System failure
Forleden så jeg på Insta et opslag fra en mor, der har mistet sit barn. Hun skrev, at hun havde haft en klar forventning om, at der ville stå et team af krisepsykologer og fagfolk klar til at gribe, men at de var blevet mødt af ingenting og stilhed. I opslaget skrev hun noget i retning af, at der er hjælp af få, når man står med et brækket ben, mens der intet er i posen, når det kommer til at gribe mennesker, der står midt i deres livs største tragedie.
Opslaget var en smertefuldt konstatering af noget, som jeg også har lært over de sidste år, nemlig at systemet ikke er så solidt et fundament, som man forestiller sig. For mig har ét af de største tæppefald i tilværelsen være erkendelsen af, vi i det store og hele er alene, når vi står i det, der er rigtig svært.
Det er ensomt, når man kæmper med noget, og de mennesker, man har omkring sig, alle nærer blind tillid til, at ‘nogen gør noget’; at det bare er et spørgsmål om at få fat på de rigtige personer, så skal det hele nok løse sig. For virkeligheden er, at systemet består af de mennesker, der udgør det, og ud over alle de fejl og mangler, vi alle er behæftede med, så bliver der bygget en mur omkring institutioner og offentlige systemer, indenfor hvilke der er papirer, der bliver væk, og folk med rod i privatlivet, der har dårlige dage, holder ferie og skifter job. Det er rent held eller mangel på samme, der afgør, om din skæbne og dine livsbetingelser skal afgøres af ham, som alle kolleger ved kun yder det *absolut* minimale for at holde fast på sin stol, eller om du får hende med hjerte og ambitioner. Sådan er det i alle systemer. Også dem, jeg selv repræsenterer og er en del af. Men det er en bitter pille at sluge at opdage, at De Voksne, De Kloge og Dem, Der Ved, Hvad Vi Gør bare er os selv, og at det sikkerhedsnet, vi forestiller os griber os alle, mest af alt er en illusion.
Og det er utrolig frustrerende at være blevet afvist eller mødt med manglende forståelse af dem, man troede ville hjælpe, og så i sit netværk bliver mødt med et (velment) “Jamen, det kan da ikke være rigtigt?!” For det skulle man ikke synes, nej. Men det er det. Og jeg står 20 meter længere nede ad den vej, du netop nu træder ind på, og jeg er for desillusioneret og træt til at komme tilbage og hente dig, og bruge kræfter på at være indigneret helt forfra.
Vi forestiller os, at vores skattepenge sikrer, at der altid er nogen, der kan hjælpe med alt. Nogen, som ved bedre og mere, og som har løsninger og ideer til, hvordan vi fikser problemet.
Vi forestiller os, at de De Andre, der sidder fast i systemet, ikke gør nok. Eller gør det forkerte. Eller i virkeligheden ikke *vil* hjælpes.
Og for mig er det altid en kilde til undren, at de mennesker, der repræsenterer systemet somme tider lader til at finde en form for tilfredsstillelse ved at sige nej, lukke ned og afvise med henvisning til regulativer og ressourcer. Og siger jeg, at alle er sådan? Nej. Gudskelov. Men de findes derude, og jeg har over årene mødt og arbejdet sammen med en del af dem. Hver eneste gang jeg støder på dem, fascineres jeg af det hovmod, der ligger bag overbevisningen om, at de aldrig selv kommer til at sidde på den anden side af bordet.
Det går også efterhånden op for én, hvor dårligt systemet er gearet til at tackle, at ingen mennesker og familier er éns, og at denne brist betyder, at man skal gentage sin historie om og om igen; at man hver eneste gang, man bliver udsat for en ny myndighedsperson skal argumentere sin sag helt forfra. Det er kafkask svært at gennemskue, hvem der sidder med beslutningskompetencerne, og hvem man må forvente at krænge sin sjæl og det, der smerter allermest ud til, næste gang.
Og har man brug for systemet, skal man konstant gøre sig fortjent til det ved taknemmeligt at spørge: ‘Hvor højt?’ når man får besked på at hoppe. Møder ligger, når de ligger, og hvor systemet kan bruge 4, 5, 6 måneder på en sagsbehandling af noget, der skaber store udfordringer hver eneste dag ovre i dit privatliv, har du modsat 5 dage til at reagere, når der fredag kl. 22.48 lander noget i din e-boks.
