Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Jeg har *virkelig* glædet mig til at skrive dette indlæg:

46

For igår var jeg på hospitalet og sige hej til det her lille menneske:

Det kommer, om alt går vel, til verden i starten af juni næste år, og jeg kan næsten ikke være i min krop af glæde og taknemmelighed.

Da jeg blev gravid med Anton, kan jeg ikke pege på et bestemt tidspunkt og sige: ”Dér! Der vidste jeg det”, men da jeg denne gang begyndte at græde over den nye sang med Nik & Jay, fik jeg det, politiet kalder ‘begrundet mistanke’.

Jeg kender mange 2. gangs gravide, som bare synes, at tiden flyver af sted. Den ene dag står de med to streger på pinden, så blinker de med øjnene, og *puf* er de 24 uger henne. Sådan har de første 13 uger slet ikke været for mig. Dels har der været lidt mere baks med kroppen, end der var første gang, og dels er det nu, konsekvensen af at jeg sidste gang fik svangerskabsforgiftning, rigtig rammer mig. Jeg kan mærke, at den blinde (og lidt naive) tiltro til, at tingene bare arter sig og at min krop gør, som jeg beder den om, virkelig har fået et slag over knæene med en jernstang, fordi jeg slet, slet ikke så det komme, da jeg blev syg sidst.

Og fordi jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke troede, at den slags ville ramme mig.

Derfor er min ydmyghed overfor tingene denne gang så meget desto større, og jeg er frygtelig bange for at komme til at tage noget for givet. Derudover har jeg også tænkt utrolig meget på Lene i alt det her. Jeg ved godt, at det ene ikke har noget med det andet at gøre, men det fylder meget for mig, at jeg, som det ser ud nu, står til at få 2 sunde og raske børn, mens Lene ikke engang fik lov at se Aksel vokse op. Der er ingen, der ved, om jeg træder ud foran en bil i morgen, og der gives, som vi efterhånden har lært, ingen garantier i livet, men det føles næsten lidt grådigt, at jeg bare skovler held over på tallerkenen, mens andre løber så sørgeligt tør.

Fik jeg nævnt, at jeg er nærmest psykisk syg af hormoner?

Nå, men i det store og hele har jeg det godt. Jeg har haft nogle måneder med træthed, kvalme og madlede, men må trods alt sige, at jeg havde frygtet det værre. Nåede lige at få totalt optur over, at det eneste, jeg kunne forestille mig at indtage, var frugt og Innocent Smoothies til børn (de røde og gule. For GUDS skyld ikke de lilla!), indtil mønsteret blev tydeligt og jeg kunne se, at min citruscraving varede til lige præcis klokken 15, hvorefter jeg resten af dagen forvandlede mig til en roadie ved navn John, der efter 65 ugers tour og volddruk med Rolling Stones, kun kunne koncentrere mig om at lokalisere madvarer bestående af sukker og fedt.

Heldigvis begynder tingene at stabilisere sig nu, hvor jeg er i 14. uge, og jeg kan igen begynde at udholde tanken om varm mad; både at købe ind til den, at tilberede den og at spise den. Så. Det lysner.

Nu vil jeg smide det sidste julepynt op, og rigge an med den lille nissedør på Antons værelse (og der må gerne gættes på, hvem af os to, der kommer til at psyke mest over dét), inden jeg cykler ud på tundraen for at hente ham hjem.

God weekend derude, alle I søde mennesker.

Emma Gad – gider vi?

11

For snart lang tid siden læste jeg et ret sjovt blogindlæg hos Christina.

Kort fortalt handler det om, at mange af os i dag er så fokuserede på, hvad vi selv mener, at vi har ret til, at vi ser stort på almindelig pli, og i stedet begår os i verden, som om vi var de eneste, der beboede den. Som fx når vi vælger at bore reoler op eller hælde ungerne ud i en lukket baggård (også kendt som ekko-dalen) søndag morgen kl. 7.30. Og samtidig kan vi – efter talrige talkshows og temadage på arbejde om assertion og vigtigheden af at kunne udtrykke og stå ved egne behov og følelser – dræbe al kommunikation om rimeligheden i ovenstående med et ”- for det har jeg behov for.”

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg læste for et halvt års tid siden, hvor DR havde lavet noget statistik på, hvor meget antallet af vores anonyme angivelser af hinanden til de offentlige myndigheder er steget på vanvittig kort tid. Det var rystende læsning.

Jeg tror, de to ting hænger sammen. Jeg tror, at vi egentlig som udgangspunkt gerne vil være rare ved hinanden – jeg mener, der er vel ingen, der står op om morgenen og som erklæret mål sætter sig at være det maksimale røvhul overfor alle, man møder – men et sted undervejs i vores anstrengelser for at holde bolden på egen banehalvdel og tale jeg-sprog i stedet for du-sprog, er vi faret vild, og kommet til at tro, at det at være tro mod os selv og vores egne behov, kan sidestilles med at pisse på andre(s).

Hvilket, tror jeg, er skudt en anelse skævt.

Men fordi vi nu har en situation, hvor alle er blevet utrolig gode til at italesætte migmigmig, er det sket det lidt irriterende, at alle taler og ingen lytter, og derfor er der ingen, der lige har 5 ledige minutter til at opfylde mine behov på bekostning af deres egne.

