Jeg spørger, I svarer: Om børn og make up

Jeg er røget i et dilemma, jeg ikke helt ved, hvad jeg stiller op med, så i dag bytter vi stole, og så kan I få lov at være Monopol for en dag. 

For:

Anton vil gerne have make up på i skolen, og det synes jeg er svært. Hvad, hvis de andre dømmer ham? Hvad hvis de dømmer mig? For jeg kan være lige så woke, jeg har lyst til; hvis de andre tror, det er mangel på opdragelse og interesse for mit barn, at han får lov at gå i skole med make up, så rammer det ham, alle mine gode intentioner til trods. 

Hvad tænker I så? At han skal have lov at være den han er? At det ville være forkert at undertrykke hans personlighed og udtryk? Eller at det er dårligt forældreskab, hvis jeg ikke forholder mig til, at han uforvarende kan komme til at stå på mål for mine politisk korrekte holdninger?

Brug lige 30 sekunder på at tænke over det, før du læser videre.

Klar igen?

Godt.

For det er så nu, jeg skriver, er det ikke er Anton, det her handler om. Han ville ikke kunne udpege en mascara, om den så sprang op og bed ham i næsen. 

Men det kan Frida. Frida, som elsker make up og glimmer og øreringe og tøj i alle regnbuens farver. Frida, som jeg har ladet vælge sine outfits, fra hun selv kunne pege, fordi hun ikke ryster på hånden overhovedet, og fordi det for mig har været meget tydeligt, at tøj for hende er en måde at udtrykke sig på. 

Hun har altid elsket make up, og jeg har ladet hende lege med det. Jeg købte allergitestet voksenmakeup, og et sæt ordentlige pensler til hende i kalendergave, og det var tæt på at indbringe mig prisen som Årets Mor. 

Hun har alle dage fået lov at børste lidt på øjnene, når hun gerne vil, og også at tage en gloss på læberne, for min påstand er, at meget af det, vi forbinder negativt med make up, er den sexualitet, vi synes, den signalerer.

Og det er netop derfor, jeg valgte at starte med at prøve at sætte Anton ind i problemstillingen, for jeg gætter på, at ingen af jer, der syntes, han skulle have lov, havde bekymringer ift. hud og allergi? Eller mente, at jeg skulle tænke over, hvad han signalerede?

Og jeg peger ikke fingre. Det gør jeg virkelig ikke. For jeg synes, det er svært!

Forleden talte jeg med min veninde om en pige i hendes barns klasse, som i en alder af 10 år kører fuld EMO-kohl. Og det kan jeg mærke, at jeg også *selv* reagerer på – men jeg tror, jeg gør det af de forkerte grunde.

For jeg nægter at være med til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt, som skal frygtes og undgåes – men hvor og hvornår sætter man ind? Hvornår går vi fra, at glam-up bare er noget, vi leger med vores Bratz-extensions og Barbielipgloss til, at det er noget, vi forbinder med kvindelighed og kønsroller?

Helt lavpraktisk: Hvis jeg vil forbyde det – hvornår gør jeg det så? Og med hvad for en begrundelse?

Man kunne godt trække en grænse og sige, at ligesom man ikke må gå i skole i udklædningstøj, så må man heller ikke have sminke på, men jeg kan mærke, at der er noget i mig, der stritter, fordi jeg synes, at tankerne bag forbuddene af hhv. udklædning og make up er forskellige. Men er det vigtigt?

Og hjælper jeg hende, hvis jeg lader hende fortsætte, og hun risikerer at blive stemplet af både andre børn og deres forældre om et par år? Passer jeg ordentligt på hende, hvis jeg lader jeg hende gå, uforvarende og med paraderne nede, lige ind i løvens hule?

Jeg tænker, så det knager, og jeg ved ikke, hvor jeg står. Så det er her, I kommer ind i billedet. For måske har I haft snakken i jeres respektive netværk eller i børnenes klasser? Måske er det én af dem, hvor svaret bliver helt indlysende i takt med, at børnene bliver ældre? 

Jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker og erfaringer, så vamos a la blækhus, s’il vous plaît.

På forhånd tak.

Published by

37 Replies to “Jeg spørger, I svarer: Om børn og make up

  1. Jeg er en gammel boomer og mor til en dreng på nu 33.
    Så, jeg har slet ikke fingeren på pulsen i den problematik. Jeg tror jeg ville sidestille make-up med udklædningstøj. At det kan man lege med derhjemme. Og så ville jeg nok tage den op på klasseniveau… hvornår er det ok at gå i skole med make-up? Ligesom man sætter grænser for mobiltelefoner, alkohol, sukker og mange, andre ting, kunne man vel også sige 12 år, 7. klasse eller sådan noget?
    Jeg ved ikke om det overhovedet giver mening for din generation 😊

  2. min erfaring med en dejlig glimmer/meget make-up glad pige vil jeg ikke sætte forbud men mere grænser jeg elsker simpelthen at hun kan hvile i sig selv. Jeg vil ikke forbyde noget jeg selv knuser elsker at putte på mig selv , jeg føler mig som en pige i at komme lidt mascara på øjnene og hvorfor skal min datter ikke have samme selvfede følelse med sig selv 😀 hermed ikke sagt at hun skal møde op og ligne Linse på en god dag. herhjemme må man tage lidt på vipperne , verden skriger på forandring og ligeledes accept på forskellighed i små som store.

  3. Kære Linda,

    jeg læste den første del og tænkte lige – hhhm, selvfølgelig må drenge gå med makeup, men hvor gammel er han lige – jeg skændes jo jævnligt med min datter på 4 om det og synes bestemt ikke, at hun skal have make up på i børnehaven. Nu er Frida jo lidt ældre, men…

    Jeg synes, alderen gør en del. Og min fornemmelse er, at de (Frida og min datter) er for unge, men det er jo noget, jeg har lært af mine omgivelser. Og jeg beundrer min datter tit, fordi hun er ret ligeglad med det, de andre synes om hende, det er faktisk noget jeg gerne vil værne om. Uden at have gjort mig dine overvejelser havde jeg sagt, at man måske kunne finde sammen på en alder, hvor det bliver okay. Men hvis det er allergimærket osv. er der jo ingen rigtig grund til det. Er meget spændt på, hvad andre læser skriver.

    Tak for en god blog! Inke

    PS Du må undskylde mine komma- og sprogfejl, jeg er nogenlunde dansktalende grænselandstysker og begyndte for mange år siden med at læse din blog for at blive bedre til at skrive på dansk. Men ikke kun på grund af det, jeg synes også at du skriver om nogen rigtig spændende ting.