Det er forstemmende og deprimerende at forholde sig til, og EB og BT har gjort det til en levevej at vinkle de her historier, så vi både kan forarges over systemet og lidt synes, at de portræterede selv er ude om det, fordi de fotograferes og citeres, så de ligner nogle, der får dagen til at gå på Den Brune Bæver. Og derfor er der ingen af os og dem, der står udenfor, der tror, at de her vilkår vil gælde for *os*. Den mangel på støtte og indsats vil vi ikke komme ud for. Vi kommer til at få en *helt* anden behandling og langt bedre hjælp, og de vil høre, hvad vi siger, når vi taler, for vi er veluddannede, fornuftige og rimelige mennesker, der betaler vores skat, giver forlommer i trafikken og lever liv med overskud til at have skærmpolitik for vores børn. Ikke?
Det er et sort indlæg. Jeg ved det godt. Men jeg sidder lige midt i det lige nu, og det er for meget. Der er ikke andet at gøre, end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, og der er heldigvis stadig masser af gode dage, hvor ovenstående ikke fylder så meget, og jeg er ikke ved at kaste mig ud fra en bro. Men det er stadig en del af min virkelighed, og det dræner, som et program, der hele tiden kører i baggrunden, og æder 10-15% af den energi og det overskud, man plejede at have.
Heldigvis er der stadig gode bøger og kaffe, og om lidt er vi så langt med vaccinerne, at vi kan komme ud og væk fra e-boks og betonklodser. Ud, hvor solen skinner, hvor himlen er høj og hvor det bliver nemmere at trække vejret igen.
19. maj 2021 @ 10:10
Som en, der arbejder som en af damerne fra kommunen, kan jeg desværre kun nikke genkendende til dig indlæg. Det er sort og pessimistisk, men det er desværre virkeligheden. Og det er ofte utrolig frustrerende at arbejde i…
19. maj 2021 @ 19:22
Jeg tror, at mange af jer lider ligeså meget under det her, som dem, der bliver ramt ude på den anden side. For det er meget få mennesker, der står op med ambitionen om at gøre livet sværere for dem, man har valgt karriere ud fra, at man gerne vil hjælpe, og det er så utrolig frustrerende, at alle bare er taget til fange i et system, der helt ærligt ikke ser ud til være til gavn for nogen.
19. maj 2021 @ 10:17
Hej
Jeg er mor til et barn med autisme og jeg er bange for jeg ved hvad du taler om. Det er et mørkt sted at være og det er fyldt med harme og magtesløshed.
19. maj 2021 @ 19:20
Det er svært at acceptere, at det skal være sådan. Ikke mindst fordi man, som den, der står midt i det, kan se, at det bliver sværere for alle og LANGT dyrere i sidste ende, hvis ikke man sætter ind i tide. Det æder sjælen op.
19. maj 2021 @ 19:27
Noget helt andet er at krisehjælp/ krisepsykolog ingen dokumenteret god effekt her. Noget tyder faktisk på det modsatte. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/akutte-sygdomme/foerstehjaelp/foerstehjaelpsprincipper/krisehjaelp/
20. maj 2021 @ 19:32
Jeg synes, tekster her er lidt uklar, fordi den starter med at tale generelt, men i flere afsnit mere taler ind i kriser opstået i forbindelse med arbejde? (Sådan læser jeg det i hvert fald, men det kan sagtens være mig, der misforstår).
Uanset hvad tror jeg, at det er mere skadeligt at være fuldstændig overladt til sig selv. Mit bud vil være, at det gør en positiv forskel, hvis man har bare en form for livlinje i hånden, så man ikke bare forlader hospitalet til ingenting og et børneværelse og en barnevogn, man nu ikke længere har brug for <3
19. maj 2021 @ 10:43
Av, det rammer, hvor det gør mest ondt. Jeg har prøvet alt fra ingen hjælp til trusler mod min familie, hvis ikke barnet “tager sig sammen”. Jeg får et angstanfald, når der tikker en besked ind om, at der brev fra kommunen i E-boks. Jeg har mistet troen på, vi lander ordentligt på den anden side. Systemet er det sorteste hul og jeg kan ikke se en ende. Vi har kæmpet i over 10 år.
