Efter storm kommer stilhed

Klokken er 23.30. Begge børn har overgivet sig og snorker om kap i min seng, og jeg sidder med champagnen, som jeg er tyvstartet på, omgivet af serpentiner, glimmer og heliumballoner.

Vanen tro har jeg været tilbage og kigge på de kort, jeg trak for året, vi er på vej ud af, og 01.01.20 trak jeg hhv. ‘Mending’, ‘Chaos and conflict’ og ‘Time to go’ – og altså. Ja. De viste sig at skulle tages mere bogstaveligt, end jeg troede. 

Det er et mærkeligt år at tage afsked med. Alt har været så ekstremt og polariseret, hvilket både har været virkelig skidt og virkelig lærerigt.

Der er blevet mindre forstillelse og mere forståelse på nogle områder, mens kløften aldrig har været dybere på andre.

Det er, som om, vi er blevet bedre i det små, fordi alt har været sværere i det store. Min oplevelse er, at både jeg og alle omkring mig, er blevet bedre til at stoppe op, tage pauserne og fange øjeblikkene og gemme dem der, hvor det tæller. Om det er resignation eller en dybere forståelse af vigtigheden af at gribe hverdagslykken, når den pludselig byder sig til, er svært at sige, men personligt har jeg fået mere og varmere kaffe i mere kaotiske omgivelser, end nogensinde før. Jeg ræser ikke længere igennem mine lister med løftet om pause som guleroden for enden – jeg stopper op undervejs, fordi det her år har lært mig, at alt kan ændre sig på et splitsekund.

I morgen trækker jeg kort for det kommende år, som jeg ikke engang tør gisne om, hvad vi skal forvente os af.

En dag og et skridt ad gangen, ikke? Uanset om det bliver sammen eller hver for sig.

Godt nytår.