Da vi i begyndelsen af året byttede værelser herhjemme, fik jeg det, der vender ud mod vores carport, og som der derfor er halvtag over. En af de bedste lyde jeg ved, er lyden af regn om natten, og jeg skal LIGE love for, at jeg får noget for pengene i disse uger. Jeg er ikke nogen hund efter varme, men selv for mig er det her lige i overkanten. Mest fordi det fucker min tidsfornemmelse fuldstændig op. Jeg roder rundt i overvejelser om efterårsferie og julebelysning, fordi jeg hele tiden tror, det er der, vi er ved at være.
Men det er det ikke. Sommeren står, i hvert fald kalendermæssigt set, for døren, og når jeg går hjem fra arbejde i dag, nulstiller jeg min arbejdsmobil og sender den til min nuværende arbejdsgiver, og fra på tirsdag hedder det Jobnet og supplerende dagpenge.
Imens er jeg så småt igang med at planlægge Fridas fødselsdag. Covid-wise må vi gerne holde fødselsdag herhjemme igen, men dels er de to grupper, de er opdelt i i førskolen ikke så faste, at der er tale om egentlige klasser (og stort, stort nej tak til 40 børn på 100 m2), og dels vil jeg gerne udvise lidt solidaritet med alle de børn, der også gerne ville have haft små gæster, men som måtte tage til takke med at dele ud på skolen. Sommerferien er en fin streg i sandet, og efter den er der nulstillet og dermed frit slag på alle hylder, synes jeg.
Jeg har besluttet, at Frida får en telefon i fødselsdagsgave, hvilket jeg godt er klar over kommer til at dele juryen. Anton fik sin, da han var lige knap 9, og for mig har det været fint at se, hvor meget man som forælder *kan* styre ift. børn og telefoner. Jeg har sat hans op, så han kan ringe, sende beskeder, billedegoogle og se YouTube på den – og ikke mere. Han kan ikke hente så meget som et gratis stykke frugt til et spil uden at blande mig ind i det, for han har ikke koden, og telefonen er sat op til at bede om kode til A-L-T. Derfor har jeg ikke de store betænkeligheder ved dén del af det ift. Frida, selvom hun er så meget yngre. Når hun har udsigt til at få den som 6-årig, er det fordi hun er det ABSOLUT mest udadvendte indslag i vores familie, og hendes behov for sociale stimuli er større end Antons og mit til sammen. Det er svært at møde hende i, fordi jeg bliver sindssyg, hvis vi har legekammerater i huset 5 dage om ugen, og for mig koster det mere overskud, end jeg har, at arrangere legeaftaler efter kl. 16, hvor Frida synes, der er 7000 ensomme år til hun skal i seng, mens jeg har udsigt til madpakker, aftensmad, vasketøj og lektier med Anton. Mit håb er, at hun med en telefon stadig føler, hun kan få fyldt på sin social-tank, når vi er herhjemme ved f.eks. at lave perler med den én veninde over facetime, eller ringe og snakke om vigtige ting som slim og Justin Bieber med en anden. Ikke som erstatning for live-leg og aftaler, men som et supplement til de dage og situationer, hvor det for mig er praktisk uladesiggørligt at få enderne til at mødes.
Derudover har jeg fået den sidste uge til at gå med sjov og spas med CareLink. De af jer, der også holder mig ud på Instagram, så, at jeg i sidste uge blev testet af en lummer tester, som jeg efterfølgende valgte at klage over.
Kort fortalt kom jeg ind til en mand på ca. 55 år, som startede med at stille sig HELT tæt på mig. Og godt nok er de testaflukker ikke hangar-agtigt store, men der er dog stadig plads til at holde 10-20 cm. afstand. Da han havde podet mig, lavede han sovekammerøjne og spurgte, om han ‘kunne friste med en runde mere’, og da jeg oplyste mit telefonnummer, fik jeg ‘Er det bare til mig, eller vil du også bruge det til svar på testen?’ retur.
Han fangede mig fuldstændigt på det forkerte ben, og jeg var pinligt berørt, da jeg gik derfra. Jeg oplevede det som virkelig grænseoverskridende, fordi magtbalancen, både pga. roller og aldersspænd, var skæv. Min allerførste tanke var “Ham klager jeg over!” – men så .. indhentede det, samfundet har lært mig, mig, og jeg undskyldte ham overfor mig selv. Han mente det jo ikke på den måde, vel? Det var jo bare for sjov. Vil du godt nok ødelægge den gode stemning for så lidt? Og tænk, hvis han bliver fyret, og det er DIN skyld.
Men det fyldte alligevel så meget for mig, at jeg lagde et skriv på Insta om det. (Fordi jeg ikke ville have det på min facebook, for der kan min mor se det, og det er jo pinligt, for jeg tror, vi alle kan være enige om, at det her er *mig*, der har gjort noget forkert).
