En af de erfaringer, man godt ville have været foruden
Jeg tror, at jeg har skrevet om det før, men efter jeg har fået Anton, har jeg været nødt til at indføre restriktioner på, hvilke nyheder, jeg må gå ind og læse på diverse nyhedssites.
Åbenbart kom jeg, i forbindelse med fødslen, til at flå overhuden af 80 % af mit følsomhedscenter, hvilket har efterladt en klump blottet, råt kød, der gør hvinende ondt, selv ved de mest fjerlette berøringer.
Lige nu er det dækningen af retssagen mod Manden I Den Røde Bil, der under ingen omstændigheder må klikkes på, for jeg går i stykker inde i hovedet, hvis jeg skal rumme tanken om, at den slags trusler mod alt, hvad der er fint og godt i livet, går frit rundt og indånder den samme luft, som min lille, tillidsfulde dreng.
Ikke mindst fordi truslen for mig ikke er helt så abstrakt, som jeg ville ønske den var, fordi jeg selv som 9-årig var meget tæt på at blive taget af en ”børnelokker”, som de hed dengang.
Mette P. og jeg var gået en tur i Sædding Centret for at kigge på Barbier og brevpapir. Da vi havde drysset rundt en times tid, og haft alle æskerne nede og beundre, gik vi mod udgangen, hvor vi blev stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.
Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik tilbage til legetøjsforretningen, hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.
Efter nogen tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over og se, om hans kone var gået over til bilen. Jeg kan huske, at noget begyndte at føles lidt mærkeligt – f.eks. at han ikke rigtigt kunne svare på, hvordan Mette skulle finde os, hvis det nu var hende, der fandt den forsvundne hustru – og derfor syntes jeg ikke, vi skulle gå uden Mette.
Resultatet blev, at vi fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3.
Det er vel nærmest overflødigt at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en hel masse træer.
Da vi stod ved bilen, syntes han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcis det øjeblik, Mette satte sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at det her var helt galt.
Selvom det føltes meget forkert at sige en voksen imod, insisterede jeg på, at jeg ikke ville ind i bilen, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig, fik vi lov at gå.
På vejen hjem lovede vi skamfuldt hinanden ikke at sige noget til nogen (hvilket jeg, set i bakspejlet, nærmest har lyst til at græde over) men Mette kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Fornemmelsen af at være den, der havde gjort noget forkert, var nærmest
kvælende. Selvom mine forældre på ingen måde bebrejdede mig noget som helst, sad jeg alligevel tilbage med følelsen af, selv at være skyld i det, der næsten var sket.
Børns tillid til verden omkring dem, er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan lærer man dem at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at smadre tilliden til verden?
Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forpeste deres barndom med mistro og angst?
Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.
Jeg brugte dem aldrig.
Mandagsblå
Da jeg var yngre, kan jeg huske, at det optog mig meget, hvorfor mine forældre ikke så flere venner, end de gjorde. Jeg kunne høre, at det ikke var fordi vennerne ikke var der, eller i hvert fald havde været der; det handlede eller ikke om dramatiske uvenskaber eller flytninger til udlandet – men et par få undtagelser til trods, var de bare ikke rigtigt præsente i mine forældres liv længere. Jeg kiggede rundt på den store skare af fantastiske mennesker, jeg selv var omgivet af, og undrede mig over 1) hvordan det kunne ske og 2) hvordan man kunne leve uden dem.
Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg lidt ondt af mine forældre.
Mine venner og jeg blev færdige på vores respektive ungdomsuddannelser. Vi hang ved. Vi flyttede til de store studiebyer. Vi hang ved. Nye kom til, vi fik kærester, gik fra dem igen, fik jobs, sagde dem op, blev gift, blev fyrede, fandt nye jobs og arbejdede i udlandet. Vi hang stadig ved.
Så begyndte vi at få børn.
Og nu er det så, at jeg godt kan se, hvordan mine forældres store venneskare stille og roligt svandt ind, uden at der egentlig var nogen, der ville det sådan. For hvor er det svært at bevare den indsigt i hinandens liv, det kræver at kunne bruge og bruges til noget.
