Nogen, der vil være med til at åbne en abe-pension?

Jeg elsker Pinterest. For én med mit erhverv, der altid har pauser af ca. 10 minutters varighed, er app’en det perfekte tidsfordriv; ikke så fængende, at man ikke kan slippe den igen, man skal ikke nå at læse et kapitel færdigt, for at den giver mening, og så fylder den ingenting i tasken.

I Pinterest findes en kategori, der hedder ”popular” og som det umælende får, jeg er, tripper jeg glad og tilfreds af sted, lige i røven af alle de andre, der gør det samme. One liners er ret store derinde, og jeg vil gætte på, at en af politiets profilere kunne tegne et temmelig præcist billede af, hvilken type man er, og hvor man står i livet, baseret på de opslag, man pinner.

For et par måneder siden var jeg (som jeg vist også bloggede om) i gang med at afdramatisere mit liv. Vi taler helt lavpraktisk downshifting af elementer, der skabte bøvl og baks, uden egentlig at tjene noget formål. I den periode faldt jeg på Pinterest over udsagnet ”Not my circus – not my monkeys”, som jeg øjeblikkeligt fik lyst til at bestille 7 eksemplarer af på selvklæbende folie i størrelsen 1×2 meter, så jeg kunne klæbe det på alle mine døre til evig påmindelse om, at man ikke behøver at have en mening om alt.

Og hvis man alligevel har, kan man godt prøve at have den i stilhed.

For jeg var simpelthen så træt af at blive blandet ind i konflikter, som ikke var mine, fordi jeg ikke fik fred, før jeg havde ytret, hvad jeg mente om dette eller hint.

Hvis man her ønsker at pointere, at jeg ved at gå ind i diverse debatter *gjorde* konflikterne til mine, vil jeg ikke bruge tid på at argumentere imod.

Det betød f.eks. at jeg holdt op med at kommentere på indlæg i diverse aviser og dagblade, og jeg holder mig stadig i videst muligt omfang også ude af kommentarspor på populære opslag på facebook. Uanset om man kommenterer til fordel for den, der har sat debatten i gang, eller om man mener det modsatte, synes jeg, at disse onlinediskussioner ofte ender i regulær mudderkastning og namecalling.

Men de sidste par måneder har jeg – uden dog at kaste mig ind i nogen former for debat – fulgt lidt med på Sneboldens fb-side, og jeg har mere end en gang undret mig over, hvor hurtigt tonen på hans væg har ændret sig fra, at 98 % af hans tilhængere tilbad jorden, han betrådte, til at langt over halvdelen af kommentarerne nu går på, at han er en nederen person med dårligt hår. På en eller anden måde virker det som om, Monte Carlo enten forsvandt, før de var blevet langtidsafholdte, som fx De Sorte Spejdere, eller også er det
noget med, at Peter uden Esben måske kommer til at virke mere Kanye West, end Danmark er klar til.

Under alle omstændigheder har det fået mig til at tænke på noget, en af mine veninder sagde for nyligt. Vi snakkede om hendes mors begravelse, og om min venindes barndomsveninde, som valgte at blive væk fra begravelsen af grunde, hun kun selv kender til. Min veninde sagde noget i retning af, at det ville være rart, hvis nogle andre sagde til barndomsveninden, at det var noget af det mest ikke-i-orden-overhovedet-agtige, hun havde gjort sig skyldig i ”for det kan jeg jo for fanden ikke selv være den, der siger til hende, Linda”.

Det tænkte jeg de efterfølgende dage meget over. Ikke mindst fordi jeg godt kunne genkalde mig følelsen af at mangle nogen, der stod op for mig, dengang en kæreste og jeg gik fra hinanden, fordi han uomtvisteligt havde været en kæmperøv. Mine veninder kendte historien, og alligevel var der flere af dem, der stadig var på sludder og knus med ham, når de mødte ham.