Så på en eller anden måde er vi endt et sted, hvor vi alle sammen synes, at nogen skylder os noget. Bare lidt. Og derfor behøver vi ikke tage hensyn til andre, for i virkeligheden sørger vi jo bare for selv at inddrive det tilgodehavende, som Verden, i form af naboen/kollegaen/arbejdsgiveren, rettelig skylder os.

Og fordi vi egentlig bare synes, at vi tager noget, der retmæssigt er vores, uanset om vi taler om offentlige ydelser, offentligt rum i form af baggårde eller p-pladser, som andre har købt og betalt for eller taletid på firmamobilen, gider vi ikke engang prøve at skjule at vi gør det. For spejl, fuck af, og hvad med dig selv?

Og det er fandme irriterende.

Guderne skal vide, at jeg kender og har kendt en hel del mennesker, der var mere grå end hvide i kanterne, og jeg har heller aldrig selv været i overhængende fare for at gro en glorie. Jeg har nok i virkeligheden altid været en lille smule tilhænger af mottoet: ”Det er smart at snyde, det er dumt at blive opdaget” – men når naboen på villavejen starter med at pudse ydermur kl. 7 lørdag morgen, eller med at fræse haven hver fredag aften prime-time-grill-tid, så er det svært ikke at komme til at føle, at han med det signalerer, at hans behov er vigtigere end mine. Og han gider ikke engang ulejlige sig med at lade som om, det forholder sig anderledes. Det finder jeg ustyrligt provokerende.

Så hvis man så samtidig kan se den ene håndværkerbil efter den anden trille ind i hans ombygningsramte indkørsel på de mest suspekte tidspunkter af døgnet (og omhyggeligt placere en skraldespand foran nummerpladen på bilen HVER gang), så forstår jeg egentlig godt, at svage sjæle kan blive fristet over evne, og få lyst til at svare igen. Hvor usympatisk jeg end finder måden, de vælger at gøre det på.

Jeg gider ikke, at vi skal have et stikkersamfund. Jeg gider ikke, at vi sladrer til mor og står med lange næser over ligusterhækken og savler af fryd over at få øje på noget, vi kan bruge som ammunition.

Men jeg ville ønske, at vi, som nation, lige hoppede 60 år tilbage i tiden og genindførte traditionelle dyder som hensyn, høflighed og omtanke, og evnen til nogle gange at sætte fremmede over os selv.

4 år med verden bedste Anton

13

For 4 år siden var det onsdag aften, og jeg sad på Skejby sygehus og ventede på at blive tjekket hos jordemødrene, som fulgte mig tæt, fordi jeg havde svangerskabsforgiftning. Jeg var blevet sat i gang 4 timer forinden, og havde fået stillet i udsigt, at der kunne gå op til en uge, før jeg fødte. Jeg kan huske, at det var koldt og klart udenfor, og at Danmark spillede landskamp; vi sad så mange i venteværelset, at jeg nåede at se både første og anden halvleg, før det blev min tur, og jordemoderen med de blomstrede træsko konstaterede, at ”der godt nok var godt gang i den.”

Jo tak.

I dag, hvor jeg kender Anton, er jeg ikke det fjerneste overrasket over, at han heller ikke dengang havde tålmodighed til nogen former for stillesiddende/-liggende aktivitet, og sgu da slet ikke en hel uge mere, når nu der pludselig var skiltet til nødudgangen.

I morgen klokken 17.20 er det 4 år siden, han kom til verden, og det er som om, tiden accelererer. Da han fyldte 1 år, og alle spurgte, om ikke bare tiden var *fløjet* af sted, måtte jeg være ærlig og svare nej. Jeg synes, at det første år var langt og trak tænder ud; ikke mindst på grund af flytningen fra Aarhus til Esbjerg, men efter det, er det som tiden for hvert år bare går hurtigere og hurtigere.

Der sker helt utrolig meget med ham i disse måneder. Han har fået en håndfuld rigtig gode venner i børnehaven, hvilket jeg helt kan få tårer i øjnene over, og det sprog, som har været så længe undervejs, vælter nu ud af ham alle døgnets vågne timer. Der er stadig et stykke vej, til han er aldersvarende, men sammenlignet med, hvor han var for et halvt år siden, er det nærmest eksploderet. Med alle de nye ord og vendinger, kommer også noget af det, jeg har glædet mig mest til, nemlig et kig ind i hans krøllede, lille hjerne, så jeg får en fornemmelse af, hvad der foregår. Det betyder også, at nogle af alle de finurligheder, som er ligegyldige for de fleste andre, men som får ens moderhjerte til at smelte af 8 omgange, begynder at titte frem.

Jeg elsker f.eks. at han råber: ”Vi ses i morgen!” til sin seng, når vi tager af sted om morgenen, og at han synger fødselsdagssang for alt fra fuglene i haven til sine gulerødder. Når han beder mig om at holde noget, spørger han, om jeg vil tage det ”op på lommen?” og jeg håber aldrig, at han holder op med at kalde sugerør for ”hooraz”.

Han er det bedste i hele verden, og jeg elsker ham højere end livet selv.

Anton, min skat – tillykke med fødselsdagen.

Æres den, der æres bør (Eller: De indledende manøvrer til et stalkertilhold mod Maren Uthaug)

0

Det er virkelig sjældent, at jeg gør mig i rendyrket reklame, men i aften gør jeg en undtagelse.

