Må man snart bede om en lillebitte pause?
Den her uge, mand. Der er ikke sket noget, der *ikke* har skubbet til livets grundpiller, og jeg er fuldstændig færdig.
For at starte med noget meget konkret og lavpraktisk er jeg blevet ledig. Der er begrundet håb om job på den anden side af sommerferien, men vi kan jo ikke leve af gode intentioner og luftkasteller indtil da, så nu ruller hele møllen med samtaler, job-log og mistænkeliggørelse. For de skrivelser, der sendes ud, kan ikke, selv med de mest optimistiske briller, læses anderledes. Det føles lidt som når jeg modtager det årlige krav om at skrive under på, at jeg fortsat er enlig forsøger, og i umiddelbart forlængelse af dét, får “tilbudt” en samtale, hvor nogle rare mennesker fra kommunen kan hjælpe mig med at finde ud af, om jeg VIRKELIG stadig er enlig forsørger. Jeg er med på, at det er prisen for at blive grebet af systemet. Men den er satenfløjteme somme tider både træls og høj.
Oven i det har jeg haft et par møder, både live og over telefonen, med nogle af de mennesker, der bliver involveret, når man gerne vil have sit barn udredt. Jeg er ikke helt klar til at skrive og snakke om det endnu, og det er mig selv, der – for halvandet år siden – har sat det i gang. Det er derfor nærmest udelukkende positivt, og de folk, jeg har snakket med i den her uge, har været ualmindelig sympatiske – men det er stadig et set up, hvor jeg gerne vil stille med mit a-game hver eneste gang, og jeg hele tiden forsøger at være 1000% skarp på ønsker, behov, observationer og vurderinger, for ingen hører, hvad du siger, når du mumler.
Så er det lidt sygehus-halløj, der sådan set ikke er hverken ubehageligt eller farligt, men som stadig kræver ekstra opmærksomhed på børnene og den måde, de forstår og tackler det på.
Og så døde oldemor i fredags. Det har udløst mange tanker hos mig, for det var én af de relationer, der ikke var ukomplicerede. Jeg har tænkt utrolig meget over, at hvert eneste af de valg vi træffer; at hver eneste interaktion vi har med andre mennesker, er tråde, der måske ikke i situationen ser ud af noget særligt, men som stille og rolig over et liv bliver den tråd, vi væver livets tæppe med, som er det, vi svøbes i den dag, vi skal herfra.
Som altid, når nogen dør, river det også låget af nogle af de æsker, vi har stående på hylderne, som vi ikke bryder os om at kigge i, eller som vi har sat i de mørkeste hjørner, fordi de gør for ondt at støde på og blive mindet om eksistensen af, når vi til dagligt går gennem livets store lagerhal.
Anton og Frida er så priviligerede, at de ikke før har oplevet at miste. Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle tale med dem om den, for jeg synes ikke, man skal lyve om noget så grundlæggende som døden. Omvendt er brutal ærlighed heller ikke specielt hensigtsmæssigt, når man forsøger at hjælpe små mennesker med at forstå livet og verden omkring sig, og vi har haft mange samtaler om, hvorfor man bliver ked af det, når nogen forsvinder, og hvad der sker, både konkret og mere filosofisk, når man dør.
Børnene fik selv lov at vælge, om de ville med til bisættelsen, og begge børn svarede uden tøven, at det ville de gerne. Anton spurgte, om de måtte lægge roser på kisten, og var også meget optaget af, at han gerne ville have skjorte og slips på, mens Frida var mere fokuseret på, hvor oldemor, sådan helt lavpraktisk, var nu. Det kræver sgu noget tilstedeværelse og nærvær at guide børn gennem de her ting, og at finde en grimasse, der kan passe, når Anton i forbindelse med en undersøgelse på sygehuset spørger, om vi lige kan smutte ned i kælderen og besøge oldemor, nu vi er her?
Så det var med et vist element af spænding, jeg havde dem med i kirken – men jeg kunne have sparet mig. De var så gode, at jeg tudede over det, og deres primære bekymring var, hvordan vi passer på oldefar. Det fylder meget for dem, at han er så ulykkelig, og for mig er det vigtigt, at vi taler om tingene, når de har brug for svar, og ikke når jeg lige har tid og overskud.
Så det er en balancegang lige nu. For jeg er lidt holdt op med at sove, og mit hår er også ved at skride i afmagt.
Og jeg er faktisk ked af det, for vi plejer at hygge os her på bloggen. Men jeg kan ikke rigtigt skrive rundt om de her ting, og alternavet er helt at lade være med at skrive – hvilket har taget livet af større og bedre blogs end denne. Så aftalen bliver vist nødt til at være, at jeg skriver om det, der lige fylder på dagen, uanset om det er kulkælder eller lal og bananer, men til gengæld lover ikke at blive sur, hvis I derude vælger at springe nogle indlæg over.
Aftale?
God weekend.
M2021, uge 21
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet en oprydning light i børnenes tøjskabe. Egentlig mest fordi de fine stabler, vi lægger ud med, har det med at forvandle sig til en form for vindblæst installationskunst i løbet af et par måneder, hvilket er SUPER træls, når man kommer anstigende med en stak rent vasketøj.
Men denne gang prøvede jeg at lade Frida styre det selv. Jeg bad hende vælte det hele ud på sengen, og så fordele i to bunker, hvad hun gerne ville beholde, og hvad vi skulle sende videre, og det klarede hun til UG. Jeg bliver altid overrasket over, hvad mine børn beholder, kontra hvad de giver slip på, for jeg ville nærmest have gættet på det omvendte.
