Catching fire

Da jeg for et års tid siden faldt over bøgerne “Hunger Games”, slugte jeg trilogien på ca. 10 minutter, og de to første film er også vinget af på to see-listen. Der er sikkert 100 andre end mig, der har draget den parallel, men de minder mig meget om Stephen Kings bog ”Den løbende mand”, der også er en science fiction fortælling om et realityshow, hvor deltagerne i bogstaveligste forstand kæmper for deres liv.

Set up’et er selvfølgelig langt ude. At lave tv, hvor deltagerne slåes ihjel for at underholde seerne, er så tilpas absurd, at man ikke engang behøve at tage det alvorligt.

Men de seneste par dage har jeg alligevel et par gange dystert tænkt, at det måske alligevel ikke er helt så langt ude, som man kunne ønske, at medierne går fra at være dem, der refererer nyhederne, til selv at skabe dem.

På min facebookvæg blev der i søndags reklameret for en artikel i BT/EB (same-same) med overskriften ”Dansk rapper afliver sig selv med rørende afskedsbrev” med et billede af Niarn ovenover.

Mandag aften kunne jeg læse på TV2, at en 18-årig mand havde mistet livet i en ulykke på motorvejen, hvor den jævnaldrende, kvindelige passager samtidig var blevet livsfarligt kvæstet. Artiklen sluttede med ”De pårørende er endnu ikke underrettet.”

Jeg er med på, at der ikke er noget, der sælger mere end sex og død. Men det der? Det synes jeg fandeme ikke er i orden. På *nogen* som helst måde. Helt bevidst at sætte en artikel op, så læserne tror, at Niarn har taget sit eget liv, er forkasteligt. At skrive om et dødsfald før de pårørende er underrettet, når det ikke har nogen som helst nyhedsværdi for andre mennesker, er så forfærdelig usmageligt, at jeg næsten får lyst til at græde af raseri over det.

Prøv at forestille dig at sidde oppe og vente på din søn, som har lånt bilen i aften. Og så falde over dén der. Uanset om det – Gud forbyde – viser sig at være dit barn, eller om alt nådigt i universet har holdt hånden over netop din søn i aften, så er det fuldstændig utilstedeligt at skabe så megen bekymring og panik for at underholde.

Synes jeg.

I lang tid har debatten om, hvad vi skal læse i aviser og blade, kunne lægges ned med: ”Hvis du ikke køber det, kan de ikke sælge det, og så stopper de med at producere det.”

Jeg er ved at hælde til, at det gør de ikke. De skruer bare en tand op for vanvidsknappen, fordi de satser på, at når det bliver absurd eller grotesk nok, så falder vi til patten igen.

F.eks. kunne man vælge at lave et realityshow, hvor en døendekvinde med en hjernesvulst skal vælge mellem 3 dødssyge patienter; hvem skal have hendes organer, når hun dør? Seerne kan selvfølgelig stemme med på sms.

Eller man kan lave et show, hvor man sender folk til Mars, uden at kunne hente dem hjem igen. Nogensinde.

Eller man kan sende en lille, bitte mand 39 km op i luftenog transmittere live, når vi skal finde ud af, om en menneskekrop i frit fald kan overleve at bryde lydmuren.

Og selvom man kan indvende, at der er stor forskel på underholdning og nyheder, synes jeg desværre, at det begynder at smelte sammen. TV2 nyheder har en hel sektion i deres nyhedsapp til ”nyheder” om (deres eget show) Vild Med Dans, og hvis du googler de 3 eksempler på underholdning, jeg har givet ovenfor, vil du finde en kæmpe mængde regulære avisartikler, hvor programmerne beskrives, debatteres og dissekeres.

Og dermed har forvandlet sig fra vanvidsunderholdning til reelt nyhedsstof.

Jeg kender simpelthen så mange dygtige journalister, som alle demonstrerer masser af integritet og etisk fingerspitzengefühl i alt, hvad de rører ved, og jeg har umådelig svært ved at forstå, at et fag, som de formidler så fint, et sted ude i horisonten er ved at forvandle sig til en stinkende kloak af hensynsløst forfald.

Hvem ved, hvor stopknappen sidder?