I nat vågnede jeg til lyden af regn, og selvom jeg føler det en smule hånligt, at det er om natten, det regner, hvor jeg ikke har glæde af det, så er jeg alligevel holdspiller nok til at glæde mig på vegne af jer, der begræder sommerens langsomme sortie.
Jeg bliver normalt utrolig stresset ved udsigt til hedebølge, for jeg kan. ikke. holde varmen ud. Jeg er udpræget efterårsmenneske og de sidste par år har jeg nærmest frygtet sommeren med dens krematorieagtige temperaturer. Men i år har vi fundet en sø, og jeg har fået mit liv tilbage. For hvor vi på stranden er afhængige af tidevandet, står den her sø bare tålmodigt og venter på, at det passer os at blive kølet ned. Det bedste er næsten, at den ligger tæt på, hvor vi bor, så de sidste par uger har jeg hentet børn, lige været forbi derhjemme og skifte til badetøj og så ellers bare bedrevet en submarin tilværelse, omgivet af fisk, soundbokse og gymnasieelever.
Siden sidst har jeg været til det endelige møde med konfliktmæglerne og naboen, og der er simpelthen sket det magiske, at vi har fået genetableret det gode naboskab. Ikke bare forstilt, men ægte. Jeg er lettet langt ud over enhver tænkelig grænse, og jeg kan trække vejret igen. Det har været den første konflikt, jeg har haft som ægte voksen, hvor løsningen har været taget ud af mine hænder, og selvom det har været svært, og jeg har været psykopat-stresset over det, så er det også – her på den anden side – fedt at have trykprøvet mine værdier og set, at de holder.
På fritidsssiden begynder vi så småt at forholde os til, hvad børnene skal gå til. Anton får en pause fra taekwondo; en kombination af flere faktorer, men først og fremmest bare fordi han trænger. Til gengæld skal han i næste uge ned og se, om der måske er en spejder gemt i maven på ham. Min oplevelse er, at spejderne er det tætteste vi kommer på en fritidsudgave af Rudolf Steiner skolen, og jeg tror, at han vil trives i det. Frida ser ud til at have forhandlet sig til endnu et år til gymnastik. Jeg havde ellers nedlagt veto, fordi hun hele sidste år ikke lod til at synes, at det var ret fantastisk, men svømning, som er det eneste alternativ, vi kan blive enige om, koster 1300 kr. for 30 min. pr. sæson, og selvom vi havde pengene, bliver det ikke på det her tidspunkt på kurven, at vi laver dén tilmelding. Men veninderne går til gymnastik, og det vejer åbentbart tungere, end at aktiviteterne er lidt so-and-so, så det får et skud.
På metasiden har jeg modtaget endnu et brevkassedilemma, og derfor knytter jeg lige et par ord til det.
Jeg synes, det er nogle ret sjove indlæg at skrive, og derfor bliver det noget, jeg fortsætter med at gøre, hvis jeg på nogen måde kan konvertere dilemmaet til et indlæg, der er relevant for flere. Men fordi de på kommentarsiden bliver ret envejs, sørger jeg for, at der er tid imellem dem. Normalt er der liv og glade dage i kommentarfeltet, men når afsenderen er anonym, som det har været tilfældet indtil nu, kan de jo af gode grunde ikke gå ind og svare på de mange fine inputs – og fordi dilemmaet ikke er mit, virker det også kunstigt, hvis jeg gør. Derfor har jeg besluttet, at der skal være uger nok imellem til, at man som læser har lyst til at bruge tid på at formulere et svar, som man sender ud i vinden, uden nødvendigvis at få noget tilbage.
Og blot for god ordens skyld er indlæggene ikke tænkt som erstatning for mine normale indlæg, så man behøver ikke være bange for, at bloggen forvandler sig til Linda & Monopolet.