Men vi fik smidt 4 store poser i tøjcontaineren, og det er nu lidt nemmere at se, hvad vi mangler til sommer-sommer.
2.
Spurgt et par veninder, om de manglede tøj til deres børn, som er 3-4 størrelser mindre end mine.
Det gjorde de ikke, men hver gang vi tilbyder hinanden tøj, ting og bøger, glæder jeg mig over, at vi har snakket så meget om de her ting, at vi a) husker at spørge, før vi bare kommer mosende med det og b) har pillet følelserne så meget ud af det, at alle parter er helt ok med et nej.
3.
Haft kartoffelsalat med til pinsefrokost, og fordi jeg syntes, det godt måtte være lidt andet end den sædvanlige mormor-version, havde jeg fundet én med rødløg, forårsløg, sød chilisauce og croutoner.
Sidstnævnte undlod jeg at vende i, men serverede dem i stedet i en skål ved siden af, hvilket betød, at folk kunne tage så mange eller få, som de foretrak, og at kartoffelsalaten var ligeså lækker på 3. dagen, som den var, da den var nylavet.
Det er et undervurderet trick, men jeg kan næsten ikke anbefalde nok at servere alt, der skal være sprødt on the side, uanset om vi taler om bacon, kerner eller drys på kager.
4.
Købt vitaminpiller på tilbud og jeg købte to glas; et til hvert barn.
Den her falder mere i kategorien ‘mental-minimalisme’, men den skal på alligevel, for sweet Jesus, hvor har det hjulpet, at de har fået hvert deres.
De sidste mange måneder har vi haft To Faste Morgenkonflikter: Hvem Må Tage Vitaminpiller og Hvem Må Komme Tandpasta På Først. Jeg bliver 7 år ældre for hvert eneste minut de konflikter trækker ud.
Så nu har jeg gjort kort proces, og købt hhv. en tube og et glas til dem hver.
Og hvorFOR har jeg ikke gjort det noget før?!?
For skal man bakke ned, hver gang søskende skændes? Nej. Selvfølgelig ikke. Men lige her, ikke? Hvad skade gør det? Det er jo ikke sådan, at vi fordobler forbruget.
Det var en god reminder om, at virkelige lavpraktiske løsninger somme tider kan gøre en KÆMPE forskel. Jeg roser hver eneste, fredelige morgen mig selv for mine enestående forældreevner, og I ringer selvfølgelig bare, hvis I har brug for en ekspert i børneopdragelse.
Skilleveje
Da vi i begyndelsen af året byttede værelser herhjemme, fik jeg det, der vender ud mod vores carport, og som der derfor er halvtag over. En af de bedste lyde jeg ved, er lyden af regn om natten, og jeg skal LIGE love for, at jeg får noget for pengene i disse uger. Jeg er ikke nogen hund efter varme, men selv for mig er det her lige i overkanten. Mest fordi det fucker min tidsfornemmelse fuldstændig op. Jeg roder rundt i overvejelser om efterårsferie og julebelysning, fordi jeg hele tiden tror, det er der, vi er ved at være.
Men det er det ikke. Sommeren står, i hvert fald kalendermæssigt set, for døren, og når jeg går hjem fra arbejde i dag, nulstiller jeg min arbejdsmobil og sender den til min nuværende arbejdsgiver, og fra på tirsdag hedder det Jobnet og supplerende dagpenge.
Imens er jeg så småt igang med at planlægge Fridas fødselsdag. Covid-wise må vi gerne holde fødselsdag herhjemme igen, men dels er de to grupper, de er opdelt i i førskolen ikke så faste, at der er tale om egentlige klasser (og stort, stort nej tak til 40 børn på 100 m2), og dels vil jeg gerne udvise lidt solidaritet med alle de børn, der også gerne ville have haft små gæster, men som måtte tage til takke med at dele ud på skolen. Sommerferien er en fin streg i sandet, og efter den er der nulstillet og dermed frit slag på alle hylder, synes jeg.
Jeg har besluttet, at Frida får en telefon i fødselsdagsgave, hvilket jeg godt er klar over kommer til at dele juryen. Anton fik sin, da han var lige knap 9, og for mig har det været fint at se, hvor meget man som forælder *kan* styre ift. børn og telefoner. Jeg har sat hans op, så han kan ringe, sende beskeder, billedegoogle og se YouTube på den – og ikke mere. Han kan ikke hente så meget som et gratis stykke frugt til et spil uden at blande mig ind i det, for han har ikke koden, og telefonen er sat op til at bede om kode til A-L-T. Derfor har jeg ikke de store betænkeligheder ved dén del af det ift. Frida, selvom hun er så meget yngre. Når hun har udsigt til at få den som 6-årig, er det fordi hun er det ABSOLUT mest udadvendte indslag i vores familie, og hendes behov for sociale stimuli er større end Antons og mit til sammen. Det er svært at møde hende i, fordi jeg bliver sindssyg, hvis vi har legekammerater i huset 5 dage om ugen, og for mig koster det mere overskud, end jeg har, at arrangere legeaftaler efter kl. 16, hvor Frida synes, der er 7000 ensomme år til hun skal i seng, mens jeg har udsigt til madpakker, aftensmad, vasketøj og lektier med Anton. Mit håb er, at hun med en telefon stadig føler, hun kan få fyldt på sin social-tank, når vi er herhjemme ved f.eks. at lave perler med den én veninde over facetime, eller ringe og snakke om vigtige ting som slim og Justin Bieber med en anden. Ikke som erstatning for live-leg og aftaler, men som et supplement til de dage og situationer, hvor det for mig er praktisk uladesiggørligt at få enderne til at mødes.
