Ode til Lise & Livet
I aftes, da jeg bladrede igennem fb, så jeg, at nogen på en bekendts væg havde skrevet: “I dag sagde vi farvel til vores Lise” – hvilket først fik min hjerne til at gå i stå, for derefter at ræse gennem mulige scenarier, der ikke ville betyde, at Lise var død.
Det var hun. I et færdselsuheld i mandags.
Lise var min venindes veninde. For mig var hun en perifær bekendt, men da vi var studerende, og min veninde og jeg delte lejlighed, kom hun en del på matriklen, og derfor kendte jeg hende måske alligevel en lille, bitte smule bedre end andre af mine veninders veninder.
Jeg blev simpelthen så rystet over, at hun var død, og jeg aldrig kommer til at slutte fred med, at man kan dø i vores alder.
Da Lene døde havde jeg, i ugerne op til, en drøm, hvori det var mig, der skulle på hospice. Jeg skulle pakke min taske, og det, der både i drømmen og siden, næsten vendte vrangen ud på min forstand, var det banale, men fuldstændig absurde spørgsmål: Hvad pakker man, når man ikke kan have noget med videre? Som tankeeksperiment bliver det hurtigt så abstrakt, at man giver op, men når man drømmer, føles det jo som virkelighed, og selvom det snart er 5 år siden, jeg havde den her drøm, kan jeg stadig mærke, hvordan mine tanker slog imod fatteevnens massive mur, da jeg forsøgte at beslutte, hvad jeg skulle have med, og hvordan jeg skulle efterlade mit hjem, når jeg nu aldrig ville vende tilbage til det.
At skrive at påmindelsen om døden sætter tanker i gang om livet, er nærmest banalt. Der er skrevet en million sange om det, og ligesom det føles, som om, man er den, der har opfundet kærligheden hver eneste gang, man møder den, så føles det også som om, man er den eneste, der kan mærke vigtigheden af at bruge den tid, vi får, når man møder døden.
Men visheden om livets skrøbelighed fylder i den alder, vi har nu, synes jeg, og midtlivskrisen har ramt min omgangskreds ret hårdt. Ikke på den ynkelige sportsvognsmåde; den kommer mere til udtryk som en slags overvældet handlingslammelse, hvor vi alle sammen hver især forsøger at kapere, at de valg, vi har truffet, har resulteret i de vilkår, vi på godt og ondt kommer til at leve med resten af vores liv. For første gang er der valg, det er for sent at træffe. Dem, der har valgt at få børn, har stukket en livsbane ud, som ikke kan fraviges. Dem, der har fravalgt det, har ikke længere den teoretiske mulighed. Karriereskift og nye begyndelser under fremmede himmelstrøg er måske ikke umulige, men der er stadig nogle grænser, der er overskredet, og nogle løb, der er kørt.
For mig fylder det rigtig meget, at jeg, hvis jeg pludselig fik sat en udløbsdato på, gerne vil føle, at det gjorde en forskel, at jeg var her. Og det, jeg opdager nu, er, at det faktisk ikke handler om storhedsvanvid. Det er ikke et spørgsmål om at ønske evigt eftermæle eller statuer og hyldestsange. Det handler om at føle, at jeg brugte det til noget, livet. At jeg fik sat mit fingeraftryk, og ikke kom til at bruge al tiden på at vente på at det hele startede, sådan rigtigt.
Det lyder altid som tanker, man kun gør sig om de store valg; hjørnestenene og det primære indhold. Og det er selvfølglige også det vigtigste, for ingen kommer til at ligge på deres dødsleje og fortryde, at de ikke tog en ekstra aftenvagt. Men jeg prøver faktisk også at praktisere det helt ned på dagligdags niveau. Ville jeg fortryde, at jeg ikke gik mere i biografen? At jeg altid spiste det samme? At jeg prioriterede mit eget selskab over Tinder, brunch og julefrokost?
Forleden snakkede jeg med en kær ven, der opgivende sagde: “Jeg er ikke god til at leve, Linda. Jeg er bange for livet, og jeg har ingen drømme.” Det tænkte jeg meget over bagefter, for jeg har faktisk heller ikke ret mange drømme, men jeg har aldrig opfattet det som angst eller manglende tilfredshed. Snarere som et udtryk for, at jeg ikke længes mod at være noget som helst andet sted, end der, hvor jeg er. Eller at foretage mig andet, end det jeg gør. Jeg er sygeligt bevidst om, hvor priviligeret jeg er på et utal af fronter, og den eneste jeg-gad-godt-drøm, jeg har, er at tage mine børn med til USA og rejse rundt, så længe som overhovedet muligt. Og den drøm er jeg i gang med at realisere, et skridt ad gangen, startende med at eliminere min gæld, så jeg kan etablere en opsparing.
Jeg er ikke på nogen måde færdig med at være her, og der er meget, det ville knuse mit hjerte at slippe og gå glip af, men jeg føler, at jeg træffer mine valg ud fra et værdisæt, der er meningsfyldt, uanset hvor lang tid, jeg får lov at være her.
