Efter storm kommer stilhed
Klokken er 23.30. Begge børn har overgivet sig og snorker om kap i min seng, og jeg sidder med champagnen, som jeg er tyvstartet på, omgivet af serpentiner, glimmer og heliumballoner.
Vanen tro har jeg været tilbage og kigge på de kort, jeg trak for året, vi er på vej ud af, og 01.01.20 trak jeg hhv. ‘Mending’, ‘Chaos and conflict’ og ‘Time to go’ – og altså. Ja. De viste sig at skulle tages mere bogstaveligt, end jeg troede.
Det er et mærkeligt år at tage afsked med. Alt har været så ekstremt og polariseret, hvilket både har været virkelig skidt og virkelig lærerigt.
Der er blevet mindre forstillelse og mere forståelse på nogle områder, mens kløften aldrig har været dybere på andre.
Det er, som om, vi er blevet bedre i det små, fordi alt har været sværere i det store. Min oplevelse er, at både jeg og alle omkring mig, er blevet bedre til at stoppe op, tage pauserne og fange øjeblikkene og gemme dem der, hvor det tæller. Om det er resignation eller en dybere forståelse af vigtigheden af at gribe hverdagslykken, når den pludselig byder sig til, er svært at sige, men personligt har jeg fået mere og varmere kaffe i mere kaotiske omgivelser, end nogensinde før. Jeg ræser ikke længere igennem mine lister med løftet om pause som guleroden for enden – jeg stopper op undervejs, fordi det her år har lært mig, at alt kan ændre sig på et splitsekund.
I morgen trækker jeg kort for det kommende år, som jeg ikke engang tør gisne om, hvad vi skal forvente os af.
En dag og et skridt ad gangen, ikke? Uanset om det bliver sammen eller hver for sig.
Godt nytår.
I øvrigt
*Fik jeg en ekstra bage-rist i julegave, og jeg tror, jeg blev lige så glad for den, som Anton blev for sin gigantiske æske med Lego. Det vil jeg minde mig selv om næste gang, jeg er på vej til et forældremøde og bliver ramt af fornemmelsen af ikke at være En Rigtig Voksen.
*Havde vi den mest fantastiske juleaften. Kæft, det holder, at børnene bliver ældre. Jeg havde d. 23. lavet en liste over det, der skulle ske (bad – skoven – frokost – mormor og morfar – spise – rydde op – synge – gaver) og ladet børnene tegne små symboler til hvert punkt, og det fungerede fuldstændig fantastisk. De glædede sig, men på den måde, hvor det stadig var begejstret forventning, der fyldte og ikke det, den kan kamme over og forvandle sig til, når det hele bliver alt for meget.
*Er jeg for en måneds tid siden startet på CBD olie (cannabisolie), og jeg skal nok lade være med at forvandle mig til vækkelsesprædikant, men shit, det er godt for mange ting.
*Skal vi holde nytår herhjemme, bare børnene og jeg, ligesom vi har gjort de sidste to år, og jeg glæder mig. Der er pynt, fint tøj og glimmer, og der er hotdogs og 3 slags is til dessert. Jeg har valgt Årets Sjus, som jeg ikke har de fjerneste skrupler ved at købe ind til, selvom jeg formentlig ender med kun at drikke en enkelt eller to, men fordi det hele er holdt så low key, slår det ikke bunden ud af budgetttet, at jeg eksperimenterer lidt på drinkssiden.
*Har jeg lovet børnene lidt raketter at skyde nytåret ind med, så i tirsdags var vi ude for at købe dem. Jeg fik krydset et par børnepakker af, og da vi fik kassen overrakt, syntes jeg godt nok, den var lidt tung. Lang historie kort: De pakker, jeg havde bestilt, var udsolgt, så “vi har bare lige lagt nogle større i – I får dem selvfølgelig til samme pris” og vi har nu så mange raketter, romerlys og noget, der hedder “Ildsværd”, at Tivoli nok kommer til at ringe og spørge, hvorfor vi forsøger at outshine dem.
*Bliver jeg efterhånden decideret hidsig, når folk og virksomheder sætter ting til salg som ‘auktion’ på facebook. Det er den digitale ækvivalent til at stille sig ind midt i en kø og lade som om, man ikke ser dem, der stod der først. For jo. SELVFØLGELIG handler det om udnytte algoritmen, så du som sælger sikrer, at dit opslag rykker øverst i alles feed, hver gang, nogen lægger et bud. Det er muligt, at du snyder dem, der ikke har gennemskuet taktikken, men jeg garanterer dig for, at alle dem, der har, synes, du er utrolig irriterende.
*Hørte jeg et cover af John Lennons ‘Happy Xmas (war is over)’, og kom pludselig til at høre, at han ønsker glædelig jul til ‘the yellow and red ones’. Set med 2020-øjne virker det.. friskt.
*Har jeg ikke glemt, at jeg lovede at lave en opsamling på madspild, men jeg tænker, vi tager den i forbindelse med 2021’s første M2021-indlæg.
*Opfatter jeg mig selv som et relativt kompetent menneske. Jeg er nogenlunde lærenem og udstyret med om ikke blind så i hvert fald svagtseende tillid til, at jeg kan lære det meste. Men andre menneskers blandingsbatterier og brødknive? De tager livet af mig hver eneste gang, mand.
*Har jeg lige hørt Don’t turn around med Ace of Base i radion, og hvordan er det gået til, at de aldrig har skrællet huden af Lady Gaga i retten for Alejandro?
