M2021, uge 20

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet vores sæsonpas fra Legoland, som jeg ikke på nogen måde kunne huske gyldigheden på. Der var noget med noget covid-relateret forlængelse, men hvordan og hvor længe havde fortabt sig i tågerne. 

Jeg cyklede lidt rundt på legos hjemmeside, opgav og skrev til dem i stedet, og sørme så. De kan bruges frem til d. 24.06, så hvis vi gør os lidt umage, kan vi lige nå at vride et par ture mere ud af dem. 

2.

Skiftet pære i min ovn, fordi den gamle sprang. Det var med et vist element af spænding, jeg åbnede ovnen, for det er lykkedes mig at blive 44 uden nogensinde at have været nødt til at skifte en ovnpære, og of the bat lyder det besværligt.

Men det var det – selvfølgelig – ikke, så jeg fik den gamle skruet ud, kørte i Bauhaus efter nye forsyninger og fik den skiftet. 

Da man kun kunne købe de nye pærer i pakker af to, havde jeg én i overskud, og jeg hentede derfor den pærekasse, jeg har haft med mig gennem alle mine flytninger. Og i et anfald af guddommelig indsigt, skrev jeg ‘Ovn, 2021’ på den nye pærepakke, for hver eneste gang, jeg står med den kasse, spekulerer jeg på, hvor mange af de pærer, der ligger i den, jeg *egentlig* har fatninger til. Der står jo ikke dato på dem, og jeg har derfor ikke den fjerneste anelse om, hvilke jeg har købt for nylig, og hvilke, jeg har med fra min første flytning som 18-årig.

Det er jo ikke fordi, de bliver for gamle, men der er måske ikke nogen grund til at tage 6 ubrugelige pærer med sig gennem hele livet, så på den her måde tænker jeg, at det bliver nemmere at holde styr på, hvilke jeg bruger og dermed skal sørge for at have et par stykker i reserve af, og hvilke jeg med sindsro kan forære væk. 

3.

Tømt tuben med junior-tandpasta, og det skal jeg faktisk bede om en medalje for, tak. For den her var med ‘mild brombærsmag’, og når jeg børster tænder, skal det helst føles sådan her inde i min mund:

Men mine børn er lavet af glas, når det kommer til tandpasta. Jeg tror, vi har prøvet samtlige mærker på markedet, og stadig er der rynkede næser og bræklyde 2 gange om dagen h-v-e-r eneste dag.

Og det er ikke fordi, jeg er så nærig, at jeg insisterer på at bruge en tube tandpasta til 15 kr, vel? Men vi har godt nok smidt mange næsten-nye ud, fordi børnene svor, at deres indvolde ville visne, hvis de blev tvunget til at bruge dem, og det er noget forbrugs-svineri.

Børnene er så store nu, at fluorindholdet i deres tandpasta er det samme som i min, og derfor tog jeg denne gang én for holdet. Jeg nåede igennem i morges, og nu ligger der en hidsig, isnende mentolbelønning og venter på mig på håndvasken, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal i seng.