Fart over feltet

Det hele går lidt stærkt i de her dage, og jeg er derfor mere fraværende herinde, end jeg plejer at være. Alting starter op igen, og fordi der er et covid-efterslæb fra det fordømte forår, er der endnu flere ting i kalenderen dette efterår, end der plejer at være. Alt er, som det plejer, og så alligevel ikke, og det er nok egentlig overskriften for stort set alle områder i vores liv lige nu. 

Anton er startet i 3. klasse, og det kan man godt mærke på lektiefronten, Frida er tilbage i børnehaven, hvor de stadig er ude stort set hele tiden, hvilket hun ikke alle dage er lige tilfreds med, og jeg selv har tolkeskiltet på igen, og det er fedt.

I selve mine tolkninger har det ikke den store, praktiske betydning, hvor jeg er ansat. En tolkning er en tolkning, uanset om det er en undersøgelse på hospitalet, eller en forelæsning om kviksølvs betydning for den medicinske historie i 1800-tallet. Og min nye arbejdsgiver er alt det, jeg håbede, han ville være; ordentlig, samvittighedfuld og imødekommende. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Men det er stadig 6. gang på 2 år, jeg skal omstille mig til nye opgaver, nye brugere, nye virtuelle forberedelsesfora, nye arbejdsskemaer, nye arbejdstelefoner, nye måder at registrere arbejdstid på, nye kolleger osv. osv. osv. Og kombineret med forældrerådsmøder, gymnastikopstart og en hverdag, der pludselig kører igen, betyder det, at jeg er træt i hovedet. 

Men faktisk har jeg i år tænkt over, hvor fedt det er at kunne mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at tage højde for opstartsstress og den følelse af overvældethed, der følger med. For det er tydeligt for mig at se, at det, at energien og ressourcerne skal kanaliseres målrettet nogle bestemte steder hen, også betyder, at jeg bliver mere skarp på, hvor der er huller i spanden. Når det hele har stabiliseret sig, og man kan rykke ting og aftaler frem og tilbage, så mængden af hverdagspres er nogenlunde konstant, så tror jeg ikke altid, jeg opdager, hvis der ligger et program i baggrunden og påvirker ydeevnen, men når kapaciteten er begrænset, så bliver det pludselig vigtigt. 

Det har helt lavpraktisk betydet, at jeg har blokeret en professionel relation på facebook, fordi han ganske enkelt ikke er vigtigt nok for mig til, at jeg vil bruge tid på at diskutere civiliseret med ham. 

Det har også betydet, at jeg har sluppet nogle relationer, som jeg ellers har kæmpet for at holde liv i. Og det er gode mennesker, som jeg holder usigeligt af – men på et tidspunkt kommer det til at fylde mere, at de aldrig tager initiativ til at ses, og aldrig kan, når jeg spørger, end at jeg altid går glad derfra, når vi en sjælden gang er sammen. Jeg har for længst sluttet fred med, at det ikke handler om mig; at det ikke er fordi, de ikke vil mig eller os. De har bare fuld plade i venne-bingo, og hvor ærgerligt, jeg end synes det er, så er det ingens skyld, og der er ingen grund til at bruge tid, tårer eller kræfter på at forsøge at gro noget, der ikke er levedygtigt. 

På underholdningsfronten kan jeg også altid se, når mit hoved er fyldt, for hvor jeg normalt elsker podcasts og serier med gode, indviklede plots, så vender jeg mig langt mere mod samtalepodcasts og hverdagsfortællinger, når der ikke er mental båndbredde til at følge med i en historie. Det bærer de anbefalinger, jeg lister nedenfor, præg af. 

Den kommende uge bliver vanvittig, og Frida og jeg har brugt eftermiddagen på at lave mad til flere dage, snitte og hakke frugt og grønt og bage lækre ting til frugtposerne. Antons bidrag til processen har været mindst ligeså vigtigt: Vi har fået opført 4 lego-akter af et ninja-inspireret drama, komplet med rumhunde, supersoniske våben og cirkelspark. 

Vi er klar til en ny uge, og som vi sagde i slutfirserne: If it’s wrong to love coffee I don’t wanna be right. (Altså, bare med Bros, ikke?)

