Bloggen

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået tilbud hjem på fliser i forhaven. 30.000 slag. Et par huse oppe har de fået lagt perlegrus, hvilket de gav 5.000 for, så jeg skal lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg ikke havde forventet, det ville være så dyrt. Jeg er med på, at det, selvom det kun er 40m2, kræver både sand, stabilgrus, maskiner, afskaffelse af jord osv, og selvfølgelig løber det op. Men 30.000 godt nok? 

Der er ikke noget at gøre, for jeg bor i en boligforening, og derfor skal arbejdet være ‘håndværksmæssigt forsvarligt udført’ – og jeg tror desværre ikke, det rækker, at jeg har tolket brolægningskurser, og sgu godt i en snæver vending selv kunne måle stykket op. 

Jeg har lige skulle bruge et par dage på at sluge min skuffelse, for jeg havde godt nok glædet mig til en sommer, der startede allerede i april, hvor man snildt ville kunne sidde derude i solen med en kop kaffe, men på plussiden er jeg fri for at ligge søvnløs over, om jeg har råd. For det har jeg virkelig, virkelig ikke. 

2.

Købt en sofa og en lænestol brugt. 

Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne holde liv i den gamle sofa bare ét år mere, men for et par uger siden var der pludselig hul på endnu en hynde – og to dage senere døde den sidste.

Min mor og jeg syede nyt betræk på den ene af puderne og puf’en sidste år, og det har sådan set holdt sig pænt. Men fordi det jo skal være noget ret slidstærkt stof, man syer på, er det ikke gratis.

Derfor blev jeg nødt til at lave en realistisk cost-benefit analyse på, hvad det ville koste at reparere endnu engang på den gamle kontra prisen for en ny brugt, og her tabte den gamle.

Jeg snusede rundt på marketplace og bogmærkede et par stykker, jeg godt kunne lide. Normalt betaler jeg bare, hvad folk sætter deres varer til salg til – i hvert fald hvis jeg synes, at prisen er nogenlunde rimelig. Men fordi jeg lige nu faktisk ikke havde en sofa på budgettet, besluttede jeg at prøve at presse prisen lidt, fordi jeg vurderede, at man nok rimelig gerne vil af med sin sofa, når man står og skal flytte. 

Jeg fandt en fin én af slagsen, som endda kom med en matchende lænestol, og fik slået 1/3 af prisen, som endte på 1100 kroner i alt.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg sad bedre i den gamle, men succeskriteriet for den her er, at den kan holde et år eller to, hvorefter jeg så forhåbentlig kan købe det, jeg ægte gerne vil have, og set i dét lys, er det her en god mulighed for at finde ud af, hvad ‘det’ så er. Eksempelvis har jeg allerede nu spekuleret på, at det måske i virkeligheden ville give mere mening at købe 3 lænestole, end en sofa og en stol, fordi jeg synes, der bliver så høns-på-pind-agtigt at sidde side om side i en sofa, når man har gæster.

3.

Købt en  ny madkasse til Frida. 

Og inden jeg går videre, er der noget, jeg lige har brug for at adressere. For jeg har det altid lidt ambivalent med at skrive om specifikke ting i de her indlæg, fordi det føles meget kontra-20XX at anbefale noget, og dermed potentielt være årsag til øget forbrug.

Derudover giver det altid lidt ekstra henvendelser i indbakken fra firmaer, der gerne vil køre spons, når jeg nævner navne, og det får mig selvfølgelig til at tænke over, hvad det er, jeg signalerer. 

Omvendt er de ting, jeg nævner her, jo typisk noget, jeg har købt, fordi *vi* har manglet det, og hvor jeg har fundet et produkt, der af den ene eller anden grund falder i tråd med temaet her, f.eks. ved at nedsætte/overflødiggøre forbruget af éngangs-produkter, som tefiltre eller madpapir. Og det virker dumt og idiotisk at lovprise en kvalitet ved et produkt, hvis man ikke vil fortælle, hvad det så *er* for et produkt. 

Derfor ryger de på alligevel, men jeg håber, at I vil læse dem, som de er tænkt, nemlig som inspiration til miljøvenlige alternativer, som man kan overveje næste gang, man selv mangler.

Med det sagt: Tilbage til madkassen. 

