Kød, klima og kritikere

I kølvandet på mit forrige indlæg The Love Boat, har jeg fået et par mails fra læsere, der beder mig om at nuancere billedet, fordi ikke alle er enige i, at klimaforandringer er en ting.

Jeg vil gerne dele det her indlæg op i to. Først en lille metabid om mails og blogindhold, og derefter det egentlige indlæg.

For at tage det fra en ende af: Jeg elsker at få mails fra jer derude. Det er fantastisk, at I engagerer jer, og jeg svarer på samtlige mails, jeg får. Det manglede bare. Da jeg i sommer startede ‘I spørger, jeg svarer’-serien var det egentlig en pludselig indskydelse, men jeg blev overrasket over, hvor meningsfyldt det føltes at skrive om emner, som I derude efterlyste.

Jeg holder meget af den bazar, min blog har udviklet sig til at være. Et sammensurium af erfaringsudveksling, ren underholdning og drøvtygning af emner, der interesserer mig.

Men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at sige, at det her er en blog. Det er ikke en avis, og jeg er ikke underlagt nogen former for public service-forpligtelser. En stor del af grunden til, at jeg ikke kører med reklamer og spons er, at jeg vil kunne skrive, at jeg synes, himlen er rød med grønne prikker, uden at skulle stå til regnskab over for andre end mig selv. AL debat er velkommen, og jeg tror, uden pis, at jeg har det mest ordentlige kommentarfelt i hele blogland.

Derfor kan jeg også mærke en lille spænding bagerst i kæben, når man gerne vil have et synspunkt frem, men ikke selv vil være den, der skriver det. Jeg har første gang til gode at se nogen blive lynchet i mit kommentarfelt, og derfor synes jeg, at det må være en rimelig forventning, at man selv står på mål for det, man gerne vil bære til debatten. Det kommer til at lyde fedterøvsagtigt, men jeg tror faktisk, at lige præcis de læsere, jeg har, gerne vil være klogere. Jeg kan i hvert fald se, at mange af de links, der bliver delt i kommentarfeltet, bliver brugt, og der bliver diskuteret, flittigt og ordentligt, på kryds og tværs.

Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke lave bestillingsarbejde, men jeg byder alle inputs velkomne med åbne, taknemmelige arme.

Når jeg alligevel vælger at efterkomme ønsket om, at det skal være mig, der italesætter synspunktet om, at klimaforandringerne måske ikke kun er menneskeskabte, er det fordi jeg (for en gangs skyld) utrolig gerne vil tage fejl.

Jeg kommer jævnligt et sted, hvor en lærer er meget optaget af klimadebatten – men som kritiker af, hvordan vi som borgere og samfund forholder os til den viden, der er tilgængelig. Hans synspunkter ligger meget op ad dem, der bliver beskrevet i den her artikel, der var linket til i en af de mails, jeg fik tilsendt. Den er både saglig og grundig, og jeg vil opfordre til, at man lige bruger 3 minutter på at læse den, inden man læser videre.

Jeg synes, at alt, hvad han skriver, lyder fornuftigt. Jeg kan sagtens se argumentet med, at klimaet har udviklet sig voldsomt igennem hele klodens levetid, og at det, vi oplever lige nu, måske blot er næste led i denne udvikling.

Og jeg er helt enig i, at vi skal forholde os kritisk til det, når noget bliver vedtaget som sandhed, bare fordi det føles rigtigt.

Men det, jeg hver gang savner, når jeg læser kritikernes indlæg og hører dem tale, er deres bud på, hvad vi skal gøre. For det, jeg indtil videre er stødt på, er en holdning til, hvordan vi fortolker den viden, der er tilgængelig – ikke, hvad vi gør ved den. Og her kommer vi nok til det, der for mig er kernen: Jeg tror ikke, vi har tid til at vente og se, hvem der har ret.

Hvis man helt ser bort fra, at gletsjerne smelter, og at temperaturen er steget en hel grad, så bliver vi flere og flere mennesker, der skal leve af den samme kage, hvilket nok egentlig er det største problem. Derfor er min holdning, at det i hvert fald ikke kan være en dårlig ide, at vi bliver mere bevidste om, hvad og hvordan vi forbruger, og hvordan vi passer bedre på de ressourcer, vi har.