Der findes vel efterhånden ingen, der ikke kender Maren? Hvilket er yderst velfortjent, for hun pukler som en lille hest, og hun er både skarp, sjov og røvdygtig; typen, man ikke helt kan finde ud af, om man helst 1) virkelig gerne vil være veninde med eller 2) vil adopteres af.

Helt overordnet synes jeg, at verden sender for få roser og high-fives efter Maren. Hun har 100 børn, og har alligevel på mystisk vis stadig overskud til at hæfte sig ved ting i hverdagen, der er værd at blogge om, og selvom hendes rigtige ude-i-virkeligheden-arbejde et langt stykke hen ad vejen er det samme, som det hun laver til bloggen, forærer hun alligevel solide lunser af det væk, flere gange om ugen, ganske kvit og frit.

Det synes jeg faktisk er overordentligt pænt gjort.

Hun har just lavet en lille bog, der hedder Den Lyse Side. Egentlig ved jeg ikke, om ”bog” er den teknisk korrekte betegnelse, for det er mere en slags tegneserie, men den er simpelthen så fin. Den handler om voksenliv og ensomhed, og jeg er ikke for stor til at indrømme, at jeg fik en lille, bitte klump i halsen et par steder undervejs.

Ok, en middelsvær klump.

GODT! Jeg hylede! Er du så glad!?

Nå, men det jeg bare ville sige var, at jeg virkelig synes, du skal købe den. Enten til dig selv (gaven, du slipper for at bytte), som mandelgave (tag det fra mig: Der er INGEN, der kan æde mere marcipan d. 24. december), til pakkespil (enough with the vatpinde and skuresvampe), som værtindeblomst (alle spæner alligevel rundt hele december og har ikke tid til at nyde hverken liljer eller bonderoser) eller som adventsgave til en, du holder af

Hvis du trykker her, ryger du lige derover.

It takes a village to raise a child

, 18

Inden jeg fik Anton, synes jeg, at de fleste børn var ret irriterende. (Ikke dine, selvfølgelig.) Det der med, at de aldrig kunne holde kæft, så man kunne føre en samtale uden 400 afbrydelser med deres forældre, eller altid skulle blive syge/putte ærter i næsen/larme fuldstændig abnormt, når jeg trængte allermest til, at det handlede om migmigmig, fandt jeg virkelig belastende.

Min tolerance er – naturligvis – vokset markant, efter jeg selv er kommet om på den anden side af bordet, og selvom jeg stadig langt fra knus-elsker alle børn (med undtagelse af dine, selvfølgelig) er det i dag gået op for mig, at det mest belastende i hele verden ikke er børn. Det er deres forældre.

For satan i HELVEDE, hvor ville mit liv være nemmere, hvis jeg ikke skulle interagere med mennesker med en social intelligenskvotient på 0,7. Ikke mindst fordi det sætter mig i en position, hvor jeg kan vælge at lære mit barn at 1) Du har mest ret til alting i hele verden, og alle andre skal flytte sig for dig eller 2) du skal bare finde dig i at blive pisset på.

Vi har før talt om det her på bloggen; mit barnevognstæppe var Den Røde Fane. Jeg er vokset op med, at vi tager hånd om hinanden og tager hensyn til hinanden. Hvis du skærer kagen, er du sidstevælger, og hvis nogen har mindre end dig, deler du med dem. Ingen er perfekte, og alle kan blive sure, men du behandler andre, som du gerne selv vil behandles. Det kan ligne side 1 i Den Store Bog Om Floskler, men mine forældre har levet eksemplet i al den tid, jeg kan huske, og jeg prøver at gøre det samme.

Det har selvfølgelig præget de værdier, jeg har ift. børneopdragelse. Jeg går op i, at Anton siger ”Tak” og ”Undskyld”. Jeg retter ham, når han siger ”Jeg vil have” og “Ad!!” og selvom jeg, uden at blinke, ville gå barfodet og nøgen gennem helvede og tilbage igen for ham, vil jeg have, at han forstår, at andre mennesker ikke er sat i verden for at servicere ham.

(Jeg skal være den første til at indrømme, at min opdragelse så lader en del tilbage at ønske på andre områder. F.eks. får han både sukker, hvede OG mælk, og det er som om, jeg er ude af stand til at være standhaftig ift. at vænne ham af med sutten.)

Men jeg kommer til kort, når jeg, som f.eks. i dag, har stået med ham i Bilka (HADER det sted!) i 10 minutter og ventet på at få en af de famøse lege vogne. Selvom han var så vild efter at få en, at han nærmest lavede running man-dansen, affandt han sig med, at vi skulle stå i kø, til det var vores tur. Og da det var det, trådte en far med kone og curlingbarn ind foran os, og tog den, vi havde ventet på. Høfligt siger jeg: ”Undskyld – men jeg tror, at det var vores tur?” hvortil neandertaleren svarer: ”Nej, for jeg så den først!”

Her vil jeg gerne præcisere, at det var faderen, der sagde det, fordi man let kan foranlediges til at tro, at det var barnet på 4, der brugte den form for argumentation.

Og der står man så. Og kan vælge mellem korporligt slagsmål, eller at lære Anton, at vi holder døren for mennesker, der kun stopper op længe nok til at spytte os i ansigtet, når de træder ind.

