Bloggen

Som de af jer, der har læst med et stykke tid, ved, så har jeg et barn med en meget høj grundspænding. Al gang foregår i løb, og det olympiske motto ”Hurtigere, højere, stærkere” er løst baseret på Anton.

Inden jeg fik ham, havde jeg planlagt, at han var et stykke hyggeligt tilbehør, der lige kunne sidde helt stille og dimse med noget Lego, mens jeg trænede og var huslig, og når jeg så var færdig, kunne vi lægge et puslespil eller slentre en hyggelig tur, mens jeg drak en kop kaffe to go, og Anton faldt i staver over solens spil i trætoppene.

Pinks ”Stupid girl” er løst baseret på mig.

Men da jeg er så dårlig til at lege, at det nærmer sig et handikap, passer det nok i virkeligheden fint, at vi har bevægeglæden til fælles. Udfordringen har bestået i at finde noget, som vi begge to kan holde ud, og hvor ingen kommer decideret galt af sted, eller mister forstanden af kedsomhed.

Vi bruger svømmehallen flittigt, og cykler stierne tynde på løbecyklen, men i netværkets hellige navn, har jeg prøvet at supplere med noget, hvor vi går fast på et hold. De sidste to år har vi gået til gymnastik, hvilket altid har givet mig en udpræget lyst til at bunde en flaske rødvin, i det sekund vi kommer hjem; jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i DK findes fuldstændig forrygende børnegymnastikhold, men enten er det ikke dem, vi har ramt, eller også er der ingen af os, der har temperament og personlighed til at gå på dem. Når vi har siddet i rundkreds i 10 minutter og sunget ”Hjulene på bussen” i et støjinferno, der giver alt levende med en bare nogenlunde velfungerende hørerest, lyst til at hamre hovedet så hårdt ind i væggen, at der kommer blod, så man har en undskyldning for at gå hjem, er det svært at afgøre, hvem af os, der er mest desperat.

Så. Fast besluttet på, at tiden er kommet til noget andet, når inde-sæsonen starter igen til efteråret, har jeg bestemt, at vi skal starte til ishockey.

Klog af skade tænkte jeg, at det ville være smart lige at stikke fingeren i isen, og se, hvad vi sagde til det, inden vi lægger os fast på en hel sæson, så for et par uger siden var vi nede og skøjte for første gang.

Det skulle vi have gjort for LÆNGE siden. Hold nu kæft, hvor var det skægt. Den lille lort er frygtløs, og efter 24 styrt, rejser han sig stadig bare op, og forsøger at løbe videre, running little man-stil. At de store drenge (som pr. definition er seje, fordi de er store) kom blæsende forbi i fuldt ishockey-ornat, bremsede hårdt op, og sagde: ”Du er sgu da ikke ret stor? Vil du ikke prøve det her?” og læssede så meget gear på ham, at han nærmest ikke kunne stå oprejst, gangede coolness faktoren med omkring en million.

Desværre for os lukker hallen ned for sommeren i dag. Men i det sekund de slår dørene op igen til september, skal I se os stå klar med skøjterne på.

I torsdags var jeg oppe og besøge Lene, som er kommet på hospice. Alene det at skrive og læse den sætning føles uvirkeligt og underligt amputeret, som om det er noget, der alt sammen sker for nogle andre. For et par uger siden kunne jeg ikke holde op med at græde, men det er som om, det går for hurtigt nu; mine reaktioner kan ikke følge med. Lige nu føles det mest, som om at alt i mig er frosset fast.

På hospicet gik jeg forbi en ung mor, der sad i sin kørestol med sin lille baby i favnen, og mit subjektive, u-lægelige bud er, at vi i dette tilfælde snakkede mere om dage end om uger. Jeg gik forbi en væg med børnetegninger, hvor Mikkel tog mig i armen og sagde: ”Dem ville jeg ikke kigge for længe på, hvis jeg var dig” da jeg helt automatisk lod øjnene løbe hen over farverne og de spejlvendte bogstaver, og jeg tænkte, at personalet sådan et sted enten må være meget troende, eller gjort af et ganske særligt materiale. Jeg ville gå i stykker inde i hovedet op til flere gange i timen, hvis det var mig, der skulle stå op til den verden hver eneste dag.

Ubelejligt nok tøer alt det frosne, når jeg sidder deroppe.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være den stærke, så Lene kunne få lov at være den lille, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, at hun forlader os. Jeg kan. Ikke. Forstå. at vi sidder et sted, hvor folk tager hen for at dø, og at Lenes navn står på døren.