  4. Årh den her tråd er jeg SÅ spændt på at følge med i !! Melder mig straks som veninden med barnet i klassen og også som hende, der har tænkt og tænkt over vores snak, hver eneste gang jeg hjælper min søn igang med dagens hjemmeskole. Fact er at noget inden i mig stadig reagerer, når søde M stadig – hver eneste dag – toner frem på skærmen med skarpt påmalede øjne. Og ved ikke hvad det er? For jeg er ikke negativ – eller dømmende – eller tænker ‘ej hvor er de forældre lige’ Og jeg smiler stadig bredt over at det lige er hende min søn lidt hemmeligt snap chatter med og smiler lidt mere til end de andre. Men alligevel er det en lille reaktion indeni i mig som ikk går væk – og som stadig hvisker til min hjerne at det ikke er sådan 10 årige piger er?

    Samtidig ser jeg også min søn tone frem – som den eneste af drengene på skærmen med skulderlangt lyst hår og fuldt bevidst om at han (heldigvis) er ligeglad med at han er blevet kaldt ‘hun’ mere end en gang og at jeg oftere svarer på ‘hvornår det barn skal klippes’ end hvordan han har det? Han er også barnet som for 2 år siden insisterede på – og fik lov til – at få Cornrows selvom det fik endnu flere til at vende øjnene og kommentarerne mod hans frisure. Og da han kom hjem fra skole en dag og sagde at Emil fra B klassen havde drillet ham og sagt at hans hår ‘passede bedre til en perker’ brugte jeg KUN energi på at være forarget over, at et barn på 8 ikke havde lært at P ordet så absolut ikke hører nogen steder hjemme og skænkede ikke på noget tidspunkt det en tanke at min søns valg var forkerte. Tvært imod så bakkede jeg op og roste ham for at stå stærkt i sig selv – selv når han skilte (og skiller sig ud) !!

    Så hmm … kommer den her reaktion virkelig kun af alt det jeg selv har hørt om alder og hvornår man gør hvad? Og hvorfor synes jeg at make up er for voksent, når jeg åbenbart ikke synes hår er?

    Jeg synes sådan ægte at det her er interessant! Mine tanker blev lige flyttet lidt mere af at læse dit indlæg – og jeg gider godt at blive rykket endnu mere i kommentarfeltet 🙏🏼

  5. Hmm, spændende…
    Min automatreaktion – uanset om vi taler Anton eller Frida – er at sidestille det med udklædningstøj eller festtøj. Egentlig mest med begrundelsen om at fokusere på samvær og relationer og knap så meget på hvad må du have på/med i skole/børnehave.

    Men jeg er også farvet af mit barns år i en steinerskovbørnehave, hvor selv en medsmuglet læbepomade hurtigt tog fokus fra fantasilegen med sten og kogler, og hvor uld i dæmpede farver var dresscoden … sådan groft sagt. 😉
    Det fungerer super godt til små børn og gør mange ting let, i hvert fald hvis man har et barn, der kun sporadisk og halvhjertet går op i den slags.

    Efter at hun er startet i skole i sommer, er der pludselig fuld knald på pangfarver i håret, sko der ruller og blinker, ure, der kan måle aktivitet og belønne med tid foran skærmen, og slikposer i stedet for dadelkager til fødselsdage, så jeg gætter på, at jeg snart bliver udfordret af den unge generation – om ikke på makeup, så på noget tilsvarende – så jeg lytter med og glæder mig til gode indspark i kommentarfeltet.

  6. Hej Linda
    Da jeg læste delen med Anton tænkte jeg: Hvis det var en pige ville jeg sige han er for ung til at have make-up på.
    Jeg har dog selv ladet min datter gå i børnehave malet med ansigtsmaling (selv om det ikke var fastelavn), så man kan jo overveje om det ikke er dobbeltmoralsk. I det tilfælde var jeg også meget i tvivl, men endte på at det var ok, fordi det var børnehave.
    Men jeg ville sige nej i skolen, fordi man der overholder nogen fælles koder som gør, at fokus bliver på læring og fællesskab, og derfor synes jeg heller ikke make-up hører hjemme der undtagen til fastelavn og halloween. Så kommer der en teenagetid, men der skifter make-up for mig fra at være 100% legende til noget omkring at tilegne sig voksenlivets koder, og så er det en anden problemstilling synes jeg.
    Så: jeg ville sige nej, ligesom jeg ville sige nej til at troppe op som isbjørn en helt almindelig tirsdag.
    Jeg er spændt på hvordan resten af kommentarsporet stiller sig 🙂

  7. Puh Linda, det var godt nok et velskrevet indlæg, som satte tankerne i gang. For ja, jeg var helt klar på at lade Anton gå med makeup i skole, men min umiddelbare mavefornemmelse med Frida var et nej. Måske fordi, at hvis det var Anton, det drejede sig om, så drejede det sig måske ikke grundlæggende om makeup? Altså at man lod makeup’en være et symbol på, “selvfølgelig må du lege med din kønsidentitet”, hvorimod makeup til en pige signalerer “tøseri” og piger der hurtigt kommer i puberteten – hvilket selvfølgelig slet ikke er fair at tænke negativt om… men det gør jeg nok, som mavefornemmelse. Jeg er selv vokset op med en ekstremt sexistisk tankegang når det gælder andre kvinder; jeg var 100% jeg-er-ikke-som-de-andre-piger-typen. Jeg kunne ikke tage afstand nok – og jeg har stadig svært ved at pakke det væk.

    Så måske man skal starte et andet sted, end med hvad det signalerer? Som… Er det praktisk? Er hun grundlæggende for lille? Er det smart med pandaøjne, fordi hun fik gnedet sig for meget i dem i en skoletime? Eller fordi hun faldt og slog sig og græd? Er der noget make-up, som er mere upraktisk end andet? Jeg tænker f.eks. at en lipgloss sjældent giver problemer, hvorimod en læbestift hurtig bliver grim. Måske øjenskyggeglimmer ikke ser forfærdeligt ud, hvis der i løbet af dagen er drysset lidt ned på kinden?

    Næste del er vel, hvad hun får ud af det. Vil hun gerne bruge det, fordi det er en slags udklædning? Eller fordi hun er utilfreds med sit udseende? Fordi hun vil være smukkere? Jeg ville være SÅ ked af, min datter synes hun havde brug for den slags forskønnelse, og jeg ville være endnu mere bange for, det var et skråplan. Makeup er vel en hel legitim hobby, men den involvere nok lidt for meget fokus på photoshoppede reklamer med urealistiske mål efter min smag… Jeg ville være ked af, at støtte en leg der involverede “Vi Unge”-agtige magasiner, youtubevideoer og instagramreklamer, hvis mål et eller andet sted er at sælge flere tilsvarende produkter. Selvom hun ikke er træt af sit udseende nu, så kan man jo hurtigt blive det, hvis man dykker alt for meget ned i dét univers (ville jeg være bange for).

