M2018, uge 43
(Læs forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Ventet med at smøre madpakker til vi har spist aftensmad. Jeg har ellers for vane at gøre det, mens jeg laver mad (de dage, hvor det kan lade sig gøre), fordi jeg H-A-D-E-R at smøre madpakker, og den derfor er rar at få vinget af to-do’en. Men nu har jeg prøvet at vente, til efter aftensmaden, for bedre at kunne udnytte eventuelle rester. Og selvom jeg faktisk hver dag synes, at vi har meget-tæt-på-spist-op, så er det hele ugen lykkedes mig at sikre mig min frokost til den efterfølgende dag, når alle gryder, fader og skåle er blevet tømt ned i en tupperware. De dage, hvor broccolien har ligget og råbt til kartoflerne, har jeg suppleret med en bolle fra fryseren eller en skive rugbrød – men det har overrasket mig, hvor lidt, der kan være tilbage på bunden af alting, som stadig ender med at udgøre et måltid.
2)
Tænkt over, at jeg til jul i år beløbsmæssigt kommer til at give Frida for dobbelt så meget, som jeg giver Anton for. Det strider lidt imod mine principper, men jeg er endt med at holde ved min beslutning, fordi jeg ved, at Anton kommer til at kravle mindst ligeså meget rundt på bObles-banen, som Frida gør.
Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor man i minimalistkredse står i forhold til gaver, men i vores lille familie, er det stadig noget, vi sætter pris på både at give og at få. Til gengæld kan jeg mærke, at det bliver mere og mere vigtigt for mig, at det er ordentlige ting, de får. Ikke, at det skal være tøj og æbler det hele; de er så store nu, at de har ting, de oprigtigt ønsker sig, og det vil jeg gerne imødekomme – men det udløser også det paradoks, at jeg i en tid, hvor jeg prøver at spare og skære ned, faktisk ender med at købe for mere, end jeg ville have gjort præ-M2018.
Når jeg alligevel synes, at det er det rigtige at gøre, handler det om, at vi for det første får færre ting ind ad døren, fordi én Nerf gun koster det samme som 5 stykker pisset plastik, der går i stykker efter tyve minutter.
For det andet oplever jeg, at bedre kvalitet også giver længere levetid, både konkret, og i legemæssig forstand. Der er ganske enkelt flere timers leg i bedre legetøj. De kvalitets-vandfarver og -farveblyanter, Frida fik i fødselsdagsgave i juni, ser stadig nærmest nye ud, på trods af mange timers ihærdig brug.
Og endelig betragter jeg det også lidt som en investering. Kvalitetslegetøj kan sælges igen (eller gives væk #tørklædegate), og dermed muliggøre, at det næste man køber, også kan købes i god kvalitet.
3)
Vurderet, at Anton godt kan bruge sine nuværende undertrøjer og gummistøvler frem til januar, hvor vi får børnepenge igen.
Det er noget, jeg er blevet meget bedre til over det sidste år. Hvor jeg før gik meget problemknuser-agtigt til værks, a la ‘de undertrøjer er ved at være for korte, jeg bestiller lige nogle nye med det samme!’, er jeg nu blevet MEGET bedre til at kigge rigtigt på tøjet, der har pådraget sig min opmærksomhed og vurdere, om det kan holde bare 3 måneder mere. Det kan det virkelig tit. Og selvom det i første omgang føles som en Glistrup, (jeg sidder lige og bliver oprigtigt i tvivl om, om den reference stadig går?) kan jeg efterhånden godt se, at det jo på den lange bane ender med at være en besparelse, at vi får flere måneder ud af tøjet, inden vi skifter det ud.
Men det handler nok også om, at jeg efterhånden er så tryg ved vores forbrug, at jeg tør vente, fordi jeg ved, at vi faktisk har pengene til at købe det næste gang. Det er ikke nu-eller-aldrig. Uforudsete regninger kan jeg ikke gøre så meget ved, men mange af de udgifter, der før kom sådan lidt bag på mig, eller som jeg glemte at tage højde, har jeg fuldstændigt styr på nu. Og det er virkelig rart.
The love boat
Jeg er for længst blevet selektiv ift. hvilke nyheder, jeg læser, fordi mit katastrofefilter ikke er fintmasket nok. Når jeg læser om alt det forfærdelige, der sker rundt omkring i verden, og om hvor hastigt, vi tilsyneladende er på vej mod afgrunden, føler jeg rædsel, afmagt og en underlig form for resignation. Det er voldsomt og uoverskueligt, og det føles næsten latterligt at prøve at trække kontra ved at bruge porcelæn i stedet for plastikservice de 3 gange om året, vi holder fødselsdag, når gletsjerne smelter med rekordfart, og vi d. 01. august overskred grænsen for, hvad planeten kan undvære i år.
Derfor gik jeg i første omgang også uden om historien om, hvordan vi skal nedbringe vores kødforbrug med 93% inden år 2030. Men fordi jounalister og forskere både var ret insisterende og for en gang skyld havde gjort sig umage for at omsætte nyheden til konkrete tal, endte jeg alligevel med at gå ind og læse artiklen.
I tilfælde af at andre end mig måtte foretrække at leve i nyhedsskjul, kan jeg hermed viderebringe, at det konkret betyder, at man maksimalt må spise 100 gram okse-, svine- eller lammekød om ugen. 200 gram, hvis det er fjerkræ. Det virker så ekstremt, at det føles utopisk at realisere.
Jeg er lige præcis så meget barn af socialstaten, at min første tanke var, at de voksne finder ud af noget; at jeg ikke behøver besvære mig med at forholde mig til det her, for der kommer nok noget til mig i e-boks, som fortæller, hvordan vi får det til at gå væk.
Men efter et par timer i velsignet fornægtelse, kunne jeg alligevel godt mærke, at tidsrammen påvirkede mig. Det her er ikke noget, der først kommer til at blive et problem 6 generationer ude i tiden. Det her er nu. Når Anton er 20 år, og Frida er 15.
Først fik jeg ondt i maven. Sådan rigtigt. De politikere, embedsmænd og forskere, der lige nu sidder og river sig i håret, kan ikke trylle. Og tidsmæssigt er der vist ikke rigtig tid til trial-and-error; der skal gøres noget, og det skal virke.
