M2022, uge 9
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tænkt på, at jeg lige ville følge op ift. el, nu hvor de rene elpriser har fået et ordentligt ryk opad.
I disse dage er den variable pris højere, end den faste pris er. I snit har den ligget på lige omkring 2,20, hvilket er ca. 50 øre over den faste pris pr. kWh.
Til gengæld har vi i forbindelse med stormen haft flere dage, hvor den har ligget på mellem 4 og 10 ører. Altså, ca. 1,5 kr. under prisen for den faste.
Jeg har gjort det til en vane at tjekke elprisen, når jeg laver morgenkaffe, så jeg kan time opladning af diverse devices, tøjvask osv. ift. hvornår prisen er lavest, og for mig er det stadig billigere at køre variabel end fast. Om det ændrer sig, må tiden vise, men egentlig kan jeg godt lide det ekstra fokus på mit elforbrug, som de variable priser giver mig. Jeg er ret sikker på, at jeg bare ville glide tilbage i den gamle gænge, hvor jeg lader lyset brænde, fordi det er hyggeligt og tumbler tøjet, fordi det er nemmest, når noget andet løber med min opmærksomhed – men morgentjekket er en god reminder både ift. hvornår og hvor meget, og det kommer helt sikkert til en give en ekstra besparelse, ud over det, jeg satser på at spare på den rene elpris.
Jeg har i øvrigt meget glæde af den fb-gruppe, som Pernille anbefalede i forrige M2022-indlæg, nemlig ‘Grønnere Elforbrug’. Der er kun opslag fra sideadministratoren (og altså ikke alle de ‘hej, jeg er lige kommet i tanke om, at jeg gerne vil have billig strøm/investere i aktier/starte min egen butik, men jeg gider ikke gøre en indsats, kom og fodr mig med viden’-opslag, som giver mig lyst til at sætte ild til mig selv), og jeg lærer noget nyt nærmest dagligt.
2.
Haft fat i viceværten for at høre, hvordan de gør silikonelisterne i brusenichen rene, når de sætter husene i stand ved overdragelse.
Der er udsugning i alle rum i det hus, vi bor i, hvilket er virkelig optimalt ift. vasketøj og kondens, og det hæmmer væksten af skimmelsvamp markant.
Men det er nok umuligt at undgå, at der kommer en smule i hjørnerne i bruserummet, og uanset, hvor mange Rodalon-vædede klude, jeg har haft liggende på det, og hvor meget jeg har skrubbet med tandbørster og svampe, har jeg ikke kunne fjerne det.
Jeg ringede derfor til en af vores viceværter (og *kan* det passe, at de ALLE sammen hedder Kurt? Det føles sådan), fordi jeg tænkte, at de måtte kunne hjælpe. Meldingen her var, at man skal spraye Rodalon på – og lade det sidde. Så dør svampen. Hvilket jo er utrolig logisk, når man tænker over det, men jeg har bare aldrig dvælet ved det før.
Nu sprayer jeg listerne hver anden aften, inden jeg går i seng, og jeg kan allerede efter en uge se betydelig forskel.
3.
Er jeg blevet færdig med den årlige husrunde, som jeg var ved at lægge an til for et par uger siden.
Det har taget 10 dage, og den her omgang er et fint bevis på, at man godt kan være effektiv med 0% motivation. For jeg har overHOVEDET ikke gidet i år. Som i: SLET ikke. Hvor jeg de andre år har følt stor tilfredsstillelse ved processen, har mit drive i år udelukkende været bundet op på det færdige resultat.
Når jeg skriver det her, er det fordi, jeg egentlig selv ville have forsvoret, at man kunne rydde op, når man har det sådan. Ret skal være ret: Jeg tror heller ikke, man kan tage Den Første, Store Tur i den her tilstand. Det bliver for uoverskueligt. Men fordi jeg er ved at have gjort det en lille håndfuld gange, ved jeg efterhånden, at det tager cirka en uge for mig at nå igennem det hele, og det ER bare nemmere at forebygge end at helbrede.
I løbet af et år kommer der nye ting til, som det kan være rart at få samlet og flyttet til mere logiske placeringer. Ligeledes er det rart at få bladret al børnetøjet igennem og komme kasserne med arvetøj igennem, så man får det sorteret ift. årstider, størrelser og nyudviklede holdninger og præferencer.
Noget af det, der blev ekstra tydeligt denne gang er, at det, for hver gang man tager turen, går hurtigere og hurtigere at skille sig af med de ting, man har givet slip på siden sidste runde. For når man går alting igennem, vil der være ting, som man for nyligt har købt eller fået, som det føles forkert og for tidligt at smide ud.
Til gengæld er det no problem at skyde dem af året efter, hvor de bare har ligget og samlet støv i 12 måneder. Jeg er tæt på at kunne pege ud nu, hvad jeg kommer til at skille mig af med til næste år, men jeg har også respekt for, at alting ikke er bundet op på logik, og at der kan være ting, man har brug for at gemme, selvom man ikke kan forklare hvorfor.
Noget andet, der også hjælper på tempoet er, at nogle ting ikke er nødvendige at gennemgå minutiøst, når man har gjort det én gang. F.eks. har jeg to mapper med gamle programmer fra min tid i fitness.dk, som jeg har ryddet op i én gang. Jeg har stadig en ide om, at jeg gerne vil tage et hold i den lokale forening, når børnene bliver lidt større, så papirerne skal blive, selvom jeg ikke bruger dem pt. Men jeg har sorteret dem én gang, og derfor er det ikke nødvendigt at bladre mapperne igennem igen. Julekasserne rydder jeg også op i hvert år, inden jeg pakker tingene væk, så dem kan jeg også bare hoppe over. Alt sammen hjælper ift. at speede processen op.
Der er derfor mange steder, hvor det er blevet nemmere og hurtigere.
Måske er det derfor, at jeg i år blev overmodig.
For hvor jeg, som jeg også skriver i denne lille oprydningsguide, synes, man skal beslutte, om man vil rydde op eller gøre rent, tog jeg denne gang rengøring med.
Og her må jeg bare give mig selv ret: Skil det ad.
For selvom jeg nok, qua disse indlæg, er mere bevidst om, hvad jeg vælger at foretage mig end så mange andre, der kaster sig over et større oprydningprojekt, så kunne jeg stadig se, hvordan bagkanten blev sløret, fordi jeg koblede rengøring på.
Oprydning er afgrænset: Der er X antal hylder og skuffer, som skal tømmes, og indholdet sorteres. Du vinger af. Du kommer videre. Du bliver færdig.
Rengøring derimod har det med at vokse og brede sig og flyde over alle grænser. Hvilket er virkelig demotiverende, fordi man så skal bruge energi på at forholde sig til, hvornår nok er nok. Når hylderne er tomme, giver det mening at tørre dem af. Lågerne ligeså. Men begynder du at tage listerne, så ser væggen pludselig træls ud. Og hvad med kanten over døren? Og glassene, du har taget ud? Og lampen? Og fnugfilteret og sæbeskuffen og risten og luftfiltrene og ovnen og køleskabet og brødkassen og. så. videre.
Det er et hængedynd, der trækker tempoet ud af alting, så til næste år går jeg tilbage til den oprindelige model med at tage en oprydningsrunde på ét tidspunkt og en runde, hvor jeg gør hvidevarer osv. rent på et andet.
Så (gen)lærte jeg dét.