Jeg håber, at Lise følte, hun fik sat sit mærke på livet. At hun var glad i det, hun gjorde, og at den fortrydelse, der måtte være, primært gik på mængde og ikke på indhold.
Jeg håber, hun tog herfra med oplevelsen af, at hun efterlod noget, der kommer til at spire og vokse og gro, og at alt ikke sluttede med hende.

M2018, uge 48
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Lavet en aftale med min veninde, som har en søn, der er jævnaldrende med Anton. Vi har indtil nu givet hinandens børn gaver i forbindelse med fødselsdage, men da vi begge har kalendre, der ind i mellem tipper til den tunge side, går der somme tider 3-4 uger fra børnene har fødselsdag, til de får overrakt gaverne. Da min veninde for en måneds tid siden foreslog, at vi i stedet begyndte at lave noget med børnene, når de har fødselsdag, i stedet for at give gaver, syntes jeg derfor, det gav god mening, og jeg har den på listen her, fordi det føles rigtigt at stoppe op og forholde sig til noget, vi bare plejer at gøre, og vælge en løsning, der skaber glæde og har betydning.
(Også fordi der sker noget, i takt med at børnene bliver ældre. Så længe de er små, er de bare små forlængelser af vores venner og vores relation til hinanden, men efterhånden som de vokser, bliver de små, selvstændige væsner, og min egen oplevelse er, at relationen ofte genfinder sit oprindelige udtryk, hvor det er de voksne, der har med hinanden at gøre, og man derfor ikke kender hinandens børn helt så indgående mere. Når dét sker, bliver det svært at købe meningsfyldte gaver, men samtidig ligger der også uforholdsmæssig megen signalværdi i at sige: “Jeg synes, vi skal stoppe med at give børnene gaver” (Det er ikke dig, det er mig.) At konvertere ordningen til at lave noget hyggeligt, synes jeg er tæt på genialt, fordi den model også levner plads til, at der kan være perioder, hvor man ikke får set hinanden, uden at man derfor sidder og bliver i tvivl om, om nogen bringes i forlegenhed, hvis man køber/skipper en gave, når vejene krydses igen.)
Vores aftale blev, at vi i dag, fredag, skulle ud at bowle – hvilket er et tegn på, hvor langt jeg vil gå for mine børn, for bowling ligger lige under ‘cirkus’ og ‘Lalandia’ på listen over ting, der får min ja-sombrero til at forvandle sig til en kalot.
2)
Takket være en anden venindes tag på fb, fundet bowling som sweetdeal, og dermed fået 2 timer for 99 kroner, hvilket immervæk er en bedre aftale end de 275 kr. for en time, som jeg i første omgang havde booket til os.
3)
Modtaget et sygeafbud fra min veninde, hvilket betød, at jeg i morges skulle beslutte, om vi skulle tage afsted alene/med et sæt stand-in’s, eller gemme billetten og udskyde turen. Jeg valgte det første, fordi jeg efterhånden har lært, at ting og oplevelser først får værdi, når de bruges, og selvom alle intentioner er til stede, kunne vi sagtens risikere at kommet til at flytte rundt på værdibeviset, indtil det blev for gammelt, og jeg dermed havde smidt 100 kr. ud af vinduet. Fuglen i hånden, og alt det jazz.
4)
Tænkt over, hvad jeg gør, når vi om en måned er igennem 2018, og dermed har fulgt M2018-konceptet til dørs.
Jeg har ikke lyst til at slippe formatet, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der giver mest mening; om jeg skal lave et indlæg pr. måned i stedet, eller om jeg skal fortsætte med at poste en gang om ugen.
Jeg er jo ikke helt så ny i gamet mere, som jeg var, og derfor spekulerer jeg på, om det stadig føles overførbart, og om det stadig inspirerer til at gøre bare et eller andet, selvom man lever et andet liv, end jeg gør? Eller om jeg er blevet en af dem, som er kommet så mange skridt foran på stien, at man på forhånd opgiver at følge med?
Hvis jeg kører videre med ugemodellen vil det stille og roligt komme til at ligne Janes Frugal Friday mere og mere, fordi der ikke bliver ved med at være nye afkroge af afsøge, og listen derfor mere bliver en slags repetition, der måske kan bruges som ide-bank til, hvad man selv kan gøre derhjemme.
Et indlæg om måneden vil kunne holde formatet fra nu, hvor det er nye ting, jeg afprøver/gør.
Jeg er i tvivl om, hvad den bedste løsning er, så hvis I har en holdning til emnet, vil jeg meget gerne høre den.
Rigtig god weekend.

By popular demand: Undgå julestress (repost)
Sidste år skrev jeg et indlæg om, hvad jeg gør for at undgå, at december bliver et helvede af hæsblæsende to-do’s, og jeg fik virkelig mange kommentarer om, om ikke jeg ville minde om det i god tid i år. (En enkelt bad i stressrelateret afmagt om at få det tatoveret på armen.) Your wish is my command, så i let redigeret udgave (og med nye nissefif’s tilføjet nederst) kommer her:
Happy X-mas (stress is over)
Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.
