I spørger, jeg (vi) svarer: Bofællesskab eller egen bolig?
(Update: Sanne har sendt mig følgende tilbagemelding, som jeg har lovet at formidle videre til jer:
“Det var rigtigt interessant at læse de forskellige tilbagemeldinger. Og dit indlæg især var meget nuanceret og fuld af indspark som jeg ikke havde tænkt på. Her tænker jeg på at hvis man som menneske bliver påvirket at andres humør, så skal man måske være ekstra opmærksom, hvis man vælger at bo med mange mennesker.
Som man skriver får man svar og min vægt på huslige pligter, kom til at fylde mere end den reelt fylder hos mig. Det er samværet med andre, deleøkonomien ved at have fælles spisningen m.m., passe på ressourcerne og leve i naturen tæt på skov og med mange dyr omkring. Derudover kommer traditioner som fejres sammen. Det er det som tiltaler mig.
Men jeg tager alle de gode tilbagemeldinger til mig. Og erkender også at min familiesituation ikke holder til at rykke rødderne op pt.
Men drømmen er der stadig og har været der igennem flere år. Mange tusinde tak.”)
I sidste uge fik jeg en mail fra Sanne, som er i tvivl om, om hun skal flytte i bofællesskab med sin søn eller ej. Det her er én af dem, hvor jeg virkelig gerne vil have jer på banen, for der må sidde læsere derude, der har valgt til eller fra på samme dilemma, og som derfor har gjort sig nogle overvejelser omkring det.
Sanne skriver:
Jeg har et ønske om at flytte i bofællesskab. Primært fordi jeg ønsker mere samvær med andre, færre huslige pligter og økologi. Jeg er alene med 9 årig dreng (donorbarn), og vi har boet i vores nuværende bolig, siden han blev født. Han har mange kammerater her og mormor er også lige nærheden – men boligen er ved at være for lille, så derfor tænker jeg mere og mere over det.
Mit dilemma er om det er prisen værd; at flytte min søn væk fra kammerater, skole m.m. for at jeg som mor kan dele de huslige pligter med andre og få uforpligtende samvær. Dog tænker jeg kun på bofællesskaber, hvor der er masser af børn. Således at min søn også vil trives. Jeg synes også det vil være godt for ham med flere rollemodeller.
Det er Svanholm, jeg overvejer at flytte til. Det er meget specielt fordi man lægger størstedelen af sin løn hos dem. Og man skal arbejde fuldtid. Det har jeg ikke gjort i 9 år. Og jeg synes 30 timer er nok. Det er en ulempe. Men for fanden jeg skal da kunne arbejde fuldtid ligesom andre? Bofællesskaberne er også fulde af andre forpligtigelser i form af arbejdsdage, møder m.m.
Og der er 1000 gode ting ved det, synes jeg.
Det skal siges at jeg har været sygemeldt og pt uden job. Har en dement far, som nu er på plejehjem, og ved at flytte kommer vi væk fra begge mine forældre.
Mit dilemma er også rettet mod mine forældre. Kan jeg efterlade dem ? For jeg kan ikke hjælpe flere gange om ugen hvis jeg flytter. Men jeg har også en søster, som så kunne flytte tættere på og støtte. Jeg er sindssyg glad for mine forældre og har altid været det. Så det er helt naturligt at jeg hjælper. Jeg havde heller ikke klaret det uden dem da min søn var lille.
Jeg har ikke nydt livet ret meget det sidste år. Ansvaret hviler tungt på mine skuldre, synes jeg, og det har været svært at være mor. Jeg ønsker ikke det skal fortsætte sådan, for det går ud over min søn.
Så det er også et dilemma om at leve i nuet men tænke over fremtiden og træffe nogle valg. Og min søn er jo fremtiden. Og hvis jeg selv går ned med flaget kan jeg ikke hjælpe nogen. Jeg er sensitiv omkring sygdom og mennesker og tager meget til mig, så jeg trives godt blandt glade mennesker som udvikler sig.
Hvad gør jeg?
Det kan jeg virkelig godt forstå, at du synes er svært. For det er, som du skriver, på mange måder både en afvejning af værdier, af nutid og fremtid og et forsøg på at finde balancen mellem, hvad du selv trives i, og hvad du tror er vigtigt for din søn.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at skære lidt af larmen fra. 1) Hvad din søster gør eller ikke gør, kan du ikke påvirke, så ud af ligningen med hende. 2) Uagtet at det vil være svært for din mor, hvis du flytter, så vil forældre vel dybest set helst, at deres børn er glade, så jeg tror ikke, at din løsning skal tage udgangspunkt i hende/dem. 3) Og vi kan ikke rigtigt bestemme, hvem vores børn knytter bånd til, så antallet af rollemodeller og andre børn i nærheden, ville jeg heller ikke bruge krudt på i lige præcis dét her dilemma.
