M2020, uge 37
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
I weekenden brugt resterne af grøntsagerne, jeg preppede i sidste uge i en stor balje kødsauce til lasagne. Grøntsagerne var ikke længere helt pæne, men i kødsauce er alle katte grå, som vi siger, og ydermere havde de præ-rensede-og-hakkede grøntsager den store fordel, at Frida kunne hjælpe til med et minimum af internal screaming for mit vedkommende. (Hvad? Vis mig den mor, der hævder, at hun hygger sig fra A til Å med børn i køkkenet, og jeg skal vise dig en løgner).
Vi lavede lasagne af halvdelen af kødsaucen og frøs resten ned, hvilket fik mig til at tænke over, at det også er et sted, hvor jeg er blevet god til at tænke lavpraktisk. For en af de få ulemper ved at være ret god til at mindske madspild ved at fryse rester, mens de stadig kan bruges, er, at man altid er lige på kanten af at løbe tør for fryserplads. Men ligesom jeg har lært at løs-fryse kødboller så de fylder mindre, end de gør, hvis man hælder dem i to liter tomatsauce, så er der jo sådan set heller ingen grund til at fylde hele fryseren med færdiglavet lasagne; det er kødsaucen, der tager tid at lave. At samle den tager to sekunder.
2.
Sat 6 puslespil til salg og solgt dem. Det gav penge til at købe 4 nye.
3.
Skilt min parasol ad og med min søde fars hjælp fået den hængt op under loftet i mit skur. Vestenvinden mener det alvorligt på disse kanter, og jeg vil gerne, at vi kan have glæde af den så længe, som muligt.
4.
Foræret min ekstra brødkniv væk i erkendelse af, at ingen har brug for to. Jeg fik 2’eren i julegave for et par år tilbage af min daværende arbejdsplads, og den kunne ikke byttes. Derfor har den været en del af holdet siden, men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg mindst én gang hver eneste dag har tænkt, at ‘det er sgu også lidt åndssvagt at have to’. Den røg op i Fejlkøbsgruppen på fb, og er nu klar til sit nye liv som Første Brødkniv hos et ungt menneske, der snart skal flytte hjemmefra.
12. september 2020 @ 19:14
Jeg er helt sikker på, at jeg hyggede mig fra A til Z, dengang mine børn var med i køkkenet som små – sådan husker jeg det ihvertfald lige nu, hvor min 20-årige datter går rundt i køkkenet og laver aftensmad, mens jeg sidder og slapper af :-). Det er muligvis hukommelsesforskydning, men uanset hvad så er det absolut fantastisk i dag, hvor hun stort set har overtaget madlavningen og er rigtig god til det – jeg ved ikke helt, hvad jeg gør, når hun flytter hjemmefra … og tager sin pastamaskine, sin bambus steamer og sin gasbrænder med sig (ikke lige udstyr jeg havde som 20-årig!).
14. september 2020 @ 08:27
Måske hun lige kunne komme forbi her et smut?:-D
13. september 2020 @ 18:09
Har en 7-årig som reelt gør mig glad og letter min byrde, når han stikker hovedet ind og spørger om han må være med til at lave mad. Fx steger han både minifrikadeller og pandekager mindst lige så godt som jeg selv. Han er en gave i mit køkken også i dag, hvor vi har bagt med pærer fra morgen til aften og ikke kun i retrospektivets romantiserede skær. Det er ægte
14. september 2020 @ 08:27
Du er en heldig dame! Al misundelse din vej:)
13. september 2020 @ 21:06
Vil bare lige takke for opdateringen af podcast-listen i forrige indlæg! Har lyttet meget grådigt til
Bandeland (som jeg heller ikke havde hørt om før). Det er god service!
14. september 2020 @ 08:26
Ej, fedt, Louise! Jeg bliver altid så glad, når folk bliver bidt af det, jeg også var vild med:)
14. september 2020 @ 09:11
Så må jeg lige tilføje, at jeg lyttede til Hunting Warhead på din anbefaling og jeg kunne! ikke! slippe! den! Det er lidt sådan én, jeg stadig ikke helt kan finde ud af, om jeg hellere ville have været foruden, for jeg tænker faktisk nærmest på den dagligt, men jeg prøver det bedste, jeg har lært at fokusere på det med, at der findes mennesker derude, som er yderst dedikerede til at fange de pædofile.