(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)
Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.
I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:
SÅDAN UNDGÅR DU DEN VÆRSTE JULESTRESS MED SMÅ BØRN – EN LISTE:
Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.
Just say no to hard drugs og juletræsfester
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.
Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.
Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.
Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.
(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)
Drillenisser
Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)
Jeg har slået 2 fluer med ét smæk: Det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen, så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage.*
Julebag
SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.
Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.
—————————————————————————————–
*Jeg har i år up’et mit game yderligere ved at have brugt weekenden (og min hjerne og mine fb-venner og internettet generelt) på at lave en liste over 21 nisse-drille-aktiviteter, så jeg ikke – som sidste år – sidder og river mig i håret, når klokken er 22, og jeg egentlig var på vej i seng, og pludselig kommer i tanke om, at jeg er bagud på dril.
(Det dejligt runde tal dækker over 20 nisseløjer og 1 aktivitet til børnehavenissen. Dertil kommer 4 adventsgaver)
Hvis andre er idéfattige, kører man bare copy paste. Alle ideer er nemme at lave, og enten nemme at rydde op, eller noget, som man kan lade stå/være, til man kommer hjem om eftermiddagen.
1. Pakke madderne i madpakken ind i gavepapir (som er det eneste, jeg pakker ind. Jeg ser INGEN grund til at lave “sjove” pranks, hvor bøger og iPads pakkes ind i gavepapir, så børnene reelt tror, at de får en gave, som så bare viser sig at være #Lol #Surprise #SameOldShit)
2. Bytte indholdet i børnenes tøjskabe rundt
3. Tegne smileys på fødderne af dem, når de sover
4. Klippe håret af tandbørsterne
5. Skifte vitaminpillerne ud med M&M’s
6. Sætte nisseklistermærker på alle lyskontakter
7. Fylde bilen med balloner
8. Bytte kalenderlyset ud med en gulerod
9. Stjæle pæren i lampen, og hænge en guldstjerne der i stedet
10. Vende alle billeder på hovedet
11. Tegne overskæg på både dem og mig i løbet af natten
12. Gemme alle tallerkener og sætte en guldstjerne i stedet
13. Line alle sko op gennem entreen og sætte bamser og dukker i
14. Hælde små glimmerstjerne i ærmerne på jakken, julebogen, skoene osv.
15. Lave snefnug med sne-spray på spejlet i badeværelset
16. Give børnene et lille juletræ hver, og en lille æske med pynt
17. Udskifte cornflakes med lego/perler
18. Vikle piberensere om alle dørhåndtag
19. Hænge slikstokke op i kroge og karme med rødt silkebånd
20. Lave en analog laser-fælde med rødt gavebånd, så børnene står op til et edderkoppespind, der skal forceres
21. Sætte juleklistermærker i madpakken

M2018, UGE 47
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Hørt 10 afsnit af podcasten “A slob comes clean”, som både Karoline og et par af jer derude har anbefalet. Podcasteren (hedder det det?) er en kvinde, der efter hvad jeg kan dømme, falder i kategorien lige i mellem “rodehovede” og “hoarder”, som i små 30-minutters bidder fortæller om, hvordan hun forsøger at skabe et liv med mere overbliv og mindre rod.
Umiddelbart lyder det ikke som noget, man kan blive inspireret af, med mindre man selv bøvler med præcis den samme udfordring, men det oplever jeg alligevel at blive, fordi hun i sin proces kommer gennem mange af de samme arke-overvejelser, som jeg genkender fra mit eget liv. Både dem, jeg er stødt på i det snart-forgangne år, men også dem, jeg har kæmpet med på andre områder af mit liv, når jeg har ønsket at ændre på noget.
Den er lidt amerikansk, og jeg er bedst til at tage et enkelt afsnit af gangen; ellers bliver det massivt med gentagelserne af sponsor-aftaler, og hvilke sociale medier hun er at finde på, men napper man et enkelt afsnit hist og pist, er det god og brugbar underholdning.
2)
Snakket med en vordende mor om, at der er rigtig mange babyting, man godt kan få lov at låne af venner og bekendte, så man kan vurdere om barnet er til slynger/vikler/kugledyner/løbecykler/osv, inden man farer ud og køber det. For nogle mennesker vil det være helt oplagt, mens andre nok er mere

Måske er hun gået lige hjem og har købt sig i gulvet på ønskebaby.com – men måske er hun ikke, og måske snakker hun med sin mødregruppe om det, og så er der da, i hvert fald i teorien, mulighed for, at jeg har nudget lidt til en mere bæredygtig tilgang til projekt baby.
