Må man snart bede om en lillebitte pause?
Den her uge, mand. Der er ikke sket noget, der *ikke* har skubbet til livets grundpiller, og jeg er fuldstændig færdig.
For at starte med noget meget konkret og lavpraktisk er jeg blevet ledig. Der er begrundet håb om job på den anden side af sommerferien, men vi kan jo ikke leve af gode intentioner og luftkasteller indtil da, så nu ruller hele møllen med samtaler, job-log og mistænkeliggørelse. For de skrivelser, der sendes ud, kan ikke, selv med de mest optimistiske briller, læses anderledes. Det føles lidt som når jeg modtager det årlige krav om at skrive under på, at jeg fortsat er enlig forsøger, og i umiddelbart forlængelse af dét, får “tilbudt” en samtale, hvor nogle rare mennesker fra kommunen kan hjælpe mig med at finde ud af, om jeg VIRKELIG stadig er enlig forsørger. Jeg er med på, at det er prisen for at blive grebet af systemet. Men den er satenfløjteme somme tider både træls og høj.
Oven i det har jeg haft et par møder, både live og over telefonen, med nogle af de mennesker, der bliver involveret, når man gerne vil have sit barn udredt. Jeg er ikke helt klar til at skrive og snakke om det endnu, og det er mig selv, der – for halvandet år siden – har sat det i gang. Det er derfor nærmest udelukkende positivt, og de folk, jeg har snakket med i den her uge, har været ualmindelig sympatiske – men det er stadig et set up, hvor jeg gerne vil stille med mit a-game hver eneste gang, og jeg hele tiden forsøger at være 1000% skarp på ønsker, behov, observationer og vurderinger, for ingen hører, hvad du siger, når du mumler.
Så er det lidt sygehus-halløj, der sådan set ikke er hverken ubehageligt eller farligt, men som stadig kræver ekstra opmærksomhed på børnene og den måde, de forstår og tackler det på.
Og så døde oldemor i fredags. Det har udløst mange tanker hos mig, for det var én af de relationer, der ikke var ukomplicerede. Jeg har tænkt utrolig meget over, at hvert eneste af de valg vi træffer; at hver eneste interaktion vi har med andre mennesker, er tråde, der måske ikke i situationen ser ud af noget særligt, men som stille og rolig over et liv bliver den tråd, vi væver livets tæppe med, som er det, vi svøbes i den dag, vi skal herfra.
Som altid, når nogen dør, river det også låget af nogle af de æsker, vi har stående på hylderne, som vi ikke bryder os om at kigge i, eller som vi har sat i de mørkeste hjørner, fordi de gør for ondt at støde på og blive mindet om eksistensen af, når vi til dagligt går gennem livets store lagerhal.
Anton og Frida er så priviligerede, at de ikke før har oplevet at miste. Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle tale med dem om den, for jeg synes ikke, man skal lyve om noget så grundlæggende som døden. Omvendt er brutal ærlighed heller ikke specielt hensigtsmæssigt, når man forsøger at hjælpe små mennesker med at forstå livet og verden omkring sig, og vi har haft mange samtaler om, hvorfor man bliver ked af det, når nogen forsvinder, og hvad der sker, både konkret og mere filosofisk, når man dør.
Børnene fik selv lov at vælge, om de ville med til bisættelsen, og begge børn svarede uden tøven, at det ville de gerne. Anton spurgte, om de måtte lægge roser på kisten, og var også meget optaget af, at han gerne ville have skjorte og slips på, mens Frida var mere fokuseret på, hvor oldemor, sådan helt lavpraktisk, var nu. Det kræver sgu noget tilstedeværelse og nærvær at guide børn gennem de her ting, og at finde en grimasse, der kan passe, når Anton i forbindelse med en undersøgelse på sygehuset spørger, om vi lige kan smutte ned i kælderen og besøge oldemor, nu vi er her?
Så det var med et vist element af spænding, jeg havde dem med i kirken – men jeg kunne have sparet mig. De var så gode, at jeg tudede over det, og deres primære bekymring var, hvordan vi passer på oldefar. Det fylder meget for dem, at han er så ulykkelig, og for mig er det vigtigt, at vi taler om tingene, når de har brug for svar, og ikke når jeg lige har tid og overskud.