Jeg var også glad for Chasing Cosby, den med parret og adoptivbørnene og Happy Face. Nice White Parents kom jeg aldrig videre med end til afsnit 2 – Den minder mig om alt det, der er galt med skolesystemet i NYC, hvor jeg indtil for nyligt selv var hvid forælder til hvide børn. FML det var så opad bakke at navigere i – også på trods af gode intentioner. Så jeg gik kold i den, men planlægger bestemt at høre den til ende.
Alt det for at sige: Tak for anbefalingerne og keep ’em coming!
15. september 2020 @ 08:14
Jeg tænkte faktisk ift. NWP på, at det måske var en af dem, hvor man ikke kan holde ud at høre den, hvis man selv er en del af systemet. For det genkender jeg fra mig selv; at jeg ikke altid orker at læse mere om dårlige normeringer og mistrivsel. Det er super vigtige emner, men det er bare så forstemmende.
Jeg er først nu ved at slippe Hunting Warhead. Den satte sig også virkelig i mig. Måske fordi den giver fuldt udslag på alt, hvad en podcast kan indeholde? At sagen er skrækkelig, men at der måske er håb. Den giver svar. De får de interviews, de forsøger at få i stand. Man får forklaret komplekse ting, så man forstår dem. De etiske dilemmaer er dybe nok til at give hovedbrud, men stadig til at forstå. Den ramte.
(Og lige nu er alt, hvad jeg hører, bare jævne 7’ere, og jeg er simpelthen så træt af det)
16. september 2020 @ 08:44
Jeg tror faktisk, du har helt ret mht NWP. Can’t deal lige nu!
Og god pointe med Hunting Warhead – den havde bare det hele, især det der med at forklare ting, os der kun færdes på det, øhm, lyse net ikke lige er inde i, så de var til at forstå.
En helt anden boldgade end du umiddelbart normalt er ude i, men jeg syntes Making of Oprah (og Beyonce og Obama) var ret gode. Også The High Low af og til næsten alt fra Gimlet Media, som kan deres kram og leverer velproducerede podcasts i alle mulige genrer. Du råber højt, når du falder over en 10’er næste gang, ikke!
16. september 2020 @ 18:27
Fedt! Dejligt med nogle, der ikke optræder på alle de lister, man ellers googler sig til. Har du hørt Lost Kids? Den kan også noget, og den er jeg ikke stødt på anbefalinger af andre steder.
Jeg har også gode erfaringer med Pineapple Studios. Jeg synes, at det meste af det, de laver, er ret godt. Og jeg lover: Når jeg falder over den næste 10’er, så brøler jeg det ud over hele internettet.
14. september 2020 @ 09:44
100% enig. Jeg bliver også en del klogere på LTF i disse dage 🙂 Og hunting warhead sidst du kom med anbefalinger. Og “her går det godt” holder mig nu opdaterede om Kina, rygning og fodbold. Fedt altså 🙂
14. september 2020 @ 11:38
Jeg synes det er hyggeligt med en lille køkkenhjælper, men…. det er også MAKS STRESSENDE med en tre-årig der gerne vil røre i den meget varme gryde, eller skære agurker ud med en børnekniv (men stadig en kniv) eller hyler halvdelen af tomaterne i skraldespanden, når jeg lige har øjnene et andet sted fordi ‘det skrald mor’. For ikke at tale om saltbøssen der nærmer sig den færdige mad med faretruende fart, fordi ‘bare lidt mere, mor’
Du er ikke alene. Det er nok nemmere om 10 år og det vil jeg glæde mig til. Men indtil videre er det ret nervepirrende. Heldigvis er mel og vand i en skål jo en slags mad til dukker og bamser, og den slags skal piskes længe. Meget længe.
15. september 2020 @ 08:10
Det er måske verdens bedste ide, den sidste der!?