(Herfra handler resten af indlægget om mad, så hvis man er ligeglad med det, kan man bare liste ud og drikke kaffe i stedet for at læse videre)
3)
Ryddet op i min fryser med det erklærede mål at lægge en plan for at få brugt det, jeg bare bliver ved med at flytte rundt på. Jeg gjorde det for nyligt i mit køkkenskab, og det er nærmest perverst tilfredsstillende at få brugt de madvarer, der i månedsvis bare har været irritationsmomenter.
Nedenfor vil jeg prøve at skrive, hvad jeg har brugt og til hvad. Jeg er med på, at ingen af jer sidder med præcis det samme indhold i skabene, men det her er tænkt som inspiration til processen og ikke til resultatet.
Jeg har lavet en regel med mig selv om, at når jeg anvender de madvarer, som er svære at få brugt, så er det ok, at jeg ikke bruger det *hele*, og at der i den forbindelse kan være et vist spild. Fordi jeg normalt er god til at undgå det, har jeg besluttet, at det er acceptabelt her, da alternativet ellers er, at jeg slet ikke får brugt den pågældende madvare. Tidligere syntes jeg, at jeg SKULLE bruge det hele, når jeg var i gang med at rydde op og ud, men det påvirker smagen ret meget, når man bruger 3 gange så meget mango chutney/pesto/ananas, som opskriften angiver. Det smager med andre ord ad helvede til, og livet er simpelthen for kort.
Derudover er det helt fint, hvis jeg skal købe noget ekstra for at få en ret til at hænge sammen – så længe jeg bare bruger den ingrediens, jeg gerne vil udrydde, er det ok.
Så. Med udgangspunkt i de ting, jeg fandt bagerst i køleskabet, fryseren og køkkenskabene, har jeg lavet følgende:
Pizza (pølser fra fødselsdagen, en rest chorizo, 4 rester revet ost, samt en rest tomatpuré)
Pizza-horn (resterne af fyldet fra pizzaen ovenfor)
Indonesisk kylling (et glas mango chutney og en dåse ananas)
Burritos med ris og syltede rødløg (syltede rødløg og en rest frosne ris)
Morgenmadstopping (en halv pose svesker, et par abrikoser og en smule kokosmel kogt sammen)
Smørepålæg (kikærter, chili, hvidløg, lime)
Nybagte grovboller, serveret m/pesto (blandede kerner, pesto, den sidste rest tomatsauce og revne ost fra pizza-produktionen)
Mexicansk rod-sammen i stegeso (en pose butterbeans, alt godt-men-træt fra grøntsagsskuffen, en bøtte salsa med cherrytomater*, samt en skamfrossen kyllinge-filet)
*Nu vi snakker om mad, vil jeg virkelig, virkelig anbefale den her opskrift på burrito-bowl, som en af jer anbefalede i The Love Boat-indlægget. SHIT, det er godt. Jeg synes, at opskriften så sygt uoverskuelig ud, da jeg læste den, men når man ser videoen, er den faktisk til at gå til.
Jeg har lavet et par små-justeringer, så den bliver lidt mere ‘jeg har to børn om benene, så det må godt gå lidt stærkt’-venlig:
A) Jeg steger en ordentlig omgang kylling og smider et brev fajita-krydderi i. Når kyllingen er færdig, tager jeg det fra, jeg skal bruge dén aften, og oster det. Resten fryser jeg i portionsstørrelser, og tilsætter så bare ost, når jeg luner kyllingen.
B) Jeg laver rigeligt af bønnemosen. Den kan fryses, og smager fantastisk i alle typer burritos ( – og gør det muligt at skrue godt ned for eventuelt kød).
C) Kan jeg finde en bakke færdig salatblanding på dato, bruger jeg den uden skam, i stedet for at snitte og hakke selv.
Når ovenstående er lavet, betyder det, at man faktisk bare skal blande tomater og salsa, samt skive en avocado (jeg presser limen over avocadoen. Så kan jeg spise en halv og gemme resten til den efterfølgende dag, uden at den bliver brun) – så er man klar. Yum!
Luminis, Egeskov slot
I disse spons-tider vil jeg bare lige disclaime: Der er ikke tale om sponsoreret indhold. Jeg synes bare, at arrangementet var så magisk, at jeg virkelig under dem, der kan, at tage afsted, enten i aften eller til næste år.
Prøv lige at se:










Fred & Ro
Jeg har i dag fået foræret lidt ekstra tid, hvilket man somme tider gør i mit job. Bliver en opgave aflyst (f.eks. pga. sygdom) bliver vi typisk omdirigeret til en anden opgave, men en gang i mellem er vi i den situation, at der ikke er noget udækket, og så kan vi – ganske uventet – holde fri, så længe vi bare har mobilen åben, og kan køre med det samme, hvis der kommer noget ind.
Normalt har jeg en to-do liste så langt som et ondt år, jeg kaster mig over, når den slags dage pludselig falder ned i skødet på mig, men fordi jeg har arbejdet virkelig meget de sidste par måneder, har jeg været nødt til at leve efter ‘done beats perfect’-princippet, og holde fast i at få ting gjort, selvom de kunne gøres både bedre og mere grundigt. Derfor er jeg egentlig rimelig godt med, og dagen i dag har jeg derfor brugt på at slappe af og fikse lidt småting, der var mere nice to do end need to do.
