Godaften i snevejret. Alt vel? Her er det.. op og ned. Jeg er en af dem, der ikke er hjemsendt, og ikke kan arbejde hjemmefra, og som derfor er ved at brænde sammen af stress over modsatrettede ønsker og forventninger hos mig selv, pædagoger, lærere, regering og Sundhedsstyrelse. Jeg synes, det er så utrolig utrygt at være en af dem, der skal ‘holde Danmark i gang’, og selvom jeg godt forstår matematikken bag den manglende håndfaste udmelding og nedlukning, er min frustration over, at det bliver mit problem, at det her ikke kan løses på en god måde, enorm.
Men i takt med, at der lukkes yderligere ned og restriktionerne strammes, ruller der også aflysninger ind på mine opgaver. Jeg står til rådighed i det tidsrum, jeg ellers er planlagt, så jeg kan ikke bare beholde børnene hjemme, men det giver stadig mulighed for at aflevere senere og hente tidligere, og – de dage, mine forældre kan hjælpe – at holde børnene hjemme og have mormor og morfar i baghånden som back up, hvis der kommer andre opgaver.
I nat blev jeg fældet af verdens ledeste migræne, som jeg passerer på gaden på nogenlunde samme tidspunkt hver eneste måned, men hvor jeg plejer at kunne power through på en blanding af panodil, ipren og iskoldt danskvand, måtte jeg ud og knække mig klokken fire i nat. Det er mig en evig kilde til undren, at man kan have så ondt i hovedet, uden at det flækker som en overmoden vandmelon, man taber på fortovet.
Men over middag var jeg nogenlunde mig selv igen, og vi har brugt eftermiddagen udenfor i sneen. Ikke, at der har været så meget på disse kanter, men luften er bare ganske særlig, når det sner, og himlen ligeså. Børnene er så lækre, at jeg har lyst til at bide i dem, når de står med røde kinder, funklende øjne og snefnug i håret, og selvom dagen startede virkelig træls, er den endt så fint, så fint.
Lige nu sidder jeg og skriver i en rodebutik af olympiske dimensioner. De sidste par eftermiddage og aftener er gået med at male stuen og med at begynde at kigge på værelsesrokaden. Sidstnævnte kommer jeg til at skrive mere om i ugens M2021-indlæg, men stuen er jeg færdig med at male nu, og den er blevet SÅ fin. Jeg har bestilt nye plakater på nettet, og jeg kan næsten ikke vente med at få dem op. Egentlig havde jeg planlagt at skrue hylder op og få sat alting tilbage på plads i dag, men jeg er stadig mat i sokkerne efter en lang nat, så det hele har fået lov at stå til i morgen. ‘Respekt for pauserne’ er et af mine nytårsforsæt, og det har jeg tænkt mig at holde.
Nu vil jeg kravle under mit tæppe med en stor kop te, og skyde lidt Netflix i armen, inden jeg springer tidligt i skrinet, så jeg er klar til en ny dag ved fronten i morgen.
Jeg håber, I hænger på derude.
Phew, det lyder som urimeligt hårde odds. Har aldrig selv haft migræne, men du beskriver det så godt jeg næsten får ondt i hovedet af at læse om det. Måske er det malplaceret, men kunne det være en ide for dig at udskyde maling og omrokering til verden er blevet bare lidt mere normal igen ? Et af mine personlige mantraer i denne meget mærkelige tid er: forvent så lidt af dig selv som muligt. Ud fra en tanke om, her skal der sådan set bare overleves. For mig betyder det for meget vin – også på hverdage – og for mange cigaretter. For andre kan det måske være slik, kager, netflix, jeg ved ikke. Måske andre her kan komme med flere ideer ? Jeg tror bare at i denne pandemi tid er det vigtigt vi ikke forlanger for meget af os selv. Jeg forsøger at tilgive mig selv for ikke at være den bedste version af mig selv under pandemien. Måske kan du bruge det, måske ikke. Anyways jeg sender forbandelser mod din migræne.
Jeg forstår 100%, hvad du mener – og hvor jeg egentlig synes, at jeg i foråret var ok-god til at huske, at vi bare skal igennem med barren der, hvor vi har overskud til at træde over den, så skal jeg minde mig selv om det nu. At det stadig er alvor, og at det er ok at være træt og stresset over det.