I De Store Kriser er der ingen slinger i valsen; der ringer man og råber ”HJÆLP!!” og så er der instant opbakning og kærlighed ad libitum på stedet.
Forfremmelser, familieforøgelser og bryllupper er også piece of friendcake.
Det er alt det, der ligger ind i mellem, der er svært ad helvede til.
Da vi havde al tid i hele verden til at følge med i hinandens liv, vidste vi godt, at der var nedskæringer på Pernilles job, og at Mette havde en tid hos lægen på tirsdag for at få tjekket den mystiske trækning ved venstre øje. Vi vidste, at Emil og Line var i gang med at prøve at få børn, og at det var lidt kritisk med Louises mor. Vi kunne spørge kvalificeret ind til det hele, og være fede at snakke med, fordi vi var så hands-on med hele projektet, at vi ikke – for at hjælpe – kom til at foreslå løsninger, som for længst var afprøvede eller sige ting, det for længst var blevet irriterende at smile høfligt af.
Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen i min omgangskreds, når jeg siger, at sådan er det ikke længere. For nogen. Alle, jeg kender, løber lige nu så stærkt, at der kun er overskud til for alvor at følge med i livet hos de mennesker, vi ser til dagligt. Og det er simpelthen så trist, synes jeg.
For behovet for, at nogen forstår og aer én på hovedet, når verden er virkelig belastende, er der stadig.
I hvert fald hos mig.
I de her dage ville jeg f.eks. ønske, at det gamle netværk var intakt, så jeg havde et sted at læsse af over, at min lille dreng ikke vil snakke. Han har besluttet, at ’bonjour’, ’pirat’ og tallene 1-10 på engelsk, er de eneste sproglige kundskaber, han behøver for at begå sig i livet. Og mor er ked af det og træt, fordi det for det første er skidesynd for ham, at mange ting bliver meget sværere, end de behøves at være. For det andet er der meget, vi ikke rigtigt kan komme videre med, før man kan tale med ham om det. Fx at det er en god ide at åbne munden hos tandlægen, i stedet for at lave en 10 minutter lang imitation af Kaj-fra-Kaj-Andrea-er-fornærmet, for så at forlad stedet med uforrettet sag. For det tredje er det ved at være belastende at skulle indvie alle mulige mennesker, vi kun har perifer berøring med, i at han er bagud sprogligt; at det er derfor han ikke svarer, og ikke for at være fræk.
Så når man endelig, endelig, ENDELIG får en tid hos talepædagogen, og hun slutter seancen med at oplyse, at han er så dårligt sprogligt kørende, at der ikke er noget for hende at arbejde videre med, så ”vi ses om et halvt år” – så savner jeg virkelig at få det snakket ud af systemet ved at ævle om det med 7 forskellige mennesker over kaffe, de næste to uger, så jeg kan trække vejret igen.
Men det virker uoverskueligt at starte den kommunikation op long-distance, fordi historien efterhånden er så lang, og fordi der er så mange detaljer undervejs, som har betydning for helheden.
Kort sagt kræver det for meget energi at sætte den scene, det kræver at nå forløsningen.
Suk.
Nå. Men nu tror jeg, at min sunshine-and-rainbows personlighed og jeg vil gå op og surmule ned i puden, så I andre slipper for at få forpestet jeres mandag aften yderligere.
Må resten af ugen være en ironman gennem kage, champagne og enhjørninge for os alle.
Godnat.
Er er egentlig stadig noget, der hedder ‘hockeyhår’?
Er det mig, eller er det lidt som om det er nu, man bliver ramt af at være i gang igen? Sådan for alvor? Første uge efter ferien var der bare lidt hyggepyller i krogene, mens jeg i sidste uge havde forbavsende travlt, og barnet var RAHHsende, fra vi stod op til vi gik i seng. Her til morgen er jeg syg, jeg har en to-do bunke, som det virker nemmest at måle i hele metre, og jeg er ikke sikker på andet, end at Anton i eftermiddag viser sig at være stukket af med et cirkus.
Ordet, jeg leder efter, er nok: ”Efterår”.