En sidste praktisk ting, hvis man har noget, man gerne vil sende ind: Det er vigtigt, at man er *helt* klar i spyttet ift. hvis der er noget, jeg ikke må skrive på bloggen. Og egentlig synes jeg, at man skal formulere sig på en måde, så det hele kan lægges på – for hvis jeg sidder med en masse baggrundsviden, som læserne derude ikke får, så vil deres svar bygge på halve antagelser, og det gavner jo ikke rigtigt nogen.
Nu vil jeg drikke den sidste sjat kolde kaffe, og køre på arbejde. Det er SKØNT at være igang igen! Rigtig god dag derude.
—————————————————————
Podcastlisten er opdateret med følgende:
Missing Richard Simmons
De fleste af mine jævnaldrene kan nok huske Richard Simmons; ham, den lille, meget overgearede aerobicfyr med det store, krøllede hår, der var i alle talkshows og på tv-shop, og som man ikke kunne andet end at holde af.
Men har du nogensinde overvejet, hvor han blev af? Nej? Det er der mange andre, der har, for han gik fra at være alle steder til pludselig at være væk. Væk-væk. Podcasten her er lavet af en af hans gode bekendte, som gerne vil finde ud af, hvorfor han efter i årevis at have haft det med opmærksomhed som salamandere har det med sol og varme sten, pludseligt og selvvalgt gik ind i sit hus, lukkede døren, og aldrig lod sig se siden.
Det er ikke verdens dybeste podcast, men den stiller nogle gode spørgsmål ift. hvor meget man som offentlig person skylder de mennesker, man hjælper, og, helt essentielt, hvem vi er sat i verden for at gøre tilfredse.
Hunting Warhead
Jeg tror måske, at det her er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. Helt kort handler den om en norsk tech-journalist, der kommer på sporet af et af de største pædofile netværk på the dark web, godt hjulpet på vej af en supernørd, der lidt vrangvilligt kommer ind fra højre.
Historien er fuldstændig vanvittig, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en podcast, hvor jeg så mange gange undervejs har udbrudt: “Nej!!?!” Emnerne er ellers nogle, jeg normalt holder mig på afstand af. Misbrug af børn er så tungt, så tung, og hackere og The Dark Web kan tilsyneladende aldrig formidles, uden at det bliver så teknisk, at man falder i søvn. Før nu. Før. Fucking. Nu.
Jeg åd alle 6 afsnit på en dag og en nat, og jeg er helt ved siden af mig selv på bagkant. For selvom der er ting i podcasten, som er svære og grusomme, så efterlader den alligevel én med håb, synes jeg. Håb om, at det kan godt være, at der popper nye skrækkelige fora op, hver gang, man lukker ét ned – men at der trods alt er en grænse for, hvor mange cybergenier, der også er pædofile. Og der er mennesker derude, der har gjort det til deres livsmission at jage dem.
Der er konkrete sager, der er etiske diskussioner om, hvor langt politiet må gå i jagten på de her udyr, der er vidnesbyrd om de massive, menneskelige konsekvenser det har at lade sig fire ned i den her sorte sump af ondskab i den gode sags tjeneste, og så er der den fine og hjerteskærende detalje, at fagfolk på området ikke kalder det ‘børneporno’ fordi det er at se mishandlingen fra gerningsmandens perspektiv, men derimod ‘Child abuse’ – for det er, præcis hvad det er.
The Clearing
Dette er autentiske historie om den 40-årige April, der i 2009 ringede til politiet og sagde, at hun havde en mistanke om, at hendes far var seriemorder.
Hun havde ret, viste det sig, og opkaldet endte med at blive startskuddet til en efterforskning, der fik hendes far anholdt og dømt.
Podcasten her er hendes historie; hvad der fik hende til at fatte mistanke, besøg til nogle af de mange steder, hun boede med sin familie som barn, og også et besøg hos familien til et af hendes fars ofre.