Men som flere nedenfor er inde på, så er de her projekter konkrete, hvilket lige nu føles godt, synes jeg. Og resultaterne gør mig glad. Derfor føler jeg, at det giver mening at fokusere på dem nu <3
Vi har haft byggeprojekter i to rum på en gang i december, indbygget klædeskab (med masser af dejlig plads) og minikontor, og selv om det var benhårdt at male skabslåger hver aften i tre uger i en mørk, travl måned, er det SÅ fedt nu med to “nye” rum. Hvor det ene er en god hjemmearbejdsplads ikke mindst… 😉
Åh, hvor tilfredsstillende!
Ja det forstår jeg godt, man bliver glad i låget af at få frisket sit hjem op. Og ikke mindst følelsen af at der er noget, man kan overskue. Jeg tror jeg kom til at fejllæse dig mht hvad der kan udløse stress.
Efter at have læst hvad både du og andre skriver her, sidder jeg tilbage med et spørgsmål. Dk er i højeste beredskab pga pandemien, en hær af politikere, styrelser, institutter, politi, eksperter, rådgivere og specialister indenfor kommunikation er i gang. Hvorfor er der tilsyneladende ingen, der har fokus på forældre, der både har hjemmeboende børn og arbejde? Der bliver lavet information til de der kun taler f eks polsk eller somalisk, der bliver indrettet isolation på hoteller, der bliver brugt millioner på segmenterede informationskampagner. Hvorfor er der ikke nogen, der kan tage børnefamiliernes situation op ? Ja det er jo ikke spørgsmål du kan svare på, bare en generel undren.
Ja, det er jo 10.000 kroners spørgsmålet, og jeg tror, at svaret er ligeså deprimerende, som det er indlysende: Økonomi. Hvis dem, der bestemmer, åbent anerkender problemet, der ligger i, at man både beder folk passe deres arbejde, og samtidig tage sig af deres børn (og betale fuld smæk for hele baduljen samtidig), så bliver det med ét slag også deres opgave at komme med en løsning på, hvordan dét regnestykke går op. Det kan man ikke få det til at gøre – ikke uden at det koster problematisk mange penge.
Det mest trælse er, at jeg sådan set godt forstår, at de vælger at tackle det sådan. Det er jo også i min interesse, at der er pædagoger nok på stuerne om 2 år, og at der er økonomi til at prioritere korte ventelister på kræftbehandling – men som i alle andre af livets sammenhænge, bliver det ikke mindre frustrerende at stå i en svær situation, fordi man forstår, hvorfor man står der.
Her er jeg på langs efter arbejdsdag nr. 3, hvor jeg – helt uden værnemidler har krammet, tørret næser, er blevet savlet og (næsten) nyst på #ninjareflekser.
Altsammen i dejlig nærkontakt med verdens lækreste vuggestue unger og sådan cirka 25-30 af deres familie “bobler” Godt nok en mærkelig fortsættelse af et mærkeligt sidste år, og så lige med en dejlig underhånds karateslag af min aller øverste “arbejdsgiver”, som tror at vores toppræstation som fag-profesionelle sidste år var at “lære en hel generation at vaske hænder”. Suk.
Klør på. Elsker mit job. Har verdens bedste kollegaer. Og endda en rigtig god chef.
Og ville ønske for alle parter, at der blev truttet ren røv med “skal” og “må”, istedet for “bør” og “kan”.
Men hey, i det mindste har vi fået vores helt egen risiko-niveau (6 og 7) som jo må dække nødpasning og lukning ??
Det går. Jo nok. Alt sammen.
Ja, på den ene eller anden måde gør det jo nok. Jeg misunder jer ikke. For mig er en af de store stressfaktorer, at jeg intet selv har at skulle have sagt i forhold til, hvad jeg finder forsvarligt. Kommer jeg ud på en arbejdsplads, hvor 60 mennesker er samlet, fordi de normalt arbejder tæt sammen, og derfor gerne må være på de samme m2, så er det vilkårene, jeg skal være i. Det synes jeg er svært. Jeg har haft fat i covid-hotlinjen et par gange, men det var sgu ikke den store oplevelse. Den ene af gangene grinede kvinden i røret af mig og lukkede ned med “- men bruger du ikke sprit?” Jo. Jeg gør sgu da så. Og afstand og mundbind og albuer til dørhåndtag. Men jeg er sammen med væsentligt flere mennesker i løbet af en uge, end der bliver lagt op til, og jeg bevæger mig over store, geografiske afstande. Jeg føler mig alene med min bekymring, og det hele er sgu bare svært at være i.
Jeg så en brite skrive, at vi bare burde sætte ekspedienterne i Aldi til at stå for vaccinationerne, for så var vi alle igennem inden udgangen af januar, og bliver der lavet en underskriftindsamling for det, kommer mit navn til at stå allerøverst.
