Hurtig mandagstur på barrikaderne

Vi har før snakket om det her med, at når man har en hammer, så ser man søm allevegne. Og forleden så jeg det her meme:

Det ramte mig, fordi det falder ned i noget, jeg tænker meget over for tiden, nemlig, at jeg somme tider i mit forsøg på at være imødekommende og hensynsfuld kommer til at henlede folks opmærksomhed på noget, de ellers ikke ville have opdaget – og med min udmelding skaber en situation, hvor de føler, at de har ret og jeg tager fejl. 

Det er sat på spidsen. Men f.eks. har jeg somme tider tænkt over, at fordi jeg ofte beder mine børn om at holde sig ind over/sige tak/sidde pænt osv., så er det, som om, at andre føler, at det er ok at gøre det samme. Altså, at rette på mine børn. Også selvom der er andre børn til stede, som er igang med ambitiøse projekter ift. at se, hvor mange m2, man kan sprede krummerne fra et rundstykke over, og hvor mange fødder, der kan være på et bord.

Det er med andre ord, som om, at mine egne kommentarer retfærdiggør, at omverdenen pludselig stiller højere krav til mine børn end til de andre tilstedeværende. 

I tilfældet med naboerne, bider jeg også mærke i, at de finder det ok at rette på mig og os – men ikke kommenterer på naboen til den anden side, der ved Gud har det fedt med sin skærebrænder på alle tider af døgnet. Men han har en hund. Ligesom dem. Og han er en mand. Og det pisser mig af. 

For det falder ned i noget, jeg også har tænkt meget over, siden jeg så det her meme:

Hånden op alle de kvinder, der genkender det?

Det er et år siden jeg så det første gang, og det er noget, jeg har tænkt umådelig meget over siden. For hvor jeg synes, det giver mening at bløde sin kommunikation op, så retorikken ikke overdøver budskabet, når jeg f.eks. skriver her, hvor jeg kommunikerer ud til mange, så er det tankevækkende, hvor underligt det føles at undlade at gøre 1:1.

De sidste 5-6 år har jeg øvet mig på at stoppe med at tale, når jeg har sagt det, der er vigtigt. (Jeg er opmærksom på ironien i dét udsagn, når det kommer fra mig). Men det er gået op for mig, at i forhandlinger, uanset om det er om lokalaftaler på en arbejdsplads, eller om hverdagspligter og begivenheder i børnehaven, så drukner og udvander man sit eget budskab, hvis man sovser det ind i ord, eller hvis man fortsætter sin ordstrøm, når man har sagt, hvad man vil sige. Så jeg har øvet mig i at stoppe med at tale, og selvom jeg i starten havde neglemærker i håndfladen, forårsaget af ubehaget ved stilheden, må jeg bare konstatere, at det virker. For når jeg holder kæft, når mit budskab er fremsat, så tvinger jeg dem, jeg sidder overfor til at forholde sig til dét, og ikke tusind andre irrelevante ting.

Den del er ved at være på plads. 

Det sidste års tid er jeg så begyndt at tænke meget over det med at holde op med at pakke mine holdninger og udsagn ind i sugarcoatingfraser som ‘måske’, ‘jeg tror’ og ‘kunne det tænkes, at’? Min oplevelse er, at det faktisk falder meget naturligt i forlængelse af det med at stoppe med at tale, for det er ofte, når jeg siger eller beder om noget, som jeg ved er træls for modparten, og hvor det ville være *meget* nemmere, hvis jeg bare lige kunne lade være med at være besværlig og fuld af meninger og krav, at trangen til at bløde det op med smil, formildende kommentarer og semi-underdanigt kropssprog kommer over mig. Det er meget, meget tankevækkende, hvor fremmed og unaturligt, det føles at lade være.

