Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Lidt at tygge på?

4

For snart mange år siden havde jeg en veninde, som var selvskadende-light. For hende handlede det meget om den opmærksomhed, det udløste, når hun skar i sig selv eller ikke skulle have noget at spise. Hvis hun havde skåret sig i armen, gik hun i dagene efter kun i t-shirt, så alle kunne se, hvad hun havde gjort.

Først var jeg frygtelig bekymret for hende. Dernæst blev jeg irriteret, fordi det – for os, der var tæt på hende – blev meget tydeligt, at hun hverken led af anoreksi eller var klinisk selvskadende, men at det udelukkende bundede i et behov for at blive set. Men til sidst endte jeg med at nå frem til, at hun jo faktisk stadig var syg i en eller anden forstand, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke den gængse måde at ønske sig opmærksomhed på, når man er sidst i 30’erne.

Hende tænker jeg på, hver gang jeg læser artikler, der handler om, at børn bliver spiseforstyrrede som aldrig før, fordi deres forældre går fanatisk op i kost og slankekure.

De fleste af de artikler, jeg er stødt på, har en slet skjult undertone af, at forældrene er selvoptagede egoister, der ofrer deres børn og børnenes helbred i jagten på den tynde, perfekte krop.

Scroller man lidt længere ned på avissiderne, falder man tit over andre artikler, der handler om, at vi som nation bliver federe og federe, og at dette om 20 år vil være den største trussel mod vores velfærdssystem.

Det, der gør mig deprimeret er, at man får det til at lyde som om, forældrene er ligeglade med deres børn.

Jeg kender ingen mennesker, der ikke ville ofre deres liv, uden at blinke med øjnene, for deres børn. Jeg kender kun mennesker, der ift. børnenes fødevareindtag gør alt, hvad de kan for at holde balancen på den tynde linje mellem ’Sund Kost’, ‘Ingen Sukker’ og ’Nu Ikke Så Hysterisk’. Alle, jeg kender, prøver at give deres børn et fornuftigt forhold til mad og krop, og samtidig hjælpe dem til ikke at blive for tykke.

Og det er her, jeg kommer til at tænke på min veninde, for hvis man er så optaget af kost og kure, at man smitter sine børn med sin besættelse, så tænker jeg, at det er fordi, der er noget galt. Det er ikke sikkert, at man ville kunne få et diplom for veludført bulimi eller anoreksi, men det lyder i mine ører heller ikke, som om alt er, som det skal være.

Derfor undrer det mig, at vi åbenbart er enige om, at problemet skyldes forældrenes ligegyldighed. Hvis vi i stedet talte om børn, der boede sammen med en mor eller en far, der led af depression eller PTSS, og som – på den ene eller den anden måde – blev påvirket af denne forældres sygdom, ville de fleste da hidse sig moderat op, hvis den generelle tone i samfundsdebatten var, at psykisk syge forældre bare skulle stramme op og tage sig sammen.

Ikke?

Jeg synes, at vi i hele denne debat overser det spørgsmål, der måske kunne være med til at knække kurven, hvis vi fik det besvaret, nemlig hvorfor så mange i *min* generation lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser? Sat på spidsen er børnene jo egentlig ”bare” symptomer på det problem, der ligger i baggrunden og rumler.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over, at børnene får et helt forskruet forhold til mad. Eller at vi skal undlade at prøve at løse det. Men jeg tror, at vi når længere ved at prøve at forstå, hvor problemet starter, end ved at se på, hvor det ender.

Anne Om Anne

, 8

Jeg har lige lukket Annes bog ”Jeg vil ikke tage det flot”. (Til de to, der lige er kommet hjem fra et 6 måneder langt ophold i Borneos jungle, og som derfor ikke kender Anne eller har hørt om bogen, handler den om Annes oplevelser undervejs i forløbet, da hun får konstateret sklerose.)

Jeg kan ikke påstå at jeg er objektiv. Faktisk er jeg så lidt objektiv, at ordet ”subjektiv” ikke helt dækker det, jeg er.