Så det er en balancegang lige nu. For jeg er lidt holdt op med at sove, og mit hår er også ved at skride i afmagt.
Og jeg er faktisk ked af det, for vi plejer at hygge os her på bloggen. Men jeg kan ikke rigtigt skrive rundt om de her ting, og alternavet er helt at lade være med at skrive – hvilket har taget livet af større og bedre blogs end denne. Så aftalen bliver vist nødt til at være, at jeg skriver om det, der lige fylder på dagen, uanset om det er kulkælder eller lal og bananer, men til gengæld lover ikke at blive sur, hvis I derude vælger at springe nogle indlæg over.
Aftale?
God weekend.
3. juni 2021 @ 19:16
Men sødeste Linda! Der er sgu da ikke noget vi hellere vil (jeg tillader mig lige at udtale mig på alle dine læseres vegne (!)) end at høre hvad der fylder i dig any given day! Det sidste du skal er da at undskylde.
Jeg synes du er rockersej, som sædvanligt, og jeg kan sgu godt forstå du er i knæ over alle de hårde ting der er på din tallerken for tiden. Jeg sender dig en luftkrammer og et skud kærlighed, og ønsker for sig at der kommer lidt ro på snart.
Kærlig hilsen Lene
3. juni 2021 @ 19:20
Et godt og reflekterende skriv, Linda. Jeg håber det hele snart lysner
3. juni 2021 @ 19:22
Aftale 👍 Du er bare så sej!!!Jeg elsker at læse din blog uanset hvad.
3. juni 2021 @ 19:30
Aftale! spyt-i-hånd-klar-til-håndtryk
3. juni 2021 @ 19:37
Aftale. Jeg kommer personligt alligevel
3. juni 2021 @ 19:46
Kære Linda,
Jeg har aldrig kommenteret på din blog før fordi du ved.. livet og baby.., men nu har jeg sådan lyst til at skrive til dig, at jeg er vild med din blog, og gerne læser om både det glade, det triste og det sjove (fx søstjerner på speed:-)) Du virker meget sympatisk, og som en utrolig kærlig og reflekterende mor. Jeg synes ofte du skriver om ting på en sådan måde, at jeg tænker “nå ja det er jo sådan, at jeg har det”, og så sender jeg dig en tanke, når jeg lykkes med at få brugt en madrest, sendt noget videre til genbrug eller andre små bæredygtige tiltag.
Det gør mig ondt med oldemor. Tror det var helt rigtigt at tage Anton og Frida med.
God vind og en virtuel krammer til dig.
4. juni 2021 @ 12:36
Jeg er så enig, Marie. Det er helt utroligt at blive ‘set’ af en fremmed og tænke ‘ja, det er jo sådan det føles/er’! Og den kærlige, omhyggelige og reflekterende mor gennemsyrer hvert et indlæg. Du er gjort af noget helt særligt, Linda.
3. juni 2021 @ 19:46
Allerbedste Linda 💖
Jeg læste engang mange – men nu kun én: DIN blog!
Fordi du er dig. Fordi du skriver helt eminent. Fordi du kan spotte og udrede alverdens emner, samfundstendenser – whatever. Men allermest fordi du er autentisk. Og så er det ligegyldigt, om det er ‘lal og bananer’ (!) eller noget dybt og vigtigt som dette opslag – jeg bli’r!!!
Og jeg bakker op! Så godt som man nu kan på distancen – og med de største, varmeste Corona-sikre virtuelle kram, du kan forestille dig.
Linda – den ene fod foran den anden, og så kommer du også igennem den her marathon 😘
3. juni 2021 @ 20:25
Hvad Annette siger!
3. juni 2021 @ 19:48
Kære Linda.
Sagt igen igen igen. Du er så god til at formulere dig! Forstår godt at det der sker hjemme hos dig nu, giver søvnløse nætter.
Jeg har tænkt meget over dit sidste indlæg om “systemet”. Vi har selv været det igennem for et år siden. Udredning altså. Så hårdt. Og tiden op til. Og alle grundene til at vi, endelig, besluttede at vi var nødt til at gå den vej.