Derudover har jeg fået den sidste uge til at gå med sjov og spas med CareLink. De af jer, der også holder mig ud på Instagram, så, at jeg i sidste uge blev testet af en lummer tester, som jeg efterfølgende valgte at klage over.
Kort fortalt kom jeg ind til en mand på ca. 55 år, som startede med at stille sig HELT tæt på mig. Og godt nok er de testaflukker ikke hangar-agtigt store, men der er dog stadig plads til at holde 10-20 cm. afstand. Da han havde podet mig, lavede han sovekammerøjne og spurgte, om han ‘kunne friste med en runde mere’, og da jeg oplyste mit telefonnummer, fik jeg ‘Er det bare til mig, eller vil du også bruge det til svar på testen?’ retur.
Han fangede mig fuldstændigt på det forkerte ben, og jeg var pinligt berørt, da jeg gik derfra. Jeg oplevede det som virkelig grænseoverskridende, fordi magtbalancen, både pga. roller og aldersspænd, var skæv. Min allerførste tanke var “Ham klager jeg over!” – men så .. indhentede det, samfundet har lært mig, mig, og jeg undskyldte ham overfor mig selv. Han mente det jo ikke på den måde, vel? Det var jo bare for sjov. Vil du godt nok ødelægge den gode stemning for så lidt? Og tænk, hvis han bliver fyret, og det er DIN skyld.
Men det fyldte alligevel så meget for mig, at jeg lagde et skriv på Insta om det. (Fordi jeg ikke ville have det på min facebook, for der kan min mor se det, og det er jo pinligt, for jeg tror, vi alle kan være enige om, at det her er *mig*, der har gjort noget forkert).
Og så skete der to ting. Dels blev jeg edderspændt rasende over min egen reaktion, for hvad fanden?? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der aktivt forsøger at bidrage til ligestillingen – og ALLIGEVEL er min automatreaktion at tage hensyn til ham og hans følelser, når han VÆLGER at opføre sig uprofessionelt og virkelig upassende. Og dels kom der ud på aftenen en kommentar fra en pige på Insta, der skrev: “Jeg var ved den samme mand i dag. Sædding Centret i Esbjerg, ikke? Han sagde præcis det samme til mig.”
Og så fik jeg det sådan her:
Bagom Insta havde jeg allerede samme dag en leder fra Falck igennem, der gerne ville vide, om det var ét af deres teststeder, for i så fald sad han klar til at handle på det ASAP. Det syntes jeg var superfin stil.
Men det her var et CareLink-sted, så jeg ledte længe efter et link til noget Care kundeservice. Tom-tom-tom, som vi siger på tegnsprog. Så fandt jeg en mailadresse, som jeg skrev til. Ingenting. Jeg skrev igen på en anden adresse. Stadig ingenting. Jeg taggede dem ind på opslaget på Insta. Still nothing, darling.
Og den *eneste* stensikre måde at få mig i haserne på, er at spille død. Freud ville helt sikkert have en kommentar eller to til det, men jeg bliver AFSINDIGT provokeret, når folk ignorerer mig. Så jeg fandt Region Syddanmark på FB, og da man ikke kunne skrive en pb, lagde jeg en høflig men stram besked i kommentarfeltet på deres seneste opslag. Det skulle de ikke bede om, så efter 4 minutter havde jeg en mailadresse til regionskontoret, og – for real – ét minut efter jeg kl. 20.33 havde sende dem en mail, havde jeg svar fra deres chefkonsulent. De var på den, og de ville følge op, og i går blev jeg så ringet op af CareLink. De har lovet mig en opfølgning, når de har haft ham inde til en samtale, men det synes jeg egentlig ikke, jeg har brug for. Jeg kan hverken gøre fra eller til, uanset hvordan de håndterer det, men det var en ret vigtigt lektie for mig at lære om mig selv, og det er rart at have fulgt den til dørs.
Så ja. Der sker en masse, og der sker ingenting. Det regner derude, og jeg lukker ned og binder sløjfer på det første halve år af 2021.
I weekenden har jeg lovet, at vi finder grillen frem, uanset om det regner eller sner, og børnene har for længst fundet badedyr og svømmevinger frem og indstillet blikket på ‘Nysø’.
Måske er jeg også kommet til at sige ja til noget med at sove i telt.
Det skal bare lige stoppe med at regne.
Jeg tror, det bliver en god sommer.
M2021, uge 20
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fundet vores sæsonpas fra Legoland, som jeg ikke på nogen måde kunne huske gyldigheden på. Der var noget med noget covid-relateret forlængelse, men hvordan og hvor længe havde fortabt sig i tågerne.
Jeg cyklede lidt rundt på legos hjemmeside, opgav og skrev til dem i stedet, og sørme så. De kan bruges frem til d. 24.06, så hvis vi gør os lidt umage, kan vi lige nå at vride et par ture mere ud af dem.
2.
Skiftet pære i min ovn, fordi den gamle sprang. Det var med et vist element af spænding, jeg åbnede ovnen, for det er lykkedes mig at blive 44 uden nogensinde at have været nødt til at skifte en ovnpære, og of the bat lyder det besværligt.
Men det var det – selvfølgelig – ikke, så jeg fik den gamle skruet ud, kørte i Bauhaus efter nye forsyninger og fik den skiftet.