Og mærkelig nok var så her, jeg for første gang i lang tid mærkede et snert af optimisme. Fordi det slog mig, at vi faktisk her har en mulighed for selv at gøre en indsats, der betyder noget. Her kan vi handle, og selv være med til at trække i den rigtige retning, uden at være nødt til at vente på, at kommunerne får sendt medarbejdere på kursus, eller opretter hotlines og call-centre. Vi er ikke underlagt offentlige systemer eller regler, vi ikke forstår, og vi er ikke tvunget til at overlade opgaven til mennesker, der – lad os være ærlige – jo heller ikke har trænet til at forhindre, at jorden går under.
Vi har 12 år til at lære, hvordan man gør, og det tror jeg faktisk er muligt. Men det kræver, at vi hver især – også dig, der sidder og læser det her – gør os konkrete overvejelser om, hvordan vi gradvist vil omstille os, så vi når i mål, så der også er udsigt til at vores børn kan få børn, som ikke skal satse på Mars og uopdagede planeter og solsystemer.
Vi er ikke kødmonstre herhjemme. Langt fra. Men vi spiser stadig væsentligt mere kød end 100 gram om ugen, og jeg tror, at det mest optimale er at gå til processen som en vane, der stille og roligt skal ændres, og jeg har derfor tænkt lidt over, hvordan jeg vil gribe det an.
Jeg har flere gange prøvet at lave vegetar-versioner af kendte retter, og nu, hvor jeg rent faktisk prøver at lægge en reel plan, har jeg erkendt, at den strategi ikke er vejen frem for os. For mig har de suspekte bootlegversioner aldrig fungeret, og avocado blendet med kakao smager IKKE af nutella, lige meget hvor mange gange I Form insisterer på det modsatte. I hvert fald ikke i min mund.
Så det, jeg har besluttet at gøre, er at finde nye retter. Retter, der ikke skal læne sig op af sammenligninger og vaner, men som bare skal smage godt, som de er.
Jeg har dedikeret en side i min ride-or-die notesbog til at skrive ideer ned, efterhånden som jeg kommer på dem, og reglen er, at de skal være enten fuldvegetariske, eller skal kunne fungere med meget lidt kød. Nogle retter har jeg prøvet, andre er på tegnebrættet.
Indtil videre har jeg følgende på listen:
Chili sin carne. (Jeg har lavet den her, som jeg hældte over et par brunede kyllingefileter og gav 25 min. i ovnen. Serverede den med creme fraiche, krydrede nødder og brød. SÅ godt!)
Risotto
Quesadillas
Burritos (jeg skal klart prøve at lave denne her og denne her)
Fried rice med kylling
Tærter
Baked beans (jeg ELSKER dem fra Valdemarsro, som er perfekte i pitabrød m/salat, tomat og agurk)
Bulgursalat (har en opskrift fra Svansø, hvor man vender bulgur med pesto og bagte squash og peberfrugter, som jeg vil prøve at bygge videre på)
Hjemmelavede falafler
Tanken er ikke, at vi fra næste uge skal være flexitarer, men at jeg stille og roligt vil dreje repertoirehjulet, så vi gradvist spiser mindre og mindre kød. Set med dé briller kan man nå langt på 12 år.
Derudover er jeg også i gang med at finde gode IG-profiler, der kan inspirere. Jeg er bedst til, hvis det bare er et billede af en ret, som jeg så selv kan lede efter en opskrift til. På den måde bliver jeg inspireret, men uden at blive låst for meget fast. Præcis sådan er Danmarks Veganske Forenings profil opbygget (madmedmedfolelse), så dem er jeg begyndt at følge; også fordi de tagger andre profiler, som jeg så kan tjekke ud. Jeg kan allerede nu se, at noget af det er for rabiat til mig, og hvis jeg må bruge min platform her til en velment formaning, tror jeg, at man skal lade være at gå i dén fælde. Mange af billederne er ualmindeligt smukke, men sandsynligheden for, at jeg kommer til at bo på Bali og leve af Buddha Bowls og smoothiegrød med kunstfærdigt arrangerede toppings, er nok ikke voldsomt stor. Mit forslag er, at man går efter noget, der ikke ligger alt for langt fra, hvordan man lever i dag, for så tror jeg, det bliver nemmere at implementere ændringerne.
Så kan vi altid gå fuld Buddha om 3 år.
Og nu er det så, at I skal på banen, så vi sammen kan gøre det her indlæg til noget, der giver lyst til at hoppe med ombord. Sus i kommentarfeltet og skriv, hvad du elsker at lave, som indeholder lidt eller intet kød. Kender du gode blogs eller IG-profiler, hvor der er inspiration at hente? Fyr navnene på dem afsted. Vi sidder i båden sammen, så lad os hjælpes ad med at holde den flydende
M2018, uge 42
(Læs forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Lavet et “Søges” opslag på Marketplace på FB, hvori jeg efterlyste bObles. (De der skum-legetøjsdimser, som er svinedyre). Jeg har besluttet, at Frida skal have en lille redskabsbane i julegave, og jeg ligger derfor på lur på diverse sites efter gode tilbud. Men det er der selvfølgelig også mange andre der gør, og derfor gav jeg den her model et skud, fordi jeg tænkte, at der måske sad nogen derude, som i en afkrog af hjernen havde besluttet, at de ville have deres sat til salg, men endnu ikke fået det gjort. De par gange jeg har gjort det tidligere, har det været min oplevelse, at man ofte får en bedre pris, fordi folk har udsigt til at slippe for bøvlet med at lægge annoncer op og besvare henvendelser fra 100 mennesker, der spørger til stand, mål, farver, religion og stjernetegn. Og ganske rigtigt: Jeg fik en krokodille til hende, små to hundrede kroner billigere, end mange af dem, der ellers er lagt op, er sat til.
Som bonus har mange af mine venner også set, at jeg er på udkig, så forleden fik jeg en sms fra en veninde, der var på loppemarked, som havde fundet Kyllingen til sølle 50 kr. Haps.
(Og som bonus-bonus ved jeg, at jeg kan sælge det hele igen i løbet af det næste år, uden at tabe penge på det, hvis det viser sig, at Frida synes, det er dødssygt.)