M2022, uge 8
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Modtaget en vegetarisk kogebog, som jeg bestilte for længe siden – og som jeg med det samme kunne konstatere var for avanceret til mig. Der var ingen retter med under 20 ingredienser, mange af serveringerne bestod af 4-5 delkomponenter, og meget af det, der skulle bruges, ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle købe her i Esbjerg.
I stedet for at optimist-parkere den på køkkenhylden til jeg engang bliver virkelig dygtig og får uanede mængder af tid, valgte jeg at give den som værtindegave, da min veninde, som er det største, grønne madøre, jeg kender, havde inviteret på aftensmad.
Fordi vi ind imellem i de her indlæg har fokus på at skrue op for det grønne og ned for kødet, vil jeg gerne benytte lejligheden til at plugge den fineste kogebog, jeg er stødt på længe, nemlig Solo af Ditte Ingemann. Den er ikke 100% vegetarisk, men det trækker derhenad.
Ud over at virke til at være verdens mest sympatiske menneske, har Ditte skrevet en kogebog, der er ualmindelig anvendelig og meget M2022-kompatibel, fordi opskrifterne er nemme at gå til, selvom man måske er ny i det vegetariske køkken, og fordi hun er supergod til at komme med forslag til, hvad man kan erstatte forskellige ingredienser med. På den måde kan man både spare lidt på pengene og få brugt, hvad man har stående og dermed forebygge madspild..
Det er virkelig lækker mad, og bogen er også en æstetisk skøn oplevelse, fordi DI tager de smukkeste billeder. Start med at fange hende på Insta (@ditsen) – så tror jeg hurtigt, du kan vurdere, om kogebogen også kunne være noget for dig.
2.
Lavet en pass-it-on.
Jeg har en jævnaldrende veninde, der er begyndt at studere igen, og som var ved at brække øjnene på alt det, hun skal læse på en skærm. Vi er virkelig generationen in between. Vi skal bede om den nyeste iPhone, og ingen af os ejer en printer – men vi vil så gerne have bøger og notesbøger i ægte papir, som vi kan lave æselører og understregninger i.
Da vi sad og snakkede, kom jeg i tanke om en Kindle, jeg selv har fået foræret, men aldrig er kommet i gang med at bruge, fordi jeg inderst inde er papirnarkoman, så nu har jeg sendt den videre til hende i håb om, at hun kan få glæde af den og komme igennem studiet med øjenæblerne i behold.
3.
Holdt vejret og holdt os kørende på rester, flaskeboner og det, der står HELT bagerst i skabet. Jeg har hånd-vasket bilen, jeg har bagt bollerne fra bunden, og sparet på alt fra kaffe til hårshampo. Forskudte lønperioder, elregning fra 4. kvartal 2021, nul kørepenge og selvbetalt juleferie, kombineret med 4 fødselsdage, apotekersjov og en vinterferie har været en hård omgang.
(Det har været et underligt problem at stå med, fordi verden er eksploderet på (hvad der føles som) 48 timer, og Ukraine gør det så smerteligt tydeligt, at en skrabet måned i virkeligheden er et luksusproblem. Men altså. Det kan jo ikke rigtigt hjælpe, at jeg lader det hele sejle, fordi mit hjerte er brækket midt over. De stakkels, stakkels mennesker. For fanden, mand).
Så. Vi kom igennem, der står stadig et par kroner på kontoen, og selvom jeg har en solid indkøbsseddel til på mandag, så har jeg også et godt overblik over den kommende måned, så jeg ikke får skabt en af de åndsvage pukler, hvor man hele tiden ruinerer sig selv i forsøget på at lukke huller.
Jeg får SPAT af, at det bliver ved med at være sådan her – men jeg pusler lidt med et par nye skibe, der, når de sættes i søen, forhåbentlig kommer til at give en lille smule mere luft i økonomien.
For nu er det weekend, og jeg vil bruge den på at kramme mine børn og være ekstra taknemmelig over, at vi har tag over hovedet og mad på bordet.

Panini for begyndere
Som lovet i sidste indlæg, kommer her et særskilt panini-indlæg med tips, tricks og opskrifter.
I bedste madbloggerstil ævler jeg en helt masse, før I får lov at få de konkrete opskrifter. Min egen oplevelse er nemlig, at man får mere glæde af sin paninigrill, hvis man arbejder ud fra nogle tommelfingerregler, end hvis man lægger sig fast på konkrete opskrifter.
Men lad os starte fra en ende af:
Toastjern vs. paninigrill
Den største forskel på et klassisk toastjern og en paninigrill, er måden de lukker på. Toastjernet er designet som en østers, så den bagerste del hænger sammen, hvilket betyder, at man maser den bagerste del af toasten, og at man får skubbet fyldet frem (og ud). En meget ujævn oplevelse.
En paninigrill består af en underdel og en overdel, der kan bevæges uafhængigt af hinanden, og derfor bliver sandwichen lige tyk/tynd over det hele, og fyldet bliver nogenlunde, hvor man lægger det. En paninigrill kan i teorien også bruges til både grøntsager og kød, hvis man har lyst til dét.
Hvilken paninigrill skal man vælge?
Det klassiske dilemma ift. sportsgear og køkkenmaskiner er altid, om man skal købe dyrt og dermed risikere at spilde mange penge, hvis man ikke får det købte brugt, eller om man skal købe billigt med risiko for, at det købte er *så* dårligt, at man af dén grund ikke får det brugt.
Jeg vil vove at påstå, at man når langt for et par hundrede. Min paninigrill er købt i Lidl, og jeg gav omkring 300 kr. for den. Den har to funktioner, som jeg sætter meget stor pris på, så dem vil jeg klart anbefale, at man forholder sig til, for kan man leve uden dem, kan man få maskinen endnu billigere.
Dels er den stor nok til, at der er plads til 2 sandwich ad gangen. Det havde jeg ikke tænkt over på forhånd, men det har vist sig at være super fedt Jeg bruger nemlig ofte min grill til at lave en luksussandwich, når jeg har gæster (nemt, lækkert og nul opvask), og så er det virkelig rart, at vores mad er klar samtidig.
Med to børn er det også meget fedt, at deres er klar samtidig. (Fordi man bliver 600 år ældre for hver af ‘hvorfor må H*N starte!?!’-konflikterne)
Dels kan både den øverste og nederste plade på min klikkes af og vaskes under hanen. Det gør rengøringen uendelig meget nemmere. Et lille tip i den forbindelse er i øvrigt, at man kan folde et stykke bagepapir om sin sandwich, hvis den er lidt snasket; så kan man nøjes med at tørre efter med en fugtig klud. (Her føler jeg dog trang til lige at nævne, at bruger man bagepapir, så bliv lige i nærheden, bare for en sikkerheds skyld. Jeg har en enkelt gang formået at sætte ild til et stykke bagepapir i min ovn).
Små fifs:
*Hvis du smører brødet på ydersiden med mayo eller smør, bliver din sandwich sprød og gylden.
*Vil du gerne have en mere knasende panini, kan du give dit brød en kort tur i maskinen, så både inderside og yderside af brødet grilles, inden du putter fyldet i/på. Det fungerer f.eks. ret godt, hvis du bruger flute, som gerne må mases lidt fladt, så sandwichen bliver nemmere at spise.
*Lad være med at overgøre det ift. fyld. Det er en grill, ikke en magisk tryllemaskine, og den kan ikke smelte ost, der ligger 4 lag og to skiver brød inde. Putter du grønt i, så skiv det helt tyndt og server de store ting som gnavegrønt eller salat on the side. Mos din avocado og smør den på brødet i stedet for at lægge kvarte stykker i. Gå med tyndtskåret pålæg i stedet for strimler osv. osv.
