intentioner, får I her mine erfaringer med projektet.
For første udfordring var, helt lavpraktisk, hvad jeg skulle gøre ved dem. Både når de var rene og når jeg havde brugt dem. For lige at vurdere, hvad der var smart, startede jeg bare med at have dem liggende løst i skabet, når de var rene, og i et glas, når de var brugte.
Det var skideirriterende. Dels fordi de allesammen faldt ud, når jeg tog én, og dels fordi de er fugtige, når man har brugt dem, og derfor skal ligge på vasken og tørre, før de kan smides dem i glasset. Det sidste kan min ordenssans ikke rigtigt komme over.
(De skal vaskes og tumbles i en vaskepose, da de ellers kan vandre ind i maskinen og ødelægge den, skrev hende, der sendte dem til mig, så at smide dem til vask enkeltvis virkede som en dårlig ide).
Jeg gik på jagt og fandt to glas, som var perfekte i størrelsen. Begge glas er store nok til at rumme en god stak rondeller, de kan stå i lågene, så glassene er åbne og frit tilgængelige (=easy access), og skulle jeg finde ud af, at jeg gerne vil have dem stående fremme med lågene på, så slutter disse ikke tæt, og det betyder derfor ikke noget, at rondellerne er en smule fugtige.
Næste udfordring var, at de suger mere end traditionelle vatrondeller gør. Jeg ved godt, at nogle sværger til at gøre rondellerne våde først, netop for at undgå, at de suger for meget af renseprodukterne, men jeg synes ikke, at disse virker ret godt, når de på den måde bliver fortyndede. Problemet er ikke så stort, at jeg ikke kan leve med det ift. skintonic, men øjenmakeupfjerneren var tæt på at blive en dealbreaker. Indtil jeg kom i tanke om, at man jo kan få noget, som ikke er flydende, men mere har konsistens som creme, og dét fungerer perfekt, for det bliver liggende ovenpå rondellen.
Jeg har ikke købt vatrondeller, siden jeg fik de her tilsendt, og jeg er simpelthen så glad for dem. Jeg bruger dem til skintonic og eyemakeupremover, men jeg kommer ikke til at bruge dem til at fjerne neglelak med. De kan i princippet koges, men jeg vasker dem ved 60 grader, og har ikke lyst til at få eventuelle rester af neglelakfjerner i ansigtet. Glassene fungerer perfekt, og rondellerne ryger med hver fredag, når jeg vasker håndklæder.
Så altså: Har man mulighed for at få fingrene i nogle, så synes jeg virkelig, at man skal give det et skud. Og er man fiks på fingrene, er det verdens bedste værtindegave, for jeg sender Grethe en kærlig tanke to gange om dagen, hver eneste dag.
Tak, Grete <3
Hurtig mandagstur på barrikaderne
Vi har før snakket om det her med, at når man har en hammer, så ser man søm allevegne. Og forleden så jeg det her meme:
Det ramte mig, fordi det falder ned i noget, jeg tænker meget over for tiden, nemlig, at jeg somme tider i mit forsøg på at være imødekommende og hensynsfuld kommer til at henlede folks opmærksomhed på noget, de ellers ikke ville have opdaget – og med min udmelding skaber en situation, hvor de føler, at de har ret og jeg tager fejl.
Det er sat på spidsen. Men f.eks. har jeg somme tider tænkt over, at fordi jeg ofte beder mine børn om at holde sig ind over/sige tak/sidde pænt osv., så er det, som om, at andre føler, at det er ok at gøre det samme. Altså, at rette på mine børn. Også selvom der er andre børn til stede, som er igang med ambitiøse projekter ift. at se, hvor mange m2, man kan sprede krummerne fra et rundstykke over, og hvor mange fødder, der kan være på et bord.
Det er med andre ord, som om, at mine egne kommentarer retfærdiggør, at omverdenen pludselig stiller højere krav til mine børn end til de andre tilstedeværende.
