Har du børn?

I sidste uge havde en af mine facebookvenner delt en artikel, der hed: ”17 ting, kvinder uden børn ikke gider høre”. Jeg klikkede på den, fordi jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig med at undgå at snuble uskønt rundt i spinatbedet, når jeg er sammen med veninder, der har fravalgt børn.

Stor var min skuffelse derfor, da det viste sig, at artiklen bare var 17 hånlige, snappy comebacks til kommentarer, som kvinder uden børn åbenbart får meget.

Bagefter kunne jeg alligevel ikke lade være med at gå og tænke over artiklen og det, den egentlig er udtryk for, for jeg synes faktisk, at det er skideærgerligt, at vi kommunikerer så dårligt på tværs af vores respektive segmenter, at den ene halvdel af os skal have særlige forsvarsreplikker klar, når vi mødes.

Jeg ville ønske, at en kommentar som: ”Er du ikke bange for at komme til at fortryde?” blev taget som et udtryk for oprigtig interesse, og for at vi gerne vil blive klogere og forstå, men indlægget, jeg skrev, om spørgsmål,vi får til vores arbejde, som driver os til vanvid, viser – hvis man lige skulle have glemt det – at selv uskyldsren interesse og helhjertede ønsker om at få udvidet horisonten, kan være pisseirriterende.

Når det er sagt, oplever jeg, at tonen i debatten ofte er mere aggressiv hos kvinder, der har fravalgt børn, end hos dem, der har fået dem. Jeg har f.eks. første gang til gode at læse en artikel af den første type kvinder, hvor der ikke bliver skudt på kvinder med børn. Vi siger idiotiske ting, vi kunne bare have ladet være med at få børn, hvis vi gerne ville sove længe, vi spiller børnekortet i tide og utide, og det er belastende, at vi ønsker at leve livet gennem dem, der stadig går i byen og ved, hvad der går i biografen. Jeg kan ikke umiddelbart huske, at jeg har læst en artikel om dette emne af kvinder med børn, hvor de skyder tilsvarende på de frivilligt barnløse?

Tværtimod hører jeg ofte venner med børn nærmest undskylde, at de godt ved, at de er kedelige/larmer i flyet/spiser tidlig aftensmad/aldrig skal med i byen.

Jeg ved simpelthen ikke, om 1) jeg er inhabil ift. emnet, 2) det er det, der sker, når man føler sig udsat for massivt, stiltiende gruppepres fra det omkringliggende samfund længe nok, eller 3) om der bare er utroligt mange ubetænksomme kvinder i verden, der vitterligt siger ting som ”Du går bare gennem en fase” eller ”Det er egoistisk” til dem, der fravælger børn.

Men så vidt jeg kan forstå, er hadekommentar nummer 1: ”Børn gør dig hel”, hvilket jeg sådan set godt kan forstå. Det er en sær kommentar, fordi den ret beset ikke er andet end en slet skjult pegefinger, synes jeg, og til den vil jeg bare sig, at Anton ikke gjorde mig hel – han gjorde mig til en anden. Jeg har hørt folk, der har mistet forældre eller børn sige, at voldsom sorg gør det samme ved dig; den forandrer dig så grundlæggende, at det ikke giver mening at tale om, at du ’bliver dig selv’ igen; du bliver en anden. Jeg tror, det er det, der sker, når vi udsættes for noget, der ændrer vores liv radikalt, uanset om det er i positiv eller negativ retning.

Og derfor tænker jeg egentlig, at vi tilhører to så forskellige grupper, at de ikke kan sammenlignes. Men der er selvfølgelig en indbygget skævhed i kommunikationen og forforståelsen af hinanden, fordi der er relativt færre kvinder, der fravælger børn, end kvinder, der vælger dem til, og fordi alle kvinder med børn, engang var kvinder uden børn, mens det modsatte jo af gode grunde ikke er tilfældet. Og måske er det derfor, den lille gruppe oplever det som et angreb, når de bliver spurgt til deres valg, mens den store gruppe egentlig bare tror, at de konverserer.

For god ordens skyld vil jeg sige, at når de kvinder med børn, jeg kender, spørger til byture og dating, er det ikke et forsøg på at leve livet gennem dig, eller fordi de har brug for at høre, hvor frustrerende dét liv er, så de kan gå hjem og varme sig ved livet med snavsede bleer og havregrød. Det er et forsøg på at vise, at de a) godt kan huske hvordan det var og b) sagtens kan interessere sig for dig og det, der foregår i dit liv, selvom deres liv er markant anderledes.

Når de giver udtryk for, at de er misundelige over, at du kan sove længe, eller virker som om, de ikke helt kan forstå, at du er stresset, tror jeg, at det handler om, at børn er den eneste relation, man nogensinde kommer til at indgå i, hvor man hverken kan forhandle eller gå fra de krav, der bliver stillet til én. Irriterende kærester kan man gå fra. Hadejobs kan man sige op. Venner, der giver mere end de tager, kan man fase ud. Du bliver ikke spurgt, om det passer dig at stå op 7 gange i løbet af en nat, for at hente vand eller lokalisere undslupne bamser, eller hvordan du har det med at tørre bræk op fra andre, når du selv er syg. Du har heller ingen indflydelse på, at du elsker dem så højt, at du nærmest bliver handikappet af det.