Vi har tidligere rullet med både Sistema, små metalkufferter osv, fordi ingen af mine børn ret gerne spiser rugbrød. Derfor er indholdet af mere ukurant facon, og de flade madkasser har derfor ikke fungeret for os. Men hvor har jeg bandet over de åndssvage madkasser, fordi deres (mangel på) indretning har betydet, at alt skulle pakkes særskilt ind, enten i unævnelig engangsemballage eller i så mange plastikbøtter, at hele opvaskemaskinen nærmest er fyldt, når madkassen kommer hjem.

På en legeaftale for et par uger siden, havde en anden mor en Yumbox madkasse med, og jeg fik sgu næsten lyst til at spørge, om hun ikke også ville stå for min madpakke, for det så simpelthen så indbydende ud. Jeg fik navnet på den, søgte nettet tyndt og fandt udelukkende begejstring og fanfarer, også hos mennesker, jeg kender (= som jeg ved, hvor bor, og som derfor er lidt varsomme med at lyve).

Jeg bestilte én (og de er BARE dyre!) – og jeg elsker den. For ruminddelingen gør, at det ikke er nødvendigt med et eneste stykke madpapir, og låget slutter så tæt, at man kan have yoghurt eller andet flydende i rummene, uden at det løber ud. Jeg smører altid madpakker om aftenen og både frugt, grønt, brød og frikadeller holder sig fint og friskt til dagen efter.

Som en uventet sidegevinst oplever jeg, at det også er blevet nemmere at smøre madpakken, fordi de små rum giver en hånd i ryggen, både ift. ideer og ift. hvornår man er færdig. Det lyder dumt, og jeg føler mig lidt fjollet over at være så nem at narre, men #facts.

Jeg har fundet et par sponserede IG-profiler, hvor der er mange gode ideer at hente, og jeg forstår ikke helt, at jeg har haft børn i snart 11 år, uden på noget tidspunkt at have hørt om eller opdaget de her.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i Fridas sommertøj, mens hun ikke var hjemme. 

Jeg har de sidste par uger holdt lidt øje med, hvad hun har taget på af tøj, og da jeg kunne se et bestemt par bukser og en trøje, der var ved at være for små, tog jeg dem fra, da jeg havde vasket dem. På den måde havde jeg livvidde og længde at måle op imod, og det er, synes jeg, 10.000 gange nemmere end at vurdere på øjemål eller køre prøveseancer med barn, der har seperationsangst på alt med enhjørning og palietter. Nu, hvor jeg netop har flyttet rundt, har jeg 100% styr på, hvor alle kasser med sommertøj og arvetøj er, og derfor var det oplagt at få ryddet op i det nu.

Da jeg nu alligevel var i gang, tog jeg kasserne med overtøj. Vi har et par stykker i omgangskredsen, som er søde til at sende ting vores vej, og det betyder, at der somme tider er overlap, så vi pludselig har 3-4 jakker i samme størrelse. Jeg tog de pæneste af dem fra, og sendte resten, sammen med poserne med sommertøj, til Røde Kors. 

2.

Er jeg gået igang med at rydde op i fryseren. Jeg er, som vi har talt om før, utrolig god til at bruge den, når jeg har noget i overskud, men det er ikke altid, jeg er så god til at gå i den, når jeg har tid til at lave mad fra bunden.

De sidste par dage har jeg fået rester af onepot-pasta i tomatsuppe. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret effen til at holde hus med min grøntsagsskuffe, men somme tider har jeg alligevel en håndfuld grøntsager, der er blevet lidt matte i sokkerne. Dem hakker jeg, svitser og hælder en dåse hakkede tomater ved, spæder op med lidt bouillon, og smider suppen i fryseren. Jeg tror aldrig, jeg har spist den, som den er, men den er ualmindelig god at bruge sammen med de små rester, der ikke helt kan udgøre et måltid i sig selv. Burritofyld, pastaretter, kødboller, stegte ris osv kan alt sammen, uden problemer, hældes i, og det smager fantastisk.

(Man kan selvfølgelig gøre det samme med færdige supper, for en liter tomat- eller græskarsuppe fylder ikke meget i skabet, men er god at have som “opsamler”).

Jeg har skrevet 7 retter på min to-do, som alle sammen indeholder noget fra fryseren, så jeg over de næste par uger husker at sætte retterne på madplanen. 

3.

Solgt 4 puslespil i den lokale puslespilsgruppe – og undladt at købe nye. 