Da vi havde fået tørret øjnene og haft snakken om, at det VAR uretfærdigt, og at mor også synes, at manden var dum, og havde fået lagt en chokoladebolle på såret, stod Anton og holdt ved håndtaget på plan-b-løsningen, Kurven. En mand i starten af fyrrerne med sit barn i vognen, kører forbi ham, og skræller simpelthen hans hånd med sin vogn. ”Av!” siger Anton betuttet. Manden kigger først ned på ham, så kigger han på mig – og så går han videre. ”Man kunne måske godt lige sige undskyld?” siger jeg til hans ryg, mens han skynder
sig videre og lader som ingenting.

Hvilket heller ikke gør det nemmere at forstå, hvorfor jeg insisterer på, at Anton siger undskyld, hvis han, med eller uden vilje, har gjort skade på andre, for det er åbenbart kun emsige mor, der går op i den slags?

Jeg var så gal, at jeg tudede over det, da vi endelig kom ud i bilen, og Anton sad bagi og bladrede i sin bog. Jeg vil så gerne lære ham, at den form for opførsel ikke er ok. Men resultatet skal heller ikke blive, at jeg ender med at have opdraget en dørmåtte.

Jeg ved godt, at det er mit og kun mit ansvar at opdrage mit barn. Men det ville fandme være nemmere, hvis man ikke blev modarbejdet så massivt.

Intet nyt fra vestfronten

3

Har jeg sagt, at jeg er vild med Halloween? Nej? Det er jeg.

Normalt når facebook går i kollektiv massepsykose over en begivenhed, som fx. Aarhus Halvmarathon eller Roskilde Festival, kan jeg godt komme til at scrolle lidt hurtigt ned over siden, men i går nød jeg at sidde og beundre mine tandlægevenners græskarhoveder med bøjler med nakketræk, og uhyggelige udklædninger i alle afskygninger. Jeg havde husket at købe slik til de små monstre, der måtte komme og banke på, og heldigvis fik vi besøg af 3 små hekse, der kunne en lang og indviklet sang om grotter og flagermus. Jeg var vild med det. Her i ghettoen gider ungerne normalt ikke rigtigt klæde sig ud, så hvert år i starten af februar, får vi besøg af fedtet hår og dynejakker, der uengageret spørger om ”boller eller ballade” mens de allerede holder hånden frem. Jeg er blevet indskærpet, at man ikke må svare: ”Nej, men du kan få en lussing?” – heller ikke selvom man har meget lyst til det – men jeg bliver sgu stram i betrækket, når de hverken gider klæde sig ud eller synge, men ret beset bare tigger, så de små hekse, der var klædt ud efter alle kunstens regler, forlod matriklen belæsset med guld, røgelse og myrraskær.

Indsats og udbytte. Det hænger sammen, siger jeg jo.

Lektionen til mig til næste år er så i øvrigt at købe noget slik, jeg selv gider æde, når jeg nu køber ind til en børnehave og der kommer 3 små, tændstiktynde piger.

Ellers har vi ramt sådan en tidslomme, hvor der ikke rigtig sker noget, der er værd at blogge om. Vi har været syge på skift, vi har fundet en druknet mus i en regnvandsmåler, og jeg har ryddet op i mit hus og kørt 18 kasser til Frelsens Hær. (Det paradoksale er, at alle mine skabe og skuffer stadig ser fyldte ud.) Vi ser Diskoorm på repeat med det resultat, at Antons to nye yndlingssange er ”Disco Inferno” og ”Play that funky music, white boy”, og er formentlig nogen af de eneste, der nyder, at efteråret er kommet, og at man – uden at anstrenge sig – kan ane julen i horisonten.

Det er hverdag uden de helt store armbevægelser, og det er egentlig bare rigtig rart.

Hvis man lige havde lyst til at vide 85 fuldstændigt tilfældige ting om mig (migmigmig!)

22

1. Jeg stiller store krav til min omverden. Men større krav til mig selv.

2. Synes ikke, at kammerjunkere rigtigt tæller som småkager.

3. – og er holdt op med at købe koldskål som undskyldning. (Hvem prøver jeg at narre?)

4. Synes at cappuccino og latte smager ens.

5. Jeg er mest bange for at lave den type fejl, hvor folk bagefter tager sig til hovedet og opgivende
siger, at ”det kunne du jo have sagt dig selv!”

6. Respekt er vigtig for mig. Jeg reagerer unaturlig voldsomt, hvis folk ikke respekterer mig.

7. Spekulerer på, hvor fugle flyver hen, når de dør. Når man ser på antallet af levende fugle i træerne, så kan det ikke passe, at man ikke ser flere ligge rundt omkring.

8. Undrer mig meget over, at når jeg siger, at jeg ikke kan lide lam, så er svaret altid: ”det er fordi du ikke har smagt det, som jeg laver det”. 

9. Synes, at det er skide tarveligt, at man må lyve så meget i reklamer.

10. Har aldrig købt noget i TV-shop.

11. Har holdt foredrag om Billedetelefontolkning i England på Den Internationale Tegnsprogstolkekonference.

12. Har været så heartbroken, at det føltes som om jeg fik stød i alle mine nerveender på én gang.

13. Kan være meget hård.

14. Elsker, når folk husker noget jeg har fortalt dem.

15. Bliver gal, når nogen tager æren for andres arbejde.

16. Hvis jeg skulle leve mit liv i en bog, skulle det være Harry Potter.

17. Prøver altid at huske, at jeg er et meget heldigt menneske, som har folk omkring mig, som jeg holder af, et job jeg er glad for, får penge for en af mine største interesser, at jeg og folk omkring mig er sunde og raske, at jeg ikke mangler noget, efter mange års hård kamp er endt med at elske mig selv – fejl og mangler inklusive – og at eksistentiel undren er et tegn på overskud.