Og det var først, da jeg fik et barn, at det gik op for mig, hvor meget jeg kunne have rykket rundt på tingene og selv havde indflydelse på, inden jeg fik ham. Det ville have været utrolig brugbart, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give præ-barns-mig den indsigt og det perspektiv, jeg har fået nu, for det ville have gjort mit liv så umådelig meget lettere.

Det betyder ikke, at jeg tror, jeg ved bedre, eller at jeg ikke forstår, at livet uden børn ikke bare er en lang lur på sofaen med slikskålen inden for rækkevidde; det er ganske enkelt bare et af de forsøg, vi alle sammen gør, på at give dyrekøbt erfaring videre, selvom vi objektivt set godt ved, at verden ikke virker på den måde.

Men faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om jeg har nogle læsere, der er frivilligt barnløse? Hvad oplever I i mødet med verden omkring jer? Hvilke reaktioner får I? (Hvis I vel at mærke er der, og har lyst
til at dele?)

God dag til alle, både med og uden børn.

Published by

17 Replies to “Har du børn?

  1. Et rigtig interessant indlæg!

    Jeg har selv små børn, men jeg tror det skyldes lige dele af nummer 2 og 3. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det.

    Jeg er midt i 30'erne. Dvs. der bliver skudt børn ud til højre og venstre omkring mig pt.
    Jeg kender én – kun én – i hele min omgangskreds, som bevidst har fravalgt børn, og i virkeligheden kender jeg hende kun lidt, da hun er storesøsteren til en veninde, jeg har.

    Omtalte kvinde har en fast kæreste gennem mange år, hun er intelligent, har en god og stabil karriere. Hun elsker sin niece og nevø og hun har det såkaldte børnetække. Men "argumentet" her er: hun har ikke LYSTEN til at få sine egne børn. Slet ikke. Og ja, hun er sikker på hun ikke fortryder. Længere er den bare ikke.

    Som jeg hører det, accepteres hendes valg fuldstændig af venner og familie. Det accepteres også af kæresten, som måske egentlig gerne vil have børn, men ikke kan få dem, når nu hun ikke har lyst, og han gerne vil være sammen med hende.

    Jeg har selv svært ved at forstå det. Virkelig. Hvordan kan man ikke have lyst til at få børn?

    Men jeg accepterer det. Sådan er vi jo forskellige – og hun er ikke en egoist i mit hoved, fordi hun vælger, som hun gør. Det giver jo mening for hende – og det må være det vigtigste.

  2. Jeg har ikke børn endnu, men regner bestemt med at få et barn eller to en dag. Jeg kan dog godt skrive under på, det emne bliver kommenteret MASSIVT – og af alle.
    "Skal I aldrig have børn – eller undskyld, jeg ved godt, mænd kan lide at vente lidt" (min kæreste ville gerne have dem nu, hvis jeg var frisk)
    "Du bliver jo kun ældre"
    "Der er aldrig et godt tidspunkt at få børn, så du burde bare få dem nu"
    "Hvad hvis du får et mongolbarn, fordi du ventede så længe… får du så ikke dårlig samvittighed, tror du?"
    "Du kommer til at blive gammel og så bliver det EKSTRA hårdt at få børn. Tænk på hvor mange gange man skal op om natten – det er altså nemmere, når man er ung."
    "Er du ph.d.-studerende? Hvornår skal du så på barsel?"

    Listen er uendelig. Og især den med mongolbarnet synes jeg er streng!
    (Ud over min mor), så er det altså ikke folk jeg kender godt, der siger de her ting. Det er ikke mine nære venner, der lige bringer emnet op. Men det er som regel kvinder, der allerede er blevet mødre.

    De fleste mennesker forstår godt min beslutning om at vente en del år med at få børn, når jeg forklarer a) at jeg planlægger at bo nogle år i udlandet, b) at jeg forsøger at bygge noget karriere op, som ikke er børnevenligt og c) jeg tager noget medicin, som jeg IKKE kan tage under en graviditet – og at jeg uden den er så træt, at jeg har brug for at sove 16 timer i døgnet og ikke kan deltage i et møde af én times varighed uden at falde i søvn (IKKE karrierevenligt heller).
    Men jeg synes det er utroligt, jeg skal sidde og undskylde mig selv på den måde, f.eks. når jeg er til bryllup og taler med min kærestes vens kæreste, som jeg ser få gange om året.

    Jeg er 27 år. Jeg forstår ikke hvorfor presset er så massivt allerede?

  3. Jeg har ingen børn, og har ingen lyst til at få børn. Jeg tror, at grunden til at de frivilligt barnløse bliver meget defensive, er fordi, at man ofte bliver talt ned til, når man siger at man ikke VIL have børn. "Hvad mener du?" "Det mener du da ikke?" "Hvorfor kan du ikke lide børn?" "Det siger du bare nu. Giv det nogle år." Osv.