Da man kun kunne købe de nye pærer i pakker af to, havde jeg én i overskud, og jeg hentede derfor den pærekasse, jeg har haft med mig gennem alle mine flytninger. Og i et anfald af guddommelig indsigt, skrev jeg ‘Ovn, 2021’ på den nye pærepakke, for hver eneste gang, jeg står med den kasse, spekulerer jeg på, hvor mange af de pærer, der ligger i den, jeg *egentlig* har fatninger til. Der står jo ikke dato på dem, og jeg har derfor ikke den fjerneste anelse om, hvilke jeg har købt for nylig, og hvilke, jeg har med fra min første flytning som 18-årig.
Det er jo ikke fordi, de bliver for gamle, men der er måske ikke nogen grund til at tage 6 ubrugelige pærer med sig gennem hele livet, så på den her måde tænker jeg, at det bliver nemmere at holde styr på, hvilke jeg bruger og dermed skal sørge for at have et par stykker i reserve af, og hvilke jeg med sindsro kan forære væk.
3.
Tømt tuben med junior-tandpasta, og det skal jeg faktisk bede om en medalje for, tak. For den her var med ‘mild brombærsmag’, og når jeg børster tænder, skal det helst føles sådan her inde i min mund:
Men mine børn er lavet af glas, når det kommer til tandpasta. Jeg tror, vi har prøvet samtlige mærker på markedet, og stadig er der rynkede næser og bræklyde 2 gange om dagen h-v-e-r eneste dag.
Og det er ikke fordi, jeg er så nærig, at jeg insisterer på at bruge en tube tandpasta til 15 kr, vel? Men vi har godt nok smidt mange næsten-nye ud, fordi børnene svor, at deres indvolde ville visne, hvis de blev tvunget til at bruge dem, og det er noget forbrugs-svineri.
Børnene er så store nu, at fluorindholdet i deres tandpasta er det samme som i min, og derfor tog jeg denne gang én for holdet. Jeg nåede igennem i morges, og nu ligger der en hidsig, isnende mentolbelønning og venter på mig på håndvasken, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal i seng.
System failure
Forleden så jeg på Insta et opslag fra en mor, der har mistet sit barn. Hun skrev, at hun havde haft en klar forventning om, at der ville stå et team af krisepsykologer og fagfolk klar til at gribe, men at de var blevet mødt af ingenting og stilhed. I opslaget skrev hun noget i retning af, at der er hjælp af få, når man står med et brækket ben, mens der intet er i posen, når det kommer til at gribe mennesker, der står midt i deres livs største tragedie.
Opslaget var en smertefuldt konstatering af noget, som jeg også har lært over de sidste år, nemlig at systemet ikke er så solidt et fundament, som man forestiller sig. For mig har ét af de største tæppefald i tilværelsen være erkendelsen af, vi i det store og hele er alene, når vi står i det, der er rigtig svært.
Det er ensomt, når man kæmper med noget, og de mennesker, man har omkring sig, alle nærer blind tillid til, at ‘nogen gør noget’; at det bare er et spørgsmål om at få fat på de rigtige personer, så skal det hele nok løse sig. For virkeligheden er, at systemet består af de mennesker, der udgør det, og ud over alle de fejl og mangler, vi alle er behæftede med, så bliver der bygget en mur omkring institutioner og offentlige systemer, indenfor hvilke der er papirer, der bliver væk, og folk med rod i privatlivet, der har dårlige dage, holder ferie og skifter job. Det er rent held eller mangel på samme, der afgør, om din skæbne og dine livsbetingelser skal afgøres af ham, som alle kolleger ved kun yder det *absolut* minimale for at holde fast på sin stol, eller om du får hende med hjerte og ambitioner. Sådan er det i alle systemer. Også dem, jeg selv repræsenterer og er en del af. Men det er en bitter pille at sluge at opdage, at De Voksne, De Kloge og Dem, Der Ved, Hvad Vi Gør bare er os selv, og at det sikkerhedsnet, vi forestiller os griber os alle, mest af alt er en illusion.
Og det er utrolig frustrerende at være blevet afvist eller mødt med manglende forståelse af dem, man troede ville hjælpe, og så i sit netværk bliver mødt med et (velment) “Jamen, det kan da ikke være rigtigt?!” For det skulle man ikke synes, nej. Men det er det. Og jeg står 20 meter længere nede ad den vej, du netop nu træder ind på, og jeg er for desillusioneret og træt til at komme tilbage og hente dig, og bruge kræfter på at være indigneret helt forfra.
Vi forestiller os, at vores skattepenge sikrer, at der altid er nogen, der kan hjælpe med alt. Nogen, som ved bedre og mere, og som har løsninger og ideer til, hvordan vi fikser problemet.
Vi forestiller os, at de De Andre, der sidder fast i systemet, ikke gør nok. Eller gør det forkerte. Eller i virkeligheden ikke *vil* hjælpes.
Og for mig er det altid en kilde til undren, at de mennesker, der repræsenterer systemet somme tider lader til at finde en form for tilfredsstillelse ved at sige nej, lukke ned og afvise med henvisning til regulativer og ressourcer. Og siger jeg, at alle er sådan? Nej. Gudskelov. Men de findes derude, og jeg har over årene mødt og arbejdet sammen med en del af dem. Hver eneste gang jeg støder på dem, fascineres jeg af det hovmod, der ligger bag overbevisningen om, at de aldrig selv kommer til at sidde på den anden side af bordet.