Jeg synes det er vildt svært at balancere opstart i nyt job, hjemmeskole og behov for en lille smule ro i hovedet. Samtidig græder min yngste søn flere gange om dagen, fordi han – nu hvor hjemmeskole gør, at han ser sine venner på skærmen – hele tiden bliver mindet om, hvor meget han savner at være sammen med dem.
Vi har levet vildt isoleret og ingen af os fire har været så meget som nær kontakt en eneste gang – og når man bor i København er det noget af en præstation. Men vi har ingen familie tæt på og vores boble består derfor af os selv – og vi trænger helt ærligt alle sammen til at se nogen andre. Desuden er børnene nu så store, at når de først er faldet i søvn har jeg cirka 12 sekunder før jeg selv falder i søvn. Og når man er 4 mennesker på 115 m2 døgnet rundt kunne man godt trænge til lidt mere space.
Jeg gad godt spole tiden lidt frem og glæder mig nærmest til at skulle på tjenesterejse i næste uge – hvis den ikke bliver aflyst – selv om det indebærer, at jeg skal sidde på et dødssygt provinshotel helt alene om aftenen…
AL sympati herfra! Jeg synes næsten, at det sværeste er, at man ikke på noget tidspunkt har mulighed for at samle tankerne, fordi man hele tiden er på-på-på.
Jeg krydser fingre for en tjenesterejse til dig og et hotel med et fyldt barskab og fuldt smæk på WiFi <3
Er også gået igang med et større istandsættelsesprojekt, som sjovt nok har spredt sig til hele lejligheden, selvom det blot et et enkelt værelse, der er i fokus lige nu.
At bo i den slags rod er helt sikker hell on earth for nogen – især i disse tider. Men personligt har jeg erkendt, at min glæde ved det endelige resultat klart opvejer alt forudgående besvær. Jeg startede blidt (?!) med køkkenlåger, og har gradvist eskaleret over vægmaling til samling af nye IKEA møbler.
Og sådan finder man jo hver især de ting, der giver lidt lys og glæde i hverdagen:)
Præcis. Jeg tænker faktisk også, at man sætter ind på både glædes-kontoen og den præventive-stress-konto. I hvert fald når det er projekter, som man ville lave på et tidspunkt alligevel, som f.eks. værelserne her. For uagtet at der er arbejde, hjemmeskole og omstilling galore, så har jeg stadig, målt på minutter, mere tid nu, end jeg får, når det hele ruller igen, lige om 5 minutter (- ikke?)
Jeg går også på arbejde, og trods jeg forstår, at min funktion er vigtig- og selvfølgelig skal jeg det (lærer på specialskole) så er jeg sku træt af det!
Og så lige en lille detalje; prøv lige at slå din migræne ned med to treo i stedet næste gang. Meget mere effekt for mig
Nej, hvor dejligt med et konkret tip. Jeg har skrevet det på sedlen til i morgen – tusind tak. Hvis det hjælper, indstiller jeg dig til en helgenkåring!
Jeg arbejder hjemmefra med to skolebørn og har valgt at holde lillesøster hjemme. Har man pr. definition mulighed for at holde barnet hjemme, fordi man rent faktisk er hjemme? Eller skeles der også til hvorvidt man skal passe et job? Jeg synes, det er fluffy og irriteres især over, at når det kun er en anbefaling, så bliver det i øvrigt for egen regning. De knap 1000 kr det koster ugentligt at have et barn i børnehave med madordning, vil jeg aldrig kunne få refunderet, for jeg holder jo barnet hjemme frivilligt og institutionen er åben, de vil bare ikke have, at jeg kommer med barnet.
Er der nogen, som griber det barn, når hverdagene vender tilbage og hun har været fraværende i 1 måned? 2 måneder? Mens vennerne ikke nødvendigvis var det? Hjælper pædagogerne hende tilbage i legegruppen? Jeg gætter på en ny sang om, at det helt sikkert må være skilsmissen, som er årsagen til hun ikke vil i børnehave. Sidst viste det sig i øvrigt med al sandsynlighed at være fordi de glemmer børnene på toiletterne, de kan nemlig ikke høre, at de kalder, fordi de er på legepladsen. Det hjalp, at hun nu er helt selvkørende. Godt man ikke har en på 3 år, der skal sidde mutters alene på et koldt badeværelse og kalde og kalde uden nogen kommer. Det skærer i hjertet. De ved det i øvrigt godt, men har ingen løsning.
