It takes a village to raise a child
Inden jeg fik Anton, synes jeg, at de fleste børn var ret irriterende. (Ikke dine, selvfølgelig.) Det der med, at de aldrig kunne holde kæft, så man kunne føre en samtale uden 400 afbrydelser med deres forældre, eller altid skulle blive syge/putte ærter i næsen/larme fuldstændig abnormt, når jeg trængte allermest til, at det handlede om migmigmig, fandt jeg virkelig belastende.
Min tolerance er – naturligvis – vokset markant, efter jeg selv er kommet om på den anden side af bordet, og selvom jeg stadig langt fra knus-elsker alle børn (med undtagelse af dine, selvfølgelig) er det i dag gået op for mig, at det mest belastende i hele verden ikke er børn. Det er deres forældre.
For satan i HELVEDE, hvor ville mit liv være nemmere, hvis jeg ikke skulle interagere med mennesker med en social intelligenskvotient på 0,7. Ikke mindst fordi det sætter mig i en position, hvor jeg kan vælge at lære mit barn at 1) Du har mest ret til alting i hele verden, og alle andre skal flytte sig for dig eller 2) du skal bare finde dig i at blive pisset på.
Vi har før talt om det her på bloggen; mit barnevognstæppe var Den Røde Fane. Jeg er vokset op med, at vi tager hånd om hinanden og tager hensyn til hinanden. Hvis du skærer kagen, er du sidstevælger, og hvis nogen har mindre end dig, deler du med dem. Ingen er perfekte, og alle kan blive sure, men du behandler andre, som du gerne selv vil behandles. Det kan ligne side 1 i Den Store Bog Om Floskler, men mine forældre har levet eksemplet i al den tid, jeg kan huske, og jeg prøver at gøre det samme.
Det har selvfølgelig præget de værdier, jeg har ift. børneopdragelse. Jeg går op i, at Anton siger ”Tak” og ”Undskyld”. Jeg retter ham, når han siger ”Jeg vil have” og “Ad!!” og selvom jeg, uden at blinke, ville gå barfodet og nøgen gennem helvede og tilbage igen for ham, vil jeg have, at han forstår, at andre mennesker ikke er sat i verden for at servicere ham.
(Jeg skal være den første til at indrømme, at min opdragelse så lader en del tilbage at ønske på andre områder. F.eks. får han både sukker, hvede OG mælk, og det er som om, jeg er ude af stand til at være standhaftig ift. at vænne ham af med sutten.)
Men jeg kommer til kort, når jeg, som f.eks. i dag, har stået med ham i Bilka (HADER det sted!) i 10 minutter og ventet på at få en af de famøse lege vogne. Selvom han var så vild efter at få en, at han nærmest lavede running man-dansen, affandt han sig med, at vi skulle stå i kø, til det var vores tur. Og da det var det, trådte en far med kone og curlingbarn ind foran os, og tog den, vi havde ventet på. Høfligt siger jeg: ”Undskyld – men jeg tror, at det var vores tur?” hvortil neandertaleren svarer: ”Nej, for jeg så den først!”
Her vil jeg gerne præcisere, at det var faderen, der sagde det, fordi man let kan foranlediges til at tro, at det var barnet på 4, der brugte den form for argumentation.
Og der står man så. Og kan vælge mellem korporligt slagsmål, eller at lære Anton, at vi holder døren for mennesker, der kun stopper op længe nok til at spytte os i ansigtet, når de træder ind.
Da vi havde fået tørret øjnene og haft snakken om, at det VAR uretfærdigt, og at mor også synes, at manden var dum, og havde fået lagt en chokoladebolle på såret, stod Anton og holdt ved håndtaget på plan-b-løsningen, Kurven. En mand i starten af fyrrerne med sit barn i vognen, kører forbi ham, og skræller simpelthen hans hånd med sin vogn. ”Av!” siger Anton betuttet. Manden kigger først ned på ham, så kigger han på mig – og så går han videre. ”Man kunne måske godt lige sige undskyld?” siger jeg til hans ryg, mens han skynder
sig videre og lader som ingenting.
Hvilket heller ikke gør det nemmere at forstå, hvorfor jeg insisterer på, at Anton siger undskyld, hvis han, med eller uden vilje, har gjort skade på andre, for det er åbenbart kun emsige mor, der går op i den slags?
Jeg var så gal, at jeg tudede over det, da vi endelig kom ud i bilen, og Anton sad bagi og bladrede i sin bog. Jeg vil så gerne lære ham, at den form for opførsel ikke er ok. Men resultatet skal heller ikke blive, at jeg ender med at have opdraget en dørmåtte.
