M2018, uge 52 (opsamling)
52 uger er gået, og vi er nået til vejs ende. Som lovet kommer hermed den samlede liste over, hvad M2018 helt konkret har givet af resultater. Det bliver langt, så sæt jer godt til rette.
Nye tiltag i omgangskredsen:
M2018 har givet anledning til mange virkelig gode snakke i omgangskredsen, også om de emner, man normalt ikke italesætter. Jeg har det frygtelig stramt med nærighed, og derfor kan jeg somme tider komme til at overkompensere, når vi f.eks. har gæster til spisning. Men i takt med, at jeg har forholdt mig til vores forbrug på alle andre områder, kommer det til at virke ret ekstremt, når man bare kører fuld plade for en sikkerheds skyld her. Min egen oplevelse er, at mine overvejelser også har sat tanker i gang andre steder, og uden at jeg kan se, hvad folk tænker, så virker det til, at de også synes, at den nye, lidt anderledes måde at gøre tingene på, fungerer fint.
Lavet aftaler om at give oplevelser i stedet for gaver, når vi giver hinandens børn fødselsdagsgaver.
Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen.
Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang.
Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs.
Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand.
Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat på bordet uåbnet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.
Nye vaner:
De nye vaner er kommet snigende hen over året. Det er ikke sådan, at jeg startede med, hver eneste uge, at gå alle skabe igennem, eller at jeg med det samme var bevidst om, hvor der var mulighed for at prøve at gøre noget anderledes. Alle nedenstående ting er vokset frem af spæde begyndelser, f.eks. at jeg lige bladrede mit ene køkkenskab igennem, mens jeg alligevel stod og ventede på, at vandet kogte. Nu er mange af dem så indgroede, jeg ikke engang tænker over dem længere.
Erstattet min balsam med Arganolie, som jeg også bruger i Fridas hår om morgenen, så det kan reddes igennem uden for mange hyl og skrig. Jeg er gået fra 6-8 flasker balsam årlig til ca. 1,5 flaske arganolie.
Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.
Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet.
Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden.
Badeværelsesskabet ligeså.
Opøvet at forholde mig til det, jeg har i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes.
Gjort børnenes fødselsdage til anledninger til at rydde op og ud i deres legetøj.
Lært at tænke den kommende uges madplan ind i det, jeg laver af mad i weekenden.
Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger.
Groet en respekt for, at det er i alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse, kontra 250 for den nye, jeg havde kig på. Når man efterhånden kender sin økonomi, og ved, hvor meget man har tilbage til resten af måneden, træffer valget ofte sig selv. I år har jeg gjort det med en julebog, en kaffekande, en lampe, samt bObles til Fridas julegave.
Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange.
I forlængelse af ovenstående: Skilt mig af med det, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Igen: Princippet om, at det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)
Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet.
Blevet god til at vaske min bil manuelt, så tit det kan lade sig gøre.
Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe.
Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.
Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram.
Blevet god til at vurdere, om ting kan repareres i stedet for at skiftes ud. F.eks. er mit sofabord, som fik nye beslag for snart et år siden, still going strong, og min vaskemaskine, som plasthåndtaget knækkede af for 1 1/2 år siden, vasker upåklageligt, selvom jeg skal åbne lågen med en tang.
Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.
Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant.
Madspild:
I starten handlede det bare om, at der ikke skulle smides for meget mad direkte fra køleskab/gryde/fryser i skraldespanden, men efterhånden er tankegangen kommet til at gennemsyre meget mere end bare det, og den væsentligste forskel er nok i virkeligheden, at jeg tænker på det forlods, så jeg allerede inden jeg køber ind, forholder mig til, at det, jeg køber skal kunne bruges eller genbruges sammen med andet, jeg har i fryseren. Det giver væsentlig færre situationer, hvor jeg står med et fyldt køleskab, og på ingen måde kan nå at udnytte alt, hvad der ligger i skuffer og på hylder.
Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt.
Testet nye modeller af, når vi har gæster. F.eks. at det fungerer fint at lave madklub med forskellige rester fra fryseren, og at det er smart at lave noget, hvor børn kan vælge, hvad de vil spise, uden at resten går til spilde. F.eks. pølsevognen vi lavede til Antons fødselsdag.
Købt låg til dåsesodavand, så de kan genbruges. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, når børnene havde fået, kan de nu dele en sodavand over en weekend, og der er stadig brus i den søndag.
Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder.
Eksperimenteret med at fryse madvarer, jeg ikke plejer at fryse (- og finde anvendelse for dem). Mælk til smoothies, skivede tomater til lasagne, kage med smør/ostetopping osv.
Lavet et system med at skrive det på min madplan, hvis en ret den kommende uge skal indeholde noget fra fryseren, som jeg skal have brugt. Ellers glemmer jeg det.
Fået så meget plads i skabene, at der ikke længere er gemmesteder, hvor torskerogn og mango chutney kan stå og spille døde.
Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. F.eks. en kartoffel, et par skefulde kødsauce osv. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.
Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.
Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt
Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere.
Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på cafe osv.) Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden.
Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspildet hos børnene. At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange.
Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på ture. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)
Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft vi bruger.
Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg lægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer.
Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig m*therfucker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk), og sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. pisket fløde er ret lille, hvorimod 1 dl i en smoothie og 1 dl i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i tapas-lignende arrangementer, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.
Hvor har jeg sparet penge:
Det var her, det hele startede, og selvom det hurtigt stoppede med kun at handle om dét, så har jeg på den anden side ikke tænkt mig at klage over, at jeg har fundet måder at få pengene til at række længere.
Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr.
Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M2018-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det komme til at give en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året.
Fundet ud af at testlytte nye numre på YouSee musik, som jeg har gratis, og kun købe dem, der hænger ved efter et par uger. Bare fordi det ikke føles som rigtige penge, når det hele foregår med 2 click i iTunes, betyder det ikke, at det ikke løber op.
Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skylle af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere.
Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af i år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo.
Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det.
Haft held med at slå op på fb osv. når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet.
Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver.
Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere. FDM røg i år, fordi jeg har fået vejhjælp gratis gennem min forsikring, og det sparer mig årligt for 1800 kr.
Taget hul på hjemmetræning, hvilket har vist sig at være en god måde at gøre det på, for jeg har haft MANGE uger, hvor det ikke har kunne lade sig gøre. Og jeg er ikke en af dem, der leder efter undskyldninger for at slippe, så for mig er det en reel konstatering af, at tiden ikke har været der, og dermed heller ikke havde været der, hvis jeg havde købt et medlemskab i et fitnesscenter.
Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.
Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr.