Og nu er det så jeg tænker, at den næste øvelse for mig er at stoppe med, i imødekommenhedens navn, at lægge ud med at pege uopfordret på mine egne fejl og mangler. Ikke fordi jeg ikke vil stå ved dem, men fordi de skaber en skævhed i den naturlige magtbalance, som modarbejder mig selv, og skaber nogle trælse situationer, hvor jeg bliver gal på andre over, at de behandler mig, som jeg – opdager jeg langsomt – har givet dem lov at behandle mig. Og os.

For jeg ved 100% hvad jeg mener. Og hvad jeg står for. Men det er SÅDAN en kvindeting at tage ansvar for at gøre situationen behageligt for alle involverede parter, og alene af dén grund er det værd at kigge på. 

Lige nu sidder du måske og tænker, at der ikke sker noget ved at sige tak og måske eller bløde sine udsagn op, og vi skal være her alle sammen, og der er jo ingen grund til at være sur. Men jeg vil gerne invitere dig til at tænke over, hvornår du sidst har hørt en mand formulere sig sådan i en samtale med andre mænd, når de forhandler eller rækker hånden op og stiller kritiske spørgsmål i børnehaven?

Så jeg øver mig. Igen og stadigvæk. På at holde kæft, når jeg har sagt, hvad jeg vil sige, og på ikke at udvande mig selv og mine holdninger med ‘på en måde’, ‘måske’ og spørgsmålstegn efter udsagn, jeg faktisk ikke er i tvivl om rigtigheden af. 

Og på at være i verden med alle mine fejl og mangler, men ikke selv at være den, der bruger dem imod mig.

Published by

43 Replies to “Hurtig mandagstur på barrikaderne

  1. Jeg er helt med dig! Jeg øver mig også i at sige, hvad jeg vil sige uden at forsætte med at forklare mig bagefter eller bløde op. Shit det er hårdt! For tænk nu hvis modtageren opdager at det faktisk er vigtigt for mig eller at jeg er usikker på, om det, jeg siger, er rigtigt. (Og det værste er, at det er totalt ironisk, for jeg fremstår umiddelbart langt mere usikker, når jeg fortsætter med at tale og forklare, når hovedbudskabet er leveret…) Men jeg kan samtidig mærke, at jeg faktisk med øvelsen har ændret mit eget syn på mig selv – og mon ikke også det ændrer andres syn på mig?!

    1. Med tusind procents sikkerhed! Og min oplevelse er også, at det – helt lavpraktisk – er et spørgsmål om øvelse. Både hos én selv, men også hos dem, man taler med. Alle skal lige lære, at der er nye regler:)

  2. Jeg lærte en gang ift. lønforhandling, at man netop ikke skal komme med en række argumenter for, hvorfor man fortjener mere i løn, for så kan modparten blot vælge det svageste argument og udfordre det – man skal i stedet vælge den vigtigste grund og fremføre den. Det virker 100 % har jeg erfaret.

  3. Hvor har du ret i dine betragtninger og jeg er ganske enig med dig på de fleste punkter . Jeg oplever dog, modsat hvad du beskriver, at når jeg stiller krav til at børnene er høflige, spiser pænt og siger tak for mad (fordi jeg ønsker at have velopdragne børn), så kommer det indirekte til at virke som om at jeg synes de andres børn er uhøflige.

    1. Efter at jeg læste din kommentar, kom jeg til at tænke på, om det måske hænger sammen med, at jeg er alene? At folk ubevidst kommer til at forudsætte, at jeg nok godt kan bruge lidt hjælp? Jeg ved det ikke. Men det er fedt med flere vinkler, så tak for din kommentar <3

      1. Jeg tænkte det samme, som du skriver her: at folk måske lige giver dig en hånd med noget, de kan se er vigtigt for dig? Mens krumme-børnenes forældre ikke får den “hjælp”, fordi de tydeligvis ikke ønsker den 🙂

        1. Det kan sagtens ske – men hvor ville jeg ønske, at de ville lade være. Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at finde en ordentlig måde at frabede mig det på, for jeg synes ikke, at det er i orden. Hverken overfor mig eller børnene.