2)
Været på forkant med de med- og sammenbragte snacks og drikkevarer, da min veninde og jeg var på tur med børnene i torsdags. Jeg har haft den på listen før, men det er sådan en, jeg hurtigt glemmer, fordi jeg først kommer i tanke om, at det er en god ide at koordinere, 20 minutter inden vi skal afsted. Men her huskede jeg fra morgenstunden at skrive, hvad jeg medbragte, så vi ikke kørte dobbelt af noget, og intet af andet.
3)
Undladt af handle “op” til ferien. Den her er en slags klog-af-skade fra andre ferier, hvor jeg har forsøgt at indkøbe alt det, jeg overhovedet kunne, på forhånd. Normalt handler jeg ca. 2 gange om ugen; det fungerer perfekt, fordi jeg kan købe brød og grønt, så det er friskt, og jeg ikke er nødt til at fylde hele køleskabet med mælk, og dermed skal lege mad-tetris, når resterne fra aftensmaden, og kæmpemadkasserne skal have et sted at stå. Men jeg er ved at have lært, at selvom jeg helst handler uden børn (fordi stress og skal-vi-ikke-have-en-melon/kanelgifler/en-enhjørning-mor), så fungerer det bedre at småhandle, når det er nødvendigt, når vi holder ferie. Vi kører et ret fleksibelt skema, både med aftaler og måltider i vores ferier, og jeg mister overblikket over mit køleskab, hvis det er for proppet, med unødig madspild til følge. Og vi har ALTID mere i skabe/fryser/køleskab, end jeg tror, så i denne ferie har det kun været nødvendigt med en enkelt ekskursion til dagligvareland. (#PraisedBe)
4)
Har jeg fået en – i al beskedenhed – genial ide til Antons fødselsdag for klassen, som han heldigvis også synes, er det mest fantastiske forslag, han nogensinde har hørt: Vi laver køkkenet om til en pølsevogn, hvor man på skilte (som vi printer) kan vælge, om man vil have en hotdog, en fransk hotdog eller en rød m/brød. (Vi bor så langt ude vestpå, at der ikke er religiøse hensyn at tage ift. svinekød). Der er minimalt med forberedelse, det hele kan laves on-the-spot, så man ikke står med tusind rester, som har været varmet, og som derfor skal spises i løbet af de næste 48 timer, og økonomisk ligger det i den meget hensynsfulde ende. Win-win-win.
I øvrigt:
- Var Anton i sidste uge til sin første bælteprøve i Taekwondo, og jeg bliver i den forbindelse nødt til at spørge, hvordan andre forældre bærer sig ad med ikke at græde ved sådan lejligheder? Det virker lidt mærkeligt at stå med øjnene spærret-HELT-op-så-overfladespændingen-ikke-brister, når de 30 andre fremmødte voksne bare smiler og klapper, helt afslappet.
- (Havde morfar dog påfaldende travlt med noget i tasken. I’m just saying…)
- Råbte Frida i går: “Mor, jeg ELSKER bare strømpebukser!!” Hvordan kan hun være mit biologiske barn?
- Ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg mener om, at Kim Wall-sagen skal laves til en tv-serie. Hendes forældre har givet lov, men.. #TooSoon?
- Har jeg altid prøvet at praktisere, at vi herhjemme ikke truer mere end højest nødvendigt, og kun med sanktioner i den milde ende. Derfor blev jeg nærmest stolt, da Anton, dirrende af raseri, i morges brølede efter Frida: “HVIS IKKE DU STOPPER *LIGE* NU – SÅ TAGER JEG DINE STILLETTER PÅ!!!!”
- Undrer det mig, at ingen længere lugter af hvidløg. Var det ikke virkelig en ting i midt-halvfemserne?
- Vil Anton forfærdelig gerne have en kagemand til sin fødselsdag. Problemet er bare, at han ikke rigtig kan lide de kage-typer, man normalt laver kagemand af. Til gengæld elsker han, inderligt og hengivent, Dagmartærter. Inden I bruger tid på at google: Det kan man ikke få. Men hvis ikke man spiller, så vinder man ikke, så jeg ringede til bageren i den lokale Bilka, og kæmpe skud ud Torben, der lød som en, der måske selv havde en Anton, som brummede: “Det finder vi ud af”. Dagmartærtekagemand coming up.
- Fik jeg forleden den tanke, at Nicholas Cage og Chad Kroeger ligner hinanden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.
- Blev jeg i går ringet op af Nikolaj fra Det Faglige Hus, der havde “et smaddergodt tilbud til dig, Linda!”
- Har jeg lige slugt de første 5 afsnit af A Discovery Of Witches og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Hvis ikke jeg får en vampyr i julegave, bliver jeg sur.
M2018, uge 41
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Fundet en dåse Chai-mix bagerst i mit skab (af den slags, Baresso bruger). Jeg købte den i tidernes morgen, fordi den var på bud, og jeg derfor glemte, at jeg faktisk ikke ret gerne drikker mine kalorier ( -med mindre de kommer som vin). Pulveret var et par måneder for gammelt, men det både lugtede og smagte som det skulle. I køleskabet havde jeg halvanden liter mælk, der ligeledes havde overskredet sidste salgsdato (det har været en tosset uge), så jeg smed hele svineriet i en gryde, og kogte det sammen. Det gav en slags chai-koncentrat, som jeg nu har frosset i små bægre med ca. 1 dl. i hver, som jeg kan tage op og varme og hælde i et par krus af min til-formålet-indkøbte discount chai.
2)
Husket at bladre kasserne med arvetøj igennem, da Frida pludselig var vokset ud af alle sine strømpebukser.
Jeg har efterhånden lært, at arvetøj ikke skal sorteres efter størrelsen, der står på mærket i nakken, for der er MEGET tøj, der kravler flere størrelser, når det bliver brugt og vasket. I stedet er jeg gået over til at bruge et stykke tøj, der passer børnene lige nu, som “tommestok”, og måle ud fra det.
De 2 par strømpebukser jeg fandt, var hhv. str. 4-5 år og 5-6 år, og de så umiddelbart lige lange ud. Det viste sig dog, at de største af dem var for store – men ikke meget. De mindste passer hende lige præcis, så havde jeg først fundet dem frem til næste år, hvor hun fylder 4, havde de været for små.
