M2018, uge 43

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ventet med at smøre madpakker til vi har spist aftensmad. Jeg har ellers for vane at gøre det, mens jeg laver mad (de dage, hvor det kan lade sig gøre), fordi jeg H-A-D-E-R at smøre madpakker, og den derfor er rar at få vinget af to-do’en. Men nu har jeg prøvet at vente, til efter aftensmaden, for bedre at kunne udnytte eventuelle rester. Og selvom jeg faktisk hver dag synes, at vi har meget-tæt-på-spist-op, så er det hele ugen lykkedes mig at sikre mig min frokost til den efterfølgende dag, når alle gryder, fader og skåle er blevet tømt ned i en tupperware. De dage, hvor broccolien har ligget og råbt til kartoflerne, har jeg suppleret med en bolle fra fryseren eller en skive rugbrød – men det har overrasket mig, hvor lidt, der kan være tilbage på bunden af alting, som stadig ender med at udgøre et måltid.

2)
Tænkt over, at jeg til jul i år beløbsmæssigt kommer til at give Frida for dobbelt så meget, som jeg giver Anton for. Det strider lidt imod mine principper, men jeg er endt med at holde ved min beslutning, fordi jeg ved, at Anton kommer til at kravle mindst ligeså meget rundt på bObles-banen, som Frida gør.

Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor man i minimalistkredse står i forhold til gaver, men i vores lille familie, er det stadig noget, vi sætter pris på både at give og at få. Til gengæld kan jeg mærke, at det bliver mere og mere vigtigt for mig, at det er ordentlige ting, de får. Ikke, at det skal være tøj og æbler det hele; de er så store nu, at de har ting, de oprigtigt ønsker sig, og det vil jeg gerne imødekomme – men det udløser også det paradoks, at jeg i en tid, hvor jeg prøver at spare og skære ned, faktisk ender med at købe for mere, end jeg ville have gjort præ-M2018.

Når jeg alligevel synes, at det er det rigtige at gøre, handler det om, at vi for det første får færre ting ind ad døren, fordi én Nerf gun koster det samme som 5 stykker pisset plastik, der går i stykker efter tyve minutter.

For det andet oplever jeg, at bedre kvalitet også giver længere levetid, både konkret, og i legemæssig forstand. Der er ganske enkelt flere timers leg i bedre legetøj. De kvalitets-vandfarver og -farveblyanter, Frida fik i fødselsdagsgave i juni, ser stadig nærmest nye ud, på trods af mange timers ihærdig brug.

Og endelig betragter jeg det også lidt som en investering. Kvalitetslegetøj kan sælges igen (eller gives væk #tørklædegate), og dermed muliggøre, at det næste man køber, også kan købes i god kvalitet.

3)
Vurderet, at Anton godt kan bruge sine nuværende undertrøjer og gummistøvler frem til januar, hvor vi får børnepenge igen.

Det er noget, jeg er blevet meget bedre til over det sidste år. Hvor jeg før gik meget problemknuser-agtigt til værks, a la ‘de undertrøjer er ved at være for korte, jeg bestiller lige nogle nye med det samme!’, er jeg nu blevet MEGET bedre til at kigge rigtigt på tøjet, der har pådraget sig min opmærksomhed og vurdere, om det kan holde bare 3 måneder mere. Det kan det virkelig tit. Og selvom det i første omgang føles som en Glistrup, (jeg sidder lige og bliver oprigtigt i tvivl om, om den reference stadig går?) kan jeg efterhånden godt se, at det jo på den lange bane ender med at være en besparelse, at vi får flere måneder ud af tøjet, inden vi skifter det ud.

Men det handler nok også om, at jeg efterhånden er så tryg ved vores forbrug, at jeg tør vente, fordi jeg ved, at vi faktisk har pengene til at købe det næste gang. Det er ikke nu-eller-aldrig. Uforudsete regninger kan jeg ikke gøre så meget ved, men mange af de udgifter, der før kom sådan lidt bag på mig, eller som jeg glemte at tage højde, har jeg fuldstændigt styr på nu. Og det er virkelig rart.

Published by

14 Replies to “M2018, uge 43

  1. Når jeg drømmer om at få en husholderske er madpakkerne det øverste på listen over ting jeg gerne vil udlicitere. Jeg HADER det. Også selvom min egen madpakke er et højdepunkt på arbejdsdagen og madpakketure er en af mine all time favoritter.

    Mht gaverne, som bliver større, så synes jeg altså at det er en god prioritering. Både fordi man, som du siger, får mere glæde / levetid / leg ud af pengene = næppe den store merudgift i det lange løb, dels fordi ungernes glæde ved at få noget de ønsker sig i hvert fald for mig er rigtig meget værd. Og det kan godt være, at man selv nærer et inderligt had mod skydelegetøj (🙋🏼‍♀️) men hvis en nerf gun er the shizzle for barnet, så bliver ingen jo lykkelige af at han får noget steinerlegetøj, som aldrig bliver brugt. Min mor syntes ikke, at jeg skulle lege med Barbie fordi det var et forkert kvindeideal. Så jeg ønskede mig sådan én i årevis og det år, hvor hun cavede og jeg fik en i julegave græd jeg af glæde… Jeg voksede i øvrigt alligevel op og blev feminist, så jeg blev vist ikke helt ødelagt af plastikdukken med de groteske former. 💁🏼‍♀️

    1. Det er nemlig lige præcis det; for hvis skyld er det, man giver gaven? For hvis det er for barnet, er det jo sjovest for alle, hvis det også er noget, det bliver glad for.

      Min venindes forældre placerede hende foran pausefiskene på tv – i en skråstol – når de skulle lave mad. Det var i 80’erne, og hun er både skøn, klog og normal. Det tænker jeg somme tider på, når jeg stikker hovedet for langt ned i forældre-skams-hullet.