Anne var mit første store blogger-idol, og jeg kan stadig huske, hvor starstruck jeg var, da jeg i forbindelse med et blog-arrangement i sønderjylland kørte op foran TV2 i Aarhus N, i min daværende kærestes smadderkasse af en sænket bil, for at samle hende op.

4 timer senere hang vi ud af hver sit vindue og hujede overgearet af sønderjyder i refleksbukser. På den måde er Anne ret nem at holde af.

Nu har hun endelig skrevet en bog, og selvom jeg ville ønske for hende, at hendes første bog enten havde handlet om noget andet, eller været fiktion fra ende til anden, så er det alligevel den fineste og mest vigtige bog, jeg har læst i lang tid.

Normalt er jeg lyn-læser. Som i: Virkelig turbo-turbo. ”Jeg vil ikke tage det flot” er en lille bog på 162 sider, og det har alligevel taget mig over en uge at læse den, for det er sgu hård kost. Når man komprimerer 2 års angst, frygt, sorg og vrede og sætter det på skrift, siger det næsten sig selv, at det ikke er Nynnes Dagbog 4, der kommer ud af det.

Det er tungt. Men det er godt nok også både vigtigt og nødvendigt. Man bliver klogere af at læse den, og der er mennesker, der kommer til at få det nemmere af, at Anne har turde skrive den.

For i dag, hvor de sociale medier næsten tigger om, at du iscenesætter dig selv og dit liv i en pletfri højglansversion, der får andre til at længes efter at være dig, er det virkelig svært for os, der ikke er blevet fældet af en led diagnose, at få lov til at få at vide, hvad det vil sige at være så alvorligt syg.

Det giver bogen et meget, meget fint indblik i. Anne er simpelthen så god til at zoome ind på små detaljer undervejs, der på en eller anden måde fanger hele stemningen og gør, at man næsten føler, at man selv er til stede i situationerne.

Der er ingen tvivl om, at bogen vil give utrolig meget mening for andre mennesker, der er ramt af sklerose, både primært og sekundært. Men undervejs tænkte jeg faktisk flere gange, at der var en sær form for genkendelighed i den; at jeg kunne genkende Annes overvejelser og reaktioner fra tidspunkter i mit eget liv, hvor jeg har været i krise.

Dermed på ingen måde sagt, at ”det kender jeg bare godt fra mig selv. Bare værre.” Slet, slet ikke. Men det gjorde alligevel noget ved mig at opdage, at uanset hvad en krise handler om eller bunder i, så ligner de følelser, den udløser, hinanden. Der ingen, der rigtigt gider automattrøst. Eller hold-nu kæft-trøst. Det er ingen, der har lyst til at føle, at de er en belastning for andre, hverken at være omkring eller at høre på. Det er meget, meget irriterende, når andre folk ”liiige ved, hvordan du har det!”. Eller mener, at din og deres situationer er ens. Det provokerer, fordi det udløser en stærk fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt eller forstået, mens man samtidig heller ikke rigtigt gider høre sig selv sidde og konkurrere om at have det værst.

Det var også befriende at opdage, at der er andre, der åbenbart heller ikke får en stationær følelse udleveret, når noget ramler, og derefter kun udviser den adfærd, der passer til dét. Nogle dage vil man have medlidenhed. Andre dage har man brug for at få lov at være stærk uden skingeroptimistisk opmuntring. Ind imellem vil man gerne have lov at fortælle i detaljer, hvor rædselsfuldt man har det. Andre gange orker man ikke at folk spørger. I dag vil jeg roses for det, jeg kan. I morgen taler du ned til mig, hvis du gør det.

Det svinger, og man ved det godt selv.

Bogen udløste en følelse i mig, som jeg mangler et passende ord for, for ’medlidenhed’ er noget af det mest irriterende, der findes. Men hvad pokker skal vi så kalde det, der opstår, når man bliver så forfærdelig påvirket af, at skæbnen ikke havde noget, der var sjovere i posen, til folk, man holder af?

