M2020, uge 32

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Siden sidst har jeg:

1.

Købt en ny forlængerledning og givet den en plads indenfor.

Jeg bruger den stort set kun, når jeg slår græs, og derfor har jeg opbevaret den sidste ledning, jeg havde, i mit skur, hvor plæneklipperen også står.

Det, jeg så har lært nu, er, at isoleringen bliver mør, når den er fugtig for længe af gangen, og når den bliver mør, flækker den. Selvom jeg køber den dyre model med jordforbindelse, virker det alligevel unødvendigt idiotisk at slå en våd græsplæne en blotlagt, elektrisk leder, så den gamle røg ud, og den nye bor nu trygt og sikkert på en lun hylde i bryggerset. 

2.

Været meget konsekvent med at købe ind efter, at vi ferien igennem har været afsted hele dagen og er kommet sent hjem.

Jeg har før begået den fejl, at lade optimismen skrive indkøbssedlen, men når vi vælter ind ad døren efter en lang dag på stranden og i Legoland, og alle er varme, trætte og færdige, kommer salatingredienserne i skuffen til at lide en stille, umærkelig død, og de ferske kød hober sig op i fryseren. 

Jeg satte derfor i år ambitionsniveauet *markant* ned, og har ikke været bange for at servere hverken pastapots eller madder. For sat overfor friskhakket salat og hjemmelavede frikadeller, er pastapots jo ikke ved at blæse nogen bagover med fibre og vitaminer – men de slår stadig regulær junk food og en nummer 17 med ekstra hvidløg med længder. Også økonomisk. 

Så i år har det været 1000% velovervejet den håndfuld gange, vi har konverteret til take away, og når vi har gjort, har jeg været fri for at stresse over et køleskab fyldt med ingredienser til retter, jeg ikke når at lave. 

3.

Købt en ny skoletaske til Anton, som ikke er en ægte skoletaske, men bare en helt almindelig rygsæk. 

Da han startede i skole fik han en Legoskoletaske, og roses den, der roses bør: Kvaliteten ER god. Men den er ved at ligne noget, en håndfuld håbefulde AMU-chauffører har bakket hen over adskillige gange, og faktisk havde jeg derfor tænkt, at det var i år, han skulle have en ny. 

Men hold nu KÆFT, skoletasker er dyre!

Efter megen roden rundt på nettet, kunne jeg se, at de fleste taskeforhandlere inddeler taskerne i ‘0. – 3. klasse’, og ‘4. – 6. klasse’. Og eftersom Anton skal starte i 3. klasse, blev jeg sådan lidt ‘Ej. Det er sgu også træls at købe et kæmpe skur til ham nu, hvis ikke det er nødvendigt’ – og der er under INGEN omstændigheder råd til at købe ny både i år og til næste år. 

Jeg er med på, at vi skal passe på vores børns rygge, og at den taske, de skal bruge hver dag, selvfølgelig skal være mere end bare to nylonsnore og en vinylpose. Men vi bor 900 meter fra skolen, så et er ikke fordi Anton kommer til at traske rundt med sin på ryggen i timevis, og det er stadig ret begrænset, hvad han har med frem og tilbage af bøger.

Derfor endte jeg med at købe en rygsæk fra Quicksilver, som fint kan bruges som skoletaske, og finder vi ud af til næste år, at han er nødt til at have En Ægte Skoletaske et nummer større, er det her en fin rygsæk, som både han og jeg kan bruge, når vi bare skal ned at handle eller på tur.