Linda

Om 27 timer er det sidste sandkorn for 2014 løbet igennem glasset.

Måske er det en af de erindringer, man med tiden moderer og ændrer på uden egentlig at opdage det, men jeg husker det som om, nytårsaften for bare 8-10 år siden, altid var noget, vi så frem til. Hvis jeg sætter mig godt til rette foran spejlet og stirrer mig selv dybt i øjnene, ved jeg egentlig godt, at det er løgn; jeg har aldrig været så fuld af glimmer og champagne, at jeg udelukkende har set frem til den aften på året, hvor man gør status, uanset om man vil det eller ej. Det er ikke ubetinget en lystfyldt opgave, når man har et sind, der godt kan tippe lidt til den mørke side, når man dvæler for meget og for længe ved alle de gode ting, man har i sit liv; hvis jeg havde læst filosofi, ville jeg formentlig have hængt mig halvvejs igennem første semester, fordi jeg ikke kan overskue, at vi alle sammen skal dø engang.

Men jeg læser ikke filosofi, og jeg traf for mange år siden en bevidst beslutning om at holde et relativt højt tempo på livets line, der gør, at jeg kommer fremad og kan nyde udsigten, i stedet for at stå stille for længe og fortabe mig i dybet under mig. I år er det løfte til mig selv ekstra vigtigt, fordi Lene ikke er her mere, og jeg derfor er blevet endnu mere opmærksom på at glæde mig over alt det, jeg har her og nu – og så stoppe tankerækken der. Man går i stykker inde i hovedet af det andet.

Eller bliver forfatter af den slags, der kun går i sort og ryger cerutter og skal udgives på virkelig smalle forlag, og det virker også lidt uoverskueligt.

I den helt store bog har det været døden men heldigvis også livet, der har fyldt mest i 2014. Tanken om barn nummer to har rumsteret længe, og jeg glæder mig uendelig meget til at få lov at møde det lille menneske, jeg bærer rundt på. Jeg er i 18. uge nu, og de første 4 måneder har været en svimlende blanding af euforisk glæde, hysterisk kvalme og inderlig, iskold angst. Når man læser på nettet, at pletblødning ”er helt normalt for nogle kvinder under graviditeten” skulle man tro, at det kunne virke lidt beroligende, men for mig har det h.v.e.r e.n.e.s.t.e gang udløst koldsved og akut frygt. Det er virkelig opslidende at gå og være bange hele tiden, så derfor har det denne gang betydet så meget desto mere, at den lille nu er begyndt at gå til trampolin om aftenen. At ligge med Antons små fødder i ryggen, og så puffe lidt til maven og mærke, at der bliver svaret, gør mig fuldstændig ør af lykke, og i de øjeblikke ved jeg med fuldstændig klarhed, at jeg er det rigeste menneske i verden.

I 2015 står jeg til at få et sommerbarn, og jeg glæder mig usigeligt til at få lov at gøre det hele igen, med den afgørende forskel, at jeg denne gang har bare en flig af begreb om, hvad det handler om. Vi skal ikke, midt i det hele, til at flytte fra alt, hvad jeg har kendt hele mit voksne liv, vi er tæt på det nære netværk og endelig ved jeg nu, at man ikke behøver tage imod alle de gode råd, man uopfordret får tvunget ned i halsen, men tværtimod godt må smadre folk med et bat, hvis de, efter 365 dage og nætter uden søvn spørger, om man er sikker på, at barnet kan mærke, at man mener det, når man prøver at lægge det til at sove?

Særligt det sidste glæder jeg mig til.

Tak for kommentarer, mails og hilsner i året der gik. I er de bedste læsere, jeg ved, og jeg bliver klogere af at blogge, fordi det er lige præcis jer, der sidder derude og forholder jer til det, jeg skriver. Det betyder mere, end jeg kan forklare.

Så tak for jer, rigtig godt nytår og drik et ekstra glas champagne for mig, ikke?

En uge tog det at nå til det punkt, hvor jeg igen kan begynde at forholde mig til, at der findes andre mennesker i verden. Fy for pokker, den ferie var tiltrængt.

Faktisk har det været lidt som at have tømmermænd. Den samme fornemmelse af, at verden lige er tiltet 10 grader i forhold til, hvordan den plejer at stå, træthed så lammende, at det nærmer sig et handikap og et underskud ift. normale gøremål på størrelse med et mindre afrikansk land. På en måde har det egentlig været meget befriende; det har i hvert fald været nemt at prioritere. Vi har været iført det bagerste af klædeskabet, mens vasketøjskurven har leget Tetris, nullermændene er efterhånden klar til at agere stand in’s for vindheksene i eventuelle, kommende westerns, julen hænger her stadig, og fødevareindtaget har været fordelt på to lige store søjler af take away og Fryseren Greatest.