    Som om man, som et voksent menneske, ikke kender sig selv og sine mål i livet, og hvad man som person har lyst og overskud til at gøre med sit liv.

    Jeg har aldrig følt trang til at få børn, og jeg tvivler på at den nogensinde dukker op (jeg er 32). Det er helt fint med mig, at andre gerne vil have børn, og at de så tilrettelægger deres liv deromkring – det er bare ikke min drøm. Og når man så udtaler dette, ser folk enten på en som om man er sindssyg eller dum, eller siger "hold da kæft, du er egoistisk". Men er det ikke mere egoistisk, at få børn, når man ved at man egentligt ikke gider dem (her kommer ofte denne "men sådan vil du ikke have det med dine EGNE børn"), eller vil leve et liv der ikke er børnevenligt. Jeg kommer til at rejse rundt, muligvis til udlandet, for jobs – det og børn går (i mit hoved ikke hånd i hånd).

    Anyway, der hvor skoen trykker, er at (det ofte virker som om) folk ser ned på ens valg. Som om det er det forkerte valg. Og det ville det måske være for dem, og det er også ok, men at folk så ikke kan rumme, og vigtigst af alt, respektere, at man vil leve sit liv som man selv vælger, og ikke som de mener man skal – det er det der er frustrerende og irriterende. Og det er desværre den holdning man møder rigtig, rigtig tit.

    Jeg har heldigvis en forstående og rummelig familie- og vennegruppe, der respekterer mine valg, men så snart jeg kommer bare et led længere væk (f.eks. min svogers familie) får jeg kommentarer som "nu må det da være din tur til at få børn" m.m., selv om jeg flere gange har sagt, at jeg ikke vil have nogen.

    Jeg har set masser af 'ingen-børn-tak'-kvinder give stille og rolige forklaringer på, hvorfor de ikke vil have børn, for bare at blive overfuset af (ja, især mødre, men ikke kun) med kommentarer som "du ved ikke hvad du går glip af", eller "hvis man ikke er mor, bliver man jo aldrig en rigtig kvinde", og er sjældent stødt på frivilligt barnløse kvinder der overfuser mødre (tror gerne på, at det sker, dog!).

    Og måske ved jeg ikke, hvad jeg går glip af. Men når det kommer til stykket, er det mit valg.

    Og det er det der hele er pointen.
    Det er MIT valg.

  4. Jeg er ganske vist kun knap 24 år, men mange i min omgangskreds har kærester, køber hus og får børn. Jeg har nu været single i mere end to år, og er begyndt at overveje, om jeg overhovedet vil have børn. Har altid troet det var dét jeg ville, men egentlig føler jeg slet ikke, at det lige er mig. Der er jeg nok for egoistisk og glad for at være mig, og kun mig. Jeg har da ikke taget et valg der hedder "jeg vil ikke have børn", men jeg har heller ikke taget et der hedder at jeg gerne vil. Desværre bliver jeg mere end ofte påduttet spørgsmål som "skal du ikke snart have en kæreste?" og kommentarer som "ja, der går jo nok nogle år før du får børn" – som om det ligger i alle kvinders kort. Har faktisk skrevet et indlæg om det her: http://www.bestofcilchen.wordpress.com – En af dem uden børn. Og må indrømme, at det nok er en smule aggressivt, men det er nok i virkeligheden min måde at reagere på, fremfor at blive flat our ked af det hver gang.

  5. Er også frivillig barnløs i den hard core ende. Blev steriliseret som 27 årig efter tre års kamp mod lægerne, der pga den hippocratiske ed ikke ville røre mine æggeledere med en ildtang.
    Det er rigtig rigtig træls (for at bruge et jysk udtryk) at blive set sådan ned på, når man vælger en mere permanent løsning på "problemet". Men ja, det er et stort valg at vælge noget så stort som børn fra, men et endnu større valg, at vælge dem til. For hvis man fortryder valget af livsstil (læg venligst mærke til, at jeg ikke skriver fortryder børnene) med børn, så går det ud over flere mennesker og ikke mindst de stakkels børn. Den frivillige barnløse livsstil indebærer sjældent fortrydelse, for vi aner jo ikke, hvad vi går glip af;-)

    Summa sumarum: i min optik har folk, der vælger den frivillige barnløse livsstil gjort sig rigtig mange mange tanker om det. Faktisk tror jeg, de har tænkt mere over det end dem, der vælger børn til, fordi børn bare er noget man gør. Mangler i hvert fald indtil nu stadig at høre et ansvarsfuldt svar på, hvorfor man har fået børn…. Nogen, der kan komme med et?

    Mvh Anne

  6. Jeg tror også, at en del af problemet er, at man er mere sårbar over for det, der handler om en selv. Læser jeg et indlæg om, at forældre er kedelige og konforme, affejer jeg det som åbenlyst tåbeligt, mens kommentarer om barnløshed rammer mig på en anden måde.