Hvad har jeg lært:
Det virker lidt skørt at liste det her i punktform, for det er faktisk hele min måde at betragte verden på, der er blevet forrykket. Ikke desto mindre er det stadig rart at se, hvor det kommer konkret til udtryk.
Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele.
Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. 2018 eksemplerne er: Træningssko = sko. Sandkasselegetøj = legetøj til badekar. Sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug). Bodylotion = ansigtscreme. Balsam = shaving gel. Juleservietter = servietter. Bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.
Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn.
Blevet meget klogere på do’s and don’ts ift. at sælge brugt. Jeg har ofte tænkt på noget Jane skrev for længe siden om at have respekt for de små beløb. 2018 har været en lektie i, hvor meget små beløb reelt kan akkumulere sig til. (Gode råd til salg af brugte ting her)
I forlængelse af ovenstående: At det godt kan betale sig at sætte noget til salg, selvom man måske kun kan få 50 kr. for det (med mindre det giver mening at forære væk, fordi mange kan have glæde af det længe. F.eks. har jeg foræret alle Fridas babylegesager til vuggestuen, fordi jeg godt kan lide tanken om, at mange børn i mange år kommer til at få glæde af dem). Eller at returnere defekte varer, hvis jeg stadig har bon’en. Også selvom det kun er 50 kr. det drejer sig om.
Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på.
Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.
Stoppet op, når vi har mødt ‘det plejer vi da’-udgifter. F.eks. til de årlige billeder af børnene.
Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).
Genopdaget vennetjenester.
Fundet ud af at lommepenge/feriepenge er en super måde at mindske konfliktniveauet på, når vi er afsted, fordi det er beløbet i pungen, der sætter begrænsningen og ikke Sure Mor.
Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. I år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild.
Lært på den hår(d)e måde, at argan-olie ikke bare er argan-olie, men at man skal købe den model, der er til håret, hvis det er det, man gerne vil bruge det til.
Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her i år.
Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle.
Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.
Nej tak til:
Med så mange nye tiltag, har der selvfølglig også være nogle, der ikke har fungeret.
Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen.
Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til.
En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig.
Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt.
En bambuskop til at tage med på arbejde. Ideen er god, men jeg slæber på virkelig meget andet i forvejen (vandflasker, madkasser osv), og i og med, at vi altid befinder os på andres studiesteder og arbejdspladser, hvor der ikke er et skab eller en hylde til os, bliver det for massivt at komme slentrende med en trailer med service.
WISH og de andre app’s, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina.
Nescafe fyldt i poser og medbragt på arbejde. Det taber smagen, og giver ekstra emballagespild. I stedet har jeg en lille pose med tebreve, som er pakket individuelt, i tasken. Det fungerer meget bedre.
At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op.
Hvad har jeg fået brugt/ryddet op i:
Et punkt, der helt generelt har været en øjenåbner for mig. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af i år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigt at bladre kassen med arvetøj igennem, når den består af en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen.
Endelig kan jeg også se, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads.
Rengøringsmidler (jeg vil gerne ned på en håndfuld og er der næsten)
Kasserne med arvetøj.
Mit tøjskab. (Av)
Engangsservice og sugerør, jeg i tidernes morgen købte.
Alle de små prøver i badeværelsesskabet.
Lageret af håndcreme. 7 stk. (plus to ekstra, jeg fandt i mine tasker.) Alt sammen fordi jeg fyldte dem over i en pumpe.
Go-cards (Til indkøbssedler, to-do’s osv.)
Stearinlys
Div:
Rodekassen til de erfaringer og inspirationskilder, der ikke lige passer i de andre kasser.
Opdaget podcasten ‘A slob comes clean’.
Virkelig undrende erkendt, at hele det her projekt har fjernet 90% af min lyst til at snuse rundt i butikker for at se, om jeg dog ikke kunne skabe et behov for forbrug.
Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på. (Den første overvejelse af slagsen jeg gjorde mig, var dåseferskner kontra frossen mango i uge 9)
Forsøgt at tænke ind, hvordan vi sparer på vandet, både ift. når vi bader, når jeg skyller af efter maden, og bare helt generelt.
Betalt 72.000 kr. af på min gæld.
Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb.
Skiftet mine 6 ruller gavepapir med mønster ud med brunt genbrugspapir, som jeg pynter til lejligheden.
Øvet mig i at huske at cykle, når det er muligt, hvilket er sværere, end man lige skulle tro, fordi jeg altid har mindst 50 km. på job, og derfor er afsted i bilen alligevel. Det bliver for omstændigt at skulle hjem og sætte bilen, for derefter at cykle tilbage til den butik, jeg lige er kørt forbi. Men jeg forsøger at blive bedre til at få det lagt ind i weekenderne, og lidt har også ret.
Læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, og den kan varmt anbefales.
Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med.
—- O —-
Så there you have it, som vi siger på godt dansk. Hvor har det været en skelsættende rejse, og hvor er jeg glad for, at så mange af jer har haft lyst til at lege med.
Tilbage er der vist kun at sige tak for i år. Tak fordi I læser med. Tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I gør min blog til noget, der giver langt mere, end den kræver.
Rigtig godt nytår.
Bag-jul
Jeg er netop landet i sofaen efter den føste dag, der har smagt lidt af hverdag, siden vi gik på ferie. Julen er kommet og gået, alt har åndet (relativ) fred og idyl, og jeg synes, at jeg i år nåede at få sjælen med. Nok mest fordi juleaften faldt en mandag, og der derfor var et par dage til at opdage, at man endelig havde fået juleferie, inden den store december-finale skulle afvikles – modsat de to forgående år, hvor man lige nåede at fåferie!Nuerdetjul!Nuerdetoverstået!
Jeg har i år gået og luret lidt på Frida, fordi jeg kan se, at hun snart er så stor, at vi kan begynde at skabe traditioner. Ikke noget stort og forkromet, men bare noget, de engang vil komme til at tænke tilbage på og forbinde med deres barndoms jul, og som vi alle tre vil have som små, hyggelige fixpunkter i juledagene. F.eks. husker jeg selv, hvordan min mor altid lavede risengrød til frokost d. 24., da vi boede hjemme, og det var noget af det bedste. Hun er der ikke helt endnu, Frida, men det trækker derhenad.
Vi brugte d. 23. til at musse rundt herhjemme i nattøj, og ud på eftermiddagen tog vi vores respektive personligheder på, og kørte en tur ind i byen, hvor vi kiggede på julelys og folk, der løb på skøjter, mens vi drak varm kakao, og det ville ikke have overrasket mig spor, hvis det samlede Disney-entourage pludselig var trådt frem med et klap-træ og havde erklæret at “It’s a wrap!”
