Nå, men efter 14 dage med det hormoncreme, som jeg fik med af den russiske læge (der ikke kunne forstå, at jeg blev ked af at få stillet diagnosen psoriasis ”Hvorfor du bli ked af det? Det ikke noet alvorlig jo. Jeg jo ikke fortælle dig du krrræft eller sådan noget?”) (hvilket fint besvarer spørgsmålet, der har ligget mange af os på sinde i årevis: ”Har de psykologi på medicinstudiet i Rusland?”), som KUN skulle ”smøres på prrrikker” – hvilket tager mellem en halv og en hel dag – var det i dag blevet tid til min første lysbehandling.
Og hold da op.
Jeg har godt i fitnesscenteret kunne fornemme, at jeg nu er blevet en del af seniorsegmentet. Efter et langt liv med hvasse blikke og træningstasker, der ved et ”uheld” blev skubbet ned af bænken, fordi jeg havde stillet mig, hvor de plejede at stå, favner de mig nu med kærlighed og forståelse; jeg er blevet En Af Dem. Hvad jeg – uopfordret – har fået af historier om Rosen og nældefeber og obskure eksemer over de sidste par uger, overgår almindelige menneskers fatteevne.
I venteværelset i dag trak jeg gennemsnitsalderen mellem 20 og 30 år ned, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at blive alt for deprimeret over udtalelser som: ”Ja, vi psoriasispatienter glæder os jo nok lidt ekstra over foråret!” (fandme godt nok et ”vi”, jeg godt kunne undvære at være omfattet af) og ”De kunne da i det mindste have haft nogle ordentlige stole, når vi nu skal sidde og vente så længe!”
Seriøst: Det er næsten det mest irriterende ved den her sygdom; al den logistik, der følger med. Man skal SINDSSYGT meget til læge, hvilket jeg altid har hadet med nærmest religiøs inderlighed, og hele puslespillet med at få hverdagen til at hænge sammen med så mange lægebesøg, og samtidig ikke være ALT for belastende for sin arbejdsplads, er virkelig svært. Og så for en sygdom, som ligner pis – men som jeg faktisk ikke kan mærke, at jeg har.
Nå, men da jeg trådte ind i behandlingsrummet, kunne jeg med lettelse konstatere, at vi nu endelig har fået tidsmaskinerne til at virke, og har mulighed for at sende folk tilbage til de tyske laboratorier, hvor de første solarier blev opfundet og testet.
Skærmet af de hvide skærme, der åbenbart *skal* være lavet af stof, der leder tanken hen på 2. Verdenskrig, fik jeg af sygeplejersken (der skuffende nok ikke hed Ilse) besked på at strip down naked og stille mig ind i det, der bedste kan betegnes som et meget stort køleskab, belagt på indersiden med solarierør.
Hals og håndflader: Sig pænt goddag til jeres nye ven Klaustrofobien.
Og der skulle man så stå, som Gud har skabt én, med de der små solarieskalle-briller på, mens man holdt fast i to håndtag ”så du får lys over hele kroppen”.
Følte mig meget som en meget retarderet racerkører.
Efter 37 sekunder slukkede lyset, og jeg kunne vælte ud i friheden igen, med den fornemmelse af stegt bacon i huden, som jeg forbinder med min handelsskoletid, hvor vi gik mere i solarie, end vi gik i skole.
Da jeg gik, var der en af mine nye venner, der sagde: ”Vi ses.” – hvilket han har helt ret i, da jeg skal derind 10.000 gange mere.
…
Hvis der sidder nogle forskere derude og keder sig, vil jeg betale good money for en pille, der overflødiggør det her.
Arj, undskyld, jeg ved godt, at der overhovedet ikke er noget at grine af, men alligevel formåede jeg lige at sprutte kaffe ud over tastaturet, da jeg læste din beskrivelse af hele venteværelses-sistuationen. En dag burde man skrive en generel post om "Vi'er", som man IKKE selv gider være omfattet af 🙂
Jeg vil fluks gå i gang med at opfinde en pille, der overflødiggør yderligere henslæben i venteværelse. Indtil den er færdig, må du nøjes med et 'god bedring' …
Arhmen, hvor det lyder helt igennem træls! Man skal nok ikke begynde at regne på hvor lang tid man bruger i venteværelset vs. hvor lang tid behandlingen tager (37 sekunders grill??). Det er bare ikke i orden, når ens krop på tarveligste vis sådan svigter én, og man pludselig skal komme overens med, at man er sådan én der skal gå til regelmæssig behandling. Sejt at du magter at få flettet humor ind i det her – det' sgu overskud! Tak for en fantastisk blog!