19. maj 2021 @ 19:19
Jeg så et forslag fra en politiker langt nede i rækkerne om, at man skulle gøre e-boks mere humant ved at sætte det op, så folk ikke modtager alt muligt, der kan udløse angst, bekymringer og stress, når de egentlig burde have fri. Jeg er 100.000% enig. Det er SÅ urimeligt, at man fredag nat kan modtage en mail med noget, der potentielt vælter hele verden – og så kan du bare værsgo’ at vente til det engang bliver mandag morgen, og telefonerne åbner igen.
19. maj 2021 @ 21:49
Man kan sætte et flueben i e-Boks, der fikser adviseringer på ukristelige tidspunkter. Opskrift her:
https://twitter.com/lotdotte/status/1380752733540605953?s=21
20. maj 2021 @ 19:26
Det er fluks gjort! De adviserer stadig frem til kl. 21, men altså.. det er bedre end ingenting, og jeg ville aldrig selv har tænkt på at tjekke, så tak for heads up:-*
19. maj 2021 @ 11:15
Som mor til psykisk syg søn på 34 (med NUL sygdomserkendelse), så ved man godt hvor de helt store huller er i velfærdsnetværket! Der kommer ingen og banker på døren og forsøger at skabe en alliance… den type psykisk syge kan få lov at gå og rådne op i deres egen, sære verden. Det er som om systemet tænker…skidt pyt… så sparer vi da de penge. Den dag vi forældre ikke er her mere, så bliver der ikke gjort rent, besvaret breve, talt med banken, betalt rykkere osv… og så går det endnu mere nedad. Det er SÅ rædselsfuldt!!!
19. maj 2021 @ 19:17
Og tanken om, hvad der sker den dag, man ikke er her mere, er nok til at rive sjælen midt over hos selv de mest hårdføre. Det føles naturstridigt, at det skal være så svært.
19. maj 2021 @ 14:03
Vi gav op på kampen og har i stedet valgt at betale af egen lomme. Jeg er på nedsat tid for at give luft til familien og derudover har vi løbende smidt penge efter diverse behandlinger og andet som vi håber vil hjælpe vores søn. Vi er priviligerede, at vi har kunnet tage de økonomiske valg gennem hele vores søns barndom, og det har sparret os for mange frustrationer i mødet med kommunale sagsbehandlere, som afviste os med en begrundelse om, at der ikke var hjælp at hente fordi vores søn på det tidspunkt ikke fik medicin.
Jeg bliver dog nogen gange i tvivl om, hvorvidt det har været et fornuftigt valg – for hvad sker der, når han bliver voksen og måske fortsat har brug for hjælp og støtte – vil den kommunale voksenafdeling blot afvise ham, fordi vi ikke er kendt i systemet i forvejen?
Vi har været så ufatteligt heldige, at vi har haft en fantastisk PPR psykolog tilknyttet, som vi har brugt meget til sparring gennem årene, selvom hun jo som udgangspunkt skal hjælpe skolen og ikke forældrene.
Jeg ville virkelig ønske både, at det var lettere at få hjælp og at den hjælp, man kan få, var bedre. Jeg ville ønske, at vi forældre kunne have fået mere viden og uddannelse i, hvordan vi bedst støtter vores søn i sin udvikling og de udfordringer, han står overfor. I øjeblikket fylder det meget, at det kan være svært at vurdere, om en given ting er en normal teenageting, eller om det er hans diagnose, der giver udfordringer og om vi derfor skal være bekymrede.
19. maj 2021 @ 19:16
Og man kan ikke vinde, vel? For havde du nu revet ham gennem hele systemet, så ville der også hele tiden være en latent risiko for, at han havde fået det væsentligt værre, fordi hjulene rullede for langsomt. Så bliver afvejningen, om det er bedre for ham at få mere hjælp med et dårligere udgangspunkt vs. et bedre udgangspunkt og potentielt mindre hjælp. Det er kabalen fra helvede.
20. maj 2021 @ 13:11
Nej, det er spot on. Vi kan ikke vide det og må sætte vores lid til, at det vi har haft mulighed for at gøre trods alt opvejer de negative konsekvenser, det evt. må vise sig at have, at han ikke har været en del af systemet gennem hans barndom.