3)
Scoret billige mor-point. Under oprydning af mine køkkenskabe i sidste uge, fandt jeg både kagecreme og lagkagebunde, der trængte til at blive brugt, så da Frida i dag proklamerede, at dukken havde fødselsdag, spurgte Overskudsmor, om vi så ikke skulle lave en lagkage til hende? Needless to say at jeg kommer til at ligge herovre på mine laurbær og se Netflix resten af året.
4)
Genopdaget et gammelt kød-hack (som er bookmakernes favorit til at løbe med titlen som Årets Klammeste Ord), som passer fortrinligt sammen med dato-køb. Inden jeg fik børn, levede jeg af sushi og wok, og når jeg skulle bruge kylling, tog jeg om morgenen en kyllingefilet op af fryseren, og lagde den i køleskabet. Det betød, at den stadig var let frossen, når jeg skulle bruge den, og dermed hård nok til at kunne skæres i papirtynde skiver. Det lille trick er jeg kommet helt fra at bruge, men det er for dumt, for dels betyder det, at det nærmest er mest optimalt at bruge kylling fra frost (= køb, når det er datomærket og koster tæt-på-ingenting), og dels er det meget nemmere at spare på kødet, fordi man kan skære en filet i 6000 skiver, og dermed sikre, at der er kød i hele portionen; også den del, man gemmer til i morgen.
M2018, uge 40
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Været virkelig god til at bruge alt i grøntsagsskuffen, fordi jeg hakkede det hele og opbevarede det i bøtter. Onsdag aften smed jeg det, jeg ikke havde fået brugt i en skål, blandede det med lidt pasta, og hhv. en rest kylling og en dåse tun, samt lidt peanuts on the side, og forvandlede det (med en bolle fra fryseren) til torsdag- og fredagens madpakker. Det er ikke altid, det passer sammen, men det gjorde det i denne uge, og det føltes godt at få spist rub og stub.
2)
Tænkt over noget, jeg er blevet opmærksom på ift. med denne måneds børnepenge. Efter små 10 måneder i det her forløb, bemærkede jeg forleden, at jeg stille og roligt er begyndt at opfatte min økonomi langt mindre fragmenteret, forstået på den måde, at grænserne er forsvundet. Tidligere var jeg enormt bevidst om, hvornår det var d. 01. eller hvornår der kom børnepenge; det føltes som små redningsbåde, der med jævne mellemrum blev sat ud. Sådan er det ikke længere. Selvfølgelig kan der, når man har en økonomi som min, være måneder, hvor det handler om at sidde mussestille, og nå igennem til d. 31. uden at pådrage sig ekstraregningers ubehagelige opmærksomhed, men i det store og hele oplever jeg i dag nok mere udsvingene som små bølgeskvulp på toppen af det store hav. Det er rart, for det fjerner den meget ulogiske “NU skal der rigtig handles, for nu er der penge på kontoen!”-følelse, jeg tidligere ofte oplevede omkring d. 1.
3)
Besluttet, at mine gamle træningssko nu bare er ‘sko’. Det er et par helt almindelige Nikes, og det er tosset, at de står og spiller hellige, når jeg mangler fodtøj. Skal jeg slå mine folder i et fitnesscenter igen, må der nye til.
4)
Haft min første lidt øv-agtige oplevelse af at være blevet markant mere økonomisk bevidst. Jeg har de sidste par måneder vidst, at min løn i oktober ville blive bedre end de forgående måneders, pga. diverse tillæg. Derfor har jeg for længe siden besluttet, at det skulle være i denne måned, jeg skulle have nyt tøj, for jeg mangler. Sådan ægte og helt i virkeligheden. Jeg har holdt øje med div. platforme ift. at købe second hand, men intet af det, jeg har været på udkig efter, har været sat til salg.
Da lønnen gik ind, gik jeg derfor målrettet ind på de sider, jeg i forvejen havde fundet, og var endda så heldig, at der pludselig var ekstra rabat på to af siderne, så jeg faktisk sparede 700 kr.
Jeg har ikke på nogen måde handlet overilet, jeg har ikke købt noget, jeg ikke mangler eller på forhånd havde planlagt at købe, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at finde det sted, hvor kvalitet og pris hænger bedst sammen, så jeg får noget for mine penge – og alligevel brugte jeg nærmest 4 dage i en form for panisk fosterstilling over at have brugt penge på mig selv. Det synes jeg faktisk er lidt irriterende.
5)
Ryddet op i mit køkkenskab, og lavet en liste bagerst i den notesbog, jeg altid har med mig, over de dåser og glas, jeg nu har flyttet rundt på (alt for) længe, så jeg kan lægge de næste ugers madplaner med udgangspunkt i dét. Jeg lever trods alt ikke så actionpacked et liv, at det er nødvendigt at have en stand-by nødreserve af mango chutney og aioli.
Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige hidser mig op
Frida er syg i dag, og måske er det fordi, jeg brugte timerne mellem kl. 23 og kl. 3 på at være Dr. Mor, at min bullshit tolerance er lidt lav.
For jeg startede dagen med at se en lykønskningsvideo på FB fra O (Oprahs magasin) til ankerkvinden Kelly Ripa, som fyldte 48 i går. Det er 3 timer siden jeg så videoen, og jeg bliver mere og mere hidsig, jo mere jeg tænker over den.
Videoen er et par minutter lang, og er en billedecollage, der hylder hendes store præstation “to look 27 at the age of 48!” Herefter følger en detaljeret beskrivelse af hendes kostplan, og navnet på den kur, hun “loosely sticks to”.
“And a bit of white wine”.
Fordi jeg åbentbart har masochistiske træk, klikkede jeg ind på O’s side, og kunne se, at de seneste videoer handlede om kager og om, hvordan celebreties har mødt deres mænd.
What. The. Actual. Fuck, Oprah?
Du, som har kæmpet dig igennem overgreb, fordomme og forskelsbehandling? Det er, hvad du bruger din vigtige og vægtige stemme til? Kager? Kure? Er det, hvad du og redaktionen mener, kvinder kan magte at interessere sig for?
