Kampdag på bagkant

Jeg ville have skrevet det her indlæg i går, men tiden løb fra mig.

Hvert eneste år hører jeg både mænd og kvinder dømme Kvindernes Internationale Kampdag overflødig og irrelevant, hvilket giver mig lyst til at slå mit eget baghoved ind med en hammer. Selvom vi i dag i vores del af verden har adgang til abort og uddannelser og kan forsørge os selv, vrimler nettet stadig med statistikker om manglende ligeløn og muligheder, og om overrepræsentation af kvinder som ofre for vold og overgreb i hjemmet.

Alene det, at vi diskuterer, om der er noget at kæmpe for, et eklatant, rungende bevis for, at der er.

For mig er det blindheden, der er sværest at forstå. At vi har diskuteret de her ting i årevis og stadig ikke har formået at gøre mænd bevidste om, at deres syn på egne privilegier, rettigheder og krav er så grundlæggende og indgroede, at de ikke engang opdager det, når de opfatter uligheden som naturlig.

Som f.eks. når 3 mandlige værter i et radio-program taler om et computerspil, der hedder “Rape day”, som de i ramme alvor bagatelliser og griner af, for “det er jo bare for at få omtale” og  “det kunne jeg sgu sagtens sidde og spille; det er da ikke værre end alle mulige skydespil”. Det er for mig fuldstændig utroligt. Vi skriver 2019, og så sidder der 3 mænd og vurderer, at det ikke er problematisk. For det ER det. Både spillet, men i ligeså høj grad, at de 3 værter ikke kan se, at de qua deres køn er inhabile i at foretage den vurdering.

Eller når vi ikke engang studser over, at kvinder, som det naturligste i verden, tænker over, hvilken vej de vælger at gå hjem fra byen, og undgår mørke stier og øde gader, mens mænd sgu bare tager den korteste vej. 

Eller når jeg hører både mænd og kvinder vrænge af debatter om lyskryds, øremærket barsel til mænd, og kvindekvoter i bestyrelser og på direktionsgange. For det er til at græde over, at vi i dag er et sted, hvor så mange har glemt, at når man prøver at ændre noget; et menneskesyn, en vane, et mønster, så er det ikke for din og min skyld. Så er det for generationerne, der kommer.

Det er for at vores sønner og døtre, når de engang bliver voksne, opfatter ligeløn, kvindelige ledere og fædre på barsel som reelle muligheder og konkret virkelighed, fordi de har set det i praksis, og ikke længere kan huske, at baggrunden for det var kunstig befrugtning.

Vi er ikke i mål.

Vi er kun lige startet.

Published by

16 Replies to “Kampdag på bagkant

  1. Hmm Linda. Jeg er delvist enig. Fordi jeg også tænker der er en skævhed i nogle ting men samtidig også har svært ved at se hvordan nogle af tingene kan ændres. Jeg kender ingen mænd der på nogen måde tænker det er ok at voldtage kvinder på vej hjem fra byen. Men måske hænger overfaldene sammen med at dem der gør det føler en magt fordi de der er fysisk overlegne. Det kan vi kæmpe for herfra og til evigheden men mænd er generelt stærkere end kvinder. Det betyder jo ikke vi ikke skal stå fast på at det ikke er ok. På samme måde tænker jeg at lidt med barsel. Jeg synes det er mega vigtigt at muligheden er der for at mænd også kan holde barsel (og det har min mand også gjort) men at insistere på fuld ligestilling der kan godt være lidt svært eftersom jeg ammede vores unger til de var store nok til at spise selv og det kan han jo ikke. For mig handler det om at give reelle lige muligheder – for begge køn. For der er også flere mænd i fængsel, flere mænd der falder helt igennem samfundet. Det er jo ikke længere sådan i Danmark at kvinderne er totalt undertrykt mens mændene altid er højt på strå. Men der er nogle strukturer der gør at kvinder bliver begrænset i nogle tilfælde og mænd i andre og dem synes jeg vi skal kæmpe for at ændre. Til gengæld synes jeg sagen med lyssignaler er fuldstændig håbløs. Måske er det bare fordi jeg aldrig har set det som en “mand” på den måde men bare en person. Og så synes jeg det er virkelig idiotisk at bruge penge på at ændre dem (med mindre de alligevel skal skiftes) fordi der er så mange ting de penge er brugt bedre på. Skal de alligevel skiftes er det for mig mere ligegyldigt at man ændrer symbol men jeg tror bare ikke det ændrer på noget som helst at der er kvinder i halvdelen af lyssignalerne når nu der er reelle problemer at gøre noget ved.