    Her er f.eks. et eksempel på en aggressiv svada mod barnløse: http://www.familieverden.no/Diverse/Barnlose-har-kjedelige-liv–de-vet-det-bare-ikke-selv/

    Min erfaring er stort set identisk med Nadias. Jeg er også i et godt, stabilt forhold, er i først i 30'erne, kunne godt tænke mig børn engang – og der er tilsyneladende ingen ende på kommentarerne. Og jeg ved godt, at det oftest er velment, men jeg bliver alligevel altid ked af det.

    Når du skriver, at det først var da du fik barn, at du opdagede, hvor stor indflydelse, du havde over dit liv før, så er det jo oplagt sandt. Alt andet lige. Men alt andet er sjældent lige. Det glemmer folk nogle gange.

    Jeg blev seksuelt misbrugt som barn og har næsten hele mit liv været så bund-ulykkelig og fyldt med selvhad, at jeg var bange for at blive bitter og misundelig på mit evt. barn, når det (forhåbentlig!) fik et bedre, nemmere, mere rigt liv. Og jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget værre end ikke at unde sit barn det bedste! Derfor har jeg også været helt afklaret med, at jeg ikke skulle have børn, før jeg havde fået det bedre. Og hvis det så blev for sent, så måtte det være sådan.

    Derefter fik jeg pludselig sklerose. Rigeligt med livsforandrende begivenheder til en stund fremover.

    Så den der med hvor meget indflydelse jeg som barnløs *i virkeligheden* har på mit liv, hvis bare jeg ville indse det, den køber jeg ikke rigtigt. Selvom jeg selvfølgelig har mere, end hvis jeg havde børn, det er klart. Men pointen er jo så også, at jeg netop bruger den indflydelse til at få så meget styr på mig selv og mit liv som muligt, *før* der eventuelt kommer børn ind i billedet.

    Og jo tak, det går ret godt med det, jeg er så småt blevet rigtigt glad for mit liv, og det med børn virker ikke helt så fjernt, som det måske engang gjorde. Men det er ikke just en historie, man åbner op for, så snart man får en kæk bemærkning fra en halv-fremmed på en fest. Og det er lidt dét, jeg synes, er problemet med den slags velmenende kommentarer: når man sidder på den modtagende ende, må man enten bare bide det i sig, eller også er man "tvunget" til at åbne op for noget meget personligt (som overvejelser om børn jo ofte er, selv hvis man har mindre ekstreme grunde end mine) over for nogen, der endnu ikke har gjort sig fortjent til den fortrolighed.

    Min stedmor gjorde meget fint, synes jeg. Hun spurgte helt enkelt "Har du lyst til at få børn på et tidspunkt?" Det er ikke værdiladet, og man kan selv vælge, hvor meget man vil åbne op.

  7. Tja som mor til 3 og nu 40 og med en del barnløse +/- single kollegaer i samme alder syntes jeg egentlig det der er et felt som jeg er dårlig til at færdes i. Jeg er trekvart fløjtende ligeglad med om de har børn eller ej i udgangspunktet. Det er deres valg – måske- jeg er bare bange for at gøre dem kede af det eller alternativt fremstå total tomhjernet. Når man har pissetravlt og 3 børn under 8 hvis liv og trivsel fylder 16-17 timer i døgnet – ja så fylder det i tankerne og flyder over. Jeg har masser af snik snak med alle mine kollegaer af begge køn om vores fælles livsvilkår – arbejde, partner og unger. Derimod bider jeg mig oftere i tungen og tænker – har jeg overhovedet noget "un guarded" at sige udover det faglige til de barnløse. De er formentlig trekvart ligeglade med hvorfor jeg ikke fik redt håret til morgen, lige som jeg har svært ved at relatere til udviklingen i den store bagedyst eller en ny restaurant/film/forestilling/bog/rejse. Jeg er kommet så tilpas langt fra bleer og natterod trods alt og har 3 raske, kvikke, sociale unger i fuld trivsel at jeg har lidt tanke for både mit eget og andres liv og kan se at mine unger vokser fra mig i de næste 10 år og at der er mere tid til mig. Men baggrundstæppet af børn vil altid være der og giver mig et andet livsvilkår. Jeg føler ofte at jeg skal være påpasselig med hvad jeg siger. Det er som at kommunikere med en anden kultur med andre normer og referencer. Det syntes jeg egentlig er interessant, men også mærkeligt at føle sig mere fremmed over for en kvinde af samme alder, uddannelse, baggrund og sågar udseende, end en anden kollega med anden religion, andet sprog, anden baggrund og anden uddannelse – fordi ungerne binder os sammen.
    Det er ikke et spørgsmål om at være kedelig eller spændende, at være egoistisk eller ej ( begge valg tager man af hensyn til sig selv) være moderdyr eller livsnyder eller ufrivillig alene.
    Det er i bund og grund en forskel i livsvilkår og hverdagskultur som er monumental og ikke har noget at gøre med rigtige og forkerte valg.
    Der er en forskel og den fylder