Jeg havde en del af mine puslespil i skabet i det gamle soveværelse, og de er jo så blevet hjemløse nu. Pt. står de på bordet i bryggerset og irriterer mit øje hver *eneste* gang, jeg går forbi. De nye skal lægges og sælges, og der skal ryddes lidt op i dem, jeg egentlig havde besluttet at beholde. Herefter må jeg finde en løsning til opbevaring, som er bedre end den nuværende. 

4.

Købt et net rødløg, og da jeg ville lægge løgene på plads, viste det sig, at halvdelen af dem var bløde. Lægger man dem ned i krukken til de andre, rådner det hele på rekordtid, så i stedet gjorde jeg kort proces og syltede dem. Det tog 8 minutter, og der blev et glas til både mig og min søde genbo.

Jeg er 3 billeder og en lampe fra at være færdig med værelserne, og er derfor allerede nået det punkt, hvor jeg nærmest ikke forstår, at jeg var så presset. Det er ufatteligt. Men værelserne er simpelthen blevet så gode, og så føles det som om, det var gråd og tænders gnidsel værd.

Egentlig var jeg begyndt at skrive det her indlæg onsdag, men mens jeg skrev, gik det op for mig, at det måske passer bedre med M2021-temaet, fordi jeg har forsøgt at genbruge, upcyckle og spare hele vejen igennem projektet. 

Da jeg samtidig prøver at holde mig for øje, at de ting, jeg skriver herinde skal være relevante for jer, har jeg valgt at konvertere indlægget til et tidligt M2021-indlæg. På den måde er der kun ét indlæg, man skal springe over, hvis man ikke overvejer at lave om, male glimmervægge eller på anden måde møfle rundt i sit hjem.

Det bliver lidt langt, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvordan jeg gør det overskueligt, men jeg har valgt, at jeg først laver en beskrivelse af, hvad jeg har gjort ved de enkelte rum, herefter laver en ‘hvad har jeg gjort mig af erfaringer’-passage, og til slut smider jeg en håndfuld anbefalinger af podcasts ind, som jeg har haft i ørerne undervejs. 

Der er NUL sure miner, hvis man hopper det her indlæg over. Hvis det er tilfældet: Møs, god weekend og vi ses i næste uge.

____________________

Fridas værelse: (2,50m x 3,10m)

Planen:

Jeg havde planlagt, at Frida skulle have den ene halvdel af min gamle seng, at hun skulle beholde det meget fine skrivebord, jeg fik lavet til Anton (af pladen fra mit gamle, massive spisebord) og at det store skab, der i forvejen stod i rummet skulle ud. Herefter ville jeg finde et mindre skab til tøj, og undervejs se, hvad muligheder jeg havde ift. ophæng af tøj (= Barnet Med De Tusind Kjoler).

Eksekveret virkelighed:

Sengen fik hun som planlagt, og skrivebordet ligeså, men da jeg gik igang med soveværelset, kunne jeg pludselig se, at min futon, som jeg havde planlagt skulles stå på tværs, var nødt til at stå på langs. Vi er nogle, der er så lidt matematiske, at det først er, når vi står med brede ting og smalle rum, at vi kommer i tanke om, at diagonalmålet altid er længere end længdemålet. Dét betød, at der ikke var plads til det store skab fra Fridas værelse i soveværelset, som jeg ellers havde planlagt.

Enden på det blev, at Frida beholdt det store skab, og at jeg så i stedet købte en smal rumdeler-reol til det legetøj, jeg havde tænkt skulle opbevares på hendes lave træreol. Hun har fået en ny lampe, et par nye billeder og hendes sengetæppe bliver syet af det, jeg før havde på min dobbeltseng.

Mit soveværelse: (2,0m x 3,10m)

Planen:

Futon på tværs, stort skab op ad væggen og væk med døren.

Eksekveret virkelighed:

Futon på langs, den lille rumdeler fra stuen ind i hjørnet, Fridas reol ud i stuen i stedet for rumdeleren, beholde det lille skab, som egentlig er til badeværelset, bag døren – som jeg så til gengæld kunne beholde. 

Jeg har købt tre nye lamper (2 nye fra hhv. Netto og Lidl, samt 1 brugt), 2 nye billeder, et sengetæppe (brugt) og kasser til rumdeleren.