Jeg synes, at du skulle læse bogen; du kan kun vinde. For det første er du godt underholdt. For det andet er du formentlig lidt federe at være sammen med, næste gang, du er i selskab med en, der er alvorligt syg. For det tredje udviser du måske mere overbærenhed over for dig selv, når du bliver ramt af en krise næste gang; måske bliver du endda bedre til at sætte ord på, hvad du har brug for fra andre?

Og under alle omstændigheder er det altid rart at vide, at der er andre, der heller ikke gider tage det flot.

Sig det så: Hvem *ER* det, man skal stalke for at komme med i Mads & Monopolet?

, , 16

Som jeg vist før har nævnt, hører jeg ofte podcasts, når jeg kører bil. Lige for tiden er det Mads & Monopolet, og i går hørte jeg udsendelsen fra sidste lørdag, hvor en kvinde på 31 år havde skrevet ind. Kort fortalt overvejede hun, om hun skulle få et barn alene nu, eller om hun skulle vente, og forsøge at finde kærligheden og dermed en mand at få dem med.

Monopolets svar var, skåret ind til benet: ”Vent. Du har stadig masser af tid, så se, om ikke du kan finde en mand at få dem med.”

Normalt styrer jeg udenom lige præcis dette spørgsmål; simpelthen fordi det er umuligt for mig at være objektiv, men i dette dilemma, ville jeg alligevel ønske, at jeg havde fået lov at sidde med i panelet.

Det ville have været som at få lov at gå tilbage i tiden, og rådgive en 6 år yngre version af mig selv.

Jeg var også 31, da jeg seriøst begyndte at overveje at få et barn selv. Jeg oplevede også, at halvdelen af omgangskredsen bakkede op, mens den anden halvdel mente, at jeg var blevet vanvittig. Og jeg var også meget i tvivl om, om ikke Den Rigtige Løsning ville være at vente på Den Rigtige Mand og få børn med ham, for jeg havde jo – også – tiden for mig.

Hvis jeg havde fået lov at svare hende, ville jeg have sagt:

Gør det. Nu. Når du først i dine overvejelser er nået så langt, som du er, er du langt forbi point of no return. Og jeg *lover* dig: Du fortryder det aldrig.

Ligesom hende fik jeg ofte, når folk hørte om mine planer, at vide, at jeg jo bare kunne date lidt ved siden af alle mine overvejelser; hvis kærligheden så pludselig sparkede døren ind, var alt godt. Win-win. Det, jeg tilsyneladende hverken formår eller formåede er at forklare folk, så de forstår det, er, at det kan man ikke. Det svarer til at have planlagt menuen til dit bryllup, have indkøbt alle råvarerne og lagt en plan for, hvordan du vil gribe hele projektet an – og så blive ved med at browse kogebøger og madblade, og være åben for nye ideer.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spalte sindet, og lade to så forskellige projekter udvikle sig sundt og levedygtigt samtidig. Heller ikke selvom det, down the line, giver dig det samme resultat. Når først man har besluttet, at man er klar til få børn nu, så tuner hele systemet ind på den ide. Det er jo for fanden derfor, kvinder bliver sindssyge af frustration, hvis det tager for lang tid for dem at blive gravide. Og den parathed kan man ikke bare tænde og slukke for efter forgodtbefindende. For hvad, hvis du møder en, der er sød? Skal du så pause dit projekt? Hvor længe? Skal du fortælle ham om det? Er det fair at lade være? Hvad hvis det ikke går med ham? Og er det fair at lægge den form for pres på et helt nyt og spædt forhold? Selvom man kunne ønske det anderledes, er det at forberede sig på (forhåbentligt) at få et barn, en stor, tung bold, der ruller, og som ikke bare kan bringes til midlertidig standsning.

Jeg ville også have sagt til hende, at man lærer at leve med, at der findes mennesker, som Annette Heick, der kun synes, at det her er acceptabelt som nødløsning; at det kun er i orden at gøre det, når du er så gammel, at alle har opgivet dig og dine æg er halvrådne. I starten er man bange for dem. Det går over. De har ret til deres holdning, og det er primært i starten, man bliver vred over, at folk med deres på det tørre, mener at de har ret til at bestemme, at manglen på kærlighed også skal medføre manglen på børn.