Nå, men nu er vi officielt sådan nogen, der går til ishockey. Jeg havde på forhånd sendt en mail til en af dem, der står for det, fordi jeg var lidt bekymret for, om man kan finde ud af det, når man er en lille fyr, der bakser en del med sproget, og gerne vil lege vildt, men helst alene. Havde fundet en mailadresse under et billede af en mand i fuldt målmandsudstyr, hvilket kan få de fleste til at ligne noget, som dørmænd og rockere ville gå i en stor bue udenom. Han ringede op, og kunne med bred, esbjergensisk baryton fortælle, at det ikke var noget problem. Overhovedet. ”I kommer bare. Det hele foregår i børnenes eget tempo. Vil han helst køre selv, til han er tryg, gør han bare det. Og ellers er han meget velkommen til at være med. Nogle gange leger vi f.eks. ’Kom, alle mine kyllinger’”.
Så du ligner Jønke, taler som Dr. Phil og leger ’Kom, alle mine kyllinger’?
Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg døde af instant kærlighed til alt, hvad der har med ishockey at gøre, lige dér.
I går var vi af sted første gang, og det var et hit. Dog valgte vi, i stedet for kyllingelegen, at lege de to – knap så kendte – børnelege: ”Hvad fanden mener du med, at jeg skal have hjelm på!?!” og ”Hvad skal jeg med isrollatoren? Hit med en stav og en af de der små sorte tingester!” Logik og det det faktum, at han ikke sådan rigtig kan komme fremad på skøjterne, bider ikke på ham, den stædige, lille skid.
Men han elskede det, og det gjorde jeg også. Og så har han fået sin egen lille termokande, så når vi er færdige, er der varm kakao til ham og kaffe til moren; på den måde vinder alle.
The things we do for love…
En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal, i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når han kigger.
Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt, at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under horden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden af mig.
Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter.
Jeg var ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op, og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.
Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse. Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet, men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet (fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.
Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.
I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?
For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og venter på, at man border dem og begynder at udforske.
Vi kom, vi så – og vi trak på skuldrene. Ikke specielt maritimt anlagt, åbenbart.
Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi, der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad dertil hører.
Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.
Med en brochure i tasken.
Og en tilmeldingsblanket.
Til cirkus.
For ja. Selvfølgelig kan man gå til det. SelvFØLGElig kan man det.
2 timer. Hver mandag.
Vi ses dernede.
Det er mig med vodka i vandflasken.
Nogen, der så, hvor de sidste 3 uger blev af?
For jeg skal da LIGE love for, at tiden går ekstra hurtigt, når man holder ferie.
Vi tog 2 uger herhjemme, og gjorde derefter sidste års succes til en officiel tradition og tog en uge til Aarhus. Denne gang akkompagneret af min søde Esbjergveninde Lene og hendes lille Emil, som hun også har valgt at få selv.
Det var outstanding. Der kan ikke siges nok godt om de to mennesker, og om at være på ferie med en, der lever fuldstændig, som man selv gør – og som oven i hatten også har fået bestilt modellen med den fuldstændigt umulige døgnrytme.
Eller om at være tilbage i Aarhus.
Alt var godt ved den ferie. ALT.
Den eneste anke jeg har til hele feriekonceptet er, når den slutter, og hverdagen, som en vred, massiv egetræsdør, igen rammer én lige i face. Jeg har det nærmest som om, jeg lige er vågnet efter en lang koma, og har flere gange taget mig selv i at kigge mig overrasket omkring i mit eget liv.
Så.
Da hverken hjerne eller lemmer vender rigtigt, får I derfor lige en lille liste at komme i gang på igen.
Ting, jeg har glemt i løbet af ferien:
* Samtlige kodeord. Til alt. (LANG søndag aften med
stress-sved på læben over blankt afvisende arbejdsmobil.)
* At jeg har en blog. (Sorry.)
* At jeg har et arbejde. (Mere sorry.)
* Hvordan man udfører dette arbejde. (Helt sikkert allermest sorry.)
* Hvordan man laver mad. (Aarhus = sushi)
* At nogen har glemt at kode min DNA-streng med forbrænding. (*suk*)
* Hvor helt igennem røvsygt og træls det er at smøre madpakker.
* Hvordan man går i sko.
* Hvordan støvsugeren fungerer.