  8. Jeg er midt i 30'erne og bliver konstant spurgt om jeg ikke skal have børn – som oftest med en dit-liv-bliver-fuldendt-når-du-får-nogle mine. Jeg begynder da at tænke, at jeg snart skal beslutte om det er noget jeg vil – men jeg har ikke specielt lyst, har aldrig følt noget rykke i æggestokkene. Skal man så? Fordi det er noget man gør?
    Jeg føler mig presset af, at verden omkring mig drejer sig om det at få børn.
    Der var f.eks. en der skrev her, (og jeg hører det ret tit), at man ikke nødvendigvis er egoist, fordi man ikke ville have børn. Nej, hvorfor skulle det være et mere egoistisk valg at fravælge end at tilvælge børn? Det er vel ikke for de ufødte børns skyld, at man får dem – er det ikke for sin egen?
    Det med egoismen synes jeg siger meget om den grundlæggende holdning til dem der fravælger børn.
    Så ja, jeg går i forsvarsposition nå nogen spørger – for jeg er vant til at mit valg på dette område ikke bliver respekteret.

  9. Hej! Jeg er frivilligt barnløs, er lige fyldt 40 og kan nikke genkendende til det massive, (ikke altid lige) stiltiende gruppepres til sammenkomster, familiefester osv.

    Min barnløshed er ret praktisk. Jeg er en meget selvstændig sjæl som kan lide at gøre præcist hvad der passer mig. Sådan har det altid været og jeg vil ikke af med min frihed. Jeg har haft forskellige perioder hvor jeg var mere skruk end andre gange, men jeg har altid vidst det var biologisk og ikke nødvendigvis noget jeg skulle handle på.
    Det er faktisk først i mine midt-trediver at det gik op for mig at det er OK *ikke* at skulle have børn. Indtil da tænkte jeg "Ok, men hvis det nu på et tidspunkt bliver rigtigt vigtigt for min kæreste, så må jeg jo give ham børn". Og så gik det op for mig at det jo er et frygteligt grundlag at få børn på, og jeg indså at det er OK ikke at ville have dem.

    Måske er det dét der gør *mig* mest arrig: at jeg har gjort mig så mange overvejelser (og overvindelser af migselv) omkring dét; forståelsen og accepten af migselv som barnløs – og at jeg så stadigvæk skal svare på ugennemtænkte floskler og venligtmente klichéer.
    Ofte MENS jeg udholder andre menneskers skrigende, sparkende, uopdragne møgyngel =).

    Min kæreste, nærmeste familie og venner har accepteret min barnløshed og nogle af veninderne med børn ville hjertens gerne bytte engang imellem. Jeg har aldrig villet bytte =).

  10. Må man kommentere, selvom man har børn ? ?
    Jeg havde det sådan i mange år – jeg skulle i hvert fald ikke ha' børn! Det interesserede mig overhovedet ikke, andres børn sagde mig intet, og jeg synes egentlig, de var skideirriterende (som regel). Der var ingen børn i min familie, så jeg havde heller ingen omgang med børn… Jeg har engang sagt til min mand, som har været skruk, siden vi mødtes – det er 20 år siden, og vores ældste er ni – at hvis han ville ha' børn, måtte han finde en anden at få dem med. Så sikker var jeg. Indtil jeg ikke var det mere og blev aldeles pissehamrende skruk og bare måtte ha' børn nuuuuu! Det var så ikke så nemt… Men endelig kom det første barn og tre år senere og uden ventetid (eller, altså – du ved) kom barn nr to. Og dét har jeg aldrig fortrudt! Var jeg yngre og vi havde mulighed for bedre plads, fik vi også nr tre 😉 Og vi har ikke haft det nemt… Jeg elsker mine unger og min familie, jeg ville aldrig ændre noget som helst. Alligevel har jeg det sådan, at jeg helt pr refleks kommenterer de frivilligt barnløse med, at det da er fint. Det må de sku da helt selv om! Jeg kan godt forstå, at det ikke er noget, alle synes er sagen, omend man måske kan undre sig over, at den naturlige trang hos især kvinder kan udeblive. Men så er der vel en mening med det. Jeg kan til gengæld ikke ha' den der belærende tone fra dem med børn om, at det vil man fortryde, mv. Hvad fanden ved du om det?? Gå hjem til din familie og lad den selvvalgte barnløse leve sit liv, som hun vil! Det andet er simpelthen fordømmende udover enhver rimelighed. Der kunne jo også ligge en forklaring bag, som vedkommende ganske enkelt ikke ønsker at dele. Hvorfor er det dem med børn, der har valgt rigtigt? Altså, jojo – vi skal jo formere os som race for at bestå, men det går nok alligevel, selvom nogle vælger det fra. Ikke?
    /Nana

  11. Jeg har også læst den pågældende artikel om de 17 ting, og jeg kan nikke genkendende til nogle af spørgsmålene. Dog ikke til ret mange af de svar der er givet.