      2. Jeg har efter jeg har læst dit indlæg tænkt meget over det. Jeg tror ikke det er fordi du er alene, for jeg oplever den samme mekanisme, hvor andre også mener de kan -og skal opdrage på mine børn.

        Jeg har selv tænkt over om jeg skal stoppe med at sige noget til mine børn, når vi er sammen med de personer der “hjælper mig” -netop for at de ikke skal have dobbelt op på irettesættelser. Men ønsker samtidig ikke at signalere jeg synes at det er ok, at børnene råber, ikke smager på maden eller hvad det nu kan være.. Det er en svær balancegang..

        1. Jeg har gjort mig præcis de samme overvejelser. Jeg tror sgu, at jeg prøver at lave en test-periode. Jeg beslutter hermed, at jeg frem til jul ikke irettesætter mine børn, når vi er sammen med dem, der “hjælper” med opdragelsen – så prøver jeg at se, hvordan dét påvirker adfærden hos både mine børn og dem, vi er sammen med.

  4. Jeg har forsøgt nøjagtig det samme. En af de ulemper der er ved at stoppe med at pakke tingene ind er, at man opfattes uforholdsmæssigt hårdere end en mand der gør det samme. Det har jeg oplevet eksempler på adskillige gange nu, hvor det er mig, der i konfliktsituationer udpeges som skurken, selvom jeg – når jeg tekstanalyserer – ikke formulerer mig grovere end andre (mænd), der deltager i samme konflikt, men netop gør mig umage med at forholde mig rimelig neutralt til bolden og ikke alt muligt andet.

    Eller måske er mænd (generelt) bedre til at lade det glide af, når de bliver kåret som skurkene?

    1. Jeg tror helt sikkert, at kommunikationen kun er første skal, man skal have slået hul på. For bagved den ligger år og generationers øvelse i at føle ansvar, at tygge drøv og angst for at være usympatisk og dermed i fare for at blive udstødt af klanen. Jeg tror sgu, hånden på hjertet, at det er urinstinkter og flokmentalitet, der er på spil, ligesom vi også stadig har vores fight-or-flight refleks intakt, selvom vi, som race, ret beset ikke længere har brug for den.

    2. Så sandt! Jeg har brugt uendeligt meget tid på at blive stemplet som “bossy” med negativ klang, fordi jeg udtrykte mig som en mand. Det har dog fået mig til at overveje, om det måske er den måde at udtrykke sig på, som er problemet?

      De mænd og andre mennesker, der er meget kontante i deres sprog, opfatter jeg selv jævnligt som arrogante og ofte virker det som om, de ikke har forståelse for mennesker omkring dem. Sådan har jeg ikke lyst til at fremstå.

      Derfor bløder jeg nu mine sætninger op. Alle lytter mere, hvis de føler sig imødegået og ikke kørt verbalt over, men man skal selvfølgelig ikke lyde som en undskyldning for sig selv. Jeg oplever, at det er en balance og altid situationsbestemt.

      1. Jeg tror, at man skal prøve at skille personlighed og kommunikation ad? For selvom en person er god til at kommunikere klart og uden indpakning, kan de jo sagtens være usympatiske i deres tilgang til samarbejde; altså, at problemet faktisk ikke er kommunikationen, men den holdning, der ligger bag?

        Min egen oplevelse indtil nu har udelukkende været positiv. Men jeg har selvfølgelig også haft den fordel, at jeg har tænkt over det, mens jeg har gjort det, og dermed haft mulighed for at være bevidst om alle de andre faktorer, der skaber kommunikation? For jeg kan faktisk godt se, at det hos nogle somme tider bliver lidt skingert, enten i tonefald eller kropssprog, hvilket jeg tror bunder i usikkerhed. At man kommer til at overkompensere, og derfor udtrykker sig mere voldsomt eller kontant, end situationen egentlig kalder på.

