Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

M2018, uge 31

12

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i begge børns tøjskabe og alle kasserne med tøj, vi har arvet, fordi jeg har en kraftig mistanke om, at efteråret i år kommer til at ramme som en lussing. Det er sket mere end én gang, at jeg har købt et eller andet til et af børnene, og når jeg så bladrer kasserne igennem, ligger der to af lige præcis den beklædningsgenstand og hån-ler af mig. Det sker næsten altid, fordi jeg først finder kasserne frem, når årstiden er skiftet. I år ville jeg gerne være på forkant, så nu står der en kasse med efterårstøj ved vaskemaskinen, som er klar, når temperaturen begynder at falde (InshAllah) og det, der stadig er for stort, er pakket tilbage i kasserne, som har fået nye størrelseslabels på.

Jeg har samtidig frasorteret alt det, der er blevet for småt, og alt det, jeg – efterhånden som særlig Fridas tøj-præferencer bliver mere tydelige – kan se, at de aldrig kommer i. Jeg har sat alt til salg på Tradono, tøj, støvler, alles, til 5 kroner, og det, der ikke er solgt på fredag, ryger i poser, og videre i rotation.

2)
Ryddet op i børnenes legetøj (da jeg alligevel var i gang) og givet det, vi ikke længere bruger, til børnehaven. Det her punkt er måske ikke noget, der direkte falder ind under emnet, men jeg har alligevel taget det med, fordi det hænger sammen med ikke at horde ting, man ikke bruger, men slippe dem og lade andre få glæde af dem. Det er så lidt, du kan få for f.eks. et brugt puslespil eller en bamse – og så synes jeg egentlig, at det giver mere mening at forære det til et sted, hvor det kan bruges af mange børn i lang tid, f.eks. et krisecenter, et sygehus, en institution eller hvad man ellers har i nærområdet.

3)
Vasket min bil manuelt. 2 gange i løbet af den sidste måned, faktisk, hvilket jeg ville ønske, jeg altid kunne gøre, for det er en (relativ) stor enkeltudgift, som det ikke rigtig føles, som om man får noget for, andet end 10 minutters glæde over at køre i en ren bil. Tiden er bare desværre ikke til, at jeg kan nå både rengøring, haven, bilen plus det løse, og det her en den løsning, det er billigst for mig at betale mig fra.

Men vi havde fri, vejret betød, at det var ligemeget, at ungerne blev dyngvåde, de er blevet så store, at de forstår det, når man beder dem om at stoppe med at skrubbe asfalten med den børste, de lige om lidt skal vaske en lakeret bil med, og de kan selv gå ind, hvis de skal tisse eller ikke gider mere, så der var et window of opportunity og jeg kravlede lige igennem det.

4)
Trukket vores indkøb en dag for langt. Det her er en genganger, men den er bare så god, når den kan lade sig gøre, fordi det er på den sidste dag, vi får brugt ALLE resterne. Igår bestod aftensmaden f.eks. af 2 frikadeller, et stykke pizza, koldskål, tomater fra mormor og morfar, en skefuld humus og et par friske skinkeboller af dem her, som min veninde har anbefalet*. I morges var der rester, der passede til en smoothie, og da vi kørte over for at handle, var køleskabet så tomt, at det rungede.

*Jeg smed en rest chorizo og en rest haydari i, og bagte dem med chiliost, og de smagte HIMMELSK! Pro-tip: Jeg HADER at tygge på skinkestrimler, så jeg smider dem (og chorizoen) i min køkkenmaskine og hakker det hele fint. På den måde får man en bolle, der fungerer perfekt som mellemmåltid, fordi der er masser af protein i, så den mætter, og så er den supernem at have med i tasken.

I spørger, jeg svarer: Om mænd og dating

28

Inden jeg kaster mig over dagens indlæg, vil jeg bare lige (så ingen tror, de er blevet glemt) sige, at jeg har 3 spørgsmål mere liggende i indbakken, som jeg nok skal nå omkring:

1) Hvad er din holdning til at handle på Amazon (ihukommende indlægget om fagforeninger)?

2) Apropos M2018 – hvad er det helt overordnede mål? Hvad skal friheden bruges til, når du er gældfri?

3) Hvordan er det at være alene, når du er sammen med andre forældre, som er to?

Disse indlæg kommer op i løbet af den næste lille måned; jeg skal lige have tiden til at skrive dem, for de her “I spørger, jeg svarer”-indlæg er noget længere, end dem, jeg normalt skriver. Jeg kan selv bedst lide, hvis et blogindlæg ikke vandrer planløst ud af lange sidespor (som det her f.eks. er i gang med at gøre lige nu) – men fordi I stiller så gode spørgsmål (#SmoothOperator) kræver de lidt flere ord, end jeg normalt belemrer jer med.

Dagens emne er ingen undtagelse, og det er en slags svar på den håndfuld spørgsmål, jeg har fået, der kan koges ned til: “Savner du aldrig en mand at dele dit liv med?”

Det korte svar er: Jo. Det gør jeg virkelig.

Jeg har, helt fra jeg startede med at blogge, haft en regel om, at jeg kun skriver om de mænd, jeg ser, hvis jeg ser dem så meget, at man kan møde mig med dem i det offentlige rum. Ikke for at være mørk og mystisk, men fordi jeg, bortset fra mine børn, meget sjældent skriver en ét enkelt individ. Alle, jeg blogger om, forsøger jeg at camouflere, så ingen skal føle sig udstillet, og det bliver svært, hvis jeg skal skrive om en mand, jeg dater, fordi der jo af gode grunde ikke vil være farlig mange af tage af. Derfor er det et af de få emner, jeg meget sjældent skriver konkret om herinde.

Jeg ved, at jeg har nye læsere med ombord, og derfor vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt flere gange før, nemlig at der ikke for mit vedkommende er tale om et statement, når jeg har valgt at få mine børn alene. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville have haft dem med en mand i en helt traditionel familiekonstellation. Det var drømmen.

