Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

17 september 2014

Har du børn?

Linda Alvorligt talt, Barsel, babyer og børn 17

I sidste uge havde en af mine facebookvenner delt en artikel, der hed: ”17 ting, kvinder uden børn ikke gider høre”. Jeg klikkede på den, fordi jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig med at undgå at snuble uskønt rundt i spinatbedet, når jeg er sammen med veninder, der har fravalgt børn.

Stor var min skuffelse derfor, da det viste sig, at artiklen bare var 17 hånlige, snappy comebacks til kommentarer, som kvinder uden børn åbenbart får meget.

Bagefter kunne jeg alligevel ikke lade være med at gå og tænke over artiklen og det, den egentlig er udtryk for, for jeg synes faktisk, at det er skideærgerligt, at vi kommunikerer så dårligt på tværs af vores respektive segmenter, at den ene halvdel af os skal have særlige forsvarsreplikker klar, når vi mødes.

Jeg ville ønske, at en kommentar som: ”Er du ikke bange for at komme til at fortryde?” blev taget som et udtryk for oprigtig interesse, og for at vi gerne vil blive klogere og forstå, men indlægget, jeg skrev, om spørgsmål,vi får til vores arbejde, som driver os til vanvid, viser – hvis man lige skulle have glemt det – at selv uskyldsren interesse og helhjertede ønsker om at få udvidet horisonten, kan være pisseirriterende.

Når det er sagt, oplever jeg, at tonen i debatten ofte er mere aggressiv hos kvinder, der har fravalgt børn, end hos dem, der har fået dem. Jeg har f.eks. første gang til gode at læse en artikel af den første type kvinder, hvor der ikke bliver skudt på kvinder med børn. Vi siger idiotiske ting, vi kunne bare have ladet være med at få børn, hvis vi gerne ville sove længe, vi spiller børnekortet i tide og utide, og det er belastende, at vi ønsker at leve livet gennem dem, der stadig går i byen og ved, hvad der går i biografen. Jeg kan ikke umiddelbart huske, at jeg har læst en artikel om dette emne af kvinder med børn, hvor de skyder tilsvarende på de frivilligt barnløse?

Tværtimod hører jeg ofte venner med børn nærmest undskylde, at de godt ved, at de er kedelige/larmer i flyet/spiser tidlig aftensmad/aldrig skal med i byen.

Jeg ved simpelthen ikke, om 1) jeg er inhabil ift. emnet, 2) det er det, der sker, når man føler sig udsat for massivt, stiltiende gruppepres fra det omkringliggende samfund længe nok, eller 3) om der bare er utroligt mange ubetænksomme kvinder i verden, der vitterligt siger ting som ”Du går bare gennem en fase” eller ”Det er egoistisk” til dem, der fravælger børn.

Men så vidt jeg kan forstå, er hadekommentar nummer 1: ”Børn gør dig hel”, hvilket jeg sådan set godt kan forstå. Det er en sær kommentar, fordi den ret beset ikke er andet end en slet skjult pegefinger, synes jeg, og til den vil jeg bare sig, at Anton ikke gjorde mig hel – han gjorde mig til en anden. Jeg har hørt folk, der har mistet forældre eller børn sige, at voldsom sorg gør det samme ved dig; den forandrer dig så grundlæggende, at det ikke giver mening at tale om, at du ’bliver dig selv’ igen; du bliver en anden. Jeg tror, det er det, der sker, når vi udsættes for noget, der ændrer vores liv radikalt, uanset om det er i positiv eller negativ retning.

Og derfor tænker jeg egentlig, at vi tilhører to så forskellige grupper, at de ikke kan sammenlignes. Men der er selvfølgelig en indbygget skævhed i kommunikationen og forforståelsen af hinanden, fordi der er relativt færre kvinder, der fravælger børn, end kvinder, der vælger dem til, og fordi alle kvinder med børn, engang var kvinder uden børn, mens det modsatte jo af gode grunde ikke er tilfældet. Og måske er det derfor, den lille gruppe oplever det som et angreb, når de bliver spurgt til deres valg, mens den store gruppe egentlig bare tror, at de konverserer.