  2. Jeg bliver nødt til at reagere, når du skriver, der er manglende ligeløn og at kvinder er mest udsat for vold.

    Ligeløn:

    Lønkommissionen fandt i 2010, at der er ligeløn mellem mænd og kvinder

    Det kan være, du mener noget andet med “ligeløn”. For mig er det et underligt begreb, især når man deler folk op i mænd og kvinder og forventer, at de to grupper skulle være ens. Hvis du mener ligeløn som at mænd og kvinder burde tjene det samme, uanset funktion og job, så vil det ikke betyde ligeløn, men at kvinder de facto tjener mere for samme arbejde.

    Eller måske mener du, at kvinder og mænd bør arbejde med de samme funktioner – og med samme indsats?

    Vold:

    Det er mænd, der er mest udsat for vold (begået af andre mænd, i øvrigt) generelt set. Måske mener du vold i hjemmet? (Fun fact: Faktisk er kvinder mest voldelige i hjemmet – de slår bare ikke hårdt – så der er ingen tvivl er om, at kvinder tager langt større skade af den vold, der bliver udøvet i hjemmet.)

    Kvinder er oftere voldelige mod deres partnere

    Normalt gider jeg ikke blande mig i de her diskussioner, men nu gør jeg det altså igen, for jeg må erkende, at det irriterer mig, at folk bliver ved og ved med at viderebringe myter, især når der nu er så meget fokus på fake news især fra den side, du her repræsenterer. Det skal så siges – som jeg også har skrevet – at det langt hen ad vejen kan hjælpe at præcisere sine udtalelser, hvilket så igen har den effekt, at de står svagere, som f.eks:

    “Kvinder og mænd skal tjene det samme, uanset job, evner, fravær, indstilling mm.” eller
    “Det bør være et mål med 50/50 fordeling af kvinder og mænd over samtlige funktioner på arbejdsmarkedet”
    “Kvinder er dem, der oftest er udsat for vold i hjemmet”.

    Hvis alt ovenstående er mansplaining, så beklager jeg på forhånd

    1. Hej Thomas.

      Vi kan sagtens kilde-battle.

      Her er et link til en graf over løngabet i Danmark fra Danmarks Statistik:

      https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/levevilkaar/ligestilling/ligestillingswebsite#4

      Her er en, der snakker om både lønforskel mellem kønnene og årsagerne bag (og blandt andet også om, at der netop ikke er lige løn for lige arbejde):

      https://www.dr.dk/nyheder/indland/loengab-kvinder-faar-ikke-den-samme-loen-som-deres-mandlige-kolleger

      Og her er lidt fun fact retur, nemlig en, der siger noget om, at vi har ligestilling på arbejdsmarkedet – synes mændene:

      https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/der-er-da-ligestilling-paa-arbejdsmarkedet…-mener-maendene/7545674

      Alle kilder er under 2 år gamle, så der er tale om nye tal.

      At mænd bliver udsat for vold i hjemmet er på ingen måde i orden – men det er det, der kaldes en whataboutism. For at noget er galt et andet sted, bliver aldrig et argument for at undlade at reagere på noget, der er forkert. (Hvis jeg mansplainer her, beklager jeg).

      I din egen kilde synes jeg, du mangler at komme omkring det, der for mig er den væsentligste sætning i artiklen:

      “Indbyrdes vold, hvor både kvinden og manden udøver vold, er den mest udbredte voldsform i parforhold. Men faktisk tyder det på, at kvinder her oftere er voldelige mod mændene end omvendt”

      Så når du skriver, at det er kvinder, der er mest voldelige i hjemmet, så er det simpelthen ikke rigtigt. De er mest voldelige i de forhold, hvor begge parter udøver vold – men stadig understreges det, at mænds vold er af mere alvorlig karakter.

      At mænd generelt er mere udsat for vold end kvinder er formentlig rigtig nok. Men for mig er det en afgørende forskel, at den vold, kvinder udsættes for, ikke er til en fodboldkamp mellem Brøndby og FCK, men i hjemmet, som burde være det tryggeste sted at være.

      Måske ser vi bare verden gennem forskellige briller, og det er jo svært at gøre noget ved. Men debatten er vigtig, og jeg anerkender indsatsen, der ligger i at sætte sig til bordet på et domæne, hvor 98% af læserne er kvinder.

      Mvh

      Linda

      1. Din statistik er netop – som jeg pointerede i mit indlæg – ligeglad med hvilken funktion, personerne indtager på jobbet. På side 9 i dokumentationen står der “Løngabet er objektiv. Indikatoren siger således ikke noget om, hvorfor det forholder sig sådan. Anciennitet, arbejdsområde, ledelsesansvar og uddannelse har betydning for løngabet.”