Og jeg bliver bare lige nødt til at skrige min begejstring over futonen ud: Man ligger FULDSTÆNDIG formidabelt på den. Den kommer ikke til at blive slået op til sofa, som ellers var planen, men det betyder ikke noget, fordi den nu står på langs, og der ikke er et kæmpe skab, jeg skal rundt om.

Antons værelse: (2,60 x 4,25m)

Planen:

Halvdelen af min seng, noget reol af en slags, poser med lego og kasser med sværd op ad væggen. 

Jeg har med vilje valgt, at Anton lige nu ikke skal have et skrivebord. Han har brugt det gamle cirka 4 gange siden vi flyttede herud, så det eneste, han reelt brugte det til, var rod. Jeg har planlagt indretningen af det nye værelse, så vi kan sætte et skrivebord op derinde uden at skulle skille alting ad, men jeg har været ret optaget af, at værelserne skal indrettes til det, de reelt bliver brugt til, og ikke ud fra en stereotyp forestilling om, hvad man skal have på et værelse.

Eksekveret virkelighed:

Min seng som planlagt, en rumdeler med 6 rum til rod legetøj, kasser med sværd op ad væggen, mens de 3 poser lego er erstattet med en puf med opbevaringsplads. Han har fået en ny lampe, et sengetæppe (brugt) og genforelsket sig i sine gamle Marvel-billeder, som jeg heldigvis havde gemt, så de er kommet på væggene igen. Da han ikke har et skrivebord, har jeg fået min far til at save en af mine gamle hylder over, så han nu har to trekantede hylder i hjørnet i stedet til hhv. radio og Harry Potterlampe.

Så altså:

Skabene blev i de rum, de oprindeligt stod, soveværelsesdøren blev hængende, det kostede en ny reol til både Anton og Frida, og jeg har byttet om på reolen og rumdeleren i stuen. 

Hvad har jeg lært/er jeg blevet bekræftet i:

*Det er ubetinget bedst at vente med at købe ting, til man kan se, hvad man skal bruge. Det lyder utrolig oplagt, men det er ikke desto mindre svært for mig at holde ved, fordi jeg arbejder imod min egen personlighed. Jeg ville helst have fundet og bestilt det hele på forhånd, så tempoet kunne sættes op, men i det her har jeg måtte ændre på den oprindelige plan hundrede gange, og det har understreget, hvor vigtigt det er at holde hestene. Det havde SATME været surt at stå med et nyt, unødvendigt skab til Fridas værelse, eller at have solgt det, jeg endte med at bruge. 

*At nogle ting er gode at gemme, mens andre bare skal videre. I det her har det været ret tydeligt, at alt, hvad der kan bruges til opbevaring er smart at have. Jeg har gennem tiden købt utrolig mange gennemsigtige plastikkasser, og kønne er de ikke. Men jeg hentede dem ned fra loftet, da jeg startede, og de var guld værd, fordi jeg kunne samle de ting, jeg hev ud fra værelserne i dem, og stadig have et nogenlunde overblik over, hvor alting var. Et par stykker af dem er i brug igen, mens resten er sat tilbage på loftet.

Alle mine filtkasser, rumdelerkasser osv, sørger jeg også for at gemme, fordi de bare er virkelig gode at have. Vores skabe er f.eks. ret dybe, og det betyder, at hylderne lynhurtigt bliver rodede, og at man ikke rigtigt får udnyttet pladsen inde bag ved. Det kan man med kasser og kurve. Jeg har f.eks. alt sommertøj til at ligge i filtkasser, som så står på tværs inde bag tøjet, vi bruger nu, og får jeg brug for en filtkasse et andet sted i huset, kan sommertøjet lægges i gennemsigtige poser, og forblive i skabet. Mine kasser lever et vildt normadeliv, fordi de hele tiden gør det muligt at flytte rundt på tingene, så disse er, hvor jeg skal bruge dem nu, og ikke, hvor det var smart, de lå, for 4 måneder siden. 

Hylder gemmer jeg, for de er virkelig rare at have, når man pludselig står og mangler dem. Jeg opbevarer dem i bunden af de skabe, de tilhører, fordi de på den måde kun optager et par centimeter, og jeg samtidig ved, hvor de er. Træhylder fra mine vægge, har jeg under min sofa og i kasser i bryggerset, sammen med de hyldeknægte, jeg har skruet af. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg efterhånden har hevet en hylde frem, som pludselig came in handy, og træ er sgu dyrt.