Man lærer også at lade være med at hidse sig op over, at vi, der gør det selv, åbenbart må krydsforhøres om vores økonomi og tanker om fremtiden af folk, vi knap nok kender, og at vi af uforklarlige årsager skal vide mere om, hvad fremtiden bringer, end folk i parforhold. Tilsyneladende er vi – modsat folk, der bliver gift, får børn, bliver skilt og får nye partnere og børn med disse – ikke i stand til at blive ved med at elske det første barn, hvis drømmen går i opfyldelse, og vi får barn nummer 2 med en mand. Så er barn nummer 1 udenfor, fordi vi nu har fået den familie, vi drømte om. Åbenbart.

Jeg ville fortælle hende, at hun skal gøre det. Nu. For når barnet er her, får hun et familieliv fuldstændig ligesom alle andre, med de hverdagsglæder og -sorger, det medfører. Jeg vågner jo ikke hver morgen, og bruger timer på at forholde mig til, at jeg er selvvalgt alenemor. Det er jo for fanden bare virkeligheden som den ser ud for mig. Jeg mangler ikke en far til Anton, ganske enkelt fordi der aldrig har været en.

Og jeg ville fortælle hende, at der er god fornuft i ikke at være alt for gammel, når man begynder at prøve at blive gravid og er alene om projektet. Dels fordi det jo kunne være, at ønsket om et barn mere kom snigende med tiden (også selvom Annette siger, at vi kun må få et), og dels fordi det har betydning, at minimere risikoen for (alvorlige) sygdomme, når man er alene med et barn.

Så. Just do it, som de siger hos Nike.

Det ville jeg have sagt til både hende og mig selv, hvis jeg havde fået lov at svare.

Boys will be boys

49

For meget, meget længe siden læste jeg et indlæg et sted, som jeg desværre efterfølgende har glemt hvor var, at der i de fleste kvinders øjne er mere prestige i at få drenge, end i at få piger, når man får børn.

Det blev fremsat i en bisætning, som om det var almen viden, at det er sådan, det forholder sig. Og eftersom jeg har glemt, hvor jeg læste det, er det muligt, at jeg nu træder nogen, jeg kender over tæerne, men jeg tænkte virkelig: ”Hold da kæft, noget ævl!” Ud over at jeg aldrig var stødt på påstanden før, syntes jeg virkelig oprigtigt heller ikke, at jeg nogensinde havde set tegn på, at det var sådan, virkeligheden skulle se ud, hverken i min omgangskreds, eller i den store verden udenfor denne. (Breaking: Kina er ikke længere en del af verden.)

Men tanken har spøgt i mit baghoved siden, og måske er det, fordi man ser søm alle vegne, når man har en hammer i lommen – men faktisk synes jeg at have bemærket, at der er forskel på, hvordan mødre til drengebørn og mødre til pigebørn fremstiller deres (vores) roller på de sociale medier.

For på en eller anden måde er det, som om vi drengemødre har gjort en identitet ud af at være netop det; drengemødre. Ikke bare mødre, men *drenge*-mødre. F.eks. blev der på FB forleden ivrigt delt en artikel om “10 ting, som mødre til drenge skal vide”, og jeg har også bidt mærke i, at der huserer en del hashtags, som henviser til, at det er drenge, man har, og ikke bare børn. Jeg har endnu til gode at se noget tilsvarende for pigemødre. (Og her er det sgu tankevækkende, at jeg når at stoppe op og tænke: ”Hedder det det? ”Pige-mødre”? inden jeg skriver videre.)

Det fik mig selvfølgelig til at spekulere på, hvorfor det er sådan. (Hvis det er det. Jeg er stadig åben for tanken om, at det bare er mig, der ser syner.)

