(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft gang i den store oprydning i julepynten. Det gjorde jeg sådan set også sidste år, hvor jeg i starten af december sørgede for at få afleveret det, jeg ikke satte frem, til genbrugsbutikken, så de kunne sælge det, og ikke skulle bruge lagerplads på at opbevare det, men i år ryddede jeg også op i juletræspynten, og de lamper, lanterner osv. vi har haft stående.
Fordi julen var overstået, spurgte jeg i en stor, esbjergensisk gruppe på fb, om nogen kunne bruge overskydende pynt, der stadig var fint og fungerede, som det skulle, men som bare var i overskud. Mit håb var, at nogen, som arbejdede et sted, hvor det kunne bruges, ville henvende sig, og alt gik op i en højere enhed, da en pige, jeg har været i mødregruppe med, kontaktede mig. Hun arbejder et sted for socialt udsatte, og alt deres pynt gik til sidste år.
Vi har snakket om det før: Jeg er kæmpe modstander af, at man for selv at få det bedre, insisterer på at ville bestemme, at det skal være Nogen, Det Er Synd For, der skal arve de ting, man ikke længere selv kan bruge. Jeg forstår sådan set godt impulsen, men jeg står fast på, at det handler mere om dig end om modtageren, hvis du insisterer på, at den aflagte flyverdragt SKAL aftages af en syrisk flygtning.
Derfor lavede jeg mit opslag på facebook, så man kunne byde ind uden at skulle krænge sin økonomiske situation ud, for for mig er det tusind procent ligegyldigt, om tingene bliver brugt af hjemløse, fattige studerende eller mennesker, der selv kunne købt fra nyt, hvis de manglede. For mig er det vigtigste, at tingene bliver brugt.
Og det er hjælp til selvhjælp, for det er tusinde gange nemmere at smide ting i Ud-kassen, når man ved, at de kommer til at leve videre et andet sted. Jeg fik derfor ryddet GRUNDIGT op, og fik endda trukket min mor med i faldet, så onsdag satte jeg 6 store bæreposer med aflagt julepynt, glaskugler, lanterner og lamper i garagen hos min tidligere mødregruppe-veninde.
Jeg brugte et par ekstra timer på at ompakke den resterende julepynt, så det nu er grupperet efter, hvornår jeg skal bruge det. Jeg har taget alle småting og glaskugler ud af kasser og æsker, og det hele ligger nu i gennemsigtige poser, så det er nemt at finde f.eks. kugler, der skal bruges til at pynte adventskransen, og jeg har skrevet i min bog, hvad der ligger hvor, så jeg kan finde nissehuerne, når Anton pludselig d. 29. november kl. 21.45 kommer og meddeler, at han skal have én med i skole i morgen tidlig.
Til sidst lagde jeg en reminder ind i min kalender, så jeg i starten af november husker at læse op på, hvad vi mangler og hvad vi har, og jeg er nærmest upassende tilfreds med mig selv.
2.
Solgt 6 puslespil og foræret to, som jeg blev gammel og sur af at lægge, væk. Der var et par nye under træet, og du kan ikke sælge julepuslespil i april, så de skulle skyde af nu, og det blev de.
3.
Lavet mad til vores familiejulefrokost på dagen. Krævede det, at jeg satte vækkeuret og stod op, så jeg kunne nå det? Ja. Var jeg vild med min egen idé, lige den dag? Meget lidt. Men til gengæld forlængede jeg levetiden på maden markant, for der var intet af det, jeg medbragte, der var opvarmet, så alt hvad der ikke blev spist, kunne uden problemer holde sig et par dage, genopvarmes eller smides i fryseren.
Jeg har skrevet i min bog, hvor meget, der blev spist, så vi til næste år forhåbentligt kan ramme lidt mere plet, mængdemæssigt, og jeg har sørget for at få tænkt ind i madplanen, hvad vi havde i overskud. Det overrasker mig altid lidt, at det faktisk kræver en indsats at få ryddet køleskabet, men alle skåle og fade er tømt, de ting, vi ikke selv kunne nå at spise, blev foræret væk, og resten røg i fryseren.
Mon nogle af jer derude gjorde jer nye erfaringer med madspild i julen? Hvis I gjorde, så del det endelige med resten af os i kommentarfeltet, uanset om det var sejre eller nederlag, I høstede.