Og så skete der to ting. Dels blev jeg edderspændt rasende over min egen reaktion, for hvad fanden?? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der aktivt forsøger at bidrage til ligestillingen – og ALLIGEVEL er min automatreaktion at tage hensyn til ham og hans følelser, når han VÆLGER at opføre sig uprofessionelt og virkelig upassende. Og dels kom der ud på aftenen en kommentar fra en pige på Insta, der skrev: “Jeg var ved den samme mand i dag. Sædding Centret i Esbjerg, ikke? Han sagde præcis det samme til mig.”
Og så fik jeg det sådan her:
Bagom Insta havde jeg allerede samme dag en leder fra Falck igennem, der gerne ville vide, om det var ét af deres teststeder, for i så fald sad han klar til at handle på det ASAP. Det syntes jeg var superfin stil.
Men det her var et CareLink-sted, så jeg ledte længe efter et link til noget Care kundeservice. Tom-tom-tom, som vi siger på tegnsprog. Så fandt jeg en mailadresse, som jeg skrev til. Ingenting. Jeg skrev igen på en anden adresse. Stadig ingenting. Jeg taggede dem ind på opslaget på Insta. Still nothing, darling.
Og den *eneste* stensikre måde at få mig i haserne på, er at spille død. Freud ville helt sikkert have en kommentar eller to til det, men jeg bliver AFSINDIGT provokeret, når folk ignorerer mig. Så jeg fandt Region Syddanmark på FB, og da man ikke kunne skrive en pb, lagde jeg en høflig men stram besked i kommentarfeltet på deres seneste opslag. Det skulle de ikke bede om, så efter 4 minutter havde jeg en mailadresse til regionskontoret, og – for real – ét minut efter jeg kl. 20.33 havde sende dem en mail, havde jeg svar fra deres chefkonsulent. De var på den, og de ville følge op, og i går blev jeg så ringet op af CareLink. De har lovet mig en opfølgning, når de har haft ham inde til en samtale, men det synes jeg egentlig ikke, jeg har brug for. Jeg kan hverken gøre fra eller til, uanset hvordan de håndterer det, men det var en ret vigtigt lektie for mig at lære om mig selv, og det er rart at have fulgt den til dørs.
Så ja. Der sker en masse, og der sker ingenting. Det regner derude, og jeg lukker ned og binder sløjfer på det første halve år af 2021.
I weekenden har jeg lovet, at vi finder grillen frem, uanset om det regner eller sner, og børnene har for længst fundet badedyr og svømmevinger frem og indstillet blikket på ‘Nysø’.
Måske er jeg også kommet til at sige ja til noget med at sove i telt.
Det skal bare lige stoppe med at regne.
Jeg tror, det bliver en god sommer.
Hvor er det godt at du fik reageret på den klamme podet. SÅ godt!
I weekenden hørte jeg en podcastserie på DR; Det perfekte offer lll. Om en fys der big time overskrider grænser i forhold til kvinder i kræftbehandling. I morges så jeg så en flig af kommentarsporet til en artikel om emnet. Folk er stride. Ved kvinderne. Der er lang vej igen, så jeg siger det lige igen: hvor er det godt at du sagde fra. ❤
Jeg har lige opdaget at der er kommet en treer i den serie. Det er hæsligt at det er så udbredt, og jeg ved næsten ikke om jeg magter at høre den, men det skal jeg selvfølgelig.
Det er så vildt at folk er så afstumpede (både gerningsmænd og folk der kommenterer på ofrene). Vi må blive ved med at råbe op.
Tak, fru Z, for at du lige mindede mig om podcasten igen, og tak Linda, for at du klagede over den ækle poder.
Det er utroligt at der kan blive ved med at være stof til “Det perfekte offer”, men hvis en poder i vore dage kan opføre sig som ham du mødte, Linda, så er der jo stadig lang vej til mål.
Jamen, det er så vildt, synes jeg. Og jeg bliver altid ekstra paf over ‘the pick-me-girls’. Én ting er, at man som mand kan have svært ved at få øje på et privilegium, man altid har haft – men at kvinder er så tarvelige, når alle – ALLE! – har oplevet en afart af det, er virkelig svært at forstå, synes jeg.
(Tak for hep, både her og på insta. Det var godt, jeg fik kærligt et los bagi <3)
Ja, TAK for at du gjorde noget ved det!! Og føj for helvede for en ulækker type.
Jeg bliver også helt rådden over at vi velopdragne damer pr automatik skammer os over grænseoverakridelser, der bliver begået imod os. Wtf?!
Jeg har brugt langt mere tid på at reflektere over min egen reaktion, end over hans opførsel. For jeg troede oprigtigt, at jeg var længere end det.