Jeg er sikker på, at vores familie i hvert fald er sluppet bedre igennem – alene fordi den stress der er på, når man skal kæmpe for sine børn, har været formindsket. Det betyder, at vi er sluppet nogenlunde nådigt igennem og at jeg kun har været nede med stress én gang i forløbet (i starten, hvor ingen anede, hvilket ben, der skulle stås på og hvordan vi/skolen bedst kunne hjælpe vores søn).
20. maj 2021 @ 19:12
❤️
19. maj 2021 @ 19:18
Jeg er også mor til et barn med autisme og jeg føler også at det er en tur jeg har været igennem.. og som knækkede mig fuldstændigt.
Uanset, så sender jeg en masse tanker din vej, Linda! <3
19. maj 2021 @ 19:23
Tusind tak for den virtuelle omsorg, Kathrine❤️
19. maj 2021 @ 19:27
Selv tak! Og bare kæmp, uanset hvad det handler om.Vi fik fat i en borgerrådgiver fra vores kommune og det hjalp virkelig på processen i forhold til det vi bøvlede med. Måske har din kommune også sådan en?
19. maj 2021 @ 21:00
Kæmpe hørt! Jeg holdt 4 måneder i en kommunal stilling, så flyttede jeg tilbage til det private fuldtid.
Jeg blev oprigtigt chokeret over 1) De utallige lag af DJØFferi alt var eller skulle søbes i juridisk før borgeren blev involveret 2) Manglen på entusiasme og generel arbejdsglæde hos flere af mine kolleger og ikke mindst 3) at de, der havde været i gamet længe nok, ikke kunne se problem 1 og 2. Inklusiv ledelsen.
Serviceniveauet i det offentlige svinger desværre gevaldigt. Fra kommune til kommune – men også fra instans til instans i samme kommune, for kommunens økonomi er ikke altid det, der sætter barren for serviceniveauet.
Jeg syntes du er sej og ønsker dig udelukkende velmenende og sympatiske sagsbehandlere fremadrettet!
20. maj 2021 @ 19:34
Tak for det, Henriette.
Som tolk får jeg også lov at se en del systemer indefra, og jeg er også rundt på mange forskellige kommuner i løbet af et år. Det er HELT vildt, hvor stor forskel, der er. Og hvor afsindig stor betydning, det generelle arbejdsklima på stedet har, for den enkelte medarbejders ønske og vilje om at ville komme borgerne i møde.
19. maj 2021 @ 21:26
Vi står også med hovedet i det – og så alligevel ikke for vi gik privat og jeg arbejder kun 10 timer om ugen for at sørge for de bedste rammer for begge mine børn men i særdeleshed min autistiske søn. Vi er drøn priviligerede at det kan lade sig gøre. Jeg er blevet kaldt “problemet” altid gennem min søns liv og nu har vi så en klokkeklar IA diagnose – system-stress er hvad jeg har fået ud af det. Jeg har galoperende angst hver gang der er nyt i min e-boks. Jeg har ingen tiltro til at systemet vil mit barn det bedste og jeg kæmper med næb og klør for at han ikke bliver den der taber i netop det system du beskriver (det er jeg selvfølgeligt helt med på at vi alle gør). Det har sat dybe ar i mig at kæmpe i og imod. Øv.
20. maj 2021 @ 19:37
Når man møder dem, der ikke vil tage ens ord for gode varer, spekulerer jeg altid på, hvad det er, de tror, man forsøger at opnå? Altså, hvad er det, de tror, man håber? At sygeliggøre et raskt barn? At få dem flyttet ind i tilbud, der er forkerte til dem?
Det er til at skrige over, at det altid først er, når en politiker på en af de højeste taburetter står med et tilsvarende problem, at de for alvor forstår, hvor dårlige vilkår blinde/døve/psykisk syge/spastikere/osv. har.
19. maj 2021 @ 22:11
Fuck det er deprimerende at læse, når man kun er i starten af det.
