I spørger, jeg svarer: Når De Andre fylder for meget

Jeg har fået følgende mail fra Susanne:

Jeg går og tumler med et emne, som jeg godt kunne bruge andres tanker omkring. Egentlig kan mit dilemma deles op i tre, men punkterne kan koges sammen til, at jeg gerne vil lære at nyde livet og leve i nuet.

Jeg har jo et godt liv (selvfølgelig med de bump, som alle støder på), og derfor vil jeg rigtig gerne bryde med den tendens, jeg har til at:

*Bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan ændre, f.eks. frygten for at miste mit job, at børnene bliver mobbet/ikke får en uddannelse/får et dårligt liv eller at jeg ikke har opdraget/hjulpet dem godt nok på vej. Men det er også bekymring om sygdom og død; hvad hvis mine forældre dør? Eller hvis jeg får kræft og dør fra mine børn?

*Tænke alt for meget på, hvad andre tænker om mig. Så meget, at jeg faktisk af og til agerer anderledes end jeg ville, for at behage andre, og samtidig ikke får sagt fra, når mine grænser bliver overtrådt – for hvad vil folk ikke tænke?

Det betyder f.eks. at jeg ikke får vist, hvad jeg kan på mit arbejde, fordi jeg er bange for, at folk synes, jeg praler. Jeg byder ikke ind med sjove bemærkninger eller small talk, for hvad hvis folk synes, jeg er dum at høre på?

*Sammenligne mig selv med andre, primært min søster, i forhold til økonomi, karriere, bolig osv. Det påvirker mig, når hun fortæller, at de har en kæmpe opsparing i banken (det har vi ikke), at deres hus snart er betalt af (det er vores langt fra), eller at hendes mand har fået nyt, godt job. Men det er ikke kun hende. Det kan også være, hvis jeg kan se andre, der har haft held med at opdrage deres børn på en måde, som jeg også havde ønsket at opdrage mine på.

Jeg har gået til psykolog et par gange, men er ikke lykkedes mig at knække koden, for at være taknemlig for de ting JEG har, og den person jeg er.

Måske du eller nogle i kommentarfeltet har de vise sten?

Jeg ved ikke, om nogen, sådan helt generelt, har de vise sten lige her, for det her er nok tanker, de fleste af os, i hvert fald i perioder, tumler med. Men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om, hvad din mail får mig til at tænke over.

For at starte fra en ende af, så tror jeg, at den første del af dit problem, er uundgåelig. Jeg tror simpelthen, den er et produkt af at blive ældre? For da vi var i start-tyverne, var vi alle sammen frygtløse og udødelige, men i takt med, at vi bliver ældre, så bliver de fleste af os konfronteret med, at alt det svære ikke kun sker for naboen. Og egentlig er det vel både naturligt og måske endda sundt, sådan helt evolutionært speaking, at vi tilpasser vores syn på verden, til det, vi ser. Og akkumuleret set vil der være flere og flere, der mister deres forældre i takt med, at vi bliver ældre. Procentdelen af mennesker, vi kender, der bliver ramt af alvorlig sygdom vil stige. Vi skal efterhånden have begge hænder i brug, når vi skal tælle dem, vi kender, der har prøvet at blive fyret fra et virkelig godt job.

Så måske er det ikke et mindset, vi skal modarbejde, men snarere lære at leve side om side med?

For mig skete der noget, da min veninde Lene døde af en tumor i hjernen. Det smadrede en uskyld i mig, som ikke kan genskabes. Jeg tænker somme tider på, at det er det, sorg er. Et uønsket filter, der lægges ned over hele den verden, vi kender, hvorefter alt – ALT – ser anderledes ud. Og selvfølgelig er en fyring ikke at sidestille med den sorg, man oplever, når nogen, man holder af, forlader denne verden. Men måske det udløser en version af samme filter, når man over årene går fra at opfatte det svære som noget fjernt og uvedkommende, til at erkende, at der er noget til os alle sammen? En slags sorg-filter-light?

Jeg kan vist ikke rigtigt byde ind med noget, der kan få det til at gå væk, men for mig hjælper det at huske, at det er luksusbekymringer, forstået på den måde, at de alle sammen ville forsvinde med et knips, hvis man blev smidt ud i en virkelig krise. Man har dem, fordi man har overskud til at have dem, og det kan være udemærket at minde sig selv om.

Dine to næste punkter har jeg lyst til at slå delvist sammen. For mig at se udspringer af det samme, nemlig de tanker, der opstår, når man sammenligner sig selv med andre.

