For et par uger siden sad jeg på en bænk i solen og nød en kop kaffe. Nogenlunde samtidig med, at jeg for mig selv konstaterede, hvor meget jeg holder af den her årstid, hvor der stadig er lidt varme i solen, men hvor det ikke føles som at stå midt i et bål, og hvor alle insekterne også er ved at finde på andet at give sig til, hørte jeg en mor sige til sin datter: “Nu skal du nyde det sidste af sommeren, for om lidt er det slut!”
Det var ét af de øjeblikke, hvor det går op for én, at der er noget, man aktivt modarbejder i sin opdragelse, uden at man på noget tidspunkt har været opmærksom på det.
Jeg hader det mindset. H.a.d.e.r. Det der med, at du ORN’lig skal nyde nuet og være til stede i det og mærke det og SUGE saft og kraft ud af det og sørge for at få det HELE med. Nydenydenyde.
For hvis man har et sind som mit, så kommer det til at ødelægge glæden ved så utrolig mange ting, fordi man – ironisk nok – flytter fokus fra nuet til den umiddelbart forestående nedtur og de tømmermænd, der følger. Uden jeg helt ved, hvorfor det hos mig er blevet så slemt, så er det et sort hul, jeg konstant skal gøre en aktiv indsats for at holde mig selv oppe af. For der er ikke noget, der kan suge glæden ud af julen, som tanken om, at ‘det kunne være den sidste, vi får’. Eller som kan forvandle en fødselsdag til en nedtælling, for hvornår tipper vi fra at være igang, til at være ved at afslutte?
Jeg forsøger at tale begivenheder lige præcis så meget op, at de skiller sig ud fra hverdagen, så alt ikke bare bliver en lind strøm af beige, lunken havregrød – men ikke så meget, at det kommer til at virke som en festlig, fyrværkerioplyst klippekant, hvor turen ned på den anden side er brat, mørk og fuld af skarpe sten.
Og hver gang mine børn mærker bummeren røre på sig, er jeg der til at minde om, at der kommer mange flere fødselsdage, sommerferier og juleaftener, og at det lige om lidt er halloween, efterårsferie og overnatning hos mormor og morfar. Ikke for at forvandle livet til én lang tivolitur, men fordi jeg håber, at de kommer til at tage med sig, at det er sjovere at være her, hvis man kan løfte blikket og få øje på de mange kommende glæder, i stedet for at sænke hovedet i mismod og leve med udsigten til skygger, støv og asfalt.
Jeg kommer aldrig til at belære mine børn om, at forventningens glæde er den største og at de skal sætte pris på noget, mens de har det. Ikke fordi jeg ikke gerne vil lære dem om taknemmelighed, men ligner de mig (og det ved vi jo godt, at de gør, staklerne) kan det komme til at skabe meget tristesse og tungsind, hvis ikke de lærer at løsne grebet lidt, for klemmer man for hårdt om livet, ender man med at klemme livet ud af det.
_______________________________________
Podcastlisten (som bærer præg af, at jeg er blevet primærtolk på en opgave, der giver mig 3 timer i bilen om dagen) er opdateret med følgende:*
Believed
Endnu en podcast i MeeToo-rækken om den amerikanske læge for det olympiske gymnastikteam, der i årevis begik det ene overgreb efter det andet på de helt unge gymnaster – mens deres forældre sad i rummet.
Ligesom Chasing Cosby er historien fortalt med udgangspunkt i forbryderen, og den kaster vigtigt lys over, hvordan kammerateri og eftergivenhed i systemet i årevis har været med til at facilitere, at de her uhyrligheder kunne finde sted.
I en danskers blodspor
Den her podcast er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt. For jeg kan godt huske, at jeg for år tilbage læste noget i nyhederne om en dansker, der var blevet arresteret i Afrika, fordi man havde fundet kvindelige kønsdele i hans dybfryser. Men sagen var så bizar, at jeg til sidst opgav at forstå, hvad den handlede om.
Den her podcast er historien om 2 danske journalister, der interviewer ham, inden hele sagen eksploderer, og som efterfølgende blev brugt som oversættere for det afrikanske politi.
Sagen er vanvittig, manden er vanvittig, men podcasten er ualmindelig god.
Bandeland
Hvordan den her er undsluppet mig, fatter jeg simpelthen ikke, for SHIT, den er god!!
Det er historien om, hvordan Loyal To Familia opstod, eksisterede og smuldrede igen, og den er primært fortalt af en tidligere betjent, der har efteruddannet sig til journalist. Han er et ualmindelig sympatisk bekendtskab, og fortæller systematisk og let forståeligt om en verden, de færreste af os rigtigt forstår.