Det har været skønt, og jeg tog undervejs mig selv i at gå og nynne, og kunne pludselig mærke, at jeg faktisk er grund-glad. Jeg har så mange gode mennesker omkring mig, og jeg føler, at meget er faldet på plads i hovedet på mig over det sidste år.
Jeg elsker årstiden, og i mandags fik jeg hængt lyskæder på huset – og selvom det lyder en lille smule idiotisk, så bliver jeg simpelthen i så godt humør af at kigge på dem. De små lysprikker med himlen i alle nuancer af gråt og blåt som baggrund, solen, der hænger lavt og trækker uendeligt lange citrongule og rabarberfarvede striber, og månen, der langsomt toner frem – det er så smukt, at det river i hjertet.
I weekenden fejrede vi Anton efter alle kunstens regler. Lørdag havde vi besøg af klassen, og jeg havde forberedt en bootcamp lidt udendørsaktiviteter, som vi startede med, og vejret var perfekt. Efter en time trak vi ind og spiste og legede, inden jeg den sidste halve time hev dem med ud igen. Egentlig ville to timers festivitas have været rigeligt for Anton, men noget af det, der er lidt specielt ved at gå i en taleklasse, er, at nogle af klassekammeraterne bor meget langt væk. Et par af børnene har ca. 45 min. hver vej i bil, og den tur er for lang at køre for to timer, synes jeg. Jeg har snakket meget med ham om, at han jo også gerne må holde fødselsdag i skolen, hvis han hellere vil det, men det er vigtigt for ham, at vennerne kommer her, og så er det sådan, det må være.
Jeg øver mig i den forbindelse i at huske, at han ikke går i stykker af at være lidt overvældet.
Søndag var Den Ægte Fødselsdag – hvilket Frida syntes var helt utrolig snyd. Jeg glemmer ind i mellem, at hun tager verden ind på en ganske anden måde end Anton, og derfor er jeg somme tider lidt uforberedt på, hvad hun reagerer på, ganske enkelt fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg er ret stram med, at jeg gerne vil lære begge børn, at det somme tider er den ene, og somme tider er den anden, der er i centrum, og jeg gider ikke rigtigt sådan noget med, at der skal være mandelgaver til alle børn. Men da Frida på 10. minut trampede rasende rundt og meget insisterende brøle-sang: “I DAG ER DET FRIDAS FØDSELSDAG!!!” sendte jeg alligevel dem, der havde købt en lille trøsteting til hende, et vognlæs kærlige tanker. Apropos mit indlæg om voksen-principper, som børn må bære konsekvenserne af, nåede jeg frem til, at det faktisk her er det forkerte barn, der kommer til at betale prisen, hvis jeg holder fast i min overbevisning, for i vores lille 3-personers familie bliver det ikke sådan *rigtig* en hyggelig fødselsdagsmorgen for støjfølsomme Anton, når alle verdens urimeligheder rammer meget ekspressive Frida.
På fredag tager vi en tur til Egeskov Slot og ser deres aften-arrangement Luminis, som er “en sanselig oplevelse af havens rum, tilsat smukt og anderledes lys og lyd til den ellers så mørke have” i fuldmånens skær.
Summa summarum: Vi har det godt. Alene det, at jeg i morges stod under bruseren og tænkte, at jeg faktisk for en gang skyld synes, at det er Hella Joof, der har dummet sig, og at det ville være mere klædeligt at lægge sig fladt ned og sige undskyld, i stedet for at forsøge sig med ‘kan I ikke tage en joke’-approachen, er tegn på, at der er ved at være plads til andet og mere end praktik og to do-lister i hovedet.
Det føles godt.

M2018, uge 46
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Benyttet udsigten til at få Antons klasse på besøg til at rydde op i begge børns legetøj, og mexicanske narkosmuglere har intet på mig ift. at få legetøj, der ikke længere bruges, eller som er i stykker, ud af døren, uden at nogen ser det. Det er virkelig blevet et tema i år, det her med, at de ting vi bruger, skal være synlige og tilgængelige – resten skal videre eller væk.
2)
Besluttet, at det ikke er den éne gang om året, børnene er til fødselsdag her, de skal lære at spise grønt. De sidste to år har jeg skrællet og ternet og strimlet frugt og grøntsager til en olympisk guldmedalje, når vi har holdt fødselsdag, og jeg er endt med at smide det hele – som i: a.l.t – ud igen, i uberørt, jomfruelig forfatning. I år var jeg prol-mom, der lavede pølsevogn og chips-buffet (Kaare Sand, du ringer bare), og anmelderne gik amok. KÆMPE succes. På en hel weekend, med klassen på besøg lørdag og familien på besøg søndag, var resultatet på bundlinjen, at jeg smed én rød pølse og 1 1/2 pølsebrød ud.
