I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.)
I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.
Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.
I 22 år.
Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad
jeg møder.
Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.
Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.
1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.
2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.
3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.
Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.
Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.
Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt – hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.
Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.
Livet ER for kort til dårlig marmelade. Og til den offerrolle, Ketty (u-)frivilligt har indtaget …
Køb et glas Nutella og en stor ske!
Kh Anne F. (der tilsyneladende er uvenner med googlekonto)
For maaaaange år siden, arbejdede jeg i London efter studenter eksamen. Som sygehjælper på et hospice. Det var terminale patienter. Blandt andet en mild, forvirret dame, der undrede sig højlydt over hvorfor hun dog lå dér, sammen med alle de syge (!) Til sidst blev vi orienteret på et personalemøde, om at nu fik hun sandheden at vide, og manden blev dermed underkendt. Hun havde vel et par dage tilbage. Han insisterede ellers på at hun ikke skulle have noget at vide.
Næste gang jeg kom på arbejde, mødte jeg en rasende furie. Hun var så forfærdeligt vred, og manden krøb langs panelerne, når han kom på besøg.
Grunden til hendes vrede? Som hun sagde til det lille guds ord fra Danmark, så ville hun nu aldrig nå den weekendtur til Holland, som hun altid ville have været på, for at se blomster. For manden havde jo aldrig villet. Og nu var det for sent!
Hun døde vred. Og der har garanteret været mere i det end den manglende tur til Holland.
Som du så fint skriver, så har vi altid muligheden for et aktivt valg.
For nogen er det valg bare slet, slet ikke inden for synsvidde.
Men så kan de da i det mindste minde os andre om at der ER andre måder at leve på.
Og nogen ved slet ikke, at de (i vores øjne)spilder livet på dårlig marmelade. For dem er hele livet det, at ofre sig for andre. Jeg har desværre også brugt meget tid på vrede over andres gøren og laden, men har efterhånden øvet mig i, at prøve at se tingene oven fra og sætte mig ud over det jeg ser og lade andre have deres liv, meninger og lyster for dem selv. Det er svært, når man nu har sådan en god moral og perfekte meninger, men drt kan lade sig gøre. Vi må lære at forstå, at livet og hvad indholdet i det skal være, er forskelligt hos hvert enkelt menneske. Lad os nyde vores eget liv. Sortere og vælge både til og fra som det lyster os og spise lige præcis den marmelade vi mener passer til vores liv, om vi kan lide den eller ej, blot det giver mening for os selv. God dag i regnen.
Jeg har så meget lyst til at sende en gavekurv med mørke marmelader afsted – og sidder endda og overvejer hvorvidt det kan betale sig at blive lidt irriteret over kærestes manglende evner til at bære glas og kopper tilbage i køkkenet og sokker i vasketøjskurven…
Ej, hvor er det bare det bedste blogindlæg, jeg længe har læst. Det ramte lige præcis, hvad jeg selv tænker en del over, men tror jeg lige manglede at konkretisere problemet, som du gør her. Jeg manglede også de tre råd til at afdramatisere petitesserne, så tak for det:-) Jeg er selv blevet meget mere konsekvent det sidste års tid for at omgive mig med positive mennesker og ikke de, der stjæler energi. Det er hårdt på den korte bane og sikke en usikkerhed der vælter op i én, men nøj, hvor er det bare det hele værd på den lange bane:-)
http://carrymystyle.com/the-perfect-plan-B
Word? . Jeg er heldigvis også kommet dertil, hvor du er.. Det virker ikke hver dag, men de fleste… Hvis jeg vil bedst kan lide Valhrona chokolade eller dyre nutellaudgaver, så køber jeg det sgu! Og hvis folk tager min energi eller dømmer mig, så prøver jeg at skubbe dem udad som dig.. Eller helt distancere mig. Det er MIT liv og jeg og ikke andre skal være i det. Så synes andre, jeg gør noget "forkert"- ja I don't Care, hvis jeg er glad!