Missing crypto queen
Hånden op, hvis du også har hørt en del om Bitcoins, men heller ikke *helt* har forstået, hvad de går ud på? Denne podcast er til dig. For ud over at forklare begrebet, så vi alle sammen kan forstå det, fortæller den også en meget ‘Catch me if you can’-agtig historie, om en kvindelig conartist, der snyder mennesker over hele verden for millioner af kroner med løftet om bitcoins afløser – som bare ikke findes i virkeligheden. Hun er måske/måske ikke kransekagefigur for den østeuropæiske mafia, og podcasten er en virkelig god reminder om, hvor forsigtig man skal være ift. bare blindt at kaste sig ud i noget, man reelt ikke forstår.
Åh, hvor det er et fint skriv! Jeg har det på nøjagtig samme måde, og jeg ØVER mig i at efterleve det. For hold nu op, hvor kan man smadre mange skønne ting, ved at tænke på hvor meget man vil savne det.
Det hænger helt sikkert sammen med, hvad for en type af sind, man er udstyret med, men shit, det er somme tider svært, ikke?
Uh, der rammer du en virkelig øm tå hos mig😊 Jeg er selv sygt dårlig til at være i nuet og også til forventningens glæde, og især over for mine børn hører jeg desværre af og til mig selv sige noget, der taler forventningerne lidt ned, fordi jeg er bare for at de bliver skuffede, hvis forventningerne er for høje. Og det er også virkelig ærgerligt, ikke fordi jeg mener forventningens glæde er den største, men den kan også noget, synes jeg. Så hvordan rammer du den balance, du taler om? Det synes jeg nemlig er helt vildt svært, når man som jeg desværre er lidt af en sortseer (fordi jeg er vokset op med en mor af den bekymrede type, der altid ser problemerne, før glæderne og som jeg desværre i en vis grad har fået med mig og som jeg så nødigt vil give videre!).
I det hele taget må du for min skyld gerne sætte mange flere ord på denne del af opdragelsen, for jeg er også lidt usikker på om jeg helt forstår hvad du mener her, kan bare mærke, det rører noget meget fundamentalt i mig. Hvis det overhovedet giver mening😊
Som nævnt i indlægget er det ikke noget, jeg har været ret bevidst om, at jeg har modarbejdet, så jeg ved ikke, om jeg lige kan sætte det på formel – men jeg kan prøve:)
Jeg tror, at mit udgangspunkt er, at det er mine egne ord og reaktioner, jeg er opmærksom på. Mine børn er hinandens største hype-guys, og jeg kan ikke umiddelbart huske, at jeg har prøvet at tale deres forventninger ned. De må gerne glæde sig, og de må gerne glæde sig meget. Jeg har aldrig selv gået specielt op i påske, halloween osv, men mine børn elsker det, så nu pynter vi op til alle de lejligheder, vi kan komme i tanke om.
Til gengæld er jeg meget stram omkring de situationer, hvor det er mig eller andre voksne, der taler nogle forventninger ind i dem. Jeg synes f.eks. det er helt unødvendigt, at de voksne spørger børnene 74 gange fra starten af november, om ikke de BARE er spændte på, hvad de får i julegave? Eller som allerede i slut-februar begynder at gøre sommerferien til en slags 7 uger lang Superbowl.
Og så prøver jeg, når vi snakker om det, at holde fokus på det, der går igen, uanset hvad det er, vi fejrer eller laver, der er sjovt. For hvis man har fokus på, at det bliver rart at holde fri/pynte op/holde fest/bage temakage/invitere gæster/besøge gode mennesker/tage fint tøj på, så bliver det nemmere at pege på, at det er noget, der går igen i mange begivenheder, og at der er meget at glæde sig til, hvorimod det bliver én lang ørkenvandring gennem 365 grå dage, hvis julen kun er juleaften og gaver. Forstår du, hvad jeg mener?
Så skåret ind til benet handler det nok om, at jeg lader mine børn køre fuld smadder på glæden, men sorterer ret meget i, hvad jeg selv fodrer dem med.
Kære Linda flere dejlige kloge ord fra dig. Tak. Jeg får lyst til at dele nogle anekdoter fra min barndom i 70erne og min ungdom i 80erne og 90erne. Vores forældre havde sejlbåd, da vi var børn og jeg kan huske min mor en dejlig sommerdag på vandet sagde til mig og min søs ‘det er sådan en dejlig sommerdag, man kan tænke tilbage på når vinteren kommer’. Jeg synes det var fint sagt, det hører også med at vores mor elskede vinteren, sne og jul osv. Så det var en forælder, der – sandsynligvis helt uforvarende – lærte sine børn noget om årstidernes gang og muligheden for at nyde dem uden vi kom til at føle det som et pres.
