Bloggen

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at lave pizza med søde kartofler, og det blev sgu ikke ret godt. Opskriften var til 4 personer og én af dem, der var svære at skalere ned, fordi indholdet af mascarpone passede med et bæger, antallet af søde kartofler passede med en pakke osv. 

Dejen var koldhævet, og kunne, ifølge opskriften, holde ‘flere dage på køl’. Jeg havde derfor været smart nok til at nøjes med at lave pizza af halvdelen, og ladet den anden halvdel stå til dagen efter. 

Da vi den første aften rejste os fra bordet, stod jeg tilbage med et stort stykke færdiglavet pizza, som jeg egentlig havde mest lyst til at smide ud, fordi jeg ikke har ret gode erfaringer med at fryse mad med kartofler. Men fordi jeg ved, at der er dage, hvor alt, hvad man hiver ud af fryseren, vinder tifold over det, man først skal til at lave, så den røg derind alligevel. Jeg har en ide om, at man måske godt kan gøre den tålelig med en tur under grillen. 

Den efterfølgende aften brugte jeg de overskydende søde kartofler i en tøm-grøntsagskassen-suppe, hvor en dåse hakkede tomater og det tiloversblevne halve bæger mascarpone, sammen med masser af krydderier, forvandlede ukurante rester til en ret lækker suppe. Dejen bagte jeg et lille brød af, og således endte det hele med at blive omsat, uden at vi skulle tvangstygge os igennem noget, som ingen rigtigt gad at spise.

Som ekstra bonus er der 2 x suppe og et stort stykke pizza i fryseren til dage, hvor Nogen Må Tage Over. 

2.

Været ved at miste besindelsen over, at jeg ikke snart kan få en ny telefon. Men der er venteliste, og ikke noget at gøre, og i mellemtiden kan jeg så glæde mig over min nye, månedlige besparelse, som jeg nok ikke ville have opdaget muligheden for at opnå, hvis jeg bare kunne have trykket på en knap og fremmanet en ny.

For d. 03.12 skrev jeg mig op til en iPhone 12 hos mit nuværende teleselskab efter en graver-ekspedition, der var Detektor værdig. Jeg bruger mine telefoner så længe, at det giver mening at gå med 12’eren, og jeg fik sammenholdt dækningen og abonnementer hos alle andre kendte selskaber med det, min nuværende udbyder kan tilbyde. Målt på alle parametre, var konklusionen,  at det var denne løsning, der gav mest mening. 

Men fordi jeg var inde i se på mit forbrug for hver enkelt måned over de sidste 12 måneder for at se, om konkurrerende udbydere med telefonen på lager kunne tilbyde et abonnement, der passede til mit behov, kunne jeg se, at jeg faktisk sagtens kunne gå to pakker ned, så det har jeg været inde og ændre.

Det giver en månedlig besparelse på 40 kroner, og det er værd at tage med.

3.

Købt nye sko for mine fødselsdagspenge.

Jeg gik egentlig og ventede på, at jeg kunne komme i en fysisk butik og prøve, men dem, jeg havde, som jeg fik i julegave for 13 måneder siden, var færdige. Hvilket passer meget godt med, at man som tommelfingerregel siger, at et par træningssko kan holde én sæson. Der er selvfølgelig masser af faktorer, der spiller ind, som f.eks. hvor ofte, man bruger dem, hvor tung man er, hvor længe ad gangen man bruger dem osv. osv. men når man ved, hvad man leder efter, er man ikke i tvivl. Ømhed over lænden, ømme ankler, ømhed under fødderne, rygsmerter, ondt i V-facon under knæet osv. er tegn på, at stødabsorberingen i skoene er færdig, og jeg kunne vinge næsten alle boksene af.

De gamle har gjort det godt. Jeg gætter på, at jeg i snit har gået 25 km. om ugen i dem det sidste år, og så kan man vist ikke forlange mere af et par sko til 1300 kr.

De nye er købt, og er ved at blive gået til, og de gamle kommer til at tilbringe deres otium på mudrede stier i jagten på Geocacher, men når vi rammer foråret, ryger de ud. Jeg har tidligere været slem til at gemme gamle sko “til hvis nu”, men det er noget åndssvagt plads at tage op, for jeg gætter på, at jeg over 10 år har haft brug for “gamle” sko under 3 gange, og det er ikke værd at flytte rundt på 4 par udslidte Nikes for.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

——————–

Inden ugens punkter vil jeg bare lige sige tak for engagement og gode svar til det seneste indlæg. Jeg har fået følgende opdate fra Pernille:

Tak for både dit svar og de mange kommentarer. Jeg har besluttet at fortsætte. I hvertfald et semester til. Jeg har også overvejet terapi. Der er en der nævner Cektos. Det har jeg faktisk også tidligere overvejet. Men jeg har ikke energi til det lige nu. Kh

Hvis du på nogen måde kan overskue det, Pernille, så skyd endelig en update, når du er et sted, hvor det giver mening. Jeg er sikker på, at vi er mange, der kommer til at sende dig en tanke de næste mange måneder.