Knus
Jeg er så enig, men jeg synes den med at give slip på mennesker som tager min energi kan være rigtig, rigtig svær. Der kan være så mange årsager til at folk tager min energi og nogle gange er det faktisk ok, mens andre gange går det langt over mine grænser. Det afhænger meget af situationen og af venskabet. Grænsen mellem hvornår det er ok at nogen tager min energi og hvornår det ikke er ok synes jeg er så svær at definere nogle gange.
Blogsbjerg, du blogger bare blandt de bedste! Tak for det 🙂
Det der – det er bare SÅ rigtigt skrevet. Og jeg havde brug for at læse præcis det du skrev. TAK!!!
Prøvede faktisk at kommentere fra et sted ude i sommerlandet. Uden held. Men jeg er vendt tilbage til dit indlæg flere gange. Du rammer så meget plet. Og det kan være rart, når en helt udefrakommende kan give mig lidt hjælp til at håndtere et rigtig, rigtig træls arbejdsforhold. I forhold til at flytte energislugere ud i cirklerne, så har jeg faktisk praktiseret det i flere år. Og det virker meget fint. Tak for kloge ord. Og tag nu og skriv den bog, ikke?
Hold K… hvor er det bare fantastisk skrevet, det der. Tak, Linda! Jeg kender ingen, der skriver som du. Du rammer plet.
Håber, det er ok, at jeg lige copy paster ind i mit eget liv og hænger dig op på køleskabet.
Vh Anne
Anne: Jeg fulgte dit gode råd og købte et glas nutella, da jeg var i Tyskland sidst. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft nutella i huset. Det var et lille glas og jeg spiser det (primært) på noget; men det tæller vel alligevel, ikke?
Naja: Da jeg læste din historie (og tak fordi du fortæller den) fik det mig faktisk til at tænke på det, jeg ganske kort nævner i indlægget, nemlig det med, hvor gavmild man skal være med sandheden. Som jeg læser det, var du på mandens side, og jeg er med jer. Der er jo ingen fornuft i at tvinge sandheden ned i halsen på folk, hvis deres nærmeste (som har kendt dem et helt liv) vurderer, at det gør mere skade end gavn. Asger Aamund siger det så klogt i Mads & Monopolet: Man skal fortælle sandheden, men man skal ikke rutte med den.
Stella: Det er en fin pointe, det med, at det der er rigtig for den ene, ikke nødvendigvis er rigtigt for den anden. Det øver jeg mig i. Men mit liv blev faktisk lettere, da jeg mindede mig selv om netop det, dengang min veninde blev ved med at gå tilbage til sin rådne kæreste, der – set med mine øjne – behandlede hende virkelig dårligt. Hvor svært det end var for mig at forstå, ville hun hellere acceptere utroskab og ydmygelse, end være alene.
Østfronten: Køb kurven og giv den til dig selv, mens du highfiver dig selv over, at du nu er et overskudsmenneske;)
Carry My Style: Maier, Malene, Anne og Anne: Jeg holder aldrig op med at blive en lille smule forbløffet over, at det kan rykke noget i andre, når jeg ævler løs på siden her. Tak for jeres fine ord, og fordi I gav jer tid til at skrive dem. Jeg håber, at de ting, I går og bakser med, falder på plads.
Anonym: For mig tror jeg, at det giver lidt sig selv, hvornår folk er gået over grænsen, for der skal jo være plads til både ups and downs i venskaber. Jeg har intet i mod at være den, der giver mest i en periode; det hører med, synes jeg. Også selvom det tager min energi. Det må det gerne, hvis mine venner er et sted, hvor de har brug for det. For mig er det de mennesker, der sætter sig selv i centrum gang på gang på gang, og bliver ved med at træffe valg, der gør deres liv sværere – for derefter at forvente fri taletid og indlevelse på det, der ryger. Nogen gange tager det bare lidt tid at opdage, fordi det sker gradvist. Synes jeg.
Mette: Får helt lyst til at skrive: ”You go, girl!!”:)