For god ordens skyld vil jeg sige, at når de kvinder med børn, jeg kender, spørger til byture og dating, er det ikke et forsøg på at leve livet gennem dig, eller fordi de har brug for at høre, hvor frustrerende dét liv er, så de kan gå hjem og varme sig ved livet med snavsede bleer og havregrød. Det er et forsøg på at vise, at de a) godt kan huske hvordan det var og b) sagtens kan interessere sig for dig og det, der foregår i dit liv, selvom deres liv er markant anderledes.

Når de giver udtryk for, at de er misundelige over, at du kan sove længe, eller virker som om, de ikke helt kan forstå, at du er stresset, tror jeg, at det handler om, at børn er den eneste relation, man nogensinde kommer til at indgå i, hvor man hverken kan forhandle eller gå fra de krav, der bliver stillet til én. Irriterende kærester kan man gå fra. Hadejobs kan man sige op. Venner, der giver mere end de tager, kan man fase ud. Du bliver ikke spurgt, om det passer dig at stå op 7 gange i løbet af en nat, for at hente vand eller lokalisere undslupne bamser, eller hvordan du har det med at tørre bræk op fra andre, når du selv er syg. Du har heller ingen indflydelse på, at du elsker dem så højt, at du nærmest bliver handikappet af det.

Og det var først, da jeg fik et barn, at det gik op for mig, hvor meget jeg kunne have rykket rundt på tingene og selv havde indflydelse på, inden jeg fik ham. Det ville have været utrolig brugbart, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give præ-barns-mig den indsigt og det perspektiv, jeg har fået nu, for det ville have gjort mit liv så umådelig meget lettere.

Det betyder ikke, at jeg tror, jeg ved bedre, eller at jeg ikke forstår, at livet uden børn ikke bare er en lang lur på sofaen med slikskålen inden for rækkevidde; det er ganske enkelt bare et af de forsøg, vi alle sammen gør, på at give dyrekøbt erfaring videre, selvom vi objektivt set godt ved, at verden ikke virker på den måde.

Men faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om jeg har nogle læsere, der er frivilligt barnløse? Hvad oplever I i mødet med verden omkring jer? Hvilke reaktioner får I? (Hvis I vel at mærke er der, og har lyst
til at dele?)

God dag til alle, både med og uden børn.

12 september 2014

For tiden:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 13

Overrasker jeg mig selv ved:

* At kunne leve uden Apple uret. iKnow. Det lyder mærkeligt. Men jeg har tænkt mig at nyde det, så længe det varer, fordi det udelukkende handler om, at jeg ikke har haft tid til at sætte mig ind i, hvad det lille, store vidunder kan.

* Ikke at have slettet de fb-venner, der skal til Pharrell-koncert. Er nærmest vantro over mit eget storsind.

Er jeg lidt træt af:

* At Netflix ikke snart ringer og tilbyder sponsorat.

* Og med Netflix mener jeg: Netflix, HBO, Merrild og hele den vinproducerende del af Frankrig.

* At arbejde i døgndrift. Jeg elsker alle mine jobs – det gør jeg virkelig – men jeg trænger snart til mere fri end 1½ time mellem kl. 21.50 og 23.20. (På plussiden passer det som fod i hose med et afsnit af SH…)

* At velmenende mennesker diagnosticerer Anton med 54 forskellige psykiske lidelser pga. hans manglende sprog, udelukkende baseret på erfaringer med deres egne børn. Jeg er med på, at de bare prøver at hjælpe, men det er svært nok som det er, uden dagligt at skulle forholde sig til endnu en ting, som jeg inderligt håber, han ikke skal kæmpe med.