Jeg er træt og børnenes skole har valgt at oppe niveauet for undervisning betragteligt fra foråret. Der er skolegang 08-1330 for 3.kl, mens 0.kl skal følge en lektion om morgenen og derefter selv arbejde videre. De skriver, at de har taget hensyn til forældrene og at barnet (i 0.) sagtens burde kunne arbejde videre selv, når det er sat i gang.. HAHA Hvem tror på den? Når skærmen slukker så fortsætter hende på 6 af egen drift og færdiggør sine lektier uden at forstyrre eller foretage sig alt muligt andet. Right..
Jeg synes, det er umenneskeligt, at de i 3.klasse skal sidde foran skærmen i 5 timer med korte pauser og arbejde. Og når systemet så fejler, fordi læreren er IT-analfabet, så gives der yderligere lektier for.
Er det snart slut?
Mht. rokade og maling af stue, så kan det være hårdt, men jeg tænker man skal have resultatet for øje? Og gøre op med sig selv om det er energien værd, corona eller ej.
Efter julen blev det for alvor synligt, at den midterste manglede opbevaringsplads på sit værelse og selvom jeg nøjedes med udskiftning af sengen (som i øvrigt ikke passede til værelset) og det blev gjort på en eftermiddag, så bliver jeg, her en uge efter, stadig glad når jeg ser den nye “indretning” og over hvor meget bedre værelset fungerer. Det giver positiv energi.
I min datters nuværende børnehave har de installeret et ringeklokke, så barnet kan ringe på en voksen, når alle er udenfor. I den gamle børnehave var scenariet det du beskriver – børn der skreg sig hæse og ventede i lang tid!
I øvrigt har jeg flere steder læst at anbefalingen om at holde Børnene hjemme hvis man kan, gælder forældre som ikke også skal arbejde hjemmefra, så du kan med god samvittighed aflevere, hvis det er det, du foretrækker.
Først og meget lavpraktisk: Jeg har flere steder set de der skrækkelige båt-horn på toiletterne i børnehaver. Og jeg tænker også, at der må kunne laves en løsning med en ringklokke som den, døve har, hvor man har en vibrator om håndledet eller i lommen. Så må der være en voksen, der har toilet-vagt, for det der grænser jo til mishandling (- og jeg er med på, at det ikke er noget, der sker, fordi pædagogerne er ligeglade eller onde. Normering, normering, normering.)
Men jeg vil også bare sige, at jeg har det PRÆCIS ligesom dig. Jeg har så mange overvejelser om, hvad det her kommer til at betyde på lang sigt, og jeg kan næsten heller ikke være i, at vi selv lige må finde ud af, hvordan vi hjælper med at slå en pandemi ned, samtidig med at vi passer et arbejde uden at aflevere børn, og hvad vi gør med mindre søskende, når vi hjemmeskoler de store. Og jeg GIDER ikke høre om dem, der hjemmeskoler og har 100 børn, for det er bare fino, men de skal heller ikke følge et fastsat pensum og sætte sig ind i 38357 it-systemer og programmer, samtidig med at de passer et fuldtidsarbejde. Jeg skal også bede om, at det slutter NU.
De har også sådan en ringeklokke i min yngstes børnehave. De kan tage modtageren med ud. Det fungerer fint. Eneste ulempe er at min datter så da hun var yngre råbte ding ding fra vores toilet (eller andres) når hun var færdig og det skabte lidt forvirring hos f.eks. bedsteforældre i første omgang.
Men helt konkret så lyder det til at der er nogle ting i børnehaven der ikke fungere som det skal.jeg er helt med på at der er tryk på og manglende normeringer, men din kommentar omkring det med skilsmissen og unger der er glemt på toilettet får mig til at tænke på om du skal kigge om der er andre muligheder?
Mit bedste råd: Sænk ambitionsniveauet. At være god mod sig selv, være en god kone, mor, veninde, medarbejder, datter, søster, kusine … og så skal være en pædagogisk hjemmeskolelærer oveni svarer til at lave en julemiddag hver dag i mange timer. Der er fuld fart på alle blus, og hverken rødkål, brune kartofler, sauce, and eller flæskesteg må futte af. Der er (mere end) en grund til, at det kun er jul én gang om året.
Hvis det var jul hver dag, ville vi automatisk sænke ambitionsniveauet. Vi ville ikke lave mad en hel dag, og da slet ikke på 4 blus og i 2 ovne på samme tid. Noget må andre ta’ sig af, noget må vente, andet må syltes, noget må man springe over.