Og selv om jeg på ingen måde opfatter mig selv som rabiat feminist, så kom jeg til at spekulere på, om det virkelig stadig er tanken om, at mænd er mere værd end kvinder, der påvirker os? For så langt tilbage jeg kan huske, har et været et tegn på coolness, hvis man er en af drengene. Det er sejt at være den kæreste, der gider bruge en søndag på at spille X-box, og fuck, om kærestens venners kærester kan lide dig; det vigtigste er, at hans venner kan. Hvis du er en af drengene, drikker du øl af flasken, er på fornavn med feltet i Tour de France, og giver de andre drenge ret, når de snakker om, hvor fnidret og hønset, det hele kan blive, når der er for mange kvinder til stede. Du er ok med stripper til fodboldjulefrokosten, og du forstår, hvorfor han skal i sommerhus og være drengerøv 4 gange om året.

Hvis det er sådan, du er, er du i manges øjne virkelig, virkelig cool. Og hvis du mener, at jeg tager den for langt, vil jeg bede dig sætte dig ned og lytte til et par Mads & Monopolet podcasts, hvor stort set alle dilemmaer, der handler om noget, som alle mine veninder – og jeg selv – ville synes var pishamrende irriterende og langt over en hver rimelig grænse, bliver gjort til, at kvinden sidder på manden, og vil bestemme det hele, mens hun leger far, mor og børn.

Hvilket bringer mig tilbage til børnene: Måske er det fordi, man synes, at man er lidt tættere på at være en af gutterne, når man har fået drenge, at de giver din rolle som mor mere værdi? Fordi man pludselig er en del af inderkredsen, og laver drengeting, og på de sociale medier kan flashe en hverdag fuld af blod, snot, sved og skidt? Og kan tage det uden at pibe?

Eller hvad?

Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I tænker om emnet, uanset om I har piger, drenge eller hunde; hvis bare I har en holdning – og tid og overskud til at skrive den – må I meget gerne smide en kommentar.

Tak:)

Åh mandag. Du er stadig en so

8

Jeg ved ikke, om Nogen Deroppe læste indlægget fra i lørdags og tolkede det som et udtryk for, at jeg savner spænding i hverdagen. Hvis det er tilfældet, er der umådeligt behov for en forventningsafklaring ift. hvad vi hver især opfatter som spændende.

For i går skulle jeg til møde i Aarhus, og ville derfor lige smide en nat-taske til Anton forbi mine forældre. Da jeg trådte ind i bryggerset, studsede jeg over, at mine forældre – de mest ordentlige mennesker i hele Nordeuropa – havde ladet et skab stå åben.

Blev enig med mig selv om, at min far nok havde sprøjtet for myrer.

Da jeg trådte videre ind i køkkenet, blev det endnu mere mærkeligt, for der havde de *også* ladet flere skabe stå piv-åbne.

Ja, jeg er åbenbart det, der i gamle dage hed ”lidt tilbage” for det var først, da jeg kom ind i gangen, og dermed fik frit udsyn til en stue, et soveværelse, et badeværelse og et gæsteværelse hvor alt – A.L.T. – var raget ud, hevet op og smidt rundt, at det gik op for mig, at de havde haft indbrud.

Den opbrækkede dør, de åbne vinduer og store, beskidte fodaftryk overalt gave it også lidt away.

Som alle regler foreskriver, begyndte jeg selvfølgelig straks at tude. Goes without saying.

Rystet i min grundvold fik jeg fat i mine forældre og i politiet, og gik ud for at høre, om nogen af naboerne havde set noget. Det var der desværre ikke nogen af dem, jeg fik fat i, der havde.

Men.

Da nabokonen senere kom hjem, kunne hun oplyse, at hun havde set 3 mænd, der havde en lidt mistænkelig adfærd. Den ene havde blandt andet siddet længe på el-kassen mellem hendes og mine forældres hus og talt i mobiltelefon.

”Kan du beskrive ham for politiet, tror du?”

”Ja da. Men jeg tog også et billede af ham, hvis det er?”

!?!

Jamen, det tror jeg da vist nok lige, at det er! *smæk-kys*

Da jeg for 20 år siden havde indbrud i min lejlighed, var jeg bange, og sov med en kniv ved siden af sengen de næste mange uger.