18. Jeg synes, at fødder er ulækre. Og folk må helst ikke røre ved mine.

19. Elsker at komme hjem om aftenen og drikke et glas rødvin. Føles ekstravagant.

20. Synes, at jeg har en lidt skizofren personlighed: Drengepige/prinsessetøset, hidsig/tålmodig,
klog/ubegavet, emotionel/pragmatisk, tolerant/fascistoid. Det er som om der aldrig er en blød mellemvariant med mig.

21. Er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver lidt stødt, når jeg opdager, at regler også gælder for mig.

22. Ville sådan ønske, at jeg kunne synge.

23. Jeg havde min egen fiskestang som barn. Den var gul.

24. Jeg kan blive rørt over at se en voksen mand binde snørebånd. Jeg kan ikke forklare hvorfor.

25. Jeg synes, at det er lavt, når folk med magt bruger den unødvendigt.

26. Jeg er ikke god til at vente længe på ting.

27. Jeg er derimod meget dygtig til at komme løbende med 100 km. i timen og råbe ”Hit med alting, nu!”

28. Der er ikke noget, jeg er så dårlig til som at kaste/gribe.

29.  – det skulle lige være geografi.

30. Jeg taler ikke altid så pænt.

31. Jeg kommer somme tider til at have så meget facade på, at andre tror, at jeg er urørlig.

32. Er meget dårlig til at økonomisere min energi. Jeg kamikaze-spæner gennem dagen, og lige pludselig løber jeg tør. Og går ned i flammer.

33. Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at vise sårbarhed og frygt.

34. Jeg får ondt bag ved mine ører, når jeg griner rigtig meget.

35. Jeg har slået hul i hovedet på et tv i fitnessdk, fordi jeg havde travlt med at spille cool overfor en meget pæn mand, som jeg senere fandt ud af spillede håndbold på højt plan.

36. Min yndlingstøjhund som barn hed Lemming. Ikke Flemming. Lemming. Uden F.

37. Jeg kan somme tider blive helt ærgerlig over ikke at have fået mulighed for at leve i tidligere årtier eller være født i andre lande. (Er det normalt?)

38. Jeg bliver ind imellem opfattet som højrøvet, fordi jeg ved, hvad jeg er god til. Folk glemmer, at den modsatte side af dén mønt er, at jeg også er helt på det rene med, hvad jeg er dårlig til.

39. Min første plade var Mel & Kim ”FLM”

40. Mit primære problem med at spise sild er, at jeg er helt overbevist om, at sådan føles det at tygge i menneskekød.

41. Da jeg var mindre, ville jeg gerne være jagerpilot.

42. Når jeg kigger i køleskabet og på min bankbog, undrer jeg mig over, hvordan det er lykkedes mig at blive 37, uden at lære at være voksen.

43. Hvis jeg skulle tage en plade med på en øde ø, så ville jeg vælge Pink Floyd’s The Pulse.

44. Jeg gad rigtig godt bruge et par måneder på at køre USA tynd med Anton ved min side.

45. Jeg elsker at bo i et land med årstider. Superpraktisk, at når man er ved at have fået nok af en årstid, så er der en anden lige rundt hjørnet.

46. Tror på, at lykke ikke er en tilstand man opnår, men en følelse, der opstår ind imellem. F.eks. når sne ligner diamanter, når man sidder i sin seng om morgenen med fornemmelsen af, at det nok skal gå alt sammen, når Anton snorker, når folk uventet strækker sig for at hjælpe, og når man virkelig elsker nogen og pludselig kan mærke det i hele kroppen.

47. Jeg synes, at en tegning virker ufærdig, hvis der ikke er gult på den.

48. Jeg betegner stilmæssigt mig selv som Pyntesyg Minimalist.

49. Jeg er de små hvide løgnes sidste fortaler. Jeg går ikke ind for sandhed for en enhver pris.

50. Jeg er blevet slået to gange. Den ene gang af en tilfældig fyr i byen, den anden gang af en jeg spillede badminton med, som jeg havde dasket til med min ketcher og ved et uheld ramte i øjet.

51. Jeg synes ikke, at latino fyre er lækre.

52. Bare tæer på gaden er vildt lowlife.

53. Jeg er sprognazist. (Undtaget denne regel er naturligvis undertegnede, jvf. # 21).

54. Den huslige pligt jeg hader aller-allermest, er at gøre badeværelse rent. (Heldigt, at det ikke er tøjvask, med de mængder vi producerer).

55. Jeg er panisk ræd for at Anton får lus. Jeg tror, helt oprigtigt, at jeg enten vil dø af væmmelse eller komme til at gøre noget uoverlagt, som at rage alt hans hår af, mens jeg laver små hysteriske hop på stedet og råber ”AD!!AD!!AD!!”.

56. Jeg ved godt inderst inde, at de mennesker jeg siger, at jeg ikke bryder mig om, ofte er nogen, hvis anerkendelse jeg gerne vil have, men ikke får.