*Brug evt. tortillas som brød, og fold din sandwich som en burrito, inden du griller den. Så kan du putte alt det fyld i, du vil, og også bruge ting, der ville forsøge at undslippe, hvis man puttede dem mellem to skiver brød, f.eks. en rest chili, kødsauce, ris osv.
(Jeg har faktisk også set nogle lave s’mores med tortillas, hvor de knuste en kiks over et par skiver pålægschokolade og nogle små skumfiduser – hvordan det smager, ved jeg ikke, men dessert- og morgenmads-paninier kunne godt blive et sommerprojekt i år.)
Delelementerne:
Når jeg laver sandwiches består de altid af følgende grundelementer:
Brød: Fx. tortillas, flutes, Levain surdejsbrød fra Pägen eller en crossaint.
Smørelse: Jeg bruger ofte salatdressing, mayo og/eller Classic Yellow Mustard fra French’s, men pesto, aioli eller smøreost ville også fungere. Fælles for dem, jeg bruger er, at de er ret versatile ift. smag og har god, lang holdbarhed i køleren. Billigere og nemmere end at skulle stucke up på alt, hver gang, man vil lave en sandwich.
Kød: Jeg bruger enten rester fra aftensmaden eller Silkeskåret kylling/skinke
Noget, der smelter: Den oplagte er ost, men i en dessert-panini ville jeg gå med pålægschokolade. Ideen med at grille en sandwich er jo netop, at den klistrer lidt sammen.
Grønt: Fx. tynde skiver agurk eller tomat, syltede rødløg eller chili, et salatblad ell. lign.
Og som belønning for at have læst så langt, så kommer vi nu endelig til opskrifterne. Kommer du i tanke om en, der er ekstra god – eller får du lavet en i nærmeste fremtid – skyder du den bare afsted til mig; så får jeg den sat ind i indlægget, så vi har det hele samlet samme sted.
Opskrifter:
Panini 1:
Pågen javisst-brød
Grøn pesto eller avocado
Kyllingepålæg
Bøffel mozzarella i gavmilde skiver
Panini 2:
Levain surdejsbrød
Yellow mustard
Cæsar dressing (Beauvais)
Kylling
Avocado
Agurk
Romainesalat
Panini 3:
Brød smurt med smør udenpå
Skinke
Cheddar
Tomat
Panini 4:
Croissant
Skinke
Ost
Panini 5:
Baguette
Brie
Friske skiver tomat
Et par blade basilikum
Panini 6:
Surdejsbrød
Sennep/mayo
Stegte chipolata pølser
Evt. noget syrligt garniture, fx skiver af cornichoner
Panini 7:
Surdejsbrød
Smør med stracchino eller tallegio ost
En god prosciutto
Frisk basilikum
Panini 8:
Brød
En osteblanding lavet ef revet ost, er par spsk creme fraiche, en tsk sennep og lidt salt
Tomat
Avocado
Et spejlæg (lav det på panden og smid det i, inden du griller sandwichen)
Panini 9 (morgenmadsburrito):
Brød/tortilla
Rösti kartoffelskive
En skive stegt bacon
Røræg
Skinke
Ost
Tomat
Evt. baked beans
Panini 10 (Rugbrødspanini):
10:
Rugbrød
Sennep
Cheddar
Skinke
Panini 11:
Surdejshvedebrød smurt med smør på ydersiden og dijonsennep på indersiden
Cheddar eller anden ost
Skinke
Spejlæg med flydende blomme på toppen (placeres på toasten efter den har været i grillen)
Panini 12 (rugbrødspanini):
Lækkert rugbrød
Pesto (både rød og grøn kan bruges)
Ost
Simple quesadillas (til suppe, som snack eller tilbehør til fx. nuggets):
Tortillas
Krydret tomatsauce (tomatpure og ketchup, rørt med knust hvidløg og krydderier. Lav bare af en hel dåse puré; det kan fryses, og så er det ekstra nemt, næste gang, du vil lave de her)
Revet ost
———-
Bon appetit!

M2022, uge 7
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Denne uges M2022-indlæg rammer dig tidligt pga. pkt. 4. På den måde har du i morgen, fredag, hvor du kan nå at ringe/tjekke/gøre noget inden weekenden.
I den forgangne uge:
1.
Skulle vi have været til Luminis på Egeskov Slot med min søster og hendes familie. Billetterne var en julegave, og datoen var aftalt lang tid i forvejen. Men ak – covid, det lille svin, kom og stak to streger i hjulet, og derfor stod jeg fredag med 3 ekstra billetter til lørdag. Min søster og jeg blev enige om, at der nok ikke var meget ide i at ringe derover og forsøge at ændre datoen, eftersom Luminis kun kører en uge, og de fleste børnefamilier godt ved, hvad klokken er slået, når først der er én i hjemmet, der er testet positiv.
Jeg hev min kammerat og en veninde med i stedet, og selvom det var trælstrælstræls, at vi ikke kunne gennemføre den familietur, som alle ungerne havde glædet sig til, så vi nogle andre gode mennesker og fik brugt to af billetterne, så de i det mindste ikke gik til spilde.
2.
Har jeg tjekket op på ferie, fordi jeg pludselig blev i tvivl om, hvordan det nu lige var med ferie-fridage og den nye ferielov.
Her giver jeg mig selv et gult kort, for som gammel TR burde jeg have kunne huske, at FF-dage er bundet op på overenskomst, og ikke Ferieloven.
Beklageligvis er der ikke en eneste arbejdersgiver for tegnsprogstolke, der i dag har overenskomst, og dermed har vi jo som udgangspunkt ikke ret til dem. Men som på mange andre ikke-overenskomstdækkede arbejdspladser, får vi dem alligevel, men om de bliver tilskrevet efter de gamle ferieregler, så der kommer 5 dage til maj, eller om de kræver 6 eller 9 måneders anciennitet er ikke nedskrevet nogen steder.
Når jeg gik på jagt efter dem, er det fordi, jeg allerede nu gerne vil have en fornemmelse af, hvor meget ferie, jeg kan holde med børnene til sommer. Hvor vi efter den gamle ferielov havde 5 (6) uger at bruge af, sparer vi nu, som de fleste ved, 2,08 dage op pr. måned, og jeg synes sgu, at det er svært at samle til bunke, fordi der hele tiden kommer en efterårsferie, lidt tvungen julefri og noget påske. Derfor “sparer jeg op” forstået på den måde, at jeg selv har valgt at betale for de fleste af de fridage, jeg holder og har holdt, fordi jeg bedre kan undvære 3 dages løn hist og pist, end selv at skulle betale for at holde 14 dage fri til sommer.
Og derfor blev det pludselig vigtigt for mig at vide, om jeg får 5 ekstra dage i nakken, fordi det sgu er *lidt* hidsigt at undvære løn for hele dage, når nu andre ting også sparker til økonomien, som f.eks. de kørepenge, jeg ikke får pga. fjerntolkning og hjemmeisolation, elpriserne, der bare har sat kursen mod himlen osv. Derfor ville det være meget fedt med 5 betalte dage, der kan bruges, når vi rammer nogle af alle miniferierne i løbet af foråret.
Nu har jeg skrevet det på min langtids-to-do, så jeg husker at holde øje med, om de kommer, så jeg kan nå at rykke for dem, inden jeg skal bruge dem, hvis de ikke gør.