Tak for dig Linda. Jeg ved godt, at mængden af energi er ganske ujævnt fordelt, og ikke til din fordel i denne tid. Men du fucking tog bolden, selvom den var nemmere at lade ligge. Vi skal italesætte, råbe op, sige fra og turde ødelægge den gode stemning. For alles skyld, men lige så meget for vores egen. Fedt du gjorde det. Ellers var han jo blevet ved – i tiltroen om, at andre ønsker hans seksualisering af et meget offentligt rum. Nej tak blev der sagt. Tryllestaven tilbage i bukserne, gamle privilegieblinde hvide mand. Adr. (For meget måske – men jeg har drukket fire kopper kaffe). KRAM
Tak for virtuel hep og omsorg, Jane<3
Jeg så Ida (IdaBida-Ida) på fb forleden, iført en sweatshirt, hvorpå der stod: “Jeg er ikke ansvarlig for den gode stemning”. Det er en sætning, jeg kontinuerligt skal øve mig i at huske.
Lidt i samme spor (og så alligevel ikke), så kunne min mand forleden dag harmdirrende fortælle mig, at en nylig rundspørge på et af kommunens store gymnasier har afdækket, at 44% af de kvindelige elever har oplevet upassende kommentarer med seksuelle (under)toner fra mænd. Ikke som sådan i klasselokalet; de oplever det ude i samfundet, og som regel kommer kommentarerne fra betydeligt ældre mænd. Min mand var rasende og jeg var nærmest slet ikke overrasket. Min omgangskreds tæller ikke én eneste kvinde, der ikke har oplevet noget lignende i løbet af et levet liv. Ikke én. Det er klamt, ulækkert og simpelthen så grænseoverskridende, og jeg får akut flashback til det utal af lumre kommentarer jeg som 14-årig fik kastet over bagerdisken, for var jeg nu mon også en “rigtig bager-jomfru”, bøhøhø. Ffs. Den eneste trøst jeg kan finde på vegne af mig selv og min datter er at der i det mindste tales og skrives om det i dag. Problemstillingen findes på en helt andet måde nu end da jeg var ung (jeg er 40 nu). Jeg kunne have ønsket for mit unge jeg at jeg havde haft modet til at svare igen, men tiden var en anden. Godt du klagede 🙂 Når du tør, så spreder det sig til os andre.
Vi kom til at sidde og tale om det for nogle måneder siden, og da først vi fik åbnet for posen, var det fandme helt UTROLIGT, hvad vi kunne hive frem af frastødende historier om lærere, chefer, legekammeraters fædre/brødre og. så. videre. Det er vanvittigt.
Men ligesom du glæder jeg mig også over, at tiden er en anden nu. At vi trods alt er så langt, at man stopper op, når man oplever de her ting. For var det her sket for 10 år siden, havde jeg trukket på skulderen og blot føjet den til listen. I det mindste er vi nu så langt, at man noterer sig det helt SINDSSYGT urimelige i, at man i ramme alvor overvejer at køre 20 unødvendige km. for at kunne blive testet et sted, hvor ham her ikke er.
På vegne af os alle: TAK fordi du gjorde det, for det er sagofågme noget svineri, og det er komplet urimeligt at det skal være så besværligt for den forurettede. Og derfor kan jeg godt forstå man lader det fare, fordi man ikke magter at skulle løfte bevisbyrden mens man også prøver at gennemføre den store bane i hamsterhjul.
Jeg studsede virkelig over, at en virksomhed som CareLink, der er blevet så vanvittig store over det sidste år, ikke har klagevejledning. De ansætter i vildskab og statistisk vil der være brodne kar imellem. Det grænser til det sløsede, at man ikke forholder sig til, at de mange, MANGE mennesker, der ufrivilligt er kunder i butikken, skal kunne få nogen med lidt stjerner på brystet i tale, hvis der opstår trælse situationer.
Tak Linda, håber at CareLink tager sit ansvar alvorligt.
Hepper på lidt medvind henne i systemet.
Og vejrudsigten for weekenden ser da ret teltvenlig ud. Hvis man kan finde et spot med nogenlunde tør bund …
Ellers kan man vel altid lave noget camp i stuen (.. skrev hun håbefuldt):)
Enig med alle! Men bli’r også nødt til at erklære et lille “crush” på alle, der bruger flg. formulering:
“Den eneste stensikre måde at få mig i haserne på, er at spille død”…
Kæft det er sjovt!!
Og altid interessant, når man får øje på de få ting, der fremprovokerer en “rasmus-modsat” i os.
Hos mig er det typisk, når andre “voksne” giver mig “teenage-attituden”. Som en forældre, der mega provokerende nægtede at bruge den “korrekte” corona-indgang. Og som himlede “helt ærlig”, rullede øjne og demo-sukkede. Amen altså. Jeg er straks “game”!! Så får man IKKE lov at komme forbi😂😂
(Faktisk var det helt hyggeligt med en god “aaltså hvor ER du STRENG’” diskussion igen. Nu hvor egne unger er voksne..)
Noget af det bedste ved at blive ældre er, at man er på fornavn med sine kæpheste, ikke? 😀
❤