I tilfældet med naboerne, bider jeg også mærke i, at de finder det ok at rette på mig og os – men ikke kommenterer på naboen til den anden side, der ved Gud har det fedt med sin skærebrænder på alle tider af døgnet. Men han har en hund. Ligesom dem. Og han er en mand. Og det pisser mig af.
For det falder ned i noget, jeg også har tænkt meget over, siden jeg så det her meme:
Hånden op alle de kvinder, der genkender det?
Det er et år siden jeg så det første gang, og det er noget, jeg har tænkt umådelig meget over siden. For hvor jeg synes, det giver mening at bløde sin kommunikation op, så retorikken ikke overdøver budskabet, når jeg f.eks. skriver her, hvor jeg kommunikerer ud til mange, så er det tankevækkende, hvor underligt det føles at undlade at gøre 1:1.
De sidste 5-6 år har jeg øvet mig på at stoppe med at tale, når jeg har sagt det, der er vigtigt. (Jeg er opmærksom på ironien i dét udsagn, når det kommer fra mig). Men det er gået op for mig, at i forhandlinger, uanset om det er om lokalaftaler på en arbejdsplads, eller om hverdagspligter og begivenheder i børnehaven, så drukner og udvander man sit eget budskab, hvis man sovser det ind i ord, eller hvis man fortsætter sin ordstrøm, når man har sagt, hvad man vil sige. Så jeg har øvet mig i at stoppe med at tale, og selvom jeg i starten havde neglemærker i håndfladen, forårsaget af ubehaget ved stilheden, må jeg bare konstatere, at det virker. For når jeg holder kæft, når mit budskab er fremsat, så tvinger jeg dem, jeg sidder overfor til at forholde sig til dét, og ikke tusind andre irrelevante ting.
Den del er ved at være på plads.
Det sidste års tid er jeg så begyndt at tænke meget over det med at holde op med at pakke mine holdninger og udsagn ind i sugarcoatingfraser som ‘måske’, ‘jeg tror’ og ‘kunne det tænkes, at’? Min oplevelse er, at det faktisk falder meget naturligt i forlængelse af det med at stoppe med at tale, for det er ofte, når jeg siger eller beder om noget, som jeg ved er træls for modparten, og hvor det ville være *meget* nemmere, hvis jeg bare lige kunne lade være med at være besværlig og fuld af meninger og krav, at trangen til at bløde det op med smil, formildende kommentarer og semi-underdanigt kropssprog kommer over mig. Det er meget, meget tankevækkende, hvor fremmed og unaturligt, det føles at lade være.
Og nu er det så jeg tænker, at den næste øvelse for mig er at stoppe med, i imødekommenhedens navn, at lægge ud med at pege uopfordret på mine egne fejl og mangler. Ikke fordi jeg ikke vil stå ved dem, men fordi de skaber en skævhed i den naturlige magtbalance, som modarbejder mig selv, og skaber nogle trælse situationer, hvor jeg bliver gal på andre over, at de behandler mig, som jeg – opdager jeg langsomt – har givet dem lov at behandle mig. Og os.
For jeg ved 100% hvad jeg mener. Og hvad jeg står for. Men det er SÅDAN en kvindeting at tage ansvar for at gøre situationen behageligt for alle involverede parter, og alene af dén grund er det værd at kigge på.
Lige nu sidder du måske og tænker, at der ikke sker noget ved at sige tak og måske eller bløde sine udsagn op, og vi skal være her alle sammen, og der er jo ingen grund til at være sur. Men jeg vil gerne invitere dig til at tænke over, hvornår du sidst har hørt en mand formulere sig sådan i en samtale med andre mænd, når de forhandler eller rækker hånden op og stiller kritiske spørgsmål i børnehaven?
Så jeg øver mig. Igen og stadigvæk. På at holde kæft, når jeg har sagt, hvad jeg vil sige, og på ikke at udvande mig selv og mine holdninger med ‘på en måde’, ‘måske’ og spørgsmålstegn efter udsagn, jeg faktisk ikke er i tvivl om rigtigheden af.
Og på at være i verden med alle mine fejl og mangler, men ikke selv at være den, der bruger dem imod mig.