Gider jeg ikke rigtigt:

* Ordet ’mums’. Nok nu.

* Folk med cigaretter bag ved øret. Bare nej.

* Mennesker, der dytter af skolevogne. Forstår ikke, hvorfor de insisterer på at lave en bordreservation i den mørkeste afkrog af helvede.

* Dem, der laver ulovlige overhalinger af forældre, der holder for skolebørn (that would be me), så ungerne må springe for livet.

* Dem, der laver ulovlige overhalinger af forældre, der holder for skolebørn (se ovenstående), så ungerne må springe for livet, NÅR DE ER LÆRERE PÅ SKOLEN, FOR HELVEDE! (Så ja. Jeg kørte efter dem. Og spærrede dem inde i deres p-bås, og stod ud af min bil, og sagde en masse vrede ting, der sluttede med ”er da for fanden i helvede en FALLITerklæring!!! ” And I’m so not sorry.)

* Folk, der lægger billeder af mystiske udslæt på facebook. Fair nok at spørge om nogen i din omgangskreds i al stilhed lige skulle have taget en lægeeksamen, så længe du holder dig til en beskrivelse, man selv kan stoppe med at læse, når man synes, den bliver for eksplicit. Men det er svært at u-se et billede af væskende bylder, når det først har brændt sig fast på nethinden.

Har jeg skrevet til folketinget og anmodet om dødsstraf til:

* Folk, der ”godt liiige kan nå over” når alle andre holder
tilbage for lægeambulancer og brandbiler.

Elsker jeg:

* Sherlock Holmes (Eneste minus er længden på 90 minutter pr. afsnit og det skal vi have snakket om. Vi er nogen, der er ude af stand til at se halve afsnit, men som samtidig ikke har sovet siden 2010.)

* The Good wife. 45 minutter pr. afsnit. Now we’re talking. Måske er det derfor, at de 90 afsnit tog under en måned at tygge sig igennem? (90 afsnit. Ffs, Linda. Læs en bog, dit kulturignorante svin!)

* Anton. Højest og allermest. Apropos ingenting blev han klippet i går, og jeg kan ikke komme over, at han a) har hår, og b) har hår med en struktur, der får det til at se ud som om, han lige har redt det pertentligt igennem. #TypenMedKamIBaglommen

3 september 2014

En af de erfaringer, man godt ville have været foruden

Linda Alvorligt talt 11

Jeg tror, at jeg har skrevet om det før, men efter jeg har fået Anton, har jeg været nødt til at indføre restriktioner på, hvilke nyheder, jeg må gå ind og læse på diverse nyhedssites.

Åbenbart kom jeg, i forbindelse med fødslen, til at flå overhuden af 80 % af mit følsomhedscenter, hvilket har efterladt en klump blottet, råt kød, der gør hvinende ondt, selv ved de mest fjerlette berøringer.

Lige nu er det dækningen af retssagen mod Manden I Den Røde Bil, der under ingen omstændigheder må klikkes på, for jeg går i stykker inde i hovedet, hvis jeg skal rumme tanken om, at den slags trusler mod alt, hvad der er fint og godt i livet, går frit rundt og indånder den samme luft, som min lille, tillidsfulde dreng.

Ikke mindst fordi truslen for mig ikke er helt så abstrakt, som jeg ville ønske den var, fordi jeg selv som 9-årig var meget tæt på at blive taget af en ”børnelokker”, som de hed dengang.

Mette P. og jeg var gået en tur i Sædding Centret for at kigge på Barbier og brevpapir. Da vi havde drysset rundt en times tid, og haft alle æskerne nede og beundre, gik vi mod udgangen, hvor vi blev stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.

Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik tilbage til legetøjsforretningen, hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.