Jeg er snart 42 år, og bulls eye ift. deres målgruppe, og jeg har lyst til at rejse over og råbe ad dem alle sammen. Præcis hvor dårligt begavede tror de, vi er? Hvor dumt og fordummende indhold vil man være bekendt at lægge sider til? Det her er på niveau med at få at vide, at “det skal du ikke bryde dit kønne, lille hoved med” og det kan simpelthen ikke være rigtigt.
Når dameblade af den her størrelse laver artikler og indslag som disse, så er det jer – os, kvinder – der monotont og insisterende bliver ved med at holde os selv tilbage som køn, for hvis det billede, der her tegnes af os som gruppe, er det, vi selv accepterer at blive fremstillet som, så kan jeg fandme godt forstå, at vi ikke får lov at sidde med, når der skal træffes vigtige beslutninger – om noget som helst. For når platformen, som stereotyper formidles fra, bliver stor nok, så kan den enkelte kvinde kæmpe, til hun bliver gasblå i hovedet, uden at det gør en kæft til forskel.
Jeg er med på, at bladbranchen har forsøgt sig med blade, der producerer indhold som Euroman, bare til kvinder, men selv når de gør, skamrider de stadig fordommene, og vinkler artikler om kvindelige ledere med, hvordan hun får det til at “hænge sammen med familielivet”. Eller laver bilanmeldelser, hvor de med kikset koketteri giver læbestifter ud fra, hvor gode bilerne er at køre i med høje hæle.
Og hvor hyklerisk må man være før politiet griber ind? For jeg gider IKKE se flere artikler om Madonna fra bladbranchens hånd om age-shaming, når den største præstation, man i deres øjne åbentbart kan levere som kvinde er at “look 27 at 48”.
Stram op. Hele fucking banden. Der er tusindvis af emner at tage af, som ikke enten hører til i Clueless eller Børsens finanstillæg. Belys vaccinationsproblemerne, gør debatten om fagforeninger sexet, hiv organdonation op af hatten, slå jer løs i psykologi og spiritualitet og forskelsbehandlingen af kvinder og mænd i sportens verden osv. osv. osv. Vi kan faktisk godt håndtere det, vores små hjerner og skrøbelige sind til trods.
Eller tag ansvar for jeres bidrag til forbrugskulturen. Brug jeres platforme til at snakke om klima og minimalisme og hjemmeskoling og gør jer umage, så det bliver emner, vi får lyst til at engagere os i. Hiv forskere ind, der siger noget om, hvorfor vi har 6 måneder med 29 grader, i stedet for at trykke endnu et ligegyldig tillæg om lowcarb sommersalater. Vi sidder allesammen i sengen, med flammerne slikkende op af siderne, så det er NU, vi begynder at interessere os for det kollektive og det, vi giver videre, i stedet for blindt at fokusere på, hvor meget vi hver især kan tjene.
Og mens vi er igang, kan I også lige være søde at melde væsentligt klarere ud om reklamer og spons. For hvor bloggere skal opgive til Skat og Statsforvaltning og bank og kommune og den samlede regering, de nordiske repræsentanter inklusiv, hvis de modtager et anmeldereksemplar af en bog, er der tilsyneladende ingen, spekulerer over, hvilke beløb, der vandrer mellem hvilke hænder, når kure, fitnesscentre og restauranter nævnes ved navn.
Jeg bliver idiot.
Og inden nogen får den gode ide at skrive, at “der må jo være mennesker, der køber det” vil jeg bare lige sige, at der også findes mennesker, der køber snuffporn og æg fra burhøns, så dét argument, synes jeg roligt, vi kan parkere.
Skriv noget, der berettiger jeres eksistens. Så lover jeg at købe det.
Tung tirsdag
Klokken er 10, og jeg sidder et hemmeligt sted i Danmark med en kop kaffe og kigger ud på regnen.
Vi kom forkert ud ad døren i morges, og det hader jeg. Det sidder i mig resten af dagen, og jeg kan næsten ikke komme hjem hurtigt nok, fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at verden ikke vender rigtigt, før jeg er genforenet med mine børn.
Der var en masse praktiske omstændigheder, der gjorde, at det hele blev hektisk. Forstå mig ret: Vi kunne stå op klokken 3 om natten, og stadig være pressede på tid til sidst, for begge mine børn fortaber sig, og begge er i faser lige nu, hvor min autoritet skal udfordres.
-hvilket jeg jo sådan set sætter stor pris på. Hvis nogen i hele verden hylder princippet om, at man ikke skal bøje sig for noget, bare fordi andre insisterer på det, eller fordi de i denne store ‘så sagde vi jo, at’-leg, der er livet, synes, at de har mest ret til at bestemme, så er det mig.
Men engang i mellem ville det bare passe mig udemærket, hvis de begge var typerne, der var modtagelige for logik og argumenter. Som f.eks. i morges.
Det var alle klassikerne. Dynerne var lune, regnen trommede på ruden, al tøjet var dumt og morgenmaden var for varm, for kold, forkert.
Antons skolebus kører kl. 7.30, og i den sidder 8 andre børn, som kommer for sent i skole, hvis vi kommer for sent til bussen.
Der er omkørsel hvor vi bor, min opgave blev lavet om, så jeg pludselig skulle tidligere afsted, og i en helt anden retning end oprindeligt planlagt, og følelsen af mandag var total. Det endte, meget forventeligt i, at jeg talte højt og meget bestemt, og Anton eskapist-sang, mens Frida græd.
Vi siger ikke farvel, når vi er sure, for jeg kan stadig meget tydeligt huske, da jeg sad og pakkede min skoletaske en morgen for mange år siden, og politiet ringede og min mor tabte, hvad hun stod med, og min far og hans kollega var kørt så galt, så galt. Det sker.
Vi fik krammet og sagt “Jeg elsker dig” – og jeg fik gentaget, hvad jeg altid siger, når vi har været sure på hinanden: “Ligemeget hvor vred, jeg bliver, så elsker jeg jer fuldstændig ligeså meget, som jeg plejer”.