    Sidste del er “hvad mon det signalerer”-delen, og som mor til en 1-årig har jeg den ret gratis holdning, at den kamp skal forældrene holde sig fra. Lige dén løvehule, må de gå ind i alene. Jeg var en nørdet weirdo som barn og teenager, og min mor gjorde mig en kæmpe bjørnetjeneste, ved konstant at bede mig om at rette ind og tilpasse mig. Hun gjorde det i bedste mening, men der er flere problemer ved det valg:
    1) Hvis du ikke retter ind: Er det nu lidt din egen skyld, hvis folk behandler dig anderledes? Du var jo “advaret” hjemmefra.
    2) Når ikke engang ens forældre bakker op om ens hobbyer og udtryksmåder, hvordan skal man så gå selvsikkert ind i det?
    3) I sidste ende er det langt sjovere at stå på mål for ens egne valg, fremfor det man vælger, for at passe ind. Og det tror jeg, børn har godt af at lære tidligt.

    Måske slår Frida sig lidt, når hun går ud i verden med makeup, men så kan hun trække sig, tænke sig om (evt. tale om det derhjemme – det er svært, hvis man har gjort noget “forbudt”/noget der stiller mor i en hvad-sagde-jeg-position), og 1) gå ud i verden med en det-skal-de-ikke-bestemme-attitude eller 2) droppe makeuppen for nu – ikke fordi mor siger det, men fordi omverdenen ikke er altid sød eller forstående.

    Beklager det blev lidt langt, men det var virkelig interessant at tænke over!

  8. Da du fik mig med på Anton-makeup-bølgen først tænkte ja “JA! Det skal han bare have lov til!”. Og jeg bliver nødt til at sige, at jeg tænker det samme med din datter. Jeg forsøger at gøre mig meget umage med mine holdninger i sager som disse, men jeg er himmelråbende feminist og ‘fuck politeness’-kvinde, men jeg er også mor til en snart 3-årig pige, som jeg er så nervøs for møder samme udfordringer i køn, samfund, krop og seksualitet, som vores generationer er præget af.

    Vi kan snakke tøj, makeup, amning – det hele bliver betændt, fordi man har haft for vane, at seksualisere emnerne. Det er så svært. Men tiden er også til, at vi skal gøre op med det. At vi støtter vores børn til at være dem, de er, og dem, de har lyst til at være. Så i stedet for et forbud mod makeup for din datter, hvad så med en dialog – i hendes øjenhøjde – omkring reaktioner fra andre på makeup? Jeg ved godt, at en sådan snak hurtigt kan komme omkring sig – men måske en snak om, at vi alle er forskellige og har forskellige værdier og holdninger og derfor reagerer forskelligt på dem, når vi ser dem omkring os? Nogle vil synes, det er for tidligt, unødvendigt osv. Men andre vil synes din datter træder fodspor, som andre (endelig) har modet til at følge i. Men i stedet for at centrere snakken/dilemmaet omkring vores børn – og selvfølgelig uden for meget ansvarsfralæggelse – hvad så med at lægge den lidt ud til omverdenen? Styrk vores børn i hvem de er, og fortæl dem (OG VIGTIGST!) klæde dem på til at navigere i den store stygge verden ud fra deres næsetip. Der tror jeg kræfterne, og din opbakning til din datters makeuplyst, er bedst placeret. Det blev langt og en smule rodet. Jeg håber, min pointe er til at gennemskue. Spændende dialog du byder ind til, og jeg glæder mig til at læse flere reaktioner og andre holdninger hertil.

  9. Jeg hoppede i med begge ben i første halvdel, og var helt klar i min mening: nej Anton, det er du for lille til.
    Jeg har INGEN argumenter. Det er bare hvad jeg føler. Jeg har en dreng på 9 år, og jeg ville sige nej.
    Så var det så Frida i stedet for…jeg siger stadig nej. Og har stadig ingen argumenter, men jeg har en helt bestemt grund – og jeg har i øvrigt kun drenge, but here goes: jeg er bange for at helt unge piger, der starter med at gå med make up så tidligt, får en holdning til eget udseende, der “forbyder” dem at gå uden make up. Tænk hvis hun ikke tør møde verden med bart ansigt som 14 årig. Eller 20 årig. Eller nogensinde. Alle kender en eller anden, der ikke går i Netto uden fuld krigsmaling. Og hvad så, kunne man spørge?! Jeg ved det ikke…jeg ville selv være ked af at have det sådan. Det kan sagtens være, at det er en helt overdrevet tanke, men det var vitterligt min første tanke. Der ER forskel på at tage make up på derhjemme, og at møde op til sin hverdag med make up på. Måske argumentet er, at i skolen koncentrerer vi os om skolen, og så skruer vi op for fest og make up derhjemme?

  10. Hvorfor er det i orden, at børn får en kop te, men ikke en kop kaffe?
    Som lærer har jeg af og til haft elever, som kom sminkede i skole, som jeg husker det, blev der ikke gjort noget særligt ud af det.
    Og det stoppede ret hurtigt, jeg gætter, at det var for besværligt i længden.

  11. Min første tanke var at indtil 5 klasse gå hverken drenge eller piger med sminke, færdig med den. Så det gælder både Anton og Frida.
    Men hvorfor egentligt? Det måtte jeg reflektere lidt nærmere over, da jeg læste videre. Jeg nåede frem til at det bla handler om at værne om barndommen som et sted der er frit til at være frem for at bruge energi på hvordan man fremstår. I min optik er sminke en del af at lege voksen og selviscenesættelse som ikke hører skoletiden til. Men måske jeg tager fejl – jeg kan ikke rigtigt sætte en finger på hvorfor make-up og (små)-skolebørn får det til at stritte sådan på mig, men det gør det. Virkelig!
    Tak for et fint indlæg, jeg vil reflektere lidt nærmere over min modstand.

  12. Kære Linda.
    Jeg har to drenge på 18 og 16 og en pige på 13.
    Min datter (og sønner) har altid selv bestemt tøj og jeg har været ligeglad med andres mening omkring det. Jeg har forsøgt mig med fløjlsbukser og strik, men hun har altid elsket syntetisk stof og har virkelig ikke brudt sig om det jeg har forsøgt mig med. Så sådan måtte det være.
    Men da hun blev ca. 10 år ville hun gerne gå med mavebluser og sådan nogle bluser, hvor skuldrene er bare.
    Der sagde jeg nej – du er for lille.
    To grunde.
    Nummer et. Jeg hader at børns tøj bliver designet som små voksnes.
    Vi havde flere diskussioner og konflikter omkring emnet.
    Nummer to. (Som måske er den vigtigste for mig). Jeg tænker meget over, at barndommen går meget stærkt i dag.
    Fx. da min datter (også som 10 årig) ville ned i byen og på café med veninderne, sagde jeg også nej. Og nej til make-up. Fordi hvis hun nu “udlevede” det som 10-årig, hvad skal hun så som 13-årig?
    Jeg går ikke selv med make-up, men min datter synes det er rigtig fedt og spændende at lege med. Så i 6.klasse begyndte hun at gå med øjenmakeup i skole. Men det er jo noget andet for Frida, som er så lille, hvor det jo måske ikke handler om look og stil – men mere at hun godt kan lide det og at det er sjovt og smukt.
    Så for mig handler det ikke så meget om skyld og skam og noget forkert (min niece som er 7 år går tit med rød læbestift fordi hun eeelllsker det og det synes hendes mor er fint 🙂 ) Jeg dømmer virkelig ingen og der er ingen sandhed, men ville bare dele mine tanker om mit (den gang) nej.
    De bedste hilsner, Erla

  13. En erfaring fra den virkelige verden: min datter på 5 kom for et par måneder siden og sagde at hun gerne ville have ‘sminke’ på i børnehave.