Herefter ville jeg prøve at tygge lidt på, om det, jeg higer efter *lige* nu, også er vigtigt for mig om 3 år. Altså, om dit behov for at have nogen at dele de huslige pligter med, her og nu, også er et behov, du tror, du har om 3 år. De færreste af os træffer gode valg, når vi er pressede, og jeg tror, det er menneskeligt at undlade at granske detaljerne i en mulig løsning, når vi har ryggen mod muren.
Mine tanker kan jo af gode grunde kun være gæt, for jeg kender dig ikke personligt, men jeg ville også bruge noget tid på at tænke igennem, at hvis man er et menneske, som bliver påvirket af andre menneskers stemninger og energier, så sætter man sig selv i en ret sårbar situation, hvis man flytter tæt på mange mennesker. For jeg tror, at selvom en idé bunder i idealer og gode intentioner, så kommer de fleste af os med både bagage og dagsordener, som man jo på en måde lægger på fællesskabet at løfte, når man flytter ind i et bofællesskab. Jeg kender ingen, der har boet på Svanholm, og håber, at der måske kunne være nogle af de andre læsere, der kan byde mere kvalificeret ind, men min tanke er, at der måske er to slags mennesker, der flytter ind i fællesskaber af den her type: Idealisterne og dem, der har brug for nogen at læne sig op ad. Og hører man til den sidstnævnte gruppe, skal man nok tænke igennem, hvordan det vil påvirke én at møde andre, der også har brug for lidt hjælp til at holde balancen. Specielt hvis man bliver påvirket af andre menneskers humør og sindsstemninger.
For mig ville det fylde meget at flytte mine børn fra deres fællesskaber i den alder, de har nu. Særligt når man er alene med dem. Jeg tror, at deres netværk med jævnaldrende måske er ekstra vigtigt, fordi de “kun” har det halve netværk på familiesiden, både ift. forældre, men også ift. de bedsteforældre, tanter og onkler, der ofte er på fædrenes side. Så har din søn et stærkt socialt netværk, hvor I bor nu, ville det veje tungt for mig ift. at blive i området.
Som jeg læser Svanholms hjemmeside, tænker jeg også, at man giver sine børn en noget anderledes hverdag, fordi man lægger så stor en del af sin indkomst hos dem. Intet ondt i det; jeg kan sagtens se, at et bofællesskab kan bidrage med utrolig mange gode ting, og selvfølgelige koster det penge at drive et velfungerende sted. Men min anke her er nok lidt, at jeg ikke i det, du skriver, læser, at du er træt af det almindelige liv og de værdier, der knytter sig til det – og jeg tror, at man af økonomiske grunde vil være nødt til at søge mod de aktiviteter osv. som “tilbydes” inhouse, hvis man flytter på Svanholm – hvilket jeg også sagtens kan se værdien i. Men hvis man godt kan lide at gå i Tivoli eller Djurs Sommerland med sine jævnaldrende kammerater, så bliver man også, helt lavpraktisk, sat af i dét fællesskab, hvis man ikke kan deltage i den slags mere. Det er der ingen børn, der er døde af – men trivsel er mange ting, og jeg tror, at store ændringer som den her, kommer til at fungere bedst, hvis man virkelig er sulten efter dem, fordi man så er indstillet på komme over eventuelle forhindringer, og hele tiden har øjnene på det overordnede mål. Lige nu læser jeg, at din primære drivkraft er, at du gerne vil ud af det liv, du sidder i. Ikke, at du gerne vil hen til det, du beskriver. Forstår du, hvad jeg mener?
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at åbne mine mentale klapper og tænke ud af boksen. Overveje, om det var muligt at lave et “prøve-kollektiv” med nogle andre enlige mødre/fædre, som var mindre, som måske var tidsbegrænset til et par år, og som lå i området. Helt lavpraktisk ville jeg lægge en føler ud i den lokale fb-gruppe og spørge, om der var andre, der kunne have lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om et eksperiment. På den måde ville du stadig få det fællesskab, du efterlyser, du ville bevare din økonomiske integritet, du ville selv kunne være med til at præge værdierne, du ville få nogen at dele arbejde og pligter med, og vigtigst af alt: Du ville kunne teste, om både du og din søn overhovedet kan holde ud at være så tæt på andre mennesker.