Juledagene er gået med familie, venner og afmålte doser af strand, og i går kunne jeg mærke, at jeg var ved at være ud-julet. Jeg når altid til et punkt, hvor jeg får ting-spat, fordi der er træer og legetøj og hjerter og nissehuer og glaskugler overalt, og lige pludselig kan jeg ikke have det mere. Så i morges væltede vi ud af sengen, så snart børnene havde fået øjne, og kl. 6:40 trådte vi ind i Bilka, hvor vi fik byttet en enkelt gave, og stucket op på mælk, grønt og brød. Da vi kom hjem, afmonterede vi julen, og eftermiddagen brugte vi i Ribe, hvor vi byttede gaver, fordi mindre by = færre mennesker.
Jeg har holdt mig selv fast på faktisk at holde ferie, de sociale batterier er ladet op, jeg har genopdaget gløgg, og det passer mig fint, at der er et år, til vi gør det hele igen.
Men inden jeg lukker mac’en sammen for i dag, vil jeg gerne adressere de helt utrolig fine kommentarer, jeg fik til det seneste indlæg. De gjorde mig simpelthen så glad helt derinde, hvor det betyder noget. Jeg foretrækker normalt at svare 1:1, men efter flere tilløb, må jeg erkende, at jeg ikke kan få det til at fungere her. For det virker tamt at skrive det samme til jer alle, men hver eneste kommentar gjorde mig 10 cm. højere, og det vil jeg så gerne have, at I ved. Jeg er vanvittig stolt og ydmyg over at have fået mulighed for at facilitere noget, der har haft den effekt på rigtige mennesker ude i verden, og jeg er umådelig taknemmelig over, at så mange tog sig tid til at skrive, hvordan de helt konkret har brugt indlæggene. Det betød alverden.
Tak!
Og endelig: Listen over serie-anbefalinger er opdateret med følgende:
The Bodyguard
Hvis man har bare den mindste bløde plet for britiske accenter, så skal – SKAL – man se den her. Hvis man tilmed synes, at Damon Albarn (ham fra Blur) er pæn, så spilder man allerede tiden ved at sidde og læse denne anmeldelse i stedet for at gå igang med The Bodyguard.
For hovedpersonen er ligner Damon, accenten får alt éns tøj til at falde af, og så er serien bundsolid – og spændende. Genremæssigt er vi ude i noget Homeland møder Flygtningen, og så elsker jeg, at helten ikke er lavet af 100% stoisk granit.
Min eneste anke er, at den gerne vil omkring *mange* emner undervejs (PTSD, Afghanistan, cyberpolitik osv), hvilket kommer til at betyde, at flere af emnerne berøres lidt perifert, men i det store billede betyder det ingenting. Jeg sidder klar i sofaen til 2. sæson.
Escape from Dannemora
Denne serie handler om 2 fanger og deres flugt fra et fængsel, som er muliggjort af, at de begge har et forhold til en kvindelig fængselsbetjent.
Jeg ved ikke, om serien ville have haft samme dragende effekt, hvis den ikke var baseret på virkelige hændelser, for i så fald tror jeg, at man flere steder havde tænkt: “Ej. Det er simpelthen *for* urealistisk”. Men som så mange andre steder i livet, overgår virkeligheden fantasien, og det var nok til at få mig til fortsat at hænge på.
Enkelte steder bliver den *lidt* lang – men når det er sagt, så synes jeg egentlig, at det bidrager til et stemningsbillede, som fungerer godt i denne historie. Jeg ville være gået død i den, hvis jeg skulle have set ét afsnit om ugen, for så falder kadencen for meget, men set i forlængelse af hinanden, synes jeg, at de enkelte afsnit kommer til at fungere som et drævende, skævt univers, som man langsomt, men sikkert bliver suget ind i.
M2018, uge 51 (og hvad så nu?)
(Læs forklaringen på M2018-indlæggene her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Været god til at fryse ting, som jeg normalt ikke husker at fryse. F.eks. har jeg skåret en bakke halvsløje tomater i skiver og frosset dem ned, og senere brugt dem i lasagne. Jeg huskede også at smide en liter dato-mælk i fryseren, og bruge den i weekendens smoothies.
2)
Skrevet til min bank og spurgt, om ikke vi skulle sætte mine renter ned. Det skulle vi. 1 procent på det ene lån og 3 procent på det andet, hvilket samlet set kommer til at spare mig for små 10.000.
3)
Ryddet op i min pung og smidt alt ud, som jeg ikke længere bruger eller har udsigt til at få brugt, f.eks. alle de gamle kaffe-rabat kort til uddannelsessteder, hvor jeg ikke længere tolker. Jeg fandt ved samme lejlighed et meget, meget gammelt gavekort fra Vila, som jeg først lagde i affaldsbunken, fordi jeg simpelthen ikke havde fantasi til at forestille mig,, at det stadig var gyldigt – og desuden ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været i Vila. En pludselig indskydelse fik mig til at google, om man på nettet havde mulighed for at tjekke saldoen, og jeg har nu 130 kr. at fyre af i en Bestseller-butik efter eget ønske.
4)
Tænkt at jeg ville huske at skrive den her på, selvom den ikke kun hænger sammen med den forgangne uge: Jeg kører Mac over hele linjen, og har derfor valgt, at al min musik ligger i iTunes. For et halvt år siden gik det op for mig, at jeg faktisk har adgang til YouSee musik, fordi YS er min internetudbyder. Jeg synes, det er noget knald at bruge de to tjenester samtidig, for jeg gider ikke sidde og lave spillelister i YouSee med alle de samme sange, som jeg allerede har købt i iTunes, men jeg er begyndt på YS at hente de musiknumre, som vi et par gange i ugen pludselig opdager, at vi ikke kan leve uden. Det kan vi jo *ret* tit, viser det sig, og jeg har sparet temmelig mange penge på, at jeg nu kun køber det på iTunes, som vi stadig elsker og hører på repeat efter et par uger.
—- 0 —-
Dette var det sidste ordinære indlæg i M2018-rækken, så hvad nu?
Tilbage i sensommeren, hvor jeg første gang begyndte at overveje, hvad der skulle ske, når vi var igennem 2018, var min tanke egentlig, at jeg ville fortsætte med et ugentligt indlæg. Jeg synes, det har været meget givende, både ift. at skærpe mine egne øjne, men også fordi jeg har fået mange, mange tilbagemeldinger på, at det også har sat tanker og processer igang ude blandt jer.