        1. Min oplevelse er ikke, at jeg udtaler mig på en arrogant måde, når jeg forsøger at skære opblødende udtryk fra. For jeg er enig med Marianne i, at der bestemt også er mænd, der kan opfattes som bossy eller arrogante, men de udtrykker sig også meget uempatisk i det hele taget. Jeg oplever, at i det øjeblik, hvor jeg synes, at jeg udtaler mig neutralt, bliver det modtaget som ekstra hårdt – også selvom der har siddet en mand og sagt nøjagtig det samme.

          Så jeg sidder lige og tygger på det du siger, Linda, om det handler om holdningen bag, som skinner igennem, og i ringere grad hvilke ord der er brugt. For når jeg tænker efter hvilke situationer jeg især gør mig umage med at være neutral, så er det når der er en konflikt på vej. I de situationer kan det måske skinne igennem i kropssprog etc., at jeg forsøger at kontrollere en underlæggende irritation, og det kan opfattes ekstra køligt fra en som ellers forventes at være blød og varm (den feminine stereotyp). Udfaldet er, at jeg opfattes som hård, mens min mandlige kollega der sidder ved siden af og siger det samme og med samme kropssprog, bliver opfattet som – tja – principfast.

          1. Kæmpe apropos. For det tror jeg er tusind procent rigtigt. Mange af os starter med at øve os i de situationer, hvor der er noget ubehageligt under opsejling, og måske ville det egentlig gøre tingene nemmere for os selv, hvis vi øvede os i de små hverdagssituationer, hvor der ikke er så meget på spil? For det er nok egentlig meget logisk, at de omkringsiddende reagerer, hvis man pludselig stiller til noget svært med en helt ny personlighed; og at det så måske næsten er nemmere at give den skylden for, at situationen er svær, end at forholde sig til det reelle problem?

  5. Tak for det! For jeg bliver absolut ved med at tale, og så reagerer folk kun på en lille detalje i talestrømmen og ikke hovedpointen. Med vilje. Og jeg opbløder helt sikkert mine sætninger, så de ikke virker for voldsomme. Det vil jeg øve mig på, når jeg vender tilbage fra barsel om en måned.
    Og iøvrigt tak for en fantastisk blog!

    1. Selv tak, Rikke <3

      Jeg sætter 20 kroner på, at du allerede nu begynder at tænke over det, og tage dig selv i det, når du gør det. Og det er der, hele forandringsprocessen starter. Det var det i hvert fald for mig, og jeg har opdaget, at det fungerer rigtig godt for mig at observere først, og derefter at begynde at tænke over, hvad jeg helt lavpraktisk gør. For hvis man sætter sig som mål, at man både skal opdage det og reagere på det i én og samme ombæring, så bliver det temmelig overvældende.

  6. Helt enig og meget tankevækkende. Her er noget arbejde på. Kan vi ikke aftale at du poster det igen om en måned og så melder vi hver især vores fremskridt ind?

    1. God ide! Nye vaner kræver tid og opmærksomhed. Og det her er for vigtigt til at glemme.
      En total øjenåbner for mig!! Jeg vil øve mig på arbejdet i morgen!