Der forskes i vildskab i bæredygtige løsninger, der skændes på højt plan om, om klimaforandringerne er reelle eller indbildte, men faktum er, at det kommer til at tage tid at vende udviklingen, og ændre vores måde at leve på. Min generation ANER ikke, hvad knappe ressourcer vil sige, og kviklån og afbetalingsordninger er måske det bedste bevis på, at det, jeg ønsker mig

Og den tror jeg ikke bliver ved med at gå.

Men når alt det er sagt, vil jeg meget, MEGET gerne give plads til holdninger og synspunkter fra dem, der ikke er enige. Som jeg skrev i starten, er det her et af de steder, hvor det virkelig ville være skønt at opdage, at jorden faktisk ikke er flad, selvom de fleste af os har købt ind på dén præmis.

Så far trygt i blækhuset, og kommentér. Der bliver hverken peget fingre eller fundet høtyve og fakler frem, det lover jeg.

Published by

19 Replies to “Kød, klima og kritikere

  1. Tak, fordi du altid holder hovedet koldt. Gid vi kan finde ud af at gøre det samme med polerne. Jeg prøver at gøre min del og nyder inspirationen her, selvom jeg langt hen af vejen tror, at løsningen kommer fra videnskaben og ny teknologi, så er det paradoksalt nok ret berigende at skære ned på sit forbrug…

    1. Jeg er meget enig. Jeg tror, at det er følelsen af, at man gør noget, om end det bare er i sit eget lille hjørne af verden, der er rar <3

  2. Klima eller ej (sådan lidt firkantet), så synes jeg at mådehold og at skære ned på forbruget er helt på sin plads i vores samfund. Det med at købe nyt og meget eskalerer hvert år, især til udsalg, Black Friday og jul.
    Vi kører på 4. år med et tv, som virkelig ikke er fedt. Det kan dog (for det meste) det som, det skal. Vise tv programmer og streame Netflix. Så derfor får vi ikke et nyt tv. Det er skiftevis min mand og jeg, der er ved at gå op i en spids over tv’ets mangler, men vi ved også godt, at det er total unødigt, bare at købe et nyt.
    Kh. Birgitte

  3. Jeg er enig med Birgitte: klima er én ting, mens forbrug og forbrugsvaner for mig er en anden ting. Og de to kan i min verden godt separeres. Jeg kan godt se, hvordan de to i yderste potens følges ad, men jeg syntes faktisk diskussionerne om hhv. om (over)forbrug og klimaforandringer, og alle deres mange aspekter, fortjener at blive taget alvorligt hver for sig. Fremfor ofte at blive nævnt i samme åndedræt, som om det ene nødvendigvis er lig det andet (af os, af politikere, af de kloge, af medierne, osv.), hvilket i min optik giver et ekstremt oversimplificeret billede af en meget kompleks problemstilling – og hvis primære formål er at ‘scare us straight’.

  4. Jeg kan ikke bidrage med så meget nyt – jeg synes at Henriette og Birgitte har helt ret i at man bør skille klima og forbrug ad. Når jeg tænker på hvor meget min farmor og hendes generation kunne få ud af tingene ved at bruge dem op, recycle osv., er det flovt at se på det forbrug vi har i dag. Og det er sket over så få generationer..
    Jeg vil dog gerne anbefale Kristian Leths bog ”Håb”. Jeg har gennem længere tid efterhånden syntes at det hele så lidt håbløst ud – Verden er af lave og hvordan skal det hele ende osv.. Men uden at den ligefrem var et orakel, syntes jeg at bogen ved hjælp af en grundig research satte tingene i perspektiv – både i forhold til klima, befolkningstilvækst, krige osv.. Jeg synes den er lige vel ”vi kan trygt overlade fremtiden til teknologien og fremskridtet”-agtig (.. Og i lydbogen oplæser Leth med lidt for meget pathos til at det helt er til at holde ud for en vestjyde som mig..), MEN jeg synes den faktisk gav håb. Og hvis man ikke har håbet, er det hele vel lige meget – og så er det jo også ligegyldigt med forbruget og den måde vi behandler jorden, dens ressourcer og hinanden på.