Når jeg alligevel valgte at flyve solo, var det fordi jeg som 32-årig, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, syntes, at dét løb var kørt. Ideelt set havde jeg mødt Ham Det Skulle Være i løbet af mine 20’ere, så vi kunne have rejst sammen, festet sammen og lært hinandens venner og familier og forcer og svagheder at kende. Det var dét fundament, jeg gerne ville have haft, hvis jeg skulle have haft mine børn med en mand. At møde én som 33-årig, date et år eller to, for så at trykprøve forholdet med et barn, uden at vide, hvor de utætte svejsninger kunne tænkes at være, var jeg simpelthen ikke interesseret i, fordi jeg ikke ønskede at risikere at blive bundet, hverken geografisk eller til et andet menneske, hvis tingene faldt fra hinanden.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg alle dage har været mere pragmatisk end romantisk.

Ovenstående er grunden til, at jeg valgte ikke at vente på en mand at få mine børn med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at målet er at leve resten af mit liv med sporadiske dates og overfladiske bekendtskaber som co-drivers. Dog må jeg sige, at jeg aldrig haft et ønske om at blive gift, ligesom jeg heller ikke umiddelbart ser mig selv som en, der skal bo med en kæreste. I og med at jeg har fået mine børn selv, synes jeg, at det væsentligste argument for at bo sammen er faldet væk, og jeg tænker – lige nu i hvert fald – at jeg er sådan en, der bedst kan være sammen, hvis jeg også kan være selv.

Jeg dater ikke sådan rigtig aktivt for tiden. Jeg har en regel om, at jeg ikke siger nej til en kop kaffe, og jeg har også et par gange haft Tinder installeret, men det kommer til at føles som en skal-ting. “Madpakker, støvsuge, vasketøj, Tinder” Det er nok ikke helt det rigtige udgangspunkt, tænker jeg. Jeg tror, jeg ville have datet mere og mere konsekvent, hvis jeg havde haft barn/børn med en ekskæreste, og jeg vidste, at børnene var hos ham i en eller anden deleordning, så der var lidt system at arbejde med, når man planlagde sine dates, men helt lavpraktisk drukner jeg i logistikken med arbejde og barnepiger osv, hvis jeg skal date regelmæssigt.

Og det med at invitere fremmede mænd herhjem kl 21, når børnene sover, bliver også et nej tak, så det kræver lidt teknisk snilde, hvis det skal kunne lade sig gøre at lære en ny mand at kende.

Endelig er der også en grund til, at mange er udfordrede i deres forhold, mens børnene er små; der er så lidt tid, der er din alene, at det for de flestes vedkommende er svært nok at vedligeholde noget solidt funderet, man har bygget op over en årrække. At skulle skabe noget helt nyt fra bunden i den periode, er – for mig i hvert fald – tæt på umuligt.

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret type, men fælles for de mænd, jeg har knyttet de stærkeste bånd med har været, at de alle har været akademikere, begavet et godt stykke over gennemsnittet, og alle har haft en kreativ åre, typisk musik – og dem er der ikke rasende mange af i Esbjerg. Jeg har haft humoren til fælles med dem alle, og de har hvilet nok i det, de selv har vidst og kunne, til ikke at forsøge at kompensere med bestemmer-adfærd på ‘Sådan én som dig trænger vist bare lige til at blive sat på plads!’-måden. Hahaha. Prøv.

Jeg får somme tider skudt i skoene, at min singlestatus handler om, at jeg er kræsen; at det må være derfor, jeg ikke har fundet en mand. Det er ikke sådan, jeg selv oplever det. Man bestemmer ikke selv, hvad man tiltrækkes af, og jeg tror bare, hånden på hjertet, at det er en meget lille gruppe af mænd, jeg er kompatibel med, fordi man skal være ret meget i touch med sin mandighed for ikke at blive intimideret af mig. Det siger jeg, blottet for stolthed, for det er et faktum, som gør mit liv mere ensomt, og som jeg helst var foruden, men som ikke desto mindre er sandt.

Så opsummeringen må være, at jeg ville elske at have en mand i mit hjørne. En at læne mig op ad, som samtidig forstår, at jeg sagtens kan stå selv, og til enhver tid vil foretrække dét alternativ frem for at forsøge at holde balancen det forkerte sted.

En sidste lille ting: Når jeg skriver om mænd og kærlighed, oplever jeg somme tider, at nogle af jer derude tænker: “Du ville sgu da være perfekt med min fætter Jens!” Som sagt: Jeg er game. Indboksen er åben.

M2018, uge 30

95

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Besluttet, at vi, når vi har brugt de sugerør, vi har liggende, ikke køber nye i plastik, men investerer i en håndfuld af stål. Vi har ikke været de største syndere, fordi vi kun bruger sugerør i smoothies, og til formålet har vores smoothie-glas, som kommer med genanvendelige sugerør i hård plast, men når vi nu har afskaffet alt plastikservice, virker det logisk, at det her er næste skridt, uanset hvor få sugerør vi bruger.

2)
Tænkt over madspild, level 2. For én ting er, at jeg efterhånden er lidt af en fryser-ørn, når det kommer til at bruge mine rester, og finde kreative måder at sætte smulerne sammen på, men måske netop derfor, lægger jeg i dag nok mere mærke til det, når jeg oplever madspild på områder, hvor jeg ikke før har tænkt over det.

Det er f.eks. længe siden, jeg er gået væk fra “2 for 1’s pris!”-tankegangen, fordi vi virkelig, virkelig sjældent skal bruge 2 af hvad-end-der-er-på-tilbud, men jeg falder stadig somme tider i, når tilbuddet er storkøb i form af mere-i-pakken. Seneste eksempel er Smørbar fra Lurpak, som ind i mellem er på tilbud i en ekstra stor størrelse. Når jeg står i butikken, virker det næsten stupidt at betale det samme (eller mere ) for 250 gram, som for 400 gram, og specielt fordi det føles som om, mit fokus på madspild kommer til at modarbejde mit fokus på at spare penge. Men nu har jeg truffet en principbeslutning om, at med mindre der er tale om madvarer, som vi virkelig spiser meget af, så må det bare være sådan, for vi når ikke at spise de store pakker, før de fordærver eller bliver ulækre. Det betyder i sidste ende, at vi egentlig ikke at får glæde af den ekstra mængde, der er i pakken, og så er det jo spild af mad/ressoucer, ligemeget hvor billig eller gratis den pågældende mængde var.

