(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Husket at foreslå – og praktisere – samkørsel, hvilket jeg ofte glemmer. Vi kører afsindigt mange kilometer om året som tolke, og selvom det umiddelbart ville være oplagt at carpoole, er det bare ofte ikke en ret god ide i praksis. Dels sker det jævnligt, at vi kommer ud på opgaver og bliver aflyst, og her er det smart, at vi med det samme kan omdirigeres til andre opgaver, som ofte vil ligge to forskellige steder, og dels har mange af os små børn, hvilket betyder, at vi ind imellem bliver ringet hjem, og her er én bil også noget rod.
Min nu har jeg 4 gange over de sidste par uger husket fylde bilen i forbindelse med private arrangementer, så jeg tror, vi vover det ene øje og kalder det en trend.
2.
Glædet mig over, at vi er kommet igennem februar og stadig har 600 kr. tilbage på kontoen. Den sidste uge var LANG! Og jeg har sjat-tanket, fordi det bare ikke er fedt at have 500 kroner skvulpende rundt i tanken, hvis man pludselig mangler rugbrød og mælk. Men mama, I made it, og vi er stadig in the game.
Til gengæld var jeg nødt til at købe stort ind i fredags, da lønnen gik ind, og efter et par uger med HYPER fokus, og knivskarp sondring mellem, hvad vi har lyst til, og hvad vi har brug for, havde jeg næsten kvalme over at købe *så* stort ind.
Men jeg forsøger at huske, at vi nu har fyldt op på det meste igen, og at der faktisk er flere ting, hvor jeg den kommende måned kan prøve at teste, hvor langt det indkøbte rækker. Hvis jeg kan se, at f.eks. min instantkaffe rækker til 3 ugers forbrug, så tror jeg egentlig, at jeg vil bruge den her model de næste måneder; at vi den sidste uge i måneden kører ‘hvad gemmer skabet’ og ‘det må vi undvære’ og så slår til med den store hammer til d. 01., for dels giver det nogle stordriftsfordele, og dels dæmmer det naturligt op for trangen til bare at give los, når man på forhånd sveder lidt over, hvor meget, man skal købe.
3.
Høstet fordelene af at have væbnet mig med tålmod ift. at gøre Antons værelse færdigt.
Jeg ved, at der altid sidder nogen derude og undrer sig over, at jeg prioriterer at købe wallstickers og opbevaring til Lego, når tingene ser ud, som beskrevet i punkt 2, så det vil jeg gerne knytte en kommentar til.
For jeg forstår godt, at hvis det virker vanvittigt, at vi ikke sparer de par hundrede op, i stedet for at bruge dem på noget, som vi jo ret beset ikke har behov for, for at overleve. Men sagen er, at vi bare også skal andet og mere end det. For livet er nu – også selvom jeg afvikler gæld. Og hvor børnene – forhåbentlig – ikke kommer til at hæfte sig ved, at de ikke var på ferie, før de blev større, eller studser over, at det meste af deres tøj var købt brugt, så håber jeg, de husker fornemmelsen af, at deres værelser var deres små, trygge øer, som måske nok var mindre end så mange andres, men stadig var mere og andet end 4 vægge og en madras på gulvet.
Til gengæld prøver jeg i videst mulig omfang at gøre det så billigt og så langsigtet som muligt, når jeg køber nye ting. Spandene til sværd er f.eks. skraldespande fra Ikea til 70 kr. (en ide jeg fik foræret i en boliggruppe på fb), som er pyntet med wallstickers (som er fundet billigt og købt af en veninde i Aarhus, fordi jeg meldte ud, at jeg var på udkig, og derfor fik meldinger, når folk i det ganske land løb på egnede emner). Spandene kan stables og bruges til 1000 andre ting, når de ikke skal agere våbenopbevaring længere – og kan også stå på både loftet og i haveskuret, så de ikke optager plads herinde, hvis de ikke lige er i anvendelse.
Lego-opbevaringen er små, afstivede stofposer med håndtag fra Søstrene Grene til 40 kr., som kan tages med rundt i huset, afhængigt af, hvor man gerne vil sidde og bygge. De kan bruges til alt muligt andet (derfor købte jeg 3 små i stedet for 1 stor), og kan trykkes flade, så de intet fylder i skabet, hvis de holder pause.