*Jeg ved godt, at vi er i uge 53, men det virker træls at skrive ‘2021, uge 53’, så jeg hijacker lige hele kalenderkonstruktionen og laver en selvbestemmer.
Vi havde ikke fået pakket skroget af ænderne ordentligt ind inden det kom på køl. Derfor var det blevet rigtig trælst og tørt i kanterne da jeg 2. Juledag ville pille det rent, så det kunne spises sammen med resterne til aften.
Det blev jeg ret ked af, indtil jeg kom i tanke om at bruge det til andefond. Det kød der var værd at spise blev pillet af og serveret til aften. Resten kom i en gryde sammen med en vissen gulerod, lidt løg og selleri. Et par timer efter havde jeg en vidunderlig fond, som er frosset ned til Mortens aften. De afkogte skrog og resten af snasket har vores katte holdt fest med..
10 store point for at improvisere sig ud af en fejl-40 <3
Jeg fandt ud af at jeg godt kunne lave klatkager af risalamande😁
High-five!
Vi havde kalkuleret med flæskestegssandwich til frokost 1.juledag for dem, der var blevet og overnatte. Godt nok blev der dermed lavet ekstra flæskesteg d. 24., men til gengæld var der en lækker måde at få det brugt på. Og der kunne også snittes lidt af rødkålshovedet, eller bruges evt rester af den varme rødkål. Lækkert og nemt😊
Det har jeg simpelthen sådan haft lyst til, siden én nævnte den der christmas-sandwich fra UK i et af de tidligere indlæg!
Vi har haft lidt af både og. Vi holdt ikke jul hjemme og erfaringen fra sidste år er at vi så ikke får spist de grøntsager vi får i grøntsags kassen. Dels er der flere dage vi ikke er hjemme (ikke helt så mange i år) og dels gider vi ikke lave mad når vi er hjemme så vi afbestilte den og købte det vi havde brug for og som var let til gnavegrønt. Der har vi indgået madspild.
Tilgengæld valgt vi i efter sidste pressemøde at aflyse de nytårsplaner vi havde (vi havde IKKE planlagt en stor fest men stille og roligt 6 voksne og nogle unger. Tætte venner hvoraf den ene kommer hos os 1 gang om ugen…men det gør kone og datter ikke osv). Om ikke andet havde vi bestilt mad til de voksne udefra og her endte der med at være lidt spild fordi vi (frivilligt) overtog og ungerne spiser ikke så meget salat som voksne ville have gjort og vi er kun 4. tilgengæld har vi jo så haft lækre rester og har fået gjort rimelig kål på det ved at bruge tapas som pålæg, honningen der var med i te, og ellers bare spist kødet koldt, lynet kartofler i ovnen osv.
Planen var oprindeligt selv at lave mad til ungerne. Sidste år fik vi en børnemenu til dem med bygselvburgere til hovedret. Det var fint, men man er jo netop ude i at det er skåret på forhånd osv og derfor er grøntsagerne lidt trætte hvis de skal bruges senere. Det ville vi have undgået i år ved selv at lave det. Evt. Uspiste bøffer kunne også lettere genvarmes osv.men det blev så ikke til noget i år.
Det lyder som om, du/I har været superbevidste om at udnytte maden hele vejen igennem. Og jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg kan langt bedre leve med madspild, hvis det er noget, der er sket, fordi #Livet. Jeg bliver langt, LANGT mere træt af madspild, som opstår, fordi jeg ikke lige tog mig sammen og tjekkede køleskabet, eller lavede mad på slump og endte med ikke-fryse-egnet mad nok til at kunne brødføde hele Esbjerg.
Helt enig. Det var sådan en ting hvor vi måtte sige at det var sådan det blev. Men det føltes alligevel lidt ærgerligt at hælde mad der havde været god ud i skraldespanden.Godt nytår i øvrigt!
Tusind tak og i lige måde! <3
Jeg holdt julen, men grundet allergier, så er der meget, som jeg ikke spiser. Samtidig skulle ungerne til deres far d.25., så jeg var ret hård med alt blev delt og ikke ukritisk stoppet i køleskabet til at blive for gammelt.
Næste gang må jeg forsøge at få dem til at have bøtter med, for der røg usandsynligt mange fryseposer. Bøtterne finder nemlig sjældent hjem og de fleste er for små til julemiddag. Den kamp er desværre hård i min familie, min mor bruger altid poser og er svær at overbevise..