Billeder og rammer gemmer jeg også, men har tyndet lidt ud i dem denne gang, og så har jeg samlet dem alle i én kasse, så jeg ved, hvor de er, og hvilke størrelser, jeg har.

*Til gengæld har jeg solgt de ting/møbler, vi ikke har i spil lige nu, simpelthen fordi jeg ikke gider flytte rundt på dem. Mit kæmpespejl, som jeg ellers virkelig elsker, må videre, min pyntestige er hentet, ligesom det ene sengebord også er flyttet hjemmefra.

*Jeg har foræret en kæmpe kasse spil til børnehaven (jeg sætter ild til mig selv, hvis nogen skriver noget om corona, for selvfølgelig har jeg taget alle forholdsregler), som også har fået min gamle flyverdragt (hedder det kedeldragt til voksne?), som jeg købte, da jeg tolkede udenfor en hel vinter i permafrost, men som jeg ikke har brugt siden. Jeg har sorteret groft i arvetøj og legetøj, og jeg føler ikke, at det ville være mærkeligt at invitere folkene på genbrugsstationen med til housewarming, når vi må igen.

Glimmervæggen

Sidste lille bid om værelserne bliver om glimmervæggen, som er det eneste, jeg ikke er 100% tilfreds med. Jeg har snakket med hele 3 malere undervejs, og jeg er bare nødt til at sige, at glimmervægge er det vilde vesten, hvor alle *mener* noget, men ingen rigtig *ved* noget.

Mit første forsøg var en grå regnbueglimmer i pulverform. Farven på malingen kan I se ovenfor, og enten 1) fik jeg tilsat for meget glimmer 2) var glimmeren for mørk ift. malingen 3) fik jeg ikke rørt det godt nok op 4) malede jeg med for høj glans (glans 10) eller 5) var malingen af for god kvalitet. Alle bud er fremsat af fagfolk, så bare tag det, du føler giver mest mening. 

Men resultatet blev lortlortlort. Der var mørke skygger overalt på væggen, hvor for meget glimmer havde samlet sig, og det så virkelig træls ud. Jeg malede det over, og lærte i den forbindelse, at det trods alt ER smart at købe glimmer, der er beregnet til maling, for én overmaling var faktisk nok til at dække glimmeret under. I andet forsøg tilsatte jeg hvid glimmer i pulverform til malingen, og på plussiden er væggen ikke længere skjoldet, og glimmeret, som jeg denne gang rørte i med min håndmixer, er langt bedre fordelt. Og måske kan man se det mere tydeligt, når det ikke hele tiden er tåget og overskyet, men jeg synes simpelthen, at det er for svært at se.

Konklusionen er, at resultatet bliver bedst, hvis man tilsætter glimmer til mørkere farver, fordi du så ikke får skygger de steder, hvor glimmeren samler sig lidt. Uanset hvad, skal du være obs på at få rørt helt tosset, og billig maling med lav glans, vil formentlig give det bedste resultat.

____________________

Spørg løs, hvis der er noget, der er uklart, og ellers slutter vi bare med lidt godt til ørerne: 

Bandeland, 2. sæson

Det piner mig, at det er Ekstra Bladet, der står bag den her, for den er FANDME god. Fokus er på de nyere bander (Brothas og LTF), og det er et fascinerende indblik i en verden, de færreste af os kender ret meget til. Den er godt fortalt, og jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over den, hvis man har den til gode. 

Welcome to your fantasy (OBS: Kun på Spotify)

Historien om Chippendales, som er væsentlig mere bims, end man lige tror. Der er ikke lagt mange afsnit ud endnu, men det er Pineapple Studios, der producerer, og de plejer at være garanter for kvalitet. Det, jeg indtil videre har hørt, har været godt.

Morbid

True crime, og min nye andenplads i genren. De to værter er halvsøstre, og den ene er frisør, mens den anden arbejder i et lighus. Lyden er træls på de første episoder, men det fungerer ret godt, at de kender hinanden så indgående, og de er (det meste af tiden) gode til at holde sig til historien, de fortæller.

Unraveled:

MFM-darlingen Billy Jensen (den ene halvdel af Murder Squat) og en kvindelig graverjournalist har kastet sig over sagen om The Long Island Serial Killer, som stadig er uopklaret. Sagen er speciel, fordi der er en meget fremherskende teori om, at det er den tidligere politichef, der står bag mordene, så der er sølvpapirshatte og mørklægninger til højre og venstre. Der er udgivet 5 episoder, og jeg synes, jeg et sted har læst, at der kommer 8 i alt.