Men de sidste 3-4 måneder er det som om, der er sket noget i mailboksen og kommentarfeltet til M2018-indlæggene. Jeg tror måske det handler om, at fordi jeg poster indlæg en gang om ugen, der har minimalisme/miljø/besparelser som omdrejningspunkt, så har det trukket nye læsere til, som har et andet udgangspunkt, end det, jeg oprindeligt skrev ind i.
I hvert fald har jeg oplevet mere undren, flere kritiske spørgsmål til mit liv og mine valg, og sågar også et par stykker, der har sat spørgsmåltegn ved, om vores økonomiske situation virkelig er så slem, som jeg giver udtryk for.
Det har jeg oplevet som ret grænseoverskridende. Når vi har diskussioner i forlængelse af indlæg om emner, der naturligt vækker stærke følelser, er jeg forberedt på, at kommentarer kan stikke af i alle retninger, men i mine 11 år som blogger synes jeg, at det i 99% af tilfældene har været bolden og ikke manden, man er gået efter.
Det oplever jeg anderledes her, og det påvirker min lyst til at skrive. Mit udgangspunkt med disse indlæg var at skrive til og for os, der lever helt almindelige liv, og som – gode intentioner til trods – måske ikke har kunne overskue at stige ombord på zero waste og nul kød.
Mit mål har aldrig været at blive rig eller at finde alle de steder, jeg kan spare. Jeg har aldrig arbejdet hen imod at leve et liv, hvor vi kun har det *allermest* nødvendige, og har skåret alt andet fra. Jeg har haft et ønske om at få pengene til at række længere, og om at leve mere bevidst, og jeg har hele tiden forsøgt at tage udgangspunkt i mig selv.
Derfor kommer det til at kræve for meget god energi, hvis jeg skal forsvare og forklare, fordi indlæggene læses af mennesker, der er meget længere på denne rejse, end jeg er – for selvfølgelig påvirker det mig. Det ville være løgn at påstå andet, og det kan al logik og fornuft ikke ændre på.
Når alt det er sagt, har jeg ikke lyst til at stoppe helt, for jeg har fået så utrolig meget ud af at holde mig selv fast på at aflægge ugentlig rapport, og jeg er desuden nærmest upassende stolt af, at jeg også har været med til at gøre en reel forskel. Hvis bare 10% af jer, der sidder derude, er begyndt at tænke over at sænke farten, når I kører på motorvej, har disse indlæg, helt konkret, ændret noget til det bedre. Hvis bare 5 af jer har grebet bolden, og er gået tilbage til jeres respektive børns institutioner og har ønsket, at det bliver muligt at låne service i børnehaven, når der holdes fødselsdage, er det en betragtelig mængde engangsservice, disse indlæg har været med til at overflødiggøre. Det giver mening på en måde, som jeg ikke har prøvet før.
Derfor har jeg besluttet, at jeg ændrer frekvensen, og poster et M2019-indlæg den sidste weekend i måneden, og når 2019 er slut, trykker vi hinanden i hånden og tager afsked med M20xx-kategorien. På den måde holder jeg stadig mig selv fast på at holde fokus, indlæggene kan forhåbentlig stadig sætte tanker i gang og inspirere, og den lavere frekvens vil formentlig betyde, at det bliver den oprindelige målgruppe, jeg skriver til igen.
Så med det sagt: Tak for kampen. Det har været en ualmindelig lærerig oplevelse.
På søndag kommer der en et opsamlingsindlæg med de fleste af årets punkter, sat op i herlig, overskuelig listeform.
Må I alle få den bedste jul med de mennesker, I holder allermest af.
Vi skrives ved på den anden side.
Kh.
Linda
I øvrigt:
*vil jeg gerne vide, om vi snart er færdige med at hælde karry i kolde retter? Jeg får ondt i tænderne af det.
*har jeg meget få aversioner af de uforklarlige i livet. Fedtkugler med fuglefrø i er én af dem, så jeg vil gerne bede om en Emmy for min præstation i tirsdags, da Anton med en mine, som var det den hellige gral, overrakte mig resultatet af denne uges kreative indsats skolen.
Min reaktion udenpå:
Min reaktion indeni:
*er det *bare* fint, at vi har ferie nu, for de sidste tre dage har Frida smidt sig i den omvendte søstjerne og brølet ned i gulvbrædderne: “JEG ER TRÆT!! JEG VIL I SENG!!” Hvilket sådan set er fint nok, hvis bare klokken ikke havde været 16.
*skulle jeg sidste søndag læse en mail højt for familien, som bl.a. omhandlede julemad til oldeforældrene, og i stedet for at læse “og nyde Anettes andelår” – som der stod – læste jeg med høj og klar stemme “og nyde Anettes inderlår”. Man skal betragte sig selv som heldig, hvis man får mig som tolk.
*og apropos sidstnævnte tolkede jeg forleden i et køkken, hvor jeg både formåede at lægge røven op i en håndvask med påmonteret vandhane med sensor OG at smide en metalske i papircontaineren. Den gode tolk er en diskret tolk.
*siger jeg “praised be” uforholdsmæssigt mange gange dagligt for et menneske, der ikke har døbt sine børn.
*har jeg i formiddag købt ind på den måde, hvor man tror, man ALDRIG vil få behov for at handle igen.
*gik der lige præcis fire minutter fra jeg kom hjem, til jeg opdagede det næste, jeg manglede.
*skal jeg bede skoler og institutioner om at stoppe med at være så effektive, at de afmonterer julen, inden de går på juleferie. Det er deprimerende.
Har jeg fundet den Blossa-gløgg, jeg fik anbefalet i sidste uges kommentarfeltet i en hvid version, og:
God weekend.
I spørger, jeg svarer: Er der forskel på at opdrage et enebarn og søskende?
For et par uger siden fik jeg en mail fra Anette. Hun skrev:
Min mand og jeg har en søn på 2. Vi har mødt hinanden sent, og har derfor allerede inden vores søn kom til, været afklarede med, at vi kun når at få ét barn.
For nyligt var jeg til fødselsdag, og en af de andre deltagere beskrev på et tidspunkt et barn i omgangskredsen som “et rigtigt enebarn”. Det har fået mig til at tænke. Først blev jeg lidt stødt, for jeg synes, at vi tænker meget over vores opdragelse, og at “det typiske enebarn” måske er en fordom. Men omvendt forstår jeg jo godt, hvad hun mener, og det har fået mig til at tænke meget på, hvor det mon er, jeg/vi gør noget, som vi ikke selv er opmærksomme på, som kan forme vores søn og gøre ham til “et rigtigt enebarn”.