I min afmagt er jeg begyndt at blive utrolig irriteret på historier om, hvordan forskellige mennesker ”kæmpede imod kræften – og vandt!” Jeg får lyst til at skrige over, at mennesker som Lene, der udover at de skal forholde sig til, at de skal forlade dem, de elsker, også skal bære, at det er deres egen skyld; at det er et spørgsmål om, at de ikke har villet livet nok. Det minder mig om en historie, jeg engang hørte, hvor en mand, som jeg har glemt på nationalitet og profession på, fortalte om sit arbejde med HIV-patienter. Han fortalte, at noget af det mest absurde i jobbet var at opdage, at der findes Den Gode og Den Dårlige HIV. Den gode HIV er den man f.eks. får gennem en blodtransfusion. Den dårlige er den, man får af ubeskyttet sex. Særligt hvis man er en homoseksuel mand. Sygdommen og dens forløb er naturligvis det samme, men hvor patienterne med Den Gode HIV bliver mødt med omsorg og sympati, må mange af patienterne med Den Dårlige HIV oven i deres sygdom kæmpe med, at omverdenen egentlig ikke synes, at det er specielt synd for dem; det er jo deres egen skyld.

Måske er det fordi vi som race tackler det vilkårlige og retfærdighedsløse meget dårligt? Måske har vi brug for ideen om, at hvis vi bare opfører os ordentligt, betaler licens og spiser vores – usprøjtede – grøntsager, så får vi ikke skæbnen og al den lunefulde væsen i nakken? Måske er det for svært at leve med forstanden i behold, hvis vi åbner for den dør, hvor muligheden for, at gode mennesker også får revet livet brutalt ud af hænderne, før de får mulighed for at følge noget som helst til dørs, er bag?

Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har ønsket mere indædt, at jeg var troende.

Lige som vi hvert år d. 14. februar skal igennem de obligatoriske opdateringer fra dem, der hhv. elsker og hader Valentines Dag, så er det i disse dage også en årligt tilbagevendende begivenhed, at facebook flyder over med ”Tak skat!!” og ”Det er sgu da dine egne penge, din nar!”

I forbindelse med min grow-up-your-life fase sidste år, hvor jeg var igennem alt, hvad jeg har af bank- og forsikringspapirer, var jeg også for første gang inde og rette min forskudsopgørelse. (Jeg er det, vi kalder en ”late bloomer”) Jeg kastede mig over opgaven ud fra arbejdstesen ”Hard work beats talent” og efter en del riven-i-hår (primært mit eget) og samtaler med medarbejdere fra skat, kunne jeg efter nogle lange dage endelig trykke på ’indsend’.

Derfor var jeg afslappet-grænsende-til-nonchalant, da jeg igår loggede på Skat for at se den endelige årsopgørelse; jeg var relativt sikker på, at vi ville lande på noget i retningen af, at en af os skyldte den anden en 10’er. Blev derfor rimelig træt, da jeg efter en kø, der var en planøkonomi værdig, fik besked på at finde 6000 kr. og smide dem i Det Sorte Hul. (Speaking of: Hvor ER det fly??)

Wtf??

Normalt begynder jeg at svede ærgerlig koldsved over den slags meddelelser, men i år vidste jeg, at det måtte være en fejl, så jeg rykkede direkte til feltet ”irritation”

‘Ret årsopgørelse’ – *klik*

Uden at skulle gå i mange, lange og indviklede detaljer, er mit job skruet sammen på en måde, der gør, at jeg for ca. 80 % af mine opgaver får kørepenge for de km, jeg kører, mens jeg for de sidste ca. 20 % er fradragsberettiget. Og det ER sikkert mig, der i sin tid har trykket på noget forkert (Tss! Som om!) – i hvert fald kunne jeg se, at min arbejdsgiver ikke stod opgivet som tolkefirmaet i Aarhus, men derimod som fitnessdk, Esbjerg.

Hvilket kilometermæssigt gør en temmelig stor forskel.

Som et ekstra hån-feature har Skat desuden teamet op med Krak, så jeg der, midt i min årsopgørelse, lige kunne få en kørselsvejledning og se, at jeg altså kun har 7 km. på arbejde, og ikke de 153 km. jeg løgnagtigt har anført.

Nice try, Skat.

*taste-taste-taste* ‘Indsend rettelse’ *klik*

‘Du mangler at indbetale 1598. kr.’

For satan da også.

Så nu: Hvis I vil have mig undskyldt; jeg skal lige ud og skamkøre motorvejen. Den skylder mig 1600 kr.

Jeg kan ikke blogge i de her dage; jeg er simpelthen så ked af det hele tiden, at jeg er fuldstændig låst oven i hovedet.

Normalt skriver jeg om de ting, der fylder i mit liv – af en eller anden grund er det sådan, jeg processuerer bedst – og lige nu er Lenes sygdom det eneste, der fylder. Men det føles forkert at skrive om. Hvis jeg skrev om det, ville det for det første nærmest føles som en hån; det er ikke mig, der er syg, og det er ikke Anton, der skal vokse op uden sin mor. (Håber jeg inderligt.) For det andet er jeg bange for, at det ville det få et ulækkert skær af sensation og udlevering; mange af jer ”kender” Lene, og det her er hendes historie. Det er 100 % hende, der skal have lov at bestemme, hvor meget af den hun vil dele.