*Lovede jeg inden jul, at jeg ville smide et link til mit indlæg om oprydning, fordi vi nok er mange, der efter pynt og fyld længes efter plads og luft. I finder det lige her.
Thank God it’s christmas
2 dage til juleaften, og julefreden er så småt ved at sænke sig i det lille hjem. Alle gaver er købt og pakket ind, de gaver, der skal afleveres er afleveret (på dørtrinnet, Søren, så ingen evil eyes i den her retning), og jeg har set Ringenes Herre for tusinde gang. Jeg ved ikke, om det er aldersbetinget slid, men jeg tuder mere og mere for hvert eneste år, jeg ser den. (“My friends – you bow to no-one!” – ej, men jeg kan ikke, mand).
Normalt plejer jeg at være nogenlunde god til at skille tingene ad; at holde jul, før jeg holder nytår. Men i år er der bare ikke meget, der er, som det plejer at være, og jeg tror, at mange glæder sig til det symbolske skifte, der ligger i, at 20 bliver til 21. Jeg er ingen undtagelse, og derfor er jeg for længst begyndt at kaste lange blikke ind over årsskiftet.
Ikke fordi jeg har været én af dem, der har været hårdt ramt af omstændigheder og tragedier i 2020. Det har jeg ikke. For mig har den største udfordring været det konstante krav om omstilling kombineret med manglen på sociale stimuli, der måske føles lidt ekstra massiv, når man er den eneste voksen i husstanden.
Det har ikke været så skidt, at det ikke har været godt for noget. Det kan hurtigt blive forceret ja-hat, men faktisk *har* der for mig været muligheder for udvikling, som jeg sætter pris på. Jeg har fundet langt mere ro med at være herhjemme, bare børnene og jeg, og så synes jeg, at jeg har fået ryddet op i, hvad jeg vil hælde min energi i. Måske fylder den ekstra meget i år, for når man henter de fleste af sine input i cyber, hvilket jo i det forgangne år har været tilfældet, så bliver det også tydeligt, at det både er unødvendigt og spildte gode kræfter at gå ind i andres kirker for at bekendtgøre, at man ikke tror på deres Gud. Ingen anti vaxxers, Trump-supportere eller konspirationsteoretikere har nogensinde ændret standpunkt af et argument, de har fået serveret på facebook, og det er ikke raseriet værd.
Året har også givet anledning til at skære nogle af de ting fra, som reelt bare føles som fyld, når jeg mærker rigtigt efter. Et meget lavpraktisk eksempel er fødselsdagshilsner på facebook. For selvom jeg hvert år er blevet glad over dem, jeg har fået, så er det det sidste år mere og mere kommet til at føles som bestillingsarbejde og bytte-bytte købmand – for hvor stor en forskel gør det for Jens, som jeg ikke har set i 24 år, at jeg skriver ‘Tillykke med dagen’ til ham på facebook? Det bliver summen af hilsner, der bliver vigtig, og det er for mig kommet til at føles lidt hult. Oprigtige hilsner er stadig dejlige både at få og give, men de andre har jeg sat uden for døren ved at fjerne datoen for min fødselsdag fra min profil.
Her på falderebet kan jeg også se, at der er relationer, der ikke kommer til at overleve 2020. Når alle hverdagsmøderne skæres væk, og man ikke længere har mulighed for den årlige sammenkomst, så er der bekendtskaber, som bliver *for* perifære, og hvor det bliver for omstændigt at løbe dem igang igen. Sådan må det være, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt.
Men egentlig synes jeg, at en af de største konsekvenser, året har haft, er det kroniske forbehold, vi alle sammen pludselig har fået påmonteret. Det minder mig lidt om ugerne som ny-gravid, hvor man hele tiden prøver at gå fremtiden i møde uden at forholde sig for meget til den, og hvor man skal planlægge i morgen og næste uge, samtidig med, at man tøjler håb og forventninger. Det er et underligt limbo, og jeg spekulerer meget over, om vi kan gå tilbage til der, hvor vi var, eller om vi for evigt har mistet evnen til at gå trygt og fortrøstningsfuldt hen ad fortovet, nu hvor vi pludselig er blevet bevidste om, at fliserne kan forsvinde under fødderne af os.
Der er nok ikke for alvor nogen, der tror, at alting ændrer sig, fordi klokken passerer midnat d. 31.12, men jeg tror nu alligevel, at det kan give anledning til et symbolsk skifte i mindset og humør. At det måske kan anspore til et snert af optimisme og en følelse af nye begyndelser.
For mig bliver 2021 året, hvor jeg for første gang i over 20 år er gældfri, ligesom det også bliver året, hvor jeg ikke længere har børnehavebørn. Mine nytårsforsætter er holdt i store linjer, og er mere hensigtserklæringer end egentlige mål. Jeg hungrer efter lys og luft, og har projekter i støbeskeen herhjemme, der skal give netop det. Jeg vil også gerne være bedre til at passe på mig selv, både fysisk og psykisk. Gå i seng i ordentlig tid, spise nogle vitaminer, huske at drikke vand, og skrue ned for min tilstedeværelse de steder, hvor mine bånd ikke længere er så stærke, som de har været.
Forleden så jeg på Insta et billede, hvorpå der stod: “If 2021 was gonna be your year, you would have started by now” og for en gang skyld synes jeg faktisk, at jeg har gravet ud og støbt fundament til de ting, jeg har på tapetet til det kommende år. Det føles godt.
Men inden vi når så langt, står julen for døren.
Jeg håber, at den for hver eneste af jer bliver det pusterum, vi de sidste mange måneder har længtes så inderligt efter.