Så mit spørgsmål til dig er, hvad du oplever? Har du tænkt over, at forældre opdrager deres børn forskelligt, afhængigt af, om de har ét eller flere? Jeg ved godt, at det kun kan være din personlige oplevelse, og at det måske er et lidt ømtåligt emne, men jeg håber, du har mod på at tage det op, for jeg kunne godt tænke mig at høre både din og dine kloge læseres betragtning.
Det her er noget, jeg selv har tænkt en del over, både da jeg selv havde et enebarn, og efter at Frida kom til.
Jeg starter lige med, med verdens største caps lock at disclaime; nedenstående jo udelukkende er det, jeg er stødt på, og ikke hver gang eller hos alle 1-barns-familier, jeg kender og møder. Og det er også vigtigt for mig at sige, at dem med 3 børn med garanti kunne skrive et tilsvarende indlæg om mig/os med to børn.
Men hvis jeg alligevel skal give det et forsigtigt skud (så vi kan få jer på banen i kommentarfeltet #PublicService) så er der nogle tendenser, jeg synes, jeg har bemærket, og som jeg derfor vil nævne. Så kan du, Anette, selv vurdere, om det er noget, du føler, du kan bruge.
En af de primære forskelle jeg har tænkt over, er at enebørn hurtigere bliver store. Når man får et barn, tror jeg at de fleste oplever, at verden bliver vendt på hovedet, og at voksenlivet bliver sat på pause i en periode, men jeg tror, at forældre med ét barn er gode til at gøre barnet mere selvhjulpent hurtigere, både fordi der er bedre tid til at gøre det, og måske også fordi det giver en følelse af at vende tilbage til ‘normalen’.
Med flere børn er min egen oplevelse, at man bliver længere i børnefasen. Eksempelvis havde jeg LANGT flere krav til, hvad Anton skulle kunne selv, inden jeg fik Frida, fordi jeg havde tiden til at hjælpe og guide ham til det hele, både når noget drillede, og når han ikke gad. Jeg er sikker på, at jeg f.eks. havde lært ham at stå op og tage morgenmad selv, hvis det kun havde været ham og mig, men fordi jeg er oppe med Frida alligevel, har det ikke givet mening at bruge energi på at fokusere på dét.
Han havde formentlig også deltaget i flere ting på voksen-præmisser, og jeg kan sagtens se mig selv tage ham og iPad’en med på en café for at mødes med en veninde, hvis han havde været enebarn – hvor jeg hellere ville drikke afløbsrens end at gennemføre dét eksperiment med begge børn i lommen.
Jeg tror måske også, at Anton har haft mulighed for at dyrke barndommen lidt længere end et enebarn på hans alder ville have haft, fordi han er med, når Frida skal afsted til noget. Men lige den her kan også handle om, at der kun er én forælder på vores adresse, og at der derfor ikke er mulighed for at slippe for at tage med.
Jeg tror, at man med to børn måske har et lidt mere realistisk billede af, at ens barn både kan have horn og glorie, end man har, hvis der er ét barn. Når Anton og Frida har en konflikt, er det jo en konflikt, hvor jeg elsker både det barn, der er årsag til konflikten og det barn, det går ud over, og hvor jeg derfor ved, helt ned i følelserne, at det ikke er et udtryk for ondskab eller dårlig opdragelse (vel?), men bare skyldes, at det er sådan, børn er. Der oplever jeg måske mere, at det hos nogle ét-barnsforældre er en slags default reaktion, at det er svært at forestille sig, at det kan være ens eget barn, der lagde ud med at slå den anden i hovedet med bilen, fordi man ikke ser den side af sit barn, når man er sammen i en 1:1 voksen-barn-relation.
Jeg synes også somme tider, at antallet af børn påvirker, hvordan de voksne taler til andre børn, når de oplever deres børns grænser overskredet. Måske igen fordi man med flere børn har en lidt mere rodfæstet fornemmelse af, hvor forskellig adfærd børn kan have, uden at det betyder, at de er respektløse eller ikke hører efter.
F.eks. er Anton meget optaget af babyer, (som for ham er alle børn under 3 år), og selvom jeg gør meget ud af at snakke med ham om, at man skal huske at spørge babyers forældre, om man må ae de små, bliver han somme tider så revet med, at han kommer til at gøre det, inden jeg når at stoppe ham. Her oplever jeg, at måden et ‘nej tak’ bliver kommunikeret på ofte er langt mere kontant fra fra et-barns-forældre, end fra dem med flere børn, måske fordi sidstnævnte har lidt mere erfaring med, at børns personligheder kan have forskellige udtryk, og at man sagtens kan respektere både ét barns grænser og et andet barns adfærd samtidig.
Og endelig er der nok færre regler i hjem med flere børn, fordi man løber tør for arme, øjne og overblik. Og tålmodighed. Bordskik, putteregler og skærmtid er bare nogle af de områder, hvor min egen oplevelse er, at jeg med ét barn var MEGET regelfast (og måske, hånden på hjertet, syntes, at flerbørnsforældre var *lidt* for laissez-faire) mens jeg med to børn dagligt har et standpunkt, til jeg tager et nyt. Jeg har ganske enkelt ikke tiden til at tage hver eneste kamp, der opstår i løbet af en dag, for der er MANGE, og de kommer forskudt. På et tidspunkt synes jeg, at opdragelsen forvandler sig til en stemning af kronisk “Nej!”, og det er der ingen af os, der kan holde ud at være i.
I dag er det derfor blevet vigtigere for mig at vælge mine kampe, og så til gengæld være 100% til stede i dem og forsøge at tage dem på en ordentlig og respektfuld måde.
(-altså, de gange, hvor jeg ikke bare tackler dem ved at råbe: “NEJ!! FORDI JEG SIGER DET!”)
Måske er det tilfældigt, at det netop er ovenstående, jeg har bemærket, og det sete afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser.
Om man reelt kan ændre på noget – og om man skal – er svært, synes jeg. For er det en dårlig ting, at man kan bruge al den tid, der er nødvendig, når man skal guide sit barn? Eller at børn får lov at snuse lidt til voksenliv og -dynamik?
For mig at se er det noget med, at man, uanset vilkår, gør alt hvad man kan for at give sine børn så godt et liv og så gode betingelser som overhovedet muligt. Og det er måske en tanke værd, at man nok ikke skader sine børn, men snarere former dem gennem sine valg og fravalg af både opdragelsesmetoder, fokuspunkter og antal af søskende, og at denne formen udspringer af den virkelighed børnene fødes ind i og skal navigere i.