Det er et godt og validt råd – men jeg oplever ikke helt, at det er det, der er problemet i denne runde. For barren herhjemme er efterhånden sat så lavt, at den i mistænkelig grad minder om snubletråd, men i denne ombæring bliver jeg træt og sur og stresset over, at være den, der skal opfinde en løsning, så Danmark holdes igang og vores arbejdspladser bevares, samtidig med, at vi mandsopdækker vores børn (der ikke alle sammen er så selvkørende som køreplanerne forudsætter), og helst holder vores børn hjemme, så pædagoger og lærere ikke skal brække sig af stress over at være omkring 1000 børn, midt i en pandemi.
For at bruge dit billede, føles det som at være kok i et køkken, hvor værtinden bliver ved med at booke gæster ind, tjenerne bliver ved med at tage imod bestillinger, leverandørerne har meddelt, at de ikke leverer varer og alle opvaskerne er gået hjem, alt imens der ved hovedindgangen står en flok aktivister og råber, at det er uansvarligt at holde restauranterne åbne.
Det bør ikke være kokkens opgave at fremtrylle en hyggelig julemiddag for alle de forventningsfulde gæster – men på en eller anden måde er det alligevel der, vi er endt.
Hej Linda!
Tak for din hilsen! Faktisk fik jeg trykket publish ved en fejl, så indlægget er faktisk blot en kladde.. Jeg ville lave overskrifter og færdigredigere senere. Men mine fede fingre ramte ‘udgiv’ – og jeg opdagede det først, da jeg fik din kommentar. Det går også stærkt her, og hvor der handles, spildes der også.
Du har brugt rådet, som nu er en snubletråd – og det er ikke nær nok. Pis også!!! Jeg ville ønske, at jeg havde et råd #2, men jeg har ikke flere.
Jeg kan kun gi’ dig et virtuelt kram 😘🥺
Jeg håber, at du lykkes med at holde sammen på tropperne og bevare forstanden.
Mange hilsener
Gitte
Min kæreste er også jævnligt migræne-ramt og efter et virkelig slemt tilfælde for nogle år siden endte han på akutmodtagelsen – og et af lægens bedste råd var faktisk også treo i stedet for andet smertestillende. Som farmaceut vil jeg altid anbefale Panodil eller ipren til smerter, men der er noget der tyder på at treo kan noget godt for lige præcis migræne.
Der begynder at tegne sig et mønster – jeg har købt treo idag. Så håber vi, at de også har effekt på mig 🙂
Jeg kender desværre godt det med migrænen, som jeg pludselig begyndte at få i en voksen alder. For mig har det hjulpet big time at tage magnesium, faktisk i en grad så det hurtigt straffer sig, hvis jeg stopper igen. Migrænen er ikke altid helt væk, men til gengæld i en helt anden liga, hvor den er uendeligt meget rarere at leve med.
Nu, du skriver det, foresvæver det mig, at jeg måske har hørt det råd før? Det skriver jeg mig lige bag øret – tak <3
Jeg synes jeg oplever en underlig splittelse i øjeblikket. På alle mulige fronter: jeg trænger til at se mennesker men har samtidig mest lyst til at bure mig inde med lille familie indtil det her er ovre, jeg gad godt der var mere konkrete regler samtidig med jeg bare godt selv vil have lov at bestemme osv.
Vi er privilegerede i øjeblikket og kan godt få det til at hænge sammen med at holde den yngre hjemme også. For vi er to voksne og har fleksible arbejdstider.
Men mest af alt fordi vores unger leger så godt sammen og hvis ingen skal afsted er der ikke tidspres og så kan den yngste godt selv komme i tøj og tage morgengryn osv. Men jeg har også kolleger som er e næsten samme situation men hvor ungerne lige er en tand yngre og det SLET ikke fungerer at arbejde når de er hjemme. Og der synes jeg faktisk det er godt de kan komme afsted. Problemet er nok mere at de ikke føler de kan gøre det med god samvittighed fordi der er så modsatrettede opfordringer og så bliver det svært.
Jeg oplever som dig at pauserne er vigtige. Jeg har besluttet mig for at gøre det meget bevist hvad jeg bruger dem til. Jeg har også kørt det med at sætte baren lavt og jeg tror det er et vigtigt element, men jeg oplever også at jeg så kan ende i en situation hvor mere bare føler det hele sejler og jeg ikke kan gøre noget. Så jeg prøver at mærke efter så jeg ikke bare ender med at glo på mobilen eller se Netflix. Fordi jeg oplever at det at gøre noget der kræver lidt indsats sommetider giver mig mere end det tager. I øjeblikket har jeg lavet en regel om min 10 min træning om dagen. Tidligere ville det have været mere noget med 3 gange om ugen eller lign…men jeg kan ikke overskue at sætte en time af. Baren er lav fordi 10 min er til at klare og de sidste dage er jeg så endt med 20, 30 og 60 min i stedet og det har været fedt og fordi det føltes rigtigt og gav mig en god følelse. På samme måde med at få noget ryddet op eller lign. Det betyder IKKE at jeg ikke tager helt rigtige pauser hvor jeg f.eks. ser Netflix, men det er blevet vigtigt for mig at det er et valg og ikke bare et default fordi jeg ikke lige synes jeg orker. For så dumper jeg helt hen. Tilgengæld er bare det med barren vigtigt for at acceptere at jeg gerne må vælge Netflix selvom opvaskeren ikke er tømt eller hvad det nu kunne være man ellers synes der skulle være ordnet.