20. maj 2021 @ 19:19
❤️
19. maj 2021 @ 22:43
Jeg har tilbragt de sidste 10 år af mit liv med at forske i “systemet”… og i borgerens møde med selvsamme. Det har grundlæggende set ikke været en rejse, der ligefrem højner optimismen – ej heller den grundlæggende tro på, at vi trods uanseelig velstand, er på vej i rette retning med vores velfærdssamfund. Og trods al den arbejdsmæssige erfaring og tilhørende indignation, står jer selv for tiden i en situation, hvor et nært familiemedlem er smerteligt udsat for et skræntende system, og hvor vi som pårørende afmægtigt ser på at faglige hensyn dagligt tilsidesættes af “systemets” mangler. Og jeg er faktisk chokeret! Trods alt det jeg “godt vidste”. Samme melding får jeg i min – i øvrigt ressourcestærke – omgangskreds, når de krydser klinger med systemet. Folk er i chok over, hvordan det står til! Og tilbage sidde jeg og forsøger at samle trådene. Hvordan kan vi på en og samme tid være (trods alt og relativt set) et vanvittigt rigt og velfungerende samfund, og så samtidig svigte så grundlæggende? Samtidig med at en stor andel af os først opdager “tingenes tilstand”, når vi selv ender i en sårbar situation? For vi har jo selv “i gåseøjne” valgt det? Vi har tilladt politiske reformerne af velfærdssystemet igennnem mange år, som systematisk har forringet og udsultet ressourcerne. Vi har tilladt udsultningen af professionsuddannelserne, som
har lagt grundlaget for de fagprofessionelle, som vi nu selv møder. Vi har tilladt de sænkede ydelser fra det offentlige, vi har tilladt den øgede individualisering og konkurrencedannelse. Vi har tilladt diskurserne om, at man selv i bund og grund har ansvaret for at redde egen lort ud af reden.Så
hvorfor er vi så overraskede? Er det måske fordi,
at vi i al vores stiltiende accept glemte at huske på, at det kunne ende med at bide os selv i halen?
20. maj 2021 @ 19:19
Det er en kompleks problemstilling, og der er nok ikke noget enkelt svar at give. Jeg gætter på, at det måske har noget at sige, at systemet er designet af generationerne før vores, hvor man ikke havde samme forståelse for de dele af mennesket, der ikke kunne måles og vejes, og hvor man endnu ikke var begyndt at tale om de diagnoser, der fylder meget her.
Der bliver skåret alle steder, og den udvikling vil de fleste nok gerne se vendt. Men det, jeg tror, gør det her område ekstra betændt er, at man som forælder kæmper for noget, man er i sorg over at ens børn har brug for. Det er så afsindig opslidende, at man udover de bekymringer, der følger med erkendelsen af, at man har et barn, som er mere udfordret, end normalsystemet er gearet til at tackle, også skal kæmpe for, at de får den hjælp, de har brug for. Hvis det ikke var nok, er det hele samtidig et kapløb med tiden, fordi det jo ikke hjælper at få støtte i undervisningen, når man er færdig med at gå i skole.
Og endelig er det nok hele “jamen, det kan man selvfølgelig få hjælp til!”-tankegangen, der spænder ben. For der er nok ingen, der ser nogen grund til at kæmpe for at reparere noget, man ikke har opfattet er gået i stykker.
21. maj 2021 @ 10:26
Jeg tror, at vi som samfund har tilladt det, fordi visse politikere over tid er lykkedes med deres snak om, at “systemet” koster for meget, og der sidder for mange mennesker i det, der ingenting laver, så derfor skal der skæres ned. Det er blevet en fælles joke, at “det offentlige” var og stadig er for tungt og for dyrt og forkert.
Det er, som om det så bagefter kommer som en kæmpe overraskelse, at nedskæringer har den uheldige konsekvens, at færre hænder og hoveder yder en dårligere service. Samtidig måles dem, der er ansat i systemet, på nogle helt forkerte parametre, som mere handler om hvor mange flueben, man kan sætte, og hvor mange borgere, man kan ekspedere på stadigt kortere tid – end om kvaliteten af den service, der bliver ydet 🙁
Uden sammenligning i øvrigt, så griner vi højt af Skat, deres mislykkede IT-projekter, og hvordan man ikke kan opdage, at nogen hiver flere milliarder ud af skattekisten, etc. Kan det mon have noget at gøre med, at både konceptet skat og systemet Skat i årevis er blevet talt ned af særligt blå blok og derfor også har mødt store nedskæringer..? Jeg ville ønske, at der kom fokus på, hvad man egentlig får for skattekronerne, og at det blev talt op, at skat er en rigtig god ting.