En anden ting der har irriteret mig her i sommerferien, hvor vi trods alt har spist lidt mere ude, end vi plejer, er det madspild, vi skaber på cafeer. Igen er jeg splittet, for jeg synes faktisk ikke, at det er ok at være en af de nærigrøve, der sidder på et spisested og spytter i et glas gratis vand og en kop kaffe i to timer, men omvendt virker det, nu hvor vi virkelig sjældent smider mad ud derhjemme, også næsten grotesk at rejse os og gå fra 3 tallerkener, der stadig er halv-fyldte. Indtil nu har jeg prøvet at spørge på, om der er mulighed for at børnene deler en portion, og jeg har også bedt om at få mindre i glasset eller på tallerkenen, og stadig tilbudt at betale fuld pris, men ingen af delene er helt optimalt, synes jeg.

Gid flere caféer ville adoptere studiekantinernes systemer med, at man vejer sin tallerken, og betaler for den mængde, man øser op.

3)
Endelig fundet anvendelse for de mange papkasser, der følger med at leve i 2018, både som emballage til madvarer, og som ydre forsvarsværker på forsendelser: Jeg klipper dem i stykker og bruger dem til vandfarve, for: I fødselsdagsgave til Frida ønskede jeg mig vandfarve i ordentlig kvalitet, og jeg er målløs over, hvor stor forskel der er på hhv. det billige og det dyre produkt. Farvemætningen ca. 2000 gange bedre, og børnene, der før ikke havde den store interesse i at male med vandfarve, maler nu, så jeg næsten ikke kan følge med til at finde papir til dem. Derfor er pappet nu gået fra at være et irritationselement til at være noget, vi bruger til noget.

Fokus i denne serie er meget på at spare, men jo ikke for enhver pris; tingene kan også blive for billige. Jeg ville derfor elske, hvis vi kunne lave en tråd med produkter, hvor I har oplevet reel forskel på kvaliteten mellem den billige og den dyre version. Mine bud er (som nævnt) 1) vandfarve 2) farveblyanter, som Frida også fik i de luxe version; de knækker stort set aldrig og kan holde til flere timers tegnerier, før de skal spidses igen = meget længere levetid 3) øko-piskefløde, som, modsat almindelig piskefløde, holder sig stift i 3-4 dage uden at vande det mindste, når det er pisket til skum.

Jeg håber, I har lyst til at bidrage – og at I vil hjælpe med at holde anbefalingerne til produkter, hvor der er konkret, faktuel forskel, så ‘god kvalitet’ ikke bliver et spørgsmål om værdier og overbevisning.

(PS: Listerne med anbefalinger af bøger/serier, som man finder i overbjælken på forsiden, er opdateret med hhv. “Kadaverdoktoren” og “Manhunt – Unabomber”)

I øvrigt, sommer-edition:

16

  • har jeg i dag været i Ribe med børnene. I 38 graders varme. Jeg kan ikke mere.

  • har jeg ikke glemt de sidste 5 spørgsmål, der er kommet fra jer. Jeg skal bare lige have ro nok i hovedet til at kunne formulere noget, der hænger sammen.

  • har jeg smadret mit haleben i en rutchebane i Tivoli Friheden i en grad, så jeg dårligt kan køre bil, og får et morfinlignende præparat til lige at tage toppen af smerten. Feeling old yet?

  • elsker jeg, bortset fra det, at være i Tivoli. Ingen andre steder får man lov at se voksne mennesker med alle lag skrællet af, så man ved præcis, hvordan de så ud som børn.

  • havde jeg forleden smidt et par badebukser i tasken til Anton, som jeg, da han fik dem på, kunne konstatere strammede lidt. Tjekkede størrelsen, da jeg lagde dem væk: 86/92*. De kaldte ham Tændstikken.

  • har vi haft premiere på Fridas telt.

  • ved jeg nu, at firmaet, der har bygget mit hus, har anlagt min græsplæne ovenpå alt det gamle byggeaffald – primært sten og beton – som ikke giver 2 fucks for almindelige teltpløkker.

  • må andre før mig have haft det samme problem, for det viser sig, at man kan få noget, der hedder Tarzanpløkker, som er lavet af armeret stål. Så ja. Det er mig, der har flækket de tektoniske plader, and I’m not even sorry.

  • ved jeg ikke, hvordan det er lykkes mig at overse det faktum, at den teltmæssige forskel på at vælte i seng med en promille på 16 kl. 03:12 på Roskilde, og at gå i seng, pinlig ædru, med to børn kl. 20 er varme og lys. Så. Meget. Lys.

  • har jeg derfor søgt om patent på opfindelsen, der én gang for alle kommer til at løse mine økonomiske problemer: Et telt syet af mørklægningsgardiner. Selv tak.

I spørger, jeg svarer: Om gæld og afdrag

48

Det er søndag, og dermed stadig den ugedag, hvor jeg som oftest poster mine M2018-indlæg.

Derfor tænkte jeg, at ville være ok at konvertere et svar på en kommentar til ugens indlæg, til et lille ekstraindlæg om baggrunden for hele projektet.

Lise skrev til mig:

Jeg synes ligesom Dorte at 6000 kr om måneden er vildt ambitiøst! Og undrer mig lidt – har du selv valgt det? For hvis du nu kun betalte 5000 af om måneden kunne du spare de sidste 1000 op. At sætte afbetalingen ned med 1000 kr om måneden ville kun (med lidt ueksakt hovedregning) forlænge din afbetalingstid m 9-12 måneder. Og en opsparing på 12000 om året kunne gøre hverdagen mindre sårbar overfor uforudsete begivenheder/sammenfald af store udskrivninger.