    Jeg bruger ikke selv make-up, så hun har det ikke fra mig. Jeg er mega feminist, for indre skønhed, imod objektificering af kvinde osv. osv.

    Jeg tænkte præcis samme tanker som dig, men sagde fint og fandt en gammel glimmeragtig lys øjenskygge, en tør mascara og en læbestift bagerst i skabet.

    Min datter sminkede hele ansigtet grundigt og dybt koncentreret i 4-5 dage og følte sig meget flot, er mit indtryk.

    Så mistede hun interessen for sminken. Og så var det ikke et problem som jeg i hovedet gjorde det til. Så bare afsted med Frida med fuld krigsmaling:-)

  14. Min første tanke var – uanset køn – at make-up ikke hører til i den tidligere skolealder. For mig handler det ikke om kønnet men alderen. Ligesom jeg selv ikke måtte få hul i ørerne eller permanent i håret før en vis alder. Jeg synes ikke det handler om at du er med “til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt”. Det handlet om at piger og drenge skal være fortrolige med deres eget udseende og have en chance for at hvile i det, inden det skal formes og ændres. Jeg ville selv forklare det med, at make-up kan man lege med derhjemme men ikke bruge i skolen, før man bliver ældre (fx 12 år) eller der er en særlig lejlighed. Det er lidt ligesom, at børn (helst) heller ikke skal have legetøj med i skole, da det fjerner fokus fra undervisningen. Men spændende hvad du ender med at gøre:-)

    1. Jeg er meget enig med dig, Ann. Der er så mange aspekter og lag at tage med i denne diskussion, og jeg er bevidst om at jeg selv er ekstremt farvet af min egen opvækst, hvor sminke var en del af klæd-ud-kassen og derfor automatisk blev holdt derhjemme. Men jeg kan mærke, at jeg selv tænker som du gør, og hvis min datter på ni eller min søn på seks kom hjem og bad om lov til at tage makeup på i skole, så ville det blive et nej.

      Men. Jeg funderer stadig. Vanvittigt spændende oplæg og vanvittigt gode pointer i kommentarerne!

    2. Helt enig med Ann, er mit korte svar!
      Super godt indlæg og lækkert plottwist! Det sætter mange tanker igang og som altid fordobles de kun i kommentarfeltet ❤️

  15. Wauw, dine kommentarspor er det bedste!
    Jeg er virkelig usikker på, hvad jeg selv mener, men vil lige bringe en kedelig detalje ind i legen.
    Jeg var en af de første piger i klassen, der brugte make up (nok først i 6.klasse). Jeg fik lidt aflagt make up og købte skønne Rimmel-produkter mm. I dag har jeg allergi overfor en del make up, så mine øjenskygge-dage er forbi. Og det er ikke de billige, jeg reager på. Det er også dyre, fancy, allergitestede, økologiske osv. Min pointe er vist, at det er svært at vide, hvor meget og hvilke stoffer, der skal til for at skabe problemer. Derfor prøver jeg selv at forhale min egen tiårige datters makeup brug. Det var bare dét…

  16. Så spændende indlæg, Linda.
    Ift. samfundsformer fik det mig til at tænke på noget Morten Elsøe har sagt i en episode af sin egen podcast. At han ville ønske at fredagsslik ikke var en ting, fordi det ville gøre det lettere for hans familie at opdrage deres børn som de vil ift. mad. Men fredagsslik er en ting og derfor kører ME også med det (eller gjorde da episoden blev optaget).
    Han folder, så vidt jeg husker, ikke argumentationen yderligere ud, men det minder mig om de tanker du selv lufter i indlægget og andre steder på bloggen: at hvor gerne vi end ville at verden så anderledes ud på nogle punkter, så er der områder hvor vi bliver nødt til at leve med at den har den nuværende form og farve … Og at jer med børn uforvarende kan komme til at sende dem foran i en forandring som ikke er ordentligt i gang. Måske make up i skolen falder i den gruppe (?)
    Men, åh, Nadia har også nogle virkelig gode pointer …

  17. Er hun god til at lægge make up eller lægger hun det på som et barn? Er det sidstnævnte vil jeg sige go for it, for så er det tydeligt hun leger. Og så kan folk smile, vende øjne eller hvad de nu vil men det er stadig barnligt.
    Er hun derimod god til det, så det rent faktisk er voksen flot er jeg mere i tvivl. For så kan det blive opfattet sådan lidt Lolita-agtigt og det ville jeg selv have det svært med. Og så sige ok til lip gloss og så stoppe der.
    Så for mig handler det vist mest om, om det er noget vi leger.

  18. Jeg laver lige en fælles-kommentar her i forsøget på at holde debatten nogenlunde samlet, så vi ikke skal sidde og svare hinanden på kryds og tværs i 15 undertråde.

    Tak for virkelig fine tilbagemeldinger. Der er mange gode vinkler, og masser af nye ting at tænke over.

    
Når jeg kigger på Frida, så ser jeg et barn, som i sjælden grad hviler i sig selv. Hun har et misundelsesværdigt positivt forhold til sin krop og sig selv generelt, og måske er det derfor, jeg ikke tror, at vinklen med, at hun kan komme til at føle, at hun ikke er pæn uden make up, kommer til at blive relevant her. Det lader til, at Frida opfatter make up som et accessory på lige fod med tøj og smykker. Altså, noget ydre, man vælger efter lyst og humør, og ikke noget, der skal dække et basalt, indre behov eller skal afhjælpe usikkerhed.

    Og egentlig er der meget, der falder på plads for mig, når jeg tænker, at make up måske bare ER ligesom tøj, når man har det forhold til det, som Frida har? For vi kunne jo teknisk set godt bare gå i jeans og sorte t-shirts hver eneste dag. Det ville holde os varme og ude af fængslet. Når vi køber bluser med fine print og forelsker os i et par skrigpink sneakers, så tror jeg ikke, det betyder, at vi ikke føler, vi kan have dage, hvor vi har noget andet og mere nedtonet på?