    Jeg er én af dem der selvvalgt ikke har børn. Selvvagt forstået på den måde, at jeg bare ikke mødte ham der skulle være far til dem. Dermed ikke være sagt at jeg ikke kan lide børn, for det kan jeg rigtig godt. Har bare ikke haft trangen til at gøre det selv, og så har jeg brugt tiden på rigtig meget andet.

    Jeg hører egentlig ikke rigtigt noget fra mine veninder omkring det, hvilket er fint. Men indimellem hører jeg en bemærkning eller 2 fra folk længere ude i periferien. Som f.eks: "Det skal man nok have børn for at vide". Jo jo – men derfor må jeg vel godt have en mening om det? Ved godt jeg ikke har erfaring med egne børn, men har da nogle veninder med børn! Som måske har bøvlet med det samme. Bliver også voldsomt irriteret når nogle fejlagtigt tror at jeg har oceaner af tid i overskud. Altså….. Jeg står op mellem 5.30-6 hver morgen fordi jeg prioriterer træning. Jeg arbejder fra 10-19 de fleste hverdage, og arbejder også de fleste weekender. Oveni i dét har jeg sammenlagt en times transport om dagen. Ikke SÅ meget tid i overskud. Var til en gammel klassefest sidste år, hvor én af pigerne spurgte til min lillebror. Som har kæreste, hus, hund osv, men ingen børn (selvvagt). Hun kiggede MEGET bestyrtet på mig, og sagde: "Vil det så virkelig sige, at dine forældre slet ikke får børnebørn"? Der blev jeg sgu lige en anelse stram! En af de andre piger reddede en hvas bemærkning fra mig ved at sige, at der jo altså er andet i livet end børn.

    Jeg synes man skal passe på med at spørge for meget til sådan noget, for hvad nu hvis jeg var pisse ked af ikke at have fået børn?

  12. Det her minder mig om en diskussion fra min tidlige ungdom.
    Dengang drejede det sig om hjemmegående kontra udearbejdende mødre. Det er utroligt tåbeligt, at kvinder har den her trang til uniformering,: "alle skal være som mig, ellers er de unormale".
    Jeg har selv et barn, han er voksen nu, jeg husker, at jeg havde besøg af et ungt par, da han var lille. De spurgte om det var et bedre liv at have børn, det var et svært spørgsmål, og det eneste jeg kunne svare var, at der var så mange ting der var så meget vanskeligere, men der var også nogle store værdier. Min konklusion var, at det var meget anderledes, men det store facit nok var ca. fifty fifty.

    Det ville nok være en fordel, at mennesker uden børn, og menesker med børn lod hinanden leve deres liv uden dumme kommentarer.

  13. Jeg har læst alle jeres kommentarer, og synes faktisk, at det her kommentarfelt tangerer et af de mest interessante, jeg har haft i den tid, jeg har blogget.

    Der er flere tanker, som jeres kommentarer vækker hos mig.

    1) Hvor findes der bare mange mennesker, der taler før de tænker. Den, du har fået, Nadia, om mongolbarnet, var jeg sur på dine vegne over en hel dag. Men jeg hæfter mig også ved, at det for alles vedkommende er mennesker i leddene længere ude, der siger de trælse ting, og – heldigvis – sjældent de nære venner og den nærmeste familie. Det synes jeg faktisk altid er noget.

    2) Jeg er, efter at have læst kommentarfeltet, begyndt at spekulere på, om det simpelthen er ligesom det, at være enten home- eller heteroseksuel: at man er genetisk kodet for enten at ville have børn, eller ikke at ville have dem. Man ville aldrig forvente, at en homoseksuel skulle kunne forklare sin seksuelle orientering på en måde, der gjorde, at man pludselig t skiftede seksuelt standpunkt og selv blev homo – på samme måde kan man ikke forklare, hvorfor man gerne vil have børn på en måde, så dem, der ikke vil have børn, pludselig gerne vil have dem. Og omvendt.

    3) Derudover har jeg også sendt mine to veninder, der lider af sygdomme, der gør, at de – som begge er midt i 30’erne – har fået tilkendt førtidspension, mange tanker. De har begge givet udtryk for, at det er til at gå amok over, at en af de allerførste sætninger, vi danskere møder hinanden med er: ”Og hvad laver du så?” fordi det betyder, at de som det allerførste, bliver nødt til at diske op med hele deres livshistorie; uanset om de har lyst eller ej. For spørgsmålet er, om vi alle har nogle områder i livet, hvor vi er særligt sårbare, enten fordi et emne er lidt ømtåleligt, eller fordi vi faktisk ikke har lyst til at skulle forklare, forsvare eller retfærdiggøre et givent valg. Jeg har nogle kommentarer ift. at være selvvalgt alenemor, som trykker på mine knapper. Før jeg fik Anton havde jeg det helt utrolig stramt med at blive spurgt om, hvorfor jeg ikke havde en kæreste. Det kan være virkelig træls at skulle snakke jobs, hvis man er arbejdsløs, og at stå på mål for fravalget af børn, fordi det føles rigtigt for en selv. Jeg ved ikke, hvordan man kommer omkring det, men det får mig til at tænke på noget selvhjælpsagtigt, jeg engang stødte på, hvor der stod, at man ville blive et lykkeligere menneske, hvis man erkendte, at man ikke kan ændre på andre; kun på sig selv. Og da vi alle, på et eller flere områder, er en del af en minoritet, der færdes i majoriteten, er det måske forventeligt, at det lige på det område, bliver os, der stritter lidt, og derfor får mulighed for at tegne og fortælle. Hvis vi har lyst.