Den her gang er jeg bare RASENDE!! Overvejer kraftigt at sige mit job op, smide en kølle og en høtyv i bilen og dedikere mit liv til at tracke dem ned og smadre dem. Alternativt at tager permanent ophold i foyeren på Christiansborg og lobbye for genindførsel af dødsstraf. For fanden mand, hvor er det bare ikke i orden!

Og det værste er, at der bare ikke rigtigt er nogen steder at gå hen med den vrede, for for dem er det jo for fanden bare et slags alternativt 8-16-job, og så længe, der er aftagere til halve parfumer, brugte iPads, der ikke kan opdateres, og smykker, som betyder alt for den, der mangler dem, og intet for dem, der køber dem, så er det bare et spørgsmål om tid, før flaskehalsen peger på dit hus.

Jeg gider faktisk ikke ret godt, at det er blevet med dit hjem, som det altid har været med dit telt, når du er på festival; du skal ikke efterlade noget derinde, du gerne vil se igen.

Passér gaden – intet at se

7

Synes lige, det var tid til at stikke hovedet ud og sige hej, selvom jeg egentlig ikke rigtigt har noget at sige. Dagene herhjemme går med at udstråle ro og absolut tystnad, fordi de i Antons børnehave har rotter; det betyder, at man har været nødt til at lukke 2/3 af huset ned, mens dét problem bliver løst, og samle alle børn og voksne i den sidste 1/3 af huset.

Hvilket betyder, at de de sidste 14 dage har været 110 personer i et hus, hvor de plejer at være 30, så Anton skifter lidt imellem at løbe manisk rundt på væggene, og være ét, stort, trodsigt ”NEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!!!!”der hænger om mit ene ben, når vi kommer hjem.

(”Der kan godt være *lidt* længe fra kl. 14.30 til sengetid”
mumlede moren nede fra kaffekoppens dyb.)

Ikke rigtig de bedste betingelser for store tanker om livet og kærligheden, eller skarpe kommentarer om livet ude i den virkelige verden. Har med et halvt øre fanget, at vi (igen) er sure på Lars Løkke, og at det (igen) er kommet bag på nogen, at kändisser får spons og fryns og reklamerer for det på de sociale medier. (Måske er det i virkeligheden kun Medina, der får ting og sager smidt i nakken, for det er altid hende, de nævner?)

Har ikke engang gidet at overveje at hidse mig op over det.

Så. Som sagt. Jeg ville ikke noget. Bare lige vinke og sige hej.

I øvrigt:

14

– Ville jeg ønske, at vi kunne få et andet busselskab i Esbjerg end ”Tide Busser”. Hver gang – H.V.E.R! gang – jeg ser én, sætter stereoanlægget i mit hoved singlen ”The tide is high, but I’m holding on” på i Atomic Kitten-versionen. Jeg har ikke ord for, hvor belastende, det er.

– Har jeg opdaget én ting, som er mere irriterende end uopfordrede, gode råd, og det er uopfordrede gode råd, som er nytteløse. Fik nakket mine sko i træningscentret i går (er stadig RASENDE!), og efterfølgende har jeg fået følgende kommentar et sted mellem 770 og 1000 gange: ”Havde du ikke låst dem ind i dit skab? Du skal ALTID låse ALLE dine ting ind i dit skab.” Tak. For fucking ingenting og hån.

– Glæder jeg mig til at møde tyven. Det er nemlig sådan, at mine løbesko er en herremodel, fordi jeg er handicappet på fødderne, og derfor skal have særlige såler i skoene, hvilket er nemmere i en herremodel, fordi den er bredere i det forreste stykke. Så. God fornøjelse med at være den pige, der stiller ubemærket i *mit* fitnesscenter et par små herresko med håndlavede specialsåler fra Sahva. *afsikrer gevær*

– Har jeg fået at vide, at jeg ligner den norske håndboldspiller Heidi Løke. Det her er en af de gange, hvor jeg faktisk godt selv kan se det. (Modsat Trine Dyhrholm og Ditte Gråbøl-sammenligningerne (wtf!?))