——————–

I den forgangne uge har jeg :

1.

Forsøgt at finde ud af, hvordan man gør dørmåtter rene. 

Jeg købte to, da vi flyttede herned, hvilket snart er 10 år siden. (wtf?) Jeg gav mere for dem, end jeg før har betalt for noget, man bare træder på, men med 10 år på bagen og still going strong må konklusionen være, at de var pengene værd. 

Det er nogle tunge banditter, som består af uld øverst og gummi nederst, og de trængte i dén grad til at blive gjort rigtigt rent. Men uanset hvad jeg googlede af kombinationer, kunne jeg ikke finde en how-to, og fordi der sådan set stadig var masser af levetid i dem begge, var vi ikke på ‘det er ligemeget, hvis de ikke kan holde til det, for de skal alligevel ud’-stadiet.

Jeg undersøgte leje af tæpperenser (for dyrt) og prøvede at skrive til et renseri, som på deres hjemmeside skrev, at de stadig havde åbent. De svarede aldrig. 

Til sidst fandt jeg en video med rengøring af bilmåtter, og besluttede, at det måtte være i nogenlunde samme historie. Jeg smed dem i brusekabinen, lavede en meget koncentreret sæbeopløsning af uldsæbe og vand, som jeg hældte på af et par omgange, mens jeg skrubbede med en gulvskrubbe og skyllede dem igennem imellem hver vask. Til sidst svabede jeg vandet af med en helt almindelig svaber, og lagde dem til tørre. Her lærte jeg, at skal jeg gøre det igen, så er det nok smart at gøre om sommeren, hvor de kan tørre ude, for dels tager de lang, LANG tid om at tørre helt, og dels lugter våd uld bare ikke ret godt.

Men fine blev de, og det var væsentligt nemmere, end jeg havde forventet.

2.

Konstateret, at man et standpunkt, til man tager et nyt. For jeg havde jo sådan set lovet mig selv at vente med at bestille futon. Men fordi Zuckerberg lytter med på alt, hvad man siger, skriver og tænker, landede en reklame fra Ilva i mit feed, og da jeg klikkede ind forbi, kunne jeg pludselig spare 3500. Så nu er den bestilt. Dels fordi jeg så kan komme igang og udnytte, at vi er mere hjemme nu, end vi (forhåbentlig!!) kommer til at være om nogle måneder, men også fordi jeg har lusket rundt på Marketplace og DBA og kan se, at jeg til dén pris faktisk kan gøre mig realistiske forhåbninger om at kunne sælge den med minimalt tab, hvis den er helt åndssvag at ligge på.

3.

Købt 2 nye klapkasser (som også hedder ‘foldbare kasser’ lærte jeg, da jeg skulle google), fordi Bilka to go nu endelig har gjort det muligt at fravælge poser.

Tidligere opkrævede de ét gebyr, når man bestilte varer (mener, det var 38 kr.), men nu har de delt det op, så det koster 10 kr. at gøre brug af pakkefolkene, og 28 kr. for poser, uanset antal.

Men nu har de tilføjet muligheden for at få varerne læsset direkte ind i bagagerummet, hvilket er gratis, så jeg tjekkede op på, om de ville lægge det i kasser, og det var no problem.

4.

Givet mig selv en behørig reprimande, for jeg troede, at jeg affaldssorterede efter alle kunstens regler. 

Det viser sig, at jeg har haft for stor tiltro til egne evner.

Vi får tømt mad-spand den ene fredag, og rest-affaldsspand den anden. I fredags var min restaffald godt fuld, og jeg var derfor sikker på, at det var den, der stod til at blive tømt. Stor var min rædsel, da det gik op for mig, at det først var idag, den blev tømt, og jeg derfor skulle producere MEGET lidt affald den kommende uge, hvis ikke det skulle blive et problem.

Jeg har derfor i denne uge med nazistisk præcision sorteret A-L-T. Helt ned til det lille stykke pap, jeg hev af te-emballagen, da jeg åbnede den. I papiraffald med dén.

Og jeg har formået at reducere min affaldsproduktion så markant, at jeg er flov over det. Mest fordi jeg troede, at jeg havde styr på det.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Måtte ændre den planlagte rækkefølge, jeg vil sætte værelser i stand i.