Rigtig glædelig jul.
M2020, uge 51
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet ingefær-te af 3 knolde ingefær og 2 citroner, der var købt ind til andet formål, men som jeg aldrig fik brugt.
(Hvis man gerne vil prøve at lave det, men ikke lige ved, hvad det er, så handler det i alt sin enkelthed om at skrælle og skive ingefær, smide skiverne i en liter vand eller to, bringe vandet i kog og lade det koge 5 minutter. Herefter slukker man og lader gryden stå og koge videre på restvarmen 10 minutter mere. Op med ingefær, citron- eller grape-saft i, og så er man kørende. Det, man ikke drikker som te, smider man bare i køleren; det smager også skønt koldt).
2.
Fulgt mit eget råd og arbejdet på at frigøre plads i fryseren. Vi har lavet smoothies, fået nem aftensmad, og jeg har smidt de småting, jeg ikke får brugt, ud.
3.
Kørt old school-indkøbs-matrix i mit kladdehæfte.
Vi skal kun se familien denne jul, men lidt julefroskost skal vi have, og der er også en nytårsaften i horisonten. Jeg vil strække mig langt for ikke at skulle ud og købe stort ind mellem jul og nytår, men jeg vil også gerne undgå den fælde, jeg nogle år er faldet i, hvor jeg køber alting for tidligt i min iver for at få det overstået.
Derfor har jeg delt en side i mit kladdehæfte i 4, og lavet 4 separate indkøbssedler til hhv. almindelig indkøb, julefrokost, madplan til juledagene og nytårsaften.
På den måde har jeg alle indkøb samlet ét sted, og når jeg har været ude at handle, har jeg plukket det, det giver mening at købe ift. holdbarhed osv., men ved at skille listerne ad, får jeg ikke købt noget nu, som jeg først skal bruge om 14 dage, eller som jeg køber, for derefter, om 10 dage, for længst at have glemt, at jeg har købt det én gang, og derfor køber igen.
Jeg har nu købt ALT til resten af december, på nær 5 råvarer, som ikke kan holde sig mere end et par dage, og som jeg derfor er tvunget til at skulle afsted efter i næste uge, og vi kan derfor kravle i hi og låse døren bag os, så vi forhåbentlig får lov at holde jul med familien.
________________________________________________
Så gik der endnu et år med M20XX-indlæg, og selvom det efterhånden nok mere er gentagelser og påmindelser, end det er nye åbenbaringer, jeg poster, så elsker jeg stadig at skrive dem.
De fortsætter i det nye år, og skulle nogen i mellemtiden have lyst til at læse de to opsummeringer, jeg har lavet indtil nu, er de at finde her og her.
Mør
Som jeg nævnte i kommentarfeltet til sidste indlæg, har der i den forgangne weekend været trængsel i Afdelingen For Dårlige Nyheder, og idag, da jeg kørte gennem mørket, tænkte jeg, at man efterhånden har fået hård hud på følelserne. Ligesom thaiboksere, der ved, de bliver sparket, og at det forretter skader – men som nærmest ikke længere kan mærke det længere, fordi de har hærdet skinneben og fødder ved at tæske løs på dem i årevis.
Det her år, mand. Jeg er efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrabe en unge ind under hver vinge, stikke næbet ned i reden og bare ligge helt stille og håbe på, at 2020 ikke får øje på os.
Jeg trænger til et nyt år. Ikke fordi jeg tror, at vi med 2021 vasker tavlen ren og med et snuptag slipper for alt, hvad der er svært, men jeg trænger til, at vi alle sammen går ind på værelset, lukker døren og trækker vejret, og kommer ud med et skud ny energi. Det er for mig blevet tydeligt, hvor meget vi hver især har ansvar for den kollektive følelse af både glæde og mismod. Når man skræller alle abstraktioner fra og det eneste sted, vi kan hente energi, er hos de mennesker, vi har kontakt med, så bliver humørkurven så stejlt nedadgående, at den må defineres som en sliske, når alle har udsolgt af det hele, og der er tomme hylder over alt.
Vi holder juleferie fra på fredag; undervisningen fortsætter egentlig til onsdag i næste uge, men jeg har ferie, og har besluttet at holde begge børn hjemme, når nu jeg har mulighed for det. Anton har haft én sygedag over de sidste to år, og vi trænger til god tid, og til at kravle sammen på sofaen og se julefilm. Vi trænger til gløgg, omsorg og varm kakao, og til at beundre juletræet, som efter en hård start med meget slagside på pynte-fronten, er blevet rettet lidt til af julenissen, så alle i husstanden kan kigge på det uden at få tics.
Jeg glæder mig usigeligt til fredag kl. 16.
PS:
På fredag kommer årets sidste M2020-indlæg op, men jeg regner stadig med at stikke snuden herud et par gange mellem jul og nytår.
M2020, uge 50
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået en bunke undertrøjer til Frida af min mor.
Vi er så heldige, at min mor syr temmelig meget tøj til børnene, og i den forbindelse er der ofte rester af stof tilbage, som hverken rækker til det ene eller det andet. Jeg spurgte derfor, om ikke de kunne forvandles til en stak ukurante undertrøjer, for i disse dage, hvor de i børnehaven er udenfor hele tiden, er der mere skiftetøj med hjem, og undertrøjer mangler vi nærmest altid. Nu har vi 5 nye af slagsen, som til Fridas udelte begejstring alle består af forskellige for- og bagstykker i alt det stof, hun og mormor gennem tiden har valgt til kjoler, bluser osv.
2.