3.
Har jeg fået hele 3 forespørgsler på panini-opskrifter fra mennesker, der har en paninigrill, men er helt ideforladte.
Så nu får I lov at hjælpe.
Skriv jeres bedste opskrift(er) enten i kommentarfeltet eller i en mail, så samler jeg dem i et seperat indlæg, så vi alle sammen har et sted at gå hen, når vi mangler inspiration.
4.
Er jeg blevet sådan én, der går op i el, og det skal du også være, for der er MANGE penge at spare.
Det var jeg ikke blevet, hvis ikke min kammerat havde taget mig i kraven, peget venligt men utrolig bestemt på min el-måler og sagt: “Nu får du tjekket op på det der.”
Først blev jeg meget gammel og træt, for det er sgu godt nok ikke nemt at gennemskue, synes jeg. Men jeg fik hentet den app, han talte så forelsket om, og selvom jeg sukkede mig teatralsk hele vejen gennem oprettelsen, fordi den spurgte mig om alt *MULIGT*, endte jeg – som man jo ofte gør – med at blive fanget af det.
I dag har jeg ringet til Norlys og bedt dem flytte mig fra Pulje El til Flex El. Sidstnævnte er den, hvor det betyder noget, hvornår man bruger sine kWh; hvor det f.eks. kan betale sig at tænke over, hvornår man tænder sin opvaskemaskine.
Og jeg *ved* godt, at det lyder skidebesværligt og kedeligt, men hæng lige på to sek.
For det, jeg lærte, da jeg sad og klikkede rundt på alle mulige hjemmesider var, at godt nok er prisen på din el altid sammensat af alle mulige tal, hvilket gør det virkelig svært at sammenligne. (Jeg bestilte faktisk priser hjem fra andre elselskaber, bare for at se, om jeg kunne).
MEN!
Det, man i hvert fald *kan* sammenligne, er priserne på fast og variabel hos det selskab, man har, og det var her, det blev interessant.
For se her: (Hvis det er svært at se billederne, så find hjemmesiden her)


“Men Linda” siger du så. “El er DYRT nu, så hvis nu prisen er meget højere – så bliver det jo dyrere, end det, der står der?”
Hæng på. For lidt længere nede på siden, kan du se den her graf:

Det er timeprisen for el. Nu. I dag. Hvor det er dyrt. Find den ALLERDYRESTE time. Den er stadig LANGT billigere, end den faste pris.
Jeg blev ved med at tænke, at der måtte være noget, jeg overså, for hvis ét produkt er så indlysende billigere end et andet – hvorfor skulle man så vælge det dyre? Derfor ringede jeg til Norlys og imagine my surprise da den søde unge mand svarede, at jo. Den var god nok. Flex/variabel er stort set altid billigst. “Jamen, hvorfor i alverden har I så det andet produkt??” spurgte jeg vantro (-og kæmpede med at holde fordømmelsen ud af mit tonefald). “Fordi der er nogen, der bliver bange, når noget ikke er fast’” lød svaret. “Og derfor bliver alle som default sat op med den faste pris.”
Jeg skiftede på stedet, for om jeg så har alt, hvad jeg ejer og har af hårde hvidevarer til at køre prime time, så er det STADIG billigere, end det, jeg betaler i dag. Vi bruger lige knap 3000 kWh om året, så med priserne lige nu betyder det for os en årlig besparelse på omkring 1600 kr.
Norlys har ikke en app (endnu), hvor man kan følge priserne time for time (du kan se det på hjemmesiden), men det er der mange andre selskaber, der har. På den måde kan du helt konkret se, hvornår det er en god ide at starte opvaskemaskinen, og hvornår du skal vente med at tumble tøj.
Jeg har læst mig frem til, at hårde hvidevarer står for ca. 50% af el-forbruget i en husholdning, så hvis man har det her i baghovedet, og samtidig tænker over sine vaner, er der god mulighed for at trække elregningen betragteligt ned. Jeg slukker f.eks. konsekvent ovnen 10 minutter før, jeg tager maden ud, jeg smider låg på, når jeg koger ting i gryder, og jeg tørrer så vidt muligt tøjet 80% på stativet, og giver det så bare lige det sidste i tørretumbleren, så mine håndklæder ikke føles som karton.
Så blot en opfordring til at tjekke, om du også kan spare penge ved at skifte til variabel pris gennem den udbyder, du nu har. Evt. kan du tage den samme tur som mig med app’en først (Watts) – hvis du bor til leje, står de fleste af de oplysninger, du skal bruge, på din lejekontrakt. Ender du med at beslutte dig for at skifte udbyder, er der også flere af dem, der tilbyder, at du kan betale månedsvis i stedet for kvartalsvis – og når du køber noget sjovt for alle de penge, du har sparet, så send min kammerat en kærlig tanke.

Opfølgning – og sidste indlæg om børnepsyk.
I hvert fald lige for en periode.
Det er ikke, fordi jeg ikke vil dele eller snakke om det, men fordi det er så tungt og frustrerende, har jeg brug for, at bloggen her ikke bare bliver en forlængelse af dén del af virkeligheden, men også er et åndehul, hvor jeg kan skrive om og tænke på alt muligt andet.
Og selvom vi har god tradition for at kunne tale om nærmest alt herinde, så er emnet ikke relevant for hele flokken. Alt kan ikke være for alle, men der er stadig nødt til at være lidt bredde og variation, hvis det skal give mening for mange forskellige mennesker med mange forskellige typer af liv at kigge forbi. Og det kan jeg så godt lide, at de og I gør, så derfor skal vi også udvise lidt rettidig omhu i dén forbindelse.
Men inden jeg parkerer emnet for nu, vil jeg gerne følge op på det her indlæg, og når jeg har gjort det, vil jeg gerne til sidst give mit take på nogle af de kommentarer, der lige nu vælter ind på fb under de artikler, der handler om den syge psykiatri.
Mit indlæg om den manglende journalisering kom meget til at handle om akt-indsigt, hvilket er ret naturligt, fordi det er den eneste måde at få lov til at se de papirer, man ikke automatisk har adgang til. Min anke gik på det sidste; altså, at man ikke har adgang til dem. For jeg begriber (stadig) ikke, at man har adgang til stort set hele sin sygehistorik, men ikke til det her.
Jeg havde fat i den gratis retshjælp samt i én af de journalister, der har skrevet nogle af artiklerne om de syltede, sårbare børn i Esbjerg Kommune. Førstnævnte kunne bekræfte min voksende mistanke om, at der nok desværre ikke er så meget at gøre, fordi man som borger ikke har ret til at se interne arbejdspapirer, hvilket f.eks. punkter fra Tværsmøder falder ind under. Det giver stadig NUL mening for mig, og da slet ikke, når man kan søge aktindsigt og dermed få dem udleveret alligevel, men nu ved jeg i det mindste, at det er sådan loven er skruet sammen, og det må jeg æde.
Til gengæld kunne journalisten glæde mig med, at lige præcis den problemstilling faktisk ER noget af det, politikerne i Esbjerg Kommune har lovet at kigge på. Ikke, at jeg holder vejret mens jeg venter, men jeg kan trods alt bedre holde ud at slippe den, når jeg ved, at den (for mig) manglende logik ikke skyldes, at man ikke kender til problemstillingen.