Men altså, hvis du ikke selv kan vælge din afbetalingsplan så er det totalt åndssvagt af mig påpege opsparingens velsignelser – på forhånd om forladelse hvis det er tilfældet!

Men hvis du vælger ikke at genforhandle din gældsafvikling eller selv sætter din månedlige afdrag vil jeg meget gerne høre om ræsonnementet for det, hvis du ellers har lyst til at dele det.

Jeg synes, at det er en meget relevant undren, og jeg vil rigtig gerne uddybe.

Min gæld er et resultat af mange bække små. Lidt restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, fra da jeg begyndte at læse til tegnsprogstolk, og mine skuldre og arme i starten stod fuldstændig af, fordi de var helt uvante med de bevægelser, de pludselig blev bedt om at udføre, indskud til de mange forskellige steder, jeg boede – og almindeligt forbrug. Stille og roligt akkumulerede det sig, og blev til et ganske anseeligt beløb.

I mine start-tyvere var jeg ikke spor bekymret. Jeg var fuldstændig overbevist om, at min gæld ikke ville blive et problem, for om lidt ville jeg jo være færdiguddannet, få Et Rigtig Job, og møde en mand.

Årene gik, og gælden gik med, og uden at forholde mig særligt til det, valgte jeg bare at afbetale det mindste afdrag, jeg kunne slippe afsted med.

Jeg bærer selv langt den største del af skylden for, at det hele endte, hvor det gjorde, men jeg er også nødt til at sige, at jeg godt kunne være blevet bedre rådgivet i de banker, jeg gennem tiden har haft. Det tog mig alt for lang tid at lære, at banker er forretninger, der lever af at sælge ydelser, og at bankrådgivere ofte har en adfærd, der i mistænkelig grad minder om den, pushere har på film. Der er ingen smalle steder i Bredgade og alt kan lade sig gøre – lige indtil det ikke kan længere. Du må låne A.L.T det, du kan slæbe ud af døren – lige indtil den dag, den smækker, og det pludselig er et problem, at du skylder så meget.

Som f.eks. når du skal bruge penge til en bil for at kunne passe dit arbejde, eller når du, 15 år før boligforeningen har stillet dig det i udsigt, får tilbudt det eneste hus i hele Esbjerg, du gerne vil have, som koster 1000 kr. mere i måneden, end det du bor i nu, og kræver 40.000 kroner i indskud – og du kommer lige fra et halvt år på barselsdagpenge.

Mit held var, at jeg allerede da jeg fik Anton, havde været i banken hos min nye, esbjergensiske bankrådgiver, med et udtrykkeligt ønske om at få betalt min gæld af så hurtigt som muligt, fordi det på dét tidspunkt var gået op for mig, at jeg kunne have betalt den ud 5-6 gange, hvis nogen havde formået at få mig til at forstå, hvad jeg sidenhen selv måtte lære: Du får aldrig flere penge, end du har nu.

Det har været dyre lærepenge.

Lige nu er hver 3. måneds afdrag renter, hvilket er grunden til, at jeg ikke sparer op, men sætter ALT ind på at få banket mit lån af så hurtigt, jeg overhovedet kan. Ikke at jeg har et valg, for det var bankens krav, at jeg afviklede 3000 pr. måned på hhv. forbrugslån og billån hver måned, hvis jeg skulle have lov at låne til en ny bil, så sådan blev det. Men det er også den største hjælp, de kan give en person i min situation, for hvis jeg forlængede løbetiden på mine lån med bare ét år, ville det i runde tal koste mig ca. 22.000 kroner i renter.

Dette er også forklaringen på, hvorfor jeg ikke bare sælger min bil, tager tabet og låner til en ny. Ikke at jeg tror, jeg kunne få lov, men jeg ville stadig skulle betale så meget ekstra i renter ved at forhøje mit lån, at det langt overstiger hvad jeg har i mekanikerregninger.

Det er ikke ret sexet at tale om hverken gæld eller lån, men jeg håber, at dét, at jeg gør det her, måske kan være med til at få bare et enkelt ungt menneske eller to derude til at tænke over, at livet sjældent arter sig, som man forventer, når man er 21. De valg, man træffer, kan kaste skygger langt ind i fremtiden, og få konsekvenser, man ikke har fantasi til at forestille sig, når man står på tærsklen af det hele.

M2018, uge 29

22

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Takket pænt nej til en kassekredit, selvom banken virkelig byder sig til. Jeg hiver de fleste af mine penge ud af min lønkonto og sætter dem over på en anden, så snart de går ind, og så flytter jeg løbende retur, så jeg har styr på, hvad jeg bruger. Det betyder, at lønkontoen ind i mellem går et par hundrede i minus, indtil jeg er på netbank næste gang (hvilket jeg er et par gange om ugen). Der er åbentbart kommet nye EU-regler, som giver dårlige ratings til banker/kunder med overtræk, så banken har været meget insisterende på en kassekredit. Men jeg skal ikke låne så meget som 50 øre mere, hvis jeg på nogen måde kan undgå det, så jeg har steppet mit netbankgame op, og runder nu sitet dagligt.