Som det altid sker, når man har trukket noget for længe, gik jeg i dørken med et brag, da det endelig ringede ud. Jeg har været syg lige siden, og er først nu ved at få min stemme igen. Det har været den samme tur som Anton havde, med hoste, ondt i halsen, blodnæse og hovedpine. Og der skal jeg ærligt indrømme, at jeg lige havde glemt, hvor ulideligt længe små, ellers uskyldige vira kan hænge ved, når man er gravid og værtsorganismen derfor benhårdt rangerer som kroppens prioritet nummer to. Jeg har også mere end én gang skelet længselsfuldt mod mit skab, helt fyldt af strepsil, norske brystdråber, panodil hot og andre gode sager. Det er ikke *helt* det samme at stå med sin termokande i nattens mulm og mørke og drikke kamillete med honning med kæften fuld af Vics og vatrondeller i næsen. Føltes mest som skovturen fra Helvede, egentlig.

Men. Det hjælper på det, og jeg kan mærke overskuddet begynde at vende tilbage. Det er en fantastisk fornemmelse, og hvis jeg skal trække noget positivt ud af de sidste mange uger, så er det, at juleferien har gjort det helt klart for mig, at der ender jeg ikke igen, så længe jeg er gravid. Nogle gange er det bare som om man står på en tennisbane og spiller mod en boldmaskine, der pludselig bliver vanvittig og sender flere og flere bolde af sted i højere og højere tempo og i flere og flere umulige retninger. Jeg kan sagtens, mens jeg står i det, se, at det er fuldstændig uholdbart, men jeg kan ikke mønstre overskuddet til at spæne ud af banen og få slukket satans legetøj.

For at sikre, at det ikke sker igen, har jeg derfor allieret mig med nogle gode mennesker, der har lovet at stå klar ved stikkontakten, ifald jeg ikke selv formår at sige stop.

Så hvis ikke det er for sent til den slags, vil jeg gerne have lov at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I brugte den i selskab med jeres yndlingsmennesker, at anden var sprød og vinen rigelig.

9 ¾ ud af 10 dage knuselsker jeg mit job. Jeg er vild med variationen, at ikke to dage er ens, og at jeg får lov at arbejde med mennesker uden at have en pleje-funktion. Jeg elsker at arbejde med sprog, jeg lærer nye ting hver dag, og for mig er det bedste ved jobbet det, at jeg bliver holdt på fødderne og hele tiden skal bruge mit hoved.

De sidste 3 uger har jeg dog desværre ramt den kvarte procent, hvor det næsten bliver lige spændende nok.

Langt hovedparten af de opgaver, vi dækker, ligger i de større byer, men en sjælden gang tager vi en opgave, der ligger så langt ude, at kragerne er omkommet i forsøget på at nå derud. Ofte handler det om, at vi har en tolk til at bo i relativ nærhed af opgaven, hvilket præcis har været tilfældet her siden starten af december; for en gang skyld er det mig, der har haft kort på arbejde. Og det burde jo være en god ting. Derudover er alle involverede parter på stedet de venligste mennesker, der er gratis kaffe, og der er bestemt nok at rive i.

På papiret er alt, med andre ord, lutter idyl.

Men. Når vi dækker en opgave, der ligger så langt væk fra, hvor hovedparten af vores tolke bor, så betyder det samtidig også, at hvis den tolk, der bor tæt på opgaven enten selv bliver syg, eller har et barn, der bliver det, så kommer den døve bruger til at sidde uden tolk den dag, helt lavpraktisk fordi det ville tage så lang tid for en anden tolk at nå derud, at det ikke giver mening at sende vedkommende af sted. Og selvom ingen i denne verden er uundværlige, så fylder det virkelig meget for mig, at der sidder et menneske et sted derude og skal forsøge at klare sig igennem dagen med papir, blyant og good will fra sine medstuderende, hvis jeg ikke kommer.

Hvilket betyder, at det er træls med træls på, når stakkels Anton så begynder at hoste. Og til sidst hoster så meget, at han om natten får blodnæse af det. Og mens jeg så løber frem og tilbage med vand og nye puder og pudebetræk, og sender paniksms’er om pasning til mormor, kan jeg jo passende vurdere, om min hals efterhånden gør så ondt, at jeg ikke længere kan forsvare over for min gravide krop at skulle gå rundt i et læ-hegn i silende regn i 4 timer.

Den anden ting, der har smidt solide bunker af stressbrænde på bålet er, at der på denne uddannelse er nul, zero, nada, zip, keine, INTET signal, hverken til net eller telefon. Hvilket betyder, at jeg ikke kan hverken ringe eller ringes til mellem kl. 8 og kl. 14.30. Det giver mig lyst til at hamre en gaffel i øjet af frustration, fordi:

1) jeg er typen, der åbenbart skal pletbløde gennem hele denne graviditet, og derfor fra tid til anden har brug for at ringe til lægen.