      1. I en SKRÅSTOL!?!

        😂

        I aften har jeg sat min pylrede, sultne og trætte 9-mdrs baby i højstolen foran en iPad mens vi lavede mad. Og hun fik et stykke hvidt brød at tygge på imens. Jeg tænker at kommunen er lige på trapperne.

        Hun er ret ligeglad med vintertid, kan jeg hilse at sige, men IKKE med at maden derfor kom senere på bordet.

  2. Madpakker har aldrig været mit store, og jeg har aldrig lavet de fine med søde sedler og små pakker med forskelligt frugt/ grønt. Det har været noget, der skulle overstås. Og jeg har to gange håbet, at nu var de gamle nok til selv at gøre det for at opdage, at så lavede de ikke nogen. Ja så var det min tur igen, og jeg regnede lige lidt på det, i 22 år har jeg smurt dødkedelige madpakker. Mine egne har altid været rester fra middagen, manden fik mad på arbejdet.
    Der er 9 år imellem mine piger, de griner, når de taler om deres kedelige madpakker Men de blev da spist.

    1. Jeg ville virkelig gerne lave dem smaddersjove og fine og varierede og inspirerende. Men det er bare MEGET begrænset, hvad mine børn gider at spise, og det sætter ligesom nogle ret naturlige begrænsninger. Måske er det derfor, det er så kedeligt? Fordi man aldrig rigtigt kan slå sig løs?

      Jeg har fundet et par IG-profiler, jeg følger, som handler om børns madpakker, i håb om at blive inspireret. Hvis ikke, ender det såmænd nok med, at de spiser det alligevel…

  3. Altså personligt ANER jeg ikke hvad Glistrups holdning var til undertrøjer #generationskløft 😉 Men jeg har haft held med noget af det samme, inspireret af hvor lang tid der fx går fra en tandpasta er næsten tom til den er helt tom. Dvs længe. Konkret prøver jeg at lade være med at google nye blazerjakker så snart den gamle har et år på bagen, men vente til den både er slidt op OG jeg derefter får lyst til at gå med blazer igen. Fordi, hvem ved i virkeligheden hvornår man rammer en cardiganperiode?!?

    1. Det er virkelig også en træningssag for mig, det der med at vente med at købe noget, til jeg skal bruge det igen. Jeg fik ellers chancen for at lære det på den hårde måde i august: Frida var vokset ud af sine sko tilbage i april, og selvom hun egentlig var hoppet i sandaler, købte jeg alligevel et par sko til hende. Dem fandt jeg glad og fro frem her i september – hvor de i mellemtiden er blevet 3 størrelser for små. TRE!! Jeg er med på, at de vokser i ryk, men alligevel…

    2. Jeg bliver også hver gang overrasket over hvor meget tandpasta der er tilbage i tuben når jeg klipper den over på midten efter at have tænkt at NU var den da helt tom. Der er snildt til 5 msk i 3 dage, og det er da også en lille slat 🙂

  4. Kære Linda
    Tak for altid gode og inspirerende indlæg. Minimalist bliver jeg aldrig, men tænker i kvalitet, genbrug, videresalget og foræring. For både mig selv og min datters skyld, men også miljø og verden. Bottom line: tak for inspiration!

    Jeg husker et indlæg (måske i denne kategori?), hvor kommentarsporet flød over med gode idéer til julekalendre, pakkekalender mv., men jeg har ledt din blog i gennem, forgæves. Kan du mon huske, hvilket indlæg det var i? Jeg ville da virkelig ønske, at jeg havde gemt det!

    Og så et tip herfra: jeg har ikke haft sølvpapir de sidste tyve år, men hvad gør man så, når der skal gemmes med og pakkes ind? Condi-bøtter (restaurations-tupperware, kunne man kalde dem) er svaret. De er langt billigere og enklere end Tupperware, de kan stables, fryses, alt. Mange penge og miljø sparet!

    Mange tak for en god (enlig mor-) blog og spændende overvejelser om alt fra sparetips til moralske dilemmaer. Tak!

    Kh Trine

    1. Hej Trine.

      Selv tak:) Mon ikke, det er det her indlæg, du leder efter: https://www.blogsbjerg.com/m2018-uge-33/#comments

      Jeg har faktisk haft netop de bøtter, du snakker om, og du har ret i, at det er formidable at stable; er du svimmel, hvor kan man have meget i skabene, når man bruger dem. Men jeg gik stille og roligt fra dem igen, dels fordi jeg flere gange oplevede, at de flækkede, og dels fordi de der små “hul-rum” hele vejen rundt i kanten, gjorde det til en slags ekstrem-aqua-sport at tømme opvaskemaskine. Måske duer de bare ikke til opvaskemaskine, eller måske havde jeg en for billig version af dem?

      Kh

      Linda

  5. Mine forældre fortæller stadig historien om dengang, der forargede Gud og hver mand i deres omgangskreds (inklusiv familien på begge sider) ved at give mig en oppustelig plastik fodbold i fødselsdagsgave. Og ikke andet. Jeg har været 5-6 år gammel. Det var i fattigfirserne, mine forældre var teknisk insolvente på det tidspunkt. Og jeg kan stadig huske, hvor glad jeg blev for den der bold. Man skal virkelig ikke underkende, at ønsker (i hvert fald hos børn) sjældent er bundet op på kroner-og-ører.

    1. Det er virkelig rigtigt! Da alle børn legede med My little pony, ønskede min søster sig en stald. Mine forældre brugte timer på at få udspecificeret, hvad det var for en stald. Det viste sig – efter mange opklarende spørgsmål – at være en tom skotøjsæske, hun mente.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.