Det går også efterhånden op for én, hvor dårligt systemet er gearet til at tackle, at ingen mennesker og familier er éns, og at denne brist betyder, at man skal gentage sin historie om og om igen; at man hver eneste gang, man bliver udsat for en ny myndighedsperson skal argumentere sin sag helt forfra. Det er kafkask svært at gennemskue, hvem der sidder med beslutningskompetencerne, og hvem man må forvente at krænge sin sjæl og det, der smerter allermest ud til, næste gang.
Og har man brug for systemet, skal man konstant gøre sig fortjent til det ved taknemmeligt at spørge: ‘Hvor højt?’ når man får besked på at hoppe. Møder ligger, når de ligger, og hvor systemet kan bruge 4, 5, 6 måneder på en sagsbehandling af noget, der skaber store udfordringer hver eneste dag ovre i dit privatliv, har du modsat 5 dage til at reagere, når der fredag kl. 22.48 lander noget i din e-boks.
Det er forstemmende og deprimerende at forholde sig til, og EB og BT har gjort det til en levevej at vinkle de her historier, så vi både kan forarges over systemet og lidt synes, at de portræterede selv er ude om det, fordi de fotograferes og citeres, så de ligner nogle, der får dagen til at gå på Den Brune Bæver. Og derfor er der ingen af os og dem, der står udenfor, der tror, at de her vilkår vil gælde for *os*. Den mangel på støtte og indsats vil vi ikke komme ud for. Vi kommer til at få en *helt* anden behandling og langt bedre hjælp, og de vil høre, hvad vi siger, når vi taler, for vi er veluddannede, fornuftige og rimelige mennesker, der betaler vores skat, giver forlommer i trafikken og lever liv med overskud til at have skærmpolitik for vores børn. Ikke?
Det er et sort indlæg. Jeg ved det godt. Men jeg sidder lige midt i det lige nu, og det er for meget. Der er ikke andet at gøre, end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, og der er heldigvis stadig masser af gode dage, hvor ovenstående ikke fylder så meget, og jeg er ikke ved at kaste mig ud fra en bro. Men det er stadig en del af min virkelighed, og det dræner, som et program, der hele tiden kører i baggrunden, og æder 10-15% af den energi og det overskud, man plejede at have.
Heldigvis er der stadig gode bøger og kaffe, og om lidt er vi så langt med vaccinerne, at vi kan komme ud og væk fra e-boks og betonklodser. Ud, hvor solen skinner, hvor himlen er høj og hvor det bliver nemmere at trække vejret igen.
M2021, uge 19
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg bagt pizza til børnene og brugt reste-posen med ost og sjat-bægeret med ketchup og tomatpuré fra fryseren.
Jeg kan varmt anbefale at samle de her rester ét sted i stedet for at have 7 kvart-fyldte poser med ost, og 17 små bægre med tomatpure og ketchup til at ligge og rasle rundt bagerst i nederste skuffe.
Og lige når man står med det, tænker man, at det er for lidt at bruge til noget, og derfor er det fristende at smide væk. Men når man har et på-forhånd-bestemt-sted at gøre af resterne, er det meget nemmere at huske at udnytte dem, og man har et fint overblik over, hvornår man har nok til at det kan bruges til noget.
Et fed presset hvidløg og en håndfuld krydderier i tomatblandingen; så er der pizzasauce, og osten bliver næsten kun bedre af at bestå af en skønsom blanding af cheddar, mozzarella og gouda.
(Og som ekstra bonus slipper man for at blive 7 år ældre for hvert sekund ens børn bruger på at forsøge at få den sidste slat ketchup ud af flasken).
2.
Har vi været i WOW-park efter at have været inviteret til en skøn fødselsdag deroppe.
Jeg googlede ‘WOW-park rabat’ og fandt ud af, at HK kører medlemsrabat; ikke det helt vilde, men stadig 15 kr. pr. billet. Som vi før har snakket om, tror jeg, at en af genvejene til en sund økonomi, er respekt for de små beløb.
Da vi her til aften lagde parken bag os, konverterede jeg dagsbilleterne til årskort, inden vi kørte. Vi skal bare derop en enkelt gang mere, for at de er tjent ind, og det kommer vi helt sikkert. Jeg havde overvejet at købe dem hjemmefra, men jeg ville gerne lige tjekke, om Frida også syntes, det var fedt, inden jeg købte til hele banden, og det blev et kæmpe ja.
Jeg tjekkede op på, om der var forskel i prisen årskort-på-forhånd vs. dagsbillet-opgraderet, og det var der ikke, så det var et risikofrit sats – og nu er vi klar til en sommer i skoven.
3.
Har jeg skiftet forsikringsselskab.
Jeg havde fat i 8 forskellige selskaber, og forskellen mellem mit nu tidligere selskab IF og GF, som jeg skiftede til, er 3600 kr. om året. Jeg har i runde tal sparet ca. 30% på det her tjek, og det synes jeg godt nok er vildt.
Som ekstra bonus har jeg nu også fået et selskab, som har kontor her i byen, og jeg har en fast sagsbehandler – som ovenikøbet kender min mekaniker. Han var rar og grundig og forsøgte ikke på noget tidspunkt at presse noget ned i halsen på mig, men brugte samtidig også den nødvendige tid på at forklare de tilvalg, som han syntes gav mening for mig. Fx. at hvis min bil bliver stjålet eller totalskadet, så har politiet faktisk 28 dage til at lukke sagen, og i den måned har jeg ikke noget at køre i, og ingen erstatning at købe noget for. Det kan man – selvfølgelig – tegne sig ud af, og det har jeg gjort, fordi jeg i mit job er afhængig af at have en bil.