Jeg ved godt, at det er mit og kun mit ansvar at opdrage mit barn. Men det ville fandme være nemmere, hvis man ikke blev modarbejdet så massivt.
9. november 2014 @ 20:20
Jep – kan genkende mønsteret og har altid sagt til mine unger at "ja det kan sgu godt være at en del andre mennesker opfører sig som idioter, men det betyder ikke at vi gør det" men nej selvfølgelig skal man ikke være en dørmåtte, det synes jeg heller ikke mine unger er blevet af at være blevet opdraget til at vente og sige undskyld og så videre, de er faktisk nu i en alder af 12 og 15 år ret gode til at sige fra for sig selv og opføre sig ordentligt, selvom andre ikke gør det (og endda tage andre i forsvar hvis de bliver behandlet dårligt), så det kan betale sig i længden. Men derfor er det PIKKE-frustrerende når især andre voksne opfører sig som de idioter de er 🙂
9. november 2014 @ 20:29
Kæft hovr har du ret!!! Og er enig med Anne også. Jeg har også lært min datter de værdier og er stolt over, at hun som barn og nu som voksen efterlever det – men også er blevet i stand til at sige fra, stille op for andre mv. Men ja "andre (voksne) mennesker altså" !!!
9. november 2014 @ 20:58
Jeg sidder og bliver helt harm!
Jeg så den først? Er det helt seriøst det argument, han har tænkt sig at gå med? Jeg kan slet ikke forstå, at han overhovedet kunne finde på at sige andet end undskyld.
Bilka er generelt et af de steder, hvor jeg oftest har mistet troen på menneskeheden, og nu undgår jeg stedet, så vidt det er muligt. Problemet er bare, at Bilkas mure ikke fungerer som indhegning, så de ærgerlige typer kan jo stadig vandre frit rundt i et ellers nogenlunde civiliseret samfund.
Jeg er opdraget til at være FOR høflig. Min mor har flere gange sagt, at hun ville ønske, hun ikke havde opdraget os til altid at sige undskyld, give vores sæde væk, lade andre komme foran og bare vende den anden kind til. Din søn bliver et vidunderligt menneske (nu lyder det som om, jeg kalder mig selv vidunderlig – men jeg er ved at arbejde mig lidt fra det), hvis du fortsætter ad din vej, men jeg kan godt følge dine bekymringer, og måske kan det godt betale sig at lære ham, at han "altså også har lov til at være der". Det er en sætning, jeg har skullet sige til mig selv om og om igen, når jeg som yngre blev trådt på. Jeg bliver sgu stadig nødt til det engang imellem.
Min opdragelse har gjort, at jeg altid opfører mig upåklageligt, men at jeg er verdensmester i harme. Jeg bliver nærmest dagligt forarget, og det er egentlig ikke en ret klædelig følelse, der opstår, når venligheden vender bagsiden i vejret og ikke vil sige fra, men stadig ikke kan finde sig i alting.
Sikke en lang smøre fra mig. Jeg tænker selv en del over, hvordan jeg vil opdrage mine fremtidige/hypotetiske børn – netop fordi jeg, som dig, lægger stor vægt på dannelse og høflighed, men er bange for at ende som harm dørmåttemor til flere dørmåtter. Det skulle helst slutte med mig! 🙂
10. november 2014 @ 07:13
Aahhh…. HADER simpelthen bilka og de fleste af de inkompetente båtnakker der handler der. Min svoger og svigerinde kunne være en af de båtnakker. I sommerferien var vi på besøg hos dem og MINE unger er opdraget efter samme devise som Anton… Desværre synes min svoger det er nemmere at udnytte mine unger til at rydde op efter hans møgunge (som havde valgt at smadre den helt store briobane i deres stue).. Hans møgknægt havde smadret banen, fordi han ikke måtte få sin vilje og efter et opgivende "Det MÅÅÅ du ikke Johannus" vender min svoger sig om mod mine unger og vrisser "RYD OP!!!" . Jeg svarede at hans knægt da også hjælpe, hvorpå min svoger svarer "det er nemmere at få dine til det". Var det ikke fordi vi var plantet midt ude i ødemarken på en af de færøske øer, havde jeg pakket familien sammen og var skredet. Vær du glad for at Anton både æder hvede, sukker, mælk og bliver proppet med opdragelse, for de modsatte møgunger er fandme ikke til at være i stue med… Og efter en uge sammen med svoger og svigerinde + deres møgunger (ja der er ikke kun et eksemplar og det 3. er på vej), ja så priser jeg mig lykkelig for at have opdraget efter devisen: du venter til det bliver din tur, du siger undskyld (og mener det), deler om tingene og siger pænt tak. Mine unger får masser af ros både i skolen, folk der kommer hos os og af vildt fremmede når vi er ude og spise… Så forsæt, der er nogen der lægger mærke til det og nok skal klappe både dig og Anton på skulderen og sige "godt gået, skøn unge"
10. november 2014 @ 09:02
Det er et dilemma. Min mand og jeg snakker tit om det, da vi begge har gået i flinke-skolen og til tider har strakt os alt for langt, hvor vi blev pisset op og ned af ryggen til tak. Hér vil vi gerne have, vores børn bliver bedre til at sætte grænser (som vi selvfølgelig også selv er blevet bedre til, men altså først som fuld-voksne). Men dammit det er svært, når man nu selv er sådan, og når man nu også gerne vil have at de er omgængelige og (forholdsvist) civiliserede. Suk.