Og som et ps. Så er det ikke nødvendigvis hardcore træning jeg laver. Bare bevægelse..den anden dag lavede vi en YouTube video med ninja “defeat the virus) og dansede just dance med ungerne…men pulsen kom op og smilene frem.
Jeg oplever det samme. Min egen, primitive fortolkning er, at det handler om, at vi lige nu zoomer ind og ud i et tempo, der gør, at vi næsten ikke kan følge med til at registrere vores egne behov og impulser. For lige nu er vi både helt alene, men også mere end nogensinde afhængige af hinandens adfærd og valg. Konsekvenserne, både helbredsmæssigt og økonomisk, af denne pandemi, er både meget fjerne og alt for nære. Vi skal forholde os til det hele samtidig, og derfor tror jeg, at vi både vil tales til og have retningslinjer, men samtidig vil have anarki og folk til at holde kæft.
Jeg læste et sted: “Husk, at alle du taler med, er to millimeter fra et sammenbrud”. Det var bare et meme, men det er nok egentlig et af de bedste pandemi-råd, jeg har fået.
Jeg kommer lige med endnu et meget håndgribeligt pip. Jeg døjer nemlig selv rimelig meget med migræne – gerne 3-4 dage en gang eller to pr måned. Det hjælper at skrue ned for kaffeindtaget. Men derudover har jeg utrolig god gavn af triptaner (kræver naturligvis en tur til lægen og en diagnose). Mine anfald sætter typisk ind om natten, hvor jeg vågner midt på natten pga dunkende smerter i højre side af hovedet. Hvis jeg er opmærksom ved jeg det på forhånd, fordi jeg har synsforstyrrelser mellem 12 og 24 timer inden et anfald starter, men det er ikke altid jeg er helt opmærksom på det (hvilket virker uforståeligt selv for mig, men min hjerne kører lidt langsommere de dage). Hvis jeg står op og tager en pille kl. 3 om natten eksempelvis, kan jeg falde i søvn igen efter noget tid og er så nogenlunde frisk om morgenen. Så kommer det tilbage, når pillens virkning tager af, men så tager jeg en mere inden det bliver for slemt.
Det er simpelthen så fedt med nogle konkrete råd. Jeg har skrevet det ned, og tager det med til lægen, når det er forsvarligt at stikke en tur omkring ham næste gang. Tak!
Åh, migræne er frygteligt. Jeg har også haft lange perioder med månedlige anfald, hvor det eneste, der virkede, var at ligge i mørkt rum i et par dage. Jeg har indtryk af, at alle migræner er forskellige, men jeg fandt ud af at min migræne kan holdes næsten helt nede med gymnastik. Når jeg husker at lave 10 min gymnastik hver dag (krop og bevægelse på DRs app), så kan jeg slippe for anfald.
Hvor er det fedt med noget, der virker!
Jeg går. Rigtig meget, faktisk. Og jeg er begyndt at øve med børnene, at de er alene hjemme en halv time – 40 minutter, i hvert fald hver anden dag, hvor jeg så går en rask tur. Jeg synes desværre ikke, at det har den store effekt på migræne-anfaldene, men de hjælper på det generelle velvære, og det er bestemt også værd at tage med <3
Ja! Treo! Jeg er aldrig blevet diagnosticeret med migræne, men er selv kommet frem til at den månedligt tilbagevendende tur med mega hovedpine kun kan afhjælpes en smule med treo. Intet andet virker.
Treo er landet på hylden – vi krydser fingre!
Hej Linda
Hvis du har reel migræne (og det tyder det på med opkastning), kan jeg kun bakke op om tippet med triptaner tidligere i kommentarsporet. De virker på en anden måde end alm. smertestillende (Pamol/Treo/Ipren mv.), som kun kan dæmpe symptomerne. Triptanerne påvirker også hjernens blodkar, der ændrer sig under et migræneanfald. Derfor er alm. smertestillende fine til normal hovedpine, men ikke egnet til migræne (i hvert fald ikke som eneste behandling).