Jeg kommer ikke til at søge aktindsigt i Antons sag; i hvert fald ikke for nu. For jeg kan mærke, at det faktisk handler mest om, at jeg har lyst til at råbe ad nogen, og selvom jeg til fulde forstår min egen trang og reaktion, så har jeg trods alt også stadig så meget fornuft i behold, at jeg kan vurdere, at det nok er smart at gemme de kræfter til situationer, hvor de kan gøre en forskel. For som det er nu, får Anton faktisk den hjælp i skolen, han har brug for. Han får den, fordi jeg til sidst var helt oppe på stolen at stå, med min stiveste pegefinger og min vredeste stemme, men han får den. Havde det gjort en forskel, hvis han havde fået den 3 måneder før? Nej. Ikke i vores tilfælde, men det er KUN fordi jeg trykkede på knappen, inden behovet var blevet et reelt problem. Uanset hvad, så er der ingen grund til at bruge hverken mine eller systemets ressourcer på en aktindsigt i en sag, hvor et ændret forløb ikke havde givet et ændret udfald.
Der lander dén.
Men inden jeg lukker emnet helt ned, er der et par enkelte udsagn, jeg er stødt på på fb, som jeg gerne vil kommentere på, fordi jeg håber, at det kan være med til at give en bedre forståelse af det her problem i den brede offentlighed, hvor man måske ikke lige selv har udfordringen inde på livet.
Mine kommentarer er – af gode grunde – bare mine tanker, oplevelser og syns’ninger. Men fordi jeg selv har fået meget ud af at læse med hos andre helt almindelige mennesker, håber jeg, at mine skriblerier måske vil kunne gøre emnet lidt mere konkret for nogle af jer.
Jeg laver det, for overskuelighedens skyld, med fb-udsagnene som små overskrifter, og mine kommentarer under.
Det kan ikke passe – der må jo være en sagsgang
Der er to helt overordnede grunde til, at de her forløb for manges vedkommende er et clusterfuck af olympiske proportioner. Den ene er, at området består af masser af underområder, der alle sammen reguleres forskellige steder, både geografisk (regioner og kommuner), samt lovgivningsmæssigt (f.eks. Serviceloven og Forvaltningsloven). For hvem bestemmer mest? Dem, der ved noget om området, eller dem, der får tilsendt regningen? Det er det ene problem.
Det andet er, at de her forløb meget sjældent udvikler sig lineært. Selvom nogle starter med en klar formodning om, at et barn f.eks. har Aspergers, så er der rigtig mange, der starter et helt andet sted. For os var fokus de første år på sprogudvikling. Derudover er meget af det, der driller Anton, udfordringer, man typisk ser hos præmaturbørn – hvilket Anton *også* var. Derfor gik der lang tid, før der var så meget system i det, jeg så, at det ikke længere var skjult bag sprog og præmaturtræk, men begyndte at pege i retning af autisme
Og det er faktisk noget af det, der kan besværliggør alting helt enormt – for er man startet et andet sted, så er man så langt inde i systemet, når man endelig begynder at få en ide om, hvad man leder efter, at ingen opfatter dig som ny og bruger tid på at forklare den helt overordnede plan. Det havde jo været smart, at man, når man påbegyndte et forløb, fik udleveret et stykke papir, hvorpå der stod, at ‘nu starter vi med en ressourcepædagog. Hendes opgave er X. Om et år tager vi stilling til, om vi mener, der skal mere til. Skal der det, indstiller vi til PPR. Herefter blablabla’.
Men når overblikket mangler i systemet, kan det heller ikke gives til forældrene, og bare for at give et konkret eksempel på, hvor meget besvær det skaber, at mange kan, men ingen skal, så startede jeg med at henvende mig til egen læge, da jeg gerne ville have Anton udredt. Han henviste til skolen/PPR. De henviste til lægen. Han henviste til dem igen. De gav sig og satte tingene igang. Da psykologen havde lavet rapporten, blev jeg sendt tilbage til lægen. Han bad mig få skolen/psykologen til at lave indstillingen. Hvis man tæller på fingrene, er det 6 henvendelser fra mig til instanser, der begge *kan* lave indstillingen – men de peger på hinanden, for ingen af dem *skal*.
Og med mindre man får en guddommelig åbenbaring eller kender nogen, der har været møllen igennem, så ANER man som mor ikke, at det faktisk giver de bedste odds, hvis papirerne kommer fra skolen sammen med psykologens rapport, fordi det, børnepsyk. så får i hænderne, bygger på tests og observationer fra mennesker, der ved, hvad de kigger på, og ikke en 20 minutters vurdering af en alment praktiserende læge. Hvor skulle man vide det fra? Og hvordan skal man disponere sine kræfter, når man ikke ved, hvilke kampe, det er vigtigst at vinde?
Hvorfor er der så mange børn, der pludselig skal have diagnoser/modefænomen-argumentet:
Mit bud er, at det er fordi, der er tre kurver, der krydser hinanden i dag, som ikke gjorde det for 30 år siden.
For det første er folkeskolen et helt andet sted i dag, fyldt med kaotiske læringsmiljøer, inkluderede børn, der ikke får den hjælp, de skal have, og tests, tests og flere tests, der alt sammen gør det virkelig svært at have en hjerne, der ikke er lavet på det sædvanlige samlebånd.
For det andet er vi kravlet så langt op i behovspyramiden, at vi som samfund er blevet opmærksomme på de her børn.
For det tredje er økonomien blevet så stram, at man INTET har ret til, hvis ikke der er en ‘igangværende indsats’ eller forelægger en diagnose.
Da de for et par år siden skulle gennem Den Nationale Test i Antons klasse, spurgte jeg, om han måtte gå med den lærer, der skulle læse testen op for de ordblinde elever; altså, noget, der ikke på nogen måde krævede noget ekstra af nogen, for de ordblinde elever måtte heller ikke hverken spørge eller få forklaret. Det var reelt bare en oplæsning. Det måtte han ikke, fordi der på papiret ikke var noget ved ham, der angav et behov for hjælp.
Forældre forsøger at hjælpe deres børn så godt de kan, ud fra spilleregler de har fået udstukket, som de INGEN indflydelse har haft på overhovedet – det er ikke dem og os, der har valgt, at det skal være sådan.
Loven siger, .. –
I alle de her debat-tråde er der altid socialrådgivere og andre fagpersoner, der melder ind. Og det kan jeg jo sådan set godt forstå. De står på mål for et system, der er pilråddent og designet med en komplet mangel på viden om, nysgerrighed og forståelse for, hvad det reelle behov er, og det gør selvsagt ondt i fagligheden.
Nogle af dem tackler det ved at citere love og reglementer og bliver nærmest aggressive, når forældre til børn i systemet siger, at det ikke er sådan, det forholder sig. Og netop den faglige skråsikkerhed på, hvordan regler og love skal fortolkes, er – set med mine øjne – en del af problemet, fordi det er med til at skjule, hvor forskelligt de her familier mødes.
Det virker som om, der er meget lidt erkendelse/accept af den manglende ensretning, og dermed kommer fagpersonerne faktisk til at falde hinanden i ryggen – for når en socialrådgiver i Aarhus siger ét, mens en MIL-konsulent i Esbjerg Kommune siger noget andet, så kommer de begge til at fremstå utroværdigt, og systemet bliver endnu engang fuldstændig ugennemskueligt for dem, det vel egentlig er designet for at hjælpe.