Ting, jeg til gengæld har husket:
* At drikke riiiigeligt med vin.
* At smide hvad der svarer til BNP’et for et mellemstort afrikansk land hos hhv. Emmerys, Sashimi og Klostergrønt i Aarhus.
* At drikke riiigeligt med kaffe.
* At smøre solcreme på både mor og barn. Hver dag. Hvilket jeg faktisk godt vil bede om en medalje for, nu du spørger. For SATAN, det barn har temperament!
* At spise trøfler 6 forskellige steder fra og rate dem. (Spar dig. Jeg er immun overfor udtrykket ”affaldskage”)
* At se upassende dårlige serier på Netflix til langt ud på natten med undskyldningen: ”Det er alligevel ALT for varmt til at sove!” (Alle, der heller ikke synes, at de falder uden for målgruppen ’15-18-årige’, hånden
op?)
* At lære 21 ud af 31 af Hr. Skægs alfabetsange. (.. så .. ja… Måske mere ”er blevet pålagt” end ”har husket”)
* At vinde 5 liter sprinklervæske på et skrabelod. (Den stikker du bare, hvis du kan #bringiton)
Skal vi sige, at vi lige skrives ved, når hjerne, tanker og livet generelt er ved at være oppe i omdrejninger igen?
Godt så.
Life’s what you make of it
I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.)
I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.
Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.
I 22 år.
Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad
jeg møder.
Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.
Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.
1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.
2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.
3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.
Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.
Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.
Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt – hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.
Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.
Tænk på det som hjælp til selvhjælp
Når folk hører, at jeg er tegnsprogstolk, falder spørgsmålene altid i to etaper. Den indledende runde består af to spørgsmål:
1) ”Er tegnsprog internationalt?” (Nej) med underkommentaren ”Det var da ikke særlig smart.” (Suk) efterfulgt af:
2) ”Har du døve i familien?” (Det bliver også et nej)
Vel igennem første fase begynder folk som regel at se på deres eget fag, hvilket leder til de næste to spørgsmål:
3) ”Det må være svært med alle de fagudtryk vi bruger?” (Nope. We’re just that good.)
4) “Tegnsprog er da sådan rimelig primitivt. Der findes
ikke tegn for alt, gør der?”
Og netop i forbindelse med det 4. spørgsmål, takker jeg den gud, jeg ikke tror på for, at vi har ord som ’hygge’ og ’frikadeller’: ALLE ved fra folkeskolens engelskundervisning, at disse ikke kan oversættes direkte, og hårdt pressede indrømmer de fleste, at det trods alt ikke betyder, at det engelske sprog er primitivt og ordfattigt.
Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er de tolke, man må spørge? Engelsk- og tysktolke, tolker for mennesker, der til forveksling ligner alle os andre, så de er ikke så interessante at udfritte. Urdu- og swahilitolke er ofte selv indfødte, der har boet i Danmark længe nok til at beherske sproget – og dem vil man ikke risikere at fornærme ved at spørge til det, der reelt er deres eget modersmål. Vi er sådan lidt… in between. Vi er ikke døve, men vi ved ret meget om sproget og døveverdenen, og derfor kan man åbenbart spørge os om alt; måske fordi det ikke er os, man fornærmer, hvis man laver et faux pas?
Ind imellem kan jeg slet ikke forklare folk, hvad mit arbejde består i. De er så overbeviste om, at mit job er at undervise døve, at de ikke hører, hvad jeg siger. ”Tolker psykologi, siger du? Jamen hvad klassetrin underviser du på?” ”Jeg er underviser ikke. Jeg tolker. Tolker. Ligesom engelsktolke. Bruxelles? You know?” ”Nå.. (lang,
uforstående pause) Jamen har du så en fast døv, du underviser?”
Jeg gætter på, at alle fag har disse hadespørgsmål, der – når ret skal være ret – bliver stillet, fordi folk gerne vil udvise interesse, men som bunder i fordomme og manglende viden. Jeg stiller dem med 100 % garanti selv.
Skal vi ikke lege en sjov leg, hvor I skriver, hvad I 1) laver og 2) ville give en 10’er for aldrig mere at blive spurgt om?