Vores drenge er jævnaldrende og kan ofte genkende min, når du skriver om din.
Vi har kæmpet siden sidste sommer for at få den hjælp, vi har brug for. En dreng i virkelig dårlig trivsel. Resten af familien lider under det.
Der her game er virkelig kun for stærke forældre. Der findes søde, velmenende kommune-folk, men alt går så langsomt at der er til at både tude og skrige over. Og ofte ryger man bag i bunken, selvom det ikke føles som om, at det kan vente bare en eneste dag mere, med at nogle mennesker der ved noget mere end mig, siger hvad jeg skal gøre.
Der var en trist besked, kan jeg se nu… Ville bare sige, jeg hører dig 💙 Og ønske dig alt den styrke du skal bruge i den kommende tid 🙏🏼
3. juni 2021 @ 19:52
♡
3. juni 2021 @ 19:58
Skriv endelig lige det du føler for! Vi er med dig på det hele!
3. juni 2021 @ 20:18
❤️❤️❤️
3. juni 2021 @ 20:23
Den absolutte kvalitet ved din blog er, at man fornemmer personen bag. Så skriv endelig løs af det,der optager dig og fylder dit liv. Tom snak og glansbilleder kan vi få nok af andetsteds. Kondolerer med oldemor.
3. juni 2021 @ 20:29
Uanset hvad du skriver om, er det altid reflekteret, velskrevet og giver stof til eftertanke. Tak for det!
3. juni 2021 @ 20:43
Aftale♥️
3. juni 2021 @ 20:50
“ Jeg har tænkt utrolig meget over, at hvert eneste af de valg vi træffer; at hver eneste interaktion vi har med andre mennesker, er tråde, der måske ikke i situationen ser ud af noget særligt, men som stille og rolig over et liv bliver den tråd, vi væver livets tæppe med, som er det, vi svøbes i den dag, vi skal herfra.” Dét er simplethen så smukt skrevet, og derfor jeg kommer tilbage til.hvert.eneste.indlæg. Du må aldrig stoppe med at skrive. Hverken om det lol’ede, men virkelig heller ikke om det svære. Du rører vores hjerter, for en gang i mellem kan vi spejle os i dit livstæppe og svøbe os i det for en stund.
3. juni 2021 @ 20:53
Kæmpe aftale. Tak for du alligevel deler: Og ren kærlighed herfra.
3. juni 2021 @ 20:54
Det er lige præcis indlæg som dette der gør, at jeg bliver hængende. Du har en ufattelig evne til at formulere dig, og jeg får nogle gange helt fysisk kuldegysninger over det, du skriver. Lidt ligesom salmer…. jeg ved, det er en mærkelig sammenligning, men det er en gave at kunne sætte ord på det eksistentielle som du kan.
3. juni 2021 @ 21:13
❤️
3. juni 2021 @ 21:30
❤❤❤
3. juni 2021 @ 21:30
Aftale!!! Der er jo ingen – hverken du eller os herude på den anden side – der har godt af, at du brænder inde med det. Vi er her ikke for kun et blive aet med hårene og hovedløst underholdt. Vi er her, fordi vi kan li’ dig, og vi tager imod det hele. Okay?
3. juni 2021 @ 21:58
Så fint skrevet – igen! Bliv ved med at skrive om alt og intet og det imellem.
3. juni 2021 @ 22:02
Aftale!
Om du så skrev din indkøbsseddel som blogindlæg ville jeg læse den med glæde.
Og skriver du slet ikke noget i et par uger, så skal vi nok være her alligevel, når du kommer tilbage ❤️
3. juni 2021 @ 22:04
Så fint skrevet- igen. Bliv endelig ved med at skrive om alt og intet og det imellem❤️
4. juni 2021 @ 04:41
Præcis hvad Annette siger! I mangel af bedre sender (også) jeg en virtuel krammer og et ønske om at det snart må lysne for dig <3
4. juni 2021 @ 04:59
Ville ønske at jeg havde bare en fraktion af din formuleringsevne men kort sagt, jeg vil aldrig ikke læse dine indlæg. Kommer altid tilbage til mig selv med nye tanker og refleksioner efter at have læst hos dig.