Man skal holde tungen lige i munden, for der er en del navne og steder at holde styr på, men den er velproduceret, godt fortalt, og en anderledes vinkel på hele true crime genren, fordi den åbenbarer, at der også er ofre på gerningsmændenes side af stregen.
Hej Linda. Jeg har lige helt off-topic et par bogtips til dig 🙂 Jeg ved, at du har læst og kunne lide “We need to talk about Kevin”, og forfatteren har også skrevet bogen “So much for that”, der handler om en fyr, der hele livet har sparet op til at stikke af fra hamsterhjulet og bosætte sig billigt i udlandet. Da han endelig vil tage springet, bliver hans kone alvorligt syg og har brug for opsparingen. Jeg er i gang med den og virkelig begejstret.
Den anden er “The invention of wings”, der handler om slaveriet i Sydstaterne, og den var virkelig god og helt forfærdelig barsk.
Fedt! Jeg har straks bestilt dem begge på biblioteket – tak:)
Hvor det dog glæder mig inderligt, at jeres nabokonflikt blev løst – sikke en lettelse for jer alle ❤️ Hvis du på et tidspunkt vil skrive om, hvilke værktøj der blev brugt i konfliktopløsningen, vil jeg læse det med stor interesse.
Jeg tror, at der er flere grunde til, at det hele endte med at gå op i en højere enhed, men jeg vil gerne prøve at skille det lidt ad.
Helt lavpraktisk fungerede det virkelig godt, at vi hver især mødtes med konfliktmæglerne alene, inden vi lavede et fællesmøde. Det var vigtigere for mig, end jeg troede, at få lov at fortælle min side af historien uden afbrydelser og uden at føle, at jeg skulle veje alle ord på en guldvægt. Naboen har med garanti haft samme oplevelse.
Dernæst tror jeg, at mine mange år som tillidsrepræsentant kom mig til gode, fordi jeg der har lært vigtigheden af at skille konflikten fra personerne. Det er ikke noget, jeg har fået undervisning i, men jeg er efterhånden blevet virkelig god til at huske, at modsatrettede interesser ikke gør nogle af parterne onde. Det er bare forskellige ting, der er vigtige for dem, og når noget er vigtigt for én, så sidder følelserne uden på tøjet. Men det er nemmere at holde øjnene på bolden, når man hele tiden husker, at det er sagen, der er vigtigt. Ikke personen, man sidder overfor.
Kogt ind til benet tror jeg, at jeg bare efterhånden er blevet god til hurtigt at finde ud af, hvad mit mål er, og så kommunikere i overensstemmelse med det. I den konkrete situation, har jeg helt fra starten vidst, at mit mål var, at vi skulle kunne bo her, side om side, uden at forpeste hinandens liv.
Fordi jeg hele tiden har holdt øjnene på dét mål, har jeg, undervejs i konflikten, gjort mig utrolig umage for at kommunikere assertivt. At holde fast i, at jeg f.eks. ikke vil have, at andre voksne skælder mine børn ud i deres eget hjem, men at stå fast på mit krav uden at råbe, fylde skældsord på eller lege ‘hvad med dig selv!?’-legen. For selvom man kan have lyst, graver det bare grøften dybere, og når jeg er afklaret med, at det er et rimeligt krav, jeg fremsætter, så behøver jeg ikke råbe det for at give det falsk tyngde.
Ligeledes har jeg hele vejen igennem forsøgt at spille så rent som muligt. Jeg har i alt, hvad jeg har skrevet til boligforening og advokater efterspurgt et møde med en uvildig part, og hver gang understreget, at mit ønske ikke har været at klage, men at løse konflikten. Det har dels hjulpet mig til selv til at holde fast i, hvad det egentlig er, jeg gerne vil, men det har også betydet, at jeg ikke på noget tidspunkt har behøvet at frygte, at naboerne ville få mine henvendelser at se.
Så værktøjet her er nok, at jeg hele tiden har fokuseret på at de-eskalere delkonflikterne, selvom hovedkonflikten endnu ikke var løst.