  5. @Birgitte/Henriette/M:

    Jeg kan sagtens se, hvad I mener, og jeg tror faktisk, at mange tænker over deres forbrug, uden nødvendigvis at gøre sig ret mange konkrete tanker om miljøet. F.eks. ødelagde jeg sidste år plastikhåndtaget på min vaskemaskine; en åndssvag lille dims, der formentlig ikke koster mere en 25-30 kr. at lave, men som man ikke kunne skifte ud. Jeg fandt ud af, at man kan omgå låsemekanismen med en tang, og det har jeg gjort nu i snart halvandet år. I første omgang handlede det om, at jeg ikke havde råd til at skifte vaskemaskinen ud, og egentlig er jeg glad for, at det var tilfældet. For efterfølgende har jeg tænkt meget over, hvor automatisk min første reaktion var (“min vaskemaskine er i stykker = jeg skal købe en ny”) – og hvor helt igennem forkert, det faktisk er. For vores vasketøj de sidste 18 måneder har været præcis ligeså rent, som det var, inden plastikdimsen knækkede, og dermed er det jo helt vildt og ganske unødvendigt at betragte hele maskinen som defekt, bare fordi en lille del af den går i stykker.

    Men det, jeg tænker, når jeg læser jeres kommentarer er, om ikke det måske kan handle om, at man i takt med, at man bliver mere bevidst om sit forbrug, måske også skifter syn på sit liv og sine valg, sådan mere overordnet? Hånden på hjertet handlede mine M2018-indlæg ikke ret meget om miljø, da jeg startede – det er noget, der er kommet til. Men jeg har også bemærket, at jeg på andre områder begynder at være mere .. opmærksom, i mangel af bedre ord, på min egen adfærd. Hvor meget tid, jeg bruger på de sociale medier. På at rydde op i rummene omkring mig, så jeg ikke bare skiller mig af med ting, når de går i stykker, men faktisk bevidst prioriterer at få dem ud og væk, mens de stadig har brugsværdi. Hvordan jeg taler til andre mennesker i trafikken. At jeg har brug for stilhed, når jeg kører bil. Mange, mange små ændringer, der jo ikke som sådan har noget med forbrug at gøre, men som følger med, fordi man måske stille og roligt udvikler en mere holistisk tilgang til verden?

    Tak for anbefaling af bog, M. Den vil jeg prøve at låne.

    Kh

    Linda

    1. Det sidste du siger Linda – det har jeg virkelig tro på! Jeg følger “The Minimalists” på IG og FB og da der efterhånden begyndte at komme spørgsmål, tips og ideer til at minimalisere andet end ejendele og forbrug, studsede jeg i begyndelsen meget. Men jeg kan se, som du også siger, at med et bevidst forbrug så sniger der sig en bevidsthed ind på flere områder. For min del handler det meget om at stoppe op og ikke kræve af mig selv at alt skal gå så helv…. hurtigt. At stille mig de samme spørsmål flere gange og mærke hvordan svaret ændrer sig. I tillæg er jeg blevet presset til at ændre mit forbrug pga endringer i min økonomi. Jeg er ikke fattig, men jeg må være meget bevidst og nøjsom. Jaja, så er jeg kommet i en situation som kræver det af mig. Men jeg tager mig stadig i at klappe mig selv på skulderen oftere, end jeg gjorde tidligere. Mestringsfølelsen i eget liv er stigende og roen sænker sig mere og mere. Præstationsjaget bliver lagt længere og længere væk, for jeg klarer mig jo fint og jeg kan se at dem jeg har rundt mig er ligeglade med hvor mange penge jeg har. (Nogle ER faldet fra). Det bedste er ikke længere det godes fjende.
      Vi havde en stor debat for noget tid siden (jeg bor i udlandet, det forklarer også evt sprogfejl efter 27 år væk fra DK), der en forfatter (som har arvet hus og sommerhus og selv valgt ikke at arbejde osv) lancerede begrebet “fattigdoms-lykke”. For han elskede sit liv som han sagde. Behøver jeg at sige at der blev ramaskrig? Ordet er jo en selvmodsigelse. Og en enlig mor på bistand, med to teenagere der hele tiden vokser ud af sit tøj og gerne vil gå til fodbold og være med på lejrskole, er nok virkelig uenig i at fattigdom og lykke er forenligt. Men derimod “nøjsomheds-lykke”, det er jeg helt med på.
      Jeg kan stadig mærke at jeg nogle gange handler på refleks og begynder at løbe hurtigt, men det bliver stadig sjældnere.