Listerne er opdateret med:

Podcasts:

(Hvis man aldrig rigtig er kommet igang med podcasts, og er for flov til at spørge, hvordan det nu lige er, man får adgang til dem, er der en how-to-guide lige her)

Nice white parents

Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet her på bloggen, og det bliver 5 stjerner herfra. Den handler om skolesystemet i USA, og hvorfor man ikke kan komme raceadskillelsen til livs – hvilket jo ikke umiddelbart lyder som noget, det giver så meget mening at gå op i, når man bor i Danmark. Men den er super relevant, fordi den giver nogle virkelig gode indspark til racedebatten i det hele taget, og fordi der er mange af problemstillingerne, der er direkte overførbare til kønsdebatten herhjemme. Det lyder tørt og kedeligt – det er det overhovedet ikke. Giv den et skud. Den er indsatsen værd. 

Williams død

Kort lille podcast i 3 afsnit om William fra Christiania, der hængte sig i sin mors soveværelset.

Jeg har taget tilløb til den her over længere tid, for jeg er normalt ikke til den form for sorg-porno, som jeg troede, at det her var. Men det viste sig, at det faktisk ligeså meget var en historie om, hvor stor betydning, det har at sige ordentligt farvel, og hvad det betyder at miste et menneske til selvmord, når livet kun lige er begyndt. 

Moderen, der tappede sin søn for blod

Jeg ved faktisk ikke, om jeg synes, at den her burde klassificeres som podcast, for det er egentlig bare en 30 minutter lang reportage om sagen fra Skjern, hvor en mor, der arbejdede som sygeplejerske, tappede sin søn for blod. 

Jeg er SÅ konfliktfyldt ift. at tale om Münchausen By Proxy og pædofili som psykiske lidelser, for gør vi det, er vi jo også nødt til at forholde os åbent til, at det er lidelser, der i princippet burde omfattes, når vi taler om at afstigmatisere psykisk sygdom. Det ved jeg hverken, hvad jeg skal mene om, eller hvor jeg skal placere, men det gør det bare endnu mere vigtigt at komme lidt mere bagom historierne, end vi gør, når vi læser en overskrift i avisen.

Alenemor &

En fin lille podcast, lavet af to kvinder i midten af 30’erne, som begge er skilt og har små børn.

De taler om livet, lykken, hverdagen, udfordringerne og alt det, der rører sig, når man er aleneforælder. Jeg ville ønske, at en podcast som denne havde eksisteret, da jeg overvejede at få børn selv, eller da Anton var lille, for der er mange af emnerne, som jeg tror, der ville have været en hjælp for mig at være forberedt på, eller have følt mig spejlet i. Hånden på hjertet er der i dag nogle af samtalerne, hvor mit liv er for anderledes ift. deres til, at jeg føler genkendelse ved dem, men der er stadig masser af gode timers lytning, og de steder, hvor vores liv og betingelser er alt for forskelige, eller hvor jeg ikke længere er, fordi mine børn er større (og der er to af dem), synes jeg stadig, at den giver anledning til gode refleksioner ift. de valg, jeg selv har truffet.

Bøger:

Camilla Louise Johnson – Svært barn har mange navne

De fleste på min alder kan formentlig huske Faderhuset, Ruth Evensen og hele konflikten omkring Ungdomshuset. Bogen her er en personlig beretning om, hvordan man ender i kløerne på det, der ret beset var en kult, og hvordan man gennem svigt og misbrug bliver det perfekte offer for hjernevask.

Den er hjerteskærende og velskrevet og man får lyst til at skrige af et system, der svigter et ban så konsekvent over så mange år.

—————————-

Sidst men ikke mindst kommer en lille mest-for-sjov anbefaling af Youtuberen Bailey Sarian, som hver mandag kører ‘Murder, mystery and makeup’. Det er præcis, hvad man tror det er: Hun fortæller en true crime historie, imens hun lægger sin make up, hvilket lyder fuldstændig bims. Det er perfekt. Det er S!Å! tilfredsstillende at se hende pensle obskøne mængder af concealer og øjenskygge i ansigtet, hun er simpelthen så pæn, og så er hun bare en virkelig god fortæller. Hvis du ikke kan samle dig om en serie, men stadig har brug for bare at koble af, så er der en kæmpe anbefaling af de her videoer herfra.