        Det giver ingen mening at tale om ligeløn på tværs af arbejdsområder (f.eks. en typisk jurist (kvinde) i det offentlige versus en typisk jurist (mand) i det private).

        Hvis du mener, at der skal være ligeløn på tværs af funktioner, så skriv da det og stå ved det. Jeg ville være dybt uenig af rigtig mange årsager, men måske er det også fordi jeg selv arbejder et sted, hvor lønnen er meget forskellig. Altså der kan være 10.000 til forskel om måneden på samme stillingsbetegnelse i samme afdeling. Det er ikke noget problem for nogen af de ansatte, for de ved godt, at dem, der får 10.000 mere, simpelthen er mere værd (de er aldrig fraværende, arbejder meget, er fagligt sindssygt dygtige, er loyale). Det er ikke for at bevise noget, at jeg skriver det – det er blot for at forklare mit syn.

        Jeg giver dig gerne ret i den med kvinderne og vold i hjemmet – det var mest en fun fact som så ikke var fact alligevel, så den trækker jeg hermed tilbage. Ikke desto mindre er dit vigtigste udsagn stadig forkert – det er ikke kvinder, der oftest udsættes for vold. Det er mænd! Og det er altså misvisende at skrive det som du gør. (Jeg sætter ikke automatisk “i hjemmet” efter dit udsagn, men det kan selvfølgelig være på grund af mit mandlige privilegie (du ved, det der privilegie, der også sikrer mig, at det er mig, der skal kæmpe i krige, dø tidligere, blive sindssyg, lide af alverdens sygdomme osv)). Jeg skriver med vilje lidt skarpt her, da det bare er trættende hele tiden at skulle høre hvor privilegeret man er fra folk, der også er ekstremt priviligerede.

        … og ikke dermed sagt, at der slet ikke findes problemer på nogen af områderne. SÅ. Så er den vist helgarderet.

  3. Djøfs nyeste undersøgelse af lønforskelle mellem mænd og kvinder (kun djøffere forstås, men vi er også en form for mennesker med rettigheder, på trods af, at den offentlige debat af og til virker som om vi er kolde, onde maskiner) viser, at forskellen stiger, jo højere op i hierarkiet vi kommer. På lederniveau er der 9,7 % forskel i mændenes favør. Nu kan ledere jo være mange ting, men da vi er ret mange kvindelige ledere i den gruppe, bør det ikke kun være fordi mændene har nogle højere lederstillinger end kvinderne – for så er der i hvert fald også en skævhed.
    Jeg oplever som kvindelig leder og mor til to børn, at jeg har skullet bevise mere for at få chancen for at blive leder. Min mand er aldrig blevet spurgt om noget med børnene eller om han skulle have flere i de næsten 10 år han har været leder, og da vi var på samme niveau, fik han højere løn end mig, selv om vi sad i lignende funktioner, hvor min på papiret endda var lidt mere krævende end hans.

    Nu er jeg blevet 40 og ingen spørger længere, om jeg skal have flere børn, men min kvindelige direktør har dog spurgt mig, om jeg har god opbakning fra min mand derhjemme og hvor meget han klarer, for det er nødvendigt med en der klarer det derhjemme, hvis man skal være topleder. Jeg tror simpelthen ikke, at mænd bliver spurgt om den slags. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om det. Og her siger jeg ikke, at hun ikke har fuldstændig ret i, at man skal have opbakning. Jeg siger bare, at det vel gælder for begge køn og i øvrigt må være noget man afklarer med sin partner før man takker ja til den slags job.

    Nå, lang svada – der er stadig noget at kæmpe for, ikke kun for kvinder, men for alle. Eksempelvis oplever jeg også, at nogen undrer sig over mænd, der tager længere barsel end de “behøver” – som om mænd ikke drømmer om at være mest muligt sammen med deres små børn. Det skal vi også kæmpe for ændrer sig.

  4. Jeg bliver så træt, når jenser kvinder skrive på Facebook, at hvis man vil have ligestilling, sådan man ikke have en kampdag. Det er jo desværre sådan, at selvom jeg og mange af mine veninder deler husarbejdet 50/50 med vores mænd, godt tør gå hjem når det er mørkt (men ikke er helt trygge ved det) og bliver betalt ordentligt, så er der masser af områder, der stadig kræver kamp.

    Jeg bor ikke i DK men i England, hvor kvindesygdomme og graviditet slet ikke får samme behandling som sygdomme, der også rammer mænd. Hvor vuggestuer er så dyre, at mange kvinder ikke har noget andet valg end at gå hjemme. Hvor nogle piger er så fattige, at de ikke kommer i skole, fordi de ikke har råd til bind og tamponer. Hvor omskæring af pigebørn er et reelt problem i nogle dele af samfundet.