Ryddet op på Antons værelse med Anton som rasende, modvillig assistance.
Som nævnt i sidste indlæg er jeg i gang med at lave en plan for at rykke rundt i starten af det nye år. De 3 værelser vi har, er meget forskellige i størrelse. Lige nu har Frida det mindste, Anton det mellemste, mens jeg har soveværelse i det største – af den simple grund, at det er der, det store, indbyggede skab er at finde.
Men børnene har brug for mere plads, og jeg har brug for, at de har værelser, de kan tage deres legeaftaler med ind på. Udfordringen er, at vi nærmest er nødt til at lave hele rokaden i ét ryk, fordi vi bor så relativt småt, at det ikke er muligt at have ekstra senge og tøjskabe stående i stuen. Derudover har jeg også haft meget bøvl med at finde en løsning, så jeg kan have både min seng og mit tøjskab på det lille værelse, for hvor jeg de næste par år sagtens kan hente tøj i skabet på det store værelse, bliver det træls, når Anton bliver teenager. (Løsningen bliver formentlig en futon, så alle tips, tricks og erfaringer modtages med kyshånd) Planen tager så småt form, ligesom rækkefølgen også begynder at falde på plads, og derfor gav det mening at benytte en påtvungen og meget nødvendig oprydning til at få kigget lidt på det hele, så jeg kan sætte en mental gryde over sagte ild, hvor den kan stå og simre ideer frem ift. hvad han har brug for af reoler og opbevaring.
3.
Kørt vegetar-tema på madpakke-fronten.
Jeg har aldrig været sådan en, der fråder i store bøffer, eller ikke kan leve uden bacon, og vores kødforbrug ligger klart i den beskedne ende. Ikke pga. etiske forbehold, men egentlig bare fordi jeg foretrækker kulhydrater over proteiner.
Nu bliver det lidt personligt (skrev hun på sin blog, hvor hun på 13. år krængede sit hjerte ud), men de sidste 3-4 år er der også sket noget med mine smagsløg, som med 100% garanti er hormonelt betinget. To steder i min cyklus går de helt grasat; kaffe og cola smager af metal, og jeg bliver nærmest fysisk dårlig ved tanken om at tygge på koldt kød.
Dér var jeg, da jeg i sidste uge skrev indkøbsseddel, og jeg besluttede derfor at køre (næsten) kødfri uge. Det er somme tider nemmere at være kreativt idealistisk, hvis man sætter nogle rammer for opgaven. I fald nogle af jer kunne bruge lidt inspiration, har min madpakke de seneste dage således budt på:
-Chili-philadelphia smøreost med avocado (den frosne version fungerer fint og er ekstra god i denne sammenhæng, fordi man kan nøjes med at tage den mængde avocado op, man skal bruge)
-Chili-humus, avocado og tomat
-Chili-philadelphia med kartoffelskiver
-Feta, syltede rødløg, chilihumus og tomat
Den opmærksomme læser vil bemærke, at der er en del overlap på ingredienslisten, og på papiret ser madderne næsten end ud. Det er de overhovedet ikke, når først man sætter tænderne i dem, og som ekstra bonus slipper man for, at der står tyve halvtomme bøtter og bægre og kigger bebrejdende på én, når man åbner køleskabet.
I øvrigt:
*Kørte jeg idag forbi en nedlagt gård, hvor beboerne havde fjernet dugen på trampolinen, og omviklet stellet med gran, røde sløjfer og 4 store, hvide trafikkegler. Vestjyllands julegame er undefeatet.
*Var jeg i Bilka i går, og da jeg pakkede mine poser med kirurgisk præcision kom jeg til at tænke på, at mit job som pakkepige i Føtex, da jeg var 15 – som dengang føltes som det mest ligegyldige job ever – faktisk er det mest undervurderede fritidsjob, jeg har haft.
*Bagte jeg i weekenden brunkager af færdig dej fra bageren, og jeg er stadig ikke kommet mig over, hvor meget dejen lugtede af pot.
*Er nogen snart nødt til at fortælle Post Nord, at vi ikke har ‘Oplevelser’ med dem.
*Står jeg klar med blottet overarm i det sekund, vaccinen er klar på disse breddegrader. De, der hard core er imod, ændrer ikke synspunkt pga. noget, de læser her, og sådan er dét. Men til tvivlerne, der er mistroiske, fordi vaccinen er udviklet på et år, og man ikke ved, hvad der er i den, vil jeg bare lige hurtigt spørge, om de på stående fod kan fortælle mig gennemsnitstiden for udvikling af en vaccine, eller om de udbad sig indlægssedlen på den eksotiske coktail, de uden at blinke fik skudt i røven, inden de backpackede sig gennem Thailand og Indien?
*Forstår jeg ikke, hvad de mener i spillereklamerne, når de til sidst siger “Regler og vilkår gælder”. Altså, er det godt nok en legal, juridisk ansvarsfraskrivelse?
*Har jeg i år installeret en lidt mindre ambitiøs drillenisse herhjemme. Men d. 01. december fik Frida drillenissen med hjem fra børnehaven, og hvor det normalt er en nusset, strikket sag, som jeg er tusind procent stejl på, at jeg ikke vil have i kontakt med sengetøjet, så er det i år en malet pind. Fem store guldstjerner for kreativitet og evne til at finde vej igennem covid til pædagogerne. Men. Pinden må ikke komme med tilbage i børnehaven. Så nu har vi to drillenisser. Jeg har sendt en mail til Interflora og foreslået, at de til deres ‘Sig det med blomster’-kategori tilføjer tidsler.