Selvfølgelig skal vi være voksne og civiliserede. Selvfølgelig er vi ikke 5 år længere. Selvfølgelig var det mig, og ikke dem, han havde pisset på. Men det havde godt nok stadig  varmet mit mørbankede hjerte, hvis bare en enkelt af dem havde forsvaret mig ved at sige til hans åbne ansigt, at det ikke var i orden, hvad han havde gjort.

Der ER nogle situationer, hvor vi ikke selv kan være dem, der påpeger en uret, ganske enkelt fordi vi har aktier i dem på en måde der gør, at det simpelthen ikke er nok for os at fortælle, hvordan vi har det, og dermed komme til at fremstå forsmåede. Jeg er fx. helt sikker på, at de fleste af os er godt tilfredse med, at vi har domstole, der straffer dem, der gør os lovmæssig uret, for det ville nok ikke være helt det samme, hvis en sag var afsluttet, når politiet havde fanget forbryderen, og vi havde haft mulighed for at sige til ham, hvad det havde gjort ved os, at han havde tømt vores huse, stjålet vores biler eller kørt dem, vi elsker, ned.

Engang imellem har man simpelthen sådan et behov for, at det også har en social konsekvens for personer, der behandler os dårligt; at de også mærker, at andre, end lige den, de har pisset på, fordømmer, hvad de har gjort.

Og det tæller ikke, hvis man selv skal bede sine venner og veninder om det.

Sat lidt på spidsen, minder det mig faktisk om en virtuel og emotionel pendant til de situationer, vi også snakker meget om i disse dage, nemlig dem, hvor nogen bliver slået ned i busser og s-toge, og ingen griber ind, fordi ingen vil blande sig eller rodes ind i noget.

Men jeg synes bare, at verden bliver gradvist grimmere og grimmere, hvis alle de gode går hjem og lukker døren, og det er de afstumpede hade-typer, der får lov at fylde gade- og skærmbilledet ud.

Så måske man engang imellem – bare engang imellem – alligevel skulle tage sig lidt af nogle af de aber, der ikke var ens egne.

Published by

9 Replies to “Nogen, der vil være med til at åbne en abe-pension?

  1. Nogen af de aber er sgu vores allesammens. Også selvom man ikke er cirkusdirektør. Du samler folk op fra gaden, som er faldet, du råber op, når nogen lægger an til øretæver på andre, og du kamphader på venindens eks, hvis han virkelig var et svin.

    Men den veninde, som udstedte taleforbud over sin eks, som hun selv havde droppet med kold ligegyldighed, hende var jeg ikke enig med. Ikke min abe.

  2. Jeg øver mig hver dag i at lade aberne passere, uden at jeg straks griber ud, giver dem halsbånd på og begynder at dressere dem. Nogle aber er bare uden for pædagogisk rækkevidde. Og virkelig ikke værd at bruge sin tid på.

    Men fuck det er svært, når man er sådan en rapkæftet, retfærdighedssøgende type som mig. Men jeg er samtidig for sensitiv til at tage alle de tæsk, der også følger med. Så jeg er NØDT til at lære det der med passagen. Fordi jeg er for svag til at tæmme dem alle, mens de kradser og bider og slår sig i tøjret.

    Hvis alle nu bare gjorde som jeg sagde …

  3. Jeg går ind for at man bruger sin energi (på "aber") med omtanke. Lige i øjeblikket har jeg fx taget en selvvalgt pause fra FB fordi jeg kunne mærke at det drænede mig for energi, at tage alle de nødvendige diskussioner om ligestilling og sexisme – og ja jeg mener det er "mine aber" og at det er vigtigt at nogle siger noget – ikke for at overbevise modparten nødvendigvis, men ofte for at andre der sidder og er i tvivl,og måske har oplevet noget skidt, men ikke tør sige noget, kan se at der faktisk "er" en abe. Nå men nogen gange ja, så er det vigtigt at man passer på sig selv og doserer sin energi rigtigt, for selvfølgelig skal det ikke blive så opslugende, at man glemmer at tage sig af sine børn og at gøre noget der oplader batterierne igen. Men jeg er parat til at tage kampdragten på igen lige om lidt, for selvom aben ikke nødvendigvis er din, så er en verden uden folk der bryder sig om andet end deres egne navler altså ikke en verden, jeg giver mange chancer for at overleve, hverken som demokrati eller som et rart sted at være….

