Jeg har haft gråvejr i hovedet den sidste uges tid.
Jeg har skrevet om dem før, de sorte huller i sindet. Dem, som jeg har lært at leve rundt om, men som stadig somme tider lige melder ind med, at de er friske på at udvide sig og opsluge mig, hvis det er?
Jeg tror, det følger med, når man er sådan én som mig, der aldrig bare er i verden, men altid må forholde sig til den, og tænke og dvæle og undres, og jeg tror, at mørket kommer fra det samme sted i hjernen, som alle mine ord.
Og jeg kan sagtens se det udefra. Både det paradoksale i at klemme så hårdt om livet, at jeg klemmer livet ud af det, og at det ikke kan bruges til noget, for fremtiden bliver ikke nemmere at være i, fordi man ofrer nutiden på den. Men det er nok desværre sådan det er, når man er udstyret med et bøvlet sind, der føler alt i technicolor, og ikke er modtageligt for fornuft.
Jeg har brugt tempo, larm, humor og distraktioner af forskellige slags som værn imod mørket, for det kræver kræfter at holde fra livet, og ikke bare overgive sig til det. Men jeg bliver ældre, og over den sidste håndfuld år er spiret et ønske om også at kunne være med roen; at kunne rumme mørket, og stadig stole på, at lyset er der, selvom jeg ikke kan se det. Men er svært at turde læne sig ind i, når jeg samtidig ved, at det også potentielt giver plads for det, der er svært.
Den oplagte løsning ville være at tænde lyset og se dæmonerne i øjnene. Der er bare ikke nogen. Jeg har kigget under sengen og i skabene, alle skygger er ført tilbage til det, der kaster dem, og der står ingen monstre bagved døren. Der er bare mørket, som ikke gør andet forkert end at udgøre kontrasten til lyset.
Det har været der gennem hele mit voksne liv. Det meste af tiden heldigvis bare som en skygge i udkanten af mit synsfelt, men engang i mellem udvider det sig og gør det svært at se. Somme tider er det bare fordi. Andre gange udspringer det af noget.
I denne weekend voksede det frem af en samtale, jeg havde med mine børn om døden. Jeg har tordnende dødsangst. Eller måske ‘sorg-angst’ er mere korrekt. Jeg er bange for at miste, fordi jeg ikke tiltror mig selv at overkomme sorgen, der følger med, og jeg frygter at forlade, fordi jeg ikke kan udholde tanken om, hvad det vil rive i stykker.
Men jeg vil så gerne *ikke* smitte mine børn med min manglende evne til at rumme døden, så jeg prøver at tale naturligt med dem om den, selvom hvert eneste ord føles som syle, der stikker i alt det, der er blødt og sårbart. Og det er noget af det sværeste ved at være forældre, synes jeg. At man skal lære sine børn at cope med noget, man stadig ikke selv har lært at mestre. At man på en eller anden måde skal bypass’e sig selv.
Vi sad i bilen og snakkede om, at ingen ved, hvad der sker, når vi dør. At nogen tror, vi kommer i himlen, andre at vi bliver født igen, og atter andre, at der ikke er mere. Det gik ok(-ish), og jeg svarede stille og roligt, og prøvede at tænke det som noget teoretisk, vi var i gang med at læse om på nettet. Men da Frida sagde: ““Men mor – når vi dør, så kan vi jo ikke besøge mormor og morfar, og så savner vi dem da?” bed jeg hul i min kind. For det sammenfattede alt det, jeg frygter allermest, i én hjerteskærende sætning.
Det sad i mig resten af weekenden, og da Anton var til MGP-fest hos mormor og morfar, som lørdag havde været til begravelse, føltes alting bare off og skævt. Vi manglede ham i vores lille trekløver, og der var ingen, der havde tid til at lave noget med os – hvilket i min blotlagte tilstand føltes som syre på mit ‘vi kommer aldrig til at høre rigtigt til i denne by’-sår.
Jeg junkede takketaler og klip fra Bohemian Rhapsody, da Frida var lagt i seng, og forsøgte at få afløb-by-proxy for tårer og tristesse med noget ufarligt youtube ud fra tesen om, at det skal ud, men stadig på en måde, så kaninhullet ikke åbner sig.
Det begyndte så småt at lette i går, og i dag kan jeg stille og roligt begynde at fokusere igen. Og som hver eneste gang, når jeg kravler op af et hul, føler jeg en usigelig lettelse over, at jeg trods alt er nået så langt, at jeg, min kroniske bevidsthed om mørket til trods, stadig kan vende ansigtet mod solen og nyde den.