*Overhørte jeg for et par uger siden to kvinder i starten af 20’erne snakke om, hvorfor feminister altid er – og jeg citerer – “sådan nogle sure, gamle damer”. Først blev jeg sgu lidt træt på indersiden, men ved nærmere eftertanke er det egentlig også min egen oplevelse, at mange af os først bliver aktive feminister i det sekund, vi får døtre. Det fik mig til at tænke på, at det er usigelig trist, at vi først kan se, at en måde at behandle mennesker på, er forkert, når den går ud over andre end os selv.
*Er jeg i gang med de indledende overvejelser til vores værelsesrokade, fordi der er en del logistik, der skal falde på plads, hvis det skal kunne lade sig gøre, at alle har egne ting på egne værelser. I den forbindelse har jeg en dør, som jeg gerne ville have vendt, og jeg gik derfor på nettet på jagt efter mailadresser på tømrerfirmaer. Og her må jeg bare sige, at der er *rigeligt* med udviklingspotentiale for faget, sådan helt generelt, for ud af de 7 – og det var altså s.y.v. – hjemmesider, jeg var forbi, var der mailadresse på én. Jeg er med på, at vi helst vil snakke med de kunder, vi skal give tilbud, men shit det kvæler megen potentiel indtjening i fødslen, for når jeg kl 23.30 pludselig skal vide, hvad det koster at vende en dør, så er der jo ingen, der sidder klar ved telefonen, vel?
*Og bare for at understøtte min pointe: Den gode mand, jeg skrev til, bad om billeder, og da jeg sendte dem til ham, skrev han retur med ‘Er du opmærksom på, at el og lys så kommer til at sidde bagved døren?’ Og nej. Jeg er sgu da ej. Jeg er mest optaget af, hvad for en nuance af blå, jeg skal vælge. Men med en korrespondance, der sammenlagt tog 3 minutter, sparede han sig selv for en forgæves tur på landet. Mailadresser til folket!
*Skulle jeg forleden bruge nedenstående gif som svar på en besked, og jeg kunne kun huske, at det på dansk hedder ‘Vindheks’ – hvilket ikke rigtig er nogen hjælp i et engelsk gif-bibliotek. Jeg googlede det, og fik: Vindheks = Wind Witch. Jeg tror ikke, at AI-robotterne er lige på trapperne.
M2020, uge 49 (Madspild i julen)
Jeg har i denne uge besluttet at fravige det sædvanlige format til fordel for et tema, nemlig hvordan man kan forebygge madspild julen over.
Min tanke er ikke, at vi skal revolutionere vores tilgang til madspild med den ene hånd, mens vi kører en fuld jul med gaver og svigerfamilie på den anden. Men meget af det, jeg har set om at begrænse madspild i løbet af julen, går på konkrete forslag til opskrifter, og hvor de fleste er nogenlunde åbne for at prøve noget nyt i løbet af året, så kræver det en vis stamina at introducere linsefrikadellen juleaften.
Så. Det her er et forsøg på at forebygge madspild med små, konkrete tiltag, der ikke kræver så meget ekstra.
Inden vi kaster os over de enkelte forslag, er der dog lige en enkelt ting, jeg gerne vil adressere. For som vi tidligere har snakket om i denne indlægsrække, kan man ikke altid være idealist på alle områder samtidig. Er udenlandsk økologisk bedre en dansk ikke-øko, er CO2 aftrykket større ved at fragte små mængder af frisk frugt ift. at udnytte kapaciteten på diverse transportmidler ved at sælge mad på konservesdåser og dermed forlænge levetiden, så de kan stå og vente på et lager osv. osv.
Derfor vil jeg gerne sige, at fokus her, helt eksplicit, er på at begrænse madspild, hvilket somme tider går ud over andre parametre som f.eks. økonomi og fedtprocenter.
Det er ikke meningen, at det her skal være endnu en ting at stresse over, så tag, hvad I kan bruge, og lad resten ligge. Alle store projekter er startet med det første spadestik, og lidt er altid bedre end ingenting.
Jeg har prøvet at dele tiltagene lidt op, så det – håber jeg – bliver nemmere at overskue.
Skab plads i fryseren.
Den her er dejlig nem. Men den er også nødvendig, for hvis du skal udnytte det, der bliver til overs, så kræver det, at du har et sted at gøre af det. Så få spist noget af det, du har liggende i fryseren i løbet af de næste par uger, så der er en hylde fri.
Begynd at tænke lidt over julens madplan
Du behøver ikke lægge dig fast på bestemte retter, men projektet er dødsdømt, hvis du udskyder alle menu-overvejelser til d. 20.
Hvis I spiser and juleaften, så er det det, I gør. Uanset hvad man har af traditioner, så er det ikke værd at pille ved, hvis de mennesker, du er sammen med, synes, det er vigtigt. Det er én aften/uge om året – det går nok.
Men til julefrokosten er der måske ikke helt så mange hellige køer, og her kan du godt tænke over at vælge mad, der kan genbruges. Fiskefilet’er er der f.eks. ikke meget sjov ved dagen efter, mens frikadeller efterfølgende kan bruges både som aftensmad og pålæg.
Hvad kan holde sig længst?
Når du så har en liste med ideer til, hvad du gerne vil lave, deler du den (mentalt) i to: De ting, der ikke kan fryses og de ting, der kan.
Herefter kigger du på det, der ikke kan fryses, og overvejer, hvad der hhv. forkorter/forlænger levetiden på retten. En kartoffelsalat med en olie/eddikedressing holder sig bedre end en tilsvarende lavet på mælkeprodukter, en salat kan leve længere, hvis dressingen serveres ved siden af osv.