Jeg ved godt, at der er 10.000 ting, der påvirker prisen, når vi taler om forsikringer, men I får alligevel tallene på de tilbud, jeg har hentet hjem. Jeg har lavet samme set up på alle tilbud, og selvom ingen mennesker er ens, så giver de måske alligvel et fingerpeg om prislejet de forskellige steder.
Jeg har valgt lavest mulig selvrisiko på alt, bor til leje, ejer ikke noget vanvittig dyrt, der skal særforsikres og falder i kategorien ‘kontor’, når man skal vælge erhverv.
Med de forudsætninger fik jeg følgende priser:
Gartnernes:
Hørte jeg aldrig tilbage fra, så pas.
Bauta:
Det viser sig, at man skal være sundhedspersonel for at tegne her, og den kategori falder tegnsprogstolke ikke i.
Topdanmark:
Ulykke, mig: 2100
Børn, i alt: 2700
Indbo: 1920
Bil: 5860
I alt: 12.580
Alka (jeg er medlem af HK, hvilket giver rabat):
Ulykke, mig: 2200
Børn i alt: 3300
Indbo: 2100
Bil: 6000
I alt: 13.600
IF:
Ulykke, mig: 1600
Børn, ialt: 1300
Indbo: 3100
Bil: 7700
I alt: 13.700
Sønderjysk:
Ulykke, mig: 1800
Børn, i alt: 2000
Indbo: 2000
Bil: 5200
I alt: 11.000
Vestjylland:
Ulykke, mig: 2000
Børn, i alt: 2200
Indbo: 1900
Bil: 5000
I alt: 11.100
GF:
Ulykke, mig: 1.160
Børn, i alt: 1.000
Indbo: 2.350
Bil: 5.600
I alt: 10.110
I øvrigt:
*Har jeg lige været ovre at handle. Min gær trillede ned til varerne hos kunden, der stod bag mig, og det opdagede ekspedienten først, da jeg havde betalt, og hun var ved at køre næste kundes varer igennem. “Hov! Er det din?” spurgte hun. “Ja!” svarede jeg – og kiggede på kvinden, der var ved at få kørt sine varer igennem. Hun lod som absolut ingenting, fik sine varer kørt færdig og betalte. For sine egne varer. Og altså IKKE for min pakke gær. Til en krone. Jeg tænkte, jeg lige ville nævne det i tilfælde af, at nogle af jer gik rundt og var bekymrede for Småligheden. Den lever derude og har det A-Okay.
*Hear me out: Shazam, men for dufte. Ja, ik!?
*Vil jeg gerne spørge de af jer, der bruger jeres læbepomader helt op, fordi I ikke smider dem væk kon-fucking-stant, hvordan det føles at være en af Guds Udvalgte?
*Har jeg 10 arbejdsdage tilbage på mit nuværende job. Det er, selv efter det rakkerliv, tolkejobbet har været de sidste mange år, stadig en underlig fornemmelse.
*Spiller min nye bil en lille, begejstret fanfare for mig, hver eneste gang jeg sætter min ind. Det var det selvtillidsboost, jeg ikke vidste, jeg manglede.
*Hørte jeg for nogle uger siden udtrykket: Don’t take criticism from someone you wouldn’t take advice from. Det har jeg tænkt meget på siden.
*Er jeg for tiden involveret med Systemet på flere forskellige fronter, og som hver eneste gang, det sker, tænker jeg, at jeg godt forstår, at sjælen visner hos dem, hvis skæbne er lagt i hænderne på det. Manglen på respekt og almen menneskelig ordentlighed er overvældende.
*Er de 10.000 bøger, jeg har skrevet mig op til på biblioteket kommet. Alle sammen. På én gang. Jeg er igennem den første håndfuld, men jeg kan godt se, at jeg skal oppe mig noget, hvis jeg ikke skal ud i en runde genlån og bøder.
*Slutter vi lige med en runde anbefalinger:
Instagram:
kids.eat.in.color (ernæringsekspert med fokus på børn og mad)
drbeckyatgoodinside (psykolog med fokus på børn og trivsel)
pernillehebsgaard (kvinde på 33, der skriver ret godt, lærerigt og dejligt afmystificerende om livet med autisme)
anne.elsoe (børn og kost)
psykolog_ea_caroe (psykolog med speciale i autisme og ADHD)
earthpix (de FINESTE billeder)
caritas.astrologi (nede-på-jorden astro-profil)
gourministeriet (mad)
mummum.dk (mad)
henriette_ak (og mere mad. Denne profil udemærket sig ved at have opskrifterne i selve opslaget, hvilket jeg synes er fuldstændig fantastisk)
Podcasts:
Your Own Backyard:
Podcasten, der opnåede det, alle true crime podcasts stræber efter, nemlig at grave nye beviser frem og lave så meget larm omkring en cold-case, at den er blevet genåbnet og højest sandsynligt ender med at blive opklaret.
Sagen, den omhandler, er det formodede mord på Kristin Smart, der forsvandt for 23 år siden. Den formodede gerningsmand blev anholdt i marts i år, og hele krimiland holder vejret.
Crime Show (Spotify)
En true crime podcast, hvor ofrene selv fortæller deres historier. Den er ny, og der ligger indtil videre kun 4 afsnit, men den er godt lavet, og det tilføjer et ekstra element, at det er de involverede parter, der selv får lov at fortælle.