    Frida stryger ikke ud ad døren hver eneste morgen i fuld krigsmaling. Hun har mange dage, hvor hun ikke lige kommer i tanke om, at hun har lyst, og de dage hun har, er der ikke noget system i, om hun vælger lidt på øjnene eller en lipgloss. Så egentlig spekulerer jeg nu på, om hun ikke bare kommer til at forfine sin stil og sine valg, når hun bliver større? Altså, at hun ikke kommer til at mangle ‘det næste trin’?

    For mig har en del af dilemmaet været, at hun har fået lov de sidste par år – men jeg har selv tænkt på, om jeg bør stoppe det, nu hvor hun er startet i skole. Det, jeg synes er svært er, at jeg ikke helt kan gennemskue mine egne motiver. Jeg er bange for at sige både ja og nej af de forkerte grunde. Specielt fordi jeg ikke selv bruger ret meget make up; det er den klassiske forældrefælde at falde i. At vi melder de ting ned, vi ikke selv forstår, og jeg vil gerne være sikker på, at det ikke er det, jeg gør her. Lidt, som når vi snakker følelser, hvor det kan være svært at forstå, at en særlig ske er SÅ vigtig (selvom ingen – INGEN! – skal røre min kaffekop). Eller oprydning. Jeg fatter ikke, hvorfor Anton skal have ALLE kasserne fra de Legosæt, han gennem tiden har bygget. De irriterer mit øje og de fylder ad helvede til. Men min far synes med garanti også, at mine orakelkort og min stak med puslespil er spild af plads, så jeg øver mig meget i – i alle forhold – at huske, at fordi jeg ikke lige forstår dette eller hint, så betyder det ikke, at det er ‘noget pjat’ eller forkert. Deres oplevelser og værdier er præcis ligeså valide som mine.

    Men igen synes jeg egentlig, at analogien med tøj hjælper mig, for der har man jo heller ikke et enten/eller. Der kan være nederdele, der er ok, mens andre er for lange/korte/tykke/tynde. Ift. tøj er der mange forhold, der spiller ind, og det navigerer jeg fint i. Så måske jeg skal stræbe efter at gøre det samme her? At lidt på øjnene kan være ok, mens goth-looket måske er lige tidligt nok. Og her må jeg nok, som et par stykker er inde på, acceptere, at der er normer og holdninger i samfundet, som jeg måske ikke er enig i, men som ikke desto mindre stadig er så fremherskende, at jeg ikke kan forlange, at mine børn skal være klar til at gøre op med dem. Ligesom med tøj, hvor jeg også bliver sindssyg over, at vi stadig synes, ‘man selv kan bede om det’, så ER man som forælder nødt til at forholde sig til, at en bestemt type af påklædning kan skabe situationer, som barnet ikke er moden nok til at forstå omfang og konsekvenser af.

    Til gengæld tror jeg ikke, jeg synes, at make up hører til emner, man skal være enig om i klassen. For mig er det nok at gå for langt ind over, hvad jeg synes, man selv skal have lov at bestemme. Det giver mening for mig at tale om lommepenge, mobiltelefoner og hvornår børnene skal være hjemme om aftenen, da den slags faktorer kan være med til at afgøre, om børnene kan være med i det fællesskab, der nu engang er i klassen – men det personlige udtryk ville jeg være ked at, at vi skulle ensrette.

    Den med allergien har jeg skrevet mig bag øret – for det ville godt nok være træls, hvis det var dén konsekvens, det fik. Det tygger jeg lige på.

    Jeg kan mærke, at min holdning begynder at tage form – tak for indspark og lad dem endelig fortsætte. Jeg har et par lange dage på job de næste par dage, så hvis jeg er lidt langsom på tilbagemelding, er det bare derfor.

  19. Hej Linda
    Nu kommer denne kommentar lidt sent, men jeg synes det er væsentligt at finde ud af hvorfor Frida gerne vil have make up på. Dernæst alt efter hvad hun siger, så fremlæg de forskellige argumenter for / imod.
    Personligt ville jeg nok ikke være vild med at børn skal bruge make up dagligt, men det er ud fra en holdning om at man skal være tilfreds med sit udseende uanset hvad + det er svært at gennemskue kemien i make up og jo mindre man bruger som barn, jo bedre.

    Personligt havde mine drenge nogle ting de måtte alt efter hvor gamle de var. For eksempel var de 12 år før de måtte tage toget indtil den den nærmeste interessante ( i deres øjne) by, 13 år før de selv måtte tage toget til den nærmeste skaterbane, 14 før de måtte tage ind til København (kun om dagen) og når de blev 15 fik de en fed cykel af eget valg – som de så fik, som den sidste cykel af os. Og de var 17 før de måtte tage på Roskilde.

    Til gengæld har de fået lov til have masser af venner hjemme, også i teenage årene, da jeg fornemmede at de og vennerne ikke var så velkomne i ret mange hjem – (larm og rod). Vores børn har også fået lov til at smage alkohol da de var 15, øl, men koblet til et ret langt foredrag om hvad alkohol gør ved kroppen og hvor farligt det er. Nu er mine drenge 37, 26 og 25 , jeg kan konstantere at det jo gik meget godt, de har nogle gode værdier og har et yderst fornuftigt forbrug af alkohol, 2 af dem drikker faktisk slet ikke.
    Vi har altid forsøgt at holde dialogen åben, dvs at man har kunnet tale med /diskutere med os hvis der var specielle omstændigheder, der gjorde at grænser skulle justeres.
    Jeg er sikker på at I finder på et godt niveau, der passer til Frida

  20. Jeg er med dig på tøjsammenligningen. Mine piger har rendt i skole med lidt glimmer på øjnene eller lippgloss, når de havde lyst til, ligesom du fortæller om Frida. De har aldrig efterspurgt, at det skulle være foundation, 3 lag pudder og hele maskineriet fra brynfarve til tydelig lipliner. Egentlig er der nok ofte et sammenfald mellem, hvad små piger synes, der skal til, for at man “har sminke på” og hvad voksne oplever som uvoldsomt? Et tykt lag makeup i hele ansigtet ville jeg opleve som nærmest uhyggeligt 🙂 Lidt glimmer hist og pist er det måske næsten kun dem selv der lægger mærke til.

    1. Her var det en engang i mellem ting. Hvis de havde ønsket at gå med makeup hver dag, ville jeg have sagt nej pga. kemi-delen og ville have forklaret dem, at det var derfor.