Og i mit hoved er jeg egentlig ret afklaret med, at det, at vi skal ud ad døren, ikke skal gøre situationen til småbørns-ækvivalenten til scenerne på film, hvor børnene og far tager det store opgør, mens mor står og vrider hænder og spørger, om vi ikke bare kan hygge os. Vi er en familie, og vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis morgenerne skal glide, og der er nogle typer af adfærd, der ikke er i orden. Siger mit hoved.
Mit hjerte siger, at det altid er de voksne, der bestemmer, hvordan stemningen skal være; at børn ikke forstår at skynde sig, og at det at råbe er ligeså slemt som at slå.
Det her bliver en af de dage, jeg kun kommer igennem ved at gentage for mig selv, hvad jeg sagde til børnene, da jeg krammede dem farvel: Jeg lover at gøre det bedre i morgen.
M2018, uge 39
(Læs forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Købt 2 kalenderlys for 85 kroner (virkelig kæmpe undskyld til dem, der hader jul). Det lyder ikke billigt, men det er det. For 4 år siden købte jeg den fineste kalenderlysestage fra Medusa, som jeg bliver glad i låget af at se på hvert eneste år, hele december igennem. Den er formet som en kæmpe julestjerne i guld, og vejer ca. det samme som Frida – og så er det kun kalenderlys fra Georg Jensen og Stelton, der passer til indsatsen i. De koster 120 kr. stk, og det er SYGT træls. Men i mandags tænkte jeg: “Der MÅ være nogen, der er ved at rydde lageret, så de er klar til den kommende sæson” og det var Salling. 30 kr. pr. stk og 25 kr. i fragt. Haps x 2.
2)
Opsagt mit medlemskab hos FDM, hvilket kun skete, fordi jeg i tidernes morgen var klog nok til at undlade at tilmelde det betalingsservice. Da jeg blev medlem, fik jeg et tilbud på både medlemskab og vejhjælp, og fordi jeg de sidste 5 år har været rodet ind i et utal af rabatordninger ift. vejhjælp, er jeg nødt til ca. en gang om året at tjekke op på, hvor det nu lige er, jeg har det pt. Det viste sig, at jeg siden sidst har fået det lagt ind under min bilforsikring, og dermed sparede jeg de 1200 kr., det ville koste at forblive medlem af FDM.
Jeg ville ønske, at jeg var tjekket nok til hele tiden at være up to speed med de her ting, men lige præcis vejhjælp og bilforsikringer får min hjerne til at smelte og sive langsomt ud af ørerne på mig, så hvis jeg havde haft FDM-betalingerne sat op til at køre over PBS, kunne der godt være gået et år eller to mere, inden jeg var blevet opmærksom på det.
3)
Solgt for 1745 kr. på Tradono og formået at spare de 600 af dem op.
Dette punkt får lov at fylde lidt ekstra i dag, fordi diskussionen i sidste uge om, hvorvidt det er go eller no-go at sælge noget, man har fået gratis, var så god.
Jeg elsker – ikke ‘holder af’ men virkelig E.L.S.K.E.R – at vi kan diskutere et emne, som der er så mange holdninger til, og stadig gøre det både ærligt og ordentligt. Debatten var en af dem, der gav mig noget at tænke over, og jeg har indtryk af, at det samme gælder for flere af jer.
Vi snakkede meget om det her med, at tøj skulle hen, hvor det gjorde gavn, og det har jeg i ugens løb tænkt en del over. For – og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det her, uden at komme til at lyde patetisk – men det gør det jo faktisk lige præcis her. Vi har haft en del måneder i år, hvor vi har levet for ca. halvdelen af, hvad man siger, en familie på størrelse med vores skal have til rådighed; måneder, hvor vi har levet for ca. 3000 kr., alt inklusiv. Jeg ER de kvinder, mange af jer gerne vil hjælpe, tror jeg? At de genbrugsbutikker, jeg handler i, ligger online i stedet for på strøget, og er private frem for humanitære, handler udelukkende om, at udvalget i provinsen er så småt, at det kan tage flere uger at finde det, man skal bruge, i en kvalitet, man kan holde ud at give børnene på. Vores “fattigdom” er (forhåbentlig) tidsbegrænset og værre nogle måneder end andre, men den er stadig meget konkret at leve i, så længe den står på, så når jeg tjener penge på at sælge tøj, både vores ‘eget’ og det, vi har arvet, får jeg glæde af alt det tøj, der kommer vores vej, både det, vi kan bruge og passe, og det, vi ikke kan. Og hvis det gælder for os, så gælder det måske også for andre i de omgangskredse vi hver især kommer i, så jeg kom bare til at tænke over, at det måske også er et perspektiv, der fortjener at komme med.
Skæbnen vil, at det i denne måned for 98% vedkommende er tøj, jeg selv har købt fra nyt, jeg har solgt, men havde jeg valgt at lave nedenstående liste i en hvilken som helst anden måned, kunne det tal sagtens have set anderledes ud. (Jamen, lad os bare være ærlige.) Når vi i denne måned har SÅ meget tøj at sælge ud af, skyldes det dels, at jeg har ryddet op i mit tøjskab, og dels at sommertøjet er lagt væk og vintertøjet er fundet frem. Det giver altid et par gode stakke, som børnene er vokset fra, eller aflagt tøj fra Anton, som jeg kan se, at Frida ikke kan passe på det tidspunkt, det skal bruges. (Altså, f.eks. en vinterjakke i str. 98, som var den størrelse Frida brugte i sommer).
Jeg oplever ofte, at folk ikke helt forstår, hvordan pokker man kan tjene så relativt meget på at sælge brugt tøj. Mit trick er, som jeg også tidligere har nævnt, at sælge det så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe det. Hele september har jeg prøvet at skrive ned, hvad jeg har solgt, og hvad jeg har taget for det, og de ting, der er på listen nedenfor, er alle enten nye, nsn (næsten som nye) eller gmb (gode, men brugte) i den pæne ende. Der er altså ikke tale om tøj, der er slidt i bund, eller fodtøj, der er smadret til ukendelighed, og jeg ville selv, med stor glæde og fornøjelse, have købt og iført mine børn hvert eneste stykke.
Til de interesserede, er listen her:
Støvler, Hummel: 25 kr.
Fløjlsbukser: 20 kr.