Siden sidst har jeg:
* Været ude at fiske. Selvom det er noget, vi gjorde meget i, da jeg var barn – og som jeg har rigtig mange fine minder fra – har jeg ikke begået mig i madding og woblere i ca. 25 år. Som jeg husker det, kan det være meget zen, og det kan få pulsen til at falde til et sted nede omkring Indurains hvilepuls at stå der på søbredden og kaste uuuud. Veeente. Ooooog trække hjeeem.
Med Anton i lommen er det som at se den samme film igen, bare i fast forward.
Man kan nærmest ikke nå at kaste snøren ud for ham, før han begejstret har
trukket nylonsnøren så hurtigt op, at hjulet lugter lidt brændt. Efter de
første par runder gik vi væk fra orm som madding (overvejede ellers at give dem vandski på og forvandle det til en indtægtsgivende aktivitet), så nu fisker han med spinner, hvilket fint illustrerer, hvordan det ville se ud, hvis en meget blank sten slog baglæns smut hen over vandet. Han elsker det, og det er skideskægt.
* Slugt True Detective i én lang mundfuld. Haps. Den varmede dejligt i det tomrum Game of Thrones efterlod.
* Klippet hæk. Har været inde på det før, men efter jeg har fået Anton, er der nogle ting, jeg simpelthen synes er for tyndt, at jeg ikke kan. Ikke mindst fordi jeg faktisk reelt ikke ved, om jeg kan; jeg har bare været så privilegeret at have verdens bedste far, der tålmodigt har stillet op, når der har været noget som helst handy-relateret på to-do-listen. Så i år skulle det være. Og det skal jeg have; jeg går frisk til opgaven. Af uforklarlige årsager er jeg sådan indrettet, at jeg tror, at evnen ligger forankret i viljen til at gøre. Med andre ord: Når jeg først har besluttet mig for at gøre noget, bliver jeg på magisk vis også god til det. Så. Når jeg kigger ud på hækken nu, føler jeg oprigtigt en mild undren over, at det ser ud som om vi har deltaget i en rotationsordning, hvor popstjerner kan komme i praktik i håndværkerfag, og at vi i haverunden vandt Stevie Wonder.
* Truffet en long-coming beslutning om, at jeg er for gammel til drama og til at bruge tid på mennesker, der tager mere energi end de giver. Lad falde hvad ikke kan stå.
* Ødelagt 2 blendere på under 10 minutter. Jeg ved det. Jeg er noget ganske særligt. Skulle lige hurtigt smide en smoothie sammen, og da jeg tændte for den første blender sagde det *Kniirklonk!* Det viste sig, at foden på kniven var det svage led, som kunne flække, selvom resten af blenderen burde kunne tabes fra 2 kms højde, og stadig være good to go. Heldigvis havde jeg bagerst i mit skab min gamle blender stående, så hældte indholdet over i den og blendede løs på ny. Blev meget positivt overrasket over, hvor kraftig den egentlig kunne blende, og besluttede på stedet, at den fremadrettet var opgraderet til Husets Blender. Da smoothien var færdig, lavede jeg den der dreje-af-foden-løfte-over-til-glasset-bevægelse, som ligger så meget i håndleddet, at den ikke kan stoppes halvvejs. Og det var så her, jeg kom i tanke om, hvorfor blenderen i sin tid blev forvist til skammekrogen, for geniet, der har designet det lille svin, har valgt, at man skal skrue bunden af blenderen samme vej, som man skruer selve blenderen af foden. Ffs. Ord rækker ikke til at beskrive den akut indtrådte sindstilstand. Der var smoothie på 2 bordplader, i sprækken ned langs komfuret, på inder- og yderside af 2 skabe, i hele vasken, på 3 m2 gulv, på alt mit tøj – alt. Også bh og trusser, i mit hår, på samtlige ting, der stod på køkkenbordet, på 3 sider af mikroovnen, i min stikdåse med dertilhørende iPodstik, iPhonestik plus det løse.
Jeg blender aldrig noget igen.
Lidt at tygge på?