Jeg er kronisk migræniker, og det var først, da jeg kom til neurolog, at jeg fik andet medicin end det almindelige smertedæmpende inkl. gigtmedicin til sidst, da jeg var helt desperat. Intet af det virkede specielt godt.
Min neurolog har sat mig på en anfaldsbehandling, der hedder to Eletriptan (for migrænen), en Domperidon (eller anden kvalmestillende; for kvalmen) og en stærk Ipren (svarer til to almindelige – fordi jeg oftest får slemme spændinger og smerter i nakken sammen med migrænen). Det er ikke en mirakelkur, men det er længder bedre end de alm. smertestillende, jeg klarede mig med i mange år. De fleste gange kan jeg tage et migræneanfald i opløbet (og om nødvendigt supplere igen, hvis det vender tilbage, som beskrevet af en anden tidligere), og det har virkelig betydet meget for min livskvalitet. Det er dog vigtigt at tage triptanerne, så snart man fornemmer et anfald under opsejling, da de har større effekt, jo tidligere de tages.
Min neurolog fortæller i øvrigt, at rigtig mange migrænikere bliver fejlbehandlet og kun får alm. smertestillende, fordi mange læger ikke er inde i forskningen om migræne. Det er en typisk kvindesygdom, som ikke har høj profil, og ifølge ham kunne mange migrænikere have en markant bedre livskvalitet, hvis de fik adgang til korrekt behandling (=anfaldsmedicin til migræne frem for udelukkende alm. smertestillende).
Det blev langt – brug det, hvis du kan, og spring let hen over det, hvis du ikke kan. Jeg har bare selv haft så meget glæde af at få adgang til behandling specifikt rettet mod migræne, at jeg frygtelig gerne vil give andre mulighed for at prøve det også.
Mvh. Signe
Jeg vil virkelig gerne tro, at de alment praktiserende læger overser hormon-udløst hovedpine. Efter at jeg er begyndt både at skrive lidt og at snakke med mine veninder om, hvordan vores kroppe opfører sig i den her alder, er jeg rystet over at opdage, hvor mange af os, der a) bøvler med samme symptomer og b) har været omkring vores læge med det, som har afvist det, fordi ‘du ikke er i overgangsalderen’. Det synes jeg er helt vildt.
Jeg har altid hovedpine lige omkring ægløsning, og lige op til min menstruation. Sidstnævnte er altid slem, og næsten umulig at få til at forsvinde, men ca. en gang om året, bliver den så slem, at jeg kaster op. Jeg har endnu ikke kunne se et mønster i, hvornår den opfører sig hvordan.
Tusind tak for konkrete anbefalinger. Som skrevet nedenfor, har jeg noteret alle jeres gode erfaringer, og jeg vil tage dem med til min egen læge og tale med ham.
Kh
Linda
I foråret var der væsentlig flere lette timer udendørs med børnene. Nu kræver det en grundig påklædning af alle indvolverede både før og efter og antallet af “brugbare” udetimer er reduceret pga af mørket. Møderne med et par meters afstand udenfor var mulige pga højere temperaturer.
Så om et par måneder er der bedre vilkår (hvis altså det bliver forår) uanset, hvor mange vaccinerede vi er nået op på.
Vi går på alle måder lysere tider imøde – tak for at minde om det <3
Som migræniker kan jeg kun bakke op om de tidligere forslag: 2 treo så tidligt som muligt i forløbet. Hvis det ikke tager anfaldet; så triptaner. De kan noget HELT andet end almindeligt smertestillende. Jeg går fra at være sengeliggende i ca 2 døgn uden medicin til smertefri ved korret brug af migrænemedicin. Afsted til lægen og bed om en henvisning til neurolog. Knæk og bræk, så ondt i hoved skal ingen have med jævne mellemrum!
Jeg mener i øvrigt at podcasten “hjernekassen” har et afsnit om hovedpine/migræne, som var ret fint at blive klogere af 🙂
venlig hilsen Mia
Ej, hvor fint! Det vil jeg se, om jeg kan grave frem.
Og jeg vil helt sikkert snakke med min læge om muligheden for triptaner. Når det er værst, vil man give hvad som helst for at få det til at gå væk, ikke?
Det er fuldstændig (!!!) det samme her. Sådan 2-4 gange om året bliver jeg slået helt omkuld med halvsidig migræne, opkastninger og ekstrem lysfølsomhed. Altid hormonelt relateret. Men kan heller ikke finde et mønster ift. hvornår det bliver rigtig slemt og hvornår det “bare” bliver ved hovedpine og spændinger. Det er først kommet indenfor de seneste tre år (er 38).