Published by

15 Replies to “Fart over feltet

  1. Du skulle læse trilogien “I Hunt killers” af Barry Lyga. Hovedpersonen er søn af en seriemorder, og bor i en lille by. Det er teknisk set en ungdomsbog fordi hovedpersonen er 17 år. Men det er nok den bedste krimi/spændings triologi jeg nogensinde har læst.

    1. Shit, den ser god ud – hvorfor har jeg aldrig hørt om den!? Den er fluks hentet på e-reolen – tak for tip <3

      1. Alle 3 bøger er fantastiske, men den sidste bog er den klart bedste. Af danske forfattere skulle du prøve Christian Frost’s 3 krimi/spændingsbøger den første i serien hedder “hund er bare gud stavet bagfra” han skriver så man kan se nogle situationer for sig, så man ikke kan undgå at grine højt.

  2. Jeg er lidt nysgerrig efter, hvordan du har sluppet de relationer, du omtaler – er du bare holdt op med at kontakte dem, eller har du mere eksplicit “slået op”?

    1. For mig har det handlet om at træffe en bevidst beslutning om at stoppe med at forsøge at lave aftaler med dem. Det er en af de beslutninger, der ikke er så rare, for der er uden undtagelse tale om mennesker, som jeg ville elske at have en stærk relation til, og hvor jeg altid er fyldt op med god energi og nye inputs, når jeg eller de går hjem. Men det kommer til at fylde for meget for mig, at det altid er mig, der tager initiativ til at ses. Vi har snakket om det før her på bloggen, og en læser lagde en kommentar om, at det handler om, hvor mange løse ledninger, vi hver især har. At de af os, hvor stikket er blevet trukket i nogle af vores andre relationer, (som det f.eks. er tilfældet med mig, fordi jeg er flyttet til Esbjerg) har “plads” til nye stik, mens dem, der har alle deres stik i kontakter, bare ikke har plads til flere faste forbindelser i deres liv. (Det var i hvert fald min fortolkning af hendes kommentar). For mig giver det billede utrolig god mening, for min oplevelse er også netop, at de her mennesker faktisk virkelig gerne vil os. Men hvor jeg savner tætte og stabile relationer, så har de “kun” brug for lejlighedsvise aftaler, og det bliver for skævt, fordi det for mig giver en følelse af altid at stå med hånden strukket frem.

      Det er ingens skyld, og min beslutning har intet med dem at gøre. Men jeg tager ikke længere initiativ til aftaler, og jeg glider af på det, når de atter og igen skriver, om ‘vi snart skal ses’. For efter flere års empiri må jeg konstatere, at det godt nok er en kærlig hensigtserklæring fra deres side, men at den sjældent eller aldrig følges til dørs.

      På mange måder har det faktisk også været lockdownen, der har været katalysator for min beslutning, for den har betydet, at jeg er nået til et sted, hvor jeg simpelthen har mere ro i at være herhjemme, bare os 3.

      1. Det med kontakterne er en ægte, videnskabelig ting! Det jeg ud af her i sommers efter at tale med en engelsk veninde om relationer, og hvordan man naturligt flytter ind og ud af hinandens sfærer med tiden og personlig udvikling o forskellige retninger. På engelsk blev det populært kaldt Monkey Sphere. Skal det lugte lidt mere af videnskab, kaldes det også Dunbars nummer (sjovt nok efter en antropolog ved navn Dunbar, der lavede noget forskning på primater og deres sociale relationer i 90erne.)

        1. Ej, men se, hvor vi kan:-D

          Men det giver jo også rigtig fin mening, så oplagt, at nogen har gravet lidt i det.

      2. Jeg tror, du ser helt rigtigt i forhold til dine relationer. Det behøver nemlig ikke være ulyst og noget, man skal tage personligt, at man ikke ses.
        Mit liv har ændret sig meget over en årrække. Fra at bo alene og have et ret indadvendt job, har jeg nu familie og et job med mange kontakter.
        Tidligere havde jeg både mine nære venner og en række bekendte og masser af overskud til kaffeaftaler og socialt samvær. Men som mit liv ser ud nu, har jeg pludselig fået meget mere brug for at have den indadvendte tid i min fritid, og den slags er der som bekendt ikke meget af med mindre børn…
        Resultatet er, at jeg kun ser mine nærmeste venner og let glider af på de lidt løsere bekendtskaber. Ikke fordi det ikke er dejlige mennesker, men simpelthen fordi jeg ikke har overskud til at have ret mange relationer – og så prioriterer jeg de vigtigste.
        Det betyder ikke, at jeg ikke tænker på dem, jeg har mistet kontakten til eller i hvert fald ikke rigtig får set. Det eneste, det handler om, er, at jeg har brug for en del tid alene (med familien) for at kunne lade op til en social hverdag.

