Det er efterhånden et års tid siden, jeg som et forsøg skrev her på bloggen, at jeg kunne hyres til skriftligt arbejde, og jeg har været så heldig, at en god håndfuld mennesker har sparket opgaver i min retning. Indtil videre har jeg fået lov at lave korrekturlæsning af ansøgninger, større skriftlige opgaver, undervisningsmateriale og en enkelt bog, samt oversættelser af spørgeskemaer fra engelsk til dansk.
For mig er det en kærkommen mulighed for at bijobbe på et tidspunkt, hvor det ikke gør ondt ift. børnene, og det er samtidig også en slags afsøgning af, hvad jeg skal, hvis jeg en dag ikke længere skal være tolk.
Ikke, at det er en tanke, jeg bryder mig særlig meget om. Hvis det er muligt, håber jeg, at jeg kan få lov at være tolk, til jeg går på pension. Jeg elsker mit fag for dets uforudsigelighed, for alsidigheden og for det konstante krav om at holde hjernen skarp, fordi jeg skal forstå og videreformidle viden, som jeg ikke selv har tilegnet mig først. Jeg elsker at være ude blandt mennesker, og samtidig være the lone rider, men primært elsker jeg det, fordi sproget er mit element, og der, hvor jeg trives bedst.
Men som i alle andre fag bliver skruen strammet, og udbudsrunder med dertilhørende prispres gør, at vi løber hurtigere nu, end vi nogensinde har gjort. Da jeg startede, tolkede vi som udgangspunkt 21 timer om ugen; i dag er det 25 timer, og jævnligt mere. De 21 timer er ikke trukket ud af luften. De bygger på, hvad der findes af undersøgelser om slid og arbejdsskader hos tegnsprogstolke, og samtidig også, hvor længe man kan holde koncentrationen og tolke kvalificeret.
I dag sidder vi ofte alene på f.eks. AMU flere dage om ugen, hvilket er for mange timer på for højt niveau (for hvis man lider af den vrangforestilling, at AMU er easy peasy, kan man bare prøve at hente et foredrag på YouTube om skorstene eller de forskellige jordlag, og deres betydning for jordbundens sammensætning og genfortælle dem til kæresten), men da mange AMU-uddannelser ligger på landet-ish, betyder det, at det er for dyrt at lave et tolkeskift midt dagen, for den tolk, der kommer for at overtage, kan ikke nå at tolke noget inden, og den tolk, der ville være færdig til middag, kan ikke nå ud på andet.
Og vi er alle taget til fange i spændet mellem et inderligt ønske om at holde fast i de rammer, som vi ved giver det bedste produkt, og som forebygger slid og udbrændthed, og trangen til stadig at have en arbejdsplads at gå på arbejde på i morgen.
Det betyder, at stort set alle tolke, jeg kender, gør sig overvejelser om, hvad vi skal, hvis kroppen en dag siger stop, eller bunden falder ud af markedet. (Trods alt kan vi jo varme os ved, at vores produktion ikke sådan lige står til at blive flyttet til Asien eller østblokken.)
Fordi jeg er så glad for mit fag, er det svært for mig at forestille mig, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal tolke. Men mine bijobs giver mig mulighed for at tænke i nye retninger, og en ny ide er begyndt at spire:
For jeg gad virkelig godt at være sådan én, der tog ud og gav mennesker feed back på, hvordan de kunne forbedre deres kommunikation og performances.
Som tolk har jeg masser af erfaring i, hvad det er, der sker, når kommunikation ikke lykkes, fordi jeg sidder som fluen på væggen, og ikke har noget i klemme. Jeg har uddannet instruktører i små 10 år, og undervist i diverse sammenhænge i 15, og har også et par gange selv været den, der har holdt foredrag. Derfor ved jeg også lidt om, hvordan det er at stå der. Jeg har evalueret et hav af mennesker gennem årene, og jeg ved lidt om næsten alt. På en eller anden måde føles det, som om alle de her ting løber sammen i et knudepunkt, hvorfra jeg vil kunne hjælpe andre til bedre at blive hørt og få deres tanker og ideer igennem.
Men er en genial idé genial, hvis man får den i skoven og ingen hører den? Jeg ved det ikke. Så jeg tænker, at næste skridt er, helt lavpraktisk, at teste det.
Derfor skal jeg bruge 2-3 personer, der ganske gratis kunne tænke sig at blive kigget på. Det eneste, jeg beder om til gengæld er, at man efterfølgende giver noget feed back på, om det var brugbart at være under luppen.
Umiddelbart forestiller jeg mig, at målgruppen er konsulenter, coaches, oplægsholdere el.lign. Det skal være mennesker, der arbejder med voksne, og det, jeg skal kigge på, skal enten foregå om aftenen, eller i sammenhænge, som det er muligt at filme.
Er det dig eller en, du kender? Det er ok, at det først er noget, der foregår til foråret eller i løbet af sommeren.
Smid en mail på blogsbjerg@gmail.com, hvis du er interesseret; så tager vi den derfra.
Kender du det hvor tommelfingeren scroller ned næsten af sig selv, og øjnene lander på sætningen”… Derfor skal jeg bruge 2-3 personer der vil kigges på …” og man tænker “Linda! Det kommer så pludseligt!” Men godt initiativ ved anden gennemlæsning. Og det lyder som om vore brancher er ramt af lidt den samme feber, for mit (biblio) vedkomne dog uden det fysiske element.
Haha – jeg synes også, det har været en lidt mandagsagtig tirsdag, så måske er det det, der driller?:)
Jeg tror desværre, det er over hele linjen, vi er ramt. Det er jammerligt. Og virkelig næsten uudholdeligt at se alt det, der er arbejdet for så mange år, blive hældt lige ned i afløbet.
Nu spørger jeg helt uvidende (og lidt uden for kontekst): er dit fag et, som kunne blive overtaget af maskiner? Jeg arbejder selv på kontor, hvor vi prøver at imødekomme et fremskridt, som betyder at maskinerne (robotterne) overtager en del af vores opgaver. Det er ikke længere ‘hvis’, men ‘når’. Kh. Birgitte
Jeg tror, vi skal mange, mange år ud i fremtiden for at det bliver en trussel/mulighed; primært fordi vi altid bliver sat ind i situationer, hvor mennesker kommunikerer med hinanden, og det er der simpelthen ikke teknik til at få til at fungere endnu. Man har haft mange forsøg med automatisk tekstning af film osv. men når vi mennesker taler, gør vi det usammenhængende og med afstikkere til højre og venstre. Vi mumler, udtaler ord forkert, afbryder os selv og hinanden osv osv. Alt det kan en tolk sortere og navigere i; det kan maskiner ikke (endnu). Ligeledes er der hele oversættelsesudfordringen, hvor google translate på fineste vis illustrerer, hvorfor dét ikke er en god ide.
Der, hvor jeg tror, der kommer til at ske noget, er ift. de indopererede høreapparater, Cochlear Implants. I takt med, at teknikken bliver bedre og bedre, tror jeg, at der langsomt vil ske en udfasning af mit fag, fordi der vil blive færre og færre døve, der vælger tegnsprog som deres primære sprog. Men det er en debat med mange aspekter, og jeg tror ikke, at det bliver i min tid på arbejdsmarkedet, at tegnsprogstolke bliver overflødiggjort. Men kom Frida og sagde, at hun ville følge i mine fodspor, tror jeg, at jeg ville opfordre hende til at tænke over det én gang til.
Kh
Linda
Spændende at høre om dit fag, som jeg ikke vidste meget om 👍