Så….hvis du får en god samtale/forklaring hos din læge må du da h’erne dele 🙂
Jeg var omkring både læge og gynækolog for et år eller halvandet siden, hvor jeg troligt havde nedskrevet alt, hvad jeg oplevede af symptomer, som tæller (og jeg beklager, hvis er er oversharing) men brystspændinger, smagsforstyrrelser, hovedpine/migræneanfald, knudrede bryster, ægløsning med så mange symptomer, at det har forvandlet sig til et ugelangt event, pletblødning osv. osv. osv. Ingen af dem havde noget i posen, andet end ‘kom hvis det bliver værre’. Efter at have snakket og skrevet bag om bloggen med efterhånden mange damer, kan jeg høre, at det er det samme for RIGTIG mange af os, som er i slut-30’erne/start-40’erne, og jeg kan ikke se anden forklaring, end at det er de indledende manøvrer til overgangsalder. Men INGEN af os har fået den forklaring, og det synes jeg simpelthen er så vanvittigt, for det er virkelig utrygt, når ens krop begynder at gøre ting, man ikke kan finde en forklaring på. Specielt fordi mange af os specifikt har spurgt, om det kunne være overgangsalder og har fået nej. Var man blevet sendt hjem med beskeden om, at det var de første, små tegn, havde man nok kunne finde en anden ro i det, og fokuseret mere på, hvordan man gør giver sig selv den nødvendige pleje og omsorg, for at mindske generne, i stedet for at jagte en forklaring og være bange for alt muligt alvorligt.
Så jeg har ikke de store forhåbninger til mere eller bedre forklaringer, men fordi migrænen er så hidsig, som den somme tider er, vil jeg også stille mig tilfreds med en behandling af den.
(Men jeg lover at dele ud, hvis jeg snubler over guldkorn <3)
Jeg er 34 og har siden min første graviditet (for 6 år siden) oplevet kæmpe gener ved ægløsning (især smerter og smagsforstyrrelser + migræne lige op til), ligesom jeg også får migræneanfald efter menstruation. Jeg oplever desuden i høj grad at være træt og trist/umotiveret omkring menstruation. Alt dette har jeg som sagt oplevet siden min første graviditet og jeg mærkede under min anden graviditet, hvordan det forsvandt, for så at vende tilbage for fuld smadder. Så ja, jeg vil bare melde mig som en del af den gruppe. Jeg har godt nok ikke opsøgt læge, men bare affundet mig med situationen og de månedlige dage med nedsat livskvalitet, som det virkelig medfører. Jeg ville også ønske, der var mere fokus på den kvindelige hormoncyklus og dens konsekvenser.
Jeg oplever faktisk, at generne ved ægløsning nu, er lige så slemme, som generne op til/under menstruation var for 5-6 år siden.
Det lyder lidt skørt, men jeg har aldrig tænkt over, at overgangsalder kommer gradvist. Jeg har nok tænkt det meget som menstruation eller graviditet; at det er en tilstand med en ret lodret entre-kurve. Det er faktisk Anton, der har fået mig til at tænke over, at det nok minder mere om puberteten, for jeg kan hos ham se de første, spæde forandringer, og her har jeg aldrig været i tvivl. Jeg har hele tiden vidst, at puberteten ville komme snigende, stille og roligt, og set i dét lys, er det jo oplagt, at den næste, store hormonforandring opfører sig lige sådan. Jeg forstår bare ikke, at jeg aldrig har fået den forklaring hos lægen.
Kære Linda.
Har du overvejet hormonspiral? Den fjernede ALLE mine månedlige besværligheder og ubehag (og det var virkeligt slemt).
Hej Lise.
Jeg har faktisk snakket med gynækologen om den et par gange. Jeg har kvinder omkring mig, der har haft stor glæde af hormonspiraler, men jeg har næsten ligeså mange, der oplever gener, som for en stor dels vedkommende ligner dem, jeg bøvler med nu.
Gynækologens bud er, at jeg er i risiko for at være én af dem, der kommer til at pletbløde osv, fordi min krop er gået ret meget bananas over langt de fleste p-piller og minipiller, jeg gennem årene har spist. Fordi jeg er så gammel, som jeg trods alt er, er hendes frygt derfor, at jeg kommer til at opleve gener lige så længe, min cyklus kører – og så kan det jo være ligemeget. Havde jeg været 5 år yngre, havde jeg med garanti taget chancen. Tak for input <3