Det er ikke kun dig – jeg har også været (eller er) nede i et sort hul. Der må være noget i vandet! Knus
Kom snart forbi. Så prøver vi at lægge kage på det <3
Hvor er det fint skrevet. Jeg har det på samme måde med min angst, men jeg synes alderen hjælper, og jeg synes det hjælper at acceptere, at den indimellem lige rører på sig, og vide at den snart er væk igen. Jeg har det i øvrigt jævnligt på samme måde med vores by – men så tænker jeg, mon ikke det nærmere er mit eget issue? Altså, om jeg ikke ville føle det samme alle andre steder.
Det kan sagtens ske. Omvendt synes jeg aldrig, jeg havde det sådan i Aarhus – jeg tænker, at der er en mentalitet/ånd i den her by, som måske kan være svær at forene med bestemte typer af personligheder? Jeg vil så gerne elske den med hud og hår, for jeg har mine mennesker hernede, og jeg ELSKER naturen. Men jeg kommer aldrig til at trives med fornemmelsen af, at der ikke er ret højt til loftet, og at de fleste har nok i sig selv.
Måske, men jeg havde det på helt samme måde i Aalborg i hvert fald.
Jeg håber i øvrigt, at medicinstudiet slæber lidt akademisk miljø og studieliv med sig, når det åbner her i byen…
Jeg kan følge dig alt for godt med de sorte huller. Min angst kan af og til bestå af om min datter på 5 år tager skade af en mor med perioder med meget sorte huller. For hun kan mærke jeg har dem og jeg håber bare hun ikke får det lige som mig.
Tak for et ærligt skriv. Jeg synes du er så sej😊
Jeg forstår 100%, hvad du mener. Min egen tilgang er, at jeg ikke kan lære mine børn, hvad de skal føle, men jeg kan prøve at vise dem, hvordan man kan håndtere det. Det tænker jeg også er brugbar læring. Og særligt for børn, der har fået vores gener i vuggegave <3
Åh den slags samtaler er noget af det mest hardcore ved at være forælder, og du beskriver helt 1:1,hvordan jeg oplever samtaler om døden med egen avl: at jeg skal lære dem at cope med noget, jeg ikke selv har lært at mestre. Selv om jeg ikke selv er religiøs, har jeg dog valgt en lidt religiøs forklaring på “hvad sker der når man dør” – spørgsmålet. Bare uden synder og skærsild og den slags, men med en form for genforening med dem man holder af. Fordi jeg tror jeg ville have det mindre angstprovokerende med døden hvis det var sådan jeg selv tænkte, og fordi jeg ønsker at deres små barnesind kan tage den forklaring til sig indtil de er ældre og bedre kan rumme tanken om at miste. Min ældste begyndte allerede at spørge til hvad der sker når man dør da hun var fire, og jeg syntes det var så dilemmafyldt hvad jeg dog skulle svare. Min pædagogmor anbefalede mig nogle børnebøger om emnet, og så gik jeg på biblo og lånte en masse børnebøger om døden.
Det er en dejlig lavpraktisk tilgang at have til det. Måske jeg skulle gøre det samme.
Nogle gang tør jeg ikke åbne for min tristesse, at laden den tunge playliste køre på Spotify, fordi jeg synker med den bare længere nede i mørket. Men i disse dage læser jeg Toves sent i november. Super sorgmodig, men så smuk og sjov bog, og det pludseligt skaber nogle billeder i mit hoved af savn som udholdelig følelse. Som en sund følelse. Ligesom sorg er beviset på det oplevede kærlighed. Men jeg har prøvet at miste, og nogle gange kommer savne hvor jeg savner hendes blik og berøring. Og den vil jeg aldrig kunne give videre til mine børn. Så græder jeg og lader sorgen fylde. Og dagen efter er jeg lettet. Men de aftener er tunge.
Det kan jeg simpelthen så godt forstå. Jeg tænker hver eneste dag på, hvor priviligerede vi er, at mine børn og mine forældre har hinanden; den luksus er jo ikke alle forundt.
Jeg er igang med Majoritet Ulrikkeholms nye bog, som også kredser om livet og døden. Den får jeg samme følelse af at læse, som den, du beskriver. Jeg tager den i bidder, for jeg vil gerne have alt det fine med. Men det er også hård kost.