Efter nogen tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over og se, om hans kone var gået over til bilen. Jeg kan huske, at noget begyndte at føles lidt mærkeligt – f.eks. at han ikke rigtigt kunne svare på, hvordan Mette skulle finde os, hvis det nu var hende, der fandt den forsvundne hustru – og derfor syntes jeg ikke, vi skulle gå uden Mette.

Resultatet blev, at vi fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3.

Det er vel nærmest overflødigt at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en hel masse træer.

Da vi stod ved bilen, syntes han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcis det øjeblik, Mette satte sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at det her var helt galt.

Selvom det føltes meget forkert at sige en voksen imod, insisterede jeg på, at jeg ikke ville ind i bilen, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig, fik vi lov at gå.

På vejen hjem lovede vi skamfuldt hinanden ikke at sige noget til nogen (hvilket jeg, set i bakspejlet, nærmest har lyst til at græde over) men Mette kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Fornemmelsen af at være den, der havde gjort noget forkert, var nærmest
kvælende. Selvom mine forældre på ingen måde bebrejdede mig noget som helst, sad jeg alligevel tilbage med følelsen af, selv at være skyld i det, der næsten var sket.

Børns tillid til verden omkring dem, er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan lærer man dem at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at smadre tilliden til verden?

Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forpeste deres barndom med mistro og angst?

Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.

Jeg brugte dem aldrig.

25 august 2014

Mandagsblå

Linda Alvorligt talt, Barsel, babyer og børn, Øjebliksbilleder 29

Da jeg var yngre, kan jeg huske, at det optog mig meget, hvorfor mine forældre ikke så flere venner, end de gjorde. Jeg kunne høre, at det ikke var fordi vennerne ikke var der, eller i hvert fald havde været der; det handlede eller ikke om dramatiske uvenskaber eller flytninger til udlandet – men et par få undtagelser til trods, var de bare ikke rigtigt præsente i mine forældres liv længere. Jeg kiggede rundt på den store skare af fantastiske mennesker, jeg selv var omgivet af, og undrede mig over 1) hvordan det kunne ske og 2) hvordan man kunne leve uden dem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg lidt ondt af mine forældre.

Mine venner og jeg blev færdige på vores respektive ungdomsuddannelser. Vi hang ved. Vi flyttede til de store studiebyer. Vi hang ved. Nye kom til, vi fik kærester, gik fra dem igen, fik jobs, sagde dem op, blev gift, blev fyrede, fandt nye jobs og arbejdede i udlandet. Vi hang stadig ved.

Så begyndte vi at få børn.

Og nu er det så, at jeg godt kan se, hvordan mine forældres store venneskare stille og roligt svandt ind, uden at der egentlig var nogen, der ville det sådan. For hvor er det svært at bevare den indsigt i hinandens liv, det kræver at kunne bruge og bruges til noget.

I De Store Kriser er der ingen slinger i valsen; der ringer man og råber ”HJÆLP!!” og så er der instant opbakning og kærlighed ad libitum på stedet.

Forfremmelser, familieforøgelser og bryllupper er også piece of friendcake.

Det er alt det, der ligger ind i mellem, der er svært ad helvede til.

Da vi havde al tid i hele verden til at følge med i hinandens liv, vidste vi godt, at der var nedskæringer på Pernilles job, og at Mette havde en tid hos lægen på tirsdag for at få tjekket den mystiske trækning ved venstre øje. Vi vidste, at Emil og Line var i gang med at prøve at få børn, og at det var lidt kritisk med Louises mor. Vi kunne spørge kvalificeret ind til det hele, og være fede at snakke med, fordi vi var så hands-on med hele projektet, at vi ikke – for at hjælpe – kom til at foreslå løsninger, som for længst var afprøvede eller sige ting, det for længst var blevet irriterende at smile høfligt af.

Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen i min omgangskreds, når jeg siger, at sådan er det ikke længere. For nogen. Alle, jeg kender, løber lige nu så stærkt, at der kun er overskud til for alvor at følge med i livet hos de mennesker, vi ser til dagligt. Og det er simpelthen så trist, synes jeg.