3)
Handlet hver dag. Det lyder som det modsatte af, hvad ideen med M2018 er, men når jeg skal have to hold gæster over to dage, er min logistikhjerne meget tæt på at kortslutte, og jeg ender altid med at købe alt for meget af alting, hvis jeg forsøger at købe det hele på én gang. Jeg mister overblikket, og når jeg så står i Netto, aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge piskefløde og smør til, og derfor får jeg købt alt for meget. I denne uge, hvor har været koldt nok til, at jeg har kunne lade varerne ligge i bilen i et par timer, har jeg brugt mine frokostpauser på at runde div. discountbutikker, og købe ind i overskuelige bidder. For nogle ville det være den værste løsning ever. For mig fungerer det perfekt.
4)
Dækket op med engangskrus og pølsebakker. Ja. Du læste rigtigt. Fordi: Jeg har nu i 4-5 måneder skubbet rundt på det engangsservice, jeg købte ind, da jeg ikke gjorde mig de her overvejelser, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at bruge det. Men det bliver jo dobbeltdumt, hvis jeg både har købt det, og så ender med bare at smide det ud, fordi det giver mig dårlig miljø-samvittighed, så nu har jeg benyttet lejligheden til at få det skudt af, og det er rart, at det er væk.
Tillykke, min skat
Fine, bedste Anton.
Forleden, da jeg var i haven, fik jeg øje på dig igennem vinduet. Du sad på dit værelse og byggede lego, og jeg kunne pludselig se, hvor stor du er ved at blive. Det er jo ikke fordi, jeg ikke opdager, at du vokser – det er trods alt mig, der køber bukser til dig – men det slog mig, at du ikke længere er en lille dreng. Du er endnu ikke teenager og stadig langt fra voksen, men man begynder at ane konturerne af det unge menneske, der er på vej.
For 8 år siden sad jeg i lejligheden på Sønder Ringgade sammen med mormor, og forsøgte at koncentrere mig om noget i tv, mens jeg hvert eneste minut var alle følelser på paletten igennem. Jeg var spændt på og utålmodig efter at møde dig, lettet over, at jeg havde fået lov at bære dig så langt, og at det så ud til, at svangerskabsforgiftningen ikke fik nævneværdig betydning, og nervøs for selve fødslen.
Og jeg var fuld af kærlighed til dig og forventning det liv, der lå foran os; en opdagelsesrejse ind i et ukendt land, som vi skulle udforske sammen.
Så kom du og vendte verden på hovedet, og det var præcis, som det skulle være.
Jeg ved godt, at jeg ikke længere må kramme dig og hviske “Jeg elsker dig”, når de andre i SFO’en kigger, og jeg prøver efter bedste evne rette ind. Det er ikke fordi, jeg ikke kan se eller forstå, at du begynder at løsrive dig, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at give dig plads.
Men det er bare så svært at lade være, for når jeg kigger på dig, så ser jeg jo både det, der er nu, men også alt det, der var. Det lille bitte myr, der svømmede i en størrelse 56, som gjorde sig stiv som en lineal, når han lå på puslebordet, og fik det til at føles, som om man var ved at give en spånplade tøj på. Den lille fyr, der løb mig i møde i børnehaven, og glad råbte “Muarh!” hver gang, han så mig. Ham, der betuttet kiggede ned i liften, da han så Frida første gang, og ham, der stadig tager min hånd, når vi går på gaden.
Jeg sad på sengekanten og kiggede på dig i aftes, da du var faldet i søvn, fordi det er fredfyldt og magisk at betragte dig, når du sover, og er den reneste essens af dig selv. Jeg tog et billede, fordi jeg ikke kunne lade være, og som altid havde jeg lyst til at råbeprale af dig fra alverdens SoMe-tage. Men for første gang føltes det forkert, fordi jeg pludselig kunne se, at du ikke længere kun er min, men også er ved at være din egen, og har ret til selv at vælge til og fra. Den erkendelse gjorde mig både stolt og vemodig.
Fine, bedste Anton. Tillykke med fødselsdagen. Tak fordi du valgte mig. Tak fordi du kom og gav mig muligheden for at blive den bedste mor, jeg kunne blive. Jeg elsker dig så højt, at du aldrig kommer til at forstå det.

I øvrigt:
- Er Frida begyndt at bede om lov til at sætte sig ud i bilen om morgenen, så SNART hun har fået tøj på og børstet tænder. Så sidder hun dér. Hvis nogle af mine læsere arbejder med psykologisk krigsførelse, er det en strategi, jeg varmt kan anbefale. #Stress
- Har jeg i et par uger glemt at købe en ny pære til min lampe i soveværelset, som er sådan én, der kan dæmpes, og som derfor kræver en særlig pære. De er ret dyre, og jeg har været voldsomt irriteret over, at den nuværende allerede er sprunget, for den burde kunne holde 17-18 år endnu. Onsdag var jeg forbi Bauhaus, og da jeg betalte for den nye pære, bad jeg ekspedienten om bare at smide den gamle ud. Vel hjemme skruede jeg den nye pære i – og lampen duede stadig ikke. Min irritation over den defekte pære fordoblede sig ti-fold på ét sekund, og jeg var allerede ved at blive hysterisk over, at jeg med garanti ikke ville kunne finde bon’en på lampen, da jeg kom til at kigge ned. På stikket. Som lå på en meget arrogant måde ved siden af stikdåsen. Nogle gange er jeg min egen værste fjende.