2)
Fået os frem til børnepengene med lodder og trisser, trods ferie, ekstra regninger på bilen og meningitisvacciner til børnene. Det har været med tungen lige i munden, og jeg er virkelig kommet til bunds i skabene, både i køkkenet og på badeværelset, hvilket jeg egentlig finder ret tilfredsstillende. Jeg har formået at lave store portioner af det, jeg har lavet, så der også var forplejning til feriegæsterne (f.eks. smidt 2 overmodne bananer og en sjat kokosmel, der længe har stået i skabet og gloet, i chokoladekagen, og døbt den “Caribisk Chokoladekage”, serveret med “prinsessecreme” (= flødeskum, der skulle spises dén dag, rørt med en håndfuld pink, knuste kyskager fra Fridas fødselsdag) osv.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har været klar over, at bilen skulle til service, eller at anden runde af børnenes vacciner ville falde nu, og det ville være rimeligt at spørge, hvorfor jeg ikke sætter penge til side til det. Svaret er ligeså indlysende, som det er nedslående: Fordi jeg ikke har dem. Jeg har en løn som en folkeskolelærer med et par års anciennitet, og betaler hver måned 6000 kr af på mine lån. Det lyder måske ikke af så meget – før man tænker over, at jeg ikke ejer andet end min bil. Derfor kommer huslejen oveni, og så er der det faktum, at der kun er mig til at betale forsikringer, internet, licens osv. Jeg klynker ikke – det er 100% selvforskyldt, og om 3 år er det slut. Men det betyder, at i de perioder, hvor der falder ekstra regninger, så kræver det også en ekstra indsats at få pengene til at slå til. Og så er det rart, at det (indtil nu, i hvert fald) er lykkedes.

3)
Genbrugt en Palmolive skum-sæbe-dispenser på badeværelset. Jeg havde i tidernes morgen én i keramik, men en hurtig cost-benefit-analyse af “keramik-dispenser >< flisegulv” faldt ud i de hele flisers favør. Derfor er dén parkeret, så længe børnene er små. Men der er bare virkelig mange penge at spare på både håndsæbe og vand, når man kun skal fylde dispenseren 1/4 op med sæbe, og sæben er skum, som er langt hurtigere at skylle af end almindelig, klistret håndsæbe. Nu tog jeg chancen og prøvede, om en tom letvægts-plastik-skumsæbe-dispenser fra Palmolive fungerer, og det gør den.

4)
Kørt til Odense med 110 km/timen, og kørt 260 km. på den samme mængde benzin, som jeg normalt, ved 130 km/timen, ville have kørt 175 km for. Det er ikke fordi, jeg skal nævne det hver eneste uge resten af året; det føles bare stadig nærmest lidt som magi, at forskellen virkelig er så stor.

I spørger, jeg svarer: Om træthed og logistik

31

I mit forrige indlæg skrev jeg, at I derude endelig måtte skrive, hvis der var et eller andet, I gerne ville læse (mere) om her på bloggen.

Det var der et par stykker der gjorde, og dagens indlæg er svar på to af spørgsmålene, som jeg har valgt at slå sammen, fordi svaret på både det første og det andet faktisk er det samme.

Lone skrev: “Jeg vil gerne høre, om du nogensinde er træt? Og hvordan du håndterer det med børnene?” og Henriette skrev: “Jeg vil gerne høre om logistikken i dit liv; hvordan får du det hele tid at gå op?”

For at starte fra begyndelsen, så kom jeg faktisk til at grine, da jeg læste den første kommentar (undskyld, Lone!) – for jo. Jeg er træt. Jeg er sgu somme tider så træt, at jeg kunne optræde med det. For et par uger siden tolkede jeg for en svagtseende bruger, der hilste på mig med ordene “Er du træt? Du er kulsort under øjnene”. En svagtseende bruger. Shit, ikke?

Når jeg blogger, lyder det måske som om, jeg valser igennem de seje dage iført kaffe og ironisk distance, men sandheden er jo, at jeg, ligesom så mange andre mødre (og fædre), somme tider er så træt, at jeg tuder over det.

Jeg taler kun på egne vegne, men for mig har det at få børn alene, medført en husholdning, der ligner den, mange familier med to voksne har, med græsplæner, der skal slåes, biler, der skal købes, vaskes og have vinterdæk på, vinduer, der skal pudses og flere m2, der skal gøres rent. Der er kun mig til at tage alt, hvad vi har af forældremøder, arbejdsdage i børnehaven og tandlægebesøg, og til at se teaterstykker og dukketeater, som børnene møjesommeligt og omhyggeligt har øvet og glædet sig til at vise, og der er også kun mig til at holde for, når de bliver syge, eller skal på skadestuen med huller i hovedet.

Oveni det kommer de forældrerelaterede opgaver med opdragelse, der gerne skulle gøre små, fine børn, til store, hele voksne. Som hverken bruger sut eller ble.

Det, der bærer igennem, sådan helt overordnet, er kærligheden. Det lyder som en kliché, men klichéer er vel ofte blevet netop det, fordi de er blevet gentaget i én uendelighed – fordi de er sande.

Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret. Det er den mest kompromisløse relation, du nogensinde kommer til at indgå i, og det skræller huden af alle dine følelser, så du mærker dem i deres reneste form.

Men selvom kærligheden er både vild og øredøvende, er det jo også somme tider mandag i en uge, man ikke engang ville kunne overskue, hvis man kun skulle tage vare på sig selv. Arbejde, sygdom og udefrakommende, uforudsete begivenheder – livet – rammer, og i de perioder gør hverken kærligheden eller den stærkeste kaffe dagene nemmere at komme igennem.

Jeg har 3 stykker værktøj i kassen, der hjælper mig til at bevare fodfæste og overblik.

Det første er min evne til at organisere. Jeg laver hver eneste uge en seddel, der ser sådan her ud (kæmpeundskyld for håndskriften):


Den hjælper mig til at bevare overblikket, og frigiver noget mental lagerplads, fordi jeg ikke skal gå og huske på de ting, der står på den.

Det andet er, at jeg har lært, at det er de ufærdige opgaver, der stresser, og at done beats perfect. Det betyder, helt konkret, at jeg f.eks. ikke går igang med at smøre madpakker, mens jeg er ved at lave mad, når jeg er lav på overskud. Jeg gør én ting færdig af gangen, så jeg hele tiden giver mig selv muligheden for at vælge plan B (købe mad i kantinen i morgen, vente med at vaske tøj/gøre rent/slå græs osv), hvis det hele kokser, i stedet for at stå klokken 23.30 og stirre modløst ud over Sarajevo ’92. Og selvom salaten uden tvivl er mest lækker, hvis den er frisksnittet, så er den ikke så meget mere lækker, at det opvejer, at skulle vaske og snitte sig igennem 2,5 kg. frugt og grønt mens alle, inklusive mig selv, stortuder, fordi vi løb tør for overskud efter det første forårsløg; hvis jeg har en time i overskud om morgenen – eller dagen før – så er det der, salaten bliver lavet, og jeg har endnu til gode at fortryde, når ulvene hyler og hverdagen bider.