Tangels, 2 stk: 50 kr.
Natlamper, 2 stk: 50 kr.
Bamse og Ælling: 40 kr.
Softshelldragt, Hummel: 80 kr.
Bluser (4 stk): 60 kr.
Gummistøvler (4 par): 125 kr.
Kogekedel (OBH): 70 kr.
Jakke (LEGO wear): 50 kr.
Hoptimister (stor og lille): 75 kr.
Uldtøj: 70 kr.
Bodyer (3 stk): 35 kr.
Svømmesko: 15 kr.
Basketstøvler, glimmer: 15 kr.
Hjemmesko, Avengers: 15 kr.
Babydyne + liggeunderlag: 60 kr.
T-shirts (15 stik): 110 kr.
Uldtøj (2 sæt): 75 kr.
Tøjpakke (15 stk tøj): 75 kr.
Tøjpakke (12 stk. tøj): 75 kr.
Overalls, Kansas: 70 kr.
Rasul-ler: 30 kr.
Frakke: 150 kr.
Tøjpakke (20 stk. tøj): 95 kr.
Termotøj: 75 kr.
Badedragt: 85 kr.
Tøjpakke (5 stk + natlampe): 50 kr.
I alt: 1745 kr.
I spørger, jeg svarer: Om at være mor til et barn, der er helt sit eget
For en uges tid siden fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød sådan her:
“Altså hvis man stadig kan foreslå indlæg, så ville jeg elske noget om forældreskab til de særlige, som jeg også har en af. Altså om det at være forældre til et barn, der er lidt mere særligt eller bare ikke helt følger alle de der normalkurver. Jeg synes, at det har givet mange tanker og lange bekymringer om, hvordan, hvormeget og til hvem vi taler om vores særlige børn og om hvordan man skal forholde sig til den evige tvivl om, hvornår det er opdragelse og hvornår det er det særlige.”
Med snart 8 år på bagen som Antons mor, kan jeg da i hvert fald byde ind med, hvordan min egen oplevelse har været, og hvad jeg har gjort mig af erfaringer.
Måske giver det mening lige at starte med at ridse op, hvor Anton adskiller sig lidt fra det brede flertal.
Han har alle dage haft et sanseapparat, der bare ikke ligner det, de fleste andre børn har. Han bliver voldsomt stresset af høje lyde, og bliver han forskrækket eller bange, er hans første reaktion at holde sig for ørerne. Derudover driller sproget, han har altid haft problemer med at falde i søvn/sove, og så svæver han lidt over vandene i forhold til verden omkring sig. Ikke, at han ikke er til stede eller opmærksom, men den nysgerrighed, de fleste andre børn udviser ift. at forstå, hvordan verden er skruet sammen, har han aldrig haft. Han trives i sit eget selskab; leger gerne med andre børn, og er faktisk ret populær, men det er typisk dem, der opsøger ham.
Når man stiller det op på den måde, kommer man hurtigt til at danne sig et billede af en lille, alvorlig rainman, hvilket næsten er så langt fra sandheden, man kan komme. Der er fuld fart på, han er helt utrolig livsglad og snakkesaglig, og han har ingen udfordringer ift. at begå sig. Han minder på mange måder om en hybrid mellem Sten (& Stoffer) og Peter Pedal.
Det, jeg efterhånden har lært er, at han bedst kan være i situationer, hvor det er ham selv, der sætter rammerne, hvilket jeg formoder er årsagen til, at han gerne lukker andre ind i sin leg, men sjældent opsøger deres. Hvis folk vil kramme ham, kan han blive 16 meter lang, så der kun er en lillefingernegl tilbage på det sted i luften, de krammer, mens han med største selvfølgelighed tager mine veninder i hånden, når de kommer herhjem, og han skal fortælle dem noget, han synes er vigtigt.
Jeg har altid selv opfattet Antons anderledeshed som et udtryk for, at nogle af de udfordinger, han er blevet tildelt, både de præmature og dem, der bare bliver uddelt tilfældigt, bliver forstærkede, fordi de falder sammen med træk i hans personlighed. Hvis jeg må bruge et meget uelegant billede på, hvad jeg mener, så forestil dig, at personligheden er en rulle småkagedej, hvori der er udstukket stjerner og måner i et vilkårligt mønster. De udfordinger, du får med fra fødslen, er en anden rulle dej, der også er udstukket kager i. Når du lægger de to lag ovenpå hinanden vil du få dybere huller der, hvor der tilfældigvis er udstukket kager i både det øverste og det nederste lag dej, end der, hvor det ene af lagene stadig er intakt.
Han har altid skilt sig ud, men aldrig gjort sig bemærket. I børnehaven var han utrolig god til selv at finde strategier til at undgå de situationer, der stressede ham, og han har aldrig været frustreret over sit manglende sprog. Det, jeg alle dage har hørt fra de mennesker, der har været omkring ham i fagligt regi er, at han er dreng, der er utrolig nem at holde af, og der er ingen tvivl om, at det har været med til at lette hans vej igennem verden. Han er simpelthen et barn, man får lyst hjælpe, og det er jeg inderligt taknemmelig for, for det betyder, at der er nogle bump på vejen, han har fået så meget hjælp til at komme over, at han knap har bemærket, at de har været der.
Igennem tiden har vi mødt mange diagnosesultne fagpersoner, som har været utrolig ivrige efter at putte ham ned i kasser. Problemet med Anton er bare, at så snart du tror, du ved, hvor du har ham, river han tæppet væk under dig. Et godt eksempel var, da han som 4-årig havde været til talepædagog, og var blevet testet i, om han kendte navnene på farverne.
“Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre, for han svarede sådan set rigtig nok. Han svarede bare på engelsk.”