Min risengrød gik dog til. Dels havde jeg lavet lidt vel rigeligt og dels glemte jeg, at det jo var lavet d.23. og ikke 24. 🤷♀️ så den blev for gammel.
Jeg genbrugte i øvrigt min note fra 2012, tror jeg, om mængde risalamande. Det var ret fedt at have et udgangspunkt, selvom der er kommet 4 børn til siden om 2 voksne mindre.
Jeg elsker min bog, hvori jeg skriver mængder til både fødselsdage, julefrokoster osv. Jeg er simpelthen så dårlig til at vurdere, hvor meget folk kan spise, så det er for mig en ret stor hjælp at kunne se, hvor meget pizza X antal børn spiste sidste år, fordi det i hvert fald giver lidt mere rettesnor end stemmen i mit hoved:)
Jeg ved ikke, om det er en mulighed for dig, men jeg vasker altid mine isbøtter af, så jeg har 3-4 stykker i skabet. De er perfekte til madrester, hvis man sender hjem med mennesker, man enten sjældent ser, eller som er for distræte til at huske at sende tupperware retur.
Vi holdt julen hos x-svigerforældrene, så bortset fra et par dage, hvor jeg spiste rester med kæresten (hans rester 🙂 ), har madlavning i ferien med ungerne haft til formål (også) at fylde fryseren op, til nu når “hverdagen” er retur. Det lykkedes, og det betyder så, at SAMTLIGE skyr- og isbøtter i skuffen nu står fyldte i fryseren. Fuldstændig uhørt, troede aldrig det ville ske!
Jeg ved ikke, om du er klar over det, men jeg læste engang, at det frarådes at bruge fx bøtter til skyr eller rejer, da de ikke er lavet til at blive frosset ned.
Det samme gælder, hvis man putter varme retter i isbøtter. Så skal man gerne lade det køle af inden, da de ikke er lavet til varm mad.
Jeg kan godt huske, at jeg har læst noget tilsvarende. Jeg bruger dem primært til transport; så går jeg ud fra, at folk selv fylder i fryseposer, hvis de skal have tingene liggende i fryseren længe. Men når det er sagt, så ville jeg ikke ligge søvnløs over at bruge tomme is-bøtter til at fryse i. Man må antage, at emballagen er lavet til det:)
Det var en meget overskudsagtig approach – godt gået! Jeg er lige nu der, hvor jeg har rester i køleren, der skal spises, men også har virkelig meget godt i fryseren, der frister. Samtidig vandt jeg min egen mandelgave, som var et gavekort til hjem-is, så jeg skal også have lavet lidt plads i fryseren. Et luksusproblem af de store:)
Jeg lavede spansk omelet d. 25. af de kogte kartofler, der blev til overs fra juleaften. Ikke særlig julet, men ærligt talt lige hvad vi trængte til i familien. Det er i øvrigt en FANTASTISK resteret. Der kan freestyles ret voldsomt med indholdet. Den meget lidt julede version jeg serverede, var med efterladt chorizo og frossen spinat samt diverse osterester som topping (noget vesterhavs, noget frisk mozarella og noget cheddar. For mig smager alt grillet ost ens = fantastisk, så jeg har ingen skam over at blande).
Det er faktisk længe siden, jeg har lavet sådan en bandit – det tror jeg snart, jeg skal igen. Er der bagepulver i den spanske også, eller er det forbeholdt den italienske?
Mit allerbedste erfaring ift. madspild er at få en labrador. De spiser ALT :-). Og så er det virkelig hyggeligt også på så mange andre måder. Det kan virkelig anbefales med sådan en i familien.
PS: Hun får selvfølgelig ikke alt – bare lige for en god ordens skyld :-).
Haha – din kommentar fik mig til at tænke på det her meme:)
https://me.me/i/jessi-baaamba-get-pregnant-youll-find-out-who-your-real-15798450
Jeg kan også anbefale kombinationen af lidt katte og høns.. Ingen mus og æg til gengæld for resterne (i kombination med kraftfoder naturligvis).
Vi regnede for sjov på det, da vores søn fik høns. 10 høns spiser for Ca. 3 kroner om dagen, når de har fri adgang til det fri og de får grøntsagsskræller, slatne blade og hvad de ellers kan lide. Samtidig leverer de Ca. 6-8 æg om dagen og det er mere end vi kan nå at bruge.
Ja, der skal man godt nok give den gas med omeletterne, hvis man skal følge med:-D