__________________________________________________
Nu skulle du gerne være så langt, at du har en inspirationsliste, både til det, der kan smides i fryseren og bruges enten selvstændigt eller som ingrediens i noget andet, og til det, der skal spises i løbet af juledagene. Så langt, så godt.
I takt med at vi arbejder os gennem december, justerer du den, så du plukker det, du kan overskue og kører Plejer på resten. Jeg siger det lige igen: Det er IKKE meningen, at det skal være træls og uoverskueligt, og det her år har taget kvantespring i minutintervaller, så ingen ved, hvad der er overskud til om 14 dage.
Hvad kan det bruges til?
Næste del af projektet er så at bruge en aften eller en frokostpause på at snuse rundt efter opskrifter, som dine rester kan bruges i. Tærte med tern af hamburgerryg, en salat med rester af and, good ol’ biksemad med rester af medister osv. Det er MEGET nemmere og LANGT mere oplagt at gemme sine rester, når man har en konkret ide til, hvad de skal omsættes til.
Det gør det også nemmere at pakke resterne til fryseren i passende mængder.
Halvfabrikata og mængder
Den oplagte under dette punkt er selvfølgelig at være realistisk ift. hvor meget mad, man laver. Der findes masser af gode hjemmesider, hvor man kan læse lidt om mængde/gram/stk pr. person, som f.eks. her.
Men én ting er det, der ender på bordet. Noget andet er det, der ender i (køle)skabet. For lige præcis i juledagene er der så meget, der kræver vores opmærksomhed, at de færreste har overskud til også at tænke en dl. reste-creme fraiche eller en kvart rødkål ind i madplanen.
Mange køber f.eks. et kilo grødris, hvert eneste år til jul, fordi de står for ris a la manden. Og det er fint, hvis det er altafgørende, at den laves fra bunden. Alternativet er en pølse færdig risengrød og en kvart piske, hvor alt er brugt op, når man sætter skålen på bordet – og det er fuldstændig rigtigt, at du kan lave 700 liter risengrød for det, det koster at købe én liter færdig. Men får du det gjort? For hvis du ellers *aldrig* spiser risengrød, så er det ligemeget, at literprisen, når det laves fra bunden er lavere. Det er stadig bare mad, der, år efter år, ender i skraldespanden.
Er du kartoffelsalatsansvarlig, og har besluttet, at det *skal* være mormor-versionen med creme fraiche og mayo, så overvej, om det virkelig er værd at insistere på creme fraiche 9%, som kun fåes i 500 ml. eller om du den ene gang kan leve med 18%, som kan købes i bægre med 200 ml.
Og selvfølgelig kan du koge rødkålen selv. Men der bliver edderfløjteme meget rødkål ud af et helt hoved, og får I det spist, så giv den gas. Det smager forrygende. Men hvis du alligevel kun laver af det halve hoved, eller du ender med at smide en halv grydefuld ud, så gå med fred og Beauvais.
Kan du bruge det, du har?
Her kan det være ret godt at tænke på, hvilken funktion en bestemt ingrediens har i en ret. De fleste opskrifter indeholder de 5 grundsmage (surt, sødt, salt, bittert og umami), og det kan være en stor hjælp at huske, for det hjælper dig til at vurdere, om noget i en opskrift, som du ikke har på lager, kan erstattes af noget, du allerede har. Eddike kan f.eks. ofte erstattes af citron, ketchup kan erstattes af sukker osv. Man kan selvfølgelig ikke erstatte alt, fordi noget også har betydning for konsistensen, men hvis du har i baghovedet, hvilken funktion en given råvare har, så lover jeg, at du stille og roligt begynder at bruge det, du alligevel har stående, i stedet for blindt og slavisk at følge opskriften og købe dig fattig i eddikevarianter.
Jeg har gravet lidt på nettet og fundet en fin guide med overskuelige erstatningsforslag her.
Dagen(e) efter
Luk dig ude i køkkenet med et glas vin og en god spilleliste og brug en time på at sortere, pakke og ompakke. Det er urealistisk at få gjort, når børnene er midt i en spændingsudløst nedsmeltning, og kan sagtens vente til dagen efter, men her er det så til gengæld også vigtigt, at du får det gjort. De ting, du smider i fryseren, kommer jo til at indgå i noget senere, hvor du/I formentlig ikke spiser det hele i ét ryk. Og måske har jeg tolket for mange hygiejnekurser, men jeg skal ikke bede om en 3. dags servering af noget, der også stod 3 dage, inden det blev frosset ned.
Og del ud. (Med alle covid-relaterede forholdsregler taget, selvfølgelig). Hvis du har overnattende gæster, vil de med garanti elske at få mad med hjem, og jeg lover, at den nyslåede enkemand på vejen bliver glad for lidt hjemmelavet kartoffelsalat og en frikadelle. Få knaldet en destination i røven på resterne, inden de skal spises NUNU! – så er sandsynligheden for, at de ender i maven frem for i skraldespanden langt større.
———————————————–
Jeg prøver at lave en slags opsamling på indlægget her i slutningen af december, hvor I kan byde ind med, hvad I lykkedes med, og hvad I opgav på forhånd eller undervejs. Hvis det viser sig, at alle har bøvl med at finde på noget til resterne af anden, så laver vi en ide-bank, som jeg lover at linke til til næste år.
Et skridt ad gangen, ikke?
God weekend.