Jeg er ret bevidst om, at kærlighed gør blind, og at virkeligheden ikke er stationær. Fordi noget ikke er nu, betyder det ikke, at det ikke kan blive. Med diagnoser kommer penge og tilbud, som kan gøre livet lettere for dit barn, og hvilke forældre ønsker ikke det for det bedste de har? Men når det er sagt, så er jeg Antons first and last line of defense, og det er min inderlige overbevisning, at en personlighed ikke skal sygeliggøres, udelukkende fordi den er anderledes end flertallets. Derfor er jeg altid åben for at høre, hvad diverse pædagoger og lærere har at sige, men jeg går dem på klingen, og jeg er grundig. Jeg har nemlig også læst alle bøgerne, og hvor de er eksperter på ‘børn’ er jeg ekspert på Anton. Jeg kan have nætter, hvor jeg pludselig bliver bange og i tvivl om alt, hvad jeg ved, men når solen står op, er jeg landet igen, og ved, at jeg kan stole på mine instinkter. Hele hans børnehavetid stod jeg fast på, at han ikke skulle testes for alt muligt og umuligt, fordi jeg simpelthen syntes, at grundlaget de præsenterede mig for var for tyndt. Til sidst hev de en ressourcepædagog ind – som viste sig at være fuldstændig enig med mig, og det er en af de største gaver, jeg har fået i mit liv. At have et menneske, der stod i den faglige verden, som så Anton præcis som jeg gjorde, som jeg kunne sparre med, og som 100% bakkede op om, hvad jeg sagde, når jeg sad overfor både 3, 5, 7 og 9 fagfolk, der alle sammen havde tal, der skulle passe, og kommunale retningslinjer, der skulle følges. Det var en KÆMPE hjælp. Hun var så vigtig, og vi holder forfærdelig meget af hende.
Selvom det grænser til at være udansk, så vil jeg gerne supplere med, at en af pædagogerne i børnehaven faktisk ringede til mig, da han nærmede sig sin afslutning dernede og sagde, at de havde evalueret på børnene, og derfor havde snakket om Anton.
“Egentlig har jeg bare lyst til at sige til dig, at du skal vide, at vi snakkede om, at det, du så, og det, du stod fast på, faktisk viste sig at være det rigtige.”
Udredningen hos børnepsyk, der er obligatorisk, hvis man skal tages i betragtning til en plads i tale-høre klassen, viste en klog lille fyr, som ikke fejlede noget.
Og selvom det tog 7 måneder og 10 millioner møder og en mailkorrespondance med en advokat at få ham skoleudsat, så er han i dag fagligt lige præcis, hvor han skal være, hvilket for mig bekræfter, at min vurdering holdt stik.
Moralen i ovenstående er, at jeg tror, at man med den her type af børn skal turde stole på sine instinkter, og sparre med mennesker, hvis faglighed man har respekt for, fordi disse børn falder uden for alle kasser og systemer, og derfor kan være utrolig svære for fagfolk at hjælpe kvalificeret.
(Og så skal man samle på de sejre, der viser, at man havde ret, så man har lidt at klamre sig til, når troen på egne evner vakler.)
Hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvornår det er svært at have et barn, der er helt sit eget, så er det faktisk ofte i mødet med andre. For hvor det ikke fylder noget, når vi bare er herhjemme, eller er sammen med familien, så bliver anderledesheden jo af gode grunde mest tydelig, når den placeres ved siden af det mere almindelige. Her synes jeg, det kan være svært at give Anton det, han har brug for, uden samtidig at komme til at gøre ham så anderledes, at det næsten kommer til at modarbejde ham, og jeg forstår 100% hvad der menes i spørgsmålet med “hvordan, hvor meget og til hvem vi taler om vores særlige børn”. Skole osv. er en no-brainer, men når jeg f.eks. skal til vagtlæge, og ved, at Anton 50% af gangene går i blind panik over, at skulle undersøges – skal jeg så starte med en tale, der gør ham til et glasbarn, eller satse på, at det er en af de gode gange? For hvis det er, ligner jeg jo Fru Munchausen By Proxy, der gerne vil tale skrøbelighed frem, hvor ingen er. Eller når han starter til taekwondo. Starter man så lige med at prikke alle trænere på ryggen, så man sender ham ind i et nyt forløb, hvor det slet ikke er sikkert, at hans udfordringer kommer til udtryk, med the scarlet letter om halsen, eller lader jeg dem tro, at han ikke gider høre efter, fordi han ikke gør, som de beder ham om (fordi han ikke forstår det)? Hvornår er det en hjælp og hvornår bliver det et åg, jeg lægger på ham og giver ham med, ved at italesætte det? Det har jeg stadig ikke fundet balancen i.
Jeg synes også, at det kan være rigtig svært ift. andre forældre; primært når vi er i sammenhænge, hvor der er flere bekendte end venner. Og her må jeg med skam melde, at det også handler om, at jeg synes, det er svært at være i, at folk går hjem og tror, at det er fordi jeg ikke ved bedre, at han får længere iPad-snor, end børn bør gives, eller at det handler om, at jeg er eftergivende og ikke vil tage kampen, at der er så mange madvarer, han ikke spiser. Jeg gider simpelthen ikke være hende, der lige highjacker en fødselsdag og tvangsindlægger sagesløse mennesker til en forelæsning om, at nogle børn med lidt hidsige sanseapparater finder ro og tryghed i at se de samme små film igen og igen, særligt når der er mange (nye) mennesker, og at de faktisk ikke er kræsne, men bare bliver stressede af for mange nye teksturer i munden, fordi det for dem er en overbelastning af sanseapparatet. Men jeg har lyst. Og jeg har meget lyst, når forældre til 12-på-dusinet-børn gengælder tjenesten ved at fortælle om, hvordan de med deres mageløse forældreevner har sørget for, at deres børn sover/spiser/kan sidde stille på stolen ved bordet til aaaaaahle er færdige med at spise, og “du kan bare sende ham hjem til mig, haha”. Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde. De gange, hvor jeg helt kort har prøvet at forklare, hvorfor han somme tider reagerer meget stærk på noget, eller at han bliver hyper, når han bliver træt osv. oplever jeg ofte at blive fejet af med “det gør alle børn jo” – og det er jo ikke forkert. Men efter jeg har fået Frida, kan jeg se, hvad jeg altid har fornemmet, nemlig at det bare ikke er lige så ofte, lige så intenst, eller på lige så mange områder.
Når jeg vælger at lade være med at forklare yderligere, handler det om, at jeg ikke kan være i min krop, hvis jeg skal sidde og tale hans udfordringer så meget op, at det ikke bliver ham, men dem, man ser.
For gør man det, går man glip af virkelig, virkelig meget