2) lægen/laboranten/sygeplejersken/jordemødrene skal have fat i mig af 800 omgange, fordi de ikke kan blive enige om, om jeg skal tripletestes, når jeg er over 35 (hvilket i givet fald beyder, at der skal tages blodprøver senest på mandag), og om jeg skal influenzvaccineres. Det ekstra fede her er – udover at de nu i 3 uger har holdt ferie på skift – at de ikke ringer til hinanden, men i bedste skilsmissestil lader al kommunikation foregå igennem mig med brug af argumenter som: ”Det er muligt Sundhedsstyrelsen anbefaler det, men jeg vil ikke vaccinere dig uden at lægen siger god for det. Hun er tilbage i næste uge” og ”Ja, nu kan vi jo ikke holde for, hvad jordemødrene siger.”

3) jeg afleverer et barn i børnehaven, der måske/måske ikke får brug for at blive hentet, fordi han hoster. Ekstra selvhad til mig, den dag børnehaven havde ringet kl. 10 og opkaldet først gik ind kl. 12.15.

Med andre ord er jeg for en gang skyld mere end klar til at sætte navneskiltet på køleskabet og holde 2 ugers ferie, hvor vi kan være syge alt det vi vil, hvor det er skideligemeget om vi sover om natten, og hvor jeg overvejer at ringe til lægen hver dag mellem 8 og 9, bare fordi jeg kan.

Jeg er ikke så god til hysteri, hverken hos mig selv eller andre. Jeg har aldrig elsket edderkopper, og jeg er ikke for fin til at lave adder-dansen, når jeg har taget en, men du hører mig ikke hvine og hyle som opvarmning til manøvren.

Jeg er ikke god til højder, men jeg har ingen deciderede fobier, hverken for tandlæger, slanger eller åbne pladser.

Eller.

Sådan troede jeg, det forholdte sig.

Lige fra vi flyttede ind i rækkehuset her, har jeg hver vinter kunne høre lidt kratten på loftet. Jeg har haft fat i viceværterne for at få tjekket, at det ikke var rotter eller mår (mårer? Måre? Mårs?), der holdt til deroppe, men efter at være blevet forsikret om, at det bare var mus, og at der ikke var noget egentlig problem forbundet med, at de var der, har vi levet i fredelig sameksistens de sidste 3 vintre.

Men nu er de blevet grådige, de små svin.

Det startede i fredags, da jeg åbnede køkkenskabet, hvor min skraldepose hænger, og der var rugbrødskrummer i bunden af skabet. Det undrede mig lidt, men da jeg kunne se, der var hul i posen (en gammel indkøbspose, så det kan jo ske) slog jeg mig til tåls med, at jeg nok bare havde åbnet og lukket lågen usædvanlig vildt. Jeg støvsugede og tørrede op – og lørdag morgen var det det samme igen. Og så kunne jeg jo godt regne ud, at nok er jeg vild, men så vild er der ingen, der er.

Heldigvis bor jeg til leje, så jeg ringede fluks til viceværten, hvis hjælp bestod i at komme forbi med en musefælde. Tusind tak. Det er næsten alt for galt.

Og nu har jeg så lært, at jeg har en fobi. Ikke for mus, ej heller for mus i mit hus, men for mus i mit køkken, som skal fanges. Hvis der er nogen derude, der sidder med en fobi, der er mere specifik end det, er jeg med på en støttegruppe på facebook.

Seriøst: Jeg sover ad helvede til, fordi jeg ved, at jeg skal op og tjekke de skide fælder om morgenen, og helst inden Anton vågner. (Hvilket vel teknisk set gør det til ’om natten’). Om eftermiddagen begynder jeg at få tics ca. en time inden jeg har fri, fordi jeg ved, hvad jeg skal, når jeg kommer hjem.

Indtil videre har jeg fanget 4, og hver gang er forløbet nogenlunde lige elegant; jeg skiftevis tuder og må ud og brække mig (for real), mens jeg hysterimesser ”undskyldmusundskyldmusundskyldmus”. Jeg overvejede kortvarigt fælderne, hvor de bliver fanget levende, for selvom jeg ikke er det store dyremenneske, så synes jeg heller ikke, at de skal lide unødvendigt (og fordi jeg ikke kan rumme det her overhovedet, har to af dem, jeg har fanget, valgt at bløde ud over det hele. Gud tester mig), men efter at have snakket med genboen, der kunne fortælle, at hun sidste år holdt op med at tælle, da hun havde fanget 27, er jeg gået væk fra den ide.

Jeg har ALDRIG ønsket mig så inderligt at jeg var gift.

(Og inden nogen smadrer min illusion med uvelkomne historier fra real life om mænd, der er mere bange for mus end de selv er, vil jeg bare lige sige, at min imaginary man ikke er bange for en skid, men bare beder mig om at sætte mig ind i sofaen, smide fødderne op, og drikke den koldejuleøl flaske rødvin kande kaffe dejlige kop grønne te, han henter til mig.)

Det bliver en lang vinter.