  7. Den sidste sætning der, av hvor er den sand, og hvorfor f##### har jeg aldrig tænkt på det før. Den sad. Tak Linda.

  8. WOW endnu et pletskud fra the one and only Linda. I gamle dage, 70’erne eller 80’erne var der i rødstrømpebevægelsen et udtryk, der hed ‘hensynsbetændelse’. Er temmelig sikker på, det er det, du så fabelagtigt godt beskriver desværre stadig eksisterer. Og ja, when do we women ever learn this does us NO good ? Kvinderne i min familie har så aldrig døjet med den skavank, altså hensynsbetændelsen. Vi har en lang tradition for skilsmisser, min oldemor valgte i 1940’erne at blive skilt fra min oldefar, for hun kunne ikke tolerere hans utroskab. Jeg kan ikke tegne et glansbillede af kvinderne i min familie. Men we take no crap. Så sent som i formiddags måtte jeg forklare 2 af mine nye veninder at i vores familie har kvinderne deres egne boremaskiner, min søs har endda en kombi rund-gerings-og kapsav. Men vi sætter os gerne og får en kold eller 4, det er ikke det. Og vi kan godt smække en gryderet sammen. Det er heller ikke det. Men jeg er personlig glad for jeg er sluppet for en opdragelse, der handler om at min opgave i livet er at gøre andre – ofte fortrinsvis mænd- tilfredse. Kh Mette

    1. Min tidligere overbo brugte udtrykket, og jeg elsker det! For det er lige præcis det, det er.

      Din kommentar fik mig til at tænke over, at jeg egentlig tror, at vi i højere grad, end jeg tidligere har tænkt, bliver præget af de fag, vi vælger, og de grupperinger, vi af forskellige årsager bliver en del af. For jeg kender mange seje damer, som er vokset op med rødstrømpemødre, og som aldrig nogensinde er blevet bedt om at please omverdenen/mænd. Men alligevel sker der for mange af os noget et sted undervejs, så vi ubevidst kommer til at abonnere på tanken om, at det er bedst, hvis vi alle sammen er gode venner, og der er aldrig er ubehag og skarpe kanter at skære sig på.

      Men jeg elsker, at der kommer så mange gode damer på banen her i kommentarfeltet – både når kommentarerne handler om genkendelse og det modsatte. Det giver sådan en god dialog <3

  9. Jeg nåede at blive over 50 før jeg for alvor forstod ordsproget: Tale er sølv, tavshed er guld! Sådan er det bare. Tavshed er magt. Sig hvad du vil sige, uden at prøve at please modtageren og hold så din mund. Fornøjeligt effektivt 🙂

  10. Åh hvor er jeg enig. Jeg kan sagtens tale überindpakket med “måske kunne det tænkes”, “kunne man forestille sig” etc. – og gør det steder, hvor jeg er bevidst om det, og hvor det virker efter hensigten; at åbne samtalen og lade modtageren komme på banen (og jeg er den overlegne i den formelle magtrelation, lærer-(usikker) elev).
    Når jeg så bevidst beder om det jeg vil have, beder om ikke at blive afbrudt, taler klart og tydeligt (og forsøgsvis kort, men det kikser nu og da) så er det min oplevelse at min (mandlige) leder føler sig UTROLIGT provokeret af det og affejer mig med, say, en trivselssamtale, fordi jeg virker til ikke at have det godt. Så kan man tænke, at sandheden nok er, at han ikke har det så komfortabelt, siden jeg skal påduttes at mistrives, men det er (desværre) en velkendt reaktion, jeg har mødt flere gange.
    Kvinder bliver for nogle (mænd?) for meget, hvis de taler klart og tydeligt. Jeg overvejer om en mandlig kollega ville blive tilbudt en tvangstrivelssamtale, hvis han sagde ord-for-ord det samme som mig. Jeg tvivler.

    1. Har du prøvet at spørge, helt uaggressivt og åbent, hvad det er, i det du siger, der får ham til at tænke, at du ikke trives? Og så bare vente? For det tror jeg da kunne være en ret effektiv måde, at få ham til selv at nå frem til, at du sådan set bare taler lige ud af posen, hvilket han som leder burde sætte pris på.

      Jeg synes, det er en fin pointe, det med, at det i relationer, hvor magtfordelingen er skæv, giver mening at bløde op. Men det understreger også netop, at det er et værktøj til at gå ned af autoritetstrappen med, hvilket gør det endnu mere nødvendigt, at vi stopper med at gøre det ASAP, når vi gerne vil tages alvorligt, og tale med samme tyngde som mændene ved bordet.