  21. Fantastiske kommentarer – en fornøjelse at få sine holdninger udfordret. Den eneste tanke jeg har om makeup er, at der er nogen makeup-brugere, der efter gymnastik i skolen ikke vil i bad, for så går makeuppen af. Men det er jo ikke nødvendigvis noget Frida vil være berørt af.
    Tak for god blog

  22. Tak for en fin og sober debat. Mit indlæg tager udgangspunkt i hvordan jeg gør og tænker ifht mine børn – og som fungerer for os. Mit ældste barn er nu 21, så der er lidt perspektiv: Jeg bestemmer stort set hvordan mine børn ser ud indtil de har en vis alder. De må ikke gå med tøj der er huller i, spildt ned ad/beskidt eller er for slidt. De må selvfølgelig være med til at vælge hvad de vil have på og hvad vi skal købe til dem, og de kommer ALDRIG i noget som de ikke synes er pænt, kradser eller de bare ikke kan lide pgra farve, flæser, knapper el lign. Og de må gerne have hjemmelavede smykker, diademer og batmankapper på – og andet som jeg måske ikke lige ville tage på, for de er jo børn, og ikke små voksne. De må også gerne lege med make up og klæde sig ud hjemme og med alle de venner de kan skrabe sammen. Men makeup er for mig en voksen-ting, og de må altså ikke have makeup på i skole før de er 12-13 år og ved hvad det er de har med at gøre – lige meget om det er dreng eller pige. Og det er en regel der er til for at beskytte dem og den måde de kan være i verden på. De behøver ikke at tage stilling til det inden de er klar, eller føle der er noget eller nogen de skal leve op til – de kan altid henvise til deres skrappe mor ud ad til – og snakke med mig om det hjemme. Og det virker her hos os. Børnene er trygge og får friere valg efterhånden som de bliver ældre – men de er jo ikke født med de indsigter der skal til for at gøre et bevidst valg der passer til dem. De indsigter kommer gennem kærlig og respektfuld guidning, og rimelige rammer der er til at forholde sig til. Jeg vil ikke have at min datter som 12 årig føler at hun skal have makeup på i skole fordi det har de andre, eller fordi det har hun haft siden hun var 8 og nu ved hun ikke hvordan hun skal komme til skolen uden. Hun skal som 12 årig selv begynde at forholde sig til om det er noget for hende nu – eller senere, eller ved særlige lejligheder – eller slet ikke.
    Jeg ved godt at det er lidt ironisk at citere Natasja som døde så ung og for længe siden, men ‘livet er langt og du når det nok` – det gælder også for makeup, byture, druk og andre ting. Så mit råd vil være at lade dem lege med det hjemme alt hvad de vil. Anton kan have fuld krigsmaling fra fredag eftermiddag til søndag aften – hver weekend – og hvis han stadig har lyst til at tage det på i skole når han er 12, jamen så er han klar!

  23. Kære Linda
    Min datter er nu 12 år, hun er (og har siden børnehaven) været et år eller to foran hendes jævnaldrende både fysisk og mentalt. Hun er selvstændig, eventyrlysten, stædig og grænsesøgende. Det har bragt mange “tilladelser” fra mig med sig – hun har fået lov til ting tidligere end jeg forestillede mig det. Hendes interesser er alle i retningen tøj, smykker, sminke, hår. Og hun har “fået lov at udfolde sig” gennem mange år med hårfarvning, alternativ påklædning, mange huller i ørene osv. Det fungerede indtil det ikke gjorde det længere. Lang forhistorie med pointen om, at hvad jeg ikke havde konsekvens beregnet med, var hvem og hvad denne fremtoning tiltrak. Min datter blev inviteret ind i fælleskaber hos større klasser, først en årgang ældre, så to og tre. Lynhurtigt (og uden vi opdagede det) havde min da 11 årige prøvet at drikke alkohol, ryge cigaretter, stjålet crap i normal og været udsat for massivt pres til fremsendelse af nøgenbilleder og meget meget mere. Min datter som jeg stadig læser højt for kl 21. I dag må hun ikke udtrykke sig frit hvad gælder fremtoning, ingen make up, ingen mærketøj ingen huller i ørene osv. Det lyder sygt, men den slags tiltrækker emner hun endnu ikke skal beskæftige sig med og ikke er i stand til (eller har lyst til) at sige nej til. Vi har haft skrappe regler med ingen SoMe, aftaler med nye veninder foregår i vores hjem, ingen aftaler efter aftensmad – men hvor der er vilje er der vej, og vi opdagede intet. Beklager et meget langt skriv, men jeg havde selv ikke overvejet at fremme-i-skoene- eller alternativ fremtoning kan være adgangsbilletten ind i “de seje typers” klub. Det var det i vores tilfælde. Jeg tænker at man skal være opmærksom på hvilket barn man har og i hvilken retning optagetheden af fremtoningen går. Hvis jeg kunne gøre noget om, havde jeg kørt forbudsland på alt fokus i retningen af voksenudstråling. Hvis præferencen er mere fastelavnsris / sigøjner orienteret ville jeg lade gi los.

    1. Tusind tak for at fortælle jeres historie, Mathilde❤️ Din oplevelse er faktisk den primære grund til, at jeg overhovedet synes, det her er et dilemma.

      For Frida har en livsappetit som få, og hun er også mere moden end sine jævnaldrene. Hun skal bede om alting, og det skal helst være igår.

      Da jeg selv voksede op, havde vi et par stykker af dem, der fik lov til det meste, i omgangskredsen, og for et par af dem skete det samme, som er sket for din datter. Dog med den meget store forskel, at forældrene ikke opdagede det/handlede på det, og det har fået alvorlige konsekvenser. Jeg tror, det er en reel risiko. At børn, der vokser op i grænseløse hjem, måske har nogle områder, hvor cirklerne overlapper med de børn, der får lov til lidt mere end deres jævnaldrene, fordi forældrene vurderer, at de kan håndtere mere frihed.

      Forkert selskab er, i min optik, en undervurderet fare, og jeg forsøger at spotte det, så jeg kan være lidt på forkant. Og det er naturligvis også det, jeg så frygter, at andre folk vil gøre med Frida, hvis hun får lov at bruge make up, fordi de tror, at hun er dårligt selskab.

      Men ingen af mine børn får lov at lave aftaler med børn, som jeg kan høre har alt for vide beføjelser. Og det handler ikke om, at jeg synes, de forældre griber det forkert an, men jeg vurderer, at ingen af mine børn kan håndtere det. Anton, fordi jeg frygter, at han ikke vil opdage, hvornår noget begynder at udvikle sig i forkert retning, og Frida, fordi hendes nysgerrighed og behov for spænding vil stille sig i vejen for den sunde fornuft. Jeg er ret restriktiv med tøj og sociale medier – men jeg tror, man er nødt til at give vandet lov at løbe igennem nogle steder, fordi totalforbud meget sjældent virker efter hensigten heller.

      Tak for at gøre debatten endnu mere nuanceret.