Det kan ikke være ens for alle, og det tror jeg måske heller ikke, at det skal være.
M2018, uge 50
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Skrevet til mine bedsteforældre og spurgt, om jeg ikke i julegave skal give dem, at vi stikker forbi med en gang frisklavede frikadeller, en ny-stegt medister, en gryde skrællede kartofler, tilbehør og en omgang ris á la mande d. 24.
Jeg vil så gerne give dem et eller andet, de kan bruge, men de er 89 og 91 år, og de mangler i-n-t-e-t, og da min bedstefar oven i købet har fødselsdag nytårsaften, sidder vi 2 gange på under 14 dage og river os i håret over, hvad vi kan glæde ham og dem med.
Men de blev så begejstrede over udsigten til hjemmelavet mad, at jeg nu har spurgt resten af familien, om en fødselsdagsgave kunne være, at vi tilvejebragte nytårsmenuen; de får gæster, og måske det var rart, at de bare kunne koncentrere sig om dét?
Ideen er hermed givet videre, hvis andre kan bruge den.
2)
Brugt det sidste af mit gavepapirs-stash, og besluttet, at jeg bare vil købe en rulle med almindeligt, brunt papir, når jeg handler næste gang.
Jeg ved godt, at mange minimalister får hovedpine ved tanken om indpakningspapir, men vi er ikke helt der endnu, hvor det vil virke naturligt at overrække en gave pakket ind i en gammel avis.
Men det brune gavepapir, som jeg før har haft, bliver så fint, hvis man pynter det med et glansbillede eller et klistermærke, eller hvis børnene får lov at tegne på det. Det kan på denne måde customizes til alle anledninger, og man behøver derfor ikke have en kasse med forskellige typer af gavepapir stående.
3)
Haft gæster (sidste weekend) og tænkt over, at der faktisk har også været en uventet fordel forbundet med at arbejde så meget, som jeg har gjort de sidste par måneder. For det har tvunget mig til at være bedre til at tænke over, at den mad, jeg laver i weekenden, skal være et oplæg til madplanen den kommende uge. At jeg f.eks. laver suppe med friskbagte boller (som jeg ikke kan nå at bage i hverdagen). Eller laver burritobowl og steger ekstra kylling, så der er til quesadillas. Og at jeg tænker over at lave noget med gnavegrønt søndag, hvor jeg så snitter og hakker til den kommende uge.
Sidste weekend lavede jeg frikadeller til frokost, købte et frisk rugbrød og et glas rødkål, kogte en bakke æg, og varmede resten af madpakke-leverpostejen. Der var *ingen* klager fra hverken gæster eller børn, og den kommende uges madpakker var næsten i hus.
Ud over at det giver lidt ekstra luft den efterfølgende uge, hvilket altid er rart fordi: mere tid = bedre valg, så giver det også mindre spild ift. hvis vi i værtsskabets navn havde taget hul på 3-4 forskellige slags pålæg, som vi bagefter ikke ville kunne nå at spise.
I øvrigt:
-Er jeg til min egen rædsel og forfærdelse gået lidt kold i gløgg.
-Har jeg brug for at I straks sender mig jeres bedste opskrift på hvid gløgg/glühwein/noget-andet-voksent.
-Havde jeg i går planlagt, at nissen skulle tegne sorte næser på os alle tre, og da Frida for tiden sover som vinden blæser, sneg jeg mig til at gøre det, da jeg alligevel var oppe kl. 2:15.
-Viser det sig, at teatersminke *ikke* er pude-fast.
-Læser Anton heldigvis endnu ikke så flydende, at han undrede sig over, hvor i nissebrevet “I dag har jeg drillet med noget, I endnu ikke har opdaget, hahaha” stod.
-Var i dag dermed (endnu) en af de dage, hvor det came in handy, at jeg altid har lidt palietter og sølvstjerner til at stå.
-Får jeg aldrig de sidste stjerner op af Fridas vinterstøvler.
-Har jeg de sidste uger set opslag på fb fra privatpersoner, der har laver give-away’s med julekurve etc. til ‘værdigt trængende’ hvor de i opslaget skriver: “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor jeg skal vælge dig.” Er det bare mig, der synes, det er lidt ulækkert?
-Hørte vi forleden Chandelier med Sia, og Anton spurgte, oprigtigt bekymret, om “hun ikke får ondt i halsen af det der, mor?” Det griner jeg stadig af.
-Skal jeg have fundet en anden forældre-stil, til når vi øver at cykle ude i verden. Anton er – stadig – ikke trafiksikker, og jeg bliver så bekymret, at jeg kommer til at råbe, når han for 600. gang på en cykeltur lige skal køre zig zag over striberne.
-Ved jeg godt, at det er kontraproduktivt ad helvede til.
-Svarede han forleden på mit spørgsmål: “VED DU, HVAD DER KAN SKE, HVIS DU BLIVER KØRT OVER?!” “Ja. Så kommer man derover på græsplænen, hvor ens mor sætter lego til én ved siden af stenen med navn på” og hvis nogen vil mig noget, ligger jeg stadig i hjørnet i fosterstilling og hulker.
-Kommer mine svar på kommentarer i disse dage lidt i stimer, for jeg har været så heldig at få tilsendt et par korrektur-opgaver, som jeg sidder med om aftenen.
-Skal jeg til julefrokost i aften, og jeg glæder mig.
Selv den længste nat får ende
I forlængelse af, at jeg for et par uger siden spurgte, om I derude havde en holdning til, hvad der skal ske – hvis der skal ske noget – med M2018-indlæggene, når ’18’ ikke længere er retvisende, har jeg fået flere kommentarer, både på bloggen og bagom, fra læsere, der gerne vil høre lidt om, hvad jeg har fået ud af at skrive indlæggene. Både en slags ‘greatest hits’, men også mere overordnet.
Jeg er igang med at lave et opsamlingsindlæg med de punkter, jeg har haft på ugens liste i årets løb, men jeg har egentlig også lyst til at skrive lidt om, hvad indlæggene og processen har sat i gang af tanker hos mig.
For at det ikke bliver så langt, at man skal tage fri fra arbejde for at læse det, deler jeg det op, så opsamlingsindlægget kommer som årets sidste M2018-indlæg, mens det andet er det, du er i færd med at læse her.
I årets løb er der komme nye læsere til, og derfor giver det måske mening først at skitsere baggrunden for projektet.
Kort fortalt slæber jeg rundt på en gæld, som jeg er utrolig træt af. Den er et resultat af mange bække små; restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, indskud til de mange forskellige steder, jeg har boet – og almindeligt forbrug. Stille og roligt har det akkumuleret sig, og er blevet til et ganske anseeligt beløb.
