(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Fundet en dåse Chai-mix bagerst i mit skab (af den slags, Baresso bruger). Jeg købte den i tidernes morgen, fordi den var på bud, og jeg derfor glemte, at jeg faktisk ikke ret gerne drikker mine kalorier ( -med mindre de kommer som vin). Pulveret var et par måneder for gammelt, men det både lugtede og smagte som det skulle. I køleskabet havde jeg halvanden liter mælk, der ligeledes havde overskredet sidste salgsdato (det har været en tosset uge), så jeg smed hele svineriet i en gryde, og kogte det sammen. Det gav en slags chai-koncentrat, som jeg nu har frosset i små bægre med ca. 1 dl. i hver, som jeg kan tage op og varme og hælde i et par krus af min til-formålet-indkøbte discount chai.
2)
Husket at bladre kasserne med arvetøj igennem, da Frida pludselig var vokset ud af alle sine strømpebukser.
Jeg har efterhånden lært, at arvetøj ikke skal sorteres efter størrelsen, der står på mærket i nakken, for der er MEGET tøj, der kravler flere størrelser, når det bliver brugt og vasket. I stedet er jeg gået over til at bruge et stykke tøj, der passer børnene lige nu, som “tommestok”, og måle ud fra det.
De 2 par strømpebukser jeg fandt, var hhv. str. 4-5 år og 5-6 år, og de så umiddelbart lige lange ud. Det viste sig dog, at de største af dem var for store – men ikke meget. De mindste passer hende lige præcis, så havde jeg først fundet dem frem til næste år, hvor hun fylder 4, havde de været for små.
3)
Scoret billige mor-point. Under oprydning af mine køkkenskabe i sidste uge, fandt jeg både kagecreme og lagkagebunde, der trængte til at blive brugt, så da Frida i dag proklamerede, at dukken havde fødselsdag, spurgte Overskudsmor, om vi så ikke skulle lave en lagkage til hende? Needless to say at jeg kommer til at ligge herovre på mine laurbær og se Netflix resten af året.
4)
Genopdaget et gammelt kød-hack (som er bookmakernes favorit til at løbe med titlen som Årets Klammeste Ord), som passer fortrinligt sammen med dato-køb. Inden jeg fik børn, levede jeg af sushi og wok, og når jeg skulle bruge kylling, tog jeg om morgenen en kyllingefilet op af fryseren, og lagde den i køleskabet. Det betød, at den stadig var let frossen, når jeg skulle bruge den, og dermed hård nok til at kunne skæres i papirtynde skiver. Det lille trick er jeg kommet helt fra at bruge, men det er for dumt, for dels betyder det, at det nærmest er mest optimalt at bruge kylling fra frost (= køb, når det er datomærket og koster tæt-på-ingenting), og dels er det meget nemmere at spare på kødet, fordi man kan skære en filet i 6000 skiver, og dermed sikre, at der er kød i hele portionen; også den del, man gemmer til i morgen.
Linda, du er en stor inspiration for mig, på mange niveauer. Mange ting har ændret sig i mit liv, siden jeg fandt din blog. Jeg brygger på at sende dig en længere hilsen, men for nu: tak 🙏🏻
Det var dog en helt utrolig fin kommentar at få – tusind tak for det, Helle! <3
Jeg ELSKER disse indlæg! Og selvom jeg hverken kan lide chai eller kylling, så var også denne lørdags en fornøjelse at læse. Håber du fortsætter med dem for evigt.
Det er jeg virkelig glad for at høre:) Jeg er igang med at overveje, hvad jeg gør efter nytår – for jeg har heller ikke lyst til at slippe dem helt.
Kh
Linda
Ok “for der er MEGET tøj, der kravler flere størrelser, når det bliver brugt og vasket.” gælder det også for tøj til voksne? For så har jeg måske ikke taget på – det er bare mit tøj som er blevet mindre 🙂 🙂 🙂
Den forklaring vil jeg virkelig, VIRKELIG gerne være med til at vedtage:-D
Tak for tippet om kød-hack (Jep, forfærdeligt ord), det skal jeg huske på.
Selv tak:)
Totalt urelateret, så har du sparet mig en god del kroner i denne uge. Fandt den smukkeste læderjakke i en tøjbutik og var på vej til kassen… og så stoppede jeg mig selv og tænkte på om jeg egentlig behøvede den. Den ligner lidt den jeg allerede har. Som jeg er glad for. Ville jeg blive dobbelt så glad for at have to jakker som en? Eller ville jeg hellere have lidt ekstra til jul eller på opsparingen? Før jeg “mødte” dig, var jeg meget dårlig til at styre mine impulskøb men din gode indflydelse har virkelig givet mig nogle redskaber til at reflektere før jeg forbruger. Tak for det Linda.
Jeg har nærmest pinligt optur over din kommentar, Marie – TAK fordi du fortæller mig det!! <3
Vi gør det samme med kød herhjemme. Vi har sjældent hel kødfri dag, men jeg prøver at sætte mængden ned. Det var oprindeligt et kompromis, fordi jeg helst vil have udelukkende øko kød, men ikke synes vi behøver kød hver dag, og min mand har det anstrengt med retter helt uden kød.
Det kan fx være fintrevne grønsager i kødsovsen (så kan en portion med 400 g hakket okse snildt give til 2 dage, 4 pers), grøntsagstærter med lidt bacon, hvide bønner i butter chicken (så rækker 1 brystfilet fint), etc. Der skal egentlig ikke så meget kød til for at give smag, og så kan man lade grøntsager, bønner etc. mætte.
Meget enig. Jeg er også blevet glad for at spæde op med røde linser. Koger en posefuld og fryser dem i små beholdere. Så er det nemt lige at tage en op og smide den i maden, når man skal bruge:)
Kød hacket har jeg også praktiseret, siden SU dagene – det holder.
A
Man burde grave længe nok i sin hjerne til at finde tilbage til nogle af de små tricks, man praktiserede dengang. Der ville garanteret være flere fif, man kunne have gavn af i dag.
Hej. For noget tid siden læste jeg et tip om pæne støvler til gode priser, købt igen onlineshop. Kan ikke finde det igen, var det mon hos dig?
Mvh Jannie
Hej Jannie. Det var ikke her, og jeg kan ikke engang lige komme på, hvor det kunne være? Beklager:)