____________________

God weekend til jer, når I når så langt.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Meldt mig ind i et par forskellige grupper på FB, hvor man kan forære ting væk. Mange af tingene kunne sagtens sælges, og Hjemsendelse Vol. II betyder, at vi godt kunne bruge pengene. Men lige nu er min mentale sundhed det vigtigste, og jeg er nødt til at prioritere at blive færdig med projektet herhjemme, for ellers brækker jeg midt over. Derfor har det primært handlet om at få ting, vi ikke længere skal bruge, ud ad døren. 

Til gengæld har jeg sat to regler for mig selv: Jeg sætter tid på, hvornår tingene skal være afhentede, og bliver de ikke det, går buddet videre til den næste i køen. Jeg blokerer folk præventivt, fordi jeg ikke gider bruge tid på at skændes med fremmede, der synes, jeg har lovet dem noget, men ikke lige kunne komme, fordi bilen gik stykker, børnene var syge og min hund har spist mine lektier.

2.

Klappet mig selv på skulderen over, at jeg, når jeg tegner abonnementer på noget, der kræver, at jeg taster mine betalingsoplysninger, lægger en reminder ind i min kalender, når det skal siges op. For efter at have skuffet mig selv utallige gange, når jeg ved oprettelsen har tænkt: “Det kan jeg SAGTENS huske!” – for så at ende med at betale for flere måneder af noget, som jeg ikke bruger, har jeg lært, at nej. Nej. Det kan jeg virkelig ikke. 

Denne gang var det lige ved at glippe, fordi jeg pga. af pandemien tjekker min kalender med en langt lavere frekvens, end jeg plejer, men jeg var heldig og fik opsagt mit abonnement hos C More 4 dage før prøveperioden udløb.

Jeg ved godt, at det er det, de løber an på, når de laver gratis/billige prøveperioder, der ‘bare lige kræver’ at man taster sine betalingsoplysninger, og i gamle dage var jeg lidt ‘nå ja’ omkring det. Men fordi jeg, når jeg skal lægge remindere ind, er nødt til at skulle omkring deres betingelser for at se, hvor lang tid i forvejen, man skal opsige, har jeg et par gange undgået nogle virkelig trælse oplevelser. Jeg ved sgu ikke, om udenlandske firmaer er undtaget danske regler ift. hvor længe, man binder sig, men jeg har det seneste år fået trukket i nødbremsen i sidste øjeblik på apps og medlemskaber af den type, hvor man automatisk melder sig ind, når man køber noget, fordi det viser sig, at man binder sig for et år, at der slet ikke findes info om bindingsperiode (#ThingsThatMakeYouGoHmm), eller at den eneste kontaktinfo til firmaet, er noget et par virkelig shady østeuropæiske adresser med meget lange telefonnumre.

Det kan godt betale sig at lede efter – og læse – det med småt.

3.

Endelig fundet Det Perfekte Tefilter.

I mit forsøg på at skære bare lidt ned for kaffeindtaget, har jeg prøvet at skrue op for teen, men jeg synes godt nok, at der er langt mellem snapsene, når man drikker brev-te. Men te i løs vægt har sin form lidt imod sig, synes jeg, og selvom jeg gennem tiden har forsøgt med te-æg, filtre og et par andre aggregater, har jeg aldrig lige fundet det, der fungerer for mig.

Før nu.

Den er så smart. Egentlig er der et låg til, men jeg drikker stadig koffein nok til ikke på *nogen* måde at have tålmodighed til at stå og forsøge at få hullerne i sien til at stå parallelt med hullerne i låget, OG få nålen igennem det hele. Ud med låget. Sien står så højt i koppen, at der ikke er noget, der løber over. 

Nålen kan bruges til at skrabe teen ud med, og efter 2 sekunders skyl under hanen, er sien klar til at stå i skabet og tørre i det lille glas, den bor i. Ingen engangsfiltre, intet hurlumhej når man fylder og tømmer (jeg taler til dig, klemme-æg), og der findes virkelig, virkelig meget god te derude. Mine seneste besættelser er ‘Hvid te med fresh lemon og yoghurt’ og ‘Hvid te Panforte de Sienna’.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at lave pizza med søde kartofler, og det blev sgu ikke ret godt. Opskriften var til 4 personer og én af dem, der var svære at skalere ned, fordi indholdet af mascarpone passede med et bæger, antallet af søde kartofler passede med en pakke osv. 