Vi fik den hjælp, vi skulle have, så jeg synes, systemet fungerer fint
Først: Det er jeg oprigtigt glad for på jeres vegne. Men. At det nogle steder fungerer, kan ikke rigtigt bruges til så meget – for hvis skadestuen i Hvidovre lægger gips på en brækket arm, mens Odense amputerer den, og Randers går med åreladning, så er den sjællandske gipsarm jo ikke bevis på andet end held. Og lige i den her debat bliver man, selvom man måske skriver det for at indgyde håb, et nyttigt fjols for dem, der forsøger at tegne et billede af, at det her i virkeligheden bare handler om Münchausen-mødre og socialklasse 5, der er sure, fordi de ikke kan få det, som de gerne vil have det.
Sådan noget pjat! Jeg ville selv have fået en diagnose, hvis jeg havde gået i skole idag, og jeg klarer mig da fint
Hver ENESTE gang, jeg hører det her argument, tænker jeg på forældre, der slår deres børn og forsvarer det med, at ‘jeg selv fik bank som barn, og jeg har da ikke taget skade’.
At du led og kæmpede bliver aldrig nogensinde blive et argument for, at andre skal udsættes for det samme.
_____________
Det. Blev. LANGT.
Men jeg synes også, jeg havde brug for lige at lukke den rigtigt, inden jeg sætter den på pause, og for at bidrage med det lidt, jeg nu kan til at nuancere debatten.
Til sidst vil jeg gerne sige, at I – som altid – er mere end velkomne til at spørge om alt mellem himmel og jord. Kommentarfeltet er pivåbent, og man må også altid gerne fange mig bagom (blogsbjerg@gmail.com), hvis man gerne vil spørge lidt mere privat.

M2022, uge 6
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sat en kasse frem i bryggerset, hvor vaskemaskinen står. Den bruger jeg til at smide det børnetøj i, som synger på sidste vers, så vi kan få det sendt til Røde Kors. Når vi får børnepenge næste gang, er det forårs- og sommertøj, børnene skal have, og fordi de begge to går i t-shirts året rundt, kan jeg sagtens så småt begynde at sortere nu.
Børnene er blevet så store, at jeg ikke gider have kassen til at stå i bryggerset og fylde hele tiden, for de kan trods alt passe det meste af deres tøj en sæson eller to, men ved at sætte den frem, husker jeg at forholde mig til tøjet, så de ensomme sokker, undertrøjen med hul i og strømpebukserne, der er blevet for små bliver pillet fra, når jeg lægger vasketøj sammen. For man kører jo ikke på genbrugsstationen med én sok og en badedragt, og derfor bliver den nemme løsning ofte bare at lægge det på plads.
Da børnene var mindre, solgte jeg ofte deres tøj, når de var vokset ud af det, fordi de spurtede gennem størrelserne, og det derfor ofte nærmest var ubrugt, når de var færdige med det. I dag synes jeg, at det er for slidt; jeg kunne måske godt, men jeg synes, det kræver for mange disclaimere og lange chats med mennesker, der spørger ‘*Hvor* slidt er den?’ og melder deres ankomst 3 gange for så aldrig at dukke op. Ingen har travlt med at kalde dips på en t-shirt til 15 kroner, og engagementet er derefter. Det er 100% forståeligt – og ikke arbejdet værd. Derfor sender jeg som regel vores aflagte tøj videre til Røde Kors, som kan bruge det hele – også det, der er plettet og hullet. (Jeg ved det, for jeg har ringet til dem og spurgt). De laver tvist og møbelpolstring af det, der er for trashet til at sælge, og på den måde ved jeg, at det hele bliver brugt.
2.
Er jeg i gang med at skifte pensionsselskab. Og det her handler ubetinget mest om mental-minimalisme, for mit raseri over den elendige service, der er hos mit nuværende selskab, kunne have forsynet det meste af Minsk med varme fra midthalvfemserne og frem til i dag. SHIT, mand. Jeg er blevet væk i deres system 4 gange. Jeg har mailet dem utallige gange – jeg har første gang til gode at få et svar. Da jeg for år tilbage var ansat i en virksomhed, hvor ejeren i et halvt år skrev på mine lønsedler, at han indbetalte pension uden reelt at gøre det, opdagede de det aldrig.
Når jeg valgte at blive ved dem, var det fordi, jeg gennem dem har forsikringer til begge børn, så de kan leve i sus og dus, hvis jeg får et fly i hovedet. Og lige præcis ved det her selskab (fandt jeg ud af) steg min egenbetaling på de forsikringer til over det dobbelte, da jeg i en periode var freelancer, og derfor selv indbetalte pension. Det betød, at jeg stadig betalte det samme beløb, men pludselig fik væsentligt mindre ført over på min pension.
Nu har de gjort det igen. Mistet mig i systemet, ikke svaret på mine mails og ikke kunne finde mig, da jeg ringede dem op. Og fordi februar åbentbart er ‘få nok af systemet’-måned her på matriklen, er jeg nu i gang med at skifte, og med at se, om jeg kan få den næste ordning sat op, så det ikke er så problematisk at skrue på knapperne, hvis jeg f.eks. ikke skal være ansat, hvor jeg arbejder nu.
Det er tørt og usexet, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg nogensinde igen skal sove om natten uden at skære mine kindtænder til benmel.
3.
Har jeg købt en Yumbox til Anton.
Frida har haft sin .. et år? Halvandet? og den ER så god, som de alle sammen siger. Dels holder den HELT tæt, hvilket overflødiggør al anden indpakning, og dels synes jeg, at det er meget nemmere at smøre mad, fordi jeg egentlig bare skal fylde et ‘gitter’ ud.
Det er også nemmere at hive et svar ud af ungerne på, hvad de gerne vil have med, fordi de nu kan sige, at de gerne vil have ‘kiwi og æbler i det ene rum, pastasalat i det andet, og så må du bestemme resten, mor’.
Jeg tror, det er en smagssag, hvad man foretrækker ift. madkasser, og der *er* ting ved Yumbox, der ikke er helt ideelle. Den skal håndvaskes, den er dyr, og den er tung. Men fordelene opvejer langt ulemperne her, og fordi Fridas på alle måder holder niveau efter 300-400 ture i børnehave og skole, og jeg stort set ikke bruger folie/madpapir til hende mere, vil jeg gerne ofre det, sådan én koster på Anton også.

Glasnost & perestrojka
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville lave et ‘I øvrigt’-indlæg i dag, men mit fokus har været et andet sted den sidste uges tid, fordi alle vores udredningstider ligger i februar.
I morges skulle jeg have været til forældreinterview, men den blev aflyst pga. sygdom, hvilket jo er en træls kombination af frustrerende og forståeligt. I det hele taget kræver det altid lidt ekstra, når der i perioder er skruet op for de tiltag, der følger med at have et barn, der ikke er helt som de andre.
Noget af det, der fylder mere, end jeg havde forestillet mig, det ville, er, når jeg støder på steder, hvor noget er indlysende urimeligt, ulogisk eller hvor mennesker, der burde hjælpe os, i stedet lader til at modarbejde os.
Det ligger i min natur at ville forbedre det, der ikke virker, og ligesom Anton bøvler jeg også med en lidt for overudviklet retfærdighedssans. Det lyder som én af dem, man skriver i sin ansøgning, hvor man forsøger at camouflere styrker som svagheder ved at fremsætte dem i humblebrag-tonefald (“Jeg er perfektionist, og har derfor en tendens til at arbejde over for at få opgaven gjort færdig”), men det er faktisk noget, der er relativt irriterende. For det betyder, at jeg har virkelig svært ved at slippe det, når noget i min optik er urimeligt, og det bruger jeg uforholdsmæssigt – og uhensigtsmæssigt – mange kræfter på. Det er som at blive gal på vinden og tidevandet, og den eneste, det rammer, er mig selv.