      1. Præcis, opblødning og opstramning er kontekstafhængigt og kan bruges fornuftigt, når vi gør det bevidst.
        Det er klart min strategi at spørge på netop den måde i morgen, med – som en anden kommentar skriver – tale er sølv, tavshed er guld in mente og så vente og se hvad han siger.

  11. Uh, den ramte mig den her. Lige i mellemgulvet, hvor der i forvejen har ligget en tanke og langtidssimret. For hvad hvis det at jeg opdrager mine børn til at vise hensyn – ved at trække ind til siden på stien om morgenen, så de lycraklædte mænd og damer kan hamre af sted alt for stærkt forbi min treårige – ender med at gøre dem en bjørnetjeneste (red. Gammel betydning, altså dårlig). Hvordan finder I andre balancen mellem at være hensynsfuld (især i disse coronatider, argh!!!!) med sine børn, samtidig med at de skal lære, at de har lige så meget ret på denne jord som de, der lige dropper opdragelsen i netop hensynsfuldhed?

    1. Det dilemma er uendelig svært, og nu ved jeg ikke, om du også har ældre børn, men din kommentar fik mig til at tænke på det her indlæg: https://www.blogsbjerg.com/it-takes-village-to-raise-child/

      For det ER svært. Men min oplevelse er faktisk, at det bliver nemmere i takt med, at børnene bliver større, og man kan snakke mere nuanceret med dem om, at selvom der er noget, der er det rigtige at gøre, så er det desværre ikke alle, der gør det. Det er måske forløberen til ‘hvorfor må jeg ikke få TikTok, når alle de andre må?’-samtalerne?

      For fact er, at der bare er mange ubetænksomme mennesker derude. Men det, jeg ser hos mine børn, er faktisk, at de kerer sig meget om andre mennesker, på en måde, som jeg finder sund og empatisk. Hvis de ser børn, der er kede af det, spørger de med det samme, om vi ikke skal hjælpe dem, når det er varmt, spørger de, om vi ikke lige skal stikke ud med en kold cola til skraldemændene osv. Og den empati og omtanke tror jeg er en udløber af, at vi snakker om, hvorfor det er vigtigt at være gode ved andre mennesker, og at vi alle sammen skal hjælpes ad med at passe på hinanden. Det er svært at gøre med børn på 3 år, fordi det der bliver så konkret; et spørgsmål om at dele legetøj eller om at byde gæsten på is først. Men min oplevelse er, at det stille og roligt giver anledning til, at de reflekterer over deres egen opførsel og personlighed, og mit håb er, at de kan bruge det som redskaber til at blive de mennesker, de gerne vil være. Så selvom man, så længe de er små, måske føler, at man lærer dem, at de altid kommer sidst, så tror jeg, at det måske handler om, at de er i så få og så konkrete situationer, at det er svært at få nuancerne med? Men at det stadig giver mening at holde fast, fordi de principper og samtaler er vigtige forløbere for det, der kommer efter, og gøder jorden til at træffe bevidste valg længere ude i fremtiden?

      Når det er sagt, er det jo så også vigtigt, at man arbejder på sin egen opmærksomhed på, hvordan man selv opfører sig i selskab med andre. Og her synes jeg faktisk godt, at det kan lade sig gøre at forene høflighed med respekt for egne grænser. Det kunne aldrig falde mig ind at tage først, når jeg har skåret kagen til mine veninder, men jeg kan sagtens holde fast i at sige nej på en god og ordentlig måde, når der er noget, jeg ikke vil. Men jeg skal arbejder med det, fordi jeg ellers glemmer det, og indlæg og kommentarspor som dette minder mig om, hvorfor det er vigtigt.

      Giver det mening?

  12. Har lige været til jobsamtale, hvor jeg her bagefter har dunket mig selv ret meget i panden over, hvor servil, pleasende og sugarcoatende jeg bliver i de situationer. Hvad sker der for det?! Jeg er slet ikke sådan, når jeg bare er mig, jo. Hvorfor er det så angstprovokerende og svært blot at udtrykke sig uden flor og omsvøb?