Jeg følger på insta en kropsterapeut (bodyimage_therapist), der skriver meget om det her med at være utilfreds med sin krop, fordi man sammenligner den med andres. Hendes pointe er, at man ikke skal arbejde på at stoppe med at sammenligne, men i stedet prøve at identificere, hvor og hvornår man sammenligner, og så prøve at styre udenom de situationer. At hvis man f.eks. kan mærke, at man falder i sammenligningsfælden, når man scroller inspo-siden på instagram, så skal man lade være med det. 

For mig giver det mening, at det er omsonst at prøve at stoppe med at sammenligne. Hele vores samfund er skruet sammen, så vi konstant bliver præsenteret for områder, hvor vores præstationer kan sammenlignes. Karakterer. Løntrin. Tøjstørrelser. Huspriser og m2. Alt bygger på tal, der er direkte sammenlignelige, og vi bliver en del af spillet, fra det øjeblik, vi bliver født.

Mit bud er, at vi alle har områder, der er svære for os, hvor vi sammenligner os med andre, og hvor vi føler, at de mangler, vi selv synes, vi ser, indikerer at vi fejler. Det tossede er, at det jo ikke siger noget som helst om, hvem vi er. Ingen af os holder hverken mere eller mindre af vores mødre på baggrund af, hvad de vejer. Ingen af vores børn elsker os mindre, fordi vi fik 7 i tysk. Så altså. På den helt store plade er det jo skideligegyldigt. 

Men problemet opstår, når det bliver til noget, der påvirker vores livskvalitet og -glæde. For det er ikke fedt at føle, at man altid halter bagefter, og at alle de andre acer noget, man ikke selv formår. 

Jeg tror, der ligger meget i, hvilke værdier, vi hver især er vokset op med. At de områder, hvor du sammenligner dig selv med din søster og føler, du taber, måske handler om, at de arenaer, hvor hun klarer sig godt lige nu, er nogle, der blev opfattet som vigtige i jeres barndomshjem?

Jeg tror også, at din placering i en søskenderække kan have betydning. At der kan være roller, man havde som børn, som man kan komme til at tage med ind i voksenlivet. Nu ved jeg ikke, om din søster er yngre eller ældre end dig, men uanset om det handler om en storesøster, du ikke føler, du nogensinde kan indhente, eller om du føler dig overhalet indenom af din lillesøster, så er det skidestressende at konkurrere med et menneske, hvor de imaginære dommere er ens forældre. For skåret ind til benet er det nok dem, de fleste af os gerne vil imponere.

Og hvad godt skal dét så gøre, Linda? For det løser jo ingenting at konstatere.

Det har du sådan set ret i. Og så alligevel. For jeg tror, at det kan blive nemmere at hilse på afgrunden, men undlade at springe i den, hvis man ved, hvad den er skabt af. For hvis du finder ud af, at dit mindreværd ift. din søster handler om, at hun lever et liv, der ligger mere i tråd med det, dine forældre lever, så bliver det også nemmere at minde dig selv om, at det jo ikke er en fejl, at dit liv er anderledes indrettet. Du har valgt anderledes, fordi noget andet var vigtigere for dig.

Jeg kan huske, at Hella Joof engang sagde, at når man bliver misundelig på andre og ønsker sig deres liv, så gælder det kun, hvis man tager hele pakken. Man kan ikke bare pege på de ting i udstillingsvinduet, man gerne vil have; man skal også tage den latterlige ekskæreste, den nederdrægtige eksem og barnet med indlæringsvanskeligheder med. Det synes jeg også kan være en hjælp at huske. For når man sætter det op på dén måde, vil de fleste af os nok betakke os for at bytte.

Ift. dine kolleger tror jeg måske, det kunne være en hjælp at starte et andet sted. At du ikke har som mål at ‘holde op med at bekymre mig om, hvad de tænker’ – men i stedet tænker ‘hvad kunne JEG godt tænke mig at gøre/sige her?’ For det ændrer ikke noget fra i dag til i morgen. Men det flytter dit fokus fra De Andre til dig selv og dine egne ønsker og behov, og det tror jeg er første skridt.

Det lyder dejlig nemt – og det er det overhovedet ikke. Jeg har selv et par af de her knaster, jeg bøvler med.

Jeg har i mange år været HYPER følsom ift. andres humør – og var det dårligt, var jeg HELT sikker på, at det handlede om mig. At jeg havde gjort noget forkert, og at folk var sure på mig. Da jeg en dag blev træt nok af alt det mentale arbejde og stressfaktoren i at skulle gætte andre menneskers følelser, satte jeg mig ned og tænkte det igennem. Og jeg nåede frem til, at det hele foregik i oppe i mit eget hoved. For den både deprimerende og frigørende sandhed er, at vi fylder uendelig lidt i andre menneskers tanker. Vi har alle sammen hovedrollen i vores eget liv, og ALLE andre er bipersoner og statister. Sagt med andre ord: Så vigtig er jeg simpelthen ikke.