Jeg øver mig i på forhånd at lave en cost-benefit analyse af, om jeg vil ofre tid og energi på de forskellige benspænd. Den læge, vi skiftede fra, overvejede jeg i flere dage, om jeg skulle klage over. Enten direkte til ham selv eller længere op i systemet. Men den endte jeg med at slippe – af 2 grunde. Dels fordi det handlede om hans personlighed, som jo for pokker er, som den er. En klage vil måske ændre hans arbejdsgang, men den vil ikke ændre hans grundlæggende syn på mennesker som os. Men også fordi jeg – trods alt – godt vidste, at om 2 måneder, når det her endelig rammer et skrivebord, hvor nogen måske vil tage sig af det, så er jeg færdig med det, og så bliver det tilsæt af god energi og overskud at skulle revisit’e det sted og den oplevelse, og jeg skal bruge mine kræfter et andet sted. Så den lod jeg fare, selvom det i dagene og ugerne efter var svært, og jeg stadig bliver gal helt forfra, når jeg tænker på det.
Pga. samtalen, jeg skulle have været til i morges, læste jeg i weekenden op på alt, hvad jeg gennem tiden har fået af rapporter fra ressourcepædagoger, psykologer osv., som jeg har printet, når jeg modtaget i e-boks. Fordi jeg syntes, der var et lidt længere gap, end det virkede rimeligt tilbage i 2017, tænkte jeg, at jeg lige ville tjekke digitalt, om jeg havde glemt at printe noget. Og stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at intet – INTET – er journaliseret digitalt, så jeg har adgang til det.
Min første tanke var, at det måtte være en fejl. Jeg kan adgå vores lægejournaler online og se, at jeg i 2008 på Skejby fik taget en blodprøve – og hvorfor – så selvfølgelig må de her ting være tilgængelige et sted. Ikke?
Nope. Først ringede jeg til PPR. Hende, jeg talte med, skød først skylden på Rambøll portalen Hjernen og Hjertet (“for den er jo relativt ny”). Da jeg svarede, at den – kunne jeg se – burde have fungeret i al den tid, barnet har gået i skole, var det psykologerne, der ikke havde lagt rapporterne op, så dem kunne jeg jo lige prøve at tage fat i. Tværsmødereferaterne var “skolens ansvar” – det “har vi ikke noget med at gøre”. Endelig spurgte hun hjælpsomt, om jeg vidste, at man kunne lave mapper i e-boks, og jeg tror måske stadig, at man fra en bestemt vinkel kan se bidemærkerne i mit køkkenbord. For FUCK sake!
Jeg skrev til skolelederen og spurgte, hvor tingene var henne. Han forstod det heller ikke. Han ville undersøge det. Det gjorde han – og vendte tilbage med et copypaste fra en person længere oppe i systemet, der kunne oplyse mig om, at jeg ikke havde ret til at se de her ting, udover det, jeg får tilsendt i e-boks.
Så bare lige, hvis nogen er blændede af det raseri, der lige nu stråler ud af skærmen: To af de primære samarbejdspartnere i det her system, ved ikke selv, hvor tingene bliver lagt hen.
Og jeg skal søge aktindsigt for at få adgang til dem.
Det her bliver en af dem, jeg tager. For det kan godt være, at der er en smaddergod forklaring; den må jeg så glæde mig til at få. I en verden, hvor vi hver eneste gang, vi trækker vejret på internettet, skal have info om, hvordan vores data lagres, og hvor der er sprækker så store som Gran Canyon mellem alle offentlige instanser, og man derfor selv er den eneste gennemgående faktor i alle typer af indsatser og behandlinger, kan det ikke være *rigtigt* at man bare må affinde sig med at bo i DDR.
For det, der sker her er, at Systemet beder mig om at holde kæft og rette ind; at stole på, hvad de siger og gør, til trods for gang på gang på gang på gang at have bevist, at højre hånd ikke ANER, hvad venstre hånd foretager sig – og går vi mere end 10 minutter tilbage i tiden, har det aldrig fundet sted.
De forlanger at jeg skal anerkende og respektere deres ret til autoritet til trods for, at de ved utallige lejlighed har fejlet, glemt, forlagt og overset.
Jeg har sendt en mail til retshjælpen, og jeg kommer også til at tage fat i Autismeforeningens jurist. For igen: Det kan godt ske, at det bare er sådan det er. Det kan godt ske, der ikke kan gøres noget, og at der, set med systemets øjne, er gode grunde til bare at fortsætte med at gøre, som vi plejer.
Men hvis alle gør, hvad de altid har gjort, så får alle det, de altid har fået.
Jeg har mest af alt bare fået nok.

M2022, uge 5
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt begyndt at indstille mig på at tage en oprydningsrunde i hele huset.
Jeg har skrevet lidt om det hist og pist de sidste par år; at jeg tog den *helt* store tur for et par år siden, og nu prøver at holde fast i at komme det hele igennem ca. én gang om året.
For mig hjælper det at vide, at jeg har det på tapetet, fordi jeg så, allerede nu, begynder at have udsmidnings-øjne på, når jeg er i diverse skabe og skuffer. På den måde bliver selve processen hurtigere, når først jeg går i gang, fordi der faktisk er en masse ting, jeg på forhånd har taget stilling til. Eksempelvis er der nok ikke nogen grund til stadig at have papirudgaven af Arbejdsmarkedsloven til at stå og fylde, når nu internettet fungerer så fint.
Det bliver ikke hverken i dag eller i morgen, for tid er stadig lidt den knappe faktor herhjemme (og Anton har nu, som den sidste i huset, lagt sig med corona, og han er *bare* skidt) men når foråret begynder at få fat, og dagene bliver længere, starter jeg fra en ende af.
2.
Har jeg foræret mine forældre mit toastjern, som jeg engang købte i desperation over, at Anton ikke ville spise noget mad af nogen slags.
(-han ville selvfølgelig heller ikke spise toast).
Men nu, hvor jeg har giftet mig med min panini-grill, er der ingen grund til at have den tarvelige eks stående i skabet, og da mine forældre spurgte, om de måtte låne mit toastjern, fik de det overdraget til evig arv og eje.
(Ps: Kan vi snakke om, hvor godt paninigrillede tortillas, lagt sammen med krydret tomatsauce og revet ost, er?)
3.
Har jeg endelig sat punktum i sagaen om en lanterne, jeg fik i julegave.
Desværre kunne jeg, da jeg pakkede den ud, se, at glasset (som ikke kunne tages af) på indersiden var belagt med en fedtet hinde. Jeg skrev med det samme til firmaet, den var købt hos, og herfra blev det helt afsindigt irriterende. Jeg har aldrig nogensinde, i hele mit liv, oplevet så elendig kundeservice. Efter 7 skriftlige rykkere, X antal forgæves opkald og en sur besked på FB, endte jeg med, i rasende og kulørte vendinger, at kræve enten at få en ny lanterne NU eller at få pengene igen.
Jeg fik pengene retur, hvilket jeg stadig nærmest er lidt vantro over. Med dén historik var det ikke den vej, forventningspilen pegede, vil jeg sige.
Jeg fandt lanternen et andet sted, og spurgte min veninde, om hun ville have den oprindelige til et mørkt hjørne på deres overdækkede terrasse, og det ville hun gerne. Så nu får den alligevel lov at gøre lidt af det, den kom for.