Dejen var koldhævet, og kunne, ifølge opskriften, holde ‘flere dage på køl’. Jeg havde derfor været smart nok til at nøjes med at lave pizza af halvdelen, og ladet den anden halvdel stå til dagen efter. 

Da vi den første aften rejste os fra bordet, stod jeg tilbage med et stort stykke færdiglavet pizza, som jeg egentlig havde mest lyst til at smide ud, fordi jeg ikke har ret gode erfaringer med at fryse mad med kartofler. Men fordi jeg ved, at der er dage, hvor alt, hvad man hiver ud af fryseren, vinder tifold over det, man først skal til at lave, så den røg derind alligevel. Jeg har en ide om, at man måske godt kan gøre den tålelig med en tur under grillen. 

Den efterfølgende aften brugte jeg de overskydende søde kartofler i en tøm-grøntsagskassen-suppe, hvor en dåse hakkede tomater og det tiloversblevne halve bæger mascarpone, sammen med masser af krydderier, forvandlede ukurante rester til en ret lækker suppe. Dejen bagte jeg et lille brød af, og således endte det hele med at blive omsat, uden at vi skulle tvangstygge os igennem noget, som ingen rigtigt gad at spise.

Som ekstra bonus er der 2 x suppe og et stort stykke pizza i fryseren til dage, hvor Nogen Må Tage Over. 

2.

Været ved at miste besindelsen over, at jeg ikke snart kan få en ny telefon. Men der er venteliste, og ikke noget at gøre, og i mellemtiden kan jeg så glæde mig over min nye, månedlige besparelse, som jeg nok ikke ville have opdaget muligheden for at opnå, hvis jeg bare kunne have trykket på en knap og fremmanet en ny.

For d. 03.12 skrev jeg mig op til en iPhone 12 hos mit nuværende teleselskab efter en graver-ekspedition, der var Detektor værdig. Jeg bruger mine telefoner så længe, at det giver mening at gå med 12’eren, og jeg fik sammenholdt dækningen og abonnementer hos alle andre kendte selskaber med det, min nuværende udbyder kan tilbyde. Målt på alle parametre, var konklusionen,  at det var denne løsning, der gav mest mening. 

Men fordi jeg var inde i se på mit forbrug for hver enkelt måned over de sidste 12 måneder for at se, om konkurrerende udbydere med telefonen på lager kunne tilbyde et abonnement, der passede til mit behov, kunne jeg se, at jeg faktisk sagtens kunne gå to pakker ned, så det har jeg været inde og ændre.

Det giver en månedlig besparelse på 40 kroner, og det er værd at tage med.

3.

Købt nye sko for mine fødselsdagspenge.

Jeg gik egentlig og ventede på, at jeg kunne komme i en fysisk butik og prøve, men dem, jeg havde, som jeg fik i julegave for 13 måneder siden, var færdige. Hvilket passer meget godt med, at man som tommelfingerregel siger, at et par træningssko kan holde én sæson. Der er selvfølgelig masser af faktorer, der spiller ind, som f.eks. hvor ofte, man bruger dem, hvor tung man er, hvor længe ad gangen man bruger dem osv. osv. men når man ved, hvad man leder efter, er man ikke i tvivl. Ømhed over lænden, ømme ankler, ømhed under fødderne, rygsmerter, ondt i V-facon under knæet osv. er tegn på, at stødabsorberingen i skoene er færdig, og jeg kunne vinge næsten alle boksene af.

De gamle har gjort det godt. Jeg gætter på, at jeg i snit har gået 25 km. om ugen i dem det sidste år, og så kan man vist ikke forlange mere af et par sko til 1300 kr.

De nye er købt, og er ved at blive gået til, og de gamle kommer til at tilbringe deres otium på mudrede stier i jagten på Geocacher, men når vi rammer foråret, ryger de ud. Jeg har tidligere været slem til at gemme gamle sko “til hvis nu”, men det er noget åndssvagt plads at tage op, for jeg gætter på, at jeg over 10 år har haft brug for “gamle” sko under 3 gange, og det er ikke værd at flytte rundt på 4 par udslidte Nikes for.