Jeg gav mig selv en go-to-sætning, jeg hiver frem, hver eneste gang jeg kan mærke, jeg reagerer på andre menneskers dårlige humør: Det handler ikke om mig.

Min pointe er, at triggeren for mig ikke er væk, men at det har hjulpet mig enormt at have en one-liner, der er nem at hive frem i underskudssituationer, hvor jeg bliver stresset. Måske kan du finde en lignende sætning, der kan hjælpe dig ift. dine kolleger? At du, når du har bevist, at der er et eller andet, du mestrer, og bagefter bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dig, siger til dig selv, at du gør det samme, som ALLE andre – og det er der ingen, der tænker over. Og hvis de endelig gør, så varer det max. 10 sekunder – så er de tilbage ved hovedpersonen i deres eget liv, nemlig dem selv.

Det sidste, jeg har lyst til at skrive er, at det ikke er sikkert, det overhovedet handler om dig – måske det handler om selskabet?

Jeg kan pege en håndfuld mennesker ud, som kommer i de samme cirkler som mig, som gør mig helt VILDT utilpas. De er søde og rare, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor de for mig føles, som de gør – men det gør de. De gør mig usikker og selvbevidst, og jeg hader alt, hvad der kommer ud af munden på mig, når jeg er sammen med dem. Jeg lyder for sur/for skrap/for bestemt/for vælg-selv. Om det er fordi de minder mig om mennesker, jeg har dårlige oplevelser med, eller om deres adfærd trykker på knapper i mig, jeg ikke engang selv er klar over, jeg har, aner jeg ikke. Men fordi jeg har brugt tid på at identificere følelsen og ved, hvem der udløser den, vælger jeg at omgåes dem så lidt som overhovedet muligt, og når jeg er tvunget til at være sammen med dem alligevel, ved jeg, at det er knapperne, der taler, når jeg bliver utilpas. 

Måske er det det samme, der gør sig gældende for din kollegagruppe? For hvis det er, så kan det måske ændre på selvopfattelsen på en positiv måde at indse, at det hele er kemi og samspil. Du er lige, som du skal være, og hvis ikke, det er sådan, de ser dig, er det fordi, de ikke er din klan og dine mennesker.

Alt det bedste til dig, Susanne. Jeg håber, at der er lidt i det, jeg skriver eller som lander i kommentarfeltet, du måske kan plukke ud og gøre til dit eget.

Fordi der over de sidste par måneder igen er begyndt at komme dilemmaer i inboxen, vil jeg bare lige knytte en kommentar til, hvordan jeg griber det an, så både I, der overvejer at sende ind og jer, der læser med, ved, hvad der foregår i maskinrummet. 

Når jeg modtager et dilemma, vurderer jeg, om jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Som oftest tager jeg udfordringen op, men det sker, at jeg er nødt til at svare, at jeg ikke kan skrive et indlæg, der yder dilemmaet og personen bag retfærdighed. Det kan være fordi, problemstillingen omhandler noget, jeg ingen erfaring har med overhovedet, eller fordi jeg synes, jeg har skrevet, det jeg kan, om lige præcis dét emne. Jeg får eksempelvis en del mails fra kvinder, der overvejer at få børn alene, men med mindre der er noget, som gør deres dilemma atypisk, synes jeg, at jeg på bloggen over årene har været omkring de ting, jeg her kan bidrage med. 

Men hvis der er noget i emnet, som kan løftes op og tale ind i noget generelt, bider jeg på. 

Herefter spørger jeg, hvor anonyme folk gerne vil være; om jeg f.eks. skal give dem et andet navn, men uanset hvor åbne folk selv er, ændrer jeg altid, uden undtagelse, alle stednavne og tal. I og med at det sjældent er hovedpersonerne selv, der har skrevet ind, er det vigtigt for mig at undgå, at nogen pludselig genkender sig selv i en beskrivelse, de ikke har sendt ind. 

Når jeg har skrevet indlægget, sender jeg den, der har skrevet, et heads up, så de ved, at deres dilemma nu er live, og jeg beder i samme ombæring om, at de efter et par dage, går ind og skriver et ord eller to i kommentarfeltet, så I, der bruger tid på at svare, ved, hvor jeres svar er landet. Vil man gerne være anonym, sender man sin kommentar til mig, og så poster jeg den i kommentarfeltet.