Bøger:
Chimamanda Ngozi Adichie – Brev til en nybagt forælder. Et feministisk manifest
En lille, hurtig-læst bog, der giver masser af stof til eftertanke, når man opdrager en pige.
Interessant nok kommer den faktisk omkring hele debatten om make-up, som vi var omkring her (se nederste billede), men helt generelt udemærket den sig ved at blande det, der heldigvis efterhånden er indlysende selvfølgeligheder med små, spidse øjenåbnere og ting, jeg ikke havde tænkt over.
Den Onde Søster – Karen Dionne
Shiiiiiiit, den her var spændende. En kvinde er frivilligt indlagt på psyk, fordi hun for 15 år siden slog sin mor ihjel. Eller gjorde hun? Og hvad er det med den søster? Og de dyr? OG DET SKIDEUHYGGELIGE HUS!?
Den er meget Gillian Flynn’sk, og selvom jeg godt kunne have brugt et Kridtmanden-agtigt svirp med halen på de sidste sider, var det stadig godt med bid i.
M2021, uge 18
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Skrevet til Bilka To Go og foreslået, at de laver en ‘Overraskelser – nej tak’-boks på deres bestillingsside, ligesom de har på de mærker, man kan samle.
For jeg er sikker på, at det for nogle er skønt, at der gemmer sig lidt ekstra i poserne, og jeg er klar over, at det får mig til at lyde som en sur, gammel kost, når jeg gerne vil frabede mig de her ting. Men jeg får stress over pludselig at stå med et helt brød, ingen af os spiser, solbærsaft, ingen af os drikker eller en hel flaske shampo til krøllet hår. (Vi har alle 3 hår, der får får Legolas’ til at fremstå som en hidsig 80’er-perm).
Jeg ved godt, at man bare kan skrive det under ‘Kommentarer’ i sin bestilling, men jeg vil gerne puffe lidt til, at folk får lov til at forholde sig en smule mere aktivt til det, end bare at konstatere, at de har fået noget gratis. Det her var en nem måde at sikre på, at tingene landede hos dem, der gerne ville have dem, fordi de kunne bruge dem.
2.
Skrevet lidt med et par forlag; det ene har sendt mig bøger over det sidste år, mens det andet har spurgt, om de måtte sende fremover. Jeg har skrevet til dem begge, at de skal sende deres anmeldereksemplarer til nogle andre – og i modsætning til bilka-punktet ovenover, er jeg virkelige ærgerlig over det her.
Som det er nu, skal jeg både opgive til Skat, at jeg har modtaget bøgerne som gaver, og jeg skal disclaime til op over begge ører, hvis jeg skriver en anmeldelse. Og hvor jeg godt forstår det, når vi taler om cykler, kaffe og make up, så synes jeg, det er SÅ! ÅNDSSVAGT! med bøger. For modsat alle mulige andre brugsgenstande, så kan man jo bare låne de her bøger på biblioteket, og når man kan læse dem, uden at skulle købe dem, så synes jeg, at hele argumentet om, at man som blogger kan lokke uforvarende læsere med paraderne nede til at købe noget, forsvinder.
Og jeg bliver sindssyg over, at vi skal BRØLE op om, at der er tale om reklame, mens alle dameblade og aviser, som ved Gud i himlen heller ikke har haft dankortet fremme, må modtage bøger, rejser og middage, skrive anmeldelser om det hele og forklæde det som content.
Men det kan forfatterne ikke gøre for, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg fik dårlig samvittighed, hver gang der landede en bog i min postkasse. Jeg synes, alle involverede parter har fortjent mere og bedre end dét, så nu har jeg gjort, hvad jeg kan, for at bøgerne kan komme ud, hvor de kan få lov at arbejde mere aktivt, så der forhåbentlig kan sælges flere af dem, og vi på den måde kan være med til at sikre, at de dygtige forfattere kan skrive noget mere, og ikke skal lide sultedøden, fordi de tilfældigvis er virkelig gode til at skrive.
3.
Ryddet op i mit køkken.
Hvis man tænker, at det sgu da er utroligt, at jeg kan blive ved med at rydde op, er der ikke noget at sige til det. Jeg har svært ved selv at redegøre for, hvorfor mine skabe i løbet af et år bliver mere og mere tetris-agtige, for jeg køber godt nok sjældent nye ting. Men ind i mellem får børnene en ny vandflaske eller madkasse, og for mit eget vedkommende er krus er mit kryptonit. Selvom jeg gør mig *meget* umage for ikke at købe alle dem, jeg ser, så sniger der sig alligevel et nyt ind i ny og næ.
Sidste weekend besluttede jeg, at det var tid til en overhaling, og at jeg ville tage ét skabs-fag om dagen. På den måde forblev projektet overskueligt, samtidig med, at jeg havde udsigt til at nå igennem det, mens jeg stadig var optændt af den hellige ild.
Jeg smed alle glas og krus ud, der var skårede, havde fået glaspest eller som jeg bare måtte konstatere, at jeg ikke længere brugte. Og kunne jeg have foræret noget af det væk? Formentlig. Men meget af det var sgu så brugt, at det ikke var værd at give videre, og det udløste en tur i manegen til min gamle kæphest: Tag ansvar for dit eget affald. Uanset om vi taler om tøj, legetøj eller køkkenting, så synes jeg, det er fin stil, at man selv sørger for at skille sig af med det, der ikke kan mere, i stedet for bare at tørre opgaven af på den næste.