Planen var, at det næste rum, der stod for tur, var mit kommende soveværelse. Fordi jeg næsten ikke kan holde ud at være sat på hold (for ja, det er jo mest synd for mig #obviously) har jeg været to millimeter fra at bestille den snart berømte futon som beset, men fordi jeg gerne vil brøste mig af at have lært lidt, har jeg tvunget mig selv til at ringe til de forskellige Ilva-butikker i Jylland. I direkte modstrid med Ilvas egne oplysninger, viser det sig, at den er udstillet i Varde, som ligger 10 km. fra, hvor jeg sidder nu, og der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at prøveligge den inden bestilling, og dermed er soveværelset sparket til hjørne, indtil verden åbner igen.

I stedet har jeg kastet mig over entreen. Jeg fandt Flüggermaling med 30% rabat på nettet, som netop er ankommet idag, og de småting, jeg skifter ud, har jeg enten fundet brugt eller på tilbud.

2.

Forsøgt at forære hhv. en front til en Ferm Living lampe fra Frida værelse, samt en pakke cupcakepynt, som er købt hos en af de Ægte Bagesider, væk.

Selve lampen er gået i stykker, men fronten er et fint udskåret stykke træ, som man bare hænger på lampe-stykket, og dermed ville man sagtens kunne skifte en gammel front ud med den her, hvis man trængte til lidt fornyelse. 

Ingen meldte sig på banen, og det er absolut ok. Det er ikke fordi folk skal have stoppet mine efterladenskaber ned i halsen – men da jeg smed en skuffe til et Ikea-møbel op, som bestemt havde set bedre dage, kastede folk sig over den med en iver, jeg sjældent har set på disse breddegrader.

Jeg har derfor lært, at det er umuligt at forudsige, hvad andre mennesker kan bruge, og derfor fik det et skud.

3.

Foræret min mor en pakke store pastaskaller og en pakke fiberkost, som jeg har flyttet rundt på i nogle måneder, men ikke får brugt. 

4.
Været virkelig god til at spise det, vi har haft stående, selvom det nogle dage har betydet nogle ret alternative måltider. Fordi jeg havde luppen fremme, kunne jeg se, at der var et par ting i skabet, som jeg bliver ved med at gå udenom, fordi jeg ikke gider spise det, som f.eks. et glas tikki masala sauce, som jeg har fået en fiks ide om smager af kanel. 

Jeg skrev sidste weekend de madvarer, det drejede sig om, på min to-do, så de stirrede mig i face hver eneste dag. Det har betydet, at jeg har fået indkorporeret 3 ud af 4 bænkevarmere i madplanen, og det føles forbløffende godt, at de ikke står på hylden og udstråler skuffelse, hver gang jeg åbner skabet. 

5.

Indløst det gavekort, chefen gav mig i julegave.

Jeg har en historie med at gemme gavekort for længe, fordi de altid repræsenterer en værdi, jeg ikke havde regnet med at råde over, og jeg derfor gerne vil bruge dem på Noget Særligt. 

Men de er jo i hvert fald ingenting værd, så længe de ligger ubrugte hen i pungen eller i cyber, og jeg har derfor for et par år siden lavet en aftale med mig selv om, at gavekort gerne må bruges på noget, som jeg måske ellers ikke ville have købt.

I denne omgang har jeg fundet den fineste Stelton vandflaske, som forhåbentlig kan hjælpe mig til at blive bedre til at huske at drikke vand, de dage, jeg er herhjemme, hvor jeg – af en eller anden grund – har væsentligt sværere ved at huske at hydrere, end når jeg er på opgave.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Vurderet, at når jeg er ramt af trangen til at lave om i det hjem, jeg har set uforholdsmæssigt meget til de sidste mange måneder, så er der nok også andre, der er. Derfor har jeg sat gang i et par ting samtidig, og dermed fraveget min egen ellers ret skrappe regel om at gøre én ting færdig ad gangen. 

Planen var oprindeligt, at male stuevæggen først og gøre dét projekt færdigt. Herefter at starte med at sætte børnenes halvhøje senge til salg, og når de så var solgt, at påbegynde rokaden. Simpelthen for at få noget ud, før vi begynder at male, rykke rundt og fylde ind.

(Samtidig er jeg ramt af en futon-relateret udfordring, nemlig at jeg ikke kan få lov at se den futon, jeg har forelsket mig i. Firmaet bag insisterer på, at den er udstillet hos Ilva, Ilva siger nej. Og så står vi dér. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved.)