Jeg ved godt, at det yder omstændigt, men jeg tror ikke, at det er mere omstændigt end at lade sig sluse ind i et eksisterede kæmpefællesskab, og skulle have sin økonomi filtret ind i det.
Jeg ved ikke, om ovenstående overhovedet giver mening for dig, og jeg håber rigtig meget, at der sidder nogle læsere derude, med andre vinkler, tanker og erfaringer, som har lyst til at byde ind i kommentarfeltet.
Ordet er frit.
Rigtig god mandag derude.
17. august 2020 @ 15:39
Jeg synes, at argumentet om mere samvær er fint. Der er dog mange andre måder at få mere samvær end at flytte i kollektiv. Mht. færre huslige pligter tror jeg ikke, at man nødvendigvis vil opleve det som en lettelse i så høj grad, som læseren måske forventer. Man kan jo gøre mange ting for selv at mindske huslige pligter, fx nedsætte egne forventninger. Men hjemme hos en selv, bestemmer man trods alt selv.
17. august 2020 @ 16:25
Jeg bider også mærke i det med de huslige pligter som argument: Er mængden af huslige pligter ikke konstant?
Her tænker jeg indkøb, madlavning, opvask, rengøring, vasketøj osv. osv. Hvis man bor alene har man dette sv.t. niveauet for én person (efter den standard, man har det bedst med). To mennesker = 2 gange pligter og så fremdeles.
Jeg kan se lidt ‘stordrifts fordele’ i mindre husholdninger, hvor man fx er to voksne til at dele det huslige. Men i en husholdning som i et kollektiv, går jeg automatisk ud fra at pligternes antal (og størrelse) følger beboerantal. Mange mennesker sviner bare mere end få. Og på et større areal!
17. august 2020 @ 16:29
Svanholm er det ultimative ift. kollektiv. Der findes mindre indgribende kollektiver, men de hænger muligvis også sammen med, at man skal købe sin bolig der. Personligt har jeg set Bofællesskabet Bakken i Humlebæk og Bofællesskabet Lange Eng i Albertslund. De har fælleshuse med fællesspisning, hvor man kan tilmelde sig alle aftenmåltider og lægge arbejdskraft en gang imellem, men man har stadig sit eget hus og sin egen dør, man kan lukke, hvis man vil være sig selv. Jeg tror, man virkeligt skal ville det, hvis man flytter til Svanholm, og for mig personligt ville det være for indgribende i min frihed, tror jeg.
17. august 2020 @ 17:13
Jeg bider mærke i kravet om at være på fuld tid. Selv hvis der er en tydelig tidsbesparelse ift huslige pligter så skal den være ret stor for at du vinder tid samlet set når man indregner de ekstra 7 timer der så skal lægges på arbejdet.
17. august 2020 @ 18:27
Hm, efter gennemlæsning af nedenstående, føler jeg trang til lige at nævne at jeg betragter mig selv som et nogenlunde voksent og ansvarligt menneske … Men here goes:
Jeg har boet i bofællesskab. Og ikke et ambitiøst et af slagsen. Gammelt og veletableret, men uambitiøst. Vi kunne ikke engang holde liv i en ugentlig fællesspisning (måske var vi for uambitiøse …). Nuvel, det var hyggeligt og på mange måder godt for mig, men absolut ikke lettere end det liv jeg levede inden.
For mig betød det skifte fra lejelejlighedsliv til liv i ejet (men ikke eget) hus med have. Som skulle passes og have renset tagrender og have håndværkere til de større ting, osv. Og der var husmøder og arbejdsdage og den ugentlige rengøring til en bestemt standard af det areal man nu havde ansvar for.
Jeg solgte min andel og flyttede i 2016. I juli måned i år fik jeg brev fra vurderingsstyrelsen. Der er foretaget mangelfuld vurdering af huset i nogle af de år jeg boede der. Og vi har derfor betalt for lidt i ejendomsskat … Styrelsen vurderer at, fordi jeg betalte ejendomsskat, så vidste jeg eller burde have vidst at der var en fejl i ejendomsskattetallene på selvangivelsen. Jeg er ikke engang sikker på at jeg ved om de var forudfyldt eller hvor jeg, i modsat fald, havde fået dem fra. Så nu venter jeg på at finde ud af hvad det kommer til at koste … Og det går nok endda. Men der er mere at holde styr på end man lige tror.
17. august 2020 @ 19:28
Jeg er vild med brevkassen!
17. august 2020 @ 19:38
Meget fint og nuanceret svar og gode ting at tænke over.
Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at du lige nu er i en ret hård periode med din far, der er flyttet på plejehjem, og at du er sygemeldt og uden job. Jeg ved ikke, om de to ting hænger sammen, men jeg kender til at have en dement og døende forældre på plejehjem. Det er en hård sygdom at være vidne til, og det er tungt at bære, når det rammer ens nærmeste.
Jeg tror ikke, en flytning til et kollektiv kan ændre på det vilkår, at dit liv er i en hård fase lige nu. For mig ville føles meget svært og ensomt at skulle være en del af et stort nyt fællesskab, når jeg selv var allermest sårbar – men der kan vi alle være forskellige.
Jeg ville nok råde dig til at se, om du kunne finde lidt af det fællesskab, du savner, i dit nærområde – i hvert fald til en start, så det har knap så store konsekvenser.
Kunne du forestille at samle en gruppe naboer/andre forældre/hvem du nu kender eller er i nærheden af og lave ugentlige fællesspisninger på skift?
Jeg ville nok starte i det små.
Rigtig meget held og lykke.
17. august 2020 @ 19:40
Gode svar, fra både Brevkasseredaktøren og læserne! Og jeg er enig i dem alle, det lyder som om det er noget andet der skal til…
17. august 2020 @ 20:23
Jeg har boet i kollektiv i 70’erne. Og dit svar Linda er absolut bedre end noget, jeg kunne komme med. Men du skal ikke regne med at få mindre husarbejde, tværtimod. Og hvis menneskeheden er blevet bedre siden 70’erne, hvad jeg ingen tegn ser på, kan man som venligt menneske blive fælt trådt på.
17. august 2020 @ 20:33
Elsker det her format med sparring og højt-tænkning i plenum. Jeg er enig i det meste, der er skrevet. Synes også at dit svar, Linda, får mange aspekter med. Et par tilføjelser:
1) “Boligen er ved at blive for lille”. Måske kan boligen optimeres? Hvad med at smide nogle penge efter en dygtig indretningsarkitekt, der kan gentænke rumfordeling osv.? Det er måske endda billigere end at flytte. Anne Yoon (AY Studio) ser mega dygtig ud på IG. Hun har fx hjulpet den dér trillingefamilie fra DR til at blive i en 3 værelses lejlighed med 4 børn.
2) Huslige pligter. Kan de skæres ind til benet? Sættes bedre i system? Eller kan der hyres en, der kan hjælpe? Du ønsker mere plads i boligen, men det betyder også flere arealer at rengøre 😉
3) “Jeg skal da kunne arbejde fuld tid”. Hvem taler her? Burde-monstret? Hvis du trives på 30 timer, så er der ingen grund til at arbejde mere. Slet ikke hvis du hellere vil bruge tiden med din søn og dine forældre.
4) Fællesskab. Måske skal du prøve at få nogle fællesskaber ind i jeres liv på en mindre drastisk (men ikke nødvendigvis mindre effektfuld) måde? Madklubber med venner, familie eller naboer. Træning med venner? Heck, man kunne sågar mødes og hjælpe hinanden med at gøre rent eller lave en masse mad tid fryseren? Altså koble venne-tid med noget husligt?
5) Mon ikke du fremover vil sætte pris på, at dine forældre er tæt på? Det giver en anden fleksibilitet i logistikken.
17. august 2020 @ 21:44
Det kræver meget at bo tæt sammen med andre – endda andre som man ikke selv har valgt. Så jeg tror, at man skal komme med et overskud og være klar på at give og bidrage til mere til de andre end man selv tager, for at det skal blive en succes.
Din søster synes jeg ikke, du kan forvente skal flytte fordi du selv flytter væk, så mon ikke du stadigvæk være nødt til at træde til i forhold til dine forældre.
Jeg ville virkelig vende skråen en gang mere hvis jeg var i dit sted. Jeg kan være bange for du bare får bundet dig op på endnu mere.
Held og lykke med det hele, jeg håber et eller andet giver sig så du får det lidt lettere
18. august 2020 @ 06:05
Så fin brevkasse og virkelig fine svar! Jeg er meget enig i ovenstående kommentarer og har blot ét at tilføje: Går vores brevskriver op i tid, vil det teoretisk give flere penge, der vil kunne bruges på at få et ungt menneske til at komme og hjælpe ugentligt med rengøring, vasketøj mv. Vi har haft en folkeskolepige, der en gang om ugen hentede og lavede mad. Det gav et kæmpe oveskud, at vi begge kunne arbejde længe, vide at pigerne var i gode hænder og sættes os direkte til bords når vi kom hjem – blot til eksempel. Held og lykke med beslutningen!