    1. Arh.. du var til jobsamtale – det er altså ikke lige der, hvor man skal øve sig i at sige alting ligeud. 🙂

  13. Jeg læste engang en meget amerikansk bog, der hedder “101 reasons nice girls don’t get the corner office” og efter jeg havde læst den, så blev jeg MEGET opmærksom på mit kropssprog og f.eks. at lade være med at lægge hovedet på skrå, når jeg argumenterer for noget.
    Hver gang min indre stemme siger til mig at der er noget, jeg ikke kan tillade mig, så prøver jeg at spørge mig selv om en mand ville tænke det samme – og her er svaret oftest nej… Og så gør jeg det.
    Som jeg engang har snakket med en mandlig chef om, så er det jo paradoksalt at man som kvinde skal opføre sig som en mand for at blive lyttet til, men nu lytter de faktisk – uanset hvilken måde jeg kommunikerer på… Derudover prøver jeg at støtte yngre kolleger (især kvinderne) til møder og påtaler det på en ikke-konfronterende måde, hvis de f.eks. gentagne gange bliver afbrudt…
    Og så kan jeg godt anbefale endnu en bog, der hedder “The subtle art of not giving a f**k”. Den har gode pointer og for mig er hovedpointen, at man ikke skal være så bekymret for at støde andre ved at sige sin mening, og selvfølgelig skal det kombineres med at opføre sig ordentligt og stikke en finger i jorden.

    1. Jeg fik aldrig svaret på din kommentar, Mikala, men faktisk har jeg længe tænkt, at jeg gerne ville læse The subtile art.. og din kommentar var en god reminder, så nu har jeg bestilt den. Og så er der i øvrigt 10.000 point til dig for at forsøge at give dine yngre medsøstre et forspring, så de ikke behøver blive 40+, før de forstår, at deres holdninger og input vejer ligeså tungt som alle andres.

  14. Jeg er vild med dette indlæg, Linda. Og kan spejle mig 1:1 i det med at forfalde til det, en anden læser kaldte ‘überindpakket’ tale. Jeg er uddannet journalist, og det var en meget stor øjenåbner for mig, da vi på et modul havde ‘interviewteknik’, hvor vi optog hinanden på bånd, spillede dem for hinanden og gav kritik (max grænseoverskridende, i øvrigt.) Jeg kunne formulere et spørgsmål i stil med dette: ‘Kunne det tænkes, at du måske var xxx på det givne tidspunkt…. eller?’ Den opmærksomme læser vil få øje på hele tre ‘modifiers’ i denne sætning, og det værste er sgu næsten helgarderingen ‘…eller?’ til sidst, som skriger til himlen af usikkerhed og ‘jeg har sikkert misforstået, det du sagde lige før’. Jeg øver mig dagligt i at sige ting mere klart og mindre selvudslettende, og der er stadig rum til forbedring. Men ‘…eller?-afslutningen afgik i det mindste ved døden på modulet i interviewteknik 😀

    1. Det modul tror jeg faktisk, at jeg i tidernes morgen har tolket – det er en FED uddannelse, og i mit næste liv, tror jeg, at jeg napper 4 år i bunkeren:)

      Der er ikke noget, der er så afslørende som at se sig selv på video og høre sig selv på bånd. Det skulle lige være at evaluere andre, for hold nu op, hvor man bliver opmærksom på mange af sine egne ubevidste formuleringer, når man hører dem komme ud af munden på andre.

      Men ved du hvad? Det er sgu også fedt at kunne se, at man flytter sig. Ikke? At opdage, at det faktisk gavner at bruge tid på at fundere over sine motiver og sin automatopførsel. Lige der synes jeg faktisk, at det er meget rart at blive ældre.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.