      Kh

      Linda

      1. Hvor er jeg sindssygt glad for lige det her perspektiv. Det er PRÆCIS spot on sådan jeg oplevede det i min folkeskoletid. I folkeskolen var jeg én af de ‘pæne’ piger… passede min skole, min sport og havde nogle dejlige veninder med de samme værdier, men ikke nødvendigvis samme familiære baggrunde eller etnicitet som mig. Jeg havde den skønneste folkeskoletid og var bare et barn langt op i skoleårene. Jeg tror jeg fik en lipgloss og en blå glimmerøjenskygge og en mascara i 6. eller 7. klasse. I klassen var der også 3-4 piger, der var totalt fremme i skoene med alt, og jeg tror de blev mødt med meget få grænser hjemmefra. Så inden 9. klasse var omme røg de cigaretter, drak hver weekend og havde haft mere end ét seksuelt forhold. Jeg tror i dag, det er gået dem okay, men de havde en virkelig turbulent ungdom med meget drama og ubehagelige oplevelser. Det er lige præcis derfor, jeg også vil være bange for at give lov til for meget, der “lugter” af teenager/voksen for tidligt til begge mine børn. For jeg nåede jo også det hele med fester og alkohol, kærester og hemmelige cigaretter… bare i gymnasiet hvor jeg synes det hører bedre til.
        Den lille på 5 snart 6 vil så gerne gå med makeup også. Hun har så fået et sæt med neglelakker, øjenskygger og lipglosser som hun er vild med, men hun accepterer også at det kun er neglelak og engang imellem lipgloss i børnehave og sådan bliver beskeden også langt op i folkeskolen (håber vi kan holde stand, for tænker at der kommer en del ydre pres på et tidspunkt). Derhjemme kan hun gå få lov at give den gas og tro mig! Ingen vil tro en voksen har hjulpet hende… haha!
        Min søn er næsten 10 og vil gerne have lov til alt lige med det samme, og det har vi kæmpet lidt med i forhold til at finde en balance, hvor han føler han har frihed til selv at bestemme, men også bliver mødt af nogle klare grænser. Jeg tror, vi er ved at være der nu, og især et skoleskift har gjort rigtig meget, fordi dynamikken i den nye klasse bare er noget andet og børnene er mere børn der. Det er ret vildt, hvor meget den ydre påvirkning gør ved vores børn, og hvordan de børn uden grænser hjemmefra tit kan opfattes som de seje og dem børnene ser op til, hvor jeg som forælder nok ville have mest lyst til at tage det lille grænseløse barn under vingerne og give det lidt struktur og tryghed (for det er jo det de mangler).

        1. Og samtidig er det også bare en vigtig overvejelse, at man er nødt til at opdrage de børn, man nu engang har, ikke? For noget af det, jeg også tænker meget over er, at man med børn, der naturligt er mere grænsesøgende (hvilket jeg tror hænger meget naturligt sammen med øget modenhed) jo også er nødt til at foregå en gradvis slækkelse af tøjlerne, for hvis de udelukkende vokser op med forbud, lærer de jo heller ikke at begå sig og sige nej, når de egentlig har lyst til at sige ja.

          Det er SVÆRT. Men det er virkelig rart at læse, at så mange andre gør sig mange af de samme overvejelser, fordi det giver håb om, at det er reflekterede forældre/voksne, ens egne børn kommer til at møde ude i verden.

  24. Hej Linda
    Som mor til to piger når man selv er en drengepige har jeg skullet tage stilling til mange ting. Hvornår er øreringe ok? Hvad med neglelak, sminke, hårlak etc etc. Vi har fumlet os vej og mærket hvad der var ok for os.
    Øreringe var ok når man var færdig i børnehaven og var med på at der skulle to skud til! Men da mine veninder fortalte at det var no go hos dem før man blev 10 år blev jeg også i tvivl om jeg var for slap i det. Neglelak mv har været sjovt i faser on/off og nu er vi nået til makeup.

    Min ældste går i 6.kl og jeg har været splittet mellem ikke altid at behøve at være den første med altid og så ende med at ligne Anna og Lotte som 14 årig fordi man aldrig fik lov at øve sig i at putte læbestift på.

    Kompromis for os har været 1) ordentligt grej 2) passe på sin hud 3) fra 6.kl. har hun måttet tage lidt mascara/lipgloss på i skole 1 x ugl og fra 7.kl er der frit spil. Dog skal hun selv betale sine produkter og de skal bære ordentlig kvalitet.

    For os har det fungeret at det ikke har været forbud, men at der har været nogle “krav” til kvalitet på lige fod med den mad vi køber etc.

    Damn det er svært det her!

    1. Det er det virkelig. Og jeg tænker, at det både kan være udfordrende med to piger, fordi den yngste typisk bliver tidligere interesseret i .. ja, alting, faktisk, fordi de bor sammen med én, der har fået alle de gode ideer først. Og med piger bliver det jo en ekstra udfordring her, hvor det kan være et år eller to, der adskiller, hvornår man synes noget er ok.

      Når man har en dreng og en pige, har man intet at sammenligne med. Det oplever jeg med mange ting; at det f.eks. kan være svært at vurdere, hvor Anton ligger i skolen, fordi jeg ikke har et andet barn, der allerede har været det igennem, at sammenligne med.

      Men jeg synes, at der er så mange fine pointer i det her kommentarfelt, og jeg sidder med en følelse af, at alle os, der har deltaget i debatten her, går fra bordet med en lidt mere nuanceret holdning, end vi satte os med. Det tror jeg, helt overordnet, kommer os alle sammen til gode <3

  25. Jeg vil gerne tilføje en facet til det med “det forkerte selskab”, for jeg synes faktisk ikke det er det eneste at overveje ift de signaler som man sender som en der er udstråler “større modenhed”. Faktisk gælder det også ift lærer, pædagoger og andre voksne man render ind i. Som mennesker har vi jo en tendens til at henvende os til og lide på de mennesker som vi vurderer som mere ansvarlige, og for det meste hænger vurderingen af modenhed sammen med vurderingen af ansvarlighed – bevidst såvel som ubevidst.

    … og det ikke sikkert man ønsker sit barn m/k sovset ind i større ansvar, bare fordi barnet tilfældigvis er et hoved højere end sine klassekammerater/er begyndt at få former/kan tale med om voksenting/virker ældre p.g.a make-up osv. Så jeg synes den skal med i ligningen.

    Dernæst, Hvis vi sidestiller make up med tøj, så er der vel også nogle krav til hvad for noget tøj man må vælge i mellem (sommertøj om sommeren, vintertøj om vinteren) og kriterier om passende/upassende, jeg mener: Bikini til en begravelse = nej. Badetøj på stranden = ja.

    Kan der ikke også være kriterier om make-up? Giv den gas til familiefester, i ferier, hjemme i weekenden (i.e. hvor der er forældresupervision). Men, nej til make-up i skole (hvor der ikke er forældresupervision) Eller måske kan man kun vælge læbepomade (eller lipgloss) til hverdag?

    1. Jeg var nok ikke helt klar i spyttet i min kommentar, men det er faktisk det, der er min pointe: At det for mig fjerner en del af udfordringen, hvis jeg tænker på make up som tøj. For ift. tøj har jeg ingen problemer med at navigere i, hvad jeg synes er passende. Men jeg snublede lidt i, at jeg egentlig havde tænkt, at make up skulle være enten/eller, og det behøver det jo ikke at være.