Det er somme tider forfærdelig kompliceret at være til <3
Linda, jeg fik tårer i øjnene af det her indlæg. Du taler lige ind i, hvordan jeg selv har det. Jeg er en af dem, som tror på himlen, så jeg tror på, at vi kommer til at gense vores kære. Det hjælper på frygten for selve døden sådan i forhold til mig selv, fordi jeg ikke er bange for, hvad der sker bagefter.
Men dit ord “sorg-angst” er simpelthen så dækkende for, hvordan jeg har det. Der er intet, jeg frygter mere, end at miste. Jeg ved, at min verden vil bryde fuldstændig sammen den dag, en af mine forældre ikke er her mere. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil være i stand til at komme igennem den sorg og finde mening i livet bagefter.
Dén frygt sidder dybt i mig og stikker sit uvelkomne ansigt frem dagligt. Det har den gjort de sidste 20 år, og selvom jeg får livserfaring på en hel masse andre områder, så bliver jeg ikke bedre til at håndtere det. Jeg kan ikke engang tænke på det uden at græde.
Så ja, vandværket blev lige tændt her, da jeg læste dine ord. Men tak for dem. Det er altid rart at vide, at man ikke er alene omkring noget, der er svært. Det giver jo egentlig ikke mening, men ofte er det faktisk det eneste, der hjælper bare en lille smule. Så tak.
Jeg har lyst til at sige ‘spejl’ for når jeg læser din kommentar tænker jeg også “Ja! Det er PRÆCIS sådan, jeg har det!”
Og det er så svært, fordi vi samtidig nu har en alder, hvor folk omkring os har mistet – og stadig står. Det virker næsten … respektløst? forkælet? at sørge over udsigter af til tabet af noget, som de allerede har mistet. Jeg ville så gerne være bedre til at lukke ned, når panik-tankerne begynder at vandre, for jeg synes, de fratager mig noget værdifuldt.
Men som du selv skriver, så er det faktisk rigtig rart at høre, at andre kender til det, så utrolig meget selv tak <3
Jeg har det (måske?) præcis som du. Jeg er dødsensangst for døden – for at efterlade, dem, der elsker mig. Jeg kan ikke bære at tænke tanken, at min snart 3-årige skulle indse, at mor ikke kommer hjem. At min mor skulle gennemleve dét at miste et barn. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke tanken til ende, at der skulle ske noget med dem, der står mig nærmest.
I går sagde jeg til drengen, at han lige skulle passe på sin skammel for “den har morfar lavet”. Han spurgte “Hvor er morfar?”. Jeg sagde kort, at morfar er i himlen. “Han skal komme og lege med mig”, “Det kan han ikke, men han sidder i himlen og passer på dig”, “Oppe i solen?”, “ja, og i stjernerne”, “og månen?”, “ja, og månen”… Jeg ved ikke hvad jeg gør, der spørgsmålene bliver flere og mere konkrete – for det her var nok til, at tårerne løb.
Jamen – ja! For de spørger jo med rene hjerter og hensigter, og man vil så gerne svare noget, der kan give dem den følelse af tryghed, som man jo (åbenbart?) ikke selv har.
Og den der med at skulle forklare ‘for altid’ når man ikke engang selv forstår det – det er svært.
Åh Linda det er så godt skrevet og rammer spot on på så mange ting i mig, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Jeg har også selv de mørke perioder. Jeg har heldigvis også lært at det er det de er, perioder og de kan faktisk være med til at lyset føles endnu bedre og man er endnu mere taknemmelig for det. Dit indlæg rammer også noget andet. Min 3 årige lille store pige er begyndt at spørge meget ind til sin morfar som jo desværre ikke er her mere. Hun taler om ham som om hun kender ham og siger hun savner ham, hvilket både er helt fantastisk, men også en voldsom påmindelse om, at det gør hun jo kun qua mine fortællinger. Hun har aldrig fået sådan et kram som jeg ved han ville give hende, hun er aldrig blevet set på med de helt vildt stolte øjne som jeg ved han ville. Og av det gør ondt. I bilen snakkede vi om han var i himlen og så sagde hun “men han kommer jo ned igen… ik?” Og jeg måtte sige nej, gik jeg lidt i stykker. Jeg tror den vigtigste lektie vi kan lære vores børn er, at tingene godt må være svære – og at voksne også kan blive kede af det – men at det nok skal gå alligevel og at alle følelser (også de svære) er i orden, men omvendt skal vi jo som du skriver ikke smitte vores børn med vores egen “arvæv”. Jeg synes det lyder som om du finder en så fin balance.