- Vil jeg godt være den, der siger, at hvis man er nødt til at skrive “Ironi kan forekomme” efter en tekst, man skriver, så har man ikke gjort sit arbejde godt nok.
- Fik jeg forleden så vanvittig lyst til et trekornsbrød, at jeg gav efter og købte et, og for en gang skyld smagte den virkelige vare lige så godt, som den havde gjort i cravings-tankerne.
- Har Anton fødselsdag på søndag, og da barnet ikke kan lide lagkage, har jeg besluttet at lave noget andet i stedet. Valget er faldet på en Oreo-kage, som ser så god ud, at jeg nærmest på forhånd kan sige, at det er en dårlig ide #RundErOgsåEnForm
- Bliver ugens M2018-indlæg derfor muligvis en dag forsinket.
- Fik jeg forleden anbefalet at se Joe Rogans to stand up shows på Netflix, og den anbefaling skynder jeg mig hermed at give videre. Han er sjov!
- Elsker jeg, når virksomheder og nyhedskanaler ansætter SoMe medarbejdere, der kan deres kram. Som f.eks. dem på P3, der har svaret på kommentarer under radiokanalens opslag med filmen om ‘Britta – den omvendte Robin Hood’.
- Og dem, som arbejder hos Burger King:

- Bliver jeg apropos Britta nødt til at spørge, hvem der har rådgivet hendes døtre til at stå frem med “deres side af historien”?
- Sidder jeg lige og kommer til at tænke på, om vedkommende måske glemte at afslutte opfordringen med “Ironi kan forekomme”?
I spørger, jeg svarer: Institution eller hjemmepasning/skoling?
I sidste uge fik jeg en mail fra Laura, der bl.a. skrev:
“Hvad er dine tanker omkring institutioner og den måde vi særligt i Danmark har indrettet os på, hvor vi i høj grad benytter os af dette for at få et arbejdsliv og et velfærdsystem til at køre rundt? Jeg har selv to børn i henholdsvis børnehave og vuggestue, så det er måske derfor emnet optager mig meget, og derfor at denne kritik påvirker mig. En kritik omkring institutionslivet jeg føler er meget relevant og vigtigt, men samtidig en kritik, der af dem der råber højest forekommer mig rimelig sort/hvid á la: Hvis du afleverer dit barn i vuggestue, er det svigt. Punktum. Jeg håber du har mod på at tage det op på din blog, jeg kunne kun forestille mig at det ville føre til både et meget velovervejet og velformuleret indlæg fra din side og et spændende kommentarfelt.”
Det er et emne, jeg selv har brugt utrolig mange timer på at tænke over, men da jeg samtidig også oplever, at det, som Laura skriver, meget hurtigt bliver sort og hvidt, har jeg indtil nu fravalgt at blogge om det.
Det er ingen hemmelighed, at jeg læser med hos Maj My, som hjemmeskoler sine børn, og som skriver så fint og poetisk om det. Inden jeg faldt over hende, har jeg aldrig tænkt nærmere over muligheden for at hjemmeskole, men i og med at Anton jo ikke er helt, som børn er flest (og også pga. min egen 9 år lange, dårlige erfaring med den danske folkeskole), satte hendes indlæg mange tanker i gang hos mig.
(De af jer, der har læst med længe, ved, at både Anton og Frida har taget den traditionelle vej gennem vuggestue, børnehave og nu skole. Mine tanker omkring hjemmeskoling begyndte først at røre på sig for et par år siden, og derfor har jeg ikke haft overvejelser omkring at fravælge vuggestuen.)
Det er et svært emne at diskutere, fordi alle argumenter for, hvorfor man ikke vil hjemmepasse/skole sine børn, kommer til at lyde som et forsvar, der bygger på, at man sætter sine egne behov over børnenes, eller at man ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Hvis man virkelig brænder for at gøre det, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hjemmepasning/skoling er den eneste rigtige løsning, men jeg tror, man skal mærke grundigt efter, om ønsket om at hjemmeskole/passe sine egne børn, handler om at det føles rigtigt – eller om det mere handler om, at institutionerne og folkeskolen føles forkert. For hvis det sidste er tilfældet, er jeg ikke sikker på, at hjemmeskoling/pasning nødvendigvis er den rigtige løsning.
Efter mange måneders overvejelser er jeg selv nået frem til, at det må handle om, hvordan man lever det for én selv mest meningsfyldte liv, med de vilkår og betingelser, man nu engang er givet.
