Boys will be boys will be boys will be girls
Engang, for længe siden, skrev jeg et indlæg om, at jeg i Magasin var blevet spurgt, om den røde dukkevogn, jeg var ved at købe som gave, var til en pige eller en dreng: Butikken havde bånd i to forskellige farver, og ville gerne sætte den “rigtige” farve bånd på til kønnet.
Min pointe – som en del rasende feminister i kommentarfeltet ikke nåede at læse – var, at de drenge, der ønsker sig røde dukkevogne, formentlig ikke har en holdning til, at båndet om æsken partout skal være blåt, og at man – hvis man er så optaget af “rigtige/forkerte” farver til hhv. drenge og piger – jo nærmest ikke i den situation ville behøve at spørge, fordi man bare ville antage, at en rød dukkevogn selvfølglige er til en pige.
Hele debatten med, hvordan vi lærer vores børn om køn, og om drenge må lege med dukker og piger med biler, er present i min bevidsthed igen, nu hvor jeg ved, at jeg skal have en pige, og dermed ender med at have en af hvert køn af forholde mig til.
Da jeg fik Anton, var jeg bange for, at jeg – fordi vi bare er os to – ville komme til at overse nogle interesseområder, som han kunne have, fordi jeg ganske enkelt ikke vidste, hvad drenge gik op i. Jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis han en dag kommer og gerne vil have fe-vinger og diadem på til fastelavn, så giver vi den FULD gas – men inden jeg fik ham, tænkte jeg meget over, at jeg meget gerne ville møde ham, hvor han var, og ikke overføre mine interesser eller mangel på samme til ham, fordi jeg ikke anede/aner en kæft om at være dreng.
Og måske fordi jeg hele tiden har tænkt meget over dette, sidder jeg faktisk i dag med den tanke, at hele diskussionen om, hvordan vores børn bliver formet af det legetøj, vi præsenterer dem for, og af samfundets forventninger om Raske Drenge og Søde Piger, er en lidt teoretisk diskussion.
( – vent lige med at gå amok.)
For Anton har fra allerførste dag vidst, hvad han syntes var sjovt. Store maskiner, værktøj og fart. (Og her er ikke tale om, at jeg på forhånd havde malet værelset blåt og udelukkende havde købt racerbiler og soldater – tværtimod har jeg altid været lidt på bagkant med at købe legetøj, simpelthen fordi jeg er så ideforladt. Så den måde, vi har gjort det på er, at når vi har været på besøg hos andre, så har jeg luret på, hvad Anton har fattet interesse for, og skruet ønskesedler osv. sammen ud fra det. Og vi har en meget høj frekvens af piger med helt traditionelt pigelegetøj i vores omgangskreds.)
Det lidt specielle i vores situation er, at vi ved, at den mest massive voksenindflydelse, Anton har været udsat for, er min; vi har ingen far på hånden, der slæber ham med til traktortræk eller ser fodbold og speed way med ham, og derfor er jeg efterhånden tilbøjelig til at tro, at de kommer kodet fra fabrikken, de små, og at vi derfor kan slå os i tøjret, som vi vil – men vi kan ikke rigtig ændre på deres grundlæggende, genetiske personlighed.
Vi KAN selvfølgelig, med den skævvridning, der pr. definition ligger i magtforholdet mellem forælder og barn, være med til at gøre deres liv til et helvede, hvis vi forsøger at gøre dem til noget, de ikke er, men den lidet flatterende mulighed har vi jo desværre i samtlige aspekter af deres liv.
Jeg medgiver, at der ligger et stort stykke arbejde i, at vi som samfund får tingene indrettet, så det signal, børn får fra verden omkring dem er, at det er ok, hvis man som pige helst vil lege mekaniker, og hvis man som dreng trives bedst med Barbie og Hello Kitty.
Og selvfølgelig er det knaldende åndssvagt, at man i nogle børnehaver deler op på tværs af køn, i stedet for på tværs af interesser, når man laver særlige aktiviteter; jeg kan for min død ikke se, at det skulle være et problem at have en gruppe af blandet køn med i skoven, hvis præmissen er, at man skal blive beskidt og helst slå sig, bare lidt, inden man kommer hjem, og de børn, der deltager er klar over dette. Eller at man har en tilsvarende blandet gruppe af børn, der skal lave noget, der kræver fordybelse og interesse for glimmer og rigelige mængder af tyl.
Men en ting er, at vi skal snakke om, hvordan vi som samfund styrker ungerne i at være det, de er – noget andet er, at vi taler om det, som om de kommer som fuldstændigt ubeskrevne blade, som udelukkende danner interesser og kønsroller ud fra, hvad vi siger er rigtigt og forkert.
Min beskedne pointe er, at vi i hele den diskussion fuldstændig ignorerer det faktum, at det lader til, at de faktisk kommer med noget fyldt på harddisken, når vi får dem, og jeg mangler måske lidt, at vi prøver at se på de enkelte børn, med det de er og kan, i stedet for at betragte dem som en slags våben i hele ligestillingsdebatten.
Men måske er det nemt nok for mig at sidde og sige, fordi jeg har en dreng, der virkelig falder i den helt traditionelle drengekategori? Måske er det sværere, hvis man har en lille fyr, der har følelserne siddende udenpå tøjet og som ikke bryder sig om snavsede fingre og lego? Mit indtryk er, at der trods alt er sket noget ift. “drengepiger”; at samfundet idag er bedre til at rumme de vilde piger, end de stille drenge – men måske tager jeg helt fejl?
Hvis du – ja, dig – har to minutter i overskud og en holdning til dette emne, kunne jeg faktisk rigtig godt tænke mig at høre om dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet.
På forhånd tak:)