  4. Forstår godt budskabet om at stå op for hinanden og JA, for fanden, det skal vi da gøre! Men jeg synes også man skal tage ansvar for egne aber, for nu at blive i den terminologi. I min verden kan din veninde da sagtens sige til barndomsveninden, hvor ked af det, hun blev. Hvorfor dog ikke? Det udelukker selvfølgelig ikke, at andre også kan sige noget, men jeg kan helt ærligt ikke se, hvorfor svesken ikke kan komme på disken. Og nu ANER jeg jo ikke, hvad den pågældende eks-kæreste har gjort, men jeg synes egentlig ikke man kan forlange af sine veninder, at de nægter at hilse på ham igen. Han ved jo (formentlig) at du ikke synes hans opførsel var i orden – er det ikke "nok", så at sige? Jeg ved, at jeg bevæger mig på tynd is, fordi jeg jo ikke kender hverken dig eller din veninde og dermed ikke hele konteksten, så ovenstående kan måske virke unødvendigt sårende – det er ikke meningen! Men nu nævner du selv eksemplerne i dit indlæg, og jeg kan åbenbart heller ikke lade være med at mene noget…

  5. Jeg tænker bare, at der er vel altid en grund til, at vi handler/reagerer, som vi gør. Også de personer, vi hader, har en grund eller en forståelse af situationen, som en tredjemand måske ikke lige kan gennemskue udefra. Men når følelser, som had, vrede, bitterhed, skuffernes, ked-af-det-hed osv tager over i situationen hos os selv, så er det svært at se. Det gør bare ikke følelserne mindre, at en tredjemand skulle konfrontere personen og lege mægler-det forstår jeg ikke ideen med. Tænker, at den bedste vej til at reducere misforståelser ikke er gennem en tredje part-med mindre man selv er til stede og kan forklare sig/forsvare sig.

  6. Linda: Igen et mega godt indlæg. Fik mig til at holde mig i skindet, da jeg på fb så et link til dette blogindlæg fra min yndlings-hade-blogger, Mads Holger:

    http://madsholger.blogs.berlingske.dk/2014/10/13/dybbol-molle-maler-helt-ad-helvede-til/

    Det kriblede i mig for at skrive et snappy svar, for magen til selvforelskelse, ordgøgl og Aarhushad skal man da lede længe efter. Men jeg holdt mig fra det og repeterede "ikke min zoo, ikke mine aber". Verden bliver ikke et bedre sted af at jeg udspyder min galde over Mads Holger.

    Og så må jeg vist se at finde det afsnit af 1864.

  7. Minikat: Jeg er rørende enig; man skal ikke gå på barrikaderne for folk, der selv er urimelige.

    Maria: Min veninde og jeg har et udtryk til lige præcis de situationer, hvor man næææææhsten ikke kan holde ud at lade noget fare, men hvor man samtidig også godt ved, at kampen ville være forgæves: ”Når JEG bliver præsident…!” Det giver faktisk en lille smule luft at vide, at den dag det sker – så kommer der styr på sagerne;)

    Anne: Jeg tror, at det er en supervigtig overvejelse; at man gør hvad man kan med det man – på et givent tidspunkt – har. For selvfølgelig skal vi ikke lade horrible standpunkter og neandertalerretorik være det eneste, der står til troende, fordi alle, der mener noget andet, har stillet kampfanen på loftet. Men man hjælper heller ingen ved at brænde ud på at tage alle de store kampe, så man ikke har overskud til at tage de små og nære. Hørt.