Og sådan synes jeg ikke altid, det lyder i debatten, hvor min oplevelse er, at nogle fortalere er *lige* hurtige nok til at sige, at det ALTID er den bedste løsning for børn at være sammen med deres forældre, og at alle kan hjemmeskole, hvis de vil. Det sidste er formentlig rigtigt nok, ligesom også alle kan tabe sig, hvis de vil, og løbe et marathon og finde et job og leve uden en bil. For selvfølgelig kan man, hvis det er dét, ens sjæl kalder på, men min tese er, at det altid vil afhænge af summen af faktorer, hvad der giver mest mening for det enkelte menneske.
At isolere spørgsmålet om hjemmeskoling/pasning kontra institution/folkeskole til, at børn har bedst af at være sammen med deres forældre, synes jeg lugter lidt af tunnelsyn. I min optik er der mange, mange andre elementer, der også skal tages med i betragtning, hvis man skal træffe den beslutning, der er bedst for *både* børn, voksne og den samlede familie. Alle valg kommer med konsekvenser og for hver eneste familie vil det være en afvejning af idealer, boligforhold, netværk, indtjeningsmuligheder, lokalområde osv. osv, der afgør, hvad den bedste løsning er.
Her, hvor vi bor, er skolen krumtap for hele lokalsamfundet. Alle børn går på samme skole, og dermed også de 7, der bor på vores vej. Bør man ikke i det mindste overveje, om man holder sine børn ude af fællesskabet, hvis man holder dem hjemme? Eller om det, hvis man må flytte, for at få råd til at holde dem hjemme, og man dermed fjerner dem fra deres legekammerater og bedsteforældre, stadig den bedste løsning? Hvad, hvis man er alene med sine børn, og børnene på den måde kommer til at udgøre dit primære, sociale netværk; hvordan påvirker det relationen? Eller hvis din ægtefælle må være væk hjemmefra mange flere timer for at få økonomien til at hænge sammen? Eller du må tage natarbejde, fordi du ikke, for 20 år siden, da du valgte uddannelse, tænkte over at vælge noget, du kunne lave hjemmefra eller på konsulentbasis, og du derfor er tvunget til at tage, hvad du kan få – risikerer man så ikke at lægge ansvaret for det meningsfyldte liv over på sine børn?
Apropos mit indlæg om, hvad vi beder vores børn om at bære: Kan valget af hjemmeskoling/pasning have så mange konsekvenser, at man kommer til at sætte sine værdier over børnenes trivsel?
Jeg tror nemlig ikke nødvendigvis, at man kan sætte lighedstegn mellem tilstedeværelse og nærvær.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er det fjerneste imod hjemmeskoling og -pasning. Tværtimod. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at muligheden er der, og at flere og flere gør brug af den. Og jeg er 200% på linje med, at samfundet er håbløst forkert indrettet ift. hvor meget vi er nødt til at arbejde, mens børnene er små.
Det, jeg har det svært med, er den lidt enøjede argumentation, jeg somme tider synes følger med, hvor det kommer til at lyde som om, at den ENESTE rigtige løsning er hjemmeskoling/pasning. Det er jeg simpelthen ikke enig i.
Jeg har læst med hos flere kvinder/familier, der har truffet valg om at holde deres børn hjemme, men må være ærlig at sige, at Maj My er den eneste, jeg holder ved. Jeg synes desværre, at det hurtigt kommer til at lugte af skæld ud, og jeg kan også se i kommentarfelterne, at det mange steder ender med at være præsten, der prædiker for koret, fordi dem, der har valgt den traditionelle løsning stille og roligt siver væk. Det synes jeg er ærgerligt, for der er nogle tanker om nærvær og alternativer hos disse mennesker, som jeg finder voldsomt inspirerende, og som jeg tror, mange i det traditionelle system kunne få noget ud af at læse om. Lidt ligesom man sagtens kan finde lækre opskrifter på en vegetarblog, selvom man selv spiser kød.
For mig at se, er det en kæmpe gevinst, at flere og flere vælger at gøre noget andet for og med deres børn, end det systemet lægger op til, fordi samfundet forhåbenligt får lidt mere vidvinkel på, når det bliver tvunget til at løfte blikket. Når jeg ikke hjemmeskoler, ved jeg i dag, efter mange måneders overvejelser, at det er fordi, det ikke er den rigtige løsning for os. Men jeg ville synes, det gav utrolig meget mening, hvis det var muligt for mig at være hjemme klokken 14 hver dag; at det ikke behøvede at være enten/eller, men godt kunne være både/og. Og hvem ved – måske er der en dag et klogt menneske, der når frem til, at den besparelse i normeringen, der kunne ligge i, at nogle forældre dagligt hentede deres børn kl. 14, kunne gives som tilskud, så disse forældre havde råd til at gå ned i tid?
Alene det, at der i dag tales mere om alternativer til det etablerede system, åbner for, at der kan tales om alternative måder at indrette os på som samfund. Og det tror jeg er meget tiltrængt.