10. november 2014 @ 09:18
Jeg kan virkelig genkende dine tanker omkring emnet.
Den daglige balancegang mellem at lære sine børn, at man ikke må slå – men de skal dælme heller ikke finde sig i at blive slået på.
Vi venter til det bliver vores tur, men vi siger også fra hvis andre så "glemmer" det.
Det er skræmmende hvor mange forældre, der virkelig er elendige eksempler for deres børn når familien f.eks. er ude at handle. Ja, vi er nok alle sammen småtrætte og har for lidt tid, men hvis vi alle sammen lever efter "mig først", så bliver verden godt nok ikke et sjovt sted at være
10. november 2014 @ 13:37
Kan anbefale at du handler i en butik, hvor det også kommer amdre civiliserede mennesker en dig og din søn. Selv har jeg forlængst droppet de der forretninger hvor folk stimler sammen I stimer om opstillinger til billige penge, for man får kun ærgrelser ud af det….:-)
10. november 2014 @ 16:38
Kunsten bliver er vel at opdraget til at man tager hensyn, og lærer at sige far overfor folk som ikke gør det?
Min forældre har opdraget mig meget som du opdrager sin søn. Men med det tvist, at folk der ikke opfører sig sådan er sølle og uintelligente, og dem behandler vi med venlig nedladenhed.
Jeg siger ikke at det er politisk korrekt, men det er meget tilfredsstillende. 😀
10. november 2014 @ 18:22
Av, av, av! Jeg hader Bilka for det er altid der, jeg også ender med trække de trælse oplevelser. Jeg håber, at du holder fast – selvom andre opfører sig så tåbeligt og afstumpet, at man tror det er løgn.
Før jeg selv fik barn, så trøstede det mig at tænke "godt jeg ikke skal have dem med hjem", når børn skabte sig helt åndssvagt i det offentlige rum. Nu tænker jeg tit det samme, men det er om børnenes forældre!
Og så i øvrigt det den anden Anne skriver.
11. november 2014 @ 08:01
Der er visse steder, man skal holde sig fra, hvis man vil bevare troen på (og give sine børn troen på), at verden er et nogenlunder ok sted at være, og vi mennesker har hævet os en smule op over dyrestadiet.
Nr. 1 på denne liste er Bilka, men jeg kan også nævne (en del) større vandlande, S-toget fra Kbh. sydpå om aftenen osv. Man kan vælge at gå til at harme, eller man kan holde sig væk og leve i lykkelig uvidenhed.
Bilka har i øvrigt en rigtig fin webshop, så man slipper for at sætte sine ben på stedet.
11. november 2014 @ 16:49
For filan altså – hvor er jeg bare enig i dit indlæg og kommentarerne under… det er utroligt, at der findes sådan en MIG MIG MIG mentalitet… Kæmper med det samme.. min søn kan simpelthen ikk forstå hvorfor andred er braser ind i ham på gaden bare kan gå videre uden at sige undskyld… for det gør man da, ik mor?? Man bliver simpelthen så træt… Tak for endnu et godt indlæg fra din side… men hey – idé til at vænne af med den sut – Læg den til nissen 1. søndag i advent ellers ingen nissegaver 😀 😀 😀
11. november 2014 @ 19:40
Med høflighed kommer man længst. Det holder jeg på. Og så bliver jeg SÅ ærgerlig over, at der findes så mange mennesker der bare aldrig burde have skaffet børn, fordi de bare ikke har lært den mindste smule pli og hensyntagen til andre mennesker. Og har de ikke det, hvordan dælen skal de så kunne lære et barn samfundets vedtagne færdselsregler.