Gulvtæppet tog 1.000.000 googlinger og afsøgninger i diverse secondhand-grupper, fordi det – selvfølgelig – er på specialmål, men i fredags fandt jeg endeligt et fra nyt på bud, som nu er bestilt.
Det har taget tid, men til gengæld har jeg kunne gøre det inden for de budgetmæssige rammer, vi har, og Anton elsker det.
————————————————————————
I får lige en anbefaling med på falderebet.
Jeg efterlyste forleden ideer til nye podcasts, og fik anbefalet Mørkeland, som er 2 værter, der fortæller hinanden om mord.
Jeg hørte 3 afsnit, og det er bare ikke for mig. Ikke pga. emnet, men pga. værterne. Jeg er sikker på, at de begge er søde og sympatiske ude i virkeligheden, men jeg kan ikke forlige mig med måden, de går til emnerne på, og jeg stritter på, at de udtaler sig om strafferet og psykologi, som om de er eksperter på området. Samtidig kommenterer de på hinandens historier med kommentarer der, for mig, virker nærmest tilsigtet naive.
Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at de har kopieret konceptet 1:1 fra en amerikansk podcast, der hedder My favorite murder, og at de ikke på noget tidspunkt nævner dét, er også en dealbreaker i min bog.
Jeg prøvede at nappe et afsnit af den amerikanske original – og jeg er hooked. De to værter på dét program er fantastiske. De er voldsomt upassende og sjove, men på en virkelig charmerende måde, og der er ingen falske eksperter til stede i dén sofa. Det stikker af i alle retninger, og de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, men er man til true crime genren, synes jeg virkelig, at man skal give den et skud.
PS: Jeg har prøvet at pushe den på et par mænd i omgangskredsen, og det blev et nej. De synes, at værterne taler ALT for meget.
(- men er det ikke lidt ideen med en podcast, Suresen 1&2?)
Jeg elsker MFM, men synes de første afsnit var bedre end de nyeste. Så nyyyd starten.
Derudover er “who the hell is Hamish” en god ny podcast
Uh! Så må jeg hellere spare lidt på dem. (Men jeg synes faktisk også, at det er nogle, man ikke bare ræser igennem, for det går stærkt, og de mange navne og stednavne gør, at man skal spidse ører, synes jeg.)
Superfedt med en anbefaling retur. Tak for det.
Åh, jeg elsker også MFM. Værternes charme og kemi er afgørende for at sådan en podcast fungerer, og det synes jeg virkelig den gør.
Helt utrolig enig. Og så har de også gode radiostemmer begge to. Det betyder altså også noget.
Det har de virkelig. Af andre true creme podcasts kan jeg anbefale Dobbeltmordet og Dr. Death
Jeg har lige lavet om på mine drenges værelser, og det blev stort set løst ved at bytte halvdelen af deres respektive møbler med hinanden og male reolen samme farve som væggen. Det føles helt nyt og frisk for dem, og jeg har optur over hvor genial jeg var 😂
Jeg fattede næsten heller ikke mit held, da jeg “tilfældigt” havde ladet nogle gamle billeder stå i entreen, og Anton kom helt sidelæns ind ad døren med et: “Ej mor – må jeg ikke nok få dem op!?” Ok så!:-D
Mor-list er det BEDSTE:)
Jeg prøvede også Mørkeland og måtte opgive det efter et afsnit, jeg synes værterne var super irriterende og netop klogede sig på ting, de ikke er eksperter i. Jeg var ikke klar over, at de havde planket konceptet uden at anerkende det – det gør det kun værre. Jeg ved ikke, om du har hørt dem, men Serial (især sæson 1 og 3) og In the Dark er de bedste true crime podcasts, jeg nogensinde har hørt. Derudover er også Slow Burn (især serien om Nixon) virkelig fantastisk. Og S Town. Mere hjemligt er jeg stor, stor fan af Lone Franks 24 Spørgsmål til Professoren og hendes nylige ‘Ingen Elsker Lone Frank’ (undtagen mig. Sådan på fangirl måden).