Det tredje er min vished om, at der (de fleste dage) er ro hos Frida senest klokken 20, og så kan jeg gå i seng samtidig med Anton. Det var noget af det, der stressede mig allermest, da de var spæde; at jeg aldrig vidste, hvornår jeg kunne få lov at sove. Fordi ingen af dem nogensinde har sovet ret meget, er jeg meget bevidst om, at jeg nu rent faktisk ved, hvor bagkanten er. Det hjælper mig rigtig meget. 

(Så kunne man indvende, at man, når man ligner en panda, godt kunne være bedre til at springe i skrinet, når der var ro – men jeg er nået frem til den erkendelse, at jeg har brug for alenetid, hvis jeg skal kunne fungere som menneske. Sat op på en vippe, vejer behovet for et par timer i selskab med mine egne tanker, simpelthen tungere end behovet for at være udsovet. Det hjælper mig ikke at være udsovet, hvis jeg har en oplevelse af at være på, fra jeg står op, til jeg går i seng – og så igen når jeg står op. Jeg kommer til at mangle en pause.)

Det bringer mig videre til Henriettes spørgsmål, om hvordan jeg får logistikken til at hænge sammen. (Undskyld. Det bliver skidelangt, det her). Men svaret her er nemlig også min ugeplan.

Mit arbejde er specielt på den måde, at min arbejdsplads må disponere over mig kl. 6-16.30 ugens 5 dage. Jeg får mit skema for den kommende uge om fredagen, og det betyder, at det først er weekenden op til den kommende uge, jeg ved, hvordan jeg kan planlægge ugen.

Her er min ugeplan guld værd, for når jeg sidder søndag aften og kan se alting samlet, er det meget, meget nemmere for mig at bevare overblikket. Jeg kan se, hvis jeg f.eks. er nødt til at handle tirsdag til de gæster jeg får fredag, jeg kan se, hvornår jeg har brug for hjælp til at hente børn, og jeg kan se, hvilke dage, jeg er nødt til at lave mad, så der er til dagen efter.

Det kræver et meget struktureret sindelag, men det har jeg alle dage haft, så det føles ikke besværligt eller som noget, der strammer for mig. Tværtimod oplever jeg, at det muliggør at jeg kan fylde lidt ekstra i mit liv, fordi systematikken frigiver tid til sjov og spas. Kaffeaftaler eller at blogge, f.eks.

Endelig spørger både Lone og Henriette (inddirekte) til, hvad jeg gør ift. børnene, når jeg er træt eller syg.

I de situationer trykker jeg mentalt på ‘release’. Jeg slipper alt, og lader det falde, og jeg er superfokuseret på, at vi bare skal bedst muligt igennem den eller de dage, hvor vi er ramt. Hvis det betyder film eller mere iPad, eller noget andet mad, end jeg havde tænkt/taget op/forberedt, så er det bare sådan det er, og alt, hvad der ikke er absolut akut, bliver sparket til hjørne. Jeg fortæller børnene, at jeg har det skidt, eller at jeg har brug for, at de hjælper mig, og jeg snyder alle de steder, jeg kan. Hvis jeg er så dårlig, at jeg ikke mener, jeg kan passe ordentlig på dem, eller jeg føler, at det bliver for voldsomt for dem at se på (f.eks. hvis jeg har migræne, som altid medfører, at jeg kaster op) hiver jeg hjælp ind, og heldigvis bor vi så tæt på mine forældre, at jeg bare kan ringe; så kommer de med det samme. Vi er priviligerede ift. at vi sjældent er syge – det gælder os alle 3 – så når jeg er så skidt, at jeg ringer efter hjælp, så smider mine forældre, hvad de har i hænderne, og står der som to fantastiske, værdsatte søm.

Jeg har næsten lyst til at stå her på målstregen med medaljer til at hænge om halsen på jer, der nåede så langt.

Under alle omstændigheder håber jeg, at ovenstående var svar på det, I spurgte om, Lone og Henriette.

Tak for oplæg og rigtig god aften.

M2018, uge 28

5

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1
Haft en fornemmelse af at smide mere mad ud, end jeg plejer, hvilket har irriteret mig. I første omgang tænkte jeg, at det måtte være fordi, jeg har købt væsentligt større ind, end jeg plejer pga. ferien, og derfor har et dårligere overblik over, hvad jeg har og dermed hvordan jeg skal få det brugt. Det bliver altid dyrere at handle, når jeg har børnene med, fordi de i bedste gidselforhandler stil, stille og umærkeligt får mig bearbejdet, så jeg tror, jeg har været den principfaste, stålsatte mor, når jeg har forhandlet en kasse lego og to vandpistoler ned til en melon, en pakke kiks og 2 drikkeyoghurt. Derfor har jeg forsøgt at handle så meget ind, som jeg kunne på forhånd, så vi bare skal supplere i løbet af ferien. Alt andet lige er det nemmere at være Det Store Nej i 6 minutter end i 36.

Men fordi jeg alligevel ikke helt følte, at det var den rigtige forklaring, prøvede jeg at lægge en blok ved siden af min køkkenvask, og skrive ned, hvad jeg smed ud. Og jøsses, for en øjenåbner, for det viser sig at være mindsteloppen, der var den store synder. (Hvilket hun jo af gode grunde ikke kan være uden min hjælp.) Jeg har været alt, alt for slem til at give hende det, hun beder om, inden hun har spist det færdig hun er i gang med; uden tvivl et resultat af min historie med Anton, som aldrig har interesseret sig for mad, og som jeg har været indlagt med to gange, fordi han under sygdom har tabt sig for meget. Derfor har jeg “lært”, at så snart barnet/børnene beder om noget, så er det om at få det hevet frem, inden interessen fordamper. No more. Nu er det én ting af gangen, og markant mindre portioner til den unge dame.