57. Jeg kan ikke finde ud af at danse med mænd. (Ja ja, Freud.. Kontrol-issue, I know)

58. På Skanderborg festival et år, øvede jeg mig så meget i at pifte, at jeg havde et sår på tungen, da jeg kom hjem.

59. Jeg elsker ketchup.

60. Jeg har spillet badminton, danset jazzballet og stepdans, gået til gymnastik, selvforsvar, kickboxing, spring og spillet saxofon.

61. Jeg har fået fjernet polypper, ikke bare én, men to gange.

62. Jeg ville ønske, at jeg var mere mystisk og graciøs.

63. Jeg elsker lyden af regnvejr.

64. Jeg savner Aarhus, så man næsten ikke forstår det.

65. Jeg synes, at folk som slår deres børn skulle skamme sig meget og længe.

66. Jeg savner en kæreste. Nogen gange.

67. Jeg har net-datet to gange. Er stadig single…

68. Jeg gider ikke folk, der ligger på hjul af mig, når jeg cykler. Har engang bremset hårdt op, så ham der lå på min bagagebærer kørte ind i mig, hvorefter jeg vendte mig om, og hvæsede ind i hovedet af ham, at hvis ikke han kunne cykle selv, så synes jeg fandme, at han skulle tage bussen.

69. Folk, som kommer cyklende med et brev på bagagebæreren, rører mig. Der er noget barnlig uskyld over det billede.

70. Når jeg ser virkelig kiksede mennesker i byen om aftenen, så kan jeg få helt ondt i hjertet ved tanken om, hvordan de har stået foran spejlet og gjort sig umage –og nu står de dér, og føler sig forkerte og nidstirrede.

71. Jeg har været i praktik som murer.

72. Jeg er ikke bange for tandlæger, at flyve eller andre typiske ting.

73. Jeg gider ikke rigtigt den fase, hvor man skal sætte sig ind i ting. Vil gerne bare kunne bruge computeren/telefonen/programmet NU.

74. Af underlige talenter kan nævnes: At kunne hæve mit ene øjenbryn uden at det andet rokker sig, jeg kan rokke med ørerne og næsen samtidig (tak bedstefar) og at vide hvad klokken er, med at kvarters fejlmargen, efter en hel dag uden ur.

75. Sommetider rotter det sarkastiske center i min hjerne sig sammen med min mund og laver en overhaling indenom på min høflighed.

76. Jeg elsker at køre bil.

77. Jeg er farveautist i forhold til min påklædning. Der må ikke være flere forskellige farver; kun basisfarven (jeans/sort/hvid) og én farve. Øreringe og neglelak tæller også.

78. Den værste følelse i verden er at føle sig til grin.

79. Kaffe er undervurderet.

80. Jeg har en uvane med at lave mimik til mine tanker. Virker underligt, når man er alene og direkte sært, når man går rundt ude i verden.

81. Jeg har for mange, mange år siden været hos en clairvoyant, som sagde, at jeg ville miste kontakten med en del af mine bedste veninder. Til gengæld ville jeg få to nye, som jeg ville møde gennem en fælles interesse…

82. Jeg forstår ikke kvinder, som gider hidse sig op over opslåede toiletbrætter.

83. Jeg kunne godt tænke mig én tatovering mere, men får det ikke, fordi jeg synes, at for mange tatoveringer får én til at se ud som om, man hører Big Fat Snake.

84. Jeg kan nogle gange blive helt slap i leddene ved tanken om, at jeg er det voksne menneske, Anton er blevet udstyret med, som skal beskytte ham mod resten af verden.

85. – indtil jeg kommer i tanke om en samtale, jeg har haft med noget sundhedspersonale, som jeg ikke var helt enig med, hvor sætningen: “for jeg vil gerne gøre MEGET klart, at I skal forbi mig for at nå frem til Anton!” flød helt natuligt ud af min mund. Måske det nok skal gå alligevel?

Nogen, der vil være med til at åbne en abe-pension?

9

Jeg elsker Pinterest. For én med mit erhverv, der altid har pauser af ca. 10 minutters varighed, er app’en det perfekte tidsfordriv; ikke så fængende, at man ikke kan slippe den igen, man skal ikke nå at læse et kapitel færdigt, for at den giver mening, og så fylder den ingenting i tasken.

I Pinterest findes en kategori, der hedder ”popular” og som det umælende får, jeg er, tripper jeg glad og tilfreds af sted, lige i røven af alle de andre, der gør det samme. One liners er ret store derinde, og jeg vil gætte på, at en af politiets profilere kunne tegne et temmelig præcist billede af, hvilken type man er, og hvor man står i livet, baseret på de opslag, man pinner.

For et par måneder siden var jeg (som jeg vist også bloggede om) i gang med at afdramatisere mit liv. Vi taler helt lavpraktisk downshifting af elementer, der skabte bøvl og baks, uden egentlig at tjene noget formål. I den periode faldt jeg på Pinterest over udsagnet ”Not my circus – not my monkeys”, som jeg øjeblikkeligt fik lyst til at bestille 7 eksemplarer af på selvklæbende folie i størrelsen 1×2 meter, så jeg kunne klæbe det på alle mine døre til evig påmindelse om, at man ikke behøver at have en mening om alt.