        1. Jeg tror, at min situation er lidt speciel, fordi jeg er tilflytter og fordi jeg er alene. Altså, ikke på ‘se mig – jeg er særlig’-måden, men bare for at sige, at jeg nok er lidt ekstra udfordret af at skulle koble mig på venskaber og mennesker, som jeg ikke har en forudgående relation med, og hvor symmetrien er skæv ift. at jeg er én voksen, hvor de fleste af dem jeg kender, er to. Skulle man bruge en dating-terminologi, kan man sige, at jeg gerne vil finde kærester, mens de mest har plads til one night stands:)

          Som sagt føler jeg ikke, at det er noget personligt, og jeg ville ikke have det fjerneste problem med at genoptage kontakten med dem, hvis der på et tidspunkt sker noget, der gør, at de kommer mere på banen. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man, hvis man er den, der har fuld plade, er lidt opmærksom på sin egen kommunikation. For det er 1000% fair, at man er optaget, når man bliver spurgt, om man har tid til at lave noget lørdag. Men det bliver lidt “You up?”-agtigt (for nu at blive i datingsproget), når man uopfordret sender beskeder og altid skriver og siger ‘vi skal også snart ses!’. Det er unødvendigt og – for at være ærligt – en smule irriterende. For for hvis skyld gør man det?

          1. Jeg kan sagtens forstå, at din situation er lidt anderledes, og jeg er helt enig i det med kommunikationen.
            Jeg har selv haft en veninde, der blev ved med at lave aftaler for at aflyse i sidste øjeblik. Igen og igen. Til sidst holdt jeg op med at lægge op til aftalerne, men det blev ved i lang tid, før hun holdt op.

            Jeg er ret opmærksom på, at jeg netop ikke lægger op til det der “vi må også snart ses”, hvis jeg ikke i praksis kommer til at gøre noget ved det, men jeg kan godt genkende lysten til at sige det – dels fordi det er mennesker, jeg kan lide, men også fordi det ikke er bekvemt for mig at være et “afvisende” menneske.

          2. 100% Det er svært, når der er så mange gode mennesker😄❤️

            Og for god ordens skyld skal jeg også sige, at jeg selv kan være en skovl til at sende den første sms. Til gengæld øver jeg mig meget i så at være konkret og med det samme melde tilbage med forslag til en konkret dato (eller skrive det, hvis jeg er presset på tid), når den anden så skriver til mig. Jeg tror, at det er dét, der gør forskellen for mig. For gør folk det, hver, hver anden eller hver tredje gang, så virker ‘vi skal snart ses!’ langt mere som et udtryk for et oprigtigt ønske, end når det bliver sagt igen og igen, men uden nogensinde at blive fulgt op af et initiativ. (Som jeg godt forstår årsagen til manglen på💜)

          3. Og nu lyder det som om, jeg har skubbet horder af mennesker fra mig. Sådan er det selvfølgelig ikke. 😉 Jeg må bare konstatere, at mit netværk er noget mindre, end det var for ti år siden, at det indimellem gør mig trist/tankefuld, men at jeg ikke kan gøre det anderledes lige nu.

  3. Efter din anbefaling har jeg nu lyttet til Alenemor og. Selvom du allerede har skrevet meget om det at være alenemor her på bloggen, vil jeg synes, at det kunne være spændende med Linda-versionen. Altså hvordan det er med to børn, uden aflastningsweekenden, det at dine børn er lidt ældre. Ville du have mod på at lave et sådant indlæg? Evt bygget op med nogle af de samme overskrifter som i podcasten. Det kan også være, at andre overskrifter ville være mere relevante for dig.

    1. Det vil jeg meget gerne skrive om. Det ryger på listen, og så kommer der et indlæg om det inden så forfærdelig længe. Tak for opfordring:)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.