    Ano: Det er en rigtig fin kommentar, du lægger, og jeg forstår 100 % hvad du mener. Og jeg vil også gerne tilføje, at både min veninde og jeg selv er typerne, der tager 99 ud af 100 af de konflikter og udfordringer, vi møder i vores relationer, og gør alt, hvad vi kan for at gøre det i en ordentlig tone. Jeg tror bare, at det jeg gerne vil slå lidt på tromme for er, at det må være ok at føle, at det nogen gange ville være rart, hvis andre end vi selv reagerede, når vi har været udsat for noget, som ligger ud over, hvad der er almindeligt urimeligt. Jeg ville aldrig kræve, at mine veninder ikke hilste på mine ekskærester. I det hele taget er jeg alt for stolt til at lade som om, at det betyder noget for mig. Men i den situation jeg tænker på her, havde han opført sig så absurd tarveligt, at de veninder, jeg omtaler i eksemplet, nærmest fnøs af raseri, når hans navn blev nævnt. Derfor virkede det sgu ærlig talt lidt underligt for mig, at de kastede sig om halsen på ham, når de stødte på ham. Det gav mig lidt fornemmelsen af, at deres opbakning ikke var specielt dybtfølt. Forstår du hvad jeg mener? Og i forhold til min veninde glemte jeg at skrive i indlægget, at hende og barndomsveninden ikke længere har kontakt, pga. noget pigefnidder, der ligger langt tilbage i tiden, og som – ville jeg i hvert fald mene – trumfes med 100 mil af døden. Men jeg forstår som sagt 100%, hvad du mener, og er et langt stykke hen ad vejen også enig med dig:)

    Ano2: Måske jeg ikke helt forklarer mig godt nok i indlægget, for jeg ville egentlig aldrig synes, at man skal hive en 3. mand ind som mægler i ens egen konflikt. Men jeg synes faktisk, at det kan være ok, at man som 3. part markerer, at man ikke synes, det er i orden, hvad den, der har fucket op, har gjort. Ikke for at løbe ærinder for nogen, men fordi jeg synes, at vi er med til at underminere kvaliteten i vores egne relationer, hvis vi bare ignorerer det, når vi ser noget, vi synes er forkert. Jeg har selv et par gange siddet i situationer, hvor mennesker, jeg kender/holder af, har gjort noget, som helt objektivt set (ud fra reglerne om almindelig god opførsel og ud fra, at vi som udgangspunkt helst skal behandle hinanden nogenlunde ordentligt) ikke har været i orden. Det har jeg sagt til dem. På en (håber jeg) ordentlig måde, og uden at skabe alliancer med den forsmåede part – bare stille og roligt sagt, at det, de lavede der, det synes jeg simpelthen ikke var i orden. Det har for mit vedkommende ikke handlet om at lege skolegård eller FN – men mere om at markere, at jeg som menneske har en forventning om, hvordan vi opfører os over for hinanden i de cirkler, jeg kommer i. Hvis det viser sig, at vores forventninger er helt forskellige, må man jo tage den derfra, men jeg synes, at det for tyndt at lade ussel opførsel blandt venner passere, fordi man ikke vil blandes ind i noget.

    Ano3: Hahaha – godt afstået! Og er det ikke rigtigt: 10 minutter efter at man har smækket pc’en sammen, er man bare glad for, at man ikke lod sig trække med ned i sølet i en sag, der dybest set bare handler om smag og behag?

  8. Jeg gemmer altid dine blogindlæg til jeg har god tid til at sidde og læse dem.
    Når der kommer noget fra dig er der altid så meget tanke bag!
    Du får mig til at tænke – håber aldrig du stopper med at blogge!

  9. Jeg hørte engang ´en sige, at en af de største og nemmeste veje til sjælefred er "not to be nosy" 🙂 Det er helt utroligt så meget tid og overskud det giver, hvis man ikke har travlt med at vide alt og mene noget om alt – men nemmere sagt end gjort 😉
    Det betyder selvfølgelig på ingen måde at man ikke skal kæmpe for noget og stille op for andre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.