Re-repost: Nissedrillerier og julestress
I går fik jeg i kommentarfeltet en opfordring fra Nanna om at gen-poste min årlige julereminder, komplet med nissefifs, til dem, der måtte have brug for det. Jeg smed et link, men idag blev jeg igen prikket på skulderen, så nu tænker jeg, at jeg lægger det op. Ikke mindst fordi denne uge byder på en bil, der skal på værksted, en korrekturopgave, første december osv: Jeg trænger nærmest selv til at læse det igen.
I år starter jeg med at liste nisse-ideerne, så de af jer, der bare skal bruge dem, kan nappe dem og suse videre ud i decemberforberedelserne. Ikke mindst fordi man ikke kan beskylde mig for at hoste op med dem i super god tid.
(Jeg så forleden på fb, at der er lavet en gruppe, der hedder ‘For os med nissedøre’. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg er om nogen en hund efter en god fb-gruppe, men den her gav mig lyst til at kradse mine øjne ud).
Meget i tråd med M2020-temaet her på bloggen så jeg forleden en ide, som jeg gerne vil videreformidle, fordi den både kan gøre hele set-up’et nemmere, men også gør det muligt at pille kalendergaver ud af ligningen, hvis man gerne vil dét.
Ideen var, at man d. 01. december lægger en tom plade til et puslespil sammen med et lille brev og en lup. Hver morgen skal børnene så finde en brik til puslespillet ud fra de ledetråde, nissen skriver i brevet, og klistre dem på pladen (hvor man har tegnet omridset af brikken, eller har givet den nummer). På den måde kan man skrive breve flere dage forud, hvis man har en ekstratravl uge, og man kan skalere sværhedsgraden op og ned afhængigt af, hvor meget tid man har til at lede. I en snæver vending kan man også om morgenen nå at gemme brikken, inden alle mand ruller i børnehave/skole, hvis man har en nisse, der er B-menneske…
Kører man den traditionelle model med en dør i gulvhøjde og daglige drillerier, skal man hjælpe sig selv ved at huske den vigtigste regel af dem alle: Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen, så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op.
Hos os er det også nissen, der har pakker med om søndagen, fordi det skærer 4 drillerier fra den samlede sum.
24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage. Nedenstående ideer er derfor nemme at lave, nemme at opdage/beundre, og de er alle testede og godkendte her. Særligt smileyerne på fødderne og trusserne på træet vakte begejstring.
Nissedril – en liste:
1. Pakke madderne i madpakken ind i gavepapir (som er det eneste, jeg pakker ind. Jeg ser INGEN grund til at lave “sjove” pranks, hvor bøger og iPads pakkes ind i gavepapir, så børnene reelt tror, at de får en gave, som så bare viser sig at være #Lol #Surprise #SameOldShit)
2. Bytte indholdet i børnenes tøjskabe rundt
3. Tegne smileys på fødderne af dem, når de sover
4. Klippe håret af tandbørsterne
5. Skifte vitaminpillerne ud med M&M’s
6. Sætte nisseklistermærker på alle lyskontakter
7. Fylde bilen med balloner
8. Bytte kalenderlyset ud med en gulerod
9. Stjæle pæren i lampen, og hænge en guldstjerne i stedet
10. Vende alle billeder på hovedet
11. Tegne overskæg på både dem og mig i løbet af natten
12. Gemme alle tallerkener og sætte en guldstjerne i stedet. (Ideen er jo så, at man spiser morgenmad af kopper osv)
13. Line alle sko op gennem entreen og sætte bamser og dukker i
14. Hælde små glimmerstjerne i ærmerne på jakken, julebogen, skoene osv.
15. Lave snefnug med sne-spray på spejlet i badeværelset
16. Give børnene et lille juletræ hver, og en lille æske med pynt
17. Udskifte cornflakes med lego/perler
18. Vikle piberensere om alle dørhåndtag
19. Hænge slikstokke op i kroge og karme med rødt silkebånd
20. Lave en analog laser-fælde med rødt gavebånd på døren til toilettet, så børnene står op til et edderkoppespind, der skal forceres
21. Sætte juleklistermærker i madpakken
22. Hænge børnenes trusser/boksershorts på juletræet
23. Fryse lommepengene ned
24. Pakke tandbørsterne ind i (rene) karklude eller erstatte dem med slikkepinde eller lakridspiber
25. Gemme morgenmaden i ovnen
Og således forhåbentligt inspirerede, går vi videre til:
SÅDAN UNDGÅR DU DEN VÆRSTE JULESTRESS MED SMÅ BØRN – EN LISTE:
Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.
Just say no to hard drugs og julearrangementer (I år formentlig væsentligt reduceret pga. covid)
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som store julearrangementer Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.
Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.
Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.
Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.
(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)
Julebag
SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.
God fornøjelse/held og lykke/gå med Gud.
M2020, uge 48
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft travlt med julegaverne, fordi mine arbejdsskemaer lige nu er lidt mere uforudsigelige, end de plejer at være, og jeg derfor gerne vil være på forkant, så jeg ikke skal ud og købe det hele d. 23. december.
Tirsdag, hvor Frida går til gymnastik, udnyttede jeg derfor muligheden for at suse i BR, mens hun var afsted – men gymnastik slutter 17.50, og Frida skal helst være i seng kl. 19.15, hvis ikke den efterfølgende dag skal blive træls. Det giver lidt en udfordring ift. aftensmad, for uanset hvor nemt, man gør det, så skal det stadig lige findes frem og evt. varmes. MEN. I tirsdags fik jeg den geniale ide at samle en lasagne (med kødsauce fra fryseren) og sætte den i en kold ovn, som jeg så tændte på 175 grader. Jeg smed barnet til gymnastik, kørte på julegaveshopping, samlede hende op kl. 17.50, og kl. 18.01 sad vi om bordet og spiste en lasagne, der var så perfekt i konsistens, at jeg stadig får tårer i øjnene ved tanken.