Mens jeg stod i det, var det rædselsfuldt, at det hele trak i langdrag, men her bagefter kan jeg godt se, at det faktisk har været en fordel, at begge parter har haft tid til at tænke over tingene og køle lidt ned. Det gjorde det muligt for mig, inden mødet, at lave en seddel til mig selv med 3 afsnit: Et, hvori jeg skrev, hvad jeg ikke vil være med til (at de er efter børnene, at vi skal tage flere hensyn osv), et, hvori jeg skrev, hvad jeg forestillede mig, at vi kunne hjælpe med* (f.eks. en henvendelse til boligforeningen omkring yderligere lydisolering, et tilbud om, at de gerne måtte tage 10 cm af vores væg til ekstra isolering, hvis det kunne hjælpe, tilbud om halv skade ift. et ekstra plankeværksfag i haven osv), og endelig, mest til mig selv, et hvori jeg skrev: “Det er ikke vores opgave at kompensere for, at husene er lydte. Det er ikke vores opgave at kompensere for, at du er syg”.
(*Ift. hjælp var det vigtigt for mig at tilkendegive, at jeg har utrolig stor sympati for deres situation. Livet har været hårdt for dem, og det er skidesynd. Derfor har jeg gjort mig mange overvejelser om, hvor jeg kan hjælpe dem, men uden at ofre os i processen.)
Og endelig mindede jeg, igen og igen, mig selv om målet, da jeg tog derud for at mødes med dem. Det betød, at jeg lagde op til ufarlig småsnak, da jeg kom ind i rummet og vi alle sammen lige skulle på plads, fordi det tager 20% af den anspændte stemning, og giver et meget mere skånsomt udgangspunkt for den svære samtale. Det er en teknik, jeg som TR har brugt rigtig meget, og det er noget, man skal øve sig på. For det kan føles underligt at hyggesnakke med mennesker, som man om 4 minutter skal mødes i bokseringen med, men slutresultatet bliver ALTID bedre, og derfor har jeg lært at rumme ubehaget og den akavede følelse og bare gøre det.
Det har meget at sige, at naboen startede med at lægge sig fladt ned og sige, at det her aldrig havde været meningen. Derfra havde vi faktisk ikke brug for konfliktmæglerne, og det var virkelig det fineste møde. Et par steder undervejs var der lidt udskred i gruset, men vi fik hurtigt rettet op, og jeg har indtryk af, at vi begge fik sagt, hvad vi var kommet for at sige.
Dagen efter købte børnene og jeg et kødben til hunden, som ungerne har savnet inderligt. Og så gik vi simpelthen ind og ringede på. For jeg tror, at det er et overset element i konfliktløsning, at man bagefter skal gøre sig umage for at komme videre; også selvom det i starten føles lidt kunstigt. Men hvis normalen skal genetableres, så er man nødt til at gøre de lavpraktiske ting, der gør det muligt at gøre netop det, for ellers tror jeg, at skyggerne godt kan komme til at vokse sig lange igen.
Det blev mange ord og nok i virkeligheden meget lidt konkret. Der er mange ting i vores sag, der gør, at den nok ikke sådan lige kan overføres på andre konflikter, men alligevel føler jeg, at de redskaber, jeg har brugt, er nogle, jeg både har været bevidst om og holdt fast i, fordi jeg har nogle værdier, der er vigtige for mig. Og det gør mig glad. At jeg kan holde fast i det, jeg synes er vigtigt; også når der er noget på spil.
Hold nu kæft, hvor er du sej! Jeg tror ikke, jeg kunne have holdt hovedet så koldt og tænkt så klart. Jeg er helt med på, at din løsning er bedre end at råbe og begynde at græde, men jeg tager virkelig hatten af for det!
Hold nu op, det er et godt eksempel på konfliktløsning. Jeg er vildt imponeret og dernæst lidt flov over, hvordan jeg stadig ikke hilser på min forpulede overbo.