  26. Hej! Jeg er måske den yngste læser på din blog – 21 år 🙂 Jeg har lyst til at bidrage lidt med min egen erfaring med at starte med make-up og neglelak som en hverdags/skole-ting, der jo ligger relativt for nylig.

    Jeg husker svagt jeg startede med lipgloss og lign. en gang i mellem i trejde klasse, fordi det nogengange fulgte med i et blad og så var det jo spændende. I en periode, lidt on/off, og så holdt det ret hurtigt op med at være spændende. Enten har jeg fortængt at jeg har snakket med min mor om det, eller også ser en blad-lipgloss og en læbemode så tilpas ens ud at ingen udover mig rigtig tænkte over det.

    I 6. klasse blev det mere aktuelt, fordi det var spændende at gøre sig klar til familie-frokost eller lege spa med øjenskygge, men det var ikke noget jeg havde på i skole. Nogle af de andre piger fra min klasse måtte tage mascara på “en gang i mellem” i skole og havde så bare ikke afstemmningssforvent med deres mor hvad “en gang i mellem” dækkede over – 1 dag om ugen, 4 dage om ugen, 1 gang om måneden? Jeg mindes det ikke som et større tema, hverken i skolen eller hjemme. Dog var jeg i en periode, omkring 7. klasse, meget optaget af altid at have lakeret negle – for mig var det en voksen ting og det var jeg jo nu 🙂 Fordi jeg var voksen, valgte jeg også en afdæmpet, nærmest klar lak. Det holdte ikke længe med de “evigt lakerede negle” og da jeg havde glemt den ide, kasted jeg mig over sjovere farver neglelak og lærte bl.a. at male det amerikanske flag på mine negle.

    Igennem de ældre klasser i folkeskolen blev det med at spørge mor om lov til sminke ikke noget jeg gjorde, eller noget mine veninder snakkede om (det er heller ikke sejt at spørge sin mor om lov når man er 14-15..), og igennem 8-9-1.g var makeup rimelig meget noget jeg havde på hver dag – concealer, mascara, lidt brynfarve, ikke noget vildt (som udgangspunkt ). Det begyndte så at være lidt on/off om det var en hverdagsting med “simpel makeup” igennem gymnasiet og sådan er det fortsat til i dag 🙂 Jeg legede meget med neglelak og at lægge det på vilde måder som en kreativ aktivitet i de sene folkeskoleklasser-start gymnasie. Nogen gange var det at ligge make-up efter en YouTube video, fjerne det og starte forfra også noget jeg gjorde for sjovs skyld, også som en kreativ fritidsaktivitet.

    Point being: Jeg oplever, jeg har haft rimelig frie tøjler til make-up gennem mit liv uden det har givet mig hverken en skidt omgangskreds, holdt mig udenfor eller givet mig et forhold til sminke i dag hvor jeg skal have lagt make-up og neglelak for at gå ud i verdenen. Der har været perioder igennem min teenage-tid hvor jeg synes det var vigtigt at ligge make-up inden jeg gik i Brugsen, men altså, man opdager den slags er besværligt. Helt uden ens mor kommenterer det (selvom der faldt rigeligt af den slags kommentarer) Sådan har det også været for alle mine veninder, inkl. min veninde som en i en land periode stod op k. 5.30 hver. eneste. dag for at ligge cateye-flydende eyeliner inden gymnasie-skoledagen.

    Jeg ved at min mor havde sagt stop hvis jeg var begyndt med meget make-up tidligt, og hvornår man synes noget er “meget” og “for tidligt” er relativt. Der er også kun en vis periode man for alvor kan sætte grænser/rammer for et identitetsskabende forbrugs-produkt, tror jeg – på et tidspunkt tjener man jo penge selv, og/eller har meget af sin dagligdag for sig selv og uden for hjemmet.

    1. Det er nogle meget fine pointer, Karoline, og jeg tror, det er meget rigtigt, at børn og unge er individer, og at det dermed er forskelligt, hvordan man forvalter frie tøjler. Som du selv skriver, så ville din mor have grebet ind, hvis du var gået helt overboard, og dermed lyder det også som om, det for dig og jer havde betydning, at I egentlig – uden at have talt om det – var enige om, hvad ‘rimeligt’ dækkede over. Min fornemmelse er, at det er det samme med Frida og jeg. Selv på de dage, hvor hun både maler på øjne og læber (og kinder) er det stadig så diskret, at jeg ikke er sikker på, at man bemærker det, hvis man ikke lige ved det.

      Tak for indspark helt nede fra 20’erne:)

  27. Jeg har ikke læst de mange sikkert allerede gode kommentarer, men her kommer mit bidrag: Børn skal – i min optik – ikke have makeup på i skole ligegyldigt om de hedder Anton eller Frida. De skal tids nok få lyst til at smukkesere sig og ændre på, hvordan de ser ud. Udskyd det så længe som muligt. Det betyder noget, hvilken holdning man som forælder har til den slags. Jeg priser mig lykkelig for, at min mor venligt men bestemt sagde, at jeg ikke skulle gå med eyeliner i 7. klasse, da den fik lidt for meget gas. Så kunne vi til gengæld indgå et mascara og lipgloss-kompromis, ligesom jeg er taknemmelig for, at hun altid har haft en holdning til alkoholindtag.

    Hvis Anton eller Frida som børn gerne vil lege med makeup i specifikke lege, så gi den gas. Men når det kommer til dagligdagsmake-up, så er det ikke for børn.

  28. Vildt spændende! Mine to store på hhv 10 (dreng) og 12 (pige), har så længe jeg kan huske elsket Fjällräven-bukser og det passede perfekt til deres naturbørnehave. I skolen er vennernes tøj i udgangspunktet noget anderledes, men de holder begge fast – og efter jul og fødselsdage ser vi over år flere af vennerne i lignende tøj. De spejler iø meget mit voksen-tøj/job.
    Min fireårige pige er glimmer hele vejen – i hende jeg ser mig selv som barn (men jeg måtte ikke få lyserødt tøj og jeg husker ikke børneglimmertøj som en ting i firserne?). Hun har bl.a. fået ecosparkle glimmer og elsker det og jeg lærer, at det er en del af hendes stil. Som hårpynt og smykker i øvrigt også er, og som sagtens kan bruges i en udebørnehave. Selvfølgelig skal hun udtrykke sig, ligesom de to ældre søskende har gjort gennem deres valg. Men jeg har tænkt en del mere over det, med den yngste end med de ældste.
    Jeg prøver at være åben omkring mine holdninger, og også formidle normer og grænser samtidige med at respektere deres valg. Jeg er ikke for at en model skal passe alle børn/drenge/piger/aldersgrupper/personligheder.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.