    Min mand og hans kolleger diskuterede feminisme i går, mens de spiste frokost i deres internationale virksomhed. En kollega meldte i ramme alvor ud, at han nu ikke brød sig om, at konen kom alt for meget udenfor hjemmet. Hun er ellers sød, men så forstår jeg bedre, at hun er den stille type.

    På Kvindernes Kampdag er de de kvinder, jeg kæmper for.

  5. Forresten, hvis man er i tvivl om, hvad der er at kæmpe for, så læs The War on Women af Sue Lloyd-Roberts. Det er en god påmindelse om alle de kampe, der stadig må tages (FGM, trafficking etc)

  6. Jeg er faktisk en af dem, som har grinet lidt af denne kampdag og synes at den er overflødig. Jeg har det godt, lever godt og føler mig meget lige i mit ægteskab og liv. Jeg har elsket at holde barsel og synes at det er åndssvagt at øremærke noget af den specifikt til manden.
    Men jeg forstår dit skriv! For du har jo ret, det handler ikke kun om mig! Hvad nu hvis min datter engang i fremtiden, ikke ønsker at blive begrænset af barsel og børn i sit karrierevalg? Jeg forstår hvad du mener med, at gøre noget NU for at ændre fremtiden …

  7. Tak for dette indlæg. Jeg er så overrasket over, hvor utroligt FÅ bloggere som nævner Kvindernes Internationale Kampdag. Mange stærke kvinder med store platforme som lader det gå ubemærket hen. Så trist. For ja, der er meget og mange at kæmpe for stadigvæk. Og det vil komme os alle til gode – mænd som kvinder – at vi får mere lige muligheder.

    Tak igen for dit indlæg og dine vigtige
    Pointer.

    Mvh Katrine

  8. Beklager, hvis det går over en personlig grænse (og slet i så fald gerne mit spørgsmål): Hvordan er mulighederne for at blive selvvalgt alenefar? Og hvordan skal det håndteres i en ligestillingsproblematik?

  9. At mænd ikke er meget for at miste deres privilegier er nok ikke så mærkeligt. Det, der virkelig kan give mig brækfornemmelser, er mere, når kvinder stiller sig op og kritiserer kvinders kamp. Dér synes jeg faktisk, at det er på sin plads at kalde dem kønsforræddere. Når fx en vis Pia Kjærsgaard, desværre stadig formand for Folketinget, finder for godt at mene, at det er for langt ude, at vi stadig har en kvindernes internationale kampdag, ja så synes jeg, at det er for langt ude.

    Mænd tjener stadig mere end kvinder, ja, og det for det præcis samme arbejde.
    Der er stadig flere mænd end kvinder i velaflønnede, magtfulde stillinger.
    Der er stadig mænd, der mener, de kan bruge kvinders kroppe, som det passer dem.
    Det går desværre stadig ikke i den rigtige retning.

    Så længe, det er tilfældet, er der brug for en kvindebevægelse og en 8. marts.

    1. Tak, Linda – og Henny.
      I år synes jeg, det har været særdeles forstemmende, at læse det lidt, som er skrevet om kvindernes internationale kampdag.
      Jeg bor i et område af DK, hvor jeg bare behøver gå udenfor døren for at se, hvor enorm en forskel selv få års uddannelse gør i et kvindeliv. Under- og arbejderklassens kvinder er efterhånden helt glemt i debatten, men de eksisterer stadig., også i Danmark

      Når jeg hører visse mænds og især kvinders udtalelser om emnet, tror jeg nogle dage, vi er på vej mod et dystopisk samfund ala “the handmaids tale”.

    2. Henny, du rammer simpelthen så rigtigt: selvfølgelig vil mænd ikke miste deres priviligerer. De har haft hundredevis af år til at vænne sig til at have magten, tror mange af dem slet ikke forstår hvor stor forskel der er på at være mand og at være kvinde. Jeg har aldrig hørt en mand sige, at han er bange/nervøs for at tage natbussen/gå hjem efter midnat/lignende scenarier, men jeg kender næsten ingen kvinder som ikke bekymrer sig om det. Angsten for at være den (fysisk) svage er ret grundlæggende. Når man så lægger alle samfundsnormer og strukturer (løn, forventning til udseende, opførsel, seksualnormer etc) oveni, ja så er er bare forskel, og ofte er den forskel til mændenes fordel.
      Det betyder ikke, at den individuelle mand er ond eller dum, bare at det kan være svært for ham at forstå vores udgangspunkt.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.