4.
Har jeg solgt de øreringe, jeg nævnte i sidste indlæg, og har samtidig haft fat i den kasse med gamle øreringe, der har stået og samlet støv på en hylde i badeværelset. Der er mange, som gennem årene er blevet parkeret, når nye er kommet til, men som stadig er fine, og som jeg derfor har gemt.
Men som nævnt i første punkt er jeg så småt begyndt at pudse de kritiske briller, og derfor har jeg besluttet, at jeg de næste par måneder prøver at tage 2-3 par frem ad gangen, og se, om jeg får dem brugt. For hvis de er trælse at have på, eller jeg bare styrer udenom dem hver morgen, så skal de videre ud i verden (og jeg lover denne gang, Amager-halshug) at aflevere dem til genbrug).

Fart, frihed og et enkelt spørgsmål
Føj, hvor der har været pres på den sidste uge. Det tolkefirma, jeg er ansat i, har overtaget fjerntolketjenesten (minder lidt om tolkning over Skype), og vi er to tolke, der har fået et par faste vagter hver.
Jeg har fjerntolket siden jeg blev færdiguddannet – hvilket i mandags var 20 år siden… – så selve tolkedelen er jeg ok-fortrolig med. Men teknikken og de programmer, man bruger, ændrer sig nærmest årligt, og derfor er man lige nødt til at skulle have et brush up på dén del.
Jeg har fået studie herhjemme, men fordi fjerntolkning blev lagt i et udbud, der var så ringe, at ingen firmaer bød ind, er det her en aftale, der er kommet i stand i 11. time, og ALT er foregået på hælene. Nye computer, der ikke ville sættes op, afhentning af udstyr, der landede, lige som jeg havde fået covid, skærme (til at sætte bag min stol, så alle ikke kan kigge lige ind i 80% af mit hjem) der ikke er kommet, personalemøde, workshop i København og test af udstyr, samtidig med, at de almindelige tolkeopgaver i marken skulle løses.
Jeg har mit andet forkølelsessår på 14 dage.
Hvilket er ekstra fedt, når man skal transmitteres ud i fuld HD til flere hundrede mennesker.
Samtidig spekulerer jeg meget på, hvad afskaffelsen af alle restriktioner kommer til at betyde. Min frygt er, at vi får kunstigt lave tal, fordi folk laver en don’t ask, don’t tell, hvis de mærker lidt kriller i halsen.
Ikke fordi jeg tror, at folk er svin, men fordi alle på arbejdsmarkedet er spændt til bristepunktet efter 3 år med Hej Chef – det er Chris. Jeg tror simpelthen, at folk føler sig så sårbare, at de fravælger testen, og siger til sig selv, at det nok bare er en almindelig forkølelse. For efter at have siddet indenfor så længe, som vi har, er der jo heller ikke rigtigt nogen, der har noget immunforsvar tilbage at prale med, så vi kan formentlig alle sammen glæde os til lidt almindelige halsbetændelser, forkølelser plus det løse. Og skal man ikke bruge et corona-pas, er det svært at se incitamentet til at stå timevis i kø for at lade sig teste, hvis man føler sig presset på jobbet elller ikke har sårbare tæt på. Og fordi jeg kommer så utroligt mange steder, som jeg gør, så kan jeg godt være lidt bekymret for, hvad jeg får med hjem til f.eks. min far, som virkelig, virkelig helst ikke skal smittes.
Så nye arbejdsopgaver og nye betingelser fylder meget i disse uger, og med Antons udredning lige om hjørnet, har der ikke været overskud til at tænke på ret meget andet.
En enkelt tanke har dog meldt sig, som jeg gerne vil høre jeres mening omkring:
Jeg har i fredags signet op på Podimo; udelukkende fordi Her Går Det Godt rykkede derover. Jeg synes brugerfladen er træls, og der er noget ved hele formatet, der irriterer mig. Men. Vi har før snakket om, hvad det ville kræve at leve af at blogge/være influencer i Danmark, og jeg bliver ved med at nå frem til, at en løsning i stil med Podimo faktisk ville være det mest optimale. Et forum, hvor folk betaler for at være tilmeldt, og så får adgang til alle de blogs, der nu pludselig ikke skal plugge tæpper, slanke-te og cykelhjelme for at tjene penge. Derfor synes jeg egentlig ikke, at jeg kan tillade mig at være så meget modstander af platformen, som jeg instinktivt er, og under alle omstændigheder ville jeg, podcast-wise, følge Peter og Esben hele vejen, uanset om de valgte Podimo, Sportify, Patreon eller en suspekt russisk platform, der med sikkerhed ville misbruge mine data.
Men nu kommer vi så til mit spørgsmål: For vil I gerne have anbefalinger af de podcast, jeg finder derovre? Jeg er virkelig i tvivl, for på den ene side ville jeg være ked af at skabe et behov ved på den måde at lave skjult reklame.
Omvendt vil jeg jo selv rigtig gerne have anbefalinger til serier på Netflix og HBO, som også er betalingstjenester.
Kunne det være en løsning, at jeg, når/hvis jeg anbefaler, skriver (PODIMO) efter navnet på podcasten, så man på forhånd ved, om man vil læse den?
Lad mig høre, hvad I tænker.

M2022, uge 4
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg ryddet op i mine øreringe.
Når man er sådan én, der elsker store tørklæder, sker det desværre ofte, at man kommer hjem med én ørering, fordi tørklædet har skubbet så meget til den anden, at den er faldet ud.
Jeg har et par gange prøvet at smide den tilbageværende, ensomme ørering ud – for så et par uger senere at finde makkeren i en sko, i bilen eller en sømmen af det skyldige tørklæde. Derfor er jeg begyndt at gemme dem lidt, for alle tilfældes skyld.
Men efter flere måneder er det nok ikke sandsynligt at de frafaldne vender hjem, og jeg har derfor erkendt mit nederlag og smidt dem ud.
Ved samme lejlighed har jeg sat to par designerøreringe til salg på Marketplace; de er uendeligt fine, men jeg får ondt i ørerne af at have dem på. Om nogen vil købe dem, vil vise sig, Ellers ryger de til genbrug.
2.
Har jeg tømt min grøntsagsskuffe.
Vores lille covid-intermezzo smadrede alle rutiner og (mad)planer, og jeg har for længst glemt, hvad jeg oprindeligt købte ind til.
Det blev til et par liter ingefærte med mynte og citron, samt en slags tapenade af bagte peberfrugter, løg, hvidløg og chili, som jeg blendede med ristede mandler, brød, olie og lidt sherryeddike. Det blev GODT!
3.
Har vi fået spist op i sjatterne af morgenmadsprodukter.
Børnene har samme forhold til mad, som jeg har til musiknumre: De forelsker sig i noget bestemt, kan KUN spise den ene ting i flere uger – hvorefter de pludselig taber interesseret for det, og nærmest skærer ansigt, når jeg sætter det på bordet.
Jeg er voldsomt anti-pligt-spisning, og derfor kører vi meget lidt tvang på det område herhjemme. Men de sidste to uger har jeg været kendt som Jernnæven, og jeg har ikke givet mig så meget som en millimenter: Nul nykøb, før bøtterne er tomme. Og her er det jo, at man pludselig begynder at føle, at Nordkorea måske har fat i noget af det rigtige, for nu er der spist op, og vi er klar til nye ernæringsmæssige morgeneventyr.