      1. @JS:Jeg har bemærket fuldstændig det samme; det her med at mit generelle tempo er faldet. At jeg både foretrækker ikke at have travlt mere, og også, at jeg langt hurtigere bemærker det, når tempoet begynder at stige. Den eneste “ulempe” er, at det til gengæld også stresser mig, når der sker meget omkring mig, fordi jeg ikke længere bare automatisk øger mit eget tempo. Det giver somme tider en slags stress over at stresse, som jeg gerne ville være foruden.

        Jeg synes fattigdomslykke er et godt begreb. Jeg har altid haft det svært, når ting bliver for dyre, fordi de for mig forvandler sig fra noget, der bare skal have brugsværdi til noget, jeg skal passe på. Og som får lov at påvirke mit humør, hvis de går i stykker eller bliver væk. Derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i tankegangen med, at man kan lade glæden over de rigtige ting fylde, når man ikke har fokus bundet i noget, der jo egentlig ikke betyder noget, sådan i det store regnestykke.

    2. Jeg tror, det er helt naturligt, at man gradvist ændrer sin holdning, sit tankemønster og sin adfærd, når man som du, bevidst arbejder med nedsætte sit forbrug over en længere periode. Og jeg kan rigtigt godt lide dit udtryk om en mere ‘holistisk’ tilgang til tilværelsen (vi favner bredt!), da det jo netop beskriver at dine holdninger, tankemønstre og adfærd er begyndt at ændre sig generelt, og ikke kun i relation til dit materialle forbrug.

      Når jeg gerne vil holde skidt og kanel for sig (eller i det her tilfælde klima og forbrug), er det ikke nødvendigvis fordi jeg er uenig, men indrømmet nok mest fordi jeg syntes tonen meget hurtigt bliver meget frelst i minimalismefora (ikke her, skal det lige påpeges – og tak for det). Når forskellige bloggere, smagsdommere og andre meningsdannere har fundet deres egen personlige vej til lykken som bevidst forbruger, plæderes der efterfølgende meget ihærdigt for hvorfor netop denne, personlige vej, er den helt rigtige – uden at skele til at andre ikke nødvendigvis har friheden til at foretage samme valg/fravalg. Og i de her, til tider lidt ophedede, debatter føler jeg hurtigt, klimakortet bliver trukket som den trumf, ingen rigtig kan forsvare sig imod. For selvfølgelig vil vi alle gerne efterlade en så sund jord til vores efterkommere som muligt.
      Men hvis man nu spiser danske råvarer efter årstiderne, genbrugsshopper som en pro og generelt lever på en sten i hverdagen, skal man så have dårlig klima-samvittighed, hvis man bruger de opsparede penge på en flytur til USA?

      1. Jeg må også være ærlig og sige, at jeg i nogle fora må bide mig i knoerne fra tid til anden. Det bliver hurtigt skingert, og også hurtigt til en heksejagt på dem, der ikke har set det samme lys, som man selv har. Det er meget irriterende. Men jeg kan sgu også næsten bliver nedtrykt over, hvor hårde folk er ved sig selv. At man ikke kan lægge forslag til en madplan op, uden at undskylde for kødforbruget i den. At man er nødt til at lave et soningsopslag, fordi man ikke kan være i sin krop over, at man har været nødt til at smide en pakke kylling ud, fordi man ikke nåede at bruge den.

        Jeg synes godt, at man kan tage emnet alvorligt uden at kræve, at det skal tilgås med sørgebind og pisk. Både fra sig selv og andre.