De skæve og forvaskede madkasser røg ud, de plastikbøtter, der bare har samlet støv, sagde vi også farvel til, og de ting, som jeg var i tvivl om, om jeg skulle gemme, sidste gang jeg ryddede op, røg ud i denne ombæring. Nogle ting skal man være klar til at give slip på, og det er man bare først, når man er.
Undervejs blev jeg, som altid, grebet af trangen til også at gøre ovnen ren og give opvaskemaskinen den store tur, men som jeg har skrevet lidt om her, så er det bare en meget god ide at holde sig for øje, om man rydder op, eller om man gør rent. Ellers ender projektet med at vokse sig uoverskueligt – og hellere nå igennem alle skabe, og så gemme de andre ting til et andet tidspunkt, end at nå 1/4 igennem det hele, og så opgive, fordi hverdagen kommer snapper dig i haserne.
I mit ene køkkenskab har jeg en plastiklomme, som jeg løbende smider bon’er og følgesedler i, og den fik jeg også striglet. Det kunne ikke falde mig ind at gå tilbage med et par sokker, der er 4 måneder gamle, men jeg har bare prøvet flere gange, at jeg køber et eller andet, tænker ‘det skal jeg ikke bytte’, smider bon’en ud – og så er der huller i, fejl på eller tingen går i stykker første gang, jeg bruger den. Derfor smider jeg alle bon’er på tøj og ting i plastiklommen, og en gang eller to om året rydder jeg så op i den.
Da jeg var færdig, havde jeg 10 stykker papir tillbage. Jeg skrev på dem, hvad de dækkede over (‘høretelefoner’, ‘vinterjakke, Frida’) og lagde dem ud i den sidste mappe, jeg har tilbage med papir i. Her har jeg 3 plastiklommer med årstal på, og hvor de(n), dengang jeg bare smed alt i samme lomme, reelt var ubrugelig(e), for hvem gider læse 300 bon’er igennem for at finde én bestemt, så kan jeg idag finde de fysiske bon’er på under 20 sekunder, og de elektroniske på 30, fordi jeg på følgesedlen kan se, hvor varen er købt.
Nu er her så pænt, at jeg har lyst til at pille skabslågerne af, så jeg konstant kan beundre mit værk, og jeg har det sådan her, hver eneste gang jeg går ud i køkkenet:
I spørger, jeg svarer: Hvem må mine børn lege med?
Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.
Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.
Lad os komme i gang.
Hej Linda.
Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.
Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv.
Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”
Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.
Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.
Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.
I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.
Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.
Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.
Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.
Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.
Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?
KH
Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.
Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt.
Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.
Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten.
Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.
Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.
Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.
Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.
Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.
Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.
Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene.
Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.
Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.
Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?
Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.
Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.
M2021, uge 17
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fyldt tanken på min nye bil. 300 kr. Jeg grinede højt. Det føltes i mistænkelig grad som tyveri. Hvor langt den kan køre på de 30 liter, spørger du? 900 km. Ni. Hundrede. Min hjerne er blæst ud ad hovedet på mig. Den gamle kostede 500 kr. at tanke, og kunne køre 550 km. på en tankfuld. Det her er godt nok noget HELT andet.
2.
Genindført to-retters princippet for at få spist nogle af de små rester, jeg har i fryseren. Jeg glemmer somme tider, at man faktisk kan tænke forret eller dessert ind i en madplan, men den sidste uge har jeg husket det, og det har nærmest været lidt hyggeligt.
3.
Været En Dygtig Voksen.
Dagen efter jeg havde fået min nye bil, tjekkede jeg op på vejhjælpen, jeg har gennem min forsikring, for at sikre mig, at de havde den nye bil registreret – for det skulle *lige* passe, ikke? Det var godt, jeg gjorde det, for det havde de ikke. Og hvis uheldet havde været ude, havde jeg fået en fuld regning for eventuel assistance, kunne manden fortælle mig.
Da der var styr på dén del, tjekkede jeg op med min egen forsikring, som jeg havde sendt al info til i det sekund, den nye bil var indregistreret. De havde stadig den gamle stående, så den bad jeg om at få lukket, så jeg ikke risikerede en ekstra regning, og så nærlæste jeg ellers den nye police med en lup. Det var *også* en god ide, viste det sig, for under km stod der i min tilsendte police ‘Over 40.000 km. pr. år’ mens der på min onlinepolice stod ‘Over 99.000 km. pr. år’. Og godt nok kører jeg meget, meeeeen….
Det viste sig, at ‘Fri kilometer’ for et par år tilbage gik fra 30.000 til 40.000 km. Jeg bad om at få det rettet, så det fremadrettet hedder ‘Op til 40.000’ og det gav en øjeblikkelig besparelse på 1000 kr. pr. år.
Jeg har selv et ansvar for at læse min police; det ved jeg godt. Men jeg tror, de færreste går ind og læser op på dem, sådan vilkårligt og præventivt, og jeg synes, det havde været fin service, om man havde gjort opmærksom på den her ændring.
Min nye bil viser sig samtidig at være dyrere end den gamle at forsikre, hvilket jeg simpelthen ikke forstår. Da jeg spurgte, var svaret: “Ja, haha, hvis bare jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål..!” (og sagsøg mig, men jeg kom til, spidst, at hvisle: “Jamen, så havde det sgu da været en god ide, hvis du havde brugt 10 minutter på at tjekke op på det, så du kunne give mig et ordentligt svar!?”) – og derfor er jeg, as we speak, i gang med at speeddate andre forsikringsselskaber. Om nogen derude kan lave en bedre løsning ved jeg ikke, men hvis ikke, kan jeg i det mindste sove trygt ved tanken om, at jeg *har* afsøgt markedet.