For snart mange år siden havde jeg en veninde, som var selvskadende-light. For hende handlede det meget om den opmærksomhed, det udløste, når hun skar i sig selv eller ikke skulle have noget at spise. Hvis hun havde skåret sig i armen, gik hun i dagene efter kun i t-shirt, så alle kunne se, hvad hun havde gjort.
Først var jeg frygtelig bekymret for hende. Dernæst blev jeg irriteret, fordi det – for os, der var tæt på hende – blev meget tydeligt, at hun hverken led af anoreksi eller var klinisk selvskadende, men at det udelukkende bundede i et behov for at blive set. Men til sidst endte jeg med at nå frem til, at hun jo faktisk stadig var syg i en eller anden forstand, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke den gængse måde at ønske sig opmærksomhed på, når man er sidst i 30’erne.
Hende tænker jeg på, hver gang jeg læser artikler, der handler om, at børn bliver spiseforstyrrede som aldrig før, fordi deres forældre går fanatisk op i kost og slankekure.
De fleste af de artikler, jeg er stødt på, har en slet skjult undertone af, at forældrene er selvoptagede egoister, der ofrer deres børn og børnenes helbred i jagten på den tynde, perfekte krop.
Scroller man lidt længere ned på avissiderne, falder man tit over andre artikler, der handler om, at vi som nation bliver federe og federe, og at dette om 20 år vil være den største trussel mod vores velfærdssystem.
Det, der gør mig deprimeret er, at man får det til at lyde som om, forældrene er ligeglade med deres børn.
Jeg kender ingen mennesker, der ikke ville ofre deres liv, uden at blinke med øjnene, for deres børn. Jeg kender kun mennesker, der ift. børnenes fødevareindtag gør alt, hvad de kan for at holde balancen på den tynde linje mellem ’Sund Kost’, ‘Ingen Sukker’ og ’Nu Ikke Så Hysterisk’. Alle, jeg kender, prøver at give deres børn et fornuftigt forhold til mad og krop, og samtidig hjælpe dem til ikke at blive for tykke.
Og det er her, jeg kommer til at tænke på min veninde, for hvis man er så optaget af kost og kure, at man smitter sine børn med sin besættelse, så tænker jeg, at det er fordi, der er noget galt. Det er ikke sikkert, at man ville kunne få et diplom for veludført bulimi eller anoreksi, men det lyder i mine ører heller ikke, som om alt er, som det skal være.
Derfor undrer det mig, at vi åbenbart er enige om, at problemet skyldes forældrenes ligegyldighed. Hvis vi i stedet talte om børn, der boede sammen med en mor eller en far, der led af depression eller PTSS, og som – på den ene eller den anden måde – blev påvirket af denne forældres sygdom, ville de fleste da hidse sig moderat op, hvis den generelle tone i samfundsdebatten var, at psykisk syge forældre bare skulle stramme op og tage sig sammen.
Ikke?
Jeg synes, at vi i hele denne debat overser det spørgsmål, der måske kunne være med til at knække kurven, hvis vi fik det besvaret, nemlig hvorfor så mange i *min* generation lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser? Sat på spidsen er børnene jo egentlig ”bare” symptomer på det problem, der ligger i baggrunden og rumler.
Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over, at børnene får et helt forskruet forhold til mad. Eller at vi skal undlade at prøve at løse det. Men jeg tror, at vi når længere ved at prøve at forstå, hvor problemet starter, end ved at se på, hvor det ender.
Anne Om Anne
Jeg har lige lukket Annes bog ”Jeg vil ikke tage det flot”. (Til de to, der lige er kommet hjem fra et 6 måneder langt ophold i Borneos jungle, og som derfor ikke kender Anne eller har hørt om bogen, handler den om Annes oplevelser undervejs i forløbet, da hun får konstateret sklerose.)
Jeg kan ikke påstå at jeg er objektiv. Faktisk er jeg så lidt objektiv, at ordet ”subjektiv” ikke helt dækker det, jeg er.
Anne var mit første store blogger-idol, og jeg kan stadig huske, hvor starstruck jeg var, da jeg i forbindelse med et blog-arrangement i sønderjylland kørte op foran TV2 i Aarhus N, i min daværende kærestes smadderkasse af en sænket bil, for at samle hende op.