Og hvis man alligevel har, kan man godt prøve at have den i stilhed.

For jeg var simpelthen så træt af at blive blandet ind i konflikter, som ikke var mine, fordi jeg ikke fik fred, før jeg havde ytret, hvad jeg mente om dette eller hint.

Hvis man her ønsker at pointere, at jeg ved at gå ind i diverse debatter *gjorde* konflikterne til mine, vil jeg ikke bruge tid på at argumentere imod.

Det betød f.eks. at jeg holdt op med at kommentere på indlæg i diverse aviser og dagblade, og jeg holder mig stadig i videst muligt omfang også ude af kommentarspor på populære opslag på facebook. Uanset om man kommenterer til fordel for den, der har sat debatten i gang, eller om man mener det modsatte, synes jeg, at disse onlinediskussioner ofte ender i regulær mudderkastning og namecalling.

Men de sidste par måneder har jeg – uden dog at kaste mig ind i nogen former for debat – fulgt lidt med på Sneboldens fb-side, og jeg har mere end en gang undret mig over, hvor hurtigt tonen på hans væg har ændret sig fra, at 98 % af hans tilhængere tilbad jorden, han betrådte, til at langt over halvdelen af kommentarerne nu går på, at han er en nederen person med dårligt hår. På en eller anden måde virker det som om, Monte Carlo enten forsvandt, før de var blevet langtidsafholdte, som fx De Sorte Spejdere, eller også er det
noget med, at Peter uden Esben måske kommer til at virke mere Kanye West, end Danmark er klar til.

Under alle omstændigheder har det fået mig til at tænke på noget, en af mine veninder sagde for nyligt. Vi snakkede om hendes mors begravelse, og om min venindes barndomsveninde, som valgte at blive væk fra begravelsen af grunde, hun kun selv kender til. Min veninde sagde noget i retning af, at det ville være rart, hvis nogle andre sagde til barndomsveninden, at det var noget af det mest ikke-i-orden-overhovedet-agtige, hun havde gjort sig skyldig i ”for det kan jeg jo for fanden ikke selv være den, der siger til hende, Linda”.

Det tænkte jeg de efterfølgende dage meget over. Ikke mindst fordi jeg godt kunne genkalde mig følelsen af at mangle nogen, der stod op for mig, dengang en kæreste og jeg gik fra hinanden, fordi han uomtvisteligt havde været en kæmperøv. Mine veninder kendte historien, og alligevel var der flere af dem, der stadig var på sludder og knus med ham, når de mødte ham.

Selvfølgelig skal vi være voksne og civiliserede. Selvfølgelig er vi ikke 5 år længere. Selvfølgelig var det mig, og ikke dem, han havde pisset på. Men det havde godt nok stadig  varmet mit mørbankede hjerte, hvis bare en enkelt af dem havde forsvaret mig ved at sige til hans åbne ansigt, at det ikke var i orden, hvad han havde gjort.

Der ER nogle situationer, hvor vi ikke selv kan være dem, der påpeger en uret, ganske enkelt fordi vi har aktier i dem på en måde der gør, at det simpelthen ikke er nok for os at fortælle, hvordan vi har det, og dermed komme til at fremstå forsmåede. Jeg er fx. helt sikker på, at de fleste af os er godt tilfredse med, at vi har domstole, der straffer dem, der gør os lovmæssig uret, for det ville nok ikke være helt det samme, hvis en sag var afsluttet, når politiet havde fanget forbryderen, og vi havde haft mulighed for at sige til ham, hvad det havde gjort ved os, at han havde tømt vores huse, stjålet vores biler eller kørt dem, vi elsker, ned.

Engang imellem har man simpelthen sådan et behov for, at det også har en social konsekvens for personer, der behandler os dårligt; at de også mærker, at andre, end lige den, de har pisset på, fordømmer, hvad de har gjort.

Og det tæller ikke, hvis man selv skal bede sine venner og veninder om det.

Sat lidt på spidsen, minder det mig faktisk om en virtuel og emotionel pendant til de situationer, vi også snakker meget om i disse dage, nemlig dem, hvor nogen bliver slået ned i busser og s-toge, og ingen griber ind, fordi ingen vil blande sig eller rodes ind i noget.

Men jeg synes bare, at verden bliver gradvist grimmere og grimmere, hvis alle de gode går hjem og lukker døren, og det er de afstumpede hade-typer, der får lov at fylde gade- og skærmbilledet ud.

Så måske man engang imellem – bare engang imellem – alligevel skulle tage sig lidt af nogle af de aber, der ikke var ens egne.

Hvad jeg ønsker, skal jeg ha’

10

Om 20 sekunder er det jul (Hvad? Don’t shoot the messenger), og her i huset er Anton allerede håbefuldt begyndt at bede om risengrød til morgenmad.

Jeg ved, at vi alle har nok at se til, når vi rammer november/december, så som en lille forbrugerservice, har jeg lavet min ønskeseddel allerede nu, så I er fri at stresse over det til den tid.

You’re *welcome*.

I år ønsker jeg mig:

1) Evnen til at lægge et faconsyet stræklagen bare relativt pænt sammen, så det fylder en smule mindre end en mellemstor halmballe.

2) Overskud til ikke at automathade alle, der vejer sig med tøj på.

3) En ondsindet, målrettet virus at slippe løs på Sony Musics database, som inficerer alle kopier og versioner af Pharrell Williams ”Happy”.