Jeg bliver sgu lidt træt på dine vegne over, at du skal forklare eller retfærdiggøre hvorfor du bruger penge på indretning af dine børns værelser, men på den anden side synes jeg dine refleksioner er så fine, at jeg er glad for at læse dem. Og nu spørger jeg så om vi ikke må se nogle billeder? 😬
Ej, kæmpe tak for anbefalinger retur – jeg har fluks hentet et par stykker af dem, og glæder mig til at se, hvad det er.
Og selvfølgelig må I se billeder; efter tålmodigt at have lagt ører til mine uendelige tirader om projektet, fortjener I at se det færdige resultat:-D
Jeg skal lige have det sidste på plads, så finder jeg paparazzi-apparatet frem. Satser på, at de kan være med i uge 10-indlægget.
Åh, glæd dig til Serial hvis du ikke har hørt den! Den er den podcast, der fik mig hooked og jeg tænker stadig på Adnan Sayed og Hae Min Lee.
Sjovt, jeg havde det på helt samme måde med Mørkeland, efter jeg havde hørt et par afsnit. Der er noget i tilgangen til sagerne, jeg ikke bryder mig ret meget om, uden at jeg helt har kunne sætte fingeren på det. Dog synes jeg at true crime-genren er spændende, så tak for anbefalingen!
Det bliver lidt for sensationslysten til min smag, og underlig uengageret, fordi man kan høre, at der bare bliver læst op. Jeg ved ikke, om det er fordi der er tale om danske sager, men f.eks. sagen om hende den grønlandske kvinde og barnet, kan jeg ret tydeligt huske, fordi de blev fundet på Fanø. Det er, som om de ikke rigtigt vil noget med det? Der er flere anbefalinger i genren i kommentarfeltet her, så vi har lidt til den næste par måneder:)
Jeg elsker også MFM – og har lyttet med heeeelt fra starten (i real tid). Så jeg var begejstret, da jeg stødte på Mørkeland. Men jeg nåede kun halvvejs gennem første afsnit, så måtte jeg slukke i raseri. De taler om mord på så usmagelig en måde, og endnu værre: de researcher helt elendigt. Der er simpelthen så meget forkert i det, de siger.
Jeg synes klart, DR gør True Crime pod bedst på dansk.
Det er også skidt. Det er sgu for sjusket, når man tænker på, at så er Danmark bare heller ikke større – der vil hver gang være nogen, der kan huske sagen og som derfor kan høre, når de gengiver dem forkert.
Jeg nåede også at blive helt hidsig over lyden. Hvordan kan man lave en podcast, der er så populær, og så ikke have stillet microfonerne bedre ind? Man kan kun vælge mellem at gå glip af alt, hvad den ene siger, eller at få skøret hørenerven midt over at de knivskarpe s’er, hende den anden taler med. Højt.
Jeg kan anbefale en podcastserie fra 24/7 der er nogle år gammel. Den hedder 24 mord – en julekalender et år i december, hvor en professor i retsmedicin, Jørgen Lange Thomsen, og Kristian Ditlev Jensen læser en historie op pr afsnit og taler om den – kvalificeret, pga retsmedicineren. Det er historier forfattet af retsmedicinere, om virkelige hændelser også. Nogle retsmedicinere er selvfølgelig større forfattertalenter end andre, men synes nu alligevel at det er et lyt værd, ikke mindst pga den pensionerede professor.
Ej! Den lyder da superinteressant! Tak for anbefaling <3
Ih! Tak for anbefaling! Den må jeg også prøve!