Tak for at du orker også når det er så svært.
4. juni 2021 @ 06:28
Enig med de andre. Vi kommer her fordi vi ser et menneske bag det. Og hos mennesker er det ikke altid det hele er lyserødt. Vi kommer fordi vi kan spejle os, grine, mærke, lære og blive inspireret af dine tanke både om lol og bananer, om samfundet, og det der rør sig i et menneskeliv.
Tak for det. Gør det du kan rumme. Vi er lige her.
4. juni 2021 @ 06:29
Det gør mig ondt, at I har mistet jeres oldemor. Jeg håber I kommer igennem sorgen på en god måde, både store og små.
4. juni 2021 @ 08:21
Kære Linda
Jeg følger din blog fordi du skriver inspirerende og om et almindelig hverdagsliv. Din minimalistiske tilgang er da bevares inspirerende, men det er jo det “hele ” menneske jeg synes er spændende. Så selvfølgelig må du skrive om det når det er lidt mørkt det hele.
Kondolerer med oldemor og håber dit møde med systemerne (udredning og dagpenge) snart kaster positive udviklinger af sig.
ps. grunden til jeg skrev hele i citationstegn er, at jeg naturligvis godt ved du kun deler en lille bid af dig her på bloggen. Men den bid viser et menneske med mange facetter – og en der uanset skriver dejligt.
4. juni 2021 @ 10:20
Hvad Annette og Louise siger 💚
4. juni 2021 @ 14:53
Min uges skelet gik en lille smule i stykker, fordi der ikke var noget midtuge indlæg fra dig (altså indtil der så var det alligevel) Jeg læser alt, hvad du skriver. Indholdet og stemningen i det er helt op til livet og dig ❤️
4. juni 2021 @ 15:06
Altså. Jeg klarede det NÆSTEN gennem dit indlæg uden tårer. Men så kom kommentar feltet.
Sender tanker, og håber virkelig, at der er lidt her & der blandt kommentarerne, der kan trøste og støtte. Det er et smukt klub-hus, du har skabt. I medvind OG modvind❤️
4. juni 2021 @ 16:35
Altså … har du helt glemt, hvorfor vi er her? Sgu da ikke for lal og bananer, selvom du unægteligt har dine morsomme øjeblikke. Nej, vi er her jo, fordi vi for pokker kan lide dig. Uanset hvilket humør, du er i.
4. juni 2021 @ 17:25
♥️💔♥️
4. juni 2021 @ 17:37
Åh, Linda. Alt det, de andre siger❤️ Og styrke i spandevis din vej. Får sjældent kommenteret, men læser rub og stub fra din hånd. Fordi du skriver så blændende. Men bestemt også fordi du er virkelig klog, inspirerende, vittig og ikke mindst: at du virker som så vidunderlig en mor. En mor, dine børn er utrolig priviligerede at have. Og jeg er blæst bagover ift til, at du overhovedet kan strikke et så langt og reflekterende et indlæg sammen, når man tager i betragtning, hvor meget der er på din tallerken lige nu. Kæmpe respekt og kærlighed fra en kæmpe-kæmpe-kæmpe fan❤️
4. juni 2021 @ 21:36
Så enig… jeg slutter mig til lovestormen. Og sender gode tanker. Jeg ville holde pause fra søvnen efter bare halvdelen af de benspænd!
4. juni 2021 @ 21:43
Jeg er SÅ enig med alle de andre.
Vi er her altid. Det du har skabt herinde, det fællesskab vi har. Jeg smutter ihvertfald ingen steder. Du skriver så fantastisk og du har givet mig så meget de år jeg har fulgt med.
Håber du kan mærke vores kæmpe fælleskram, kun til dig ❤️
5. juni 2021 @ 19:18
Hvad de andre siger! Og sikke da en omgang, det er da intet under at du er mast. Hvis jeg lige må bide mig fast i en ting fra indlægget: Det der med børn og døden, det er sgu svært! Hvad siger man? Hvad sagde du? Vi trippede om den varme grød herhjemme indtil den dag min far facetimede (doh!) midt i aftensmaden med den dramatiske historie om min bedstefars død i lænestolen. Så var det bal ligesom åbent, og jeg havde givet gode penge for et sammenhængende verdensbillede at kunne servere … Kram!