18. august 2020 @ 08:14
Jeg kan ikke læse ud af brevet, hvor langt i processen Sanne er kommet ift eventuelt at flytte ind på Svanholm. Men så vidt jeg kan læse mig til på Svanholms hjemmeside er det et både langstrakt og grundigt forløb. Så hvis ingen af de praktiske ting er kommet i gang endnu, så tag på besøg. Mærk stedet og få føling med om det overhovedet er noget du/I kunne tænke jer. Måske giver det helt sig selv hvis Sanne først er der og ser sin søn i omgivelserne.
Men hvis nu Sanne skulle være kommet igennem alle faserne i proceduren: 1.besøg, flere besøg, Åben fase (inkl. ferier) og hun er indstillet til optagelse, men stadig er i tvivl, så ville jeg ikke flytte ind. Hvis et så langstrakt forløb ikke har ført til en afklaring, så er tvivlen vist for stor.
18. august 2020 @ 10:20
Jeg har selv overvejet bofællesskab i flere år, fordi jeg gerne vil have mange, mange, mange dyr, men er bevidst om hvor stor opgaven er.
Har lavet for-og imod skemaer, og har så kontinuerligt plottet ind på spørgsmål som “har jeg I DAG ressourcerne til at bo med flere/mange mennesker”, “har jeg I DAG ressourcer til svære samtaler (udfra tanken om at det er der jeg bliver udfordret; det er nemt at bo sammen når alt svinger, svært når det knager, og svære samtaler bliver nødvendige) osv, og efter en lang periode tegnede der sig et tydeligt billede, og jeg blev boende her, men har så opsøgt og etableret låneforhold til en anden dyreelsker´s dyr, hvor jeg imod et symbolsk beløb må komme og ride. Og inhalerer kattekillinger, hundehvalpe, køer, lamaer mm.
Der er ikke rigtigt noget overlap i Sannes og mine overvejelser, men det var brugbart for mig at konkretiserer. Jeg ønsker dig god vind på din rejse, uanset hvad den byder på, og så sender jeg lige et klem. Du lyder til at være lidt ophængt. Husk at række ud efter dine mennesker.
Kh HemmeLine
18. august 2020 @ 20:11
Jeg bor i bofællesskab (27 huse og 1 fælleshus) med mine 3 børn. Det er på top 5 over mit livs bedste beslutninger. At bo her kræver i mine øjne en god sjat ekstroverthed og rummelighed ift. dine bofæller. Og en værdi om at deleøkonomi er godt (hvorfor tænde 27 komfurer, når du kan tænde 1? En plæneklipper, én køretur efter aftensmad, én madtjans/måned). Praktisk er lettelsen stor, men der er forpligtelser og traditioner, du skal have overskud til. Jeg vil varmt anbefale det, hvis du tror, at denne levevis er rigtig for dig og dit barn.
19. august 2020 @ 11:53
Jeg vil starte med en disclaimer: Jeg har aldrig selv boet i bofællesskab, men har været tæt på et gennem flere år. Dels bor min veninde der og dels fordi min tidligere kæreste boede der. Han og jeg havde hver vores børn fra tidligere forhold og flyttede aldrig sammen, men jeg kom der ofte i den periode, vi var sammen.
Min oplevelse er, at hvis man er sensitiv over for at være tæt på andre mennesker konstant, så er det ikke et godt valg. Selvom man slipper for daglig madlavning ( i dette bofællesskab var der fællesspisning 6 gange om ugen), og det kan jeg godt se det fede i, så skal du forholde dig til andre mennesker og deres børn stort set hver aften ved aftensbordet. Og den tid er for mig et tidspunkt, hvor jeg har brug for at geare ned og fokusere på mit barn og hans trivsel og generelt høre om hans dag uden forstyrrelser. Min eks-kærestes børn tog sig god tid med maden, og det var en konstant frustration for ham, at nogle af de andre børn spiste på 5 minutter og derefter stod på spring hos hans børn for at komme ud at lege. Det gav megen uro.
Selvom der altid er legekammerater – både til børn og voksne – så kommer man tættere på dem end selv ens rigtig gode venner og familie. Hvis alle har det godt sammen, er det skønt. Hvis ikke, så er det ikke fedt. Desværre kan sladder og misforståelser nemt opstå, og det gjorde det også her, og min veninde havde eksempelvis i starten en fornemmelse af at ‘blive holdt udenfor’ i forhold til de andre mødre/kvinder og få stikpiller om børneopdragelse. Det ville jeg ikke have lyst til at udsætte mig selv (og indirekte mit barn) for.
Håber mine input kan bruges til refleksion.