  6. Jeg er for, at vi skal nedsætte vores forbrug, flyve mindre etc, og jeg kan mærke, at jeg begynder at indføre disse ting i mit liv. Samtidig tænker jeg nogle gange på, at Universet kan udslette Jorden på ét sekund ved at sende en komet i nakken på os. Vi kan gøre noget, men vi kan ikke kontrollere planetens fremtid.

    1. Du har ganske ret. Gud/skæbnen/kosmos/naturen kan vi ikke holde for. Men jeg tænker, at det er lidt den samme fatalistiske tilgang, man kan have til sit eget liv; at det er godt at holde sig for øje, at man kan træde ud foran en bil eller få et fly i hovedet (apropos…) – men derfor giver det stadig mest mening at arbejde ud fra, at der er en fremtid, og at man derfor skal have lavet sine lektier, tænkt over, om man vil have børn og have oprettet en pensionsopsparing <3

  7. Jeg læste artiklen i JP, som faktisk har et link til et modsvar nedest, hvor pointerne bliver drøftet og forsøgt tilbagevist https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9635956/besynderlige-argumenter-og-benaegtelse-af-fakta-i-klimadebatten

    Og så er det selvfølgelig spørgsmålet, hvad man tror mest på. Ligesom dig tror jeg heller ikke, at vi har tid til at vente på at finde ud af, hvem der har ret, og jeg er bekymret for, at hvis vi ikke selv begynder at gøre noget, så kan vi potentielt sætte en kædereaktion i gang med uoverstigelige klimaforandringer til følge. Og jeg er helt enig med dig i, at uanset om klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej, så er vi så mange mennesker på jorden, der driver rovdrift på dens ressourcer, at vi er nødt til at stoppe med at forbruge og begynde at genbruge.

    Jeg kan sagtens følge argumentationen med, at forbrug og klima kan være adskilte ting, og at et ønske om at forbruge mindre kan bunde i andre ting end klimabekymring. Men jeg er selv tilpas klimabekymret til, at de to ting for mig hænger tæt sammen. Og faktisk kan jeg konstatere, at mit øgede fokus på mindre forbrug og øget genbrug udspringer af denne bekymring (så egentlig den modsatte situation end dig, Linda). Og så synes jeg, at det er svært at få det indre regnestykke med fx mindre forbrug kontra fly til at gå op (nu samler jeg bare eksemplet ovenfra op!). Fordi den møjsommelige sparsommelighed så føles som om det var spildt – for så er jeg i bedste fald blot tilbage ved start. Så jeg synes faktisk, at det er vanskeligt helt at adskille! Men som sagt, mit udgangspunkt er også en klimabekymring. Så måske handler det om, hvilket udgangspunkt man har haft?

    1. Jeg tror, at du har meget ret i, at vi på rejsen mod målet vil have forskellige holdninger til, om det er hønen eller ægget, vi opfatter som vigtigst, hvilket både vil afhænge af, hvad der skød vores egen rejse igang, og hvor på linjen vi står.

      Mit bud er, at min/din generation vil være start-generationen, hvor vi hver især kommer til at tage det standpunkt, der giver mening for os. På mange måder det samme, som da mobiltelefonen blev allemandseje, som det skete, da jeg var i starten af 20’erne. Vi har selv måtte finde ud af, hvad vi finder rigtig og forkert, og vi har hver især måtte navigere i, at vi skulle forstå udviklingen, mens den foregik. Vores forældre har et andet, langt mere lavpraktisk og forbruger-orienteret forhold til teknik, og vores børn får glæde af mange af de erfaringer, vi har gjort os. Jeg tror, at det er det samme, vi står med her. Og derfor tænker jeg, at alle bidrag gør en forskel, både fordi de er med til at danne trædestenene for dem, der kommer efter os – men også fordi det er bedre, at alle bidrager med, hvad de kan, end at 30-40 % opgiver at prøve, fordi det bliver for overvældende og komplekst at forsøge at bidrage til at vende udviklingen.