– Har jeg oprettet en gruppe på FB, der hedder ”Nem og billig aftensmad”. Den er pivåben, og fuld af søde mennesker og gode ideer, så kig endelig forbi.

– Havde jeg meget mærkelig oplevelse i morges, da jeg var ude og løbe. Vi har sådan et stisystem hernede, der egner sig godt til den slags, og da jeg kommer til et sted, hvor flere stier render sammen, ser jeg en anden løber komme susende. Mit bud er, at vi får øjenkontakt, men da jeg ikke har mine briller på, vil jeg ikke sætte penge på det. For at være på den sikre side, sender jeg derfor et forpustet ”Morn!” afsted i hans retning, inden jeg drejer ind af en ny sti. Et minut senere løber han op på siden af mig, og falder ned i mit tempo. Prøver først at udstråle ”Ja, haha, morn morn og fortsat god tur”, men han bliver hængende. Da jeg har skævet til ham nogen gange, synes jeg ligesom, at jeg er nødt til at tage mine earplugs ud, hvilket han tager som en invitation til at starte en længere samtale. Så der løber jeg, med Foo Fighters i hænderne, høflig ”kender-jeg-dig-fra-fitnesscentret/kan-jeg-hjælpe-dig med-noget?”-attitude, og meget(!!) pæn mand på fløjen, og han har tilsyneladende ikke travlt. Efter 2 km (hvor jeg er ved at brække mig af at sludre ubesværet og løbe væsentligt hurtigere end post-sommerhus-og-rigelige-mægnder-af-alkohol-formen på nogen måde tillader) drejer han fra igen, og jeg aner simpelthen stadig ikke, hvad det var?? Gør vi det? Slår følge med andre på den måde? Bryder det ikke hele det lone-wolf-kodeks, løb går ud på?

– Er jeg ved en frygtelig fejl kommet til at se Hart of Dixie på Netflix, og er i den forbindelse blevet forelsket i bartenderen på 25. Hvis nogen har et ledigt øjeblik, må de godt lige ringe til mig og råbe: ”DU ER 37!!”

Ebeltoft. Kom indenfor, Ebeltoft (Mel: Æblemand, Red.)

7

Siden i fredags har jeg været i sommerhus i Ebeltoft, og jeg har det som om, jeg er en telefon, der har været en tur i opladeren. En lidt tyk telefon, for jeg glemte desværre mit mådehold herhjemme, og har således fulgt den skønne og alligevel lidt ærgerlige diæt High Carb High Fat. Hvis der er lakrids, brød eller alkohol tilbage i Ebeltoft er det ikke min skyld.

Sommerhuset lå omkring 100 meter fra stranden, og det tog under 4 timer for Anton at lære at hoppe i gummistøvler og proklamere at: ”Anton på stranden!” hvor vi har fået tiden til at gå med at fiske efter hundestejlere (heldigvis fangede vi ingen, for så ville jeg være kommet lidt til kort – hvad er det egentlig meningen, at man gør med dem, når først man har fanget dem?) at lege med den nye krabbestang, og med at falde i vandet. I et anfald af natur-symbiose, blev det mig også pludselig magtpålæggende at (gen)lære at slå smut, men det stoppede meget hurtigt igen, da jeg – uden helt at vide hvordan det skete – fik tyret en sten lige i face på Anton.

Vi var en tur i Skandinavisk Dyrepark, der var rigtig fin, men som alligevel gav mig lyst til at blive sådan en, der boycotter den slags steder; jeg bliver sgu altid så trist over at kigge på dyr, der er hevet ud af deres naturlige habitat og placeret i noget, der – selvom det er stort – ret beset er et bur.

I et anfald af sindssyge kom jeg til at tro, at vi var sådan nogen, der gik på museum, så Fregatten Jylland fik også et skud. Jeg har det lidt stramt med højder, og Anton viste sig at have det svært med sømænd, der får amputeret deres ben, så efter 14 minutter tømte vi deres fryser for is og skred igen.

Aftenerne gik med grill og rødvin, Frozen på repeat og krabbefiskeri fra hemsen, og det var lige, hvad vi trængte til.