Med min bil og indskuddet til vores nuværende hus som eneste undtagelser, har jeg ikke stiftet ny gæld i ca. 12 år, så vi taler primært om penge, der er brugt, da jeg læste, og i tiden lige efter.
Selvom det i dag virker helt utroligt for mig, at jeg betragtede penge og forbrug på den måde, valgte jeg, da jeg var færdiguddannet, bare at betale af med den lavest mulige ydelse, i sikker forvisning om, at jeg på et (ikke nærmere defineret) tidspunkt, ville få flere penge mellem hænderne. (Hahaha – #life). Det er grunden til, at jeg i dag, 15 år senere, stadig ikke har betalt min gæld ud, selvom jeg flere gange har sat mine afbetalinger op.
De sidste par år har jeg således afdraget 6000 kr. pr. måned, hvoraf ca. 1/3 er renter. Det er umuligt at tænke på, uden at få hovedpine, så vi skynder os videre. Med en løn, der ligner den, en folkeskolelærer får, kræver det ikke megen hovedregning at nå frem til, at det efterlader os med et ret overskueligt rådighedsbeløb; ikke mindst fordi der kun er mig til at hive penge hjem og betale regninger.
I mit job får man bare ret meget den løn, man får. Jeg har ikke udsigt til bonusordninger eller andre typer af økonomiske appelsiner til turbanen, og derfor fik jeg i begyndelsen af 2018 lyst til at zoome ind på, hvordan jeg så får mere ud af det, jeg har.
Mit primære fokus i starten var at spare penge, og at få det, vi havde, til at række længere. Jeg har i flere år været ret optaget af ‘stop madspild’-tankegangen, og det føltes derfor naturligt at inddrage den vinkel også, så i starten kredsede indlæggene meget om dét.
Men som ugerne gik begyndte der at ske noget med min måde at betragte vores forbrug på, og stille og roligt skiftede mit fokus fra at være på at spare penge til – mere overordnet – at leve bevidst. At forholde mig konkret til, hvordan vi i vores lille familie forbruger, hvad vi bruger vores penge på, hvad der er vigtigt for os ( – og hvorfor) , og hvad der er ligegyldigt.
Det begyndte at synke ind, at mængden af penge ikke betyder noget, hvis dit forhold til dem forbliver det samme.
Og selvom det er store ord at bruge, så er min oplevelse faktisk, at det her projekt har ændret mit liv ret radikalt. Det har givet mig en helt ny ro, og en langt mere konkret fornemmelse af at være tilstede i mit eget liv, for med øget (kritisk) fokus på forbrug af materialle goder, følger helt automatisk en øget bevidsthed om og stillingtagen til, hvordan du forvalter din tid. Hvor og med hvem du vokser og trives, og hvor og i hvilke relationer, energien er blevet skæv.
Det skal siges, at jeg tror, at dette skifte i livssyn var på vej allerede inden M2018-projektet, men indlæggene blev en måde at fastholde mit fokus på processen og et forstørrelsesglas ift. emner, der måske ikke oplagt hører ind under ‘at spare’. Der har i årets løb været virkelig mange gode diskussioner i kommentarfeltet, om alt fra økologi og bæredygtighed over klima og kød til værdier i venskaber og børneopdragelse.
Samtidig har dét at skrive et fast, ugentligt indlæg, uden tvivl haft positiv indflydelse på mine øvrige indlæg. Dels har jeg, helt lavpraktisk, været mere ved tasterne, hvilket har givet flere og bedre indlæg, og dels er det min fornemmelse, at I også har engageret jer mere i debatterne, simpelthen fordi vi er her oftere.
Men med øget engagement og flere læsere kommer også flere øjne og måder at fortolke mine indlæg på. For et par uger siden fik jeg en kommentar fra en læser, som bl.a. skrev,
“(…) hver måned læser jeg undrende om ting, du føler, du bliver nødt til at gøre/have/klare, helst i den ’rigtige’ version og ellers i en billigere, det har taget timer at skaffe (…) Der er hele tiden en undertone af ’nok skal jeg spare, men min hårshampoo/parfumen/skyllemidlet/de rigtige farver/etc. – dét vil jeg altså ikke gå ned på’. Eller ’nok er det fint at købe brugt, men lige genbrugsbutikkerne i Esbjerg er under min værdighed’.
Jeg ser en hæsblæsende kamp, og måske tolker jeg strabadserne forkert, måske er det slet ikke så hårdt for dig, som du af og til giver udtryk for, men jeg ser en kamp for et liv, som hele tiden er lidt uden for rækkevidde, hvor jeg selv hviler helt fint en socialklasse under.”
Jeg efterfølgende har tænkt meget over kommentaren, som jo er skrevet ud fra, hvordan pågældende læser har opfattet denne indlægsrække, og det endte med at være én af de sjældne gange, hvor vi lagde på, uden nogensinde helt at forstå, hvad den anden mente. Det var en smule frustrerende for os begge, tror jeg, men tonen var hele vejen igennem respektfuld og ordentlig, og om ikke andet mindede kommentaren mig om, at alle mine gode intentioner til trods, så kan jeg nok ikke altid selv se, hvordan mine indlæg også kan fortolkes.
Min kloge psykologilærer sagde engang, at du ikke siger det, du siger; du siger det, andre hører, du siger, så hvis én læser har opfattet mine indlæg på den måde, så sidder der formentlig andre derude, der forstår dem på samme vis.
Derfor er det utrolig vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk ikke tror, jeg nogensinde har haft det bedre, end jeg har lige nu, så hvis jeg på nogen måde har givet udtryk for andet, så er det fordi jeg har formuleret mig forkert.
Min gæld giver mig ondt i maven, hvis jeg tænker for længe over den, men jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have lært det, jeg har lært, hvis ikke situationen havde været så ekstrem.
Lektien har været hård, men også både værdifuld og værdsat, og om 2,5 år er alt betalt ud, og jeg får stadig lov at beholde mit nye mindset, som jeg holder langt mere af end det gamle.
Så hvis jeg skal koge dét, jeg har lært af M2018-projektet ned til én sætning, må det være:
Jeg er vågnet.
M2018, uge 49
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Betalt årets sidste afdrag på mine lån, og dermed i 2018 i alt afdraget 72.000 kr. Er både sygt stolt og en smule udmattet ved tanken om, at det stadig ikke er slut.