Men fordi jeg kender mig selv for godt, ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til at vente 4 måneder på at få sengene solgt, når først jeg er klar til at starte på værelserne. Derfor tænkte jeg, at jeg ville sætte dem til salg nu, hvor andre måske også er ramt af Wanderlust, 2020/21-edition.

Det tog 7 timer, så var de solgt. Den ene står stadig i stuen, spaltet i atomer, fordi der lige skulle skaffes en trailer, men den anden er ude og leve livet hos et andet barn. 

(Og bare for god ordens skyld: Jeg er super opmærksom på alle covid-restriktioner. Der bliver vasket ned, sprittet af og holdt rigeligt med afstand).

2.

Solgt Fridas legekøkken fra Ikea. Vi havde modellen uden overdel, så det var bare selve køkkenet med kogeplader, der ikke altid virker. Jeg gjorde det pænt rent, klappede af med Frida, at service og legemad måtte sælges med, var 100% ærlig ift. stand i opslaget og satte det til salg til 150 kr.

Det tog 30 minutter og der var 8 i kø, da det blev afhentet. Så bare for at sige: Ting behøver ikke være perfekte for at kunne bruges af andre, men vær ærlig omkring det, tag ordenlige billeder (= ikke for mørke) og sæt prisen efter, hvad du selv ville give for det. Så kan man faktisk sælge det meste. 

3.

Købt for meget maling – og solgt den spand, jeg ikke fik brugt. 

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt maler-maling. De sidste mange gange jeg har malet, har jeg købt Bilkas eller Bauhaus’ den bedste, og jeg har aldrig tænkt over, om den var dårligere eller bedre end så meget andet.

Men fordi jeg denne gang skulle gå fra en dyb, blommelilla væg til en støvet grøn, tænkte jeg, at det måske ville være godt givet ud at betale lidt ekstra for malingen. Og *Janice-stemme* Oh! My! God! Hold KÆFT, hvor er der forskel. Da jeg malede væggen blommefarvet, malede jeg på en hvid væg. Jeg malede 3 gange, og der var stadig helligdage. Denne gang kunne jeg formentlig godt være stoppet efter 2. gang, til trods for at væggen under var mørkelilla. Jeg valgte at give den en ekstra tur, fordi jeg havde RIGELIGT med maling, og fordi lyset er lidt besværligt på den væg, og det derfor kan være svært at se nuanceforskelle, men jeg tror faktisk ikke, at det havde været nødvendigt. Jeg kommer aldrig til at købe billig maling igen, det er helt sikkert.

Jeg prøvede at smide de 5 liter på Marketplace, og her var det igen en fordel at have valgt et etableret mærke, for det var bare at skrive farvekoden, så kunne eventuelt interesserede selv google farven og se alle de billede-eksempler, deres hjerter måtte begære.

Det tog 4 timer at komme af med, og jeg har noteret i min lille bog, hvor meget, jeg brugte, så jeg har et nogenlunde målestoksforhold at gå ud fra, når jeg skal male næste rum.

3.

Solgt de to store Visse Vasse billeder, jeg havde hængende på min stuevæg. 

Min første tanke var, at jeg ville gemme dem, for de har kostet en formue. Både fordi de er store, men også fordi jeg er en idiot, der troede, at jeg selv kunne sætte en plakat i en skifteramme, hvilket a) ikke bliver godt med så store plakater – de SKAL sættes op med vakuum og b) derfor bøvlede så meget rundt, at jeg endte med at flække glasset. Jeg lærte min lektie, bed i det sure æble og tog plakaten med til en .. opsætter? plakat-butik? jeg ved ikke, hvad det hedder, men sådan én tog jeg den med til og betalte for både opsætning og ramme helt forfra.

Af samme grund vurderede jeg, at der faktisk ikke var grund til at beholde billederne, for motiverne har jeg stirret mig mæt på, så de kommer ikke op igen, og her i byen kan man ikke få plakater sat op i egen ramme, men skal købe den med hos opsætteren. (Som jeg hermed vedtager, at det hedder).

Jeg brugte 5 minutter på at glæde mig over, at jeg er nået til det sted, hvor jeg med det samme kan vurdere, om det er værd at gemme ting eller om de skal videre, for dels slipper jeg for at skulle finde steder, de kan stå uden at blive ødelagt af kulde eller fugt, og dels bliver tingene *brugt* i stedet for bare at stå og fylde, uden mål og med.

Jeg satte dem til 350 kr. for begge, og de var også væk næsten med det samme. Køberen har sendt mig et billede af væggen, de hænger på nu, og det gør mig oprigtigt glad, at de lever videre et andet sted.