Punktum

21

Når man har en blog som min, hvor man skriver om det, der ligger én på sinde, stort såvel som småt, er der nogle emner, man næsten kan være fristet til at styre udenom, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan man kommer tilbage, hvis man først går ned ad den vej.

Og når man vælger at blogge om sorgen over at miste en veninde til kræften, kommer der et tidspunkt, hvor det kommer til at føles virkelig mærkeligt at skrive om, hvor pisseirriterende det er at pille et kogt æg, når det er et af dem, hvor skallen bare ikke gider af. Om det er fordi, jeg er bange for at I, eller jeg selv vil finde det kunstigt og forkert, ved jeg ikke længere.

Så hvordan kommer man videre? Svaret er nok, at det gør man bare. Ved at skrive det næste indlæg, der falder ind i hovedet på én, uanset hvad dette måtte handle om.

Men inden jeg gør det, har jeg brug for at skrive et sidste indlæg om Lene. Hun ville være fyldt 42 år i dag, og da jeg i går faldt over en lille engel hos en lokal glaspuster, virkede det rigtigt at købe den som fødselsdagsgave til hende.

Vi begravede hende i fredags. Det var en smuk dag, og præsten, som var den samme, som døbte Aksel, holdt en tale, som jeg tror, Lene ville have sat pris på. Jeg havde fået tildelt den store, forfærdelige ære at være en af dem, der hjalp med at bære kisten ud, og det er både de længste og de korteste 50 meter, jeg har gået i mit liv. Men vi fik sendt hende så fint af sted, og efterfølgende fik jeg kvækket mig igennem min tale til hende, hvilket betød meget for mig; både fordi jeg håber, at hun lyttede med, men også fordi jeg gerne ville, at hendes familie fik lov at høre, hvor afholdt hun var af mennesker, der ikke af blodets bånd var forpligtet til at holde af hende.

Efterfølgende er jeg så blevet virkelig overrasket over, hvor meget jeg havde forventet, at hun ville være her igen, når vi var igennem det her. Jeg ved godt, at jeg lyder som om, jeg er 5 år gammel, men åbenbart havde min hjerne forventet, at vi bare lige skulle have Det Værste overstået; så ville vi alle sammen – Lene inklusive – kunne lægge det bag os og komme videre.

Det viser sig jo så naturligvis ikke at være tilfældet, og jeg kan næsten ikke trække vejret over, hvor forkert billedet ser ud, nu hvor Lene er retoucheret væk.

Jeg. Fatter. Ikke at hun er borte.

Så hvordan kommer man videre med livet og hverdagen, når begge dele pludselig føles lidt stive, skæve og fremmede? Svaret er nok, at det gør man bare. Ved at sætte den ene fod foran den anden, og bevæge sig langsomt væk fra fortiden og ind i fremtiden, hvad den end måtte bringe.

Og ved at værne om minderne, man får lov at tage med.

Hvil i fred, Lene

15

I går, søndag, sidst på eftermiddagen, sov Lene stille ind på Hospice Djursland.

Jeg har kendt hende det meste af mit voksenliv. Vi har revet Skanderborg fra hinanden adskillige gange, siddet i mørket i bøgeskoven og holdt vagt, og plaget livet af diverse nattevagtschefer for at få kravebårne walkie talkies.

Vi har kørt en million spinningtimer sammen, flyttet en hel lejlighed, bare hende og jeg, og sammen kigget misbilligende, når nogen stavede ”sgu” med k, eller udtalte det Smuuties. Hun havde en tankegang og en humor så sort, som de uendelige mængder af kaffe, vi drak, og en latter så boblende som champagne.

Jeg har aldrig i mit liv set nogen være så gravid, som hun var, da hun ventede sin lille dreng, og hendes hjerte har alle dage banket mest for ham og for dem, der var afhængige af andre. Kræften tog et af de bedst begavede mennesker, jeg nogensinde har kendt, og jeg kommer til at savne hende noget så frygteligt.

Mine tanker går til Mikkel, lille Aksel, Lenes mor og hendes søstre.

Æret være Lenes minde.

Load More