4) En tidsmaskine, så jeg kan gå tilbage og u-høre Anders Steggers version af Rasmus Seebachs Olivia, så jeg ikke i al evighed amen skal høre ”Jeg tænker stadig på Bolivia”, når den kommer i radioen.

5) En bedre hukommelse, så jeg ikke 2 gange om måneden glemmer, at jeg ikke kan lide skyr. Heller ikke den med pæresmag.

6) Evnen til at holde mig vågen længe nok til at se noget af alt det i fjernsynet, som altid er talk of the day dagen efter. Føler mig UDENfor! (Ja, Natholdet. Jeg taler til dig.)

7) Licens til at udstede dummebøder. Jeg har tænkt mig at starte med at rette bødeblokken mod samtlige involverede i beslutningsprocessen omkring ”Eurovisionen”.

8) Retten til at kalde Eurovisionen for Melodi Grand Prix, fordi der er temmelig mange andre europæiske visioner, der burde prioriteres markant højere end LEDlys, sølvkonfetti og vindmaskiner.

9) En iPhone 6, en Air Book pro og en slave.

På forhånd tak.

Catching fire

6

Da jeg for et års tid siden faldt over bøgerne “Hunger Games”, slugte jeg trilogien på ca. 10 minutter, og de to første film er også vinget af på to see-listen. Der er sikkert 100 andre end mig, der har draget den parallel, men de minder mig meget om Stephen Kings bog ”Den løbende mand”, der også er en science fiction fortælling om et realityshow, hvor deltagerne i bogstaveligste forstand kæmper for deres liv.

Set up’et er selvfølgelig langt ude. At lave tv, hvor deltagerne slåes ihjel for at underholde seerne, er så tilpas absurd, at man ikke engang behøve at tage det alvorligt.

Men de seneste par dage har jeg alligevel et par gange dystert tænkt, at det måske alligevel ikke er helt så langt ude, som man kunne ønske, at medierne går fra at være dem, der refererer nyhederne, til selv at skabe dem.

På min facebookvæg blev der i søndags reklameret for en artikel i BT/EB (same-same) med overskriften ”Dansk rapper afliver sig selv med rørende afskedsbrev” med et billede af Niarn ovenover.

Mandag aften kunne jeg læse på TV2, at en 18-årig mand havde mistet livet i en ulykke på motorvejen, hvor den jævnaldrende, kvindelige passager samtidig var blevet livsfarligt kvæstet. Artiklen sluttede med ”De pårørende er endnu ikke underrettet.”

Jeg er med på, at der ikke er noget, der sælger mere end sex og død. Men det der? Det synes jeg fandeme ikke er i orden. På *nogen* som helst måde. Helt bevidst at sætte en artikel op, så læserne tror, at Niarn har taget sit eget liv, er forkasteligt. At skrive om et dødsfald før de pårørende er underrettet, når det ikke har nogen som helst nyhedsværdi for andre mennesker, er så forfærdelig usmageligt, at jeg næsten får lyst til at græde af raseri over det.

Prøv at forestille dig at sidde oppe og vente på din søn, som har lånt bilen i aften. Og så falde over dén der. Uanset om det – Gud forbyde – viser sig at være dit barn, eller om alt nådigt i universet har holdt hånden over netop din søn i aften, så er det fuldstændig utilstedeligt at skabe så megen bekymring og panik for at underholde.

Synes jeg.

I lang tid har debatten om, hvad vi skal læse i aviser og blade, kunne lægges ned med: ”Hvis du ikke køber det, kan de ikke sælge det, og så stopper de med at producere det.”

Jeg er ved at hælde til, at det gør de ikke. De skruer bare en tand op for vanvidsknappen, fordi de satser på, at når det bliver absurd eller grotesk nok, så falder vi til patten igen.

F.eks. kunne man vælge at lave et realityshow, hvor en døendekvinde med en hjernesvulst skal vælge mellem 3 dødssyge patienter; hvem skal have hendes organer, når hun dør? Seerne kan selvfølgelig stemme med på sms.

Eller man kan lave et show, hvor man sender folk til Mars, uden at kunne hente dem hjem igen. Nogensinde.

Eller man kan sende en lille, bitte mand 39 km op i luftenog transmittere live, når vi skal finde ud af, om en menneskekrop i frit fald kan overleve at bryde lydmuren.

Og selvom man kan indvende, at der er stor forskel på underholdning og nyheder, synes jeg desværre, at det begynder at smelte sammen. TV2 nyheder har en hel sektion i deres nyhedsapp til ”nyheder” om (deres eget show) Vild Med Dans, og hvis du googler de 3 eksempler på underholdning, jeg har givet ovenfor, vil du finde en kæmpe mængde regulære avisartikler, hvor programmerne beskrives, debatteres og dissekeres.

Og dermed har forvandlet sig fra vanvidsunderholdning til reelt nyhedsstof.

Jeg kender simpelthen så mange dygtige journalister, som alle demonstrerer masser af integritet og etisk fingerspitzengefühl i alt, hvad de rører ved, og jeg har umådelig svært ved at forstå, at et fag, som de formidler så fint, et sted ude i horisonten er ved at forvandle sig til en stinkende kloak af hensynsløst forfald.

Hvem ved, hvor stopknappen sidder?

Load More