Vores mormor boede i København og hendes frokoster rundt om det runde palisander bord var legendariske. Der var sild og snaps, gammel carlsberg øl og lækre delikatesser fra den gode slagter på Frederiksberg, har glemt hvad slagteren hedder. De sidste mange år, vi mødtes der, vi kom fra hhv Jylland og Frankrig, sagde vi ofte – mens mormor var på toilet – at det var nok den sidste frokost vi kunne nyde med hende. Hun snød os heldigvis, hun blev 93. Det med at det nok var sidste gang vi kunne have en god frokost i selskab med vores mormor og nogle familiemedlemmer vi ikke så så ofte, var ikke sagt som i’ hyg dig for helvede’. Det var mere ‘sikke en dejlig frokost vi sidder her og nyder’.Ja, det var bare lidt anekdoter herfra. Kh Mette
Jeg tror, jeg forstår, og i så fald giver det god mening😊
Det er sjovt som man er forskellige. Jeg kan godt blive trist over noget er slut men slet ikke i samme grad som min datter der sidste juleaften græd da hun blev puttet. Her øver vi i at snakke om det gode man har haft tager man med sig og at der kommer flere andre gode ting fremadrettet. At kontrasterne netop er det der gør at man kan nyde tingene i forhold til hvis det var sådan hele tiden.
Jeg kunne godt have sagt noget der minder om moderen på legepladsen. Ikke som “nyd det for helvede ellers spilder du det” men netop fordi solen og varmen i dette tilfælde danner kontrasten til frost og sne (som jeg også sætter pris på). Altså mere som en “uh har i lagt mærke til hvad der er ekstra dejligt ved dette nu”. Netop fordi der her er brug for at se på der efter f.eks. jul også kommer dage hvor der er ro på, hvor der er ekstra tid til leg eller en historie i sofaen. Og det her er skønt at fejre noget men at det også gerne må være rart at være i hverdagen fordi den har sine fordele og giver kontrasten det den store “hurlumhej” der også er ved de store dage. Fordi jeg ikke i samme grad rammer en tristhed over det der er slut som min datter er jeg ret bevist lige om den del. Ikke at alt i livet skal være godt. Der er også bare øv dage..men at noget slutter giver plads til noget andet godt kan snige sig ind 😊
Mette/Skn:
Jeg forstår sagtens, hvad I mener. Og det er en balance, for det giver jo også god mening at notere sig, at man nyder nuet, så man faktisk lige får stoppet op og lugtet til roserne.
Jeg tror, at min holdning hænger tæt sammen med, hvordan mit eget sind fungerer, og dermed også, hvad det gør ved mig at blive mindet om, at alt er forgængeligt. For jeg skal ikke stirre ret længe ned i afgrunden, før den begynder at stirre meget insisterende tilbage i mig, og derfor er jeg nok mere tilbøjelig til at lægge mærke til det, når ord og sætninger forstærker den melankolske stemning, der hos mig opstår alt for let.
Vi prøver nok bare alle sammen at fjerne de sten fra vejen for vores børn, som vi selv er snublet over <3
Jeg synes også der er en stor forskel i ordvalg her og det er også det du reagerer på. For du kan jo godt sige at man skal lægge mærke til solskinnet lige nu både ved at sige:” nyd solen om lidt går der lang tid før i ser den igen” eller ved at sige “prøv at mærke hvor dejligt solen stadig varmer”. Der er en verden til forskel i fokus og den følelse det efterlader dig med. Specielt hvis den ene sætning vare gør at man ikke kan se andet end den mur af mørke der så er malet for de næste måneder.
Og du har fuldstændig ret mht. Til at fjerne sten. Sommetider er vi måske bare ikke klar over at vi snupler over dem selv.
Jeg er håbløst bagud ift. at få læst din blog i denne måned, så min kommentar kommer lidt sent. Men jeg vil bare lige sige, at jeg har det på fuldstændig samme måde som dig.
En af mine hade-ting har altid været, når det nærmer sig den 21. juni – årets længste dag – og folk så hvert år konstaterer: “Fra nu af bliver dagene kortere.”
Jeg HADER det! Jeg kan slet ikke rumme, hvor frustreret det gør mig, når man som jeg lever og ånder for lys og skal slæbe sig selv igennem efterår og vinter. Hvad skal det så gøre godt for at smide den slags negativitet ind midt i juni?!
Årh, hvor kan jeg ikke med det… Og dét er jo bare én situation. Den slags sker igen og igen i andre situationer, hvor folk presser melankoli ind i andre menneskers glæde. Folk burde bliver skudt i knæskallerne, når de gør den slags…