2)
Været nødt til at købe nye støvler til Frida, selvom jeg har købt to par tilsyneladende pæne og meget lidt brugte second-hand af slagsen for ganske nyligt, og jeg har derfor besluttet, at vi fremover køber fodtøj fra nyt. Vi har én gang været heldige at købe et par ‘brugt-under-5-gange’-Ecco sko til Frida til 1/5 af ny-prisen, og dem har vi været glade for. Alt, hvad vi ellers har købt, har vi været nødt til at kassere efter et par ugers brug, fordi det går i stykker eller suger væske (formentlig pga. forkert opbevaring og manglende imprægnering) og købe nye i stedet, og så går ideen jo lidt tabt.
3)
Returneret sidste års lyskæder til huset og fået 450 kr. retur. (Den skulle faktisk have været på sidste uge, men jeg glemte den). I starten af november var jeg diverse kasser igennem, fordi jeg bestemt mente, at jeg havde gemt sidste års lyskæder, men jeg kunne ikke finde dem, og endte med at beslutte, at jeg måtte huske forkert. Fast forward til 4 uger senere, hvor jeg for længst har købt og opsat nye, og åbner min julekasse – og de gamle ligger øverst og gør sig til. Det havde de nu ikke behøvet, for da jeg satte dem i stikket, var flere af pærerne gået, og da jeg i sin tid havde været forudseende nok til at gemme både æsker og bon sammen med kæderne, var der sådan set ikke noget til hinder for at returnere dem. Alligevel følte jeg det i første omgang lidt usselt, for jeg har ikke lyst til at være fattig på den nærige måde, og hvor meget kan man forvente af et sæt lyskæder fra Harald Nyborg? Men min veninde skrev “What would Karsten Ree do?” som svar på mit spørgsmål om, om det var for dårlig stil, og jeg endte med at køre ud med dem – og egentlig også med at nå frem til, at det faktisk var ok. De har reelt været oppe 3 uger, er tørret af og pakket ned, og har været opbevaret ved stuetemperatur – og det er udendørskæder. Det skal de kunne holde til.
4)
Sendt en mail til Bilkas kundeservice. I starten af november fik jeg et værdibevis derude, som ville give mig 100 kr. i rabat, hvis jeg i løbet af resten af november handlede for over 500 kr. Det gjorde jeg fredag (d.30.11), hvor det inde i mit hoved allerede var december, og værdibeviset derfor ikke længere kunne bruges, så jeg havde det ikke med. Jeg har skrevet til kundeservice og spurgt, om der er noget at gøre, og er helt afklaret med, at svaret med 98% sandsynlighed er nej. Og det er fuldstændigt i orden, for det er mig, der er en klovn. Men nu ved jeg, at jeg har gjort hvad jeg kunne, og så er det meget nemmere at slippe den, synes jeg.
5)
Køb et gavekort biografen i julegave til én, som forhåbentlig ikke læser med her, men som starter med ‘f’ og slutter på ‘ar’. Jeg har set mig sur på de gaveæsker, man kan købe, fordi jeg synes, det er *super* irriterende, at de koster 300 kr. og kommer med tvangsindlagte popcorn og sodavand, som min far hellere vil brække begge håndled end at tvinges til at indtage.
Selvom de har gemt muligheden godt, fandt jeg det sted på nettet, hvor man selv kan bestemme beløbet, så nu har jeg lavet et gavekort, der passer til to billetter, og så er der stadig penge i budgettet til at give ham 2 x tapas fra yndlingsstedet.
I øvrigt:
*Bliver dette et kort, lille indlæg, for vi har været syge, både samtidig og på skift, siden i søndags, og min hjerne fungerer ikke længere. Det må godt stoppe nu.
*Kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal give Anton i julegave.
*Spekulerer jeg lidt over, hvad der egentlig blev af Tina Turner?
*Har jeg fundet en barnepige, og lagt datoer i min kalender en aften i måneden fra januar og frem til sommerferien, hvor hun kommer, og jeg kan gøre *lige* hvad der passer mig.
*Var jeg til forældremøde i sidste uge, og ved nu, at vi forventer, at Anton er færdig i taleklassen til sommerferien.
*Bagte jeg forleden så aggressivt, at jeg ødelagde min kagerulle.
*Er listen med boganbefalinger opdateret med følgende:
Kære Zoe Ukhona – Pelle Hvenegaard
Denne bog er simpelthen så fin og ærlig. I en enkelt sætning er det historien om at adoptere et barn, men jeg synes, den er meget andet end det. Fortællingen giver et kig ind i en verden, som mange af os nok ikke ved så meget om. En verden, hvor det 100% er andre mennesker, der afgør, om man får lov at blive forældre, og når man læser historien, er der virkelig mange ting, man undrer sig over.
Pelle Hvenegaard er en usædvanlig god fortæller – jamen, undskyld. Han er selv inde på, at offentligheden måske har et lidt fladt billede af ham pga. de roller og værtsopgaver, han har påtaget sig – og jeg blev både rørt og klogere af at læse bogen.
Kastanjemanden – Søren Sveistrup
Uden at vide det tror jeg, at denne bog er startet med, at nogen har diskuteret det perfekte mord, og en eller anden har sagt: “Tænk, hvis (fjernet-af-spoiler-censur) Ville det ikke være vanvittigt?!”
Jeg *slugte* den. De første 50 sider er ikke nær så flydende, som resten af bogen, og der sniger sig også en enkelt krimi-kliche i form af ude-af-kontakt-med-sine-følelser betjent ind i historien, men hænger man på, skifter den fra første til femte gear i ét hug. Masser af plottwists undervejs, og i det hele taget bare en solid, velkomponeret krimi, som stadig er så let læst, at man kan nappe 5 sider hist og 10 sider pist, uden at tabe overblikket. Tusind stjerner herfra.
Dødens Instrumenter – Cassandra Clare (Bind 1-6)
Her skal man starte med at beslutte sig for, om man gider genren eller ej. For – indrømmet – der er steder, hvor det bliver lidt ungt. Hvis man skal sammenligne, tror jeg somme tider, at Rowlings geni-streg var at skrive til børn, og samtidig betydningslade teksten, så man også som voksen er underholdt. Ungdomsgenren er svær, fordi man ikke kan benytte sig af samme fortælle-tricks, som til børn, men stadig ikke kan være lige så subtil, som når man skriver til voksne.
Men når det er sagt, så er der små 4000 sider her at kaste sig over, som til fulde opfylder kravet om at underholde. Der er vampyrer, varulve og feer, der er blodfejder og kærlighed, og der er skurke, helte og humor. Hvis man kunne lide Tealing-trilogien og Hunger Games, er det bare at gå i gang.