Jeg synes det du og Anton oplevede i Bilka var uopdragent. Et 'undskyld' havde været på sin plads, men det er vist ligesom på pensionatet: Først mig, og så matroserne.
Havde jeg haft barn med en af de idioter, havde jeg formentlig krævet forældremyndigheden for mig selv og skammet mig herfra til juleaften over at have fået blandet mine fine gener sammen med sådan en nars.
11. november 2014 @ 21:20
Jeg var blevet rasende. Og havde sikkert skældt ud og insisteret på at få vognen.
Hvad tænker manden dog på?
12. november 2014 @ 11:46
Jeg plejer at sige, "nå for søren, der er én dér, som har meget travlt, så venter vi bare lidt." Som regel får jeg så vognen eller min plads i køen plus en venlig undskyldning. Gider ikke lade sådan nogle sure mennesker ødelægge vores dag.
KH Nina
13. november 2014 @ 10:48
Det er altså pinligt det der. Godt du besindede dig og ikke løb efter ham for at vise du havde ret. Et nul til Linda. Minus point til egofarnog co.
14. november 2014 @ 09:33
Igen har du fat i et meget relevant emne, Linda. Det er netop derfor jeg elsker at kigge forbi din blog, fordi her er substans fremfor materialistisk begær, som så mange andre blogs dyrker intensivt.
Dilemmaet du påpeger er virkelig én af mine store kæpheste i forhold til opdragelse herhjemme: at lære børnene at sætte grænser, sige fra og være bevidste omkring deres eget værd. For mig er det utroligt vigtigt, at børnenes grænser ikke undertrykkes af over-høflighed. Jeg gør meget ud af, at de selv lærer at sige fra. Kommer min datter eksempelvis og siger, at lille Peter kaster med legetøj efter hende, siger jeg til hende, at jeg synes hun skal gå hen og sige, at det vil hun ikke have. Ligesom man kan lære dem at være høflige: sige tak for mad osv., kan man også sagtens lære dem egne grænser og eget værd ved små pædagogiske redskaber.
Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Jeg er nemlig også en af dem, som er opdraget i flinkeskolen, som flere her i kommentarfeltet er. Og det irriterer mig ofte. Kører en anden ind i mig med en indkøbsvogn, er det jo lige før det er mig der ender med at undskylde. Høfligheden ligger simpelthen dybt indgroet i mig. Netop det gør også, at det også ofte gør det svært i forhold opdragelsen af ens egne børn, fordi man jo nok har en tendens til at ville påføre dem over-høfligheden – med mindre man selv er bevidst om ikke at gøre det. Det er jeg heldigvis.
Når alt det er sagt, skal de selvfølgelig opdrages, så de lærer de grundlæggende høflighedsnormer, som tak, undskyld osv. Jeg tænker, det det handler om, er vel at lære dem høflighed til en vis grad.
PS. Noget helt andet – er selv indfødt esbjergenser, som er tilbagevendt til byen efter en årrække i Århus. Amen, hvor er det op ad bakke at falde til her igen. Kender alt til din Århus-længsel. Tro mig;)
15. november 2014 @ 22:16
Jeg har ikke været i Bilka og Ikea med børnene i 3 år, af præcis det samme grund. De steder er svovlssøer på jorden.
Teo har ikke set disse storcentre indefra i hele hans liv. Jeg er også fra flinkeskolegenerationen, men jeg er bestemt ikke konfliktsky på min "gamle dage". Så for mit blodtryks skyld holder jeg væk fra sådanne steder med børn.
Lalandia og Legoland tilhører samme kategori. Suk…
21. november 2014 @ 10:01
Linda, det er derfor jeg elsker din blog! Dine indlæg er bare altid spot on.
Vi går til gymnastik med vores datter, og det er edderhyleme noget af en prøvelse. Her er det forældre med mobiltelefoner i hånden og børn (2-3 år!) der bare tonser hinanden og hopper ind foran på banen, for kun at lege med det sjoveste (trampolinen eller madrassen).
Når redskaberne skal findes frem er vi 5-6 forældre der render rundt, mens resten bare står og snakker og deres børn hopper op og ned af de (forholdsvist tunge og uhandy) redskaber, som vi slæber.
Når instruktøren forklarer, hvad der skal ske, er det det samme. Ingen hører efter, og børnene er allerede i gang med banerne, selvom de skal vente.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lære min datter, at man venter på tur, sidder stille eller hjælper når der skal findes ting frem og lytter når der er nogen der fortæller noget, når 75-80 % af de andre er total ligeglade.
Men det er godt at høre, at der er andre med lignende problemer derude. Så er vi i det mindste nogle, der kæmper!