6. juni 2021 @ 07:04
I vores tilfælde gik det gradvist ned ad bakke med oldemor. Jeg valgte for nogle måneder siden at begynde at nævne emnet, inden vi tog derud. At oldemor ikke havde det så godt, men at hun stadig gerne ville have besøg. Når vi tog derfra, bragte jeg emnet op igen – f.eks. spurgte jeg, om de havde lagt mærke til, at hun var blevet mere stille? Eller at hun somme tider sagde nogle lidt sjove ting. Så snakkede vi lidt om det, og om at blive gammel, sådan generelt. For en måneds tid siden sagde jeg ligeud til dem, at der nok ikke gik så længe, før oldemor ikke var her længere. Det tyggede de lidt på, men tog det egentlig oppefra og ned. Min oplevelse var, at det var fordi vi havde været omkring emnet allerede; at det er mindre dramatisk med en gradvis forværring, end at aldrig at have talt om oldemor og dét at blive gammel, og så pludselig breake, at hun skal dø.
Da hun døde, valgte jeg at fortælle det om morgenen, lige efter jeg selv havde fået det at vide. Vi skulle den dag til Legoland, og jeg var i tvivl om, om det ville være bedre at vente. Men jeg blev enig med mig selv om, at ingen tackler triste nyheder bedre af at være trætte, når de får dem, og derfor fortalte jeg det fra morgenstunden. Jeg sagde, at oldemor var blevet lagt i seng i aftes, og nu var hun død. At hun bare havde lagt sig til at sove, og så ikke var vågnet igen. Jeg var ret opmærksom på faktisk at bruge ordet ‘død’ – for jeg tror, man kan pakke ting for meget ind, og det tror jeg bare gør dem sværere at forstå. Jeg sagde, at det var ok at være ked af det – men at det også var ok ikke at være. At de måtte spørge alt det, de ville, lige når de havde brug for det, og at der ikke var noget af det, de tænkte på og havde brug for at snakke om, der var forkert.
Da jeg havde tidspunktet for begravelsen, spurgte jeg dem, om de ville med, og sørgede for at sige, at ingen ville blive sure, hvis de ikke havde lyst – men at bordet fangede. Jeg skulle være med til at bære kisten, så hvis de ville med, så var der ikke mulighed for at gå midt i det hele. Her er det jo et ret stort privilegium, at de er så store, at man overhovedet kan have den samtale, og jeg havde også i baghovedet, at jeg bad dem forholde sig til noget, de ikke på forhånd kunne vide, hvad var. Men de sagde begge med det samme, at de gerne ville med. Anton spurgte, om han måtte få habitjakke på, og om vi kunne købe roser at lægge på kisten, og fik ja til begge dele.
Herfra sørgede jeg for at tage emnet op dagligt, indtil begravelsen. Spurgte, hvad for noget tøj, de gerne ville have på. Om de havde tænkt på, at oldefar måske var ked af det. At de voksne måske græd. Ikke store, dramatiske samtaler. Bare nok til, at de hele tiden fik mulighed for at spørge, gøre sig deres egne tanker – og fortælle mig, hvis de fortrød.
Ja. Det er lidt mange ord, kan jeg godt se, men pointen er, at jeg har bragt emnet langsomt på bane, inden det blev aktuelt, og så har jeg gjort mig umage for at vise dem, at det ikke er farligt.
Giver det mening?
8. juni 2021 @ 08:19
Giver så god mening, tusind tak for at tage dig tiden til at svare! Det kan ikke overføres direkte til vores situation (men hvad kan egentlig nogensinde det?), men helt sikkert brugbart fremover ❤️
9. juni 2021 @ 07:49
Kære Linda
Tak fordi du deler, og jeg er enig med hele resten af kommentarfeltet i at vi gerne læser det hele og at din formuleringsevne, både i medgang og modgang er uovertruffen ❤🤗
Gode tanker 🙏