Jeg har en veninde, der pga. sygdom er kommet i kontakt med systemet. Hun modtog et 4 sider langt brev med en afgørelse om hendes sag, hvor 1 side handlede om afgørelsen, og 3 sider om klagemulighederne. Alene vægtningen gjorde, at hun tænkte, om det var meningen, at hun skulle være utilfreds med afgørelsen og klage? Samtidig var alt skrevet i et sprog, der talte ned til hende, og med en undertone af mistænkeliggørelse og “hvis du ikke reagerer, så…”. Med alt hvad vi ved om, hvordan man bedst behandler og er i dialog med mennesker (alle – og især syge og/eller udsatte mennesker), så begriber jeg ikke, at det stadig er den måde, man kommunikerer på. Men det er jo sjældent, at modtagerne, der i forvejen er på hælene, har overskuddet til at prøve at kæmpe for en værdig behandling 🙁
21. maj 2021 @ 10:57
Du rammer i mine øjne fuldkommen spot on her. “Knapheds-diskursen” og frygten for at “nogen” suger pengene ud af vores fælleskasse, her lejret sig ind i rigtig mange af vores forståelser og medvirket til at legitimere årtiers stramninger og forringelser. Og når de manglende ressourcer, hænder og øjne giver problemer i mødet med borgerne, så er det alt for nemt at pege på “dårlig ledelse” eller ineffektivitet – fremfor at pege på at omsorgs-, sundheds-, og socialt arbejde kræver tid, faglighed og fleksibilitet… i stedet bliver svaret mere kontrol, mere ledelse og flere “spændende” koncepter og metoder, ofte udviklet fra et skrivebord temmelig langt fra praksis. Suk.
21. maj 2021 @ 14:21
Hvor er det et godt og vigtigt og meget meget trist indlæg, Linda. Tak for det.
Herhjemme har vi i løbet af de seneste år været igennem helvede med en dreng, der havde det forfærdeligt. Og hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig forsøge at få hjælp igennem det kommunale system. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville gøre i stedet. Men ikke det.
21. maj 2021 @ 20:27
Det er jeg godt nok ked af at høre, Anne.
Dine sidste linjer rammer meget fint hovedet på sømmet – for hvad er alternativet? Hvad er det for systemer, man kan sluse sine børn ind i og igennem, hvis man piller det offentlige helt ud af ligningen? Alle former for hjælp og støtte er i sidste ende bundet op på offentlige instanser, så selvom man gik gennem egen læge og fandt en psykolog eller behandler, man betalte af egen lomme – ville det så kunne omsættes til den hjælp og støtte, barnet har behov for i f.eks. skole-regi? Jeg tror næsten, at det er det, man kan blive mest desperat over. At der ikke er mulighed for at sige: Hvis det her er det bedste, I kan tilbyde, så siger vi nej tak.
21. maj 2021 @ 15:46
Jeg står med et barn, der ikke er “dårligt nok” endnu. Det kan vi så vente på, at hun bliver, eller nej, det kan, og vil vi ikke.
Vi er startet hos en privat psykolog, for det har vi penge til. Men hvad med de andre…
21. maj 2021 @ 20:23
Jeg tænker virkelig ofte på, at der må være uendeligt mange børn og familier, der siver ned gennem sprækkerne, fordi de ikke har mentale eller økonomiske ressourcer til at blive ved med at kæmpe. Det er simpelthen så trist.
23. maj 2021 @ 19:58
Tak for indlægget, Linda! Jeg har et barn med en autismediagnose og kæmper for at få den hjælp, han har brug for. Selv hvis det skulle lykkes til sidst, vil der være gået så lang tid af hans barndom, at det næsten ikke er til at bære. Det er så rigtigt, når du skriver, at “Det er så afsindig opslidende, at man udover de bekymringer, der følger med erkendelsen af, at man har et barn, som er mere udfordret, end normalsystemet er gearet til at tackle, også skal kæmpe for, at de får den hjælp, de har brug for.” Jeg synes, det gør det en lille smule nemmere at vide, at man ikke er den eneste, der står i den situation, og derfor betyder det meget, at du (og andre i kommentarfeltet) deler tanker om og oplevelser med systemet.
24. maj 2021 @ 18:10
Det er jo ikke, fordi man ønsker for sin værste fjende at stå med de her ting. Men når det nu ikke kan være anderledes, så er jeg, trods alt, glad for, at vi er flere, der oplever det på samme måde. Jeg ved ikke, hvorfor det hjælper at vide, men det gør det <3