For behovet for, at nogen forstår og aer én på hovedet, når verden er virkelig belastende, er der stadig.

I hvert fald hos mig.

I de her dage ville jeg f.eks. ønske, at det gamle netværk var intakt, så jeg havde et sted at læsse af over, at min lille dreng ikke vil snakke. Han har besluttet, at ’bonjour’, ’pirat’ og tallene 1-10 på engelsk, er de eneste sproglige kundskaber, han behøver for at begå sig i livet. Og mor er ked af det og træt, fordi det for det første er skidesynd for ham, at mange ting bliver meget sværere, end de behøves at være. For det andet er der meget, vi ikke rigtigt kan komme videre med, før man kan tale med ham om det. Fx at det er en god ide at åbne munden hos tandlægen, i stedet for at lave en 10 minutter lang imitation af Kaj-fra-Kaj-Andrea-er-fornærmet, for så at forlad stedet med uforrettet sag. For det tredje er det ved at være belastende at skulle indvie alle mulige mennesker, vi kun har perifer berøring med, i at han er bagud sprogligt; at det er derfor han ikke svarer, og ikke for at være fræk.

Så når man endelig, endelig, ENDELIG får en tid hos talepædagogen, og hun slutter seancen med at oplyse, at han er så dårligt sprogligt kørende, at der ikke er noget for hende at arbejde videre med, så ”vi ses om et halvt år” – så savner jeg virkelig at få det snakket ud af systemet ved at ævle om det med 7 forskellige mennesker over kaffe, de næste to uger, så jeg kan trække vejret igen.

Men det virker uoverskueligt at starte den kommunikation op long-distance, fordi historien efterhånden er så lang, og fordi der er så mange detaljer undervejs, som har betydning for helheden.

Kort sagt kræver det for meget energi at sætte den scene, det kræver at nå forløsningen.

Suk.

Nå. Men nu tror jeg, at min sunshine-and-rainbows personlighed og jeg vil gå op og surmule ned i puden, så I andre slipper for at få forpestet jeres mandag aften yderligere.

Må resten af ugen være en ironman gennem kage, champagne og enhjørninge for os alle.

Godnat.

18 august 2014

Er er egentlig stadig noget, der hedder ‘hockeyhår’?

Linda Øjebliksbilleder 7

Er det mig, eller er det lidt som om det er nu, man bliver ramt af at være i gang igen? Sådan for alvor? Første uge efter ferien var der bare lidt hyggepyller i krogene, mens jeg i sidste uge havde forbavsende travlt, og barnet var RAHHsende, fra vi stod op til vi gik i seng. Her til morgen er jeg syg, jeg har en to-do bunke, som det virker nemmest at måle i hele metre, og jeg er ikke sikker på andet, end at Anton i eftermiddag viser sig at være stukket af med et cirkus.

Ordet, jeg leder efter, er nok: ”Efterår”.

Nå, men nu er vi officielt sådan nogen, der går til ishockey. Jeg havde på forhånd sendt en mail til en af dem, der står for det, fordi jeg var lidt bekymret for, om man kan finde ud af det, når man er en lille fyr, der bakser en del med sproget, og gerne vil lege vildt, men helst alene. Havde fundet en mailadresse under et billede af en mand i fuldt målmandsudstyr, hvilket kan få de fleste til at ligne noget, som dørmænd og rockere ville gå i en stor bue udenom. Han ringede op, og kunne med bred, esbjergensisk baryton fortælle, at det ikke var noget problem. Overhovedet. ”I kommer bare. Det hele foregår i børnenes eget tempo. Vil han helst køre selv, til han er tryg, gør han bare det. Og ellers er han meget velkommen til at være med. Nogle gange leger vi f.eks. ’Kom, alle mine kyllinger’”.

Så du ligner Jønke, taler som Dr. Phil og leger ’Kom, alle mine kyllinger’?

Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg døde af instant kærlighed til alt, hvad der har med ishockey at gøre, lige dér.

I går var vi af sted første gang, og det var et hit. Dog valgte vi, i stedet for kyllingelegen, at lege de to – knap så kendte – børnelege: ”Hvad fanden mener du med, at jeg skal have hjelm på!?!” og ”Hvad skal jeg med isrollatoren? Hit med en stav og en af de der små sorte tingester!” Logik og det det faktum, at han ikke sådan rigtig kan komme fremad på skøjterne, bider ikke på ham, den stædige, lille skid.

Men han elskede det, og det gjorde jeg også. Og så har han fået sin egen lille termokande, så når vi er færdige, er der varm kakao til ham og kaffe til moren; på den måde vinder alle.

3 august 2014

The things we do for love…

Linda Barsel, babyer og børn, Hahaha, Øjebliksbilleder 14

En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal, i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når han kigger.

Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt, at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under horden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden af mig.

Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter.

Jeg var ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op, og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.

Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse. Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet, men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet (fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.

Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.

I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?

For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og venter på, at man border dem og begynder at udforske.

Vi kom, vi så – og vi trak på skuldrene. Ikke specielt maritimt anlagt, åbenbart.

Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi, der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad dertil hører.

Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.

Med en brochure i tasken.

Og en tilmeldingsblanket.

Til cirkus.

For ja. Selvfølgelig kan man gå til det. SelvFØLGElig kan man det.

2 timer. Hver mandag.

Vi ses dernede.

Det er mig med vodka i vandflasken.

28 juli 2014

Nogen, der så, hvor de sidste 3 uger blev af?

Linda Øjebliksbilleder 8

For jeg skal da LIGE love for, at tiden går ekstra hurtigt, når man holder ferie.

Vi tog 2 uger herhjemme, og gjorde derefter sidste års succes til en officiel tradition og tog en uge til Aarhus. Denne gang akkompagneret af min søde Esbjergveninde Lene og hendes lille Emil, som hun også har valgt at få selv.

Det var outstanding. Der kan ikke siges nok godt om de to mennesker, og om at være på ferie med en, der lever fuldstændig, som man selv gør – og som oven i hatten også har fået bestilt modellen med den fuldstændigt umulige døgnrytme.

Eller om at være tilbage i Aarhus.

Alt var godt ved den ferie. ALT.

Den eneste anke jeg har til hele feriekonceptet er, når den slutter, og hverdagen, som en vred, massiv egetræsdør, igen rammer én lige i face. Jeg har det nærmest som om, jeg lige er vågnet efter en lang koma, og har flere gange taget mig selv i at kigge mig overrasket omkring i mit eget liv.

Så.

Da hverken hjerne eller lemmer vender rigtigt, får I derfor lige en lille liste at komme i gang på igen.

Ting, jeg har glemt i løbet af ferien:

* Samtlige kodeord. Til alt. (LANG søndag aften med
stress-sved på læben over blankt afvisende arbejdsmobil.)

* At jeg har en blog. (Sorry.)

* At jeg har et arbejde. (Mere sorry.)

* Hvordan man udfører dette arbejde. (Helt sikkert allermest sorry.)

* Hvordan man laver mad. (Aarhus = sushi)

* At nogen har glemt at kode min DNA-streng med forbrænding. (*suk*)

* Hvor helt igennem røvsygt og træls det er at smøre madpakker.

* Hvordan man går i sko.

* Hvordan støvsugeren fungerer.

Ting, jeg til gengæld har husket:

* At drikke riiiigeligt med vin.

* At smide hvad der svarer til BNP’et for et mellemstort afrikansk land hos hhv. Emmerys, Sashimi og Klostergrønt i Aarhus.

* At drikke riiigeligt med kaffe.

* At smøre solcreme på både mor og barn. Hver dag. Hvilket jeg faktisk godt vil bede om en medalje for, nu du spørger. For SATAN, det barn har temperament!