Sikke en lang kommentar. Jeg havde (åbenbart) noget der fyldte.
Tak fordi du skriver som du gør.
Kh Lykke
Søde Lykke.
Jeg fik tårer i øjnene over din kommentar. Både over din lille piges umiddelbarhed og over alt det, det sætter igang i dig.
Hun traf en god beslutning, da hun pegede dig ud i mængden <3
Sikke smukt du kan beskrive det sorte, jeg blev meget rørt at dette indlæg. Læser i øvrigt nærmest religiøst (jævnfør et af temaerne i kommentarsporet) din blog og finder den yderst underholdende, reflekteret og inspirerende. Jeg får dog aldrig kommenteret i en travl hverdag, men synes faktisk, at dette indlæg nærmest skriger på en kommentar fra mig, og håber, at mit budskab når dig. For here goes: Jeg mistede for ni år siden min mor ved et pludseligt hjerteanfald. Et chok, men jeg kom igennem det, jeg var stadig mig, men nu med en bevidsthed om ikke at tage mennesker for givet. Nu kommer det rigtigt grelle, der faktisk er så trist, at det nærmest lyder som en løgn, når jeg skriver det, men det er det desværre ikke: Min mand og kæreste gennem 11 år fik for tre år siden konstateret en uhelbredelig kræft, og han døde den 21. november 2018. Forinden fik min far i sommer konstateret lungekræft og han døde den 1. september. Jeg savner dem alle så ubeskriveligt, men jeg har en lille søn, der lige er fyldt fem, og hvad jeg egentlig vil sige med dette er, at man vokser helt utroligt af at få børn, som man skal være noget for. Det ansvar – og den kærlighed – er jeg helt sikkert på, har været afgørende for, at jeg ikke er gået helt ned med flaget, i hundene og hvor man ellers går hen, når alt rabler for een. Jeg håber virkelig, at min kommentar vækker det i dig, som er dens intention: At fortælle, at vi kan mere, end vi tror, og at vi ikke går i stykker indeni, når nogen, vi elsker højt, dør. Eller det gør vi måske, men mennesket er simpelthen designet sådan, at vi også kan reparere os selv. (Måske ikke, hvis vi mister et barn, dog. Men det er en tanke, jeg ikke arbejder med.) Det tager lang tid, sorgen er et underliggende soundtrack til alt, jeg foretager mig i øjeblikket, men jeg fungerer. Jeg kører ikke på autopilot, jeg græder stadig rigtig ofte, men jeg fungerer, og jeg kan faktisk også af og til grine helt nede fra maven. Og det vil du også komme til, når du en dag mister en af dem, du elsker. Hvilket forhåbentligt – og sandsynligvis – sker på en mindre absurd og mere nænsom måde, end det var tilfældet for mig.
Puha, sikke en historie du bærer med dig. Måske kender du den allerede, eller måske synes du det er dumt, men jeg har lyttet til podcasten Terrible, thanks for asking på det seneste. Nora, værtinden, mistede sin mand til kræft 3 uger efter hun mistede sin far til kræft. Hun fortæller så utroligt fint om sorgen (og glæden) og livet – det er virkelig en fantastisk podcast. Et godt sted at starte er ‘Sad Nora and the secret baby’. Hun har også skrevet flere bøger, der også er fantastiske.
@Julie:
Tak for anbefalingen. Den vil jeg prøve at tage et afsnit af ( – hvis jeg tør…)
<3
@TB:
Hvor er det en fin og betænksom kommentar, og hvor er det vanvittigt, at du har overskud til at skrive den.
Tænk, at du stadig står. Og at du gør det så reflekteret.
Selvom din historie river i hjertet, føler jeg alligvel en slags håb, når jeg læser dine ord, for at høre, at man kan gå i gennem, hvad du har gået igennem, og stadig hænge sammen som menneske, indgyder tro på, at det måske alligevel nok skal gå, når den dag engang, om forhåbentligt mange, mange år, kommer.
Tak for din omtanke og for dine ord.
Kh
Linda
Tusind tak, Julie, den vil jeg bestemt lytte til!
Sorg-angst, ja! Det er næsten en tvangstanke hos mig ift at miste mine børn og skulle slippe deres fysiske krop. Det er virkelig uhyggeligt og ubrugeligt. Så vil ikke uddybe mere…
Tak for fine ord <3
Selv tak, Lone. Og ja. Nogle døre bliver man simpelthen nødt til at prøve at lade være med at gå ind ad. Ellers bliver man vanvittig <3