    4) Og endelig rammer den kommentar, som anonym har lagt om, at det faktisk kan være svært at finde fælles fodslaw, når kvinder, der har fravalgt børn, og kvinder, der har dem, mødes, virkelig også noget i mig. Jeg kan nikke så genkendende til, at fordi livsvilkårerne er så forskellige, så padler man rundt i en samtale, uden helt at vide, hvordan man gør det rigtigt. Jeg gider virkelig, virkelig ikke være hende, den nederen kollega, der altid siger det forkerte, så jeg stiller formentlig nogle helt utrolig idiotiske spørgsmål til ligegyldige ting, fordi jeg gerne vil vise, at jeg fuldt ud respekterer kollegaens valg, virkelig godt forstår, at der er fuldstændig lige så meget indhold i hendes liv, som der er i mit, og at jeg er klar over, at der kan ligge 100 smertefulde årsager til grund for, at hun ikke har børn. Men vores udgangspunkter er bare så forskellige, at vi aldrig rigtig rammer hinanden. Det sjove er, at jeg har masser af veninder uden børn, hvor jeg aldrig skænker det en tanke, at jeg har og at de ikke har – måske fordi vi kendte hinanden, inden jeg fik?

    Under alle omstændigheder vil jeg gerne sige mange tak for alle jeres kommentarer. Der var mange gode pointer, og ting at tage med sig og blive klogere af.

  14. Jeg har fået rigtig mange kommentarer og ikke mindst stikpiller omkring børn, siden jeg var i starten af 20erne (jeg er nu 39), fordi jeg har valgt andet til i livet end barn/børn. Det har fra 90% af gangene været meget negativt ladet kommnetarer og stikpiller, og det har været meget ubehageligt, fordi mit valg er personligt, men det har syntes at provokere mange omkring mig, at jeg ikke bare – som stort set alle andre – havde lyst til at få børn. Børn fik og får man jo som kvinde, og jeg kunne ikke være rigtig kvinde, førend jeg havde fået børn, og hvis ikke det var det, så havde jeg bare ikke mødt den rette mand (uanset hvor langt et forhold, det har drejet sig om), eller også "blev jeg nok klogere med tiden…". Desuden lærte jeg jo aldrig kærlighed at kende, hvis ikke jeg fik børn.
    Meget ubehageligt. Meget trist og virkelig sørgeligt syn.

    Kommentarerne er OGSÅ faldet fra nærmeste familie, desværre.

    Få gange er jeg blevet mødt med et interesseret øre og en respekt for mit valg. Det er en kæmpe lettelse ikke at blive stemplet som unaturlig og bare ikke voksen nok til at tage den beslutning.
    Jeg har vidst siden 18-års alderen, at jeg ikke ønskede at få et barn/børn.

  15. Jeg er håbløst bagud, men du får lige mit lille besyv med.
    Jeg er en af dem der ikke gad at lege med dukker, og slet ikke babydukker. Da jeg voksede op til at være teenager syntes jeg børn var trælse. Da jeg kom sidst i tyverne lærte jeg via jeg fik 5 nevøer at børn ikke er trælse. De er dejlige, søde og de allerbedste mennesker i verden. I hvert fald de 5 der.
    Nu er jeg 36 og hele mit liv har jeg vidst at det med børn, det er ikke noget for mig.
    Folk er altid meget interesserede i at vide hvorfor, og der falder rigtigt mange kommentarer om emnet. Jeg kan til tider synes at de spørger om noget meget privat, men de fleste gange er det helt ok.
    Jeg er ude i at overveje at få lavet det gyldne snit. Sørge for at jeg aldrig skal bekymre mig ud af mit gode skind om jeg skulle være så uheldig at være blevet gravid, hvis jeg har haft sex.

    Det er sårbart, for jeg ved jo ikke om jeg en dag skifter mening; jeg har jo hele mit liv fået at vide at jeg skifter mening. Når jeg bliver ældre. Når jeg finder den rette. Når jeg bliver fornuftig.
    Altså bliver min egen dømmekraft altid underkendt. Det er ganske ubehageligt.

    Det gik en prås op for mig den anden dag. Jeg forstod hvorfor folk (ja, det er både kvinder og mænd) nogle gange kigger på mig med store chokerede øjne, når jeg siger jeg ikke vil have børn.
    Pråsen består i at det gik op for mig at jeg et sted inden i mig selv bliver lige så chokeret over at folk gerne vil have børn.
    Jeg forstår dem/dig ganske enkelt ikke, fordi jeg aldrig har haft lyst. Og visa versa. Dem som altid har haft lyst, forstår ikke mig.
    Måske har du ret i at det måske ligger i en fra fødslen. Jeg ved det ikke, men noget tyder på at det gør det hos mig.