* At spise trøfler 6 forskellige steder fra og rate dem. (Spar dig. Jeg er immun overfor udtrykket ”affaldskage”)

* At se upassende dårlige serier på Netflix til langt ud på natten med undskyldningen: ”Det er alligevel ALT for varmt til at sove!” (Alle, der heller ikke synes, at de falder uden for målgruppen ’15-18-årige’, hånden
op?)

* At lære 21 ud af 31 af Hr. Skægs alfabetsange. (.. så .. ja… Måske mere ”er blevet pålagt” end ”har husket”)

* At vinde 5 liter sprinklervæske på et skrabelod. (Den stikker du bare, hvis du kan #bringiton)

Skal vi sige, at vi lige skrives ved, når hjerne, tanker og livet generelt er ved at være oppe i omdrejninger igen?

Godt så.

13 juli 2014

Life’s what you make of it

Linda Alvorligt talt, Opskrifter, tips & tricks 12

I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.)

I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.

Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.

I 22 år.

Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.

Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad
jeg møder.

Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.

Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.

1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.

2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.

3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.

Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.

Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.

Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt – hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.

Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.

30 juni 2014

Tænk på det som hjælp til selvhjælp

Linda Alvorligt talt 80

Når folk hører, at jeg er tegnsprogstolk, falder spørgsmålene altid i to etaper. Den indledende runde består af to spørgsmål:

1) ”Er tegnsprog internationalt?” (Nej) med underkommentaren ”Det var da ikke særlig smart.” (Suk) efterfulgt af:

2) ”Har du døve i familien?” (Det bliver også et nej)

Vel igennem første fase begynder folk som regel at se på deres eget fag, hvilket leder til de næste to spørgsmål:

3) ”Det må være svært med alle de fagudtryk vi bruger?” (Nope. We’re just that good.)

4) “Tegnsprog er da sådan rimelig primitivt. Der findes
ikke tegn for alt, gør der?”

Og netop i forbindelse med det 4. spørgsmål, takker jeg den gud, jeg ikke tror på for, at vi har ord som ’hygge’ og ’frikadeller’: ALLE ved fra folkeskolens engelskundervisning, at disse ikke kan oversættes direkte, og hårdt pressede indrømmer de fleste, at det trods alt ikke betyder, at det engelske sprog er primitivt og ordfattigt.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er de tolke, man må spørge? Engelsk- og tysktolke, tolker for mennesker, der til forveksling ligner alle os andre, så de er ikke så interessante at udfritte. Urdu- og swahilitolke er ofte selv indfødte, der har boet i Danmark længe nok til at beherske sproget – og dem vil man ikke risikere at fornærme ved at spørge til det, der reelt er deres eget modersmål. Vi er sådan lidt… in between. Vi er ikke døve, men vi ved ret meget om sproget og døveverdenen, og derfor kan man åbenbart spørge os om alt; måske fordi det ikke er os, man fornærmer, hvis man laver et faux pas?

Ind imellem kan jeg slet ikke forklare folk, hvad mit arbejde består i. De er så overbeviste om, at mit job er at undervise døve, at de ikke hører, hvad jeg siger. ”Tolker psykologi, siger du? Jamen hvad klassetrin underviser du på?” ”Jeg er underviser ikke. Jeg tolker. Tolker. Ligesom engelsktolke. Bruxelles? You know?” ”Nå.. (lang,
uforstående pause) Jamen har du så en fast døv, du underviser?”

Jeg gætter på, at alle fag har disse hadespørgsmål, der – når ret skal være ret – bliver stillet, fordi folk gerne vil udvise interesse, men som bunder i fordomme og manglende viden. Jeg stiller dem med 100 % garanti selv.

Skal vi ikke lege en sjov leg, hvor I skriver, hvad I 1) laver og 2) ville give en 10’er for aldrig mere at blive spurgt om?