2
Været på tur, og taget mad med hjemmefra – og lært virkelig meget om, hvad der ikke fungerer. Jeg er vokset op med, at vi smurte maden on location, når vi var afsted, men når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at der var nogle logistiske årsager til, at det var en god ide. F.eks. at vi var ofte afsted, hvilket betød, at min mor var ret god til præcist at vurdere, hvor meget vi skulle have med, og at mange af turene var af kortere varighed, og maden dermed stadig var god og kunne smides tilbage på køl, når vi kom hjem. Jeg har intet andet at sammenligne med, for det er meget få ture, Anton, Frida og jeg har været på, hvor jeg har kørt madpakkestilen, så jeg skal lige lære det. Erfaringen for vores lille familie so far er: Maden skal smøres hjemmefra (så der ikke er smør og pålæg i overskud), der er ingen grund til at medbringe 2 kg. frugt og grønt, for ingen gider spise det (og midt i Tivoli Friheden gider jeg ikke insistere), og en dåsecola i tasken sparer virkelig mange penge. En termokande med kaffe er fantastisk i bilen, men for irriterende at slæbe rundt på indenfor. Jeg har skrevet erfaringerne i Min Bog, så jeg har dem ved hånden til næste år, når jeg har glemt, hvad jeg lærte i år.

3
Eksperimenteret med, hvor stor forskel det reelt gør at sætte farten ned, når man kører bil, og Hold. Da. Kæft. Det der med at køre hurtigt?

Jeg er ikke FDM, og der er sikkert 10 millioner faktorer, jeg ikke tager højde for her, men jeg startede denne indlægsrække, fordi jeg selv bedst kan forholde mig til råd, når de er konkrete, så hermed min helt uvidenskabelige rapport om sammenhæng mellem fart og benzinforbrug.

Jeg kører mange, MANGE km. om året, og derfor ved jeg, ret præcist, at min bil kører 50 km på én pind på min benzinmåler, når jeg kører 130 km i timen.

Jeg prøvede at sætte farten ned til 110 km – og kunne køre 70.

Ja. Du læste rigtigt. Altså, 20 km. mere end ved 130 km/timen pr. pind. Jeg har 12 pinde på min benzinmåler, så det betyder, at jeg på én tank kan køre 240 km. mere – på den samme tankfuld – hvis jeg sænker farten fra 130 til 110. Det er meget tæt på at være en tur til Aarhus og hjem igen. PÅ ÈN TANK! Jeg er rystet i min grundvold. Tidsmæssigt lagde det 4 minutter til min rejsetid.

Fordi jeg nu var igang, prøvede jeg at se, hvor langt jeg kunne køre på landevej ved 80 km/timen. 80 km. På én pind. Dvs. 360 km. mere på end tankfuld, sammenlignet med, når jeg kører 130 km/timen.

Når jeg starter på arbejde efter ferien, kommer jeg med 100 procents garanti til at bruge tid på at finde ud af, hvornår jeg kan undgå motorvejen, når jeg kører fra én opgave til den næste, for det vil kunne spare mig ca. en tankfuld pr. måned, hvilket er omkring 5000 kr. på et år. #SesIKrybesporet.

I øvrigt:

17

  • udtalte jeg i aftes sætningen: “Jeg gider simpelthen ikke synge for dig, hvis du bliver ved med at ligge og råbe “SILVAN!”, og på en måde siger det alt om, hvordan det er at være forælder.

  • er jeg efterhånden ligeså indebrændt over de mennesker, jeg kender, der deler fb-opslag som “Denne person skylder dig en is” og så 16 random navne, som jeg var på de idiotiske dyreplakater med onkeljokes som “You used to call me on my sæl phone”.

  • får Anton og Frida ind i mellem lov at vælge, hvad vi skal have til morgenmad. Forleden ville Frida gerne bestille pølsebrød og jordbærlagkage. Vi skal lige have fat i den store pegebog om ernæring.

  • er jeg egentlig overrasket over, at Føtex får lov at slippe afsted med deres Føtæsk-reklamer. Det må være første gang i dette årtusinde, at en interesseorganisation for mennesker med en fysisk udfordring lader noget passere.

  • vil jeg godt høre, om trenden med at række tunge, når vi tager billeder af os selv, snart er ved at være ovre? Ligesom med kønsdele er det meningen, at vi kun deler vores indre organer med de særligt udvalgte.

  • har jeg fået et nyt trafik-tic. Når jeg er fanget bag en traktor eller en betonblander, og vi nærmer os en rundkørsel, kigger jeg, med en blanding af håb og desperation, på bilisterne, der nærmer sig rundkørselen fra de andre stikveje, mens min hjerne med Gandalfstemme råber: “FLY, YOU FOOLS!”. Det var sjovt de første to gange.

  • vil jeg, i tilfælde af, at nogen hacker min mobil og dermed mine spillelister, bare lige nævne, at Anton og Frida er medbrugere, og bærer det fulde ansvar for, at Top 3 lige nu er Turn down for what, Dragostea Din Tel og Ol’ McDonald had a farm.

  • elsker Frida spegepølse og leverpostej, og særligt om morgenen, og jeg forstår ikke, at hun er biologisk beslægtet med mig. Lugten af våd leverpostej, når jeg skyller kniven af, kan nærmest gøre mig psykisk syg.