    Jeg ville virkeligt blive glad hvis jeg slap for kommentarene. Jeg spørger heller ikke ind til hvorfor andre VIL have børn, trods jeg ikke forstår det.

  16. En stor del af det her, mener jeg handler om kommunikation og om forskellen på om man kan skelne mellem mellem sig selv og andre i kommunikation. Det er der faktisk ikke mange der er i stand til, og derfor bliver måske især det der hedder konverseren mere noget der dele end samler. Og du har ret i at det måske ikke så ofte kommer fra de nærmeste, og det er jo altid noget, men der er til gengæld så mange flere af alle de andre at det måske er en kombination af antallet, standardkommentarerne og det at så store emner kun egner sig til at blive delt, hvis modtageren rent faktisk lytter og sætter sig ind i modparten, og ikke kun tager afsæt i egne valg og forudsætninger.
    Det er bare meget sjældent det der sker.
    Hvis jeg nævner jeg skal købe en ny computer, vil dem der sværger til Apple sige at jeg helt klart skal vælge Apple. Og omvendt. Jeg oplever at det ikke bare er gode råd, men at mit valg skal bekræfte dem i at de har valgt rigtigt.

    Det samme med større livsvalg.

    Jeg er knap 47 og har ikke børn. Fravalgt, på trods af at jeg elsker børn, er god til børn og mener at kærlighed og relationer er meningen med livet.
    Men de omstændigheder som jeg ville have børn under, var aldrig til stede og derfor har jeg ikke fået børn.
    På trods af min alder, bliver jeg stadig spurgt og når jeg siger at jeg meget bevidst har fravalgt det, jeg er jo helt klar over hvor mange muligheder der er i dag for at få børn, så siger folk ofte at jeg jo stadig kan nå det.
    Jeg svarer som regel at det ikke er børnene, men det liv der følger med børn som jeg ikke har ønsket.
    Jeg ønsker ikke det parforhold hvor vi mere er nogens forældre. Jeg ønsker ikke et liv med ferier i skolesommerferien, med at spise tidligt og konstant planlægge praktiske hverdagsting.
    Jeg har ikke ønsket at udsætte mig selv for risikoen for at få børn med en der siden ville for børn med en anden, der måske også har børn med en tredje og får det med en fjerde.
    Jeg kan slet ikke se mig selv blive rodet ind i andre familer, andre familiers kalendre, og følelser og traditioner, og verden i dag byder ikke sjældent på den slags.
    Ønsket om børn har ikke overskygget manglende lyst til et liv med børn.

    Når jeg så endnu tydeligere svarer at jeg jo netop har valgt ikke at få børn, og skulle jeg have det skulle det i det mindste have været før, så er næste runde af reaktionerne at jeg jo stadig kan nå det, fordi der jo kan komme børn gennem et forhold til en mand der har børn med en anden kvinde, og at disse børn på en eller anden måde også kan blive mine. Det er, siger de, set mange gange før.
    Den undrer mig særligt hver gang. For jeg har jo netop ikke sagt at jeg ikke ønsker at føde børn, men ikke ønsker at have et liv børn, den relation til manden og hans eventuelle tidligere familier.

    Det er som regel sådan samtalen foregår.
    Det fortæller mig, at den jeg taler med nok ikke forholder sig så meget til det jeg egentlig siger og mener, men til det der er deres eget udgangspunkt. Ligesom med computeren. Hvis jeg siger at de programmer jeg skal bruge faktisk ikke fungerer med Apple, så vil jeg alligevel få argumenterne for hvorfor Apple er det bedste valg. Et af dem, at det kan sagtens være at programmerne snart bliver kompatible med Apple osv.
    Det er de færreste der siger, hvis du xxx skal du nok vælge en Apple, men hvis du der i mod XXX så ville jeg nok vælge pc.
    Det er mere det der, Gør-som-jeg, end jeg ser/forstår dit valg ud fra det du beskriver som dit behov og din virkelighed.

  17. Og den anden del af kommunikationen som jeg synes er problematisk i det her, er at jeg oplever at vi i stigende grad, verbalt, deler verden op i dem og os. At vi pisse analyserer, sætter i kasser og gør os kloge og skide morsomme- sådan på kornet agtige- overfor de andre.
    Synes at diverse blogs og klummer i høj grad er med til det.
    Det er meget på det der, "Du ved at du er fra Langeland når…." niveau. Finde det typiske og cracke en jo på det. På samme måde omkring livsvalg. Det er blevet så helt i orden at være kritisk overfor alle grupper. Mødre der fylder på fortorvet med deres barnevogne, forældre der ikke kan styre deres børn i supermarkedet etc.
    Satme anstrengende at blive underholdt og informeret gennem stand-up briller og -humor alle vegne.
    Og ikke særlig respektfuldt eller forenende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.