I det hele taget er jeg blevet god til at udnytte opvarmnings-varmen, når jeg tænder ovnen; brød, pizza osv. der bare skal lunes, bliver f.eks. væsentligt bedre af den milde, snigende varme, end af 10 min på fuld smadder.
2.
Haft mere madspild, end jeg plejer.
Min første reaktion, da jeg bemærkede det, var irritation. For jeg synes, at jeg efterhånden burde have så godt styr på køkkenet og resterne, at det ikke skulle påvirke rutinen synderligt, at jeg har travlt.
Men da jeg begyndte at se på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det for størstedelens vedkommende var de madvarer, som jeg ender med at smide ud alligevel, når de har ligget i fryseren for længe.
For en dl. yoghurt, et par skiver pålæg eller en rest smøreost har jeg 285 forskellige anvendelses-ideer til. Men fordi det er noget af det, vi ofte spiser, så er det også det, vi ofte har lidt i overskud af. Og der er grænser for, hvor mange boller/pandekager/smoothies, vi laver, hvor yoghurten kan smides i, eller hvor meget pastasauce/kartoffelmos jeg laver/tærte, jeg bager, som smøreosten egner sig til. Derfor bliver det et dumt optag af begrænset fryserplads, når jeg sætter den 5. bøtte med samme rest-indhold derind.
Og i dén erkendelse, fandt jeg også forklaringen på, at det netop er, når jeg har travlt, at jeg ender med at smide ud, for i de perioder er jeg ekstra afhængig af, at vi kan hive noget op ad fryseren. Derfor laver jeg dobbeltportion af det, jeg laver, de dage, jeg har tid til at lave aftensmad fra bunden – hvilket kræver frie lejemål i fryseren.
Så det, jeg endte med at nå frem til var, at det faktisk bare er endnu et duelighedstegn i madspilds-passet, at jeg nu kan identificere de ting, der reelt bare er udsat madspild, og ekspedere dem med det samme.
3.
Følt trang til små-oprydning, som er min copingmekanisme, når jeg er lidt overvældet af hverdagstempoet. For mig giver det en følelse af at skabe orden i kaos, og derfor har jeg nu fået trimmet vores lille medicin-kasse (Zovir fra 2016, Linda? Really?), nappet hylderne i lågen på køleskabet, brugt de notesbøger, der lige var 5-6 blanke sider tilbage i og ryddet op i mine app’s på telefonen.
4.
Købt næsten alle mine julegaver, og i processen forsøgt at navigere i Black Friday, smittefare og støtte til de lokale butikker.
I år har jeg købt væsentligt flere af mine julegaver i fysiske butikker end over nettet. Dels fordi jeg de sidste par år har tænkt mere og mere over, at netshopping mest handler om, at det er nemt for mig som giver, for som modtager er det ret træls at skulle igang med bobleplast og returporto, hvis noget skal byttes.
Men også fordi de små butikker – ligesom alle andre – har haft et op-ad-bakke år.
De ting, jeg har købt online, har typisk været ting, som jeg ikke har haft et konkret bud på, hvor jeg skulle gå hen for at købe. I de situationer har jeg vurderet, at det ift. smitterisiko var mere optimalt at køre en googlesøgning og Tilføj Til Kurv, end at besøge 6 forskellige butikker i jagten.
Og så har jeg udnyttet Black Friday for på den måde at kunne give folk noget, de mangler, eller give dem gaver af bedre kvalitet, end vores gavebudget ellers lægger op til.
Jeg ved, at Black Friday deler vandene, og jo særligt fordi det standpunkt, man har, afhænger af, om man er forbruger eller butiksansat/ejer. Det er svært at påvirke perspektiverne ret meget lige dér.
Til gengæld er jeg én af dem, der ikke tror, at BF skaber det overforbrug, som mange snakker om. Jeg kender ingen, der går forbrugs-grasat fem dage før årets dyreste måned. De mennesker, jeg snakker med, bruger BF på samme måde som mig, nemlig til at give gaver af lidt bedre kvalitet, men også som en anledning til at gøre nogle julegaveindkøb i god tid, så man ikke skal spæne rundt i sidste øjeblik. Altså, det samme forbrug, som man ellers ville have haft, men bare flyttet til et andet tidspunkt.
Jeg kan godt forstå, at man foranlediges til at tro, at folk forvandler sig til maniske forbrugspsykopater, når man ser billeder fra USA – og jeg har ikke noget statistisk belæg for at hævde, at det ikke er tilfældet – men min tanke er, at der er så mange socio-økonomiske forhold, der spiller ind, at vi reelt ikke ved, hvad vi kigger på, når vi ser De Vilde Billeder. Vi sidder trygt og godt i vores sofa af mindsteløn og velfærd, og selv med vores relativt velfungerende sundhedssektor, tror jeg, at der ville opstå lignende tilstande herhjemme, hvis vi én dag om året fik mulighed for at købe fri tandlægebehandling i et år for 10 kr.
5.
Delt vores ønskesedler op og klappet af med familien, hvad de hver især giver hinanden, så vi ikke belaster miljøet unødvendigt med ting, der skal sendes retur, eller skal have nogen ind og stå i kø for at bytte, midt i en pandemi.