Så. Jeg græder. Jeg græder, når jeg kører derop, jeg græder, når vi sidder og snakker, og jeg græder, når jeg kører hjem. Jeg græder i mine pauser på arbejde, og når jeg putter Anton om aftenen. Jeg græder hele fucking tiden, for jeg kan. Ikke. Forstå. At det her sker.

Jeg har lovet hende at holde hendes læsere opdateret, når der er nyt, og det skal jeg selvfølgelig nok gøre. Jeg har også lovet hende, at sørge for at leve livet, og gøre gode ting. Så i dag hentede jeg Anton tidligt, og tog ham med på stranden. Vi havde taget vores drage med, og med solskinnet og den blå himmel som baggrund, så den fantastisk ud, som den hang deroppe, i alle regnbuens farver.

Og heldigvis blæste det så meget, at det ikke virkede mærkeligt, at mine øjne hele tiden løb i vand.

Nå, men efter 14 dage med det hormoncreme, som jeg fik med af den russiske læge (der ikke kunne forstå, at jeg blev ked af at få stillet diagnosen psoriasis ”Hvorfor du bli ked af det? Det ikke noet alvorlig jo. Jeg jo ikke fortælle dig du krrræft eller sådan noget?”) (hvilket fint besvarer spørgsmålet, der har ligget mange af os på sinde i årevis: ”Har de psykologi på medicinstudiet i Rusland?”), som KUN skulle ”smøres på prrrikker” – hvilket tager mellem en halv og en hel dag – var det i dag blevet tid til min første lysbehandling.

Og hold da op.

Jeg har godt i fitnesscenteret kunne fornemme, at jeg nu er blevet en del af seniorsegmentet. Efter et langt liv med hvasse blikke og træningstasker, der ved et ”uheld” blev skubbet ned af bænken, fordi jeg havde stillet mig, hvor de plejede at stå, favner de mig nu med kærlighed og forståelse; jeg er blevet En Af Dem. Hvad jeg – uopfordret – har fået af historier om Rosen og nældefeber og obskure eksemer over de sidste par uger, overgår almindelige menneskers fatteevne.

I venteværelset i dag trak jeg gennemsnitsalderen mellem 20 og 30 år ned, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at blive alt for deprimeret over udtalelser som: ”Ja, vi psoriasispatienter glæder os jo nok lidt ekstra over foråret!” (fandme godt nok et ”vi”, jeg godt kunne undvære at være omfattet af) og ”De kunne da i det mindste have haft nogle ordentlige stole, når vi nu skal sidde og vente så længe!”

Seriøst: Det er næsten det mest irriterende ved den her sygdom; al den logistik, der følger med. Man skal SINDSSYGT meget til læge, hvilket jeg altid har hadet med nærmest religiøs inderlighed, og hele puslespillet med at få hverdagen til at hænge sammen med så mange lægebesøg, og samtidig ikke være ALT for belastende for sin arbejdsplads, er virkelig svært. Og så for en sygdom, som ligner pis – men som jeg faktisk ikke kan mærke, at jeg har.

Nå, men da jeg trådte ind i behandlingsrummet, kunne jeg med lettelse konstatere, at vi nu endelig har fået tidsmaskinerne til at virke, og har mulighed for at sende folk tilbage til de tyske laboratorier, hvor de første solarier blev opfundet og testet.

Skærmet af de hvide skærme, der åbenbart *skal* være lavet af stof, der leder tanken hen på 2. Verdenskrig, fik jeg af sygeplejersken (der skuffende nok ikke hed Ilse) besked på at strip down naked og stille mig ind i det, der bedste kan betegnes som et meget stort køleskab, belagt på indersiden med solarierør.

Hals og håndflader: Sig pænt goddag til jeres nye ven Klaustrofobien.

Og der skulle man så stå, som Gud har skabt én, med de der små solarieskalle-briller på, mens man holdt fast i to håndtag ”så du får lys over hele kroppen”.

Følte mig meget som en meget retarderet racerkører.

Efter 37 sekunder slukkede lyset, og jeg kunne vælte ud i friheden igen, med den fornemmelse af stegt bacon i huden, som jeg forbinder med min handelsskoletid, hvor vi gik mere i solarie, end vi gik i skole.

Da jeg gik, var der en af mine nye venner, der sagde: ”Vi ses.” – hvilket han har helt ret i, da jeg skal derind 10.000 gange mere.

…

Hvis der sidder nogle forskere derude og keder sig, vil jeg betale good money for en pille, der overflødiggør det her.