Du kan nu begynde at øve dig i at være til for behandlersystemets skyld og ikke omvendt – det tager tid, skulle jeg hilse og sige! Mor til snart 24-årig
diabetiker, der fik diagnosen som fireårig og selv indehaver af et par skavanker, der kræver jævnligt ophold i venteværelser 🙂
Åh for pokker, jeg ved PRÆCIS, hvordan du har det! Jeg fik selv psoriasis efter en halsbetændelse for 5 år siden og kan tydeligt huske, hvor ked af det jeg blev og var meget tid, jeg brugte på læge besøg og lys 3 gange om ugen. Du må endelig sige til, hvis du vil have nogle gode råd og hvis du har nogle spørgsmål. Jeg manglede virkelig nogle svar, da jeg fik det konstateret.
/ Julie
Fandme bare træls og synd for dig!
I orden du klynker lidt, og så kan du endda gøre det med humor…. Respekt!!!
Hej 🙂 Jeg har haft psoriasis siden jeg var 12 – og jeg må give din læge ret – det ER altså ikke verdens undergang. Hvis jeg kunne komme nogenlunde helskindet gennem pubertet og teenageår med psoriasis over hele kroppen, så tror jeg nok at du skal klare det også. Nå men videre til fifne. Meld dig ind i Danmarks Psoriasis Forening. Så kan du herigennem leje et lys-apparat så du ikke behøver at gå til lægen for at få lysbehandling. Det er ikke dyrt og der er apparater til udlejning i hele landet. Forsøg dig med udelukkende lys og fugtighedscreme i en periode – det er ofte nok, og kan du slippe for plet-behandlingen. Kost kan gøre meget – det kan du også læse om på nettet. Snak med din læge om at få et kit derhjemme til check at streptokokker i halsen. Så kan du teste dig selv jævnligt…. Det var vist lige det for nu. Du må gerne kontakte mig hvis du har spørgsmål. fievesterled@gmail.com. mvh Fie
Jeg tør næsten ikke skrive den næste sætning, fordi den lyder så kliché-agtig 🙂 Men altså, here goes: Min mor led meget af psoriasis i en årrække og var igennem alverdens behandlinger. Til sidst opgav den ellers flinke hudlæge og gav hende frit slag til at afprøve diverse obskure alternative råd – til sidst prøvede hun så at sove med hænder og fødder pakket ind i hvidkålsblade – ja, freakin' hvidkål – og det var så simpelthen dét, der skulle til. Væk var eksemen.
Din opsang til de folk, der nok ikke synes, at deres enkelte små bidrag til mobning gør nogen skade, klinger lidt hult efter det første afsnit i dette indlæg..
Derudover kan jeg sagtens forstå din frustration over kommentaren – jeg er selv meget følsom omkring en ikke-særligt-alvorlig-sygdom, jeg har og måtte skiftet speciallæge et par gange, før jeg fandt en, der var "sød nok" til mig. Men det gør jo ikke de andre læger dårlige. Ingen af dem var i øvrigt fra Rusland 🙂
Nadja
Jeg siger det lige igen..Prøv Jim Lyngvilds håndcreme fra Raunsborg. Den skulle efter sigende være et vidundermiddel til psoreasis.
mvh Jeannette
Kan anbefale at lade Karsten Munk tage et kig på det, . http://www.karstenmunk.dk/ Sanne
Jeg tror, min søster har samme hudlæge som dig. En noget uforståelig østeuropæisk kvinde, der ved første konsultation, så indtrængende på søsteren min, og sagde;"Du harr klove?" Eejj, det mente søs nu ikke hun havde.., men hun havde da nogle irriterende kløende pletter..? "Ja,du klorr..?", sagde lægen, og kradsede sig på ivrigt på armen. Jo, søs havde klove. Diagnose: Psoriasis. Behandling: Salve (KUN på prrikker), og lysbehandling.. Måske møder du hende i venteværelset. Det er hende, den anden under 50:)
Held og lykke med det, og god bedring
Henriette