Hahaha, min kæreste laver selv tale-podcast for sjov med sin kammerat – den mand kan snakke laaangt mere end mig (og jeg er ikke ueffen indenfor feltet) 😀
A
Der er bestemt heller ingen af bemeldte mænd, der er bange for at tale, så de skal bare lukke arret og hoppe ombord!:-D
Jeg glæder mig til at høre dine overvejelser om punkt 2. Jeg er selv sådan en, der ved, at Havrefras og Klovborg ost jævnligt er på tilbud (i Rema, hvor jeg handler), og derfor køber jeg aldrig nogen af delene til fuld pris. Det kræver så bare, at jeg hugger til, når tilbuddet er der. Og det kræver selvfølgelig både plads i økonomien og skabene. Indrømmet, så har jeg ikke regnet på det, men nu nævnte du lige instantkaffe. Og der køber jeg kun, når den stor Nescafé gold koster 50kr. eller mindre.
Det vil faktisk være ret spændende at høre dine overvejelser. Nogengange tror jeg, at det i sidste ende kan betale sig bare at købe det, man har brug for, når man har brug for….
Da jeg læste, arbejdede jeg sideløbende i detailbranchen, og dengang var det sådan, at man altid kørte mængde-tilbud i starten af måneden, hvor folk har penge, og derfor gerne vil købe for 300 kroner vaskepulver, mens man i slutningen af måneden kører tilbud på enkeltvarer. Om man har ændret strategi siden ved jeg ikke, men det forekommer mig, at der i hvert fald er nogle ting, hvor man stadig kan spare, hvis man køber lidt større ind i starten af måneden.
Jeg kan ikke huske, om det var os to, der “talte” om det i kommentarfeltet for et par indlæg siden, men det her er for mig også noget, der ligger i forlængelse af, at jeg har opdaget, at jeg skal have redefineret, hvad ‘impulskøb’ er for mig. Jeg har altid opfattet det som “hov – jeg kom til at købe en hest” – eller i hvert fald noget, der ikke stod på min seddel – men mine forsøg med Bilka to go har fået mine øjne op for, at det ikke er der, skolen trykker for mig. For mig er det de små opgraderinger, der løber op. At jeg er på vej over for at hente budget-saft, som giver 8 liter for 8 kroner, men undervejs bliver fristet af en palle med noget økologisk rabarbersaft, der giver 4 liter for 12 kroner. Eller at jeg har lovet at bage kage til børnehaven, og er på vej efter mel, men undervejs får øje på et godt tilbud på noget shake-and-bake. Jeg køber altså ikke noget, der ikke står på min seddel, men jeg kommer til at lave små ændringer i mine valg, når jeg står i butikken, og det koster mig mere, end jeg ville have troet.
Og lige præcis dét fænomen tror jeg også, jeg kan kvæle ved at købe stort ind i starten af måneden, fordi jeg ved at sedlen er lang, og derfor er mere opmærksom på at spare, hvor spares kan.
Om det virker, må vi se. Nu får det i hvert fald et skud.
Jeg er simpelthen for stor en bangebuks til at turde høre true crime podcasts om mord, desværre! Men Third Ear podcasten “Kvinden med den tunge kuffert” (som alle har hørt før mig) er virkelig også god true crime uden mord.
Ellers kan jeg virkelig stærkt anbefale serien “American Crime Story” der ligger på Netflix. Hver sæson handler om en ny sag. Første sæson er om O.J. Simpson og anden om mordet på Gianni Versace. Især anden sæson er fantastisk! Så flot filmet, castet ligner nærmest 1 til 1 og hovedrollen spiller skræmmende godt en psykopatisk seriemorder.
Udover det, vil jeg lige fortælle at de her indlæg altså har sparket noget igang hos mig, og jeg tager mig selv i at tænke meget mere over hvordan jeg får SU’en til at række længere og hvordan jeg kan tage mere miljøbevidste valg. Så tak for det! Det er virkelig inspirerende 🙂
Jeg har også ‘kvinden med den tunge kuffert’ til gode, så den skal jeg også have ørerne i:)
Jeg ELSKEDE People vs OJ, men kunne slet ikke forlige mig med Versace. Jeg synes, det tabte true-crime elementet, fordi der er så mange scener, hvor vi følger morderen og hører ham sige og tænke ting, som ingen kan vide om er rigtige. Har du set Ted Bundy på Netflix? Den kan også anbefales.
Og hvor er jeg glad for at høre, at du føler, at disse indlæg kan omsættes til noget brugbart. Det gør dem endnu sjovere at skrive <3