Tak for dit grundige svar. Og jo, jeg synes, at der er rigtig mange refleksioner og konkrete tips i det, der kan bruges i andre typer konfliktsituationer.
Det er stor, stor klasse, det der, Linda! Jamen, jeg er fuld af beundring, misundelse og alverdens andre følelser lige nu… wow! 🙌
Hvis jeg NOGENSINDE skulle havne i en alvorlig konflikt, ville jeg ønske, det blev med dig. Eller… ja – du ved, hvad jeg mener 😆❤️
Hvor er det dejligt, at I fik løst nabokonflikten. Jeg kan ikke forestille mig, hvor stressende det må være, at man ikke har ro i maven i sin bolig.
Mht brevkassen, så kunne det være mega fedt, hvis personerne bag dilemmaerne efter en tid melder tilbage, hvad de så besluttede sig for at gøre (ligesom i Mads og Monopolet), netop fordi det er så meget énvejs kommunikation. Det skal selvfølgelig være lystbaseret, men det ville være interessant tænker jeg.
Åh, børn og deres fritidsaktiviteter. Her i kommunen er folk utroligt velorganiserede, så når vi (=børnene) når frem til at parkour/badminton/what ever ville være det fedeste nogensinde og de kan ikke leve uden, så er alle pladser for længst booket og der er en 50-barn lang venteliste…
Jeg frygter lidt, at det er det samme her med ventelister. Fornemmer, at der er en del, der ligger på lur og venter på, at opskrivningslinket bliver aktiveret…
Jeg synes, din ide om tilbagemelding er super god. Jeg får det flettet ind, når jeg laver næste indlæg. I mellemtiden har Sanne sendt et fællessvar, som jeg har postet øverst i “hendes” indlæg, så dem, der har svaret, forhåbentlig ser det.
Jeg er virkelig, virkelig pissed over at være døv. Jeg ved at jeg ville have voldlyttet til alle mulige podcast. Sgu et kæmpeMINUS i et ellers godt liv som jeg ikke vil bytte med nogen.
Godt at konfliktmæglingen gik glat. Pyha!
Det forstår jeg virkelig godt! Har du tænkt på at starte en selv? På tegnsprog? (.. i noget af alt det tid, du går og har…:-D) For jeg tænker, at der må være et marked for det, selvom jeg godt kan se udfordringen i, at det for døve kræver, at man sætter sig ned og dedikerer sig på en helt anden måde, end når man som hørende kan æde sig igennem dem mens man går, cykler, gør rent og kører bil. Men samtaleformen, som mange podcasts i true crime genren bygger på, er alligevel så speciel, at jeg tror, at et ægte, tegnsproget bud ville have et publikum?
Hej Linda,
Jeg tror vi deler nogenlunde samme podcast-flavor – så kan derfor anbefale podcasten “Believed” om Larry Nasser og hele sagen om misbrug af de amerikanske OL-gymnaster. Skræmmende men vigtig historie.
Super fedt, Louise – tak! Jeg har set Netflix-serien om samme sag, så jeg har allerede hentet podcasten. Tak for anbefaling <3
okay… Hunting Warhead – bare WOW. Jeg tror aldrig jeg har hørt noget så sindsygt?! På alle måder – det er velproduceret, det er nogle vilde interviews de har fået og bare det hele er helt…WOW.
Tak for anbefalingen!
Ej, men ik!??! Den er simpelthen så vild. Og alting er bare så … ekstremt. Personligt havde jeg lyst til at gifte mig med stort set alle heltene i den, for det er godt nok sjældent, man hører om mennesker, der i dén grad har et kald. Og betaler prisen for det. Men jeg blev også virkelig rørt over, hvor meget journalister kan flytte i god sags tjeneste, hvis de teamer op med de rigtige mennesker. Den er svær at ryste af sig.