  • har Anton fået et nyt spil til iPad’en, som hedder Sandbox. Det er en elektronisk version af de tegninger, vi andre lavede som børn, hvor motivet består af firkanter med tal i, og man så skal male alle 1’erne grønne, 2’erne gule osv. Hver aften laver vi en sammen, og det er rigtig hyggeligt – indtil Anton begynder at ændre på farverne og indstiller pastelfarvede mesterværker til at have store plamager af postkasserødt og koboltblå, og jeg må støtter mit barns kreative proces med sådan nogle hænder her:

  • var jeg i sidste uge så heldig at få foræret 5 billetter til Tivoli Friheden af en tidligere kollega. Vi skulle afsted i går, tirsdag, og mandag tænkte jeg derfor, at jeg hellere lige måtte pakke tasker og finde billetten frem, så vi var klar til afgang, når vi stod op. Klip til scenen, hvor jeg løber panikslagent rundt, fordi billetten – som har en værdi af 1500 kr – er væk. Væk-væk. Jeg var allerede i hovedet ved at formulere en mail til Mads & Monopolet, fordi jeg i min rædsel både havde glemt, at 1) de holder ferie, og at 2) det ikke var lørdag, ift. hvad fanden jeg skulle gøre. Én ting var at skulle aflyse turen for os selv, men noget andet var de 3 andre, vi havde inviteret med – for hvem skal nu betale, som de synger i forsamlingshusene i Jylland til 60 års fødselsdage. Efter febrilsk gennembladring af alt mit interiør, kom jeg i tanke om en stak vandfarve-malerier, børnene havde lavet, som jeg havde smidt ud (#ChristIsWatching), hvorunder jeg med sikkerhed vidste, at billletten lå. Det var lange 20 meter ud i skraldespanden med poser om hænderne og meget fokuseret bøn til de højere magter om at lave noget kosmisk fiksfakseri, så spanden var blevet tømt før, og ikke efter, jeg havde smidt dem ud. Katolikkerne viser sig at have ret i, at anger gør hele forskellen: Billetten var der, og jeg har nu lejet en Box-it container til alle de tegninger, jeg har lovet Forsynet aldrig mere at smide ud.

  • tror jeg, at vi pga. ferien er alene hjemme på bloggen i disse dage, så hvis der er noget, I godt kunne tænke jer at læse om (hvis der nu f.eks. er nye med ombord, der ikke lige magter at læse 10 år tilbage), så er I velkomne til at skrive det i kommentarfeltet.

M2018 uge 27

14

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Vi er gået på ferie, og det bærer ugens liste præg af.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været i Legoland med hele familien, og selv med rabatkuponer er det stadig en større udskrivning. Når vi er på den slags ture, synes jeg egentlig principielt, at vi skal have madpakker med, da forplejningen disse steder holder samme kilopris som ren heroin. Men jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg synes, det (for vores familie) slår en lille smule skår i glæden, når vi sidder med vores klappere, og ungerne kaster lange blikke efter det, 85% af de tilstedeværende spiser.

(Jeg ved, at det her er et fokuspunkt for mange familier, der gerne vil leve økonomisk forsvarligt og hælde ordentlig mad i børnene, så derfor vil jeg gerne understrege, at jeg også oppe i hovedet synes, at det er den eneste fornuftige løsning. Men. Vi er på meget, meget få af den slags ture, fordi mængden af indtryk (i hvert fald indtil nu) har været voldsom for især Anton, og så går der ‘fuck det – vi har ferie!’ i den for mig.)  (-  hvilket jeg skal være den første til at indrømme, er fuldstændig idiotisk.)

Men men men. Denne gang var vi 5 voksne og 3 børn afsted, og havde på forhånd aftalt, at vi medbragte sammenskudsfrokost, så der var til en is til børnene. Da maverne begyndte at knurre, insisterede morfar på, at vi alle gik over til bilerne – og det viste sig at gøre hele forskellen. For i stedet for at være et træls alternativt til noget, man lige i øjeblikket havde mere lyst til, blev det til en pause fra støj og larm, og siddende på tæpper på en stribe græs med en klap-sammen i hånden, fik jeg totalt flash back til alle de sommerdage jeg som barn har tilbragt på flyvepladser i hele Danmark. Solen skinnede, der var tid til at hyggesnakke, og skovturstemningen var off the charts. Det var AWESOME, og jeg skriver mig bag øret, at hvis det på nogen måde er muligt at flytte frokostseancen ud af forlystelsesparken, så er det klart det bedste alternativ af alle de mulige.

2)
Opdaget en uventet fordel ved at give børnene lommepenge op til ferien, som de selv kan have med og bestemme over: Det er billigere for mig. For altså – på papiret er det jo ligemeget, om jeg giver dem 100 kroner herhjemme eller køber Lego for 100 kr. til dem i butikken i Legoland, men her støder vi igen på ‘fuck it – vi har ferie!’-monsteret. For når vi står der, og ingen nogensinde har ønsket sig noget mere i hele verden end lige præcis dén Ninjago-figur – ja, så har jeg nogenlunde ligeså fast en rygrad som en pakke Lurpak, nogen har glemt i en solstribe på frokostbordet. Derfor ender de 100 kroner, jeg på forhånd har aftalt med mig selv, at de må få for, ofte med at blive lidt mere end det. Og her lyver jeg, når jeg siger ‘lidt’.

Men når de har fået pengene på forhånd, og står med hver deres lille pung, er det meget, meget nemmere at guide dem til, hvad de har råd til, opdagede jeg, og det tager lidt af luften ud af den potentielle konflikt, at det ikke er mig, men matematikken, der siger nej.

3)
Taget hul på en ny vane, hvor jeg skriver til mine veninder, som vi har ude-legeaftaler med, hvad jeg medbringer til børnene. For uden undtagelse har alle mødre til alle børn, vi plejer omgang med her i byen, en vane med lige at stikke lidt i tasken, når vi skal mødes på en legeplads. Jeg har bare rigtig tit halvdelen med hjem igen, fordi alle har medbragt et eller andet, og ungerne ikke kan spise det. Vandmelon eller pizzasnegle, der har stået og kogt i solen i to timer, er ikke meget værd, når man kommer hjem, og derfor ryger det ofte ud. Men jeg gider ikke være religiøs om det her projekt, og rundsende et allekald om at vi fra nu af skal annoncere, hvad vi hver især medbringer. I stedet er jeg bare begyndt at skrive, hvad jeg tager med, og Lord behold: De andre mødre gør det samme. Ingen prædiker, alle vinder.

Load More