4 timer senere hang vi ud af hver sit vindue og hujede overgearet af sønderjyder i refleksbukser. På den måde er Anne ret nem at holde af.
Nu har hun endelig skrevet en bog, og selvom jeg ville ønske for hende, at hendes første bog enten havde handlet om noget andet, eller været fiktion fra ende til anden, så er det alligevel den fineste og mest vigtige bog, jeg har læst i lang tid.
Normalt er jeg lyn-læser. Som i: Virkelig turbo-turbo. ”Jeg vil ikke tage det flot” er en lille bog på 162 sider, og det har alligevel taget mig over en uge at læse den, for det er sgu hård kost. Når man komprimerer 2 års angst, frygt, sorg og vrede og sætter det på skrift, siger det næsten sig selv, at det ikke er Nynnes Dagbog 4, der kommer ud af det.
Det er tungt. Men det er godt nok også både vigtigt og nødvendigt. Man bliver klogere af at læse den, og der er mennesker, der kommer til at få det nemmere af, at Anne har turde skrive den.
For i dag, hvor de sociale medier næsten tigger om, at du iscenesætter dig selv og dit liv i en pletfri højglansversion, der får andre til at længes efter at være dig, er det virkelig svært for os, der ikke er blevet fældet af en led diagnose, at få lov til at få at vide, hvad det vil sige at være så alvorligt syg.
Det giver bogen et meget, meget fint indblik i. Anne er simpelthen så god til at zoome ind på små detaljer undervejs, der på en eller anden måde fanger hele stemningen og gør, at man næsten føler, at man selv er til stede i situationerne.
Der er ingen tvivl om, at bogen vil give utrolig meget mening for andre mennesker, der er ramt af sklerose, både primært og sekundært. Men undervejs tænkte jeg faktisk flere gange, at der var en sær form for genkendelighed i den; at jeg kunne genkende Annes overvejelser og reaktioner fra tidspunkter i mit eget liv, hvor jeg har været i krise.
Dermed på ingen måde sagt, at ”det kender jeg bare godt fra mig selv. Bare værre.” Slet, slet ikke. Men det gjorde alligevel noget ved mig at opdage, at uanset hvad en krise handler om eller bunder i, så ligner de følelser, den udløser, hinanden. Der ingen, der rigtigt gider automattrøst. Eller hold-nu kæft-trøst. Det er ingen, der har lyst til at føle, at de er en belastning for andre, hverken at være omkring eller at høre på. Det er meget, meget irriterende, når andre folk ”liiige ved, hvordan du har det!”. Eller mener, at din og deres situationer er ens. Det provokerer, fordi det udløser en stærk fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt eller forstået, mens man samtidig heller ikke rigtigt gider høre sig selv sidde og konkurrere om at have det værst.
Det var også befriende at opdage, at der er andre, der åbenbart heller ikke får en stationær følelse udleveret, når noget ramler, og derefter kun udviser den adfærd, der passer til dét. Nogle dage vil man have medlidenhed. Andre dage har man brug for at få lov at være stærk uden skingeroptimistisk opmuntring. Ind imellem vil man gerne have lov at fortælle i detaljer, hvor rædselsfuldt man har det. Andre gange orker man ikke at folk spørger. I dag vil jeg roses for det, jeg kan. I morgen taler du ned til mig, hvis du gør det.
Det svinger, og man ved det godt selv.
Bogen udløste en følelse i mig, som jeg mangler et passende ord for, for ’medlidenhed’ er noget af det mest irriterende, der findes. Men hvad pokker skal vi så kalde det, der opstår, når man bliver så forfærdelig påvirket af, at skæbnen ikke havde noget, der var sjovere i posen, til folk, man holder af?
Jeg synes, at du skulle læse bogen; du kan kun vinde. For det første er du godt underholdt. For det andet er du formentlig lidt federe at være sammen med, næste gang, du er i selskab med en, der er alvorligt syg. For det tredje udviser du måske mere overbærenhed over for dig selv, når du bliver ramt af en krise næste gang; måske bliver du endda bedre til at sætte ord på, hvad du har brug for fra andre?
Og under alle omstændigheder er det altid rart at vide, at der er andre, der heller ikke gider tage det flot.