  8. Først og fremmest – hvor er det dejligt, at du tager et så vigtigt emne op.
    Noget meget væsentligt i debatten synes jeg er at vores forbrug ikke kun påvirker klimaet, men også trækker på jordens øvrige ressourcer. Vores elektronik (som er bygget til at gå i stykker) er bygget med sjældne metaller fra flere verdensdele, og disse metaller udvindes i en ofte forurenende proces, kød kræver opdyrkning af arealer til foder som slider på naturlige områder og dermed påvirker biodiversiteten, osv, osv. Vores natur er langt mere end vores klima, og ligegyldigt hvad er mindre forbrug af fysiske genstande en god idé.
    Med hensyn til klima – man skal ikke et sekund være i tvivl om at IPCCs forskere har så godt styr på de naturlige svingninger i klimaet som man nu kan have, når der er tale om et så komplekst system. Selvfølgelig er naturlige svingninger også væsentlige, og de er naturligvis med i regnestykket. Da dinosaurerne havde deres storhedstid var Jorden langt varmere end nu, primært på grund af vulkansk aktivitet. Artiklen påpeger en fin pointe om videnskabelige paradigmer. Men vor tids paradigme om klimaforandringer kan ikke sammenlignes med tidligere tiders videnskabelige paradigmer, hvor den videnskabelige basis måske var en god idé og en stjernekikkert. I dag har vi uhyrlige mængder data og dermed bedre og bedre datamodeller til at få en fornemmelse af hvad fremtiden bringer. Og den bliver varm. Den viden vi har, er givet fejlbarlig. Og selvfølgelig er der konkurrerende teorier. De er bare ikke ligeså overbevisende.

    1. Jeg har ikke engang noget semi-begavet at skrive som svar, men jeg er nødt til at sige, at jeg tænkte “Amen!!”, da jeg havde læst din kommentar. Gid du var min lærer. Bare til et eller andet.

  9. Jeg har virkelig gået og summet over det her indlæg. Jeg gik også i gang med at rydde op i mit eget (og min families) forbrug her i starten af året, og jeg kan kun tilslutte mig alle jer andre: det rykker ved ens perspektiv på andre områder også. Jeg tror, man bliver mere bevidst om, hvad der giver værdi i ens tilværelse (og hvad der reelt bare er spild af penge/ressourcer/tid/energi/liv).
    Mens jeg gik og summede over det her indlæg, gik der et lys op for mig: Jeg er på barsel med mit andet barn og er dermed også havnet i min anden mødregruppe. Min første mødregruppe er en lille samling ret specielle damer, som er i ret forskellige livssituationer, og den er fantastisk. I mellemtiden flyttede vi til en anden bydel, hvor folk har lidt flere penge, og min nye mødregruppe er anderledes homogen (det er parcelhus-segmentet). Og det er nogle rigtigt søde damer alle sammen, stemningen er god, etc. Men jeg har alligevel i stigende grad gået og overvejet at melde fra, uden at kunne sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke rigtigt føler for det fællesskab. Og nu er det gået op for mig, at det er fordi alle snakke drejer sig om forbrug. Om huse, biler, babyudstyr, ferier, børnetøj, nye køkkener og så videre. Det er i virkeligheden røvsygt. Værdier, relationer, faglige interesser, politik, kultur, bøger, film, uddannelse etc. har vi slet ikke været inde på (på 8 måneder)! Det er altså alligevel lidt vildt!
    Det kommer måske hurtigt til at lyde frelst? … men jeg tror faktisk, jeg føler, at det er en lille smule usundt at være i et fællesskab, hvor forbrug i den grad er omdrejningspunktet. Og (det er virkeligt groft skrevet det her, men here goes:) man bliver altså et ret uinteressant menneske af ikke at have andre interesser, end hvad der kan købes for penge.

    1. Jeg læste et citat et sted: “You are not lost. You are evolving, so your surroundings are gonna feel unfamiliar”. Sådan har jeg det med nogle mennesker og gruppekonstellationer lige nu. Det er nok meget natuligt, men det tager tid at identificere, hvad det er, der ikke føles rigtigt længere, ikke?

      1. Åh, det rammer lige hovedet på sømmet